Review of 'Every Body Electric', dance performance by Doris Uhlich. So we had to take the long walk, outside in the freezing january frosty night. Because many buildings are not made for people in wheelchairs. But on this night, the building has lost its resistance to a woman from Vienna, Doris Uhlich. She is in town with the dance performance 'Every Body Electric'.

The performance is about our handicaps, including people in wheelchairs. In fact the two performers this night, Adil Embaby and Vera Rosner-Nógel, are both using wheelchairs to swiftly get around. Even some in the audience are using the bodily extension named 'wheelchair'. So we go outside and walk the long road on the freezing interimistic wheelchair ramp into the huge dance hall of Bora Bora.

I really like the dance performance, and I hate to admit, I'm in love with the Sopur Wheelchairs that the dancers use. Wow. If I lost my legs, I would go for that. 3.300 Euros, it's a bargain. I mean, look at the quality. The chair is easy to stow in a car, the wheels snap-off real easy. And the ball bearings! Don't get me started, the wheels just spin and spin. It's a beautiful machine, the wheelchairs from Sopur, Sunrise Medical.

And we all got that. A handicap and some bodily extensions. The wheelchairs on stage are extensions just like my 3 Euro glasses from Normal, and my old car from Renault, my brand new phone from Apple. All humans have extensions in order to live more comfortably, and we like our extensions. Make us feel proud and able to live a better life.

The performance explores our relationship to the extensions. Sometimes we identify ourselves with the extension. "Hi, I am mr. BMW, nice to meet you!" Or "Hi, I just bought this latest model from Sopur! And how are you?" I love this exploration in 'Every Body Electric'. In one scene Adil hangs his extension in the ceiling. It hangs there like a dead horse. He don't need no fucking wheelchair from Sopur. This is true. Adil has so strong muscles when he dances, he can in fact levitate just in the pure energy from his movements. His body rhytm is like techno. Completely repetitive muscles and the bright mind, clear as the sunny day.

But then Vera lost one wheel and lay naked on the ground. Vulnerable. In comes the hero, Adil, and fixes her wheelchair.

We need those extensions. It's okay, don't worry. But the dance performance has a higher level.

The movements in the performance. The nakedness. The exploration of our selves and our extensions. I think this show is for everyone to see and to explore. What is life energy? We know, that life energy is the only thing worthy of our attention. And we know, that every time we loose our attention, we loose life energy.

We should be present to be alive. Adil Embaby and Vera Rosner-Nógel are just that. Present. Rhytmic. Dancing. I liked the performance very much, and after the show the choreographer, Doris Uhlich said in an artist talk with Cath Borch Jensen on the stage:
"I am a political woman, but this is art happening." I like her view. Politics are spoken words, art is really happening. Thanks for the experience, brougt to Aarhus by 'Det Frie Felts Festival".

Every Body Electric
Choreography Doris Uhlich
Dramaturgy Elisabeth Schack
Performers Adil Embaby, and Vera Rosner-Nógel
Light, space Gerald Pappenberger
DJ Boris Kopeinig
Costume Zarah Brandl
Feedback Yoshie Maruoka, Theresa Rauter
Production Margot Wehinger
Photo Theresa Rauter
International Distribution Something Great.

Anmeldelse 'The Show Must go on': Hun har glimt i øjet mens hun taler om sit opkast. 'The Show must go on' er et onemanshow som tager fat om et hot emne i scenekunstmiljøet - MeToo- , men også om den sygdom hun bar med ind på scenen, når hun som skuespiller lavede teater. Hun fortæller ikke om -MeToo med formålet namedropping af gerningsmænd mødt i kulissen, hun vil hellere italesætte sin egen vinkel hvor hun selv er centrum i de følgevirkninger hun har oplevet på sin egen krop. En performans med et realistisk og personligt præg. En beretning som har en skæv og humoristisk vinkel ind på sygdomshistoriens ellers mindre feterede facetter.

Helene Kvint har en særlig måde at gemme på de sten hun i livet skulle have ”kastet” tilbage på nogen eller gjort noget andet ved. I stedet for at aflevere dem i øjeblikket har hun samlet dem i en lomme i maven, - i hendes galdeblære. Det er sådan hun fortæller sin historie. Publikum får en rå og enkel udgave, hvor hver sten hun har skabt i sin krop, får lov at have sin egen fortælling. Hendes show får på den måde et konkret udtryk som historien tager afsæt i. En finte som gør forestillingen komisk og lettere grotesk.

Det Frie Felt er en scenekunstfestival der forsøger at tage livgreb på scenekunsten set i en ny og anderledes vinkel. På denne første aften i det 4 dage lange arrangement er den narrative fortælling i højsædet. Fortællingens væsen i sit eget udtryk i scenerummet. 'The Show must go on' er en performans som kigger ind bag tæppet på de vilkår som scenefolket nogle gange lever under. Helene Kvint fortæller i en Story-Telling, -et Stand up show om sammenhængen mellem måden et menneske lever på og de sygdomme der opstår.

I mine øjne får Helene Kvint kredit for at have sin humor i behold gennem de strabadser hun har udkæmpet og for at kunne dele dem med et publikum i et enkelt og råt look. En fin historie i et usminket rum, så tak for den oplevelse til Helene Kvint og til Det Frie Felts Festival der foregår i Aarhus i øjeblikket.

The Show Must Go on!
Ide, Manus, Iscenesættelse og performer Helene Kvint
Konsulent og dramaturgisk sparring Sara Hamming.

Anmeldelse 'Pretty Woman': Flere end 1.000 århusianere rejser sig op og klapper begejstret, da 'Pretty Woman' når sin finale på Musikhuset i Aarhus. Fantastisk show, flot musical, danserne, scenografien, timingen, humoren, sangene. 5 stjerner er næsten for lidt, men gå selv ind og se musicalen, instrueret af Heinrich Christensen. Koreografen er Nellie Bethel.

