Foto: Jubal Battisti & Adam Munnings
Det er dyrt at leve. Hjerteslagene vælter ud af mine lommer.
Du fødes, du dør. Men imellem de to punkter er der mange trælse dage. Tusindvis af gentagelser. Solen står op, den går ned, 25.000 gange. Dit hjerte slår 2.500 millioner gange. Jeg har lige brugt 2.520 af mine hjerteslag i den store sal på Bora Bora. Ved ikke om jeg nogensinde får dem igen?
Og hvad med de 2.520 hjerteslag forleden i venteværelset på skadestuen. Og de 3.000 hjerteslag i letbanen ud mod Ryomgaard.
Det er dyrt at leve. Tusindvis af hjerteslag skæller af os, for blot at finde frem til et par enkelte sjove og lykkelige hjerteslag.
Lyset gryer over de flittige babyer og arbejdere
Mørke. Lyset gryer. En kæmpe drejescene på cirka 10 meter i diameter drejer rundt med 5 dansere siddende på sin kantsten. De synger sørgmodigt, til lyden af et loop på 16 takter i evig gentagelse. Det er morgen i livet. Danserne kæmper sig op på scenen i løbet af de næste 11 og et halvt minut. Så ligger de der og spjætter, som nyfødte i livet - eller som folk der forskrækket vågner for sent, når man skal på arbejde om morgenen.
Gennem forestillingen viser danserne, mens de synger til technoens gentagelser, hvordan vi lever i rillerne på en grammofonplade. Så arbejder vi hårdt. Og vi tænker: "Hvor er jeg dygtig og flittig". Og alle de andre tænker det samme. Vi er en kopi af hinanden. Individer der bevæger sig i samme retning som en stor fiskestime.
Fantasiske individer, som alle andre. Ja, det er faneme deprimerende, synes jeg nok.
Natten strømmer ind over os. Godnat.
"Remachine" bæres frem af hypnotisk musik, den drejende scene, dansernes gentagelser. Her er ingen smil, ingen sjove bevægelser som Chaplin i "The Feeding Machine". Håbløshed. Tilværelsens kyniske tyggen på vores knogler og udmarvende vores kræfter.
Til sidst bliver vi gamle. Måske vi fødes igen? Det var det.
Tak for oplevelsen. Jeg synes altså principielt at mit liv er bedre end det. Men det er jo sandt, er det? Hver morgen det samme: "Har du sovet godt." Kaffe. Arbejde. Natten strømmer ind over os. Godnat.
Sagt i hurtig gentagelse: "Remachine", 4 stjerner, original scenografi, hypnotisk musik og sang, okay koreografi, god lyssætning. Og hvis du er deprimeret i forvejen, så tag et telefonnummer på Livslinien i baglommen. Det bliver du glad for.
Damn! Hvor fanden lagde jeg det nummer henne?
Remachine
Koreografi: Jefta van Dinther
Skabt og udført af: Brittanie Brown, Gyung Moo Kim, Leah Marojeviç, Roger Sala Reyner, Sarah Stanley
Lysdesign: Jonatan Winbo
Kostumer: Cristina Nyffeler
Lyd: David Kiers, herunder musik baseret på værker af Anna von Hausswolff
Stemmecoaching og musikalsk rådgivning: Doreen Kutzke, Johanna Peine, Manon Parent, Mette Nadja Hansen
Dramaturgi: Gabriel Smeets, Maja Zimmermann
Assisterende koreograf: Tomislav Feller
Visuals: Jubal Battisti, Adam Munnings
Foto og film: Jubal Battisti, Elin Berge
Teknisk instruktion: Max Rux
Lydteknik: Marius Kirch
Ledende instruktion: Sven Neumann
Produktionsledelse: Uta Engel, Romy Hansford-Gerber
Distribution: Sarah De Ganck, ART HAPPENS
Økonomisk ledelse: transmissions GmbH (DE), Interim kultur AB (SE)
Produktion: HAU Hebbel am Ufer, Jefta van Dinther
Co-produktion: Norrlandsoperan Umeå, Dansens Hus Stockholm, Tanzquartier Wien, Sadler’s Wells London, PACT Zollverein Essen.
Ambjørn Happy, Kulturnyt.net
★★★★★★
beskytter