Anmeldelse af 'Every Body Electric', dance performance af Doris Uhlich. Så vi måtte tage den lange gåtur, udenfor i den kolde januar frostnat. Fordi mange bygninger ikke er lavet til personer i kørestol. Men på denne nat har bygningen mistet sin modstandskraft til en kvinde fra Wien, Doris Uhlich. Hun er i byen med danseforestillingen 'Every Body Electric'.

Forestillingen handler om vores handicap, herunder mennesker i kørestol. Faktisk bruger de to optrædende denne aften, Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel, begge kørestole for hurtigt at komme rundt. Selv nogle blandt publikum bruger den kropslige forlængelse kaldet 'kørestol'. Så vi går udenfor og går den lange vej på den frysende interimistiske kørestolsrampe ind i den enorme dansesal i Bora Bora.

Jeg kan virkelig godt lide danseforestillingen, og jeg hader at indrømme, at jeg er forelsket i Sopur-kørestolene, som danserne bruger. Wow. Hvis jeg mistede mine ben, ville jeg gå efter den. 3.300 Euro, det er et kup. Jeg mener, se på kvaliteten. Stolen er nem at opbevare i en bil, hjulene snapper virkelig nemt af. Og kuglelejerne! Få mig ikke i gang, hjulene snurrer bare og snurrer. Det er en smuk maskine, kørestolene fra Sopur, Sunrise Medical.

Og sådan er det for os alle. Vi har et handicap og nogle kropslige forlængelser. Kørestolene på scenen er extensions ligesom mine 3 Euro-briller fra Normal, og min gamle bil fra Renault, min helt nye telefon fra Apple. Alle mennesker har extensions for at kunne leve mere komfortabelt, og vi kan godt lide vores extensions. Får os til at føle os stolte og i stand til at leve et bedre liv.

Forestillingen udforsker vores forhold til extensions. Nogle gange identificerer vi os med udvidelsen. "Hej, jeg er hr. BMW, rart at møde dig!" Eller "Hej, jeg har lige købt denne seneste model fra Sopur! Og hvordan har du det?" Jeg elsker denne udforskning i 'Every Body Electric'.

I en scene hænger Adil sin extension i loftet. Den hænger der som en død hest. Han har ikke brug for en forbandet kørestol fra Sopur. Det er rigtigt. Adil har så stærke muskler, når han danser, at han faktisk kan svæve bare i den rene energi fra sine bevægelser. Hans kropsrytme er som techno. Fuldstændigt gentagende muskler og det lyse sind, klart som en solskinsdag.

Men så mistede Vera det ene hjul og lå nøgen på jorden. Sårbar. Ind kommer helten, Adil, og ordner hendes kørestol.

Vi har brug for de extensions. Det er okay, bare rolig. Men danseforestillingen har et højere niveau.

Bevægelserne i forestillingen. Nøgenheden. Udforskningen af os selv og vores extensions. Jeg tror, at dette show er værd at opleve for alle. Hvad er livsenergi? Vi ved, at livsenergi er det eneste, der er værd at have opmærksomhed på. Og vi ved, at hver gang vi mister vores opmærksomhed, mister vi livsenergi.

Vi må være til stede for at være i live. Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel er netop det. Til stede. Rytmisk. Dansende. Jeg kunne rigtig godt lide forestillingen, og efter showet sagde koreografen Doris Uhlich i en artist talk med Cath Borch Jensen på scenen:
"Jeg er en politisk kvinde, men kunsten er noget konkret der folder sig ud." Jeg kan godt lide hendes synspunkt. Politik er talte ord, kunst sker virkeligt. Tak for oplevelsen, bragt til Aarhus af 'Det Frie Felts Festival'.

Every Body Electric
Koreografi Doris Uhlich
Dramaturgi Elisabeth Schack
Performere Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel
Lys, rum Gerald Pappenberger
DJ Boris Kopeinig
Kostume Zarah Brandl
Feedback Yoshie Maruoka, Theresa RauterProduktion Margot Wehinger
Foto Theresa Rauter
International Distribution: Something Great.

Det er nutid, det er Helle Helle på scenen på Teatret Svalegangen. Nutid, lige nu. Forestil dig, at du ikke kan huske hvad du lavede i går? Hvem du blev gift med for 10 år siden? Hvorfor købte du den busbillet til Lolland? Og du var 16, eller hvor gammel var det nu, du var? Dengang?

Et frygteligt mareridt! Ikke at kunne huske, og kun at eksistere i nutiden! Tror du det? Nej! Stykket "I krydset får de ny sofa" er fantastisk, kan jeg se på publikum omkring mig. Og høre på deres klukken og deres snøften!

Publikum elsker Helle Helle. Jeg kan se det på de gamle damers vinkel på skuldrene. Den venstre skulder er placeret 7 grader lavere end den højre. Den slanke hals er lodret. Hovedets opspilede øjne indsuger kvinden på scenen. Hun taler tydeligt. Hendes ord sitrer ud langs med de grå hårstrå i de gamle kvinders korte frisurer. Kvinderne har bluser på, i jordfarver, med uld. Det varmer godt, når man er gammel.

"Hun kan se det høje birketræ i Favørs baggård, - og bliktaget", siger kvinden på scenen. Kvinderne i salen godter sig. Hygger sig. Det er en replik de kan forstå. Og der er mange andre replikker på samme niveau.

"Hendes mor blev indlagt en onsdag, - mens hun var i skole". En kvinde foran mig snøfter, tager brillerne af, tører sine øjne i ærmet. Hun er rørt.

Rigtige mænd er også vilde med "I krydset får de ny sofa". Jeg kan se det - med mine nye teaterbriller - på mændenes vinkel af hovedet. De har løftede ansigter. Brillerne fokuserer på kvindens monolog på scenen. De er opmærksomme, mændene. Fokuserede. De forstår Helle Helle.

Jeg forstår hende ikke. Hun er for konkret. Men alle andre på Teatret Svalegangen forstår stykket, og de er glade for det. Det slutter. De klapper. De griber fat og forsøger at komme op fra sædet og spejder efter udgangen.

Jeg er ret vild med scenografien i 'I krydset får de ny sofa'. Den er simpel. Bag-kulissen består af 30 LED-paneler - du skal se dem, for at forstå dem. LED-panelerne er sådan nogle flade profiler som er hæftet midt imellem en motor sat i en jern-bjælke - 3 meter oppe - og sat fast nede i en fod på gulvet. Den smalle kant i profilerne - der kan drejes til højre og venstre - rummer LED-lys som gengiver video og lys-effekter. Men fordi der er en lille fod mellem hvert panel, bliver video på bagvæggen degenereret til den båndbredde vi har, når vi bliver demente.

Fra bag-kulissens venstre side hænger 20 LED-paneler langs jern-bjælken og gulvet ud til venstre scenekant. Dermed skabes mulighed for nogle 3D-effekter på scenens lys. Det er fint, fordi det supplerer den konkrete historie. Lige meget hvor lille vores båndbredde bliver, så er vi i stand til at se de store sammenhænge. Et hus i en skovkant. Blæsevejr på Lolland. Et regnvejr.

Ingrid-Marie Thorlacius gør det fint i sin rolle som der-er-intet-drama-i-verden. Jeg-fortæller-historien-uden-følelse. Hun har langt hår. En kvindelig krop. En rolig stemme. Det er sådan det skal være, når jeg hurtigst muligt kommer på plejehjem med min demens. En rolig kvinde. Klare sætninger - og alt er i nutid. Nemt at forstå.

Min søde kvinde synes ikke stykket handler om at blive dement. "Det er poesi", siger hun til mig på vej hjem gennem aftenens mørke gader. Aarhus. "Dér hvor hovedpersonen vil lave blomkålsgratin til sin mor, og de så ikke har det i supermarkedet, det er en tragedie! Det eneste moren ønsker, det er blomkål - fordi hun skal dø den nat, Ambjørn! Det er dramatisk, og så siger Henrik Strøm, at han kan skaffe et blomkål til dagen efter. Men så er det jo for sent! Kan du ikke se det, Ambjørn! Vi hører hullerne i hendes tekst, det der ikke bliver sagt! Det er dramatisk poesi, og det er derfor vi elsker Helle Helle."