Scenen er pakket ind i 10 meter høje filmskærme, og det virker fantastisk på mig. Tak til scenograf Benjamin La Cour. Digitale kulisser får mig til at glemme forestillingen og beundre hvor elegant det kan gøres. Så er vi i en baggård med neonreklamer og gnistrende facader i mange farver. Og dernæst pludselig på et luksushotel med gulddekorationer og et vue ud over Hollywood. Jeg ved ikke hvordan kulissemalere skal have nogen fremtid af betydning. Okay, der er en stor analog midtersektion på scenen, banket sammen i MDF og guldmaling, med store døre og åbninger til drejescenen. Det er fint. Digitale kulisser er bare flottere.

Nu er de kulisser ude af mit system. Jeg vil ikke genfortælle historien, fordi du har set filmen som musicalen bygger på. Vivian er sød og lækker, hun er uskyldig og ren, og hun arbejder som luder på Hollywood Boulevard. Da filmen kom ud for 30 år siden, væltede langbenede piger ud på gaden i Los Angeles for at blive den næste 'Pretty Woman' i virkeligheden. Det lykkedes ikke. Historien er super romantisk og vidunderlig, og meget langt fra virkeligheden.

Til gengæld er Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen helt nærværende i rollen som den prostituerede Vivian. Hun er sjov, hun har kant i sit skuespil og synger fint op imod Tomas Ambt Kofod der spiller den lækre playboy, Edward Lewis. Lækker fordi han har penge og et stort hjerte. Clichéerne falder tungt i aften, men sådan er 'Pretty Woman'. Den er sjov og underholdende. Det er et godt show.

'Pretty Woman' handler om kærlighed i dén prinsesse-udgave som Shakespeare ikke kunne have gjort bedre. I virkeligheden overlader vi prostitution til afrikanere, asiater og østeuropæere, fragtet til Europa i lastbiler og frataget deres pas. Ikke langbende hvide piger fra heromkring. Så det er klart at 'Pretty Woman' er et urealistisk billede af de skæbner som i 1990 fandt vej til Hollywood Boulevard. Det er romantik.

Alt er flot. Kulisserne. Skuespillet. Sangene. Danserne er stærkt koreograferet af Nellie Bethel.

Kan en musical blive kedelig, fordi den er for flot? Nej.

Når du bliver set af den person, som i virkeligheden elsker dig, da er du lykkelig. Sådan er kærligheden, og det er temaet for 'Pretty Woman'. Hvordan kan vi se bagved det job, kvinden eller manden har? Edward køber store virksomheder, likviderer dem, parterer dem og sælger dem stykke for stykke, mens arbejderne går hjem og går i hundene. Vivian sælger sin krop til mænd som er så afskyelige, at hun ikke vil kysse dem.

Hvad sker der med os, når vi pludselig oplever kærligheden? Begynder vi at opføre os anderledes? Det tror jeg nok, og det kan du opleve i det magiske show på scenen. 'Pretty Woman' på Musikhuset i Aarhus. 5 stjerner.

Pretty Woman
Instruktør: Heinrich Christensen
Vivian Ward: Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen
Edward Lewis: Tomas Ambt Kofod
Kit De Luca: Sara Gadborg
Mr. Thompson: Troels Lyby
Philip Stuckey: Thomas Bang
Derudover medvirker Mikkel Vadsholt, Thor Vestergaard, Henrik Launbjerg, Christian Collenburg, Lasse Dyg, Nicklas Milling, Matthew One Bailey, Simon Glæsel, Matilde Zener, Isabel Schwartzbach, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Annelie Karui Saemala Overbeck, Maja Glenber, Liza Stokseth og Helena Høier
Scenograf: Benjamin La Cour
Koreograf: Nellie Bethel
Lysdesign: Ulrik Gad.

I guess it's quite delicate to write a review of 'Mermaid Show' at Aarhus Theater. Because, you try to imagine that actually you will meet a living mermaid down in the theater's intimate Studio stage. And the mermaid, she's pretty emotional. The hair is fiery red. The breasts are bare and smooth like a human woman, but her legs end up in a fishtail. She is clear and distinct in her claim to the world. She wants yet another sailor with her down into the sea so they can swim together. (She already has 3.) Maybe it's you who swims with the mermaid in the inflatable bathtub in the middle of the stage surrounded by the audience? Test it out for yourself.

The audience can not sit still while we wait for the performance show to start. There have been rumors of wild escapades. The stage floor is covered with a rubber sheet and some people are sitting in raincoats. I dont do that. Water has never harmed anyone, unless you are a sailor and are lured into the water by a mermaid.

Then we set sails. The mermaid is surrounded by three white-clad sailors who she enjoys. The sailors sing and try to satisfy Ann Liv Young's demands on them. She has both created the show and controls the stage like a seductive and awful and really enjoyable mermaid. Ann Liv Young had wrestling matches with sharks as a child, they say, and I'm sure she taught the sharks to love her.

'Mermaid Show' is high level performance. The show was created in 2011 and has been triumphant ever since from New York and around the US and Europe.

There are so many cool surprises in the 'Mermaid Show'. I want to reveal them all, but it does not work, it would spoil your experience. The show is horrible, it's funny, it's crazy in a good way, it's performance art. Love it.

The only thing I want to reveal is that the show is about emotions, love, sexuality and gender. What gender does a mermaid actually have? I do not know, but Ann Liv Young is pretty what ever gender she prefere. I mean, right up to the point where she jumps up on the chair in front of me and sings to her chosen sailor, "come with me, I want you to swim with me, come." It's hard to say no to a mermaid. And be warned, if you're going to despise her, damn she has temperament. Beware :)

Scary and fun show. Thank you for that experience.

(Oh boy, there's a lot you have not been told. It's so wild like a splashing fish fresh out of the water.)

