Foto: Rumle Skafte
Chili, eller rigelige mængder af graham masala
Du ved, nogle gange er der ikke mere boullion, og jeg har allerede lammetern og tomat i gryden. Det syder og bobler. Hvad skal man gøre? Jeg hælder bare chili i, eller rigelige mængder af graham masala. Sådan er det også i 'Clear Blue'.
Fordi sådan er det, nogle gange i livet. Lam har en dyb, robust kødsmag. En subtil, naturlig sødme. Kødet er saftigt. En distinkt jordagtig og let urteagtig smag, næsten nøddeagtig smag. Tomaterne i min gryde har en naturlig, mild sødme og en frisk syrlighed, en naturlig umami-smag. Det kan ikke gå galt, når historien er skrevet af Sonja Ferdinand.
Hvorfor er der så meget chili i stykket, så? Lidt mindre chili, så var stykket til 6 stjerner - og publikum ville være fri for at stå med åben mund og trække vejret hastigt. Med spejlblanke øjne spejdende efter noget vand. (Blandt andet den flaske Solvej Sonne Horn sparkede omkuld, da hun bankede hul i væggen).Barnet er en lille satan der vil forfølge hende uanset hendes valg.
Kort fortalt, en kvinde er blevet skruk. Ikke rigtig, men alle hendes veninder har fået børn i et utal af beige-farvede sparkedragter. Så, for at være som de andre piger i flokken, knalder hun en fyr som er yngre end hende selv. Bliver gravid. Måske, hun ved det ikke rigtig. Køber en graviditets-test, og kryber i skjul på toiletkummen for at få svar. "Er jeg gravid".
Testen tager 3 minutter. Hun tænker, "hvad nu hvis jeg er gravid?" - og hvad nu, "hvis jeg ikke er gravid?"
Hovedpersonen får tankemylder. Hun ser katastrofer foran sig, hvis hun får et barn, og hvis ikke. Der er altid noget galt, og hun kan allerede mærke, at barnet er en lille satan der vil forfølge hende uanset hendes valg. Abort eller fødsel, barnet er super skræmmende. (Altså, også for publikum...)
Det er godt arbejde af instruktør Carolin Oredsson. Publikum overvældes af en stormflod af potentielle katastrofer, velspillet af Mette Døssing, Solvej Sonne Horn, Emil Busk Jensen, og Thorbjørn Hedegaard. Scenerne hvirvler brudløst i de to retninger: At føde barnet, eller at fjerne det lille frø. Hvilket valg giver den største katastrofe? At blive hjemmepassende mor, uden liv, eller et barnløst bittert og ensomt menneske.
Det er sjovt. Det er komisk. 'Clear Blue' er et stykke velfungerende totalteater.
Kan du høre et 'men' tude uheldssvangert inde i den mørke skov? Ja.
Tankemylderets kedelige narrativ om verdens undergang
Men der er for meget stress i hovedet på unge kvinder, og for lidt power i bukserne på unge mænd. Klimaet skal reddes. Karriere. Rollemodeller. Præstationer. Hormon-forurening. Krig og ballade.
Der er for lidt plads, for lidt ro til at slappe af og bare mærke glæden ved at leve.
Derfor - på grund af stress - er flere unge holdt op med at parre sig og formere sig. Det er bare fakta. Færre unge har plads til at få børn. Det er jo også lige meget, verden går snart under.
'Clear Blue' er præget af dette negative narrativ, som vi kender fra medierne. Lad os tage ud på flyvepladsen og lime hånden fast på startbanen. Eller råbe nej til olie, og ødelægge et maleri.
For min skyld gerne. Det er godt at være ung og lave ballade.
Men det er kedeligt. Det er ingen kunst. Det er uden perspektiv. Uden charme og livskraft.
Og det er synd, hvis du spørger de gamle. Stykket har gode råvarer, fantastiske skuespillere, en virkelig flot scene skabt af Josefine Thornberg-Thorsøe.
Tak til teamet bag 'Clear Blue', tak for oplevelsen. Den var god. Næste gang, lidt mindre chili og lidt mere kokkekunst, synes jeg. Og så, få jer nogen børn, ikke?
Clear Blue af Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Carolin Oredsson
Scenografi Josefine Thornberg-Thorsøe
Medvirkende Mette Døssing, Solvej Sonne Horn, Emil Busk Jensen, Thorbjørn Hedegaard
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign Aki Shiraishi Bech.
Ambjørn Happy, Kulturnyt.net
★★★★★★
beskytter