Jeg sukker. Trykker på knappen. Venter 15 sekunder, og så bliver det grønt lys i fodgænger-feltet i Nørregade. Aarhus. Hun har ret. Jeg forstår ikke Helle Helle. Men bare vent. Med tiden forstår de fleste Helle Helles historier. Uden erindring. I nutid. Konkret.

5 stjerner til "I krydset får de ny sofa", fordi publikum elsker Helle Helle. Tak for den oplevelse.

I krydset får de ny sofa af Helle Helle
Medvirkende Ingrid-Marie Thorlacius
Instruktion, dramaturgi og scenografi Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Lys- og Videodesign Ole Kristensen
Lydværk Kristian Hverring
Produceret af Hotel Pro Forma, Aalborg Teater og Aveny-T

I aften har jeg fået en gave fra Tove Ditlevsen's hånd som åbenbart bliver ved med at give - også til de nye generationer. Jeg har set en ny ungdom tage hendes novelle-værker til sig med sådan en ømhed og naturlighed som skulle den altid have været fortalt på denne måde.

Teaterstykket ”Man Vokser op” er to både smukke og rørende fortællinger iscenesat med varme og følsomhed. Gaven er en dramatisk oplevelse. En ublu og et skæbnestærkt indblik i menneskesjælens hjerterum. Den fine sammensmeltning af tid hvor to gamle og væsentlige historier fra dansk litteraturskat bliver mødt af en ny generation på scenen.

De to historier skildrer indersiden af et pigesind. Indersiden hvor hun i livet må vælge sin egen vej. Med de knubs hun har fået i livet. Barndommen hvor pigen observerer voksenverden og frem til hun vokser ud af sit børneværelse og selv forsøger at tage livtag med sin egen seksualitet.

I historien ”For barnets skyld” møder vi pigen Birgit som er i præ-puberteten og som står på tærsklen til at skulle finde sin egen kvindelighed, -sin egen seksualitet. De voksne der er omkring hende har deres egen agenda og hun må finde en måde at komme igennem forældrenes skilsmisse. Finde sit eget oprør og finde sine egne ben at stå på. En tragedie om frigørelse og afsavn.

Den anden historie ”Man gjorde et barn fortræd” fortæller om den unge kvinde Kirsten der står på tærsklen til at flytte hjemme fra, - omfavne sin voksne seksualitet men har sår på sjælen der har konsekvenser og må få deres forløb.

Det er et super flot værk, iscenesat i et dobbeltprogram hvor Den Danske Scenekunstskoles to up-coming dramatikere har gjort sig bemærket med en flot og medrivende fortælling. Jeg nød den dramatiske natur der var i iscenesættelsen af de to noveller. Den flotte og meget kreative brug af scenografi, der både magtede at fortælle om indersiden af et sind og samtidig var velfungerende som ramme for plottet i de to historier. Det flotte og meget rørende skuespil der i sine nuancer formåede at være moderne, selv i en gammel tekst. Jeg er vældigt imponeret og godt underholdt i selskab med ”Man vokser op” så tusind tak til teamet bag og til Aarhus Teater der huser dem på scenen ”Stiklingen”.

Man Vokser Op 2 tekster af Tove Ditlevsen
For barnets skyld dramatiseret af Ingeborg Thomsen*
Man gjorde et barn fortræd dramatiseret af Regina Rex*
Iscenesættelse Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Medvirkende Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skov, Amanda Friis Jürgensen**
* studerende fra DDSKS, Dramatisk Skrivekunst, Aarhus ** studerende fra DDSKS, Skuespil, Aarhus.

Her gyses der fra publikumsrækkerne over åbne grave, forstenede lig, mennesker i en lille landsby der bliver paranoide og ondskab der siver frem fra sprækkerne i jorden og forpester menneskets sind. Vi nærmer os Halloween, og det skal mærkes med en god uhyggelig historie og gerne pakket med en portion klassisk charme. Det har Papirteatret Meklenborg gjort med sin helt egen stil i aftenens forestilling ”Kroketspilleren”.

De puster liv ind i en lille kukkasse. Scenen er ikke større end en moderne fladskærm, men er i stedet en analog fortæller-boks uden fjernbetjening. Det er en gammel niche-præget teaterform - papirteater - hvor små illustrationer underbygger en gammel klassiker. Jeg nød det gode selskab hvor historien havde en gammel glød som stadig ulmer af passion.

”Kroketspilleren” har små finurlige illustrationer som underbyggede historiens lidt surrealistiske og uhyggelige klang. Det var skævt på en drømmende og lidt flourescerende måde og de kom til at se en anelse selvlysende ud i den lille teaterkasse. Det var en fin og særpræget forestilling og kulissen - som i sig selv var en oplevelse værdig - gav sin egen stemning til værket. Replikkerne var skabt af stemmer som omhyggelig satte historien i scene, - og tilmed gamle radioteatereffekter der gav historien fylde. Det er en fin fortællerkunst og jeg er imponeret over hvor enkelt og alligevel særligt virkningsfuldt det kan opleves at være i et papirteater.

Det er en gammel tradition, - historiefortælling med charme og fin dannelse. Det er mærkbart anderledes end Hollywoods digitale filmverden set hjemme fra sofahjørnet, og en sjov måde at gå i teatret på.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Kroketspilleren” og til Teater Katapult som har åbnet deres studioscene til en uhyggelig spøgelseshistorie.

Kroketspilleren af H.G. Wells
Figurer og dekorationer Simon Gorm Eskildsen
Scenografi, lyd og lys Søren Mortensen
Tilrettelæggelse og idé Søren Mortensen, Per Brink Abrahamsen og Marie Thodberg
Stemmer Bjarne Henriksen, Henrik Thomsen, Hans Ejnar Jensen, Jørn Holstein, Per Brink Abrahamsen, Marie Thodberg.

Bodil giver sin karakter liv. Hun puster glæde og varme ind i den gamle dames lemmer og vi klukler fra stolerækkerne over de sære og meget elskelige træk hendes karakter har.

Bodil Alling står stærkt på scenen i "Himmelsengen". Hun har sine store nysgerrige øjne, og med sin troværdige stemme og små detaljer åbner hun en gammel dames univers for øjnene af sit publikum.

Hun har pakket og sidder klar med sin kuffert, for nu vil hun gense sin gamle mand, Albert, der sidder oppe i himlens seng ovenpå og venter på hende sammen med Gud og hendes afdøde slægtninge.

Teaterstykket "Himmelsengen", Bodil Allings jubilæumsforestilling, er en lille lun fortælling der både har varme og sjæl.

Hun har ikke nemt ved at få slukket sin kerte, den gamle kvinde og det er den humoristiske og finurlige fortælling bygget op omkring. Manus er skabt af ord fra en lille lomme af Aarhus kulturliv. Rønne, Søndberg og Alling har siddet i samme rum og har i fællesskab udviklet en humoristisk fortælling med sjove ordspil og fantasifulde billeder fra en oldings sengekant. Det er sjovt og nærværende.

Scenografien er enkel men meget velvalgt. Lyduniverset er et englekor værdigt, med salmeklang og trompet trubadur, -mangler måske kun en harpe. Skæv og elskelig karakterspil fra 40-års jubilaren Bodil Alling. Underfundig fortælling som har sin egen hattehylde i livets gang og sidst, men ikke mindst, har den humor og varme i sprogets fine omfavnelse af livets mangfoldighed. 5 stjerner herfra og tak for en rigtig god forestilling.

Himmelsengen
Medvirkende Bodil Alling, Søren Søndberg
Tekst af Bodil Alling, Hans Rønne, Søren Søndberg
Instruktør Hans Rønne
Scenograf Gitte Baastrup
Komponist Søren Søndberg
Tekniker Søren la Cour
Teknikerassistent Lars K. Olesen

★★★★★Anmeldelse af 'Jeg kan bedst li når du er her', Teatret Gruppe38

Et kys på panden til afsked

25. august 2021.Kulturnyt, Lita Domino

Når tæppet falder og det er tid til at rydde op efter sig, så kan det gøres på mange måder, men det bedste måde er at pakke sine ting med kærlighed.