Mermaid Show by Ann Liv Young
Performers Marissa Blair, Sarah Manya, Kyla Kegler, Ann Liv Young
Videography Nicholas Strini

Det er delikat at skrive en anmeldelse af 'Mermaid Show' på Aarhus teater. Fordi, prøv at forestille dig, at du faktisk møder en levende havfrue nede på teatrets intime Studio scene. Og den havfrue, hun er temmelig emotionel. Håret er flammende rødt. Brysterne er nøgne og glatte som hos en kvinde, men hendes ben ender i en fiskehale. Hun er klar og tydelig i sit krav til verden, hun vil have endnu en sailor med sig ned i havet så de kan svømme sammen. Måske det bliver dig der svømmer med havfruen i det oppustelige badekar midt inde på scenen omgivet af publikum? Test det ud for dig selv.

Publikum kan ikke sidde stille, mens vi venter på at performance-showet går i gang. Der har været rygter om vilde eskapader. Scenegulvet er dækket af en gummidug, og nogle folk sidder i regnfrakke. Det gør jeg ikke. Vand har aldrig skadet nogen, med mindre man er sømand og bliver lokket i fordærv af en havfrue.

Så går vi i gang. Havfruen er omgivet af tre hvidklædte sømænd som hun fornøjer sig med. Søfolkene synger og forsøger at tilfredsstille Ann Liv Youngs krav til dem. Hun har både skabt showet og indtager scenen om en forførende og forfærdelig og fornøjelig havfrue. Ann Liv Young havde brydekampe med hajer som barn, siger man, og jeg er sikker på hun lærte hajerne at elske sig.

'Mermaid Show' er performance på højt plan. Showet er skabt i 2011 og har gået sin sejrsgang lige siden fra New York og rundt i USA og Europa.Svært at sige nej til en havfrue, men jeg afslører ikke noget

Der er så mange fede overraskelser i 'Mermaid Show'. Jeg har lyst til at afsløre dem alle sammen, men det går ikke, det ville spoile din oplevelse. Showet er gyseligt, det er sjovt, det er vanvittigt på den gode måde, det er performance kunst.

Det eneste jeg vil afsløre det er, at showet handler om følelser, kærlighed, seksualitet og køn. Hvilket køn har en havfrue i virkeligheden? Jeg ved det ikke, men Ann Liv Young er køn. Lige indtil hun hopper op på stolen foran mig og synger til sin udvalgte sømand, "kom med mig, jeg vil svømme med dig, kom." Hun lokker og det er svært at sige nej til en havfrue. Men hvis du kommer til at forsmå hende, damn hun har temperament. Pas på :)

Skræmmende og sjovt show. Tak for den oplevelse.

(Hold kæft hvor er der meget du ikke har fået at vide. Det er så vildt som en sprællende fisk lige trukket op af havet.)

Mermaid Show af Ann Liv Young
Performere Marissa Blair, Sarah Manya, Kyla Kegler, Ann Liv Young
Videografi Nicholas Strini

Nu sker det igen: Gaderne sner til, guirlander hænger i højspændt forventningsglæde i lygtepælene og hvert gadehjørne dufter af brændte mandler. Det er december og jeg har lugtet lunten af julegodter - sneget mig ind på publikumsrækkerne til en gang cabaret med både beat, humor og julemelankoli. "XMAS CABARET" er et underholdende potpourri, - et show med kant og charme.

Det er både sjovt og rørende at åbne de forskellige pakker som scenekunstnerne bringer ud i denne cabaret. Jeg er underholdt af show-danseren med hang til flirt og julesnaps. Den skæve og morsomme tryllekunstner der læser kort fra ærmet. Jeg grinte med når komikeren tog gas på traditionerne og nød de poetiske øjeblikke hvor én sneengel gav stemme til julemelankoli og spøgelser fra slagbænken. Jeg var i gode hænder hos aftenens vært, Holger Østergaard, der samler alle trådene. Han bærer julen ind på scenen, varmer op under stolerækkerne med skæve og sjove pointer og bærer de mest berusede kunstnere ud når snapseflasker er tømt.

Orkestret sætter scenen. Bandet har pakket løjerne ind blød rytmik. De spiller musik fra letbenet jazz og hyggeture rundt i andre genrer: De møder publikum med lune rytmer idet publikum træder indenfor og hygger om os med fine sløjfer undervejs.

Jeg er godt underholdt i selskab med juleshowet "XMAS CABARET". En fin december-oplevelse som har en pudsig og lidt underfundige charme. Skøn musik, sjove pointer, fin poesi og dygtige kunstnere i god sceneform.

Tusind tak til teamet bag "XMAS CABARET" og til Teatret Svalegangen for en underholdende aften i godt selskab.

Xmas Cabaret
Skuespillere Mette Rønne, Holger Østergaard
Comedy Niels-Peter Henriksen
Tryl Mortenn Christiansen
Kapelmester Jacob Danielsen
Dramaturg Ditte Bichel
Sanger Nana C. Gaardsted Bøvling
Bas og Cello Thomas Sejthen
Trommer Morten Nottelmann
Piano Frederik Vuust
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

I just watched a play on Katapult in Aarhus. Wow, you're not gonna like this, if you're fond of a good Danish beer. (Like Grimbergen). I'll pour you a glass of the best theatrical upcoming London champagne, and let you sip it gently.

This play - Enter Mr. Citrus Man - is theater on a complete other level. Witty, resourceful, authentic, ingenious, punctilious and yet whole hearted. We love Carlsberg (Grimbergen actually), but this play is like champagne. It's unfair to compare Danish Theater with this, totally, and I will.

The good cast are a breed of talented actors we seldom see on Danish Theaters. Normally we prefer people with an appearance that looks like Hollywood. These people, led on by Molly Rolfe, are better than look-alikes, they are in fact capable actors. All the witty dialogues are precision made vocabulary sounds of mass entertainment.

Like Monty Python. Fast and fierceful and lovingly naive absurd. Never cruel. Every joke is on me. I look funny, I am fun, and I have a heart of a living and feeling person, which you can see. I am human.

That's what I mean. Only well bred humans can be actors, while others can act.

The theme in the play is about choice. You want to be happy with your spouse, or do you want to make an impact on the world? Can't do both. What will you choose? A most relevant theme in a post-covid-fear-world. Keep your distance, or grab life? Now, what will it be?

