'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.

Skuespillerne Mette Døssing og Christian Hetland er eminente til at få karakteren ned i tæerne og ud i det yderste led af fingrene. Elsker det. Rikke Lylloff er forfriskende i sin uberørte nøgenhed og glubende hunger efter ungdommens kilde som lindrer depression.

'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for Lars von Triers genialitet. Det er okay. De fleste har alligevel heller ikke set filmen som starter med verdens undergang, og dér skulle teater-udgaven efter min mening også have begyndt sin fortælling. Men det er en smagssag, og stykket 'Melancholia' smager faktisk udmærket.

Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.

Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.

Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.

En dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.

Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.

Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.

Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.

De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.

Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.

'Melancholia' på Aarhus Teater lykkes fint med at inddrage nøgenheden og seksualiteten, som er et par af Lars von Triers gamle skolekammerater. Der er mange fine scener hvor Justine viser sin længsel og sin ikke-berørthed af livet. Rikke Lylloff kan være et skælvende marengshus der er ved at falde sammen i regnvejr, og hun kan være en hungrende kvinde med ægløsning. Autentisk og fint spillet af Lylloff.

Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.

Nå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?

'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.

Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.

Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.

Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.

Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?

Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.

Fed underholdning

"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af Christian Lollike. Holberg var den fyr der skabte dansk skuespil i 1722. Før ham var der kun franskmænd og tyskere på kongens slot, og de sang og spillede europæisk teater. På udenlandsk. Holberg skabte danske teaterstykker på et dansk teater i København, han skrev i rasende fart historier om danskere, på dansk. Allerede efter nogle få år gik teatret konkurs og kongen forbød i 20 år teater i Danmark.

Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.

Vi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"

Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".

Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.

Til premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre. En okay historie om kampen mellem de dumme og de kloge - og hvem er egentlig hvem?

Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.

Kunne du godt tænke dig at blive skuespiller, så er der et par tips her og lidt inside fra Emil Busk Jensen. Han er en af de unge elever på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Her fortæller han lidt om at blive uddannet som skuespiller. Hvad der er i værktøjkassen og hvordan det foregår.

- Der er flere trin man skal igennem, når man er kommet ind på skolen. Først noget med at få pulsen lidt ned og lige finde sine fødder, lære de andre på holdet at kende. Det at komme ind er for ret mange en stor ting. Alle dem der søger vil det sindssygt gerne og har måske drømt om at være skuespiller hele deres liv. Og så kommer de ind, wooow, det er en kæmpe forløsning, fortæller Emil Busk Jensen.

- Så det handler meget om i starten lige at trække vejret, falde ned og finde kroppen. Også at få skrællet lidt af det der præstationspres af.

- Selve optagelsesprøven er ret hård. Der sidder en jury som følger med i alt hvad du laver. Når man kommer ind skal man lige finde ud af, "okay, jeg var faktisk god nok."

- Efterfølgende handler det om en masse teknik. Sang, stemme, brugen af sin krop - lære sin krop at kende. Vi har meget dans og sådan nogen fysiske ting på skolen, så vi bliver i god grundform, fortæller Emil Busk Jensen.

- Dernæst forsøger man at bruge alt det i en forestilling, tit sidst på året, hvor det hele så ligesom kommer sammen og man finder ud af, "okay, det er måske faktisk en del sværere end jeg troede."

-Sådan kan det i hvert fald være nogen gange at man finder ud af, "shit." Det er noget man skal øve sig på. Det er svært og det kan blive ved med at åbne sig.

- Hvordan er det man siger? Jo mere man ved, jo mere ved man hvad man ikke ved. Er det ikke sådan det er? Og det er meget det samme her. Man bliver ved, og så lærer man det og finder ud af, okay der er så meget som jeg måske stadigvæk kunne lære eller stadigvæk ikke havde styr på.

Sommetider tænker jeg på, hvordan er det som skuespiller at stå på en scene og kysse med én, der ikke er ens kæreste?

- I starten skal man måske lige finde ud af, "hvorhenne ligger mine grænser?" Der er noget blufærdighed man skal arbejde med, tror jeg, og arbejde med sin forfængeligehed. Så på et eller andet tidspunkt, så bliver det bare til at man er nogle kroppe oppe på scenen som er noget andet. Altså vi arbejder sammen for at fortælle en historie, og så bliver det der med at skulle kysse - eller være intime eller være meget tætte - eller måske meget vrede, det kommer ikke ind og rør ved min egen person. Synes jeg.