Det kan være sin sag at tage afsked, men teamet bag forestillingen 'Jeg kan bedst li´når du er her' er i flyttetøjet og giver kærlighed til alt flytterodet mens de pakker det i kasser.

'Jeg forlader dig aldrig, men det er klart at jeg ikke altid kan være der', siger skuespillerne. De centrale følelser som frygt og vrede har hver deres fortællinger, men bliver bundet sammen i denne kærlighedserklæring fra Teatret Gruppe 38. At søge en afsked er også at tage det væsentlige med på den videre færd frem og så kan det ikke andet end at ende lykkeligt. Det er uanset om vi tager afsked med en fortælling, en leg, fortidens skygger eller en begivenhedsrig oplevelse.

Vi er på Teatret Gruppe38 hvor flyttemændene pakker og lukker ned. Rejsesvende fra gamle historier bliver efterset og behandlet med kærlighed.

Som f.eks. den glubske ulv der har været en del af en fortælling i svunden tid, og måske undertiden skabt besværlige følelser, men nu må den pakkes ned med både omhu, ømhed og kærlighed. For hvem vil pakke en kasse ud et nyt sted, hvis ulven nu ikke er blevet pakket ned i kærlighed inden flytningen?

Det er svært at finde de rette ord i oprydningsarbejdet og når man forsøger så kan det flimre i kroppen og ende med et ord som 'Nice'. Sproget der er så centralt i en afskedssituation kan let komme til kort. De leger med sproget, teamet bag denne forestilling. En leg og omhyggelighed der åbner og lukker flyttekasserne og tager sit publikum med. Tegner både små underfundige og genkendelige billeder og efterlader mig oplyst og varm, som fik jeg små kys på panden.

'Jeg kan bedst li´når du er her', er en fin, finurlig og filosofisk historie om at tage afsked. Den er fyldt med hjertevarme og eventyr og er ikke bange for at være sin egen. Den poetiske videokunst der er i forestillingen spiller bolden så fint op til skuespillerne og skaber en smuk helhed.

Tusind tak til teamet bag 'Jeg kan bedst li` når du er her' og til Teatret Gruppe 38 som står bag denne fine forestilling.

Jeg kan bedst li' når du er her

Medvirkende
Bodil Alling
Søren Søndberg
Søren la Cour

Instruktør
Catherine Poher

Skabt i samarbejde med
Philippe LeFebvre
Olivier Guillemain
Paolo Cardona (SKAPPA)

Teknikerassistent
Lars K. Olesen

Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.

Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.

Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.

Under forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.

Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.

Når en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.

Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.

Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.

En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.

Naboen i mit gamle kvarter ved Storcenter Nord dræbte sin kone. Jeg kendte hende. Sådan er mænd jo, eller er de? Er mænd farlige og ondskabsfulde? Eller er vores adfærd mest præget af kulturen omkring os, og mindre defineret af vores køn? Det er en overvejelse værd i stykket 'Girls & Boys' på Aarhus Teater.

Historien 'Girls & Boys' handler på overfladen om menneskets selviscenesættelse og forklaringer på ondskaben i os, skrevet af den britiske playwright Dennis Kelly. Den fortælles af en kvinde der spontant oplever kærlighed i en kø i lufthavnen i Napoli. Hun bliver stormende forelsket. Sublimt spillet af Nanna Bøttcher.

Hovedpersonen fortæller humoristik og selviscenesættende om den fantastiske kærlighed. (Forestil dig en ugebladsnovelle, eller en medvirkende i et reality-show, dén slags kærligheds-ytringer).

De flytter sammen og får børn.

Det er sjovt fortalt. Publikum griner, men jeg gør ikke, fordi jeg kender lusen på gangen. Ikke kun genkender jeg den gamle nabo, men også mange feminine udgaver af mennesker når vi ikke kan føle.

Jeg er vild med forestillingen. Brilliant scenografi. Højttalere i forskellige højder, billeder af hovedpersonens fornemmelse af andre mennesker. Lyden er lige i skabet og giver refleksioner af hovedpersonens forklaringer. De kører i ring. Hun plages af et barns åndedræt. Hendes egne ord giver ekko, sublimeres i sindets spejlkamre, ekkoer af skyld.

Mange blandt publikum græd undervejs mens stemningen skifter. Latteren forstummer efter nogen tid. Noget ubehageligt og skræmmende dukker langsomt op i tågen over Loch Ness. Hovedpersonen begynder at antyde noget om hendes børn skæbne. Man fornemmer lugten af grusomhed sprede sig ud blandt publikum.

Den kvindelige karakter i Dennis Kellys stykke udviser de gængse tegn på psykopati, borderline, what-ever du kalder det, måske hun er ramt af en tragedie? Hun player os, synes jeg. Sætter sig selv i scene i en historie om mænds ondskab. Redegør for de øvrige medvirkende i sit liv, men afslører ganske få følelser om sig selv - med mindre det er synd for hende, så græder hun.

Og dog, hun påstår hun taler om følelser. Så siger hun for eksempel: "Jeg har den der følelse man har, når man har lyst til at smadre folks tænder med en forhammer." I mine ører er ordene tegn på en tom bogreol i sektionen 'Menneskelige følelser' på hovedpersonens lokale bibliotek.

Nanna Bøttcher står solidt på scenen. 100 minutter. Hun taler og bevæger sig uafbrudt. Det er stort karaktér-arbejde, synes jeg. Skifter elegant mellem nutid og fortid i sin fremlæggelse af Dennis Kellys idé.

Men hvilken idé er det, hvad er meningen med stykket? Se det for dig selv. Du kan komme i tvivl, eller være sikker bagefter. Anmeldere over hele verden er uenige om stykket 'Girls & Boys', så der er god plads til at du kan finde din egen mening med stykket.

Tag eventuelt et lommetørklæde med. Så du kan tørre tårerne på sidemandens kinder. Det er stærke sager, hårde temaer der bliver sat op til kant. Et stykke til god debat når I går hjem. Du finder din egen mening med 'Girls & Boys'.

Girls & Boys af Dennis Kelly
Medvirkende Nanna Bøttcher
Oversættelse og instruktion Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt

Hun entrerer scenen som en rosa dronning fra en gammel ane-væg. Pernille Rosendahl er sanglærken i musik og danseforestillingen Vita Danica som netop har fået premiere på Aarhus Teater. Med sin følsomme, dragende og klangfulde alt-stemme tryllebinder hun sit publikum. Vita Danica har sit eget særlige udtryk og er som et sagnomspundet danefæ.

Vita Danica er forestillingen der med sin klangfulde tone rører mig dybt. Den smukke Pernille der med sin stærke vokal padler sit publikum frem gennem melankoli, spreder sig ud over tusind års sanghistorie og stiller dem i kontrast til en ny tid hvor sangene har en anden bevæggrund. Der er en stærk strøm af flyvende lærkesang og jeg kan ikke få armene ned af begejstring.

Danserne fra Holstebro Dansekompagni er intense og udtryksfulde på scenen. De laver en trappestige med smukke og til tider voldsomme og dramatiske iscenesættelser af livet som det ser ud i dagens Danmark. De spiller harmoni op imod disharmoni ved at give kant til de gamle tekster fra sangene, og laver på den måde nye kropslige refleksioner til det at være på dansk jord i dag. Et modspil der gør hver scene stærk og i sin helhed fuldendt.

Er den danske sangskat andet end et stykke danefæ i træsko? Har vi noget at bruge sangene til i vores moderne tid? Skal vi ryste forfædrene til live igen, eller lægge dem til hvile i en velbevaret gravkiste?

Det var nogle af de spørgsmål forestillingen rejste i mig. Kan det moderne menneske genkende sig selv i datidens sange, og hvad sker der med vores selvforståelse når vi tager udspring i de træsko som forfædrene har efterladt da de gik i graven?