A rock is kind of simple, but this scenography beats it to the finish line. The main characters live in a bathroom. So cosy, cute. In comes Mr. Citrus. The well-renowned guru, picks the strawberry, the lovely Molly Rolfe. Takes her out into the world to save it. She can sing. I mean, Molly Rolfe actually is a wonderful singer, and she completely falls for the temptation, to fulfill her life with something bigger than the space of a bathroom. I like the simplicity, because the scenography is like a flower.

Since this play is like a lion on a Danish pasture - so different and kind of scary in it's beauty - I personally would give it all the stars in the world. But let's settle with these four stars: Good actors, good theme, good scenography and a better tasting than Danish beer (even Grimbergen), more like champagne from London.

But you go and have a peep on your own. Maybe you'll get inspired, and the English is not that hard to understand. We bred them ourselves, when we were Vikings and ruled their country. Kind of. Cheers.

Enter Mr. Citrus Man af Alien Jefferson
Medvirkende Molly Rolfe, Neil Staveley, Adam Biggs og Tyler Hoyland.
Instruktør Mia Juhl.

Naboen i mit gamle kvarter ved Storcenter Nord dræbte sin kone. Jeg kendte hende. Sådan er mænd jo, eller er de? Er mænd farlige og ondskabsfulde? Eller er vores adfærd mest præget af kulturen omkring os, og mindre defineret af vores køn? Det er en overvejelse værd i stykket 'Girls & Boys' på Aarhus Teater.

Historien 'Girls & Boys' handler på overfladen om menneskets selviscenesættelse og forklaringer på ondskaben i os, skrevet af den britiske playwright Dennis Kelly. Den fortælles af en kvinde der spontant oplever kærlighed i en kø i lufthavnen i Napoli. Hun bliver stormende forelsket. Sublimt spillet af Nanna Bøttcher.

Hovedpersonen fortæller humoristik og selviscenesættende om den fantastiske kærlighed. (Forestil dig en ugebladsnovelle, eller en medvirkende i et reality-show, dén slags kærligheds-ytringer).

De flytter sammen og får børn.

Det er sjovt fortalt. Publikum griner, men jeg gør ikke, fordi jeg kender lusen på gangen. Ikke kun genkender jeg den gamle nabo, men også mange feminine udgaver af mennesker når vi ikke kan føle.

Jeg er vild med forestillingen. Brilliant scenografi. Højttalere i forskellige højder, billeder af hovedpersonens fornemmelse af andre mennesker. Lyden er lige i skabet og giver refleksioner af hovedpersonens forklaringer. De kører i ring. Hun plages af et barns åndedræt. Hendes egne ord giver ekko, sublimeres i sindets spejlkamre, ekkoer af skyld.

Mange blandt publikum græd undervejs mens stemningen skifter. Latteren forstummer efter nogen tid. Noget ubehageligt og skræmmende dukker langsomt op i tågen over Loch Ness. Hovedpersonen begynder at antyde noget om hendes børn skæbne. Man fornemmer lugten af grusomhed sprede sig ud blandt publikum.

Den kvindelige karakter i Dennis Kellys stykke udviser de gængse tegn på psykopati, borderline, what-ever du kalder det, måske hun er ramt af en tragedie? Hun player os, synes jeg. Sætter sig selv i scene i en historie om mænds ondskab. Redegør for de øvrige medvirkende i sit liv, men afslører ganske få følelser om sig selv - med mindre det er synd for hende, så græder hun.

Og dog, hun påstår hun taler om følelser. Så siger hun for eksempel: "Jeg har den der følelse man har, når man har lyst til at smadre folks tænder med en forhammer." I mine ører er ordene tegn på en tom bogreol i sektionen 'Menneskelige følelser' på hovedpersonens lokale bibliotek.

Nanna Bøttcher står solidt på scenen. 100 minutter. Hun taler og bevæger sig uafbrudt. Det er stort karaktér-arbejde, synes jeg. Skifter elegant mellem nutid og fortid i sin fremlæggelse af Dennis Kellys idé.

Men hvilken idé er det, hvad er meningen med stykket? Se det for dig selv. Du kan komme i tvivl, eller være sikker bagefter. Anmeldere over hele verden er uenige om stykket 'Girls & Boys', så der er god plads til at du kan finde din egen mening med stykket.

Tag eventuelt et lommetørklæde med. Så du kan tørre tårerne på sidemandens kinder. Det er stærke sager, hårde temaer der bliver sat op til kant. Et stykke til god debat når I går hjem. Du finder din egen mening med 'Girls & Boys'.

Girls & Boys af Dennis Kelly
Medvirkende Nanna Bøttcher
Oversættelse og instruktion Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt

Som nattens dronning er hun mørk og mystisk,- eller er hun måske mere en messiaslignende verdensfrelser? Hun er som skabt på en af Berlins mørke undergrundsscener, og nu indtager hun Scala på Aarhus Teater med tekster, drama og sang. Jeg er i aften vidne til et show af og med Madame Nielsen i forestillingen ”Verdensfrelserinden”.

Forestillingen handler om klimaændringer, og menneskeheden bliver tegnet op i et hjørne af vores eksistens. Som den aktuelle ”Greta Thunberg” går hun i kødet på sit publikum. Nu vil hun vende undergang til bæredygtighed og hun vil at vi skal handle på det nu. Hun fremlægger sin sag om jordens undergang uden omsvøb og laver en pagt med sit publikum om at ændre verdens gang.

Hendes karakter er dramatisk, dominerende og samtidig komisk og underfundig. Hun har hang til det absurde og groteske hvilket kommer mere og mere på banen i udviklingen af hendes performans. Selve udviklingen af karakteren i Verdensfrelserinden er gribende, voldsom og imponerende. Følelserne er fortættet og hun skaber en disharmoni i sit sarkastiske sprog som rammer ind i kernen af det disintegrerede menneske.