Grunden til at jeg er lidt fascineret af kys på scenen, det er at kys ofte indeholder nogle følelser. Men i det hele taget udtrykker I jo mange følelser som skuespillere. Kan man udtrykke en følelse som man egentlig ikke har selv?

- Det er et godt spørgsmål. Der er jo noget med at komme i kontakt med nogle følelser på skolen, som måske kan være låste i én. Hvis man aldrig nogensinde har grædt foran et menneske, fordi man har gået og gemt det væk hele sit liv, så er det jo også svært at komme i kontakt med den følelse oppe på scenen, siger Emil Busk Jensen.

- Der er en stor bevidstgørelse omkring følelser i at gå på skolen, som kan være sindssygt overvældende til tider.

Så det handler om at lære sig selv at kende?

- Ja, det tror jeg man skal. Vi er vores eget instrument, som vores uddannelsesleder på skolen siger. Man er nødt til at lære sit instrument at kende. Man skal lære at kende sine følelser og vide hvorhenne tingene er. Men så synes jeg også man finder ud af, der kan være en stor frihed i det. Man kan bruge det og så kan man slippe det igen og bare være sig selv.

Det må give nogle fantastiske muligheder. Hvis man har været ude og kysse med en, som man måske ikke skulle kysse med - har man så mulighed for at præstere en rolle når man kommer hjem, eller bliver man mere autentisk og står mere ved sine følelser i privatlivet?

- Nej, jeg tror ikke man ville kunne gå hjem og præstere en scene ligesom når man går på arbejde. Det er et arbejde man træder ind i som skuespiller. Altså ligesom at tage sit jakkesæt på og gå ind på kontoret, og så spiller man også en rolle dér. Vi spiller alle sammen roller når vi går ud i verden, mener Emil Busk Jensen.

- På samme måde berører det mig ikke privat, hvis jeg står herinde på scenen og kysser med nogen. Men det er noget andet, hvis det pludselig er mig selv ude i byen, som du siger, hvor jeg kommer til at kysse med nogen jeg ikke skulle have kysset med.

- Der er en forskel dér.

- Det er en anden Emil som går op på scenen og udfylder sin plads dér.

Eleverne fra Den Danske Scenekunstskole har ofte afgangsforestillinger på Aarhus Teater. Emils hold opfører stykket 'Himmelvendt'. Om få uger er han færdig uddannet, og til august begynder han at arbejde på Aarhus Teater.

Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af Anders Lundorph og opført på Teatret Svalegangen.

Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?

Og dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.

Det starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.

Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.

Det fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.

Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...

Det er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.

'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.

Så der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.

Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion Anders Lundorph
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

Stol aldrig på folk over 30. De er kedelige og ved intet om fremtiden. Punkerne ved det. BZ'erne. FlowerPower. Drengene i parken. Gamle mennesker fylder på fortovet. Mange af dem lugter også. Jeg er 56, og giver 4 stjerner til Teater Katapults 'Insideren'.

Stjerne nummer 1 gives fordi: Insideren følger ikke reglerne.

Punk var en befrielse for millioner af unge. Måske er Teater Katapult også nogle unge menneskers friheds dans?

I hvert fald.

Insideren bryder med normal anstændig opførsel, når det gælder Teater. Dén udgave af teatret som folk over 50 nyder efter en ekstra vagant indtagelse af en god middag på restaurant og et par flasker rødvin. Med kød. Den 'reglementerede' form for Teater.

Ligesom punk, sådan er Insideren. Den følger slet ikke reglerne, den er den oprørske unge:

"Du har huller i dine bukser mit barn, og dit hår er sort, og du skriger når du synger."

"Ja, bedstefar, det er sådan jeg godt kan lide det."

Insideren er punk på teatret. Håbløst for en gammel mand som mig.

Derfor stjerne nummer 1, Insideren følger ikke reglerne, og sådan skal kunst være, aldrig følge reglerne.

Stjerne nummer 2 fordi Insideren er aktuel.

