Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Svalegangen
Klik på nogle af historierne og læs mere om Svalegangen.
Teatret Svalegangens ny sæson 2026/27
Kunsten åbner munden og taler ud
8. maj 2026.Kulturnyt, Teater
Teatret Svalegangen lader kunsten tage ordet i den ny sæson. Det sker i en tid hvor ytringsfrihed og kunstnerisk frihed møder stigende pres. Teatrets direktør Per Smedegaard beskriver sæsonen 2026/27 som en "aktiv stemme". Han peger på teknologiske og politiske strømninger der udfordrer kunsten. Teatret vil sætte tidens tanker og følelser i bevægelse.
Den ny sæson undersøger magt normer og fællesskaber. Den viser mennesker fanget i systemer der former deres liv.
I 'Ellen Babic' udfolder et intenst magtspil sig i kærlighedens gråzoner. Spørgsmål om køn, ansvar og grooming trænger sig på. Skyld fordeler sig ikke altid som forventet.
'Vi er her endnu' bruger sort humor til at se på en psykiatri under pres. Fire patienter besætter en lukket afdeling. De gør oprør mod et system der kontrollerer mere end det behandler.
'Fri os fra det kønne' spejler nutidens krav til kvindekroppen. Den trækker tråde til historiens heksejagter.
'United Change 2026' flytter kunsten ud på gaden foran teatret. Den skaber nye møder og friske blikke på en fælles fremtid. En gratis oplevelse 4 dage i starten af september.
Publikumssuccesen 'Forestillingen om mor' vender tilbage. Den tager fat på moderskabets idealer.
'Moloch – en fortælling om mit raseri' vender også tilbage. Den udfolder den moderne mands sårbarhed.
Sæsonen tegner et billede af en samtid i opbrud. Individet reforhandler hele tiden sin plads. Det sker i relation til normer, systemer og fællesskaber. Scenekunsten spejler ikke bare virkeligheden. Den udfordrer den også, lyder det fra Teatret Svalegangen.
- Kunstens ret til at tale frit er ikke givet på forhånd. Den skal bruges, insisteres på og forsvares, siger Per Smedegaard.
Samlet set byder sæsonen på stærke fortællinger. De inviterer til eftertanke om de strukturer vi lever i. Det er scenekunst med både dybde og relevans.
Tjek Kulturnyts kalender for sæsonens forestillinger på Teatret Svalegangen.
Teater
Foto: Anders Teibel
★★★★Anmeldelse 'Kattegatforbindelsen', på Teatret Svalegangen
Skal en stærk bro bygges med kærlighed, eller med beton?
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af Kattegatforbindelsen: Folket har talt - Vi vil igen være samboende hen over Kattegat. I Istiden har Samsø frakoblet sig fastlandet og nu må menneskeheden bøvle med at få den indlemret igen med broer og med alliancer af enhver slags.
I aften er der møde i 'Sambiosen' på Samsø. Et møde der stiller skarpt på samfundets hidsige ønske om kontrol, op imod menneskets behov for natur og forbindelse med hinanden. Den nye satiriske farce 'Kattegatforbindelsen' fra Teatret Svalegangen er en underholdende forestilling til 4 stjerner.
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Vi inviteres ind i de bløde hjerters stue. Historien i 'Kattegatforbindelsen' er en karakterdrevet fortælling. Her forsøger Samsøboerne at balancere de nye tiders fremdrift med deres kærlighed til det daglige liv.
Vi møder befolkningen der siger: '...Vi er ret dårlige til at snakke sammen, når vi er uenige...' og '...Vi må hellere ikke blive så meget uvenner, at vi ikke kan spille bordtennis sammen bagefter i klubben...' Vi er i Sambiosens midte, som de kalder deres mødested.
Det er svært for befolkningen på den lille ø i Kattegat at debattere. Den nye Trafikminister, glimrende spillet af Maja Juhlin, er sejlet ind fra 'Kjøvenhavn' sammen med sin spindokter. De har ikke på samme måde problemer med at vinkle og give retoriske bud og skud ind i debatten. De vil have en bro, så de hurtigt kan komme fra København til Aarhus.
Det er heller ikke svært at ytre sig for de unge aktivister der gerne stiller deres krop og sjæl til rådighed for en god sag. Persongalleriet folder sig ud med satire og kritik af den svære forbindelse mellem mennesker. Replikker der bliver leveret underholdende af teamet.
Et kunstgreb der giver teaterstykket 'Kattegatforbindelsen' sit særlige præg, er en voice-over af Tv-guruen Søren Ryge Pedersen, indvævet i forestillingen. Som en lydfil der både har form som historiens fortæller, og som en lurendrejer-stemme der forsøger at farve spillet. Den folkekære entertainer, der i mange år har luget om danskernes aftenkaffe, messer lune og hygge ind på publikumsrækkerne hvilket løfter stykket, synes jeg.
I forestillingen 'Kattegatforbindelsen' laver de et underfundigt forsvar for det bløde hjerte. Forskellige mennesker der kæmper for sagen, men som egentlig er mere optaget af at finde en forbindelse med hinanden. Jeg ser det som en hyldest til hverdagen, og måske også en lille kritik af, at vi helt kan glemme at holde fast i det oprør, som vi også nogle gange må gøre, når samfundet er for grådigt i sin fremdrift... Tør vi stå ved os selv på dette punkt?
Tak til teamet bag for den oplevelse.
Kattegatforbindelsen, af
Teater anmeldelse
Photo: Henrik Ohsten★★★★Review 'My father can fly', Livingstone's Cabinet at Teatret Svalegangen
Her father was crazy, but then he hanged himself
23. marts 2026.Kulturnyt, Ambiorn Happy
A fine little piece about the director’s father who was crazy, and he commits suicide. So there she stood,
Nina Kareis’ father was sometimes a fantastic character who shouted “shit and piss” in church, and at other times he was sectioned and given electroshock treatment. He loved his green Saab 96 (two of them), and he bought himself a bow and arrow. I tell you, the audience was scared when he aimed the bow at us and fumbled with the arrow. Our row in the auditorium at Teatret Svalegangen was right in the line of fire – genuinely frightening.
Much of Nina’s childhood was shaped by this whimsical father with a huge imagination. He believed you could buy a bottle-green fibreglass boat and sail around Denmark with your daughter, so that’s exactly what he did.
You will love the set design – go and see the show – it forms part of the portrait of the girl’s father, the girl who is now an adult director. A simple wooden crate stands on stage, and this crate is deconstructed as the father’s manic-depressive story is painted before us. Graphically beautiful and it adds real context to the piece.
You will also love the music. It is Pete Livingstone who creates the moods and melodies. Sad, happy, Bob Dylan-esque, classical – spiced with well-chosen suspense effects. Extremely impressive work by Livingstone; he can play music on all instruments – violin, piano, guitar, synth – a great musician, in my opinion. His work perfectly suits the piece and frames the portrait of the mad father.
The acting is a monologue in the form of a voice-over, where the performers provide bodies and movements to what is being told. Original and absurdly effective. The actors wear masks created by Julie Forchhammer. There are bears, doves, crocodiles, herrings and so on. Absurd and very well executed.
My Father Can Fly based on an idea by
Teater review
Foto: Henrik Ohsten★★★★Anmeldelse 'Min far kan flyve', Livingstones Kabinet på Teatret Svalegangen
Hendes far var skør, men så hængte han sig
23. marts 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Fint lille stykke om instruktørens far der er skør, og han begår selvmord. Så stod hun der,
Nina Kareis far var nogle gange en fantast som råbte "pis og lort" i kirken, og andre gange var han indlagt og fik elektrochok, han elskede sin grønne Saab 96 (2 styk), og han købte sig en flitsbue. Jeg siger dig, publikum var bange da han sigtede på os med den flitsbue og fjumrede med pilen. I salen på Teatret Svalegangen sad vores række lige i skudlinjen, virkeligt skræmmende.
Meget af Nina's barndom blev præget af denne flyvske far som havde meget fantasi, og han troede på at man kan købe sig en flaskegrøn båd i glasfiber og sejle rundt i Danmark med sin datter, så det gjorde han.
Sceneopbygningen vil du elske - gå og se stykket - den indgår i portrættet af pigens far, den pige som nu er voksen og instruktør. En simpel trækasse står på scenen, og denne kasse dekonstrueres i takt med at farens maniodepressive historie males frem. Grafisk flot og tilføjer kontekst til stykket.
Musikken vil du også elske. Det er Pete Livingstone der sætter stemninger og melodier. Traurigt, glad, Bob Dylansk, klassisk - peppet op med velvalgte suspense effekter. Vældigt imponerende arbejde af Livingstone, han kan spille musik på alle instrumenter, violin, piano, guitar, synt - en stor musiker, synes jeg. Hans arbejde klæder stykket og skaber rammerne om portrættet af den gale far.
Skuespillet er en monolog i form af en voice over, hvor skuespillerne giver krop og bevægelser til det der bliver fortalt. Originalt og velfungerende absurd. Skuespillerne har masker på, skabt af Julie Forchhamer. Der er bjørne, duer, krokodiller, sild og så videre. Absurd og velfungerende.
Min far kan flyve efter en idé af
Teater anmeldelse
'Min far kan flyve', Teatret Svalegangen
Et barns øjne på en fars flyvende og faldende sind
11. marts 2026.Kulturnyt, Teater
I forestillingen 'Min far kan flyve' deler instruktør Nina Kareis sin egen barndomshistorie fra Aarhus. Hendes far var praktiserende læge – fuld af livsglæde, musik og store idéer – men også et menneske, hvis psykiske sygdom kunne løfte hele familien til skyerne og pludselig sende den i frit fald.
På Teatret Svalegangen, 23-26 marts.
Flere indlæggelser på psykiatrisk hospital i Risskov blev en del af familiens virkelighed. Gennem barnets blik møder vi en verden, hvor de voksne ikke altid selv kan holde styr på kursen.
Forestillingen kredser om kærligheden til et menneske, der på én gang kan føles som en superhelt og en uforsonlig gåde – og om de tavse hemmeligheder, der ofte følger med psykisk sygdom i en familie.
Nina Kareis fortæller selv, at det har taget mange år at samle mod til at sætte denne personlige historie på scenen. Hun har ladet sig guide af barnets subjektive oplevelse – med plads til både forvirrede minder, galgenhumor og den særlige usikkerhed, der præger sådan en barndom.
Scenisk blander hun livemusik, masker og animation, så fantasi og alvor får lov at gå hånd i hånd. Resultatet er en poetisk og nænsom refleksion over erindring, barndom og det at elske et menneske, hvis indre verden udfordrer alt omkring sig.
Min far kan flyve kan opleves på Teatret Svalegangen i Aarhus fra den 23. til 26. marts 2026.