Forestillingen Vita Danica rummer både poesi, er fyldt med dragende musik, har klangfuld og tryllebindende sang, samfundssatire som forstyrrer mit halvlukkede øje med sine skæve vinkler, ny moderne dans med nerve og i sammensmeltningen bliver det til scenekunst af særdeles høj karakter.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Vita Danica og til Aarhus Teater for en fantastisk oplevelse.

Koncept, musik og sang Pernille Rosendahl
Koncept og koreografi Marie Brolin-Tani
Koncept og instruktion Sargun Oshana
Kostumedesign Mark Kenly Domino Tan
Arrangement og musik Søren Vestergaard
Scenografi og lysdesign Sarah Fredelund
Lyddesign Mads Horsbøl
Medvirkende Pernille Rosendahl, Søren Vestergaard, Dennis Ahlgren
Dansere fra Holstebro Dansekompagni Giorgia Reitani, Jaume Luque Parellada, Jasmine Gordon, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen, Jon Ipina (Rosie Stebbing / Carl Hughes)

★★★★★Anmeldelse 'Et Dukkehjem', Det Kgl. Teater

Nora dropper facaden

14. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I teaterstykket 'Et dukkehjem' gemmer Nora sig for livet. Hun gemmer sig i snevejret, leger med sine børn. Hun gemmer sig bag sin mand, bag facader af letkøbt glitter og bag sit smilende ansigt. Hun er nem at holde af for hun er lystig og har let til latter. Men i en slowfox mister hun fodfæstet, bliver viklet ind i en knude af konsekvenser og har intet andet valg end vågne til en ny virkelighed og se livet uden sit skalkeskjul.

Ibsen, den gamle lyriker, har stadig et fast tag i verden, og i denne iscenesættelse fra det Kongelige Teater bliver hans gamle klassiker 'Et dukkehjem' lagt i hænderne på en ny generation.

Hun findes også i vor tid, - Nora, der så gerne vil være glad og tilpasse sig alle. Være sjov og til glæde, og passe på at livets alvor aldrig rammer. Pakke verden ind i bolchestribet papir, men sådan en tilværelse bliver vel ofte for klistret i længden? I hvert fald er den 'sovende' Nora ikke længere i stand til at pakke sig selv og livet væk, men må træde ind i den voksnes arena og finde ud af hvad hun og hendes mand er gjort af.

Scenen er stram i sin enkelthed, nærmest puritansk. En facade af kolde mure der understreger vinterstemningen som er opstået i magten og prestigens kølvand i Helmer og Noras liv. Skuespillerne i stykket der hele tiden er til syne på scenen, glider ind i forskellige roller uden at scenen skifter. Teksten er spændstig og skåret ind til benet, og gør at teaterstykket får en relevans for den nye generation af teatergæster.

'Et dukkehjem' er en stærk og dramatisk historie om modet til at stå ved sig selv. Det et fint iscenesat med tankevækkende og stærke karaktertræk. Det evigt gyldige tema som vi alle må tage stilling til. Tør vi tage konsekvensen ved at være i livet, og tør vi at vælge vores eget ståsted?

Tusind tak til teamet bag 'Et dukkehjem' og til Musikhuset der har inviteret dem til denne gæsteoptræden.

Medvirkende Sicilia Gadborg Høegh, Peter Christoffersen, Ida Cæcilie Rasmussen, Mikkel Arndt, Sofie Torp
Iscenesættelse Anna Balslev-Erichsen
Scenografi og kostumer Jonas Fly
Lysdesign Mårten K. Axelsson
Lyddesign Mogens Laursen Hastrup.

★★★★★Anmeldelse 'Punk' på Aarhus Teater

Så vågn dog op!

28. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Jeg bliver draget ind i oprørets time. Taget ved nakken af en tung punk-bas og vækket til modstand mod autoriteter og gamle slidte paragraffer der for længst er forældede. Jeg er i armene på en flok unge dansere fra Black Box Company på Aarhus Teater som lige nu tager scenen med en mavepuster af en rebelsk passion for den sublime dans.

I Punkernes baggård lærer disse nye unge tricksene til et nyt ungdomsoprør. Med tonerne fra de gamle punkere som Rolling Stones og The Clash bindes trådene sammen med en ny generation af oprørere. Der var sceneplads til både indskud og udbrud af den gamle punkbevægelse men teamet havde en fin opmærksom på det rebelske menneskes inderste væsen og alle dets udtryk.

De bygger en danseperformance op med små situationsbilleder fra en rebels udtrykskatalog. Kunststykker hvor de klæder sig selv på som individualister både i tøj, stil og i danseudtryk. De udforsker deres eget udtryk og eksperimenterer med forskellige særpræg under punkbevægelsens fane. Benytter sig af små abrupte bevægelser og spiller dem op mod de mere glidende strøg fra deres kropsudtryk. Veksler trin fra Street Dance med den mere klassiske moderne dans.

Hver danseperformer har sin egen karakter og sine egne styrker, men koreografien var samtidigt en helstøbt pallette mellem det individuelle udtryk og truppens fælles sprog.

Jeg var begejstret for det rå look i deres aggressive udtryk når de med power tog scenen og gav deres punk-råb krop, og jeg blev rørt af de følsomme og mere inderlige øjeblikke hvor karaktererne dannede deres rebelske indre kerne.

Denne forestilling: ”Punk, A Rebel Never Dies”, har en kraftfuld og skøn stemme som er helt sin egen og bestemt værd at gå efter.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Punk, A Rebel Never Dies”, og tak til Greta Thunberg og andre rebeller før hende (hun er med i forestillingen!), og tak til Aarhus Teater der i aften var i danse-klædning.

Punk A Rebel Never Dies
Medvirkende Giorgia Reitani, Jasmin Gordon, Juame Luque Parallada, Jon Ipina, Elena P. Nielsen,Mikkel Alexander Tøttrup, Rosie Stebbing, Carl Hughes
Iscenesættelse og koreografi Jacob Stage
Musikalsk arrangement og lyddesign Joacim Pedersen
Scenografi Signe Krogh
Kostumedesign Åsa Gjerstad
Lysdesign Marcus Philippe Gustafsson

★★★★★Anmeldelse 'Hvis jeg bliver gammel', Teatret Svalegangen

Nærværende iscene­sættelse af den sidste dans

9. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.

Det var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.

De lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.

Allerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.

Den sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.

Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til Teatret Svalegangen3 der har inviteret dem til byen.

Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.

★★★★★★Anmeldelse af 'Hamlet' Prins af Denmark, Det Kongelige Teater

Nyt skarpt spotlys på en klassiker

30. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Døden sparker luften ud af sit publikum denne onsdag aften i Musikhusets Store sal - og dermed også ud af mig der sidder i teatermørket. En sublim cocktail af varmblodigt ildhu og stor teaterkunst der har genfødt den gamle historie om Prins Hamlet og givet ham et vovet og frisk nyt åndedrag.

Dødens eksistens i menneskelivet hænger skæbnesvangert over Shakespeares klassiker, ”Hamlet, Prins af Danmark”. Det er døden der puster sin ånde i nakken på det karakteristiske persongalleri. Det er døden der svøber sig op ad kulissernes iskolde facader som ville den skinbarliggøre sig i sin spejldans med livet. Det er døden der drypper fra teksten og bløder hævn, blodskam og forræderi.

Som i et maskepi bliver en kongefamilie viklet ind i sin egen undergang. Prins Hamlet som er vidunderligt spillet af Esben Smed udfolder skarpt og løjerligt sine sarkastiske ordgøglerier ud til kanten af menneskets værd og spidder sig vejen ind til sin fars morders hjerte. Historien om den blide Ofelia spillet af Sara Viktoria Bjerregaard der bliver gal i sit møde med døden og alle de andre store og bloddryppende personligheder fra den kendte tragedie. I denne udgave bliver alle præstationer fremført både med kløgt, talent og omhu.

Vi kender sikkert den gamle historien, men teamet bag denne udgave af ”Hamlet, Prins af Danmark” gør sig stor umage for ikke kun at tilpasse sig en gammel skriftrulle men også at ramme samtiden og med en sikker hånd at få placeret menneskeværd og magtmisbrug på dagsordenen i det moderne Danmark. Temaerne er eviggyldige idet eksistens spørgsmålet nok aldrig går af mode, men i denne udgave har de tilføjet en ny dimension som vil leve længe i mig.