Musikken i Verdensfrelserinden er et kapitel for sig. En kvintet med violiner, bratsch og cello sidder i en halvbue og lægger en blød, følsom og yderst poetisk åre af skønhed under hele forestillingen. Madam Nielsens stemme er smuk, punket, blid og rå som ligger den i mellemrummet af harmoni og disharmoni. En stemme som både bæres af drengen hun var i fortiden og kvinden hun udviklede sig til som voksen.

Det er samlet set et super flot og talentfuldt teatershow. Verdensfrelserinden får 5 stjerner: Flot karakterarbejde, historiens dramatiske udvikling, poetisk og smuk musik, dragende sangstemme, aktuelt tema som rører sig i samfundet og at nedbryde den 4 væg og inddrage publikum på en anderledes måde.

Tusind tak til teamet bag ”Verdensfrelserinden” og til Aarhus Teater der har inviteret dem til byen.

Verdensfrelserinden
Medvirkende Madame Nielsen, Pernille Kristiansen (violin), Bettina Marie Ezaki (violin), Mika Persdotter (bratsch), Nicole Hogstrand (cello)
Koncept Madame Nielsen og Christian Lollike
Iscenesættelse Christian Lollike
Dramaturg Anders True Djurslev
Scenografi Mie Riis
Lysdesign Morten kolbak
Lyddesign Mads Emil Nielsen
Lydteknik Rasmus hansen
Samproduktion mellem The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum.

Teater Katapult over sig ikke! Regeringens nedlukning af blandt andet Aarhus rammer teaterlivet hårdt, men Teater Katapult arbejder lige så benhårdt på at stå klar med løsning, der redder dette års store historiefortæller-finale StorySlam GRAND SLAM – inklusive publikums mulighed for at stemme på årets bedste fortæller kommer til at kunne opleves hjemme fra stuen.

Showet er tirsdag 15. december kl. 19:30. Der bliver tale om streaming med fortællere og værter, der live styrer showet fra Katapults blackbox-teatersal på festlig vis.

På den måde kan StorySlam-finalen, der Danmarks største historiefortæller-event, faktisk endnu nemmere opleves af alle borgere i Danmark. Fortællerne er klar – og alle pladser i salen var faktisk udsolgt, så Katapult håber meget at mange har lyst til at opleve showet online og stemme på deres favoritfortæller!

Tirsdag 15. december vil der komme link til streaming af StorySlam GRAND SLAM ONLINE 2020 op på www.katapult.dk og https://katapult.dk/storyuniverse/storyslam/, så alle kan sidde klar ved skærmen. Linket kommer også op på Teater Katapults Facebook og Instagram-sider.

★★★★★Anmeldelse 'Hvis jeg bliver gammel', Teatret Svalegangen

Nærværende iscene­sættelse af den sidste dans

9. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.

Det var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.

De lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.

Allerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.

Den sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.

Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til Teatret Svalegangen3 der har inviteret dem til byen.

Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

★★★★Anmeldelse af 'Hvad tænker en murer på, egentlig?' Teatret Svalegangen

Han tænker på bryster hele tiden

4. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Der er noget fantastisk ved mureren, i gamle dage. Kan du huske? Din far kunne ikke lide ham, han byggede jeres ny hus, og han knaldede din mor. Et rigtigt stykke mandfolk som ikke længere er EU-godkendt.

Det er sjovt at høre Mads Nørby fortælle om sin fortid som murer i forestillingen Hvad tænker en murer, egentlig? på Teatret Svalegangen. Publikum hygger sig. De gamle fordi Mads Nørby vækker minder fra deres liv i 80'erne. De unge i publikum, fordi monologen er politisk ukorrekt - det vil sige tæt på sandheden.

Men stykket bliver yderligere interessant når vi oplever hvordan mennesket stolt - i frost og sol - har bygget sit hus af træ og mursten. Meget er gået tabt. Fabrikkerne ved ikke længere hvordan man murer i forbandt. De tror en løber er en fyr i gummisko, og en kop er noget man drikker kaffe af. Menneskeheden vidste bedre for 30 år siden.

Undervejs bliver der muret et stykke væg på scenen. Det er fascinerende at betragte. Publikum løfter sig i sædet og der spreder sig i blandt os en veltilfreds brummen.
Sådan skal en sten lægges! Ja.

Historien kunne være bedre, synes jeg. Murere har sex, drikker øl, bliver gamle og falder omkuld - mens deres bygninger fortsat har rejsning i 100 år. Det er en okay pointe.

Violinen fra Catrin Haass Svendsen er rigtig fin, og det samme kan vi sige om hendes volumenknapper. Du kan ikke gætte hvad jeg hentyder til, men det er sødt og sjovt. Humor fra en murer. Tjek den ud på Teatret Svalegangen.

Medvirkende Mads Nørby og Catrin Haass Svendsen
Tekst, scenografi og instruktion Mads Nørby og Mads M. Nielsen
Musik Catrin Haas Svendsen, Morten Nørby, Luigi Boccerini, Kenny Baker, Jules Massenet
Lys Jens Poulsen

★★★★★★Anmeldelse: 'Typisk Jonathan Spang'

Jonathan Spang er Danmarks - i øjeblikket - største stand-upper

23. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Så stod han der på scenen. Alene i gummisko og sorte bukser, og vi var tusinde der kiggede på ham. Den sjove fyr fra Tæt på Sandheden. Pernille Vermunds første-elsker. Hendes mands foretrukne dartskive. Den mandlige sygeplejerske der river hæfteplastret af min gennemskårne samvittighed. Ham der får mig til at grine ad sandheden. Og den er. Fuck Føtex. Fuck McDonald. De lovede os en fremtid med flyvende biler, men vi er endt som flaskedrenge med sodavand på hænderne når vi føder dåseøl ud af plasticposen og ind i flaskeautomaten. Vi blev lovet en fantastisk fremtid, men er endt i Føtex med en naziofficer der overvåger os mens vi arbejder gratis for supermarkedet, scanner vores varer selv uden at få en krone for det. Trykker på McDonalds gigantiske staveplade, fordi McDonalds mad er så ringe at de ikke har ansat folk til at sælge den. Det må du selv gøre. Velkommen til fremtiden. Det er her du bliver fucked.

I takt med at politik er blevet din mors feriebilleder fra kvindelejren på femø i 1978, klam og ulækker, har Jonathan Spang formået at gøre politik fræk og underholdende. Selvfølgelig fordi han siger sandheden, og det elsker vi i en verden fyldt med Danmarks Radios studieværter der har sex med heste mens konen flyver på første klasse. En verden hvor Københavns koreanske politikere gifter sig gratis i festsalen på rådhuset og får kommunens leverandører til at fixe det gamle badeværelse. Den korrupte verden hvor enhver politiker og journalist er kendetegnet ved at have et hundeskilt om halsen, eller løgnens giftige tråde om munden.

Vi gider ikke politik, med mindre Jonathan snakker om det. Det er sjovt. Underholdende. Det er sandt hvad han siger.

Vi andre vil hellere snakke om klimaet. Jeg så en fyr smide et cigaretskod på gaden i morges, og i går aftes serverede min svigermor kalvesteg uden at tænke på miljøet. Jomfru Maria er blevet pornostjerne, og Lenin er et punkband. I dag er det eneste hellige vi har tilbage vores miljø. Veganerne prygler deres familier til konfirmation, og kæresten når de er ude og spise på 1 års dagen.

Miljøet er min religion, og den skider Jonathan Spang i. Med åben pande og lune, ja faktisk kærlighed. Han driller os. Der er ingen der bliver hånet, og heri ligger det nye i Spang. Han er ungdommens komiker. Nægter at nedgøre den som ligger ned. Det er et fint karaktertræk ved ham.

Jonathan Spang leverer altid sine pointer som kærligt drilleri, og i form af hvad livet gør ved ham. Alt hvad han siger kender vi fra os selv. Han er en nar i den bedste mening. En hofnar i en tid hvor ungdommen ikke længere magter at forage deres forældre, fordi de selv ikke magter andet end sure miner fra Tante Annas mund. De er forargede. Som ofre på papkrykker, ungdommen kan blive forarget. Tynde arme uden døde køer, og det virker, fordi vi gamle er forargede over at blive forarget. Det griber sig selv i halen. Undskyld.

Jonathans show "Typisk" kommer rundt om generationerne, klimaet, me-too, kønsroller. Men stærkest er hans sublime evne til at fortælle historier. Håber han får mange børn, og de formerer sig voldsomt, så de kan besøge ham når han er 100 år på plejehjemmet og høre ham i kantinen fortælle historierne som vi elsker. Historierne om sandheden. Det er dem der kildrer bedst og får os til at grine mest. Tak for det, Jonathan.

★★★★★Anmeldelse: 'Nycirkus', BORA-BORA

Anmeldelse: Materia & As Heavy as it Goes, nycirkus på BORA-BORA

20. marts 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Belgiske Circus Katoen og den italienske gadekunstner Andrea Salustri gæster i øjeblikket BORA-BORA med deres to forestillinger ”As heavy as it goes” og ”Materie”. Et dobbeltprogram der klæder hinanden. Dels fordi de til sammen begge er fra genren Ny-cirkus men også fordi de i mine øjne begge sætter fokus på skabende kræfter.

Det er tungt at være menneske, for vi er alle fanget i livets absurditeter, men vi har også en måde at være i verden på der er helt forunderlig. Vi beslutter os at flytte rundt på tunge sække fra et sted, for bagefter at flytte dem til et andet, bygge huse, for at rive dem ned igen, flyve til andre lande for at opleve nærvær, gå på arbejde for at have råd til fritid og meget mere. Det giver ikke mening, med mindre man betragter vores kreative sind og vores skaberglæde. Disse guldkorn blev der stillet skabt på under aftenens først performance og det med stor humor, råstyrke, udeholdene og en kreativitet der begejstrede alle tilskuerne. En vidunderlig oplevelse.

Kan du huske sidste gang du legede med vinden? Måske stod du på gaden og betragtede vindens hvirvlende leg med bladende, - turde du at hoppe ind centrum af dem og blive et med kunstværket, eller blev du holdt tilbage af en endnu større kraft såsom skam, eller tanker om at det var unyttigt? Har du været betaget af en kæmpe vindmølle drevet af en usynlig kraft der gav energi til menneskets moderne tilværelse, eller er du mere optaget af dine tanker om næste møde du skal til? Hvor er vores opmærksomhed flyvsk at vi glemmer at se det allersmukkeste livet giver os. Måske er vi så bange for at lade os forundre af livet at vi glipper det. Det må bare ikke ske, så tusind tak til dem der tør at lege, skabe, udfolde sig og være tilstede, for de kan vise os vej, når vi andre farer vild i intellektualiseringer, tidsplaner, uoverskuelige problemer og kropsløse saltomortaler i tilværelsen. Jeg blev hentet hjem i aftenens sidste forestilling på BORA-BORA.

En stor kunstner der kender til livets allervigtigste beskæftigelse for mennesket, - nemlig at forundre sig over livet, var så tilstedeværende i sin performance at det smittede en hel teatersal af folk, der modigt indlevede sig i hans eksperimenter med et af de 4 grund elementer – Vinden. Hans leg førte mig ind i en kinæstetisk tilstand af lykke. Med enkle virkemidler gav han oplevelser af skabelseskræfter og af destruktion. Med nogle vindmaskiner og noget flamingo blev jeg så optaget at jeg et øjeblik glemte skam og tanker om det unyttige, men blev legende glad og nærværende indeni. Jeg havde tanker om at vi er i gensidig balance mellem omgivelsernes energi og den energi vi som mennesker kan skabe med vores krop.

Tusind tak til BORA-BORA for disse to fantastiske forestillinger.

As Heavy as it Goes Cirkus Kateon, Belgien
Materia Andrea Salustri, Berlin
Nycirkus på BORA-BORA

★★★★★★Anmeldelse: 'Red Bastard', Teatret Svalegangen

Verdens største djævel besøger Aarhus: Red Bastard

18. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Red Bastard gør sin entré på scenen i et rødt kostume. Ligner djævlen der har fået forstoppelse. Han har store klumper omkring livet under det røde stof.

De fleste af os er skræmt fra hvid og sans.
Vi har hørt på Youtube at han er værre end djævlen - charmerende, forførende, elegant, sjov, vittig, vanvittig og totalt frygtløs.
Og at han kan få publikum til at gribe fat i hverdagens drømme og føre dem ud i livet, i morgen efter aftenens show.

Sige jobbet op, rejse jorden rundt, skrive en bog, lave en kæmpe skulptur, være en bitch. Det er sådan noget folk gør efter de har oplevet showet. Hjælp.

Vi er vel 100 mennesker, og vi opdager manden i det røde kostume, Eric Davis, er stærkere end alle os til sammen. Måske fordi han ikke ejer nogen frygt, når han står på scenen. Måske på grund af hans karisma. Han er som et brændende bål af begær, vilje, frækhed, skamløshed. En varm mand. Sådan som selve fanden må være det, og samtidig sådan som vi alle drømmer om at være det.

Manden er sjov. Hans baggrund som klovn og skuespiller, forfatter og instruktør giver ham megakræfter. Vi griner. Han går over stregen, ingen kommer til skade, og det er sjovt.

Efter ikke ret mange minutter får Eric Davis os til at kaste rundt med armene, skifte pladser, synge ind i hans åbne mund.
Men det bliver meget værre end det.

Sådan et spørgsmål er der ingen som vil besvare. Men glem det. Red Bastard får dig til at svede og fortælle alt, hvad du nogensinde har holdt som en hemmelighed.
Og det magiske sker.
Vi kan li' det.
Vildt skræmmende at være mere sig selv, og meget tillokkende.

Tør du være dig? Eric Davis er ikke bange for at gribe fat i folk blandt publikum. Hans kvikke hjerne og meget store, kærlige hjerte, sætter os skakmat.

Vi er flere som tænker i hverdagen: "Jeg kan ikke sige hvad jeg vil, jeg kan ikke være mig, sådan som jeg egentlig er".
Og Eric Davis svarer bare: "Hvem vil du så være, hvis du ikke vil være dig?"

Han tør det vi drømmer om. Han er vores guru. Født ud af et knald mellem Paven og Anders Matthesen. Han er Jesus og den lokale gangster. Han er John Wayne og Picasso. Han er større end livet. Han er Red Bastard, og han er på verdensturné.

Vi er heldige at Teatret Svalegangen fik ham forbi Aarhus. Tak for det. Det var fedt.

Red Bastard
Medvirkende Eric Davis (født i Kansas, USA) er en amerikansk skuespiller, komiker, instruktør, forfatter og klovn. Han er bedst kendt for sit one-man show Red Bastard og for sin optræden i Cirque du Soleil produktionen Quidam, samt for medvirken i filmen Urge (2016) sammen med bla. Pierce Brosnan.
Idé Eric Davis og Deanne Fleysher
Instruktion Deanne Fleysher
Produceret af Teater V i Danmark

★★★★Anmeldelse: 'Spil død, Vol. 13+'

Unges angst bliver spejlet på Godsbanen

25. oktober 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Vi kender det alle, Angsten, der sniger sig ind på os eller vælter os omkuld som en sandstorm. Lammer vores tanker og handlinger og gør os akavet og selvbebrejdende. Usikre på om vi er okay, som den vi er. Og som et ungt menneske er den umulig at komme udenom, når man skal finde sine egne ben at stå på i en meget kompliceret verden.

Den dukker op i vores liv som et helt grundlæggende vilkår for vores overlevelse. Uden det alarmberedskab havde vi næppe klaret udfordringerne ved livet. Men den er også årsag til meget lidelse, for den kan dukke op i vores krop og sind som mange former: Angst, panik, nervøsitet, gysen, generthed, tøven, handlingslammelse osv. Den risler lige så stille ned af ryggen eller splintrer det menneskelige sind itu. Vi kan reagere ved at angribe, flygte eller stivne (spille død) Det ligger i vores gener at reagere på den måde. Spændende tema Hvid Støj teaterproduktion har skabt teaterforestilling ud fra.

Teaterforestillingen Spil død Vol. 13+ er bygget op som et spil i et tv show, Det er tempofyldt og medrivende og kommer med mange eksempler på hvad man kan frygte som et ungt menneske. Stykket danner et spejl der viser unges gru for mange ting i deres verden, og det blev skabt en fin balance mellem humor og alvor så det blev på ingen måder kedeligt.

I spillet bliver det tydeligt at det kan være svært at mestre angsten men bestemt ikke en umulighed, for der findes strategier til at takle angst og det er jo så godt at få kommunikeret ud til alle. Det er normalt at have angst og man kan gøre noget ved det.

Skuespillet sad i skabet, Det var følsomt og sejt, Især holdt jeg meget at dansescenen hvor de to skuespillere dansede et lille uddrag af svanesøen. Det visuelle design understregede underholdende formen som et spil i et TV show. Ideen var fængende og jeg syntes at fornemme at det unge publikum kunne spejle sig i det. Alt i alt en god oplevelse. Tusind tak til teamet bag Spil død Vol. 13+ og til godsbanens åbne scene for at huse dem.

Spil død, Vol. 13+
Hvis støj sceneproduktion Teater for de 13-årige og op efter
Ide, koncept og iscenesættelse Charlotte Ladefoged
Performere Kasper Daugaard og Mette Gadeberg Gregersen
Visuel design Morten Ladefoged
Manuskript Simone Isabel Nørgaard og Charlotte Ladefoged
video design Jens Mønsted
Kostumer Bodil Buonaventzen
Værksted Frederik Eberhardt

★★★★★Anmeldelse: 'Peeps shows om ensomhed', BORA-BORA

Kender du det at være ensom?