Min far kan flyve
Teater
Foto: Montgomery★★★★Anmeldelse af 'Jobbet', Teatret Svalegangen
Se 'Jobbet' og find ud af om du er en gryde af aluminium, eller en spinkel kaffekop
14. februar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Jobbet' på Teatret Svalegangen: Problematisk. Vi mennesker er fascinerede af at kigge på mennesker der bliver slået ihjel. Jeg forstår det ikke. Stykket 'Jobbet' på Teatret Svalegangen handler om, hvordan vi bliver påvirket af at se mennesker blive henrettet på internettet, mishandlet seksuelt, skåret i med glasskår og så videre. Konsekvensen er PTSD for de følsomme sjæle af porcelæn, eller ligegyldighed og latter fra de mere hårdføre aluminiumsgryder. Tag dit eget valg: Er du porcelæn eller aluminium? 'Jobbet' er til 4 stjerner. Selv er jeg fortrinsvis en skåret kaffekop i skrøbeligt porcelæn. Ha!
Det fede ved stykket - instrueret af
Vi er hos psykologen. Den unge kvinde Mia - spillet hurtigt og præcist af Rosemarie Mosbæk - hun har set for mange brutale videoer i sit job som censor på et socialt medie. Hun har fået PTSD af det.
Nu er hun til samtale hos psykologen - spillet varmt og troværdigt af Erik Viinberg - for at bliver "rask" igen.
Den store projektion bag de to karakterer, afspejler nogle af de tankesprocesser, billedstorme og angst som Mia indeholder. Det er et flot og effektivt visuelt bidrag til historien, i en scenografi skabt af Nick Pedersen.
Skal vi forbyde billeder på nettet af mennesker der bliver mishandlet? For at beskytte annoncørerne, og beskytte de sarte sjæle som mig?
Næ, ikke for min skyld, fordi billeder dræber ikke. Og hvorhenne skulle vi sætte grænsen? Har du set en MMA gladiator kamp? Eller 1.000 mænd i Bonnie Blue på én dag. Verden er fyldt med grusomheder.
Hvad med om vi bare forbød grusomhed?
Men det er problematisk, de billeder vi ser. Måske vi skal forbyde dem? Billeder af ulykker, krig, overfald og så videre. Vi bliver syge i sjælen af at se dem, fordi vi ikke kan gøre noget. Mia er blevet skør i stykket, fordi hun har set mishandling af mennesker, uden at kunne redde dem.
Men hvad med psykologen? Er han i virkeligheden også skør, eller et ubehageligt ondskabsfuldt menneske? Ligner psykologen en mand som Mia har set på nettet, som voldtog sine børn. Er der noget med øreflippen og hans dialekt?
Oplev det for dig selv. En thriller der udspiller sig mellem Mia og psykologen. Han er gammel og har erfaringen. Hun er ung og har en pistol.
Tak for oplevelsen. Den var god. Gå ind og se stykket selv, og tjek ud om du er lavet af porcelæn.
Jobbet af Max Wolf Friedlich
Teater anmeldelse
Photo: Montgomery★★★★Review of 'The Job', Teatret Svalegangen
See 'The Job' and Find Out If You're an Aluminum Pot or a Fragile Coffee Cup
14. februar 2026.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review of 'The Job' at Teatret Svalegangen: Problematic. We humans are fascinated by watching people get killed. I don't get it. The play 'The Job' at Teatret Svalegangen explores how we are affected by seeing people executed on the internet, sexually abused, cut with shards of glass, and so on. The consequence is PTSD for the sensitive porcelain souls, or indifference and laughter from the tougher aluminum pots. Make your own choice: Are you porcelain or aluminum? 'The Job' deserves 4 stars. I myself am mostly a chipped coffee cup in fragile porcelain. Ha!
The best thing about the play - directed by
We are in the psychologist's office. The young woman Mia - played with speed and precision by Rosemarie Mosbæk - has seen too many brutal videos in her job as a content moderator on a social media platform. It has given her PTSD.
Now she is in session with the psychologist - played warmly and credibly by Erik Viinberg - trying to get "well" again.
The large projection behind the two characters reflects some of the thought processes, image storms, and anxiety that Mia carries inside her. It's a beautiful and effective visual contribution to the story, in a scenography created by Nick Pedersen.
Should we ban images on the internet of people being abused? To protect advertisers, and to protect fragile souls like me?
No, not for my sake, because images don't kill. And where would we draw the line? Have you seen an MMA gladiator fight? Or 1,000 men with Bonnie Blue in one day. The world is full of cruelties.
What if we just banned cruelty altogether?
But it is problematic, the images we see. Maybe we should ban them? Images of accidents, war, assaults, and so on. We become sick in the soul from watching them, because we can't do anything about it. Mia has gone mad in the play because she has seen people being mistreated without being able to save them.
But what about the psychologist? Is he actually mad too, or an unpleasant, malevolent person? Does the psychologist resemble a man Mia has seen online, one who raped his own children? Is there something about the earlobe and his dialect?
Experience it for yourself. A thriller that unfolds between Mia and the psychologist. He is old and experienced. She is young and has a gun.
Thanks for the experience. It was good. Go see the play yourself, and check if you're made of porcelain.
The Job by Max Wolf Friedlich
Teater review
'Kattegatforbindelsen' - ny satire på Teatret Svalegangen
10. februar 2026.Kulturnyt, Teater
Teatret Svalegangen tager os med på en tankevækkende rejse. Forestillingen 'Kattegatforbindelsen' zoomer ind på drømmen om en fast bro mellem Jylland og Sjælland.
Idéen dukkede op i 2019. Den lovede kortere rejsetid og bedre sammenhæng. Men planer om motorvej over Samsø har sat gang i stor debat.
Dét spørgsmål hænger i luften. I stykket møder vi et broget persongalleri. Naturforkæmperen Steen vil bevare stilheden og landskabet. Politikeren Eva Jakobsen ser broen som et must for Danmarks fremtid. Unge idealister tvivler. Lokale beboere frygter at miste deres hjem.
Konflikten bliver både personlig og stor. Instruktør Per Smedegaard holder balancen uden at tage parti. Han selv mærker både fordele og ulemper. En time kortere til København lyder rart. Samtidig er CO2-udledningen svær at ignorere. Satiren bliver et åbent rum for alle synspunkter.
Søren Ryge leder os igennem med sin rolige fortællerstemme. Han binder historien sammen med eftertænksom charme. Naturen og de stille konsekvenser får lige så meget opmærksomhed som de højrøstede argumenter.
Kattegatforbindelsen får danmarkspremiere på Teatret Svalegangen 2. maj 2026. Spilletiden løber til 30. maj. Teksten er skrevet af Thomas Markmann.
Kattegatforbindelsen
Teater
Foto: Henrik Ohsten★★★★Anmeldelse 'Krigsbørn' på Teatret Svalegangen i Aarhus
Hvis du græder, så bliver du skudt
22. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Krigsbørn' er en multi-monolog til 4 stjerner på Teatret Svalegangen. 5 skuespillere fortæller om hvor synd det er for russerne. Du kan opleve cirka 20 obduktioner fra anden verdenskrig, hvor børn fortæller hvordan det var at opleve mord begået af tyske soldater. 2 timers obduktioner, blandet op med Yulia Lystbæk som fortæller at hun skammer sig over at være russer i Danmark i dag.
Stykket 'Krigsbørn' består af 5 skuespillere som på skift fortæller om død og ødelæggelse under anden verdenskrig. Jeg skal da lige love for at instruktøren Andreas Dawe har den store kødsav fremme. Jeg havde slet ikke en forestilling om, på hvor mange måder man kan blive dræbt af en tysk soldat.
Hvert drab bliver faktuelt obduceret og fortalt af et barn, baseret på den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog, "De sidste vidner".
- Jeg husker det var vinter. Så blev min mor skudt, faldt omkuld i sneen, frakken åbnede sig og blodet væltede ud på den hvide sne.
- Min mors hår stod i flammer, og der var også flammer i lillebror. Mig og min lillesøster kravlede over dem og kom ud i haven, mens huset brændte.
- Jeg husker min mor stod nøgen i sneen. De havde skåret brysterne af hende og spiddet hende. Hun var helt hvid på grund af kulden.
- Jeg husker der kom en tysk soldat ind i stuen og skød med sin maskinpistol. Jeg faldt ned bag dragkisten. Da jeg vågnede gjorde det ondt. Jeg var blevet skudt 9 gange. Sådan lærte jeg at tælle.
Et højdepunkt i stykket er en dukke, som Yulia Lystbæk styrer. Dukken har den nænsomhed, forsigtighed og tilknytning til menneskene som krigens børn selv mangler, fordi den er blevet revet ud af deres hjerter.
Det forfærdelige i stykket er at indse, hvor skadelig krig er for vores følelser. Der er ikke plads til følelser i krig. Kun obduktioner, død og overlevelse.
I en af monologerne siger en pige: "Du må ikke græde. Tyskerne kigger på dig med hårde øjne, og hvis du græder, skyder de dig. Bare sådan der. Hvis du græder, så bliver du skudt." 'Krigsbørn' forsøger med instruktøren Andreas Dawe - kendt for at være imod krig og pro-humanist - at sætte rædslerne op på en sådan måde, at publikum kun kan være enige om at stoppe Ruslands krig mod Ukraine. Fordi krig er forfærdelig. Men alle obduktionerne i stykket handler om, at det er synd for russerne. Og Yulia Lystbæk forholder sig til Putins krig mod Ukraine sådan her: "Jeg skammer mig over at være russisk i Danmark". Hun siger ikke et ondt ord om Putin. Svagt, men hvad ved jeg? Russerne er kendt for at give gift til Putins modstandere i Europa. Måske er hun bange for at drille Ruslands diktator? Ved det ikke. Men for mig er 'Krigsbørn' mislykket, eller enøjet. Sentimentalt. Grædende: "Det er synd for os russere!" Andreas Dawe kunne have krydret obduktionerne med historier fra Ukraine, sådan at budskabet fremstod mere klart: "Uanset din nationalitet, så er det en tragedie for børn at opleve krig." Det synes jeg. Sådan er det. Teater er ikke den øverste hylde i lykkehjulet. På sin egen præmis er 'Krigsbørn' okay helstøbt. Synes jeg, men se selv stykket. De synger på russisk, og de fortæller den russiske side af fronten. Jeg har det omvendt. Mine børns bedstemor stod ved siden af sin far under 2. verdenskrig, da faderen tager lighteren frem og tænder ild til en fakkel. Hun er 6 år gammel, børnenes bedstemor. Faren kaster faklen mod familiens hus som begynder at brænde. Så kører de ud af landdbyen, med kursen bort fra Karelen, mens de russiske soldater rykker frem. Hele landsbyen står i flammer, kan pigen se ud af bagvinduet på den store amerikanske stationcar, hun ser den brændte jords taktik udført af finnerne. Hendes barndom udslettet af hendes egen familie. Den lille pige hadede resten af sit liv alt russisk. En fantastisk kvinde, en Sisu-kriger, men også med visse empatiske blindgyder. Følelserne i hende brændte op sammen med familiens hus som barn. Faren blev skør og narkoman med eget apotek. Hendes datter blev halv-kriger. Hendes børn kvart-krigere. Først 4. generation ser ud til at være næsten-normale. Sådan er krigens børn. Måske vi holder med Gaza, eller med Israel, eller med Rusland, eller med Ukraine. Men børnene må vente på at blive oldeforældre - 4. generation - inden krigens ufølsomhed er gennemvasket med tårer og følelserne atter kan blomstre i os, og krigeren kan gå på pension. Jeg læser Forpost fra Krim. Mine naboer her i huset er ukrainere på flugt. Mine børns familie hader Rusland. Jeg er vild med Putins klare sind og faktuelle synspunkter, men jeg er ikke så begejstret for at mine ukrainske naboer nu skal lære dansk som voksne. Fordi det er et svært sprog. Og de savner deres hjemland. Krig ødelægger vores humane følelser, så vi bliver krigere uden nåde. Vi kan altid genopbygge byerne på 5 år. Men at genopbygge krigens børn, sådan at de igen kan blive fredelige, det tager 4 generationer. 100 år. Tak til Yulia Lystbæk, Andreas Dawe og Teatret Svalegangen for oplevelsen. Måske er det virkelig på tide at vi stopper krigen i Ukraine? Måske, men først når vi har tævet Trump, fordi han vil stjæle Grønland? Og russerne skal også have tæsk? Først derefter kan vi vælge freden? Eller hvad synes du? Krigsbørn
Teater anmeldelse
'Jobbet', amerikansk thriller på Teatret Svalegangen
Digital udmattelse som psykologisk thriller
27. november 2025.Kulturnyt, Teater
Mens Folketinget netop nu diskuterer forbud mod sociale medier for børn under 15, retter Teatret Svalegangen spotlyset mod de voksne - dem der professionelt befinder sig på første række i det digitale helvede.