Bravo for denne fantastiske iscenesættelse. Jeg giver 6 stjerner for fuldgyldigt talent, skøn sanselighed, vovemod i lind strøm og alle de store pragtpræstationer jeg sent vil glemme.
Tusind tak til teamet bag ”Hamlet, Prins af Danmark” og til Musikhuset der har inviteret Det Kongelige Teater til byen.

Medvirkende Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Stine Schrøder Jensen, Alvin Olid Bursøe, Anton Hjejle, Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani.
Iscenesættelse Morten Kirkskov
Scenografi Philip Fürhofer
Kostumedesign Karin Betz
Oversættelse Niels Brunse

★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.

Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann

★★★★★Anmeldelse af 'Teaterkoncerten C.V. Jørgensen', Aarhus Teater

Teaterkoncerten der får folk ud af papkassen

15. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

De gør sig umage, og det er underholdende. I aften begyndte jeg at trække vejret igen, i alt forsigtighed, selvfølgelig, for ikke at gøre en hel sal på Aarhus Teater bange. Et åndedrag jeg næsten havde glemt. Jeg inhalerede lugten af plyssæder og teaterrøg. Jeg inhalerede mennesker der kunne have valgt en aften med streamingtjenester på tv, men som mærkede at det ikke var nok for dem. Jeg inhalerede performere der ville leve og ikke lade teatrene dø. Jeg trak vejret med dette fællesskab og oplevede en hel sal i bevægelse.

Cederholm og co. har skubbet denne bevægelse i gang og omdøbt den til Teaterkoncert C.V. Jørgensen. En ny Teaterkoncert født af tekster fra en mand der i sin kunst har delt tanker fra kanten af verden. Med et par ironiske briller har han skabt et vue der gennem mange generationer har vækket de sovende. Det er svært stof at omsætte denne mands bid i menneskeheden, for hver tekst har sit eget univers. Teamet bag forestillingen lod sig dog ikke skræmme mere end at de godt turde give et bud på en ny tolkning. Teaterkoncerten har sit eget præg og de har mod til at gå nye veje med de gamle klassikere så som ”Det si´r sig selv”, ”Indian Summer” og mange flere.

I mørket oplevede jeg det som om C.V. Jørgensen blev hentet ind fra kanten af verden, for at gøre os alle glade. Sangeren der hellere vil spidde end boble. Kan det mon lade sig gøre at gøre ham til en hip model, tænkte jeg. Første akt var et forsøg på at socialisere teksterne til at være en bondegårdslade og peppe tilværelsen op for ”midt-borgerne” i en tænkt koreografi der ikke gav meget grobund for dybere lag. Næste akt åbnede de kære ”Midt-borgere” mere for ”kasserne” i C.V Jørgensens lyrik og her tog performerne mig med ud til kanten. I stedet for at plante kantstenen i deres trygge midte, slap de ham fri og levede dermed mere op til stenkast og skrammer man kan få som usleben kampesten med hang til ironi i en civiliseret verden. Jeg er taknemlig for dette skifte, for jeg oplevede en større vågenhed, mere oprør og en slags ”uvorn” gavtyveri som kildrer i alle bekymringerne, som jeg nu engang har i mit snævre bur.

Musikken var underholdende og dejlig i sin helhed. Små harmoniske perler der dansede i ørerne for en tid. Vokaler der changerede i lige vinkler med små fine krøller i enderne og som blev båret frem af solide sang-håndværkere. Skuespillere i stærke udtryk der alle var i fint sammenspil til musikken. Herunder også lyset og kulisserne der åbnede og lukkede scenens flader og rum i en scenisk flikflak.

Kunstens væsen er vor nødvendige vejrtrækning i samfundet, og forestillingen med Cederholm og co. er en berigende og skøn oplevelse.
Tusind tak til teamet bag Teaterkoncert C.V. Jørgensen og til Aarhus teater der igen er på banen i kulturens navn.

Aarhus Teater præsenterer Teaterkoncert C.V. Jørgensen i samarbejde med Aveny-T

Tekst og musik C.V. Jørgensen

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

★★★★Anmeldelse af 'Hvad tænker en murer på, egentlig?' Teatret Svalegangen

Han tænker på bryster hele tiden

4. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Der er noget fantastisk ved mureren, i gamle dage. Kan du huske? Din far kunne ikke lide ham, han byggede jeres ny hus, og han knaldede din mor. Et rigtigt stykke mandfolk som ikke længere er EU-godkendt.

Det er sjovt at høre Mads Nørby fortælle om sin fortid som murer i forestillingen Hvad tænker en murer, egentlig? på Teatret Svalegangen. Publikum hygger sig. De gamle fordi Mads Nørby vækker minder fra deres liv i 80'erne. De unge i publikum, fordi monologen er politisk ukorrekt - det vil sige tæt på sandheden.

Men stykket bliver yderligere interessant når vi oplever hvordan mennesket stolt - i frost og sol - har bygget sit hus af træ og mursten. Meget er gået tabt. Fabrikkerne ved ikke længere hvordan man murer i forbandt. De tror en løber er en fyr i gummisko, og en kop er noget man drikker kaffe af. Menneskeheden vidste bedre for 30 år siden.

Undervejs bliver der muret et stykke væg på scenen. Det er fascinerende at betragte. Publikum løfter sig i sædet og der spreder sig i blandt os en veltilfreds brummen.
Sådan skal en sten lægges! Ja.

Historien kunne være bedre, synes jeg. Murere har sex, drikker øl, bliver gamle og falder omkuld - mens deres bygninger fortsat har rejsning i 100 år. Det er en okay pointe.

Violinen fra Catrin Haass Svendsen er rigtig fin, og det samme kan vi sige om hendes volumenknapper. Du kan ikke gætte hvad jeg hentyder til, men det er sødt og sjovt. Humor fra en murer. Tjek den ud på Teatret Svalegangen.

Medvirkende Mads Nørby og Catrin Haass Svendsen
Tekst, scenografi og instruktion Mads Nørby og Mads M. Nielsen
Musik Catrin Haas Svendsen, Morten Nørby, Luigi Boccerini, Kenny Baker, Jules Massenet
Lys Jens Poulsen

★★★★★Anmeldelse 'Ivalus første sang'

Myter skaber modige børn

2. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det har store konsekvenser for en lille pige, når hun finder sin sangstemme (og riffel) i den mørke vinternat. Den hårde natur sætter hende på prøve, og hun må med stort mod og sin gamle bedstemors visdom overvinde en frygtelig fare der truer.

Vi er i et land langt mod nord, men temaet ”at finde sit mod” er universalt og må findes i alle mennesker, uanset hvor vi kommer fra, og hvilken alder vi har.

Jeg frydes, når jeg møder gode historier, og hjertens gerne fra myternes verden, der tør at fortælle om det væsentlige i menneskelivet. Det har jeg mødt i Ivalus første sang. Et fortællerunivers af kaliber

Jeg er på Teater Refleksion, der har inviteret et gæstespil på besøg fra det Københavnske teater ved navn De Røde Heste. Ivalus første sang er en skøn forestilling for børn fra 6 år og opefter og for voksne med hang til gode fortællinger.

Publikum bliver budt velkommen i en iglo, hvor vi sidder på sælskind, for nu skal vi høre en vidunderlig historie. Fortælleren og skuespilleren hedder Claus Mandøe, og han kan åbne en historie op med dyb stemme, trommer, sang, nerve og indlevelse, så det gibber af fantasi og skønne billeder i sit publikum. Billeder af lyset der ændrer sig med årstiderne, om en gammel kulturs åndeverden, om dyrenes væsen og om at leve i samhørighed med naturen.