6. oktober 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Kender du det, at ensomhed kan føles som om du er fanget i din egne følelsers vold som var det et trådnet, og den bedste ide der kommer til dig er blot at vikle dig yderligere ind?

Eller kender du det, at længes efter menneskelig kontakt men det du møder er digitale stemmer der fortæller, hvilket nummer du er i køen, eller at der er kommet e-post som en computer har sendt?

Eller måske er du gravid, og alle forventer du er i lykkelige omstændigheder, men i virkeligheden befinder du dig i en ensomhed der føles som en rugekasse som er så klaustrofobisk at det ligner et akvarium for mennesker.

Eller kender du ensomheden, som den føles når tankerne konstant bevæger sig op imod håb om nærhed, men at kroppen er efterladt alene uden at mærke kontakt til et andet menneske.

Ensomhedens tomrum, som det føles når vi må synge alene, danse alene, tale alene, huske alene, og måske endda miste forstanden alene? Forestil dig så at nogen lurer på dig i disse allermest smertelige øjeblikke, som et peepsshow, Du er stadig alene, ensom, men nu med publikum på.

I aftenens forestilling stiller Dadadans sig til rådighed og giver disse spørgsmål et kunstneriske udtryk i form af fem installationer, hvor publikum kan lure hvordan et ensomt menneskes indre verden kan se ud. Det gør de på teateret BORA-BORA. De havde skabt fem installationer, opstillet som et totalteater, hvor publikum bevæger sig rundt imellem ensomhedsbokse og kan lure på performerne. Fantastisk ide og meget stærk oplevelse at være publikum i dette kunstværk, for vi blev alle en del at værket, i det vi deltog som lurere og det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg blev mægtig rørt hen mod slutningen, da alle performerne begyndte at træde ud af deres installation. De bar alle masker, hvilket gav mig en oplevelse af at de var for angste og for isolerede til at møde verden som de mennesker som de var, men træder i stedet for ud som roller for at beskytte sig selv. Stærk og rå pointe.

Kan varmt anbefale denne forestilling, fordi den trækker tænder ud idet det er kompromisløst ærligt og går løs på tabuet ensomhed. Tusind tak for en gennemført og fantastisk oplevelse til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA som huser dem.

Peeps shows om ensomhed
Ide og koncept Helle Bach/Dadadans, Siggi Oli Palmason
Koreograf Helle Bach
Performere Bo Madvig, Miguel Cortes, Liv Mikaela Sanz, Bosil Lassen, Maria Helena Wilhelmsson
Scenografi Siggi Oli Palmason, Laura Rasmussen
Lyddesign Emil Sebastian Bøll
Kostumer Bodil Buonaventzen
Teknisk afvikler Jimmi Nørgaard

★★★★★Anmeldelse: 'West Side Story' på Aarhus Teater og Aalborg Teater

Springlevende gengivelse af klassiker med fantastiske sangstjerner.

23. marts 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Musical fungerer kun med virkeligt dygtige sangere: West Side Story har dem i hovedrollerne som Tony og Maria. Mathias Flint leverer en stjernetindrende tenor, mørk som en dyb nat med hvislende stjerner, og Isabel Schwartzbach har stjernedrys i sin sopran, hun lokker publikum med ud i kærlighedens fortabelse. Dejligt.

500 mennesker trækker ikke vejret. Det gør for ondt. Hjertet er i krampe. Vores øjne er pressede fri for vand som olivensten. Vi er gået ned. West Side Story har taget sin ragekniv og sat den ind mod struben. Vi rører os ikke. Det er nu tragediens storvingede drage swusher gennem luften og sætter sine kløer i det unge kærestepar, Tony og Maria.

Der er for mange følelser i det stykke, det er helt sikkert. Og for mange tanker.

Skræmt løber jeg ud i tågen og tager en taxa hjem. Min unge chauffør på 22 år kommer fra et maskulint land hvor man barberer skæget med åben kniv.
'Jeg elsker sådan nogen historier', siger han. 'Jeg er håbløs romantiker.' Du må forestille dig hans accent er 8210, og der er ild i hans øjne. Drama.

Damn, det er et godt stykke musical Aarhus Teater har skruet sammen. Og det er slet ikke nemt. West Side Story er en klassiker fra 1957.
Som spaghetti bolognese.
Alle kan lave en ny madret, men at kaste sig ud i en klassiker, det kræver en stor kok, og det er lykkedes på Aarhus Teater.

Stykket begynder med ungdommen der danser og er fyldt med liderlighed og forelskelse. Hvilken fryd!
Alting er så nemt i ungdommen. Du tjekker ikke folks pensionsopsparing før du kysser dem. Du gider ikke høre om deres arbejde inden du knalder dem. Du bliver forelsket, du er fortabt. Der er stjerner over det hele og du drømmer kun om ham og hende.

Men Tony og Maria kommer fra hver sin kultur. De er født ind i en krig som er større end dem, og de er vokset op på hver side af skyttegraven.
Der kommer tragedien langsomt mavende sig gennem landskabernes knuste knogler.
Vi tror vi vælger et menneske, men vi vælger at være med i en krig.
Slægtens krig. Religionerne. Traditionerne. Klasserne. Københavnere og Vestjyder.

Det er et dejligt stykke om kærlighed og krig. Der skulle have været en happy end efter min smag, men nu har musicalen klaret sig i 60 år uden happy end, så det. Hælder lidt mælk i kaffen. Sværger for os selv, at vi ikke gider den krig længere. Fra i morgen vil vi kun elske ham og hende. Vi lægger krigen og vælger kærligheden i vores liv.

Udsolgt Store Sal, stående bifald.

Underholdning Musical kan noget magisk Det er emotionelt forførende og bevarer samtidigt sin integritet og intention. Det er god underholdning.

Relevans Alle er født ind i en krig der fortsætter efter vi er døde, men mens vi lever kan vi vælge, om vi gider slå folk ihjel.