I den amerikanske dramatiker Max Friedlichs nådesløse kammerspil-thriller 'Jobbet' møder vi content moderatoren Mia – en højt specialiseret tech-arbejder. Hendes daglige virke består i at slette det mest grufulde materiale fra nettet.
Årtiers eksponering for vold, overgreb og had har sat sig som et permanent filter i hendes nervesystem. Nu er filteret revnet. Med en ulovlig pistol i tasken træder hun ind i et lukket terapirum, hvor grænsen mellem traume, virkelighed og iscenesat kontrol kollapser totalt.
'Jobbet' er en hyperintens duel mellem en udbrændt moderator og hendes terapeut. Stykket er en scenisk undersøgelse af hvad der sker, når den menneskelige psyke udsættes for konstant toksisk input uden mulighed for reel afkobling.
Stykket udspiller sig i realtid i et sterilt terapirum, hvor visuelle og auditive manifestationer fungerer som forlængelse af Mias dissociative tilstand: skærmflimren, notifikationer og hviskende algoritmer banker på væggene og gør rummet til en forlængelse af det internet, hun forsøger at flygte fra.
- Vi er blevet en generation, der lever med konstant kognitiv overload, siger instruktør Camille Sieling Langdal. - Friedlich stiller det ubarmhjertige spørgsmål: Hvad er et menneske værd, når dets primære funktion er at absorbere andres mørke, så resten af os kan scrolle videre i fred? Terapirummet i stykket er ikke et helle – det er en arena, hvor samfundets digitale traume forhandles i realtid. Og nej, terapi alene redder ikke en sjæl, der er blevet til algoritme.
Mens dansk politik fokuserer på at beskytte børn, peger amerikanske data på en voksenkrise i fuld udvikling: Ifølge Staffing Industry Analysts’ rapport fra juli 2025 oplever 67 % af amerikanske lønmodtagere mindst ét klinisk symptom på burnout.
'Jobbet' fungerer som et dramaturgisk ekko af denne kollektive udmattelse – et stykke der dissekerer, hvad det vil sige at være menneske i en økonomi, hvor empati er blevet en arbejdsopgave og grænsen mellem skærm og nervesystem er opløst.
Velkommen til frontlinjen. Den er allerede inde i hovedet på os.
'Jobbet', at Max Wolf Friedlich
Teater
★★★★★★Anmeldelse af 'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen
Det er faneme godt teater, det er det
15. november 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Oles nye auto' på Teatret Svalegangen: Krigen er slut. Jeg græder aldrig, men det gør jeg nu, efter vi har forladt 'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen og vandrer ned gennem gågaden. En mand spiller spansk guitar, der er julelys i aftenmørket, mænd og kvinder går gennem gaden, skulder ved skulder. Går forbi Rema. Vores glade kassemand stråler selvom vi kun køber 2 pakker buillon, 3 tomater og en flaske rødvin.
Der er en hel Volvo Amazon på gulvet, scenen i Oles autoværksted. Ikke sådan noget "vi-lader-som-om" og sammenflikket i pap, eller tegnet med en videokanon på en hvid skærm.
Nej sguda, en rigtig bil. Volvo'en kan ikke køre, fordi den mangler sin motor, og den står til højre på scenen på nogle opstablede træpaller, spændt fast til den blå kran, en motorløfter fra AC Hydraulic i Viborg. Løftevne: 1 ton.
De sædvanlige Michelin plakater og tabeller for lufttryk på væggene. En værktøjsvæg, og midt på dén en Milwaukee halv tommer skralle, den hellige gral for enhver mekaniker.
Et kontor. Stole. Kaffemaskine.
Er der kaffe på kanden? You bet. Varm.
Løfter skuespillerne de 150 kilo jern, skubber B18-motoren rundt på scenen, og lægger den ned i motorrummet på bilen?
Naturligvis. Det er teater for mænd. Ikke noget vi leger. Mande-teater.
Mænd er konkrete. Derfor har jeg masser af beundring for scenens opbygning, skabt af
Ind på værkstedet kommer nu to mænd fra et firma der sælger elbiler. De vil købe værkstedet. Fremtiden er elektrisk - det må han forstå - og der er ikke nogen planet B.
Mekanikeren Ole er blevet for gammel. Det ved han, men han ved ikke om non-binær er en tarmsygdom eller måske noget fra helsekost butikken. Han forstår ikke yoga retreats i Sverige, eller sin frigjorte datter, eller konens vrede, og faktisk forstår han ikke engang striptease på værtshuset længere. Han har fået sygdommen der hedder: Hvid, mand, 50, færdig.
Verden er blevet så mærkelig, synes han. Bare han dog kunne få lov til at sætte sin Volvo Amazon i stand, kommer ud og køre i den!
Oles liv er kørt af sporet. Fuck da også.
Eller på mande-dansk: "Jeg har slør i forbroen, mine styrekugler skal skiftes".
Med andre ord: "Fuck da også!"
Der er virkeligt gode skuespillerpræstationer også fra de andre 4 på scenen rundt om Ole.
Ros leveret. Hæng på. Nu bliver det alvorligt.
Der er for mange ord i verden. Du har allerede læst 700 her, selvom fire er nok: "6 stjerner. En sensation."
Hvorfor taler vi så meget? Ole forstår det ikke. Folk taler om deres følelser. De taler om klimaet. Om deres seksualitet. Deres skuffelser. Deres vrede.
En rigtig mand gider ikke tale så meget, om så mange ting. Han vil meget hellere handle.
"Kærlighed er noget vi mænd viser i vores handlinger!", siger han. Det kender jeg. At være mand er mere et job, end det liv hvor man sætter sig til rette og kører søndagstur gennem livet. Det er hårdt arbejde, at være mand.
En mand skal præstere! Beskytte! Finde løsninger! Få det til at fungere!
Bare at sidde stille og mærke sig selv, og snakke. Ingen mand gider det, hvis han hedder Ole og har et gammelt autoværksted. Han vil hellere arbejde.
Måske du kender sådan en mand. Fra indersiden af huden, eller fra din familie?
Du føler med ham. Måske du elsker ham. Og du ved, at han skal begynde at tale om sine følelser, sine tanker og sin vej gennem livet.
I stykket 'Oles nye auto' hører du for første gang på dansk teater en 50-årig, hvid, maskulin mand tale om sit liv. Og du får endda en opskrift med hjem: "Sådan lærer du at blive dig selv, som mand."
Nå, ikke flere reklametrommer. Se stykket. Måske du ikke kommer til at græde som jeg. Men det er faneme godt teater, det er det.
Krigen er slut.
Oles Nye Auto
Teater anmeldelse
Backstage 'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen
Skal der mandelolie i en Volvo Amazon?
14. november 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Teatret Svalegangen giver dig 'Oles Nye Auto'. Det handler om mænd, hvide mænd midt i livet som er i krise. Ole er mekaniker, han forstår gamle biler, men det er lidt mere svært at forstå unge mennesker. Hans kone vil skilles. Kaos og krise. Skal han sælge værkstedet til en forhandler af elbiler? Og hvordan får man i grunden børn uden at de har en far?
Vi sidder i en gammel bil midt på scenen på Teatret Svalegangen.
Så triller vi, i en Volvo Amazon på Svalegangens Teater!, siger jeg.
- Det kan jeg love dig for. Og den er ægte, ja. Det er ikke bare en kulisse, det er faktisk en ægte bil vi sidder inde i, fortæller instruktør Morten Lundgaard.
Som har været ude at køre på vejene?
- Så vidt jeg er orienteret, så har den kørt indtil en gang i 70'erne.
Og hvad er det her for en forestilling?
- Jeg blev selv 50 år for snart to år siden, hvor min læge sagde, at nu går det ned ad bakke herfra. Stykket handler mest af alt om det her med at skulle forholde sig til at være midt i livet.
- Og i Oles tilfælde her, er det jo et liv der bliver vendt op og ned på et døgn, fordi hans kone vil skilles. Der kommer nogle elbilsforhandlere og vil købe hans værksted. Og så er der en samfundsdebat der hedder, at hvide privilegerede mænd - lidt groft sagt - bare skal holde deres kæft og acceptere, at der er nogle nye der skal til.
- Så han er i en stor 50-årig krise og må nok lave sig selv om for at kunne klare sig i den ny tid. Og det er det, der er forestillingen.
Okay. At historien foregår på et værksted, smitter det af på replikkerne, eller sproget, eller jargonen?
- Det er klart, at værkstedet er valgt fordi det er et mande-fag. Og det passer godt til en karakter, som har stået stille i lang tid. Det er i hvert fald det han får at vide, siger Morten Lundgaard.
- Og det er også meget typisk mandet at være tilfreds. Man behøver ikke udvikle sig. Hvad er der i vejen med at tage på ferie til Fanø? Vi kommer også på skiferie! Altså der er noget trivialitet som går igen her i værkstedet. Og det bærer også præg af, at det har været brugt i 25 år. Tingene er ikke blevet flyttet, siden de blev sat.
Du har i din karriere været instruktør på 'No Regrets', som jo også handler om meget maskuline mandetyper. Er det noget, der er interessant for dig? Hvad er maskulinitet, og hvad er en mand?