Teaterstykket Insideren handler om en finansmand fanget i et glasbur på scenen. CHRISTOFFER HVIDBERG RØNJE spiller overbevisende psykopat. Han er en del af de rige menneskers klub som nappede 400 milliarder kroner fra de europæiske bedstemødre.

Udbytteskandalen, du kender den. Gab. De rige folk skrev til bedstemor SKAT og spurgte:
"Har du nogen penge bedstemor, det er min fødselsdag?"
Og danske SKAT sendte rask væk 12.000 millioner kroner (sic) til de psykopater. Det samme gjorde tyskerne, bare flere penge, og belgierne og så videre og så videre. 400 milliarder til de forkælede finansfolk.

"Her min dreng, køb dig noget godt til din fødselsdag."
Så møgungerne fik sportsvogne, alpehytter, Dubai-gangbang, diamanter og dén slags for de penge til sygehusene som danske skatteydere nu skal skrabe sammen og betale én gang til.

Dét er historien. Et resumé. En dokumentar om finansfolk der plager bedstemor SKAT om at få nogen penge. Derfor stjerne 2, Insideren er aktuel med en vigtig historie i tiden.

Stjerne 3 gives fordi publikum er begejstret.

Christoffer Hvidbjerg Rønje spiller effektivt og præcist i sit glasbur på scenen. Vi følger ham mens det tyske politi afhører ham, eller han går tur i parken med sin familie, eller mødes med sine medsammensvorne psykopatiske finansfolk i London og Frankfurt.

Via hovedtelefoner.

Publikum sidder med hovedtelefoner og lytter med.
Hvad er der nu galt med højttalere? Hvorfor skal vi opleve teaterstykket som et hørespil hvor Christoffer er en visuel effect på scenen? Punk, siger jeg bare, eller er det Teatret Katapult der har formået at implementere de unges univers i scenekunsten?

De unge i salen, de synes det er fedt! Publikum sidder helt stille i halvmørket og hujer og klapper bagefter forestillingen fordi de havde en god oplevelse.

Publikum rejser sin tommelfinger, de har fået en oplevelse. Det er altafgørende i teater, derfor stjerne 3.

Stjerne 4 gives fordi Insideren giver refleksion.

Drama er følelser, kamp, retninger, succes og fiasko. Insideren er ikke drama. Den er dokumentar. Genfortælling. Resumé om europæiske skatteforhold.

Monologerne i Insideren afspejler finansmandens kyniske sjæl, en psykopat-sjæl. Den er absolut blank som en forlygte i regnvejr. Uden følelse, uden indsigt, sjælløs.

Unge finansfolk er telefonsælgere på speed i et par stramme bukser. Succes uden hjerte. Du ved hvad jeg mener, ellers ring til en telefonsælger og snak filosofi, kærlighed og kunst med ham. Umuligt. Hans øjne skinner som en sø i måneskin.

Men alligevel er det unge publikum berørt til refleksion, og jeg tænker om vi kan lære noget af ham banditten på scenen, den skruppelløse finansmand. Det er det fine ved Insideren og derfor stjerne 4. Refleksion. Teater som giver grund til overvejelser, og det er sådan vi elsker det.

Så tak for oplevelsen, den var god.

Insideren Egenproduktion af Teater Katapult
Medvirkende Christoffer Hvidberg Rønje
Stemmer Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter, William Halken m.fl.
Dramatiker Anna Skov Jensen
Instruktør Johan Sarauw
Instruktørassistent Sofie Kallan
Lyddesign Sun Hee Engelstoft, Peter Albrechtsen og Marcus Aurelius Hjelmborg
Scenografi og videodesign Signe Krogh
Lysdesign Jens Hansen
Idé Torben Dahl
Tekst-dramaturgi Susanne Hjelm Pedersen og Daniella O. Skovgaard
Assisterende lyddesigner Mikkel Nielsen
Lydpraktikant Nicolai Pedersen.

Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.

To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.

De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.

Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.

Og det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.

Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.

Ondskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.

Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.

Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.

Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.

Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.

Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.

Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.

Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.

Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.

Medvirkende Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup.
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen

★★★★★★Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen

'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende

20. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.

Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.

Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.

Perfekt stykke teater om liv og død

Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.

Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.

Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.

Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.

Hvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.

Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?

Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.

Mæt af dage
Medvirkende Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jacob Hannibal, Kirstine Hedrup.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Anna Schulin-Zeuthen.
Scenografi Karin Gille.
VR Produktion Mannd.
Lyddesign Anton Bast.
Lysdesign Anders Kjems.
Produceret af Teatret Svalegangen.

Eja Due om lyst, købesex og den lykkelige luder

Sex sælger utrolig godt

3. september 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Interview med skuespiller Eja Due der fortæller om lyst, købesex og den lykkelige luder. Hun skaber performance-teater der handler om seksualitet.

'Sex sælger utrolig godt. Selvfølgelig fordi ordet 'sex' indgår, og fordi jeg tror rigtigt mange myter, og idéer og fantasier ikke mindst om luderen - et dejligt dansk ord - vækker lige dele forargelse og provokerer et tabu i os. Og samtidigt vækker det i mange mennesker en lyst.'

'Kvinder der har sex med mange mænd er nogle værre ludere, og mænd de er nogen fandens karle. Det er selvfølgelig en dejlig cliché, men den er stadigvæk enormt gældende. Og jeg synes det er interessant at undersøge hvorfor der er så meget luder-stigma stadigvæk.

Der burde være plads til at man ikke fordømmer andre og andre lyster, end måske dem man lige selv kan spejle sig i.'

'Jeg har snakket med rigtig mange unge piger på gaden, som oplever slut-shaming. Det er den slut-shaming jeg taler om i min forestilling, den shaming som i højeste grad rammer dem der sælger sex. Slut-shaming er en af grundene til at det er svært at stille sig op og sige at man sælger sex.

'Hvem fanden er lykkelig? Man kan sagtens have et job og så samtidig have en virkelig dårlig dag.'

'Der er vel ikke så meget sex, hvis ikke der er noget vi kan overskride. Fantasien, mystikken - det at skabe et objekt for ens begær - er jo så indgroet i seksualiteten. Jeg tror ikke man kan have sex, uden at objektgøre noget andet.
Spørgsmålet er: Hvorfor har vi så som samfund aftalt, at det at være et objekt er noget negativt? Fordi der kan jo være absurd meget magt i at være et objekt.'

'Vi overser nogen gange hvordan vores egen liderlighed kommer til at stå i vejen for at forstå denne her problematik. Fordi lige så vel som det vækker forargelse, tabu, skam - når vi taler om sex til salg - så vækker det også liderlighed, det vækker også begær og lyst. Og alle de ting gør det utroligt komplekst at tale om sexarbejde.'

'Det kræves skills, rigtig mange kompetencer for at være en god sexarbejder, men nogen gange kan det også bare være et banalt møde, en kemi der opstår, nogle penge der skifter hænder og noget sex der bliver udvekslet.
Men hvorfor gør lige præcis pengene forskellen? Hvordan kan de skabe så stort et tabu? Det er for fanden bare sex.'

★★★★★★Anmeldelse: Av, Lollikes 'Revolution' var som en pisk

Fabelagtig historie som gør super mega ondt

15. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det var historien om Ikea der slog det sidste søm i mit kors. Korrekt indført efter ingeniør-tegningen i hæftet. Ingen flugt mulig. Dette er afslutningen på vores liv som vi kender det. Christian Lollikes Revolution afliver overklassens håb for fremtiden, bedreklassens håb. Alle os der kører Audi eller taxa, arbejder for staten eller har egen virksomhed, bor behageligt, cyklen koster 35 tusinde, pensionen er i hus, vi er kloge, vi er dannede, men vi er alligevel panisk ræd for fremtiden, og ishavet, millionerne af sultne flygtninge, plastickontinenterne i Atlanten, den stigende temperatur. Og nu er vi døde - bare fordi vi var så dumme at købe en billet til Revolution - døde, simpelthen fordi Aarhus Teater lokkede os til at se det forfærdelige teaterstykke. Æv.

Så, du er advaret. Se ikke Christians Dommedag. Det gør for ondt. Du vil aldrig igen kunne udtale dig skråsikkert om verdens fremtid.

Revolution er et nærbillede af mennesker der lever efter en algoritme. Efter et program. Selv når vi forsøger at være kloge og ændre verden, så er vores flotte opråb intet andet end et kartoffeltryk af super kapitalismens knivskarpe selvhad. Bliv hjemme. Hvis du så Revolution vil du bare krympe indvendigt, du vil føle latteren som pisk på din nøgne ryg, fordi du dumt tror det kan redde verden at blive vegetar. Eller at sælge sin bil. Gå i genbrugstøj. Brænde pengene. Flytte i kollektiv på Djursland.

Og det er sjovt, det indrømmer jeg. Der er fine effekter i forestillingen. Instruktionen er fabelagtig, alle fire på scenen er konstant i bevægelse. Super skuespil der er både komisk og troværdigt. Lyset og lyden er god. Intellektuelt er jeg vild med den forestilling.

Men. Du ved, som et dannet menneske er vi optimistiske. Det er dumt at være lyseslukker og rende rundt med et papskilt med ordene: 'Verden går under i morgen'. Og gå med det skilt hver dag. Dommedagen er noget der hører hjemme på Vestkysten, eller hos folk der er for fattige til at tage flyet sydpå, og de kører heller ikke på vinterferie i Norge.
Revolution tager både dine penge og din optimisme. Den stripper dig for din fernis af godhed og dannethed.

Vi laver hver dag propaganda for at indsamle øldåser, hjernevaske danskerne til at holde op med at ryge, løbe mere, finde et godt tilbud i Ikea. Og vi ved godt verden går under, med mindre nogen gør noget.
Lollikes stykke er på den måde genialt.
Christian siger, 'Hold op med at gøre noget, I har allerede fucked det nok op!'

Hold op med at tro på der er et problem, fordi det egentlige problem er os selv?
Du og jeg, samt de børn der vokser op i vores hus?
Åh almægtige teatergud, Lollikes Revolution har lavet flænger i mit spejl.
Hvordan får jeg nogensinde den historie ud af mit hoved igen?

Revolution
Instruktør Christian Lollike og Sigrid Johannesen
Tekster Mikkel Bolt Rasmussen
Skuespillere Marie Kirstine Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.
Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Musikale arrangementer & repettitør Niels Søren Hansen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Spillested Godsbanens Åbne Scene, Sort/Hvid i København og Stiklingen på Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse: Aarhus Teaters 'Anekdoter fra Møllestien'

Gode historier fra et langt liv, med kaffe og blødt brød til

13. juni 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Vi drikker kaffe på plejehjemmet. 7 unge mænd og kvinder har budt os velkommen, sat os ned ved de lange borde. Aarhus Teater er på besøg med Anekdoter som er et frisk pust med godt skuespil. Publikum er gamle, det er vi alle sammen. Kaffebrødet er blødt.
'Jeg er 71 år', siger en af skuespillerne.
'Du holder dig faneme godt!', lyder det fra en ældre herre.
Publikum ler hjerteligt. Stemningen er gemytlig. Du ved, sådan klassisk bedstemor bedstefar agtig. Vi hygger os og hører historier som folk på plejehjemmet har fortalt til skuespillerne og deres instruktør, Sargun Oshana.

Jeg napper en ekstra kop og skriver noter på en lap papir. Min sidemand griner lunt. Han genkender noget af dialogen mellem Arian Kashef og Alexander Krumhausen.

'Jeg glæder mig til jeg bli'r 90', siger Krumhausen.
'Jo jo', svarer Kashef.
Hver gang den ene siger noget, svarer den anden 'Ja ja', eller 'Jo jo'. Efter nogen tid siger vi alle sammen 'Jahh', og 'Johh', og 'Åh jah', 'Jaja'. Der er mange måder at sige ja på, og hvert tonefald giver ordet en ny lyd som rummer en hel sætning.

Jo, det kan være sjovt at blive gammel. Men det kan også gøre ondt. Det ved vi.
'Den dag min mand døde ville han have bøf stroganof', siger Maria Cordsen. 'Nånå, sagde jeg om morgenen, så må du vil have det. På en torsdag! Så gik jeg ud for at handle, og pludselig ringer de til mig. 'Din mand er faldet!' Så skulle vi hurtigt komme alle sammen til hospitalet. Min mand sagde altid 'Jeg vil ikke på plejehjem'. Det kom han så heller ikke', siger Cordsen.

Publikum nikker bifaldende. Der er flertal for at sidde i sin stol og kigge ud over havet, og så pludselig som et fløjt fra en fugl er man væk.
'Jo jo'.

Sarah Francesca Brænne sænker blikket, hun er ked af det.
'Min mand er lige død. Jeg går og vænner mig til at være alene. 35 år - så det er lidt underligt. Det er ligesom om når vejret er godt, så er det nemmere at holde ud', siger hun. Regnvejsdage er tunge at bære.

Johannes Zois han er lettet.
'Jeg har været ansat i den samme virksomhed i 42 år. Jeg slap ud for 9 år siden. Nu tager jeg tingene roligt. Det eneste jeg har at skynde mig efter nu, det er døden.'
Humor med samme farve som kaffen, publikum værdsætter det.

Rasmus Skaarup tager mikrofonen og fortæller om hvordan det er at få en blodprop.
'Jeg var kørt ned i Fiskergade, og da jeg steg ud af bilen hoppede alle folk op og ned. Lægevagten sagde det nok var migræne. Folk hoppede og hoppede. Klokken 8 fredag morgen ringede jeg til min egen læge, og så var jeg først hjemme igen 4 og halv måned senere.'

Publikum nikker. Man skal passe på med de læger der tror en panodil kurerer alting, og ikke vil undersøge sagen alvorligt.

Jeg kan se folk glemmer at spise kagerne, og jeg har kaffekanden for mig selv. Publikum er grebet. Anekdoter er en stor og eventyrlig billedbog. Den er fyldt med erindringer om mødet med den første mand, skibe der eksploderer, ham fyren der blev gift lørdag og søndag fandt man kun hans finger med ring på, der er både alvor, humor og følsomme øjeblikke.

Det er vel det, som livet går ud på. At vi har erindringer nok til at fortælle historier når vi bliver gamle. Der bliver også sunget i forestillingen. Publikum nynner med. Clara Ellegaard synger:
'Det er svært at være menneske - jeg har prøvet det selv.' Det kender vi nok. Ja.

Tag din bedstefar eller bedstemor i hånden, og få en hyggelig teater oplevelse på Lokalcenter Møllestien. Historier fra et langt liv, med kaffe og blødt brød til. Jo jo, den er fin, Anekdoter fra Møllestien.

Anekdoter
Relevans Alle vores gode historier fra hverdagen er deres vægt værd i guld, og det er måske den vigtigste arv vi giver videre.
Medvirkende Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne. Alle fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.
Instruktør er Sargun Oshana.

Aarhus Teater: Anekdoter på Lokalcenter Møllestien

Historier fra dengang bedstemor mødte bedstefar

5. juni 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det er de gamle mennesker som afslører de søde, sjove, private og rørende historier fra deres ungdom. Det er blevet til forestillingen Anekdoter som Aarhus Teater opfører på Lokalcenter Møllestien denne sommer. Unge skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus danser og fortæller - giver anekdoterne liv, mens publikum drikker kaffe og spiser kage.

Anekdoter må absolut være sommerens bedste underholdning for alle os der elsker de historier som kun gamle mennesker kan fortælle. Historier om kærlighed, at være ung, ny i livet, dengang i 1900-og-meget-længe siden. Det var før Facebook, Twitter og Tinder - hvordan kunne de overhovedet finde ud af hvordan man gør? Og hvad gjorde de? Hvordan blev man kæreste i gamle dage, og hvad siger man i grunden når man møder Karen Blixen ansigt til ansigt?

Anekdoter
Instruktør er Sargun Oshana.
Skuespillerne er Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne.
Spillested Lokalcenter Møllestien, Grønnegade 10, Aarhus C

★★★★★Anmeldelse: 'Den Grønlandske Mand', Teatret Svalegangen

Angutivik bankede mig i femte klasse

8. maj 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg fik bank af en grønlandsk dreng i femte klasse på Taulov skole. Det var velfortjent. De var tre voksne om at fjerne hans fingre om min hals. Gårdvagten, min regnelærer og dansklæreren. Lige siden var han min helt, efter jeg kom til bevidsthed. Halvt så stor som jeg, var han. Han havde lange muskler, smalle og hurtige. Mine muskuløse lår var lavet af grøn sodavand og pomfritter. Den dreng havde en bisons hjerte, mens mit sad i brystkassen som en skræmt kanariefugl.