Har du nogensinde tænkt tanken at fisken du spiser til aftensmaden har givet sit liv for at du kan få føde? Har du sunget taknemlige sange til den, for det offer den skænkede, da den lod sig fange? Vi er i magiske Grønland og her lærer en lille pige, Ivalu, betydningen af pagten mellem mennesker og dyr og hun finder modet til at handle i overensstemmelse med dette, da hendes familie og hun selv skal overleve i vintermørket.

Mennesket har fortalt historier siden vi lærte at kommunikere med ord og jeg bliver aldrig træt af den magi der opstår i disse situationer. Ivalus første sang kunne sagtens leve i sin enkelthed med Claus Mandøe som fortæller, men det var en ekstra skøn gave at få den serveret med små analoge virkemidler. Trommernes dybe rytme, lydeffekter af storm og vilde dyr, skyggeteater, og lys der understreger stemninger og historiens essens, alt sammen uden at tage fokus fra det væsentlige, som jo er fortællingen af en god historie og samhørigheden der opstår på magisk vis mellem fortæller og publikum.

Af hjertet tak til teamet bag Ivalos første sang og til Teater Refleksion som har budt forestillingen til byen.

Ivalus første sang Teatret De Røde Heste
Medvirkende Claus Mandøe
Instruktør-konsulent Kai Büchner
Træfigurer Niels Willum Andreasen
Træsnit Sven Havsteen-Mikkelsen
Lyddesign Andreas Sandborg
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Steen Molls, Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen

★★★★★Anmeldelse: 'Lyden af de skuldre vi står på'

Med hybenhjertet i behold

31. januar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det blev min skat, - skabelsen af mit hybenhjerte. Dengang jeg var bange som barn, når min lille krop gav efter af sorg, når jeg oplevede fryd og glæde, i så mange situationer hvor det gjaldt mit liv, svøbte jeg mig i en blid og fortrolig stemme fra én der stod mig nær, én der delte sange med mig som generationer før hende havde gjort. Jeg gemte alle de gode melodier og alle de smukke ord dybt inde i mig.

Når jeg senere i livet stod i svære øjeblikke, situationer hvor jeg nær mistede mig selv, løftede jeg min stemme og mødte verden med min sang. De gamle ord der har boet indeni mig siden jeg var barn, blev min vej tilbage til mig selv. Denne skat har vi alle tilfælles i vores lille land.

Aarhus Teater har i samarbejde med Simon Kvamm og Marie Højlund dykket ned i vores fælles skattekiste og hentet smukke juveler op af gamle danske sange, og iklæder dem vor tids elektroniske lydunivers. En transformation som bibeholder de gamle sanges sanselighed, men modigt tilsætter dem en helt ny kvalitet af stemningsmættede billeder gennem elektronisk pop. Denne aften gav, multiinstrumentalisten Esben Inglev den fuld skrue sammen med Maria Højlund og skabte en klangbund, hvor de bedste hits fra datiden kunne gro nye skud og udvikle sig til smukke poesi-blomster.

Jeg oplever hvert nummer der bliver iscenesat under forestillingen ”Lyden af de skuldre vi står på.” som en lille bid af en musisk mosaik. Et rum fyldt med genkendelighed, men som bliver tvistet på en anderledes og nytænkende måde. Jeg oplever at jeg må give efter og lade sangene føre mig nye steder hen. Denne forestilling er et mægtigt samarbejde, hvor alle skuespillere løfter tonerne i forunderlige retninger med skøn energi. Med indlevelse og fantastiske stemmer luller jeg mig ind i deres smukke lyd -og skuespillerunivers. Scenografen Christian Albrechtsen leger med cirklens kraft. Den runde form, men også den cirkelformede cyklus som vi finder i årstiderne og som afspejler stemningerne der er opbygget i de gamle sange fra vores fælles arv. Lyssætningen er næsten et kapitel for sig. Aarhus Teater har fået nyt udstyr og lysdesigner Mathias Hersland boltre sig i det i denne koncertforestilling. Han gør salen levende og modellere scene frem, som jeg ikke troede muligt. Fantastisk forestilling, og en smuk gave at give videre til fællesskabet i lille Danmark.

Af hjertet tak til teamet bag Lyden af de skuldre vi står på, til Aarhus teater og til generationerne før mig, for at jeg må stå på disses skuldre og synge med på vores fælles arv.

★★★★★Anmeldelse af 'Nøddeknækkeren'

”Nutcases” på BORA-BORA

11. december 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Hvad ønsker du dig til jul? En pose blandede bolsjer eller måske en balletoplevelse som for eksempel Nøddeknækkeren? Personligt vil jeg hellere være i selskab med en flok ”nutcases” fra det ydre rum og det ønske fik jeg opfyldt på BORA-BORA i aften. Her var alle slags nødder, lige fra de smagfulde valnødder til de mere eksklusive pekannødder og mange andre godbidder.

Der er intet i vejen med den klassiske ballet forestilling, har selv en svaghed for ballet, men i aften blev den kære gamle fortælling vendt på hovedet af en europæisk performansgruppe og det eneste der forblev tilbage fra det oprindelige var små passager af musikken. I stedet fik vi en absurd historie om en kæmpe nød der befinder sig på planeten ”Tchaikovsky” i det ydre rum. Her på denne planet er julen en teatralsk højtidelighed fyldt med musik, sang, gymnastikøvelser, og henrivende sylfidedans, hvor alle tyk som tynd er velkomne til at udfolde sig på bedste vis, - og det gør alle performerne. Med stor charme og max volumen på følelsesudtrykket indtager de scenen til publikums hjerter gibber af vellyst og livsglæde.

Denne nyfortolkning af Nøddeknækkeren er fyldt med absurd humor og vidunderlig charme. Det er ganske befriende at tage en pause fra alt selvhøjtidelighed og sund fornuft og i stedet lege med på denne gale gruppes underholdende julespas. Scenografien er flot og musikken er indtagende, og de sparer selvfølgelig ingenlunde på juleeffekter. Publikum fik den helt store pakke, til vi knækkede (som nødder) af grin.

Så hælder du til at tro at julen er en alvorens tid, så lad truppen John Housband binde dig noget andet på ærmet, for det er bestemt meget vigtigere at mærke livsgnist og vovemod i vintermørket, end at tage alting med alvorlige miner. Kan varmt anbefale en skøn oplevelse i denne juletid på BORA-BORA der i år for første gang giver sceneplads til en rigtig juleforestilling. Glædelig og humoristisk jul til alle og må I knække de hårde nødder i møder på vejen gennem højtiden, så der bliver lidt mere plads til alle i den mørke vintertid.

Tusind tak for en vidunderlig forestilling i selskab med teamet bag Nøddeknækkeren og til BORA-BORA i dejlig julestemning.

Nøddeknækkeren
Skabt og performet af Dennis Deter, Anja Müller, Roger Sala Rayner, Melkorka Sigridur Magnusdottir, Alma Söderberg, Henrik Willekens
Dramaturgi Igor Dobricic
Scenografi og kostumer Magnus Leifsson
Lysdesign Jochen Hagen
Musik Pjort Ilyich Tchaikovsky, John Houseband

★★★★★★Anmeldelse 'Den Hellige Nat'

Magien der får himlen til at røre jorden

25. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Glem alt om gaver, magtfordelinger blandt mennesker, julestøj og pligter der skal nås. Teatret gruppe 38 har en helt anden opskrift på julestemning. Her er det en historie fortalt med nærvær og hjerteblod der er den vigtigste ingrediens i juletiden og de giver så gavmildt ud til alle mennesker uanset alder. At åbne en julegave fra teatret på havnekajen er en magisk og forunderlig oplevelse.

Den mest fortalte julehistorie, kender vi alle. Det er julens arnested, hvor himlen åbnede sig og gav et lille nyfødt barn til verden. På eventyrlig vis fortæller legenden om hvordan Vor Herre skabte en forbindelse mellem himlen og jorden og om alt det håb som blev tændt i menneskeheden i Den Hellige Nat.