- Ja, det korte svar er ja. Når jeg kigger tilbage på min karriere, så er der flere forestillinger som handler om mænd, end det handler om kvinder. Jeg synes, jeg skal lave teater eller kunst om det som jeg selv ved noget om. Og jeg ved jo noget om at være en mand, fordi det er jeg, siger Morten Lundgaard. - Og så har vi nu kønstdebatten, oveni. Jeg synes næsten ikke jeg kan finde ud af det mere. Nej? Hvad kan du ikke finde ud af? - Jeg anerkender og respekterer de fleste mennesker, og det vil jeg rigtig gerne have som livspræmis. Tag alle folk ind til dig, og tag alle mennesker alvorligt, siger Morten Lundgaard. - Men for 10 år siden var der ikke nogen der identificerede sig som kat. Jeg tror det ikke. Det er min egen tese, og hvis du sagde, at du identificerede dig som kat for 10 år siden, så havde du ikke fået lov til at være det i skolen. Det er min egen tese. Så hvad er det, den 50-årige mand kan? Hvad er det? - Jamen, jeg synes, at den livserfaring vi har... - og det kan jeg jo opleve på min egen krop, at jeg føler at jeg peaker. Den følelse af at peake, synes jeg selv, jeg skal bruge til at være mere nysgerrig end at lukke mig om mig selv. Og det synes jeg godt kan være svært, fordi jeg er et produkt af den tid jeg er vokset op i. Mandebilledet, har det så rykket sig? - Ja, altså gevaldigt, synes jeg. Og samtidig synes jeg, at teateret som kunstform, der er det vores pligt at udfordre det der foregår. Så selvfølgelig skal jeg også gå til grænsen i forhold til at diskutere et emne scenisk. Det gjorde jeg også med 'No Regrets'. Fedt. Jeg glæder mig til at se den. Tak skal du have! - Det var så lidt. Det var behageligt, siger Morten Lundgaard. 'Oles nye auto' spiller på
Teater
★★★★Anmeldelse 'The Sanjay Shah Shitshow', Teatret Svalegangen
Rige betaler ikke skat, hvorfor skulle de det?
4. november 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
De rige betaler ikke skat. Det gør du. Uretfærdigt? Måske, men så har du til gengæld mange andre glæder i livet. Fuglekiggeri, eller for eksempel at gå i teatret. Her griner folk denne aften på Teatret Svalegangen, når
Det handler om malkekoen Danmark, den fri tyggegummi automat, gratis penge som udlændinge skovler i sig. Takket være Mærsk, EU og en stribe danske regeringer til både højre og venstre i Folketinget. Bankerne og svindlere i Europa og USA har plyndret Skat for 12 milliarder (eller flere), helt lovligt. En sjov historie til 4 stjerner.
Ina-Miriam Rosenbaum er en krudttønde på scenen. Der springer flammende ord og farverige lysglimt ud af hende i en ustoppelig strøm, mens hun forklarer hvordan en lille glad fyr Sanjay fra Indien tømte den danske statskasse for milliarder.
En sjov - og kompliceret - komedie om hvordan den kloge narrer den mindre kloge. De rige har rollen som den kloge, og staten Danmark har rollen som den dumme.
Ina-Miriam Rosenbaum spiller begge roller i et multimedie dramatisk stykke teater dokumentar om Danmarks udmalkning, på tværs af alle partiskel.
Emil de Waal tager sig af trommer og musik. Lækker video og farverig scenografi. Jeg er tilfreds. Men.
'The Sanjay Shah Shitshow' er politisk teater der afslører at kejseren - i Danmark SKAT - ikke har noget tøj på. Skat er nidkær med hvor stort dit transport-fradrag er, fordi du er en af bønderne. Bønder er altid blevet brandbeskattet, mens adel og herremænd og kirken slap fri. Til gengæld, når det gælder de rige mennesker, så ser Skat gennem fingre og åbner sit blinde øje.
Men. Stor og klar forestilling, som er sand. Historien er sand. Skat udbetalte milliarder til svindlere, og det gør de også i dag. Grok det selv. Det er nemlig umuligt at stille krav til de rige. Ingen ved hvem der ejer Danmark, så derfor kan alle - udlændinge - skrive til skat og bede om at få refunderet udbytteskat, som de måske aldrig har betalt.
Men der mangler altså en pointe på forestillingen, synes jeg. Du ved den lange operascene med jeg-dør jeg-dør, eller en uppercut til den særlige danske praksis med korruption til fordel for de rige.
Nu tror du jeg er kommunist? Lidt kommunist er man vel altid, men nej, jeg betaler ingenting i skat, og jeg elsker i sandhed alle rige mennesker. De har dannelse, yacht, Maserati og bopæl over hele verden. Godt humør, har de rige. Men som anmelder savner jeg en pointe i opremsningen af skattesvindel.
Det er som om makkerparret
Tak for oplevelsen på Teatret Svalegangen. Den var sjov og tankevækkende.
PS: Sanjay Shah sidder i Vestre Fængsel. Han venter på at hans advokater får ham frikendt ved landsretten om et års tid. Med milliarder af danske skattekroner i lommen, har han råd til de bedste af slagsen. Det er den rige mands prærogativ.
The Sanjay Shah Shitshow, af Kristian Halken
Teater anmeldelse
Montgomery'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen
Når maskuliniteten skifter gear
2. november 2025.Kulturnyt, Teater
'Oles Nye Auto' vinker farvel til gamle vaner og inviterer til grin i en ny tid. Hænderne sorte af olie. Blikket lidt sløret. En dag får han stød under motorhjelmen. Noget løsner sig. 'Oles nye auto' er en skæv komedie om en mand midt i forandring.
I værkstedet står Ole alene. En umonteret Volvo Amazon venter. Tiden er løbet fra ham. Forestillingen spejler midtvejskrisen. Mange mænd kæmper med klassiske idealer i opbrud. I en tid der skifter.
Efter 'No Regrets' (2022) vender instruktør Morten Lundgaard tilbage.
'Oles nye auto' handler om tab. Omstilling. Men mest om håb. Maskulinitet under revision? Så stil dig i krydset. Vælg retning. Med lethed. Og måske en ny bil.
Oles nye auto af Morten Lundgaard og Troels Engelbrecht
Teater
★★★★Anmeldelse af 'Only the one you love', Teatret Svalegangen
De har mod og bid på hinanden
27. oktober 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Only the one you love': De sidder i en sofa. To unge mennesker kigger hinanden i øjnene. Stykket starter i et intimt øjeblik mellem to mennesker der bor sammen i en et-værelses lejlighed og nu sidder i en bleg sofa. Forestillingen 'Only the one you love' er et up-coming kammerstykke der udvikler sig undervejs til noget der ligner en thriller. Stykket er til 4 stjerner.
Stykket er et parforholdsdrama fra kanten af en afgrund. Josefine Elfrida Hartvig Twistmann har både skabt forestillingen og spiller selv med som den kvindelige karakter. Hendes mand spilles af Rasmus Borst. De to karakterer i stykket står stærkt og ubøjelige når de skændes, men er små og sorgfulde når de bryder sammen i hinandens arme.
Replikkerne er indsmurt i et martyrium af magt og afmagt. Magt til at tage og give hinanden smerte i det der skulle have været et voksent samliv, men i stedet bliver det til en farce af vold og afmagt.
De skal beslutte om de vil have et barn, men de oplever at de bare går rundt i en ring.
Hun råber 'slå mig', (vel for at have magten til at bestemme sig for smerte) og han slår (vel i håb om at stoppe smerten). I virkeligheden er de forrykte begge to. To mennesker der er udpinte af negativ social arv, forsøger at tage livtag om et voksenliv, som de i grunden ikke selv kan døje at være en del af.
Sådan er hjertet i fortællingen, synes jeg, og den giver et fint indblik i et sorgfuldt kammer hvor forbindelsen mellem de to elskende er svær at finde, idet dramaet har sit eget spind.
De to karakterer er temperamentsfulde og giver en god energi i stykket. Det kan jeg godt lide. 'Only the one you love' er en forestilling der er ivrig for at dele noget faktuelt fra mennesker der lever med social negativ arv og de følgevirkninger det fører med sig.
Det er en svær opgave at give refleksioner til et publikum fra dette sted i livet. Fortællingerne kan være så ekstreme at de fleste folk nok ikke helt kan følge med i at man eksempelvis laver 'hjemmeabort' på stuegulvet, eller hvorfor karaktererne forsøger at få den anden person udstillet som et dumt svin hele tiden.
Det er godt at have en stemme og jeg er taknemlig for at teamet her tør fortælle om det ekstreme liv fra en svært fordøjelig afgrund. Teater med kant, synes jeg.
Only the one you love, af Josefine Elfrida Hartvig Twistmann
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse 'Kannibalen' på Teatret Svalegangen
Lidt kannibal er man vel altid
7. oktober 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Kannibalen' på Teatret Svalegangen: Der er 30 kilo godt kød på en voksen mand. Der er helt mørkt i teatret, jeg sidder uroligt. Med de priser Rema har, så er det immervæk et godt tilbud for Armin, da Bernd tilbyder at lade ham spise sig. Frivilligt. (True crime fra Tyskland, Rotenburg 2001). De grønne exit-skilte lyser over nærmeste dør. Fuck, hvorfor skal det være så mørkt? De to tyskere begynder at tale i scenens mørke om drabet på Bernd, og slagtekroge. Det er SÅ langt væk fra min lokale Rema, 'Kannibalen', skrevet af
Det er
'Kannibalen' handler om netop skyggelandet. Den hemmelige lyst til at spise andre mennesker. Den er udbredt. Nogle af menneskehedens dæmoniske skygger, de er kødspisere.
Hos mænd er det mellem 2-5%, og hos kvinder 1-3%, der har fantasier om at dræbe et menneske, riste ham på grillen smurt ind i olivenolie og hvidløg, og efter 40 minutter sætte tænderne i et godt stykke kød.
Dét er mange, synes jeg! 100-200 millioner mennesker på verdensplan har kannibal-fantasier. (Pas på med det, hvem du flasher dit kød til.)
I virkeligheden er det dog utroligt kedeligt. Sidste naturligt levende kannibal åd en mand på Ny Guninea, og det var hans egen skyld. Han var en heks. De var 5 mand til at partere ham, svøbe ham i bananblade, stege ham, og spise ham for at fortære det onde. (De gjorde det for landsbyens skyld).
Kannibalisme er yderst sjælden. I Europa helt uddød, bortset fra 2001 i den tyske by Rotenburg, Armin Meiwes og Bernd Jürgen Brandes.
Hvorfor lave et teaterstykke om det?
Nå, de to mænd møder hinanden, tager hjem til Armins kæmpe slot hvor han lever i et skyggeland. Han skærer penis af Bernd, skærer kødet i 2 stykker, blancherer den, og steger den på panden. (Han gør det af seksuelle årsager).
Sikke noget pjat. Hallo, alle ved at fingerkødet smager bedst! Det står i enhver kannibals kogebog. Vævet i penis er uspiseligt! Allerede her går det galt for vores 2 kannibaler. Kødet er sejt og uspiseligt.
'Kannibalen' er en sjov komedie om to uduelige mænd - den ene IT-mand og den anden ingeniør - som aldrig havde en mor der lærte dem at lave mad.
Tak for oplevelsen. Salen var fyldt med purunge mennesker (19-25), og de var glade for stykket, det kunne jeg høre. Blanke, strålende øjne på vej ud. Måske vegetarer der mødte en ny fantasi? Tak til Lilleøre og tak til Teatret Svalegangen for at lægge scene til.