Nu er han vendt tilbage, sammen med sine venner, på scenen på Svalegangen.
Den grønlandske mand. Den rigtige mand. Jeg har sagt min kæreste skal ikke se den forestilling.
Den vil bare forvirre hendes forestilling om mænd.

Den Grønlandske Mand er dramatisk, sjov, folkelig, indsigtsfuld. Lyden er helt i top, hvilket er grundlaget for al film og teater, og en kærkommen perle i min teater-østers.
Nyd den lyd.
Ahhh.

Skuespillerne er bedre end hinanden. Du vil mærke sveden pible frem når Hans-Henrik Poulsen synger dybt så det runger i fjorden og isbjergene kælver. Bagefter plukker han de hvide fjer af dine vinger, og siger du skal holde op med at behandle grønlænderene som polarnegere. Av.

Du vil elske Miki Jacobsen der springer ud med en popsang ingen pomfrit-dreng kan matche: 'If you want to break free'.

Klaus Geisler er mester i komisk teater, og pludselig vælter tragedien ned over vores hoveder, fordi en dansk læge har steriliseret ham ved et uheld, og nu er hans liv slut. Stærk scene.

Kristian Mølgaard, det var nogen i din slægt der bankede mig, det er jeg sikker på. En sej og udtryksfuld skuespiller.

Det afhænger af om jeg tænker de grønlændere er ude af stand til at styre deres eget land. Så skal jeg, så vi kan slukke den sidste rest af dumhed på planeten.

Eller hvis jeg har romantiske forestillinger om trommedans, og kajakker der glider gennem isvandet med en lille solbrændt gut med pagaj og hvid anorak. Så skal jeg bestemt se den teater-forestilling. Den Grønlandske Mand er ikke Onkel Toms Hytte.

Den Grønlandske Mand er 9-årige drenge der sælger hash i Nuuk udenfor Brugsen. Den er smuk scenografi. Den er jagt på den bison, afhudningen og jublen. Den er glatbarberede fisser, unge mænd der overgår hinanden i pornografiske historier. Den er den unge mand der har gået så meget grimt igennem som barn og ung, og nu er hans jolle rendt på et skær og den synker. Under ham venter hundredvis af meter med iskoldt vand.

Den Grønlandske Mand er trommedans som driller finansfolk der har solgt Grønland til Kina og tager morgenbad i powerpoint. Den er Kurt fra kommunen. Den er kvinden der finder sin mand hængt, den er dronningen der siger 'Gud Bevare Danmark'.
Men det er Grønland.
De er grønlændere, og de er stolte af det.
Og det kan jeg ikke lære noget af. Jeg lærte det hele i et frikvarter i femte klasse.

Angutivik - Den grønlandske mand
Dramatiker Niviaq Korneliussen
Instruktør Hanne Trap Friis
Skuespillere Klaus Geisler, Kristian Mølgaard, Hans-Henrik Poulsen, Miki Jacobsen
Lyddesign Siri Paulsen.
Co-produktion Teater Freeze Productions og Grønlands Nationalteater.

Genkender du dig selv som dansker?

Hvem er dansk? Os der ikke snakker med folk i bussen? Teatret Svalegangen.

27. september 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Her er en sjov komedie om kærlighed. En flygtning kommer til Aarhus og skal lære at blive dansk. Forestillingen er fri for moralske pegefingre eller krig, det er ikke synd for nogen!

Vi følger en ung syrisk mand på sin rejse i Aarhus, hvor du sikkert kan genkende mange af scenerne fra dig eget liv. For eksempel at vi danskere, vi snakker ikke med fremmede mennesker i bussen, det gør vi bare ikke. Vi vil gerne sidde i fred, selvom ingen af os helt forstår hvorfor det er sådan, at være dansker!

Du kan se 'Dansk' på Teatret Svalegangen.
Stykket er skrevet af Aleksa Okanovic.