En god historie, men netop fordi den er så kendt, kræver det både mod, magiske hænder og stor ildhu at få et publikum til ikke bare at repetere historien inde i hovedet, (nå ja, lige om lidt dukker ”De tre vise mænd” op... og så og så og så), men at gøre publikum helt nærværende og åbne for det smukke budskab i den gamle fortælling, så de oplever den på en ny og anderledes måde. At fange opmærksomheden hos mennesker i en fortravlet hverdag, for at kunne give dem en gave, som man ved, vil gøre dem godt, men som de ofte har for travlt til at mærke, at de har brug for, er den ypperligste kunstform og jeg jubler af hele mit hjerte overat Teatret Gruppe 38 igen har fået placeret nærvær, håb og menneskelighed i deres julepublikum. Bravo for det.

For at komme tilstede i en den gode historie, bliver vi nødt til at slukke for alt det digitale. Det støjer ganske enkelt for meget og forstyrrer bare vores indføling af det der foregår. Det gælder selvfølgelig publikums telefoner, men også på scenen er der slukket for computere og andet digitalt udstyr. Et rum hvor scenen og publikumsrækkerne er nytænkte, en verden hvor små lys i mørke kroge modellerer nye planer i tilværelsen frem og hvor rekvisitter bliver levende budbringere for en god historie. Et forunderligt univers med eventyr, humor, sprogsløjfer, lys og julekager der bæres frem og serveres med stor hjertevarme. Hvis ikke det giver juleånd i alle julehjerterne, så ved jeg ikke hvad der gør.

Tusind tak til teamet bag Den Hellige Nat og til det vidunderlige nye teater på kajen, Teatret Gruppe 38, for en fantastisk oplevelse.

Medvirkende Bodil Alling, Claus Mandøe, Jakob Kirkegaard, Elsabeth Wedderkopp, Stine Lundgaard, SørenSøndberg, Søren La Cour.
Komponist Søren Søndberg
Skabt af Cathrine Poher, Paolo Cardona, Bodil Alling, Claus Mandøe, Søren Søndberg, Bjarne Sandborg m.fl.
Instruktør Cathrine Poher

★★★★Anmeldelse af 'Selvtægt', Teatret Svalegangen

Det nye ungdomsoprør på scenen

4. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Teatret Svalegangen har inviteret den unge teaterinstruktør Anna Malzer til Aarhus sammen med dramatiker Aleksa Okanovic, som viser deres forestilling Selvtægt. De er træt af kloge ord og endeløse samfundsdebatter og har derfor skrevet og instrueret en forestilling der tager et brandvarmt emne op, som i dette tilfælde er fremmedhad og asylbrande, men i stedet for at udmelde sine politiske holdninger i stykket, stiller de i stedet skarpt på, hvordan vi i vesten hele tiden fabrikere holdninger til politiske emner, uden at vi kommer i egentlig kontakt med noget der er væsentligt. Det bliver kamp for kampens skyld. Vi skal have meninger om alt. Eksperimentet i Selvtægt er, at undersøge hvad der sker når vi lader alle meninger løbe i hver deres retning, og lader humor være noget der var sjovt engang, men lige som alt andet har mistet sin tid. Samfundet er blevet en karikatur på sin egen absurditet. Vi er super meningsdannere men har intet begreb længere om, hvorfor vi er det.

I en lille by i Sverige er der sket en brand af et asylcenter. Det er nummer 43 i rækken af asylcentre der bliver brændt af i Sverige. Vi møder flere forskellige karakter der alle har politiske meninger i øst og vest, men aldrig kommer i kontakt med andet end deres egne og andres politiske meninger og menneskesyn. De er tomme skaller. Det har absolut ingen konsekvenser at mene det ene eller andet. Det er bare fragmentariske gentagelser som er ”sig selv nok”. Selv stykkets provokationer er gentagelser og egentlige menneskeskildringer er en saga blot.

Vi er i en ny tid for teatrene. De unge har fået nok af tomme ord. Den gamle generation er os der hele tiden flasher en politisk pointe eller en menneskeværdig holdning, og ofte gerne pakket ind i en smukt placeret vittighed eller bolsjestribet indpakning, så den lettere glider ind. Kampen om de rigtige værdier er en voldsom krig der udspiller sig alle steder i vores samfund. De unge gider ikke høre mere, så nu tager de fat i vores alt for selvhævdende selvforståelse og klemmer til.

Tusind tak for en provokerende og nytænkende forestilling til teamet bag Selvtægt og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

Selvtægt
Medvirkende Amira Jasmina Jensen, Mohamed Ali Osman, Emil Prenter, Marianne Søndergaard, Betina Grove
Instruktion Anna Malzer
Dramatiker Aleksa Okanovic
Scenografi Peter Skensved, Caligr De Girardier Alexandre
Lysdesign Mia Jandie Willet
Lyddesign Søren Caspersen
Scenografi og kostumer Marie Birtch
Co iscenesætter Kasper Dalsgaard
Produceret af Teater Monemtum og Treatret st tv

★★★★★Anmeldelse: 'Arternes Oprindelse', Teaterhuset Filuren

Anmeldelse: Sjovt skuespil for børn, inkl. scene med tryllekunst

7. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teaterstykket gør videnskab sjovt og interessant. I Arternes Oprindelse fortæller man historien om forholdet mellem mennesker. Den næsvise Mary, der vil være videnskabsmand(!), møder verdens støvede mænd og sætter fut i vores fælles bevidsthedsudvikling. Det er lykkedes virkelig godt.

Det er maskerne fra Stephan Vernier der giver de største grin i den muntre forestilling om pigen Mary der fandt nogle forstenede knogler i 1811, beviset på evolutionen. Det er sjove masker som er nemme at genkende for et fantasifuldt menneske. Gamle forstokkede videnskabsfolk. Den gale præst. Den bekymrede mor. Den søde far. Perfekt.

Skuespillerne bruger kroppen så historien er nem at forstå. Det handler om at være en pige på et tidspunkt, hvor den slags ikke var velset. Og finde beviser på evolutionen, som den gale præst bestemt ikke brød sig om. En velfortalt historie om oprør mod kønsroller og religion, fortalt så ethvert menneske over 7 år får noget frem på skærmen.

Det er scenografien der gør publikum glade. Der er en klippevæg fuld af trylleri og en magisk vogn fra videnskabernes akademi. Folk dukker frem og forsvinder, fantasien blomstrer så de gamle knogler fra fortiden bliver lyslevende, det er eminent godt lavet.

Underholdende teater for børn fra ca. 7 år og op til 12-13 år, plus teater for alle fantasifulde og barnlige personer som jeg selv. Tusind tak.

Arternes Oprindelse
Medvirkende Linda Fallentin, Stephan Vernier og Tone Haldrup Lorenzen
Instruktør Michael Fields
Scenografi Linda Fallentin, Stephan Vernier og Uffe Blaabjerg
Tekst og idé Linda Fallentin, Stephan Vernier
Kostumer Linda Fallentin
Masker Stephan Vernier
Værksted Jens Kirkedal, Julie Troelsen Edeling
Lydunivers Loz Kaye
Produktion Thalias Tjenere og Teaterhuset Filuren
Voice-over Alma Augusta Cook

★★★★Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

Anmeldelse: Kroppen er fabelagtig og underholdende performances

21. november 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Kroppen er en danseforestilling med noget væsentligt på hjertet. Teamet bage aftenens optræden på BORA-BORA brugte en kombination af dukker og menneskekroppe til at udtrykke en række temaer omkring livet med en krop. Under behandling tages der: Den lækre krop, den slatne krop, den dysfunktionelle og fordrejede krop, den syge krop, den sensuelle krop, og den gamle krop. Publikum fik et syn af den ydre krop men vi blev også ført ind under huden til lunger, hjerte og til blodbanerne. Døden var et gennemgående tema i forestillingen, hvilket må sige at ramme noget meget essentielt ved det at være i livet.

Kroppen er vores hjem, her bliver vi født til et liv i sansernes vold og en dag dør vi og sanserne vil forsvinde. Vores væsen vil forgå. Det er ikke underligt at vi mennesker er meget optaget af den. Den knytter jo netop os til livet, men vi har det med at gå fra en naturlig opmærksomhed på kroppen til at bliver yderfokuseret og ofte har vi et kommercielt syn på kroppen i samfundet i dag. Men kroppen er forunderlig, -skrøbelig og stærk på en gang, så hvad ville der ske, hvis vi omsluttede vores kroppe med naturlig accept og opmærksomhed?

