Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om 8877 anmeldelse
Klik på nogle af historierne og læs mere om 8877 anmeldelse.
Photo: Jubal Battisti & Adam Munnings
★★★★Review of 'Remachine', Jefta van Dinther at Bora Bora in Aarhus
Life is 78 and a half square meters large, and it spins around
21. januar 2026.Kulturnyt, Ambiorn Happy
The wind smacks flat-handed into my head. Again and again. Pitch-black evening in Aarhus. Streetlights struggle to keep their cones of light afloat. Police cars race past with blue flashes slicing into the night. People hunch into their dark shadows. It’s cold. Again. My legs repeat themselves. Stumbling forward to get home to warmth.
That’s exactly what life feels like in the work 'Remachine' at Bora Bora in Aarhus. Choreography by Jefta van Dinther. A performance worth 4 stars - and unsuitable for anyone with a leaning toward depression.
You’re born, you die. But between those two points lie so many damn tedious days. Thousands of repetitions.
The sun rises, it sets, 25,000 times. Your heart beats 2.5 billion times. I just spent 2,520 of mine in the big hall at Bora Bora. No idea if I’ll ever get them back?
And what about those 2,520 heartbeats the other day in the ER waiting room? And the 3,000 on the light rail out toward Ryomgaard? Living is expensive. Thousands of heartbeats flake off us, just to uncover a handful of fun and happy ones.
Darkness. Light creeps in. A giant revolving stage, about 10 meters in diameter, turns endlessly with 5 dancers perched on its rim. They sing mournfully to a 16-bar loop repeating forever. It’s morning in life. Over the next eleven and a half minutes the dancers fight their way up onto the platform. Then they lie there twitching—like newborns in life, or like people jolted awake in panic because they’re late for work.
Through the piece, while singing along to techno’s endless repeats, the dancers show how we live in the grooves of a vinyl record. So we work hard. And we think: “Look how diligent and capable I am.” And everyone else thinks the same. We’re copies of each other. Individuals moving in the same direction like one huge school of fish.
Fantastic individuals, just like everyone else. Yeah, fuck, that’s pretty depressing, I think.
'Remachine' is carried by hypnotic music, the turning stage, the dancers’ repetitions. No smiles here, no funny Chaplin-like moves from Modern Times’ feeding machine. Hopelessness. Existence cynically gnawing on our bones, draining our strength.
In the end we grow old. Maybe we’re born again? That’s it.
Thanks for the experience. Principally, I still think my life is better than this. But it’s true, isn’t it? Every morning the same: “Did you sleep well?” Coffee. Work. Night pours over us. Good night.
Quick repeat summary: 'Remachine', 4 stars, original scenography, hypnotic music and singing, decent choreography, good lighting. And if you’re already depressed, keep the number for the Lifeline in your back pocket. You’ll be glad you did.
Damn! Where the hell did I put that number?
Remachine
Photo and film: Jubal Battisti, Elin Berge
Production management: Uta Engel, Romy Hansford-Gerber
Dans review
Foto: Jubal Battisti & Adam Munnings★★★★Anmeldelse af 'Remachine', Jefta van Dinther på Bora Bora i Aarhus
Livet er 78 og en halv kvadrat meter stort, og det drejer rundt
21. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Blæsten slår med flad hånd ind i mit hoved. Igen og igen. Bælgmørk aften i Aarhus. Gadelamperne kæmper for at holde lyskeglerne ovenvande. Politiet drøner forbi med blå blink ind i natten. Folk skutter sig i deres mørke skygger. Det er koldt. Igen. Mine ben gentager sig selv. Stolprer fremad for at komme hjem i varmen. Kamp.
Du fødes, du dør. Men imellem de to punkter er der mange trælse dage. Tusindvis af gentagelser. Solen står op, den går ned, 25.000 gange. Dit hjerte slår 2.500 millioner gange. Jeg har lige brugt 2.520 af mine hjerteslag i den store sal på Bora Bora. Ved ikke om jeg nogensinde får dem igen?
Og hvad med de 2.520 hjerteslag forleden i venteværelset på skadestuen. Og de 3.000 hjerteslag i letbanen ud mod Ryomgaard.
Det er dyrt at leve. Tusindvis af hjerteslag skæller af os, for blot at finde frem til et par enkelte sjove og lykkelige hjerteslag.
Mørke. Lyset gryer. En kæmpe drejescene på cirka 10 meter i diameter drejer rundt med 5 dansere siddende på sin kantsten. De synger sørgmodigt, til lyden af et loop på 16 takter i evig gentagelse. Det er morgen i livet. Danserne kæmper sig op på scenen i løbet af de næste 11 og et halvt minut. Så ligger de der og spjætter, som nyfødte i livet - eller som folk der forskrækket vågner for sent, når man skal på arbejde om morgenen.
Gennem forestillingen viser danserne, mens de synger til technoens gentagelser, hvordan vi lever i rillerne på en grammofonplade. Så arbejder vi hårdt. Og vi tænker: "Hvor er jeg dygtig og flittig". Og alle de andre tænker det samme. Vi er en kopi af hinanden. Individer der bevæger sig i samme retning som en stor fiskestime.
Fantasiske individer, som alle andre. Ja, det er faneme deprimerende, synes jeg nok.
"Remachine" bæres frem af hypnotisk musik, den drejende scene, dansernes gentagelser. Her er ingen smil, ingen sjove bevægelser som Chaplin i "The Feeding Machine". Håbløshed. Tilværelsens kyniske tyggen på vores knogler og udmarvende vores kræfter.
Til sidst bliver vi gamle. Måske vi fødes igen? Det var det.
Tak for oplevelsen. Jeg synes altså principielt at mit liv er bedre end det. Men det er jo sandt, er det? Hver morgen det samme: "Har du sovet godt." Kaffe. Arbejde. Natten strømmer ind over os. Godnat.
Sagt i hurtig gentagelse: "Remachine", 4 stjerner, original scenografi, hypnotisk musik og sang, okay koreografi, god lyssætning. Og hvis du er deprimeret i forvejen, så tag et telefonnummer på Livslinien i baglommen. Det bliver du glad for.
Damn! Hvor fanden lagde jeg det nummer henne?
Remachine
Foto og film: Jubal Battisti, Elin Berge
Produktionsledelse: Uta Engel, Romy Hansford-Gerber
Dans anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter