Foto: Fotografen.dk
Stykket er forfriskende i sin historie om Grønlands frihedskamp. Det står til 4 stjerner. Men da jeg er en gammel hvid dansker, er jeg nødt til at give 5 stjerner og en undskyldning. Uretfærdigt, fordi stykket er præget mere af brændende frihedskamp end traditionel dramaturgi, men Grønland har i 200 år fået for lidt. Sådan er det at være Danmarks Gaza-stribe, Danmarks Krim-halvø, Danmarks bomulds-plantage, Danmarks koloni. Man får for lidt, mens Danmarks kongehus smiler kærligt, og danske firmaer tjener milliarder på at drive kolonien Grønland. Så det er retfærdigt med de 5 stjerner.
Kim Leine med høj potens
Kim Leine har skrevet stykket. Han er vild med fakta, og det går ud over de hvide i publikum, mens inuitterne i Teatret Svalegangen griner lykkeligt. Jeg vidste da ikke, at Danmark er en slyngelstat som i 1953 gjorde Grønland til et amt (!) for at køre udenom FN's krav om at give kolonierne fri. Der er så meget jeg ikke ved, så jeg føler mig tryg i Kim Leines univers.
Spærret inde i et TV studie
Aviana Steinbacher har karisma, og maven indspændt i dynamit. Der skal være hygge i TV studiet. Den amerikanske ambassadør. Den danske statsminister. Oligarken Maxim fra Rusland. Isak, den grønlandske formand for de forholdsvis få lokale politikere. De regner hende ikke for noget. En ung grønlandsk kvinde, "du kan tage min kuffert og skaffe mig en kop kaffe!" Men den unge kvinde har andre planer. TV studiet bliver låst af, bygningen er fyldt med dynamit. Nu vil hun have at Rusland, USA og Danmark bliver enige om at gøre Grønland frit igen.
Det har de ikke været i flere hundrede år. Nordmændene, svenskerne, vikingerne og danskerne har rendt rundt på 'verdens største ø' (Man ville aldrig kalde Europa for verdens største ø, vel?). Rendt rundt og gjort grønlandske kvinder gravide, så faktisk ingen i Grønland egentlig ved, hvor meget grønlandsk blod de har i årene. (Sådan er det også at være dansker. De oprindelige danskere jagede vi for 1800 år siden op nord for Limfjorden, hvor de stadig bor, kimbrerne. Vi andre er et orgie af svenskere, tyskere og mongoler. Sådan er den rigtige danskers blod.)
Kan du skifte min blod, kan du give min indre dansker elektro-shock, kan du give ham en blå pille så han forsvinder?
Nu skal ikke alt handle om Aviana Steinbacher, men hun leverer altså et fangende og følsomt portræt på scenen af det her dilemma: 'Hvem er jeg? Jeg har både grønlandsk og dansk blod i årerne! Det kribler under min hud. Brænder i mig. Jeg vil kaste min danske blod bort'.
Det kan man ikke, men med lidt held kan man kaste de danske koloniherrer i Nuuks havn. Eller gøre dem til slaver på en af rejebådene fra Royal Greenland som er med til at skaffe penge til øen. Måske ansætte danskerne som skolelærere, læger på hospitalet, politifolk og hjemmeværnsfolk?
Det er et kompliceret forhold
Tvangsægteskabet mellem Danmark og Grønland knager i fugerne. De unge vil være frie. De er så få mennesker på Grønland, at de er færre end de oprindelige indbyggere i Kuwait. Måske kan de blive lige så rige, hvis de er klar til at risikere den rene natur med uran-miner og olieboringer?
Det er kompliceret. De unge siger, "nej, det er nemt! Vi vil være frie." På scenen bliver Grønland frit igen. Stykket 'Det Arktiske Topmøde' er på den måde inspirerende for frihedskampen på Grønland. Det er ikke set før (synes jeg), og på den måde er Grønland allerede frit igen efter premieren på Teatret Svalegangen. Al frihedskamp folder sig ud gennem kunsten.
Tak for den oplevelse.
Det Arktiske Topmøde af Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis
Medvirkende Klaus Geisler, Helene Kvint, Aviana Steinbacher, Mette Kolding, og Mikhail Belinson.
Scenografi Signe Krog
Lyddesign Hans-Ole Amossen, Tuomas Rounakari
Lysdesign Morten Ladefoged
Videodesign Michael Lindskov Jacobsen
Kostumedesign Marianne Meyer
Produceret af Teater FreezeProductions.
Ambjørn Happy, Kulturnyt.net
beskytter