Kannibalen af Johannes Lilleøre
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse 'Det er ikke Mårup Kirke', Palle Granhøj på Teatret Svalegangen
Jeg ser kroppens poesi på kanten af verden
25. september 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Det er ikke Mårup Kirke': Hans stemme er rolig. Former små billeder med sine ord fra sine erindringer. I Granhøj Dans's nye forestilling 'Det er ikke Mårup Kirke' er Palle Granhøj selv med på scenen. Her folder han historier ud fra sit personlige arkiv over længslernes højder og dybder og tidens gang. Gennem lyd og danseperler oplever publikum dygtige performere, fine musikere, en enestående Baltisk sangerinde og ikke mindst et fire-personers mandekor der alle fletter historier sammen. De fortæller hvordan kroppen husker og erkender gennem det vi længes efter. Forestillingen er et skønt performans digt til 6 stjerner.
På scenen møder vi en ung mand. I hans dans får jeg fornemmelsen af et kærlighedsmøde, - ikke som noget han oplever i dette øjeblik, men som en erindring der fylder ham med glæde og længsel. Han har en hvid løst hængende skjorte på - danser. Bevæger hænderne som sommerfugle, og fødderne som i en vandring, bliver til et løb, bliver til en festdans. Han har et længselsfuldt udtryk i ansigtet og bevægelserne bliver mere og mere intense i hans kropslige fortælling. Jeg får en intuitiv fornemmelse af længsel efter kærlighed, - måske den første kærlighed han oplevede som ung?
Hos en anden ung mand får jeg intuitivt en fornemmelse af, at han længes efter at opleve sin egen styrke. For hver lille sekvens af dansen bliver han udfordret med flere og flere elastikker fra en anden performer på scenen. Elastikker der bliver bundet om hans krop, - begrænser kroppens bevægelser. Jo flere kræfter han bruger på at strække sine bevægelser ud fra kroppen, des mere intenst bliver hans udtryk. Til sidst er kampen for bevægelighed så voldsom at han brøler i afmagt, og jeg fornemmer at hans længsel ændrer sig fra kamp til ønsket om fri bevægelighed. Det har afgørende betydning for dramaet i forestillingen.
Kort efter bliver en kvinde båret ind på scenen omslynget af elastikker. Kan ikke bevæge sig. Performeren der før brølede men netop nu er gjort fri, hjælper med at sno elastikkerne af kvinden, og her bliver hendes dans til en homage til livet, synes jeg. Som en fuglesang. Måske som den lærke Palle Granhøj fortæller poetisk om i et af sine små erindringsbilleder. Måske som en længsel efter mere end det kroppen kan forstå? Forestillingen ændrer sig og bliver i sin sidste skildring af længsel til et requiem.
'Det er ikke Mårup Kirke' er fyldt med inderlighed og poesi. Jeg nød Granhøjs fortællinger, dansernes leg med elastikker som begrænsninger for handling, følsomheden i lydtæppet, - særligt de Baltiske toner fra sangerne, og jeg nød det transformative i fortællingen om menneskets skrøbelighed og styrke.
Tak til teamet bag forestillingen 'Det er ikke Mårup Kirke' og til Teatret Svalegangen der bød indenfor.
Det er ikke Mårup Kirke
Teater anmeldelse
★★★★★★Review 'It is not Mårup Church', Palle Granhøj at Teatret Svalegangen
I See the Poetry of the Body on the Edge of the World
25. september 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Review of 'It Is Not Mårup Church': His voice is calm. He shapes small images with his words from his memories. In Granhøj Dans's new performance 'It Is Not Mårup Church,' Palle Granhøj himself takes the stage. Here, he unfolds stories from his personal archive of the heights and depths of longing and the passage of time. Through sound and dance pearls, the audience experiences skilled performers, fine musicians, an exceptional Baltic singer, and not least a four-man choir that all weave the stories together. They tell of how the body remembers and recognizes through what we long for. The performance is a beautiful performance poem worthy of 6 stars.
On stage, we meet a young man. In his dance, I sense the feeling of a love encounter - not something he is experiencing in this moment, but a memory that fills him with joy and longing. He wears a loose, white shirt - dancing. His hands move like butterflies, and his feet, as if on a journey, turn into a run, then into a festive dance. He has a longing expression on his face, and his movements become more and more intense in his bodily storytelling. I get an intuitive sense of longing for love - perhaps the first love he experienced as a young man?
With another young man, I intuitively sense that he longs to experience his own strength. With each small sequence of the dance, he is challenged with more and more elastic bands from another performer on stage. Elastic bands that are tied around his body, restricting his movements. The more effort he puts into stretching his movements away from his body, the more intense his expression becomes. In the end, the struggle for mobility is so fierce that he roars in helplessness, and I sense that his longing shifts from struggle to a desire for free movement. This has a decisive impact on the drama of the performance.
Shortly after, a woman is carried onto the stage, wrapped in elastic bands. She cannot move. The performer who roared earlier but is now freed helps unwind the elastic bands from the woman, and here her dance becomes a homage to life, I think. Like a bird song. Perhaps like the lark Palle Granhøj poetically describes in one of his small memory images. Perhaps like a longing for more than the body can comprehend? The performance changes and, in its final depiction of longing, turns into a requiem.
'It Is Not Mårup Church' is filled with tenderness and poetry. I enjoyed Granhøj's storytelling, the dancers' play with elastic bands as limitations for action, the sensitivity in the soundscape - especially the Baltic tones from the singers - and I savored the transformative nature of the narrative about human fragility and strength.
Thank you to the team behind the performance 'It Is Not Mårup Church' and to Teatret Svalegangen for welcoming us in.
It Is Not Mårup Church
Teater review
Backstage with Palle Granhøj, dancer and choreographer
You just slam a door hard enough, then there are two others that open up
22. september 2025.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Palle Granhøj has been a scenographer and dances for more than 35 years. His Dance Company has visited 50 countries, and stood on stage several thousand times. Right now he is current at the theater Svalegangen with the performance "It's not Mårup Church". A story of longing.
Here is Palle Granhøj Backstage.
Compared to the time you started, until here where you are now, what has happened to Palle?
- In the beginning, everything was a fight. It's always been a fight. Until I gave up to Aarhus Municipality in 2017, I spent too much effort until then, fighting for my survival - for the dance.
- Ever since it has been more relaxing for me to be an artist.
Your new performance is a dance performance and you also have music. It's about a really old church in Vendsyssel from the 13th century. How did you create a link between that church on the west coast, and then a performance in the middle of the city?
- I think we all have longing in us. In different ways. The best example is actually the first crush you experience. I can still long for it.
- The naivety one had, the one who completely devoted to a crush. But you can never get it again because it's not the first time next time.
- If I then, along with some dancers and some musicians, manage to try to get the audience to recall some of their longings, then that's fine for me. Then I reach my goal.
Your signature as a dancer is to work with obstructions. What is it?
- I see that the dancer becomes very comfortable when operating in a fixed frame. Obstruction makes them extremely creative. Like when water runs down and meets obstacles. The water will probably find out how to get by. And such is the dancer's artistic path as well.
I have read you are not intellectual in your performances, why not?
- I never instruct with emotions. I only instruct with these theories that I have developed.
Time, I think, is becoming more and more political. What we eat, how we move, everything is political?
- I wouldn't say that a few years ago!
- I made a performance called 'An Eve, and An Adam' - where the dancers are naked - which we are going around in Mexico with just in a little while. And I just sat down and given a lot of interviews with magazines in Mexico and they say, "Why are you so political?"
- haha hehe. - I've never intended to be politically. I never have a political motive. But in Mexico they think it's very political.
- It is my privilege as an artist. We have been in 50 countries for 35 years, so I have experienced many exciting receptions on something that I had thought of my way, but which was perceived in a completely different way.
- It's a great privilege. I am very happy about that.
What is 'It's Not Mårup Church'?
- And they are wonderfully beautiful. It's wonderfully beautiful people.
I look forward to seeing the performance. Thanks.
Dans
Backstage med Palle Granhøj, danser og koreograf
Bare man smækker en dør hårdt nok, så er der to andre som åbner sig
22. september 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Palle Granhøj har været scenograf og danser i mere end 35 år. Hans danse kompagni har besøgt 50 lande, og stået på scenen flere tusinde gange. Lige nu er han aktuel på Teatret Svalegangen med forestillingen "Det er ikke Mårup Kirke". En historie om længsel.
Her er Palle Granhøj backstage.
I forhold til dengang du startede, frem til her hvor du er nu, hvad er der sket med Palle?
- I begyndelsen var alt en kamp. Det har altid været en kamp. Indtil jeg gav op overfor Aarhus kommune i 2017, jeg brugte alt for mange kræfter indtil da, på at kæmpe for min overlevelse - for dansen.
- Lige siden har det været mere afslappende for mig at være kunstner.
Jeres nye forestilling er en danse-forestilling, og I har også musik. Det handler om en virkelig gammel kirke i Vendsyssel fra 1200-tallet. Hvordan har du skabt en kobling mellem den kirke på Vestkysten, og så en forestilling midt i byen?
- Jeg tror jo vi alle sammen har længsel i os. På forskellig vis. Den bedste eksempel er jo egentlig den første forelskelse man oplever. Den kan jeg stadigvæk længes efter.
- Den naivitet man havde, den der fuldstændige hengiven til en forelskelse. Men du kan aldrig få den igen, fordi det er ikke den første gang næste gang.
- Hvis jeg så formår, sammen med nogle dansere og nogle musikere, at prøve at få publikum til at genkalde nogle af deres længsler, så er det fint for mig. Så er jeg i mål.
Din signatur som danser er at arbejde med obstruktioner. Hvad er det, obstruktioner?
- Jeg ser jo at danseren bliver meget tryg, når de skal operere i en fast ramme. Obstruktion gør dem ekstremt kreative. Ligesom når vand løber nedad og møder forhindringer. Vandet skal skisme nok finde ud af at komme forbi. Og sådan er danserens kunstneriske vej også.
Jeg har læst du ikke er intellektuel i dine forestillinger, hvorfor ikke?
- Jeg instruerer aldrig med følelser. Jeg instruerer kun med de her teorier som jeg har udviklet.
Tiden synes jeg jo bliver mere og mere politisk. Hvad vi spiser, hvordan vi bevæger os, alt er politisk?
- Det havde jeg ikke sagt for nogen år siden!
- Jeg har lavet en forestilling der hedder 'An Eve, and an Adam' - hvor danserne er nøgne - som vi skal rundt i Mexico med lige om lidt. Og jeg har lige siddet og givet en masse interviews med magaziner i Mexico, og de siger: "Hvorfor er du så politisk?"
- Haha hehe. - Jeg har aldrig tænkt mig som værende politisk. Jeg har aldrig et politisk motiv. Men i Mexico synes de at det er meget politisk.
- Det er jo mit privilegium som kunstner. Vi har været i 50 lande gennem 35 år, så jeg har oplevet mange spændende modtagelser på noget som jeg havde tænkt på min måde, men som blev opfattet på en helt, helt anden måde.
- Det er et stor privilegium. Det er jeg meget glad for.
Hvad er 'Det er ikke Mårup Kirke'?
- Og de er vidunderligt skønne. Det er vidunderligt skønne mennesker.
Jeg glæder mig til at se forestillingen. Tak.
Dans
Foto: Tristan Rønne★★★★★Anmeldelse af 'De Uskrevne', Kulturmarkt på Teatret Svalegangen
Min kone manglede erotiske anlæg
18. september 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Okay, efter 100 års sporarbejde kan du nu opleve det italienske mesterværk, 'De Uskrevne' (Sei personaggi in cerca d'autore) fra Italien. Urpremieren er i Rom, maj måned 1921. Publikum er chokeret. I september bliver stykket samme år opført i Milano. Stor succes. Derefter New York. Paris. Og nu i Danmark i en sjov frit bearbejdet udgave. Ubegribeligt godt stykke teater til 5 stjerner. Det kunne også være 6 stjerner, det er lige meget, glem antallet af stjerner. Genialt teater har ikke brug for flere stjerner, end netop en:
Italienske Pirandello fortæller en historie om en far, der er konstant liderlig. Desværre har hans kone ingen erotiske anlæg. De forsvandt da hun blev gravid og fødte en pige. Derfor sender faren konen og barnet bort, grundet hans grundfæstede moralske sundhed.
Det er en komedie. Faren spilles fantastisk teatralsk af Mette Rønne. Slibrig og omfangsrig i sine replikker. Vi griner på Svalegangen. Han er sjov.
En instruktør - spillet af Mette Rønne - bliver afbrudt i sine øvegang med de to skuespillere Alex og Silke. Begge spillet af, nej, du har forstået det. Rønne spiller alle 6 roller!
Sublimt arbejde, jeg beundrer hendes hurtige skifte, fra karakter til karakter. Kropssproget. Stemmen. Alt skifter så hurtigt som en påfugl der spreder sine vinger, og folder dem sammen igen.
Alex er maskulin, en rigtig teaterbøf. Silke pipper som en solsort, og vifter med hænderne fordi alt er så fantastisk.
Ind på scenen kommer faren og hans datter. Hun er nu blevet 16 år, og faren er hyppig gæst i et af byens bordeller. Det er Paul der præsenterer dem, han er assistent for instruktøren.
- Ja, undskyld, men der er to roller som insisterer på at tale med dig. De ønsker at få skrevet sig ind i et teaterstykke, siger Paul.
Absurd, hurtige skift, og komik der gør publikum glade. Elsker det.
De to roller - altså, du og din kone, eller dig og din fætter - er kede af at deres virkelighed ikke er med i stykkerne på byens lokale teater. Særligt datteren har brug for at blive hørt! Alt for meget teater fokuserer på skuespillere uden en egentlig karakter, opført i et teater der handler mest om ingenting, candyfloss, show-off og influenza.
Derfor trænger de sig på. De uskrevne. Rollerne der ønsker at træde frem på scenen.
Instruktøren giver dem en chance.
- Jeg har brug for at fortælle hvad der skete, siger datteren. - Min far, han er konstant liderlig.
Mere får du ikke afsløret nu, du må opleve den italienske historie selv. Men det ender godt. En happy ending du måske ikke havde forestillet dig, med mindre din oldefar var med blandt publikum i Milano 1921.
Scenografien er simpel, der er en bænk og 2 stole, en skærm, en pladespiller.
Seks karakterer der strømmer sømløst fra Mette Rønne.
En god tekst.
Så simpelt kan teater være. Og det er genialt.
Tak for oplevelsen. Den var god. Faktisk skræmmende god. Tak.
Skræmmende, fordi vi tror kunst er kompliceret, og at teater kræver en drejescene, samt kulisser i 8 meters højde. Skræmmende simpelt, med al den kvalitet man kan få ud af et godt skuespil.
Som en perle. En diament. Et stykke rav. Et glimt i øjet hos den du elsker. Så simpelt.
Tak til teamet hos Kulturmarkt.
De Uskrevne, af Anders Brink Madsen og Mette Rønne, frit efter Luigi Pirandellos klassiker
Teater anmeldelse
Foto: Lea A. Olsen★★★★★Anmeldelse af 'Rør mig, rør mig ikke, Teatret Svalegangen
Skal vi da alle sammen knalde! Hvorfor?
30. august 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Rør mig, rør mig ikke': Bum. Aarhus koger lørdag over middag, folk hører høj musik i træsko-støvler på Telefontorvet. Savler ned ad hagen, når de hælder øl i sig fra store plastic kander. Festugen syder. Det er dén slags Ester ikke kan li', råber hun på scenen i Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade. Ester, hun er aromantisk, aseksuel, ad helvede til træt af fester med høj musik og snaveri. Super sjovt og underholdende, et stykke teater skrevet af William Lippert til 5 stjerner.
Det er noget med scenen skabt af Gøje Rostrup, de tre skuespillere Laura Kronborg Kjær, Alberte Riis Alexis Ibsen, René Benjamin Hansen, i kombination med selve emnet: "Jeg gider ikke sex. Jeg gider ikke romantik. Hvad er der galt med jer!"
Se den selv, det er god underholdning. Helt i stil med de bedste komedie forfattere, har William Lippert skrevet et stykke om stor sorg, uden selv at miste livsglæden.
Din mor sagde, du skal være en sød pige. Din far sagde, du skal tage en uddannelse. Men resten af verden tænker kun på sex.
Hvornår, hvorhenne, hvordan?
Ester er en pige i 1.G på gymnasiet. Hun er ked af at være 'forkert'. Alle de vilde fester med høj musik og bedøvelse. At bliver forelsket, og have sex? Nejtak, hun synes, det er ulækkert. Det er hendes store sorg.
Sådan har du aldrig haft det?
Jo du har. Enten nu, eller dengang du var barn? Måske, måske ikke. Men mange har det sådan. Måske din veninde, din kammerat?
Man kan knap nok gøre en karriere på fjernsyn, uden at skulle ligge på en madras i Spanien og knalde med nogen for åben skærm, mens tv-folkene stønner i takt. Sex fylder alt. Du ved mere om Nadias foretrukne samlejestillinger, end du ved om hendes tanker om livet. Sådan er det jo?
Derfor skal du se teaterstykket. Det er godt for dig at trække ærmet op, og lade skuespillerne give dig en indsprøjtning med anti-sex.
Aseksualitet er sjælden, lige så sjælden som en bestemt grå nuance. De fleste lever i et spektrum. Meget glade for sex, lidt, normalt, noget, mindre glad eller slet ikke.
Stykket handler om hvordan den unge Ester undersøger, hvorhenne hun er i spektret? Hendes sorg, hendes vrede over verdens sex-fixering.
Ester prøver sig frem, 16 år gammel. Det er svært.
Ester har en mor som er stukket af for studere lemurer på Madagascar. Hun har en far som flæber og græder ofte, fordi det er så rørende for ham at se sin datter vokse op. Sådan er hendes rollemodeller. Er det derfor hun ikke kan mærke trangen til sex?
Ingen ved det. Men fakta må vi kigge i øjnene, mens vi spejder ind i hinandens sjæl. Ester siger om sig selv, at hun er aromantisk og aseksuel. Sådan må det være så, det må vi se i øjnene.
Du kan glæde dig til en virkelig sjov historie, og meget rørende. Stykket er skåret skarpt og tjept, som en serie på Netflix. (Garanteret bliver det også virkeligheden en dag, for dette stykke.)
Der er masser af humor, hvor filmskuespilleren René Benjamin Hansen udtrykker sig ekspressivt på kanten før det bliver teatralsk, og publikum griner frimodigt og befriet. René er sjov. Det er han.
Laura Kronborg Kjær spiller Ester med autoritet og fanden-i-voldsk-hed. Hun fighter med åben pande, og afslører sig overfor publikum, mens hun holder sin aseksualitet skjult for sin far. Autentisk er hun.
Alberte Riis Alexis Ibsen er mange roller, både ung pige som er glad for sex, som Jens, og en pige der er aseksuel, og en herlig karikatur på en oldgræsk lærerinde, komplet med pagehår, strikket trøje, briller, og et fast greb i tasken. Alberte er hurtig til at skifte karakter, uden at miste grebet.
Tak for oplevelsen. Den var sjov, rørende og autentisk. Tak til Teatret Svalegangen.
Rør mig, rør mig ikke, af William Lippert
Teater anmeldelse
Foto fra De Vilde Kaniner, MusikhusetSæson 2025/2026 er klar
Flere end 130 forstillinger - kalenderen er opdateret
24. juni 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Vi har haft travlt her på Kulturnyt de sidste par uger, for at vælge teater, dans og scenekunst ud til kalenderen for scenekunst i Aarhus, sæson 2025/26.
Her lidt pluk fra byens scener, masser af teater og dans for børn og voksne i Aarhus.
Musikhuset har en imponerende stor sæson foran sig. Vi har udvalgt godt 20 forestillinger, som for eksempel:
Skønhed og udyret
De Vilde Kaniner
Tinkas Juleeventyr
Byens samtidsteater byder blandt andet på:
Rør mig, rør mig ikke
Kattegatforbindelsen
Byens regionale teater har blandt andet:
Amour
Julen findes ikke
Skolekomedien
Byens scene for performance og dans har blandt andet:
Remachine
Slinger i valsen
Byens internationale teater har blandt andet:
Flora
Bad Guy
Byens kunstneriske scene i Aarhus Ø har blandt andet:
Du må være en engel, Hans Christian
Min søster er en havfrue
En sand røverhistorie
Børneteater i midten af Aarhus har blandt andet:
Gerdas rejse
Se mørket
Space cowboy
Byens teater for børn og unge har blandt andet:
Toner fra Himlen
Lille kosmos
Ind i Mørket
Teatrene i Arhus har mange flere tilbud, end de 130 forestillinger vi omtaler i Kalenderen på Kulturnyt. Vi fortæller om scenekunst som teater og dans - men der er jo også masser af musik i Aarhus! Og stand-up! Og foredrag, og kurser.
Håber du finder en masse analoge oplevelser i Aarhus, som en modvægt til al den tid vi bruger digitalt, på SoMe og Netflix og hvad har vi. De analoge oplevelser er de største i livet, og fra dem bliver man lidt klogere og gladere. Synes jeg.
God fornøjelse og god sommer.
Scenekunst Aarhus
Festival for fremtiden: United Change 2025
Svalegangens festival forener unge stemmer i Aarhus
10. juni 2025.Kulturnyt, Festival
Teatret Svalegangen inviterer til United Change 2025 under Aarhus Festuge. Festivalen sætter unge i centrum med kunst, der spejler deres håb og udfordringer. Rosenkrantzgade forvandles til en levende scene. Her mødes teater, musik og samtaler om alt fra aseksualitet til moderskab. Her får du endnu en chance for at opleve scenekunst, der tør tage pulsen på samtiden.
Et visuelt facadeværk - 'I’m Okay' - bliver festivalens hjerte. Elever fra Aarhus Statsgymnasium skaber værket sammen med videokunstnere og musikere. Facaden på Svalegangen får liv med dans, beats og unges egne stemmer. Det er et værk om mistrivsel. Samtidig hylder det de unges styrke og sårbarhed. En kort gåtur i gaden ånder frit med kunst og fællesskab.
Festivalen byder på forestillinger, der tager tidens temaer op. Rør 'Mig Rør, Rør Mig Ikke' dykker ned i aseksualitet og kærlighed på nye måder. 'W.O.M.B.' udforsker moderskabets mange facetter gennem dans og fortællinger. Begge værker ånder af nærvær og perspektiv.
Det gratis sideprogram - 'Streets of Change' - fylder gaden med liv. Fællessang, quizzer og samtaler skaber rum for møder. Glitteralfer og speed friending tilføjer leg og lethed. Programmet binder kunsten sammen med byens puls. United Change 2025 bliver en festival, der lytter til de unge. Den inviterer alle til at opleve Aarhus’ scenekunst på en ny måde.
Scenekunst Aarhus
Fra gadeklovn til Kraks Blå Bog
Den går ud til hele holdet!
27. maj 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hej Per Smedegaard!
Ja, sådan bliver det bare. Nogle gange når jeg bliver i tvivl i tilværelsen, så spørger jeg Grok, fordi han er god til fakta, og han nævner du har været gadeklovn. Passer det?
- Så de 5 år jeg havde som sabbat år, eller dannelses år vil jeg jo kalde det - i hvert fald ikke fjumre-år - der kunne jeg tjene mine penge ved at være gadeklovn, og så lave teater på vækstlags-niveau. Så det har jeg gjort i mange år.
Og det er hvad? 15 år siden?
Kan du huske hvordan det var? Hvilken følelse du havde i dit hjerte eller i din sjæl, når du lavede gadeklovneri?
- Det der med, at man havde umiddelbar og smilende kontakt med fremmede mennesker, det tror jeg var det der var så givende i de år.
Så i dag, så er du teaterchef på Teatret Svalegangen, og nu er du kommet med i det fine selskab, Kraks Blå Bog. Hvordan føles det så, inde i dit hjerte eller i din sjæl?
- Så jeg er glad for anerkendelsen, men jeg har nok brug for at brede den lidt bredere ud, end bare Per Smedegaard.
Det kan jeg godt forstå.
Ja, forfængelighed er en god ting. Der er sådan cirka 8.000 mennesker i Kraks Blå Bog. En stor del af dem, det er dem der ejer Danmark. Den anden del er dem der styrer danskerne, politikere og embedsmænd. Så er der kunstnere og sportsfolk, 20-30 procent.
Sådan kort fortalt, det der WHY - hvorfor man står op om morgenen - og man har skrevet det ud på en printer og sat det i glas og ramme. Det der WHY man skal have med sig hver dag... Hvad er sådan kort fortalt dit WHY? Hvorfor står du op om morgenen?
- Jeg står op om morgenen på grund af de mennesker jeg elsker, og som elsker mig, ikke? Så udover kunst der forandrer verden, så står jeg op om morgenen for min familie.
Tak for din tid.
Teater
Foto: Jens Peter Engedal★★★★Anmeldelse af 'Narrative Scripts', på Teatret Svalegangen
Hvis du ikke kan lide virkeligheden, så må du bare finde et andet sted at være...
10. maj 2025.Kulturnyt, Lita Domino
To performere på speed indtager scenen. Upbeat, højlydt, elektronisk og medrivende. Lydstudiet er en pult ved siden af scenen med en mekaniker der altid er parat med sin service. Forestillingen 'Narrative Scripts' på Teatret Svalegangen er et intellektuelt og intergalaktisk oprør mod løgn og uigennemsigtighed i samfundet. 4 stjerner.
- Hvis du ikke kan lide virkeligheden, så må du bare finde et andet sted at være, siger de 2 influencere, en mand og en kvinde. Sammen sætter de spot på maskinrummet hvor narrativer bliver udviklet og skabt. Som en fest i markedsafdelingen. - De er humoristiske, taler overbevisende, og benytter sexappeal. Afdækker hvad et narrativ består af og hvordan mennesker vikler sig ind og ud af dem i det almindelige liv. De 2 performere er skuespillere der hele tiden korrekses af en instruktør til at give mere, være mere, inkludere mere.
De 2 influencere sætter spot på mediernes indflydelse. De laver et radioprogram, om hvorfor mennesker lyver for sig selv, og hvordan det kan gøres med gelinde. 'Radioværterne' nedbryder deres egen autoritet, ved netop at benytte de tricks som de i programmet udtaler sig om. Et paradoks der giver en komisk vinkel på mediernes påvirkning og samtidig mangel på selverkendelse.
Til tider går de to skuespillere om bag et trådtæppe på scenen. Her bliver forestillingen mere sort, måske på kanten til sarkastisk. Publikum kan stadig se dem, men vi får fornemmelsen af et privat rum. Her er udtrykket absurd, hvor de danser med en udstillelse af deres egen meningsløshed. Det giver forestillingen en lidt mere abstrakt bagkant af hvad de ser som narrativets væsen.
Forestillingen 'Narrative Scripts' eksperimenterer med sin egen struktur, som laver den ikke kun oprør mod narrativer i medier og samfund, men også et oprør mod sig selv, - idet at teaterstykket jo også er et narrativ i sig selv. Publikum får udleveret masker og bliver bedt om at danse i flok. Skuespillerne trasker rundt i manegen og ender med at opløse scenen og sig selv i glimmer.
Til forestillingen 'Narrative Scripts' og teamet bag siger jeg tak for provokationen og for en fin oplevelse her på Teatret Svalegangen.
Narrative Scripts
Teater anmeldelse
Backstage: Annika B. Lewis og 'Narrative Scripts'
Annika B. Lewis backstage på 'Narrative Scripts'
2. maj 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Vi har besøgt Annika B. Lewis, mens hun er ved at instruere sin nye forestilling, "Narrative Scripts". En historie du kan opleve på Teatret Svalegangen. Den handler om de fortællinger som politikere og medier skaber for at forføre os i bestemte retninger, men det handler også om at turde sige gruppen imod, og om hvordan vi skubber nogle mennesker ud af gruppen.
Annika, hvad handler forestillingen om?
Manipulation... Kan man som kunstner lære noget af politikerne om, hvordan man manipulerer sit teaterpublikum?
Det vil jeg gerne høre noget mere om, et lille kursus i at lyve bedre. Hvad kan jeg gøre for at lyve bedre?
Du har været scenekunstner i 25 år, eller mere. Kan du se en rød tråd gennem de 25 år?
Jeg kender dine værker som nogle meget personlige værker, og denne her Narretive Scripts, er du berørt af den forestilling?
Hvis du tænker tilbage til den tid du kom til Danmark, hvem var Annika dengang?
Er der nogen politikere som du tænker, "han kunne godt have brug for et kursus her hos mig?"
Forestillingen Narrative Scripts kan opleves på Teatret Svalegangen fra 10. maj til 17. maj, 2025.
Narrative Scripts
Teater
Foto: Anders Teibel★★★★★5 stjerner - Anmeldelse af 'Moloch', Teatret Svalegangen
Han er en løve i et bur
12. april 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Moloch': Monologen 'Moloch' på Teatret Svalegangen er en skarp skildring af en mands sammenbrud. Pint af sin egen hjertesorg, driver han rundt i sit hjem alene, - hvileløs med utallige billeder fra et forlist ægteskab. Som et uhyre der martrer ham, oplever han sit raseri. Forestillingen 'Moloch' er et stærkt billede på en tilstand i menneskelivet, hvor følelserne tager magten. Stykket er til 5 stjerner.
Vi møder ord-mennesket. Manden der det ene øjeblik mindes små perler fra sit liv som ægtemand og far, og næste øjeblik har fråde om munden i arrigskab, som når han eksempelvis river sin cd med cello koncert af Elgar itu. Han undrer sig over hvor raseriet kommer fra, når han efter at have spildt sin Bergamot te på sin bog, råber sine lunger ud. Han beskriver sin aggression som et 'Moloch' monster. Jeg får medfølelse med manden der som en løve i et bur er spærret inde med sin egen aggression.
I forestillingen 'Moloch' er ironien stykkets åndedrag. Det giver et pusterum og en lille distance til det der smerter og de følelser der er i spil. Jeg kan lide den måde det bliver brugt i replikkerne på, for her trækker også publikum vejret. Manden ser sig selv lidt udefra og opdager det absurde. Møder sin egen selvironi, da han eksempelvis fortæller om en cykeltur i Malaga. Her raser han mod sin ekskone mens han cykler op af et bjerg, - kører forbi en plantage og opdager nogle mangotræer. I en henkastet sætning - sætter han sin egen hidsighed i relief til sin kærlighed til mangofrugt og publikum griner, - som om skæbnen netop bød ham dette ekstra smertepunkt at cykle forbi det træ han elsker frugten af allermest. Skuespillet er så velplaceret, at jeg oplever det som om at han opdager sig selv, mens han taler til publikum.
Scenen er sat med en enkelt mands afmagt, sorg og vrede. Vi kigger ind bag lågen, hvor han beretter om sine konflikter. Løven der hvileløst vandrer frem og tilbage på den lille snævre scene. Publikum kan opleve stykket gennem vores egen lille lommepsykolog, eller ved blot at være i rum med den fine beskrivelse af en fanget mands vrede. Publikum får lov at opleve den tilstand der opstår i denne ene mands konfliktzone, og selvom vi måske ikke bryder os om at se en løve i zoo, så er det en smuk fortælling i 'Moloch', for løven er jo netop oppe at slås MOD sin egen power, som den lige om lidt kender og kan bruge til at bryde ud af buret. - Det håber jeg i hvert fald.
Til teamet bag forestillingen 'Moloch' sig jeg tak og til Teatret Svalegangen der byder indenfor.
Moloch af Søren R. Fauth
Teater anmeldelse
'Moloch' - når mænd græder - Teatret Svalegangen
Moloch - jeg er rasende!
27. marts 2025.Kulturnyt, Teater
- Moloch er en fortælling om mit raseri. Hvis jeg ikke havde skrevet den bog, havde jeg taget mit eget liv, siger Søren R. Fauth. Han har skrevet en dokumentarisk historie om den midaldrende hvide mand i frit fald. Nu kan du opleve den på Teatret Svalegangen, fra midten af april og til starten af maj.
'Moloch - en fortælling om mit raseri' sætter den sårbare og vrede mand på dagsordenen i en kærlighedshistorie som udfordrer grænserne for hjertesorg og genopstandelse.
Simon Boberg er instruktør på 'Moloch':
Stykket er opstået i skyggen af Fauths skilsmisse og dykker ned i følelser fra ungdomsforelskelse til de formative år, børnefødsler, ferier og hverdagsliv. Frem til smerten der opstår når ægteskabet kollapser. Det er en blotlæggelse af en mand i et livskaos, tilsat en god portion sort humor og selvironi.
- Og så er det jo noget vi normalt ikke viser frem – slet ikke mænd. Her er der et sammenbrudt mandligt individ som viser sit sammenbrud frem og derved bryder med nogle tabuer, siger Søren R. Fauth.
-Ja, og det er i krisen vi blotter os selv og viser alt det grimme – men det er også her vi for alvor bliver menneskelige. Alt godt teater er kriseteater, indskyder Simon Boberg.
Efter nyheden om sin kones utroskab tager hovedpersonen til Spanien. Her cykler han lange, hårde ture og spiser mangoer. Der husker han sin eks, han skriger i afmagt og fantaserer om hvordan han kan slå knæskallerne ind på den mand konen har haft en affære med.
Som det mytologiske monster Moloch - der æder børn - spiser afmagten og vreden vores hovedperson - spillet af Martin Ringsmose.
Teater
'Albert was here', Teatret Svalegangen
Teater sætter youtubers liv på scenen
20. marts 2025.Kulturnyt, Teater
'Albert was here' er en forestilling om mod, på Teatret Svalegangen. Med udgangspunkt i Albert Dyrlunds alt for korte - men intense liv - fortælles historien om den første generation af danske YouTubere. De trådte ind i en SoMe-tidsalder, hvor alt stadig var nyt, funklende og uskyldigt. Markedskræfternes grådighed kom først til senere.
Det er en fortælling om at trodse og turde stille sig frem i en verden, hvor der endnu ikke findes spilleregler for, hvad der er rigtigt og forkert. Om at skrige sit skrig – og blive hørt. Om jagten på millioner af visninger, likes og subscribers. Men det er også historien om at blive elsket for alt det, man var, når det hele alt for tidligt er slut.
Den succesfulde danske YouTuber Albert Dyrlund døde i sommeren 2021. Under optagelserne til en video faldt han flere hundrede meter ned fra en skrænt i Dolomitterne i Italien.
Det er fortællingen om at skabe sit eget liv og om at omforme det, så man aldrig sidder fast i forventninger eller kedsomhed. Et moderne eventyr om at falde og rejse sig, men i høj grad også om at gøre noget unikt og originalt helt, helt uden filter.
Teater
Foto: Jens Peter EngedalNarrative Scripts, Teatret Svalegangen
Hvad sker der, når vi alle går i flok?
11. marts 2025.Kulturnyt, Teater
Kassandra Productions tager i maj 2025 publikum med på march ad flokmentalitetens trampede stier og vildveje i 'Narrative Scripts'. Menneskedyrets flokmentalitet kommer under lup i performance forestillingen. Vi besøger maskinrummet for fakta, fake news og fælles sandheder, og vi møder to influencere i fuld gang med at udvikle myter, fortællinger og alternative sandheder, som vi alle kan være enige om.
- Vi vil gerne belyse mekanismerne bag den massive informationsstrøm og de narrativer, som vi alle sammen udsættes for, og som vi mere eller mindre ubevidst også selv er med til at fodre, fortæller Annika B. Lewis fra Kassandra Productions.
- Online forsøger vi at mobbe hinanden ind på række. Internet-trolling er moderne mobning og de-platforming en anden måde at lukke ned for dem med "de forkerte" synspunkter. Det er en folkelig version af social kontrol, og samtidig fodres vi med underholdning, drama og virale historier, der fjerner fokus fra større problemer. Det er brød og skuespil version 2.0, som når adelen i det gamle Frankrig holdt 9-retters madorgier til de brækkede sig, og så lige kastede en vindrue til folket, siger hun.
- Jo mere kompliceret vores verden er, jo mere higer vi efter simple løsninger og efter at banke andre på plads i ligningen. Når flere og flere går i takt, kan vi nemmere overskue det hele. Og samfundets officielle og mere obskure magtinstanser kan nok se en fordel i at fodre vores ensretningstrang, spørger Annika B. Lewis.
- Det gælder om at få folk til at holde hinanden på måtten, synes parolen at være! Men et stort spørgsmål står tilbage: Hvad stiller vi op med dem, der ikke danser i takt?!
Det er svært at finde hoved og hale i, hvad der er realiteter, og hvad der er fabrikerede ”virkeligheder”, i vores vanvittigt brogede verdens emergency-culture. Man kan lynhurtigt komme galt af sted, hvis man på sociale medier vælger at give udtryk for, at man enten tror eller ikke tror på noget af det, man læser, ser eller hører – for vi er mere tilbøjelige end nogensinde til at angribe hinanden og slå hårdt ned på dem, der mener noget andet, end vi selv gør.
Kassandra Production inviterer 'Narrative Scripts' publikum helt ind i vores samfunds hårdt pressede, demokratiske samtale.
I 'Narrative Scripts' fysisk absurde late night show om selvcensur, tavshedskultur, ytringsfrihed og ordets magt stilles spørgsmålet: Hvad sker der, hvis vi banker hinanden på plads eller bliver banket på plads i kun ét tilladt narrativ - én sandhed? Lyver vi så i kor, når der ikke er plads til andre synspunkter? Er det demokrati, hvis vi alle er "enige"? Eller er det en form for totalitær, kollektiv stammedans?
'Narrative Scripts'
Teater
★★★★Anmeldelse: 'Forestillingen om mor', på Teatret Svalegangen
Ved du hvad mor-by-pay betyder?
22. februar 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse: Kvinderne i teaterstykket 'Forestillingen om mor' slider både med rollen som mor og med deres eget selvbillede. 3 performere fører publikum skævt ind i ammestuen, hvor mor-by-pay og chokolade-chok er daglig kost. En stue der både rummer kærlighed til de unger de har født, men også uforløste følelser og offermentalitet som gennemsyrer deres tanker om mor-rollen. Hvor blev grænserne af? Hvor blev de selv af? Teaterstykket på Teatret Svalegangen er til 4 stjerner.
Scenen har nærmest en duft af jord. Ikke konkret, men i overført betydning. Som når skuespillerne forestiller sig de fødsler de har været igennem. En baby lige udklækket af livmoren. Jord, som øjeblikkene hvor mødrene batler om de mest nedern historier med sekreter udgydet af små børnekroppe. Jord, slid, og martyrium af følelser fra mor-kammeret.
Sproget i forestillingen udspiller også det perspektiv: Jord, der hvor et ord pludselig skal give mening til så mange forskellige følelser. Ordet 'fuck' bliver sagt i sjov, råbt i smerte, skreget i arrigskab. Vekslet med abrupte scener. Og i det ensartede sprog lærer vi dem at kende, der hvor de mister drømmen om det perfekte moderskab - Et sammenbrud.
'Forestillingen om mor' har nogle fine selvironiske hjerteslag for mor-rollen. Skrevet af Caroline Cecilie Malling, men skåret til af hele teamet bag. Mødrene der ser sig selv i sit eget fald af sammenhæng og pænhed. Kærligheden til de små poder, bliver til ambivalens når kvinderne samtidigt føler sig fanget. Dette skildres gennem grotesk humor og blodudgydende raserianfald.
Stykket bevæger sig rundt i mor-rollens martyrium, som er så let at falde i, men samtidig tager historien også fat i både fødselsver, grænseløs kærlighed og mødres sammenbrud.
Forestillingen om mor
Teater anmeldelse
Foto: Lars Wahl★★★★Anmeldelse af 'Jeg går', på Teatret Svalegangen
Jeg kan ikke tåle det, sorry
28. januar 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Angsten for mørket skildres stærkt i 'Jeg går'. Historien følger en ung pige der går hjem fra Amager Strand. Det er mørkt. Hun er bange for sin egen skygge. Men hun kæmper for at komme frem. 'Jeg går' handler om modet du har brug for, når du er mørkeræd. Et stykke til 4 stjerner.
Fik du dit skud blodig true crime, i dag? Ellers er chancen på Teatret Svalegangen i aften, eller i morgen. Her kan du opleve monologen 'Jeg går'. Skrevet og fremført af Mei Oulund. Spækket med grusomme voldtægter, parteringer og drab på små børn.
Men så alligevel. Nej, jeg er for følsom. Her et par stykker af de grusomme beretninger - true crime - i stykket 'Jeg går'. Du kan opleve Gunnar der har sin langemand oppe i en 9-årig pige på rideskolen, og han har sort under neglene. Frisøren og hendes børn bliver skåret i stykker af Peter Lundin. Russiske mænd i en togkupé, fulde af vodka, med en tyk lugt af sved, mens de voldtager en lille pige. Jeg kan ikke tåle det. Undskyld.
Jeg holdt op med at indtage true crime, da min afghanske nabo dræbte sin danske kone for et par år siden, skar maven op på hende og fotograferede hendes tarme på gulvet. True crime i Aarhus. Æresdrab. Forfærdeligt, men ikke sandt.
Den kvinde var så meget mere end et offer. Hendes øjne var stærke, når jeg mødte hende. Hun tog sig af sine børn. Prøvede at redde hendes mand. Hendes historie kunne være endt bedre, hvis politiet i Aarhus ville redde hende. Det gjorde de ikke, og jeg så det ske. Ingen helte var på vagt.
True crime ender altid med at offeret dør. Der er ingen plads til helte i true crime, ingen redningsbåd til dig når du svømmer i havet, og det er nat. Jeg vil have helte. Jeg vil se hvordan mennesket kan klare sig i mørket.
Dette får du ikke at se i 'Jeg går' - kvindelige helte. Synes jeg.
Scenografien i 'Jeg går' er super. Lange slør dækker rummet og tager imod videoprojektioner af universets skønhed og skammens gemmested. Mei Oulund står stærk og fattet på scenen, mens hun trækker os gennem et kabinet af drab og overgreb. En stærk monolog, og en stærk skuespiller.
Tak for oplevelsen. Den var interessant.
Jeg går
Teater anmeldelse
Foto: David BormansGodt tilbud fra Bora Bora i Aarhus
Kunstnere får løn, transport og bolig betalt
28. januar 2025.Kulturnyt, Dans
Bora Bora Residency Centre møder i år stor international interesse i det aktuelle open call (ansøgningsfrist 31. januar), hvor danske og internationale dansere og koreografer søger om betalte arbejdsophold til deres professionelle projekter.
En central del af Bora Boras arbejde som internationalt center for dans er at tilbyde attraktive kunstnerophold gennem Bora Bora Residency Centre.
Kunstneropholdene er et vigtigt greb for at understøtte det koreografiske miljø med gode arbejdsforhold, der blandt andet omfatter løn og økonomisk dækning af rejse, transport og bolig.
- Residencies kan betragtes som kunstnernes grundforskning og er helt essentielt for kunstnernes arbejde. Vi er stolte over at være blandt de første i Danmark til at tilbyde betalte kunstnerophold og arbejdsforhold, der følger de internationale standarder, siger teaterchef på Bora Bora, Lotte Kofod Ludvigsen.
- Forløbene i vores residency center understreger Bora Boras position som et internationalt center for dans, der styrker udviklingen og produktionen af dans og koreografi nationalt og internationalt, siger hun.
Til det seneste open call i 2024 oplevede Bora Bora Residency Centre stor interesse og modtog