Jeg kunne rigtig godt lide de passager hvor det helt enkle blev dyrket. Hvad skal der til for at vi mennesker oplever en andens krop som levende, Et ansigt, et ben, en arm, en bevægelse? Det blev så levende for mig når jeg kunne knytte min fantasi til figurerne og se dem bevæge sig med små gestus. Jeg kunne have blevet der i forestillingen i timevis, men holdet havde flere planer med publikum. De ville også fortælle om selvfokusering på menneskekroppen, på navlepilleri, om det fordrejede menneskeideal, hvordan vi lader os styrer af selvrealisering, hvordan vi behandler vores kroppe og hvordan vi alle til sidst alligevel må dø og opgive kroppen.
Det var en mægtig spændende aften og for mig nyt at se voksen teater med dukker.

Tusind tak til teamet bag Kroppen og til BORA-BORA for at inviterer dem til Aarhus!

Kroppen, Bådteatret
Medvirkende Henriette Aarup, Pernille Nedergaard Haugesen, Tora Balslev Jespersen.
Instruktør Rolf Heim.

★★★★★Anmeldelse: 'WoMan & WOMAN' på BORA-BORA

Vidunderligt og råt danseeksperiment over det feminine

27. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino

I aften var sidste aften for The Genderhouse Festival, og den blev sluttet af med maner på BORA-BORA med to soloværker. To vidt forskellige forestillinger men de spiller rigtig godt op imod hinanden og hang sammen idet de begge handlede om at udtrykke det feminine.

Det første solokunstværk var WoMAN hvor koreograf og performer Andreas Constantinou undersøgte sin egen feminine side ved at gå ind i nogle arketypiske roller for kvindelighed. Via masker og enkelte rekvisitter og sin fantastiske udtryksfulde krop, kunne han fortælle om den unge jomfruelige kvinde der bader sig i rosenblade, den modne kvinde der er i sine behov og sanseligheder, og oldinge kvinden hvis krop er magisk og som mindede mig om asiens mytiske gamle kvinder. Der var mange forvandlinger i denne performens og han legede med kroppens udtryk et sted mellem dyreriget og menneskeriget. Det ender med fødslen hvor han lader maskerne blive udstødt og står til sidst nøgen i sin maskulinitet som mand.

Det næste soloværk er performeren Alice Tatge på gulvet med en fantastisk rørende og meget ihærdig fortælling om feminisme, kvindelighed og udholdenhed. Hun løb i stiletter som en fitness dronning, poserede på en stol og gik mannequin med forskellige parykker, alt sammen i et fantastisk tempo. Hun endte med at gå ind i en trance lignende tilstand hvor den samme bevægelse blev gentaget i en uendelighed. Når en bevægelse gentages som i denne sidste del af hendes performens, virker det først komisk, derefter kom jeg i en tilstand af tragedie, derefter jeg blev oprørt og utålmodig, hvorpå jeg gik over i frustration og jeg fik lyst til at stoppe hende. Til sidst opgav jeg min kamp for mening og lod bevægelsen ske som en trance. Det har krævet mod og styrke at lave denne forestilling og jeg tager hatten af for performeren.

Lyd og lys skal også have en applaus med på vejen i begge solo-forestillinger. Jeppe Cohrt havde fundet alt lige fra dyrelyde til kormusik med himmelsk adgang. Det sad lige i skabet. Lys designet var diskret men meget understøttende det der skete i forestillingerne. Alt i alt en mesterlig aften i teateret. Tusind tak til teamet bag WoMAN og WOMAN, til The Genderhouse festival for en fantastisk måned med flotte arrangementer og til BORA-BORA for at huse det.

Instruktør/Koreograf Andreas Constantinou
Performere Alice Tatge, Andreas Constantinou
Lyd og lys design Jeppe Cohrt
Musik Phillippe Jaroussky, Yom and the Wonder
Rabbit Stavros Gasparatos

Aarhus Teater: Højeste billetsalg i 14 år

Analoge oplevelser er hot, der er salg i kulturen

26. september 2018.Kulturnyt

Vi vil have oplevelser. Derfor sælger Aarhus Teater flere billetter end normalt, fortæller direktøren. Næsten 120 tusinde mennesker købte en billet i sidste sæson. Dermed slog teatret sin 14 gamle rekord fra 2003.

"Vi oplever i disse år, at danskerne bruger væsentligt flere penge på oplevelser – lige fra restaurantbesøg til ferierejser og forlystelser, herunder teater. Før finanskrisen var der fokus på materielle goder som ny bil, nyt køkken og badeværelse, men fra finanskrisen og frem er oplevelsesindustrien vokset, og jeg tror, at vi kan se Aarhus Teaters stigende besøgstal som et billede på denne overordnede tendens", siger teatrets direktør, Allan Aagaard.

Der er mange slags oplevelser til salg i Aarhus. Generelt sælger de godt. Folk udtrættes af den digitale verden. Vi vil ud og mærke det analoge liv. Være sammen med andre mennesker, i virkeligheden. Danse, svede, lytte, mærke, føle med kroppen.

★★★★★Anmeldelse: 'Don Gnu' på Bora Bora: A Snowball's Chance in Hell

Hvis du var en stumfilm, hvad ville du sige?

10. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

A Snowball's Chance in Hell er forfriskende fantastisk - det er ikke så svært at være menneske. Don Gnu kigger på publikum med det der sigende blik de har hentet i Frankrig hos Charlie Chaplin. Vi begynder at grine. Kan ikke lade være. Det er sjovt. Vi bliver glade fordi de to dansere viser os det magiske i menneskets evne til at snakke med hinanden. Det starter i ansigtet, resten følger bare med automatisk.

Udsolgt sal hos Bora Bora. Stort og varmt bifald.

Medvirkende DON Jannik Elkær, GNU Kristoffer Louis Andrup Pedersen.
Scenografi God blanding af lys, skærme, filmkameraet, levende film, lyseffekter og dampmaskiner.
Musik Alice Carreri.
Relevans Måske er ansigtet hos det analoge menneske stærkere end det digitale morsekald ud i nettet.
Skærmstørrelse Naboen: 80 tommer fladskærm. Bora Bora: 630 tommer med 3D, sved og dampmaskiner.

A Snowball's Chance in Hell er mere end dans. Det er film. Komik. Don Gnu vader rundt i publikum og deler roser ud. De laver sjov og drejer projektøren op i mængden af mennesker. Vi er en del af det hele, en del af historien om menneskets fødsel. Don Gnu forestiller sig vi fødes i havet og trækker vejret gennem en kaffekande mens vi vader ind mod land, og det kunne nok være sandt. I hvert fald hvis vi lever i den stumfilm som er rammerne om A Snowball's Chance in Hell.

Stumfilm? Min nabo har sat en skærm op på væggen på 80 tommer og Dolby. Vi er langt forbi de gamle sort/hvide film hvor skuespillerne udtrykte følelser og tanker med ansigtet og kropssproget. Vi er digitale og online, vi er globale.

Men måske du har prøvet at sidde ved siden af en dejlig person, og ikke ane hvad du skal sige? At du nogle gange mangler ord, eller står i et fremmed land og kan ikke tale deres sprog?

Hvis livet var en stumfilm, så ville vi aldrig mangle ord. Mennesket kan fortælle alt uden at sige en lyd, og det er så dejligt befriende ved Don Gnus forestilling. De to dansere snakker med hinanden, med sig selv og med publikum, gennem dansen der begynder i ansigtet.

En trækning ved øjet, en bevægelse i læberne, øjenbryn løfter sig. Ansigtet er begyndelsen på kærlighed, tvekamp, nysgerrighed. Dernæst følger kroppen som danser, og det kan de også Don Gnu, de danser. Mennesket danser, lige indtil vi dør og vader tilbage i havet hvor vi kom fra. Det siger A Snowball's Chance in Hell, og det skal nok være sandt.