Ableisme er en invalid kurv ingen skal sidde i

Uapologetiske kroppe på scenen og uden for scenen

Ambjørn Happy, Kulturnyt.net
27. january 2023.

Du tror, det nogle gange kan være svært at være speciel i et normalt samfund, som er hyperreguleret af arkitekter, politikere, advokater, lærere og mennesker. For eksempel, hvis jeg har den kropslige forlængelse der kaldes en elektrisk kørestol, vil jeg måske nyde farten når jeg kører ned ad gågaden her i Aarhus, men til sidst vil traditioner og ableisme kaste en skruenøgle ind i mit maskineri.

Doris Uhlich, Kunstner. Foto: Happy Fotografen.dk

Evnen til at se evnerne

Danmark, som var den første i Europa der etablerede formelle love for racerenhed i 1929, har stadig et problem med at se bagved kørestolen og bare forbinde sig til den person der kører. For det meste fokuserer vi på det der mangler (?) og bemærker ikke meget til evnerne som findes. Noget med vores humør, tror jeg - for meget skumregn og mørke - og næsten 100 år efter 1929 er vores land stadig styret af de samme partier der gav Hitler inspirationen til de grusomheder, der kommer fra at sætte folk i kurve med 'at kunne' eller 'at være invalid'.

Det kan meget vel være rigtigt, at Hitler tabte sin kamp for renhed, men der er stadigvæk mange uønskede i danske skoler, museer, busser, flyvemaskiner eller bygninger af enhver art. Hitlers invalide kurv overlevede faktisk og bliver i dag værdsat i en næsten religiøs chant:
"Åh stakkel, jeg føler så meget med ham, jeg er så ked af det, så hårdt er hans liv! Stakkels fyr, hvorfor dræber han sig ikke bare, åh stakkel, det var da bedre at han aldrig var blevet født."

Danser med nøgne kørestole og den slags

Jeg er til ableism-seminar på Godsbanen, Aarhus. "Unapologetic Bodies on Stage" skabt af The Performing Arts Platform i Aarhus og Det Frie Felts Festival, København. 100 mennesker, eller deromkring, lytter og deler inspirerende tanker om ableisme og disableisme. Den første er: "Jeg foretrækker blondiner, undskyld", og den anden er "Rødhårede mennesker har ingen adgang, undskyld".

En kvinde fra Østrig står på scenen. Doris Uhlich. Jeg glemmer farven på hendes hår, men hun er afslappet og glad når hun taler om ableism og den måde hun lever med at skabe både terapeutiske og inspirerende forestillinger. En af forestillingerne kan du overvære på Bora Bora her i Aarhus - tjek den ud, den har kropslige extensions og skamløs nøgenhed som du aldrig har set før. Måske.

"Jeg kan godt lide at være nøgen," siger hun. "Faktisk vil jeg gerne begraves nøgen. Hvis det overhovedet er tilladt," spørger hun. Publikum lytter. "Jeg kan godt lide det nøgne rum, og jeg forsøger altid at motivere folk til at være nøgne. Men først ville jeg være danser. Da jeg var 11, sagde jeg til min klaverlærer: "Jeg vil gerne blive danser." Hun lo. "Du er for tyk!" Så gik jeg til den i mange år, og kom endelig til audition i Wien som ung. De ville ikke lukke mig ind. "Du er for korpulent til at være danser," sagde de. Så tabte jeg mig 20 kilo, gik til endnu en audition, jeg blev optaget på skolen og tog alle mine kilo tilbage."

Doris Uhlich smiler, og publikum griner. Tilsyneladende er der måder at komme rundt om ableismen. Det kan jeg godt lide.

Kraften ved at bevæge din krop

"En af grundene til at være nøgen, det er kraften i at klæde sig af. Alle mennesker kom til verden fra en livmoder, nøgne. Det er det hellige rum, vi alle deler," siger hun. "Nøgenhed."

Hun viser en video af en kunstnerisk optræden med hundredvis af mennesker der er nøgne eller klædt på. De danser som babyer, vakler, op og ned. Bevægelser af kroppen i gentagelse. Som at skælve, ryste, opleve musklerne og tyngdekraften og den smalle sti mellem dem, bevægelsesrummet.

"Når du bevæger dig, og du er glad, giver det dig energi," siger Doris. Jeg tror på hende, hun virker ustoppelig.

Victor Vejle, Kunstner. Foto: Happy Fotografen.dk

The art of ableism

En anden kunstner på seminaret er Victor Vejle. Han siger, at andre lande som England er år foran os, når det kommer til at have byer og skoler og sind der er åbne for folk der ønsker at komme ud af den gamle invalide kurv. Han går på den meget fine kunstskole i København, og en dag bemærkede han: 'Hej, der er en kørestolsrampe i skolens indergård. Den blev leveret for måneder siden af fragtmanden, men ingen har brudt sig om at samle den, så den kan bruges...'

Victor var forundret. Hvorfor skulle skolen investere i rampen, men ikke finde nogen motivation til at bruge den, så den kropsligt udvidede person ville kunne få adgang til skolens undervisning? Faktisk undrede han sig så meget, at han valgte at bruge rampen som et kunstprojekt på skolen. Han skrev et brev til skolens administration og spurgte, om han måtte låne pallen med de usamlede metaldele.

"Jeg lover at jeg sætter den tilbage i gården, efter at mit kunstprojekt er blevet evalueret. Jeg vil ikke engang samle den, det sværger jeg."

Skolen besvarede ikke hans anmodning, og den var for tung at bære ind i bygningen på egen hånd. Så Victor Vejle tog billeder og lavede en kunstinstallation af det: 'Kørestolsrampen i skolegården.' Et symbol på den strukturelle ableisme i vores danske uddannelsessystem.

Eller hvad synes du?

Indtil nu har jeg kun mødt én mand, der måtte kravle op ad trappen på vores arbejdsplads, fordi han havde mistede benene i en kappestrid med en mejetærsker, og han var bare en lille dreng dengang. Maskinen vandt, som vi alle kan forestille os. Trapper og ingen ben, så måtte han kravle op og ned hver morgen og i hver pause.

Hvordan er det efter din erfaring? Afskaffede vi nogensinde den invalide taske, eller stoppede vi den bare ind under sengen? Foregiver vi at vi er i stand til at se evnerne, eller er vi i virkeligheden i stand til at forbinde os, bevæge vores krop og bare nyde at leve med kropslige udvidelser og eventyrligt sjældne tilføjelser under huden, og den slags.

Dernæst fik vi kaffe, - eller jeg fik ikke

Tid til en kort kaffepause, men jeg kunne ikke indtage en enkelt dråbe mere end jeg allerede havde fået. Derfor mangler ordene fra Cath Borch Jensen, performer, efter pausen på seminaret.

I stedet skyndte jeg mig hjem og ændrede mit liv. Kyssede min kvinde og slap mine skuldre. Hav en god dag.

Redaktion

Editors

Giv folk i Aarhus et godt tilbud

Skriv selv din foromtale af ting du arrangerer. Alt kommer med i kalenderen for Alt om Aarhus. Musik, foredrag, kurser, teater, dans, fest, digtoplæsning, cykeltur, god mad, vinsmagning.
Skriv selv din foromtale Kontakt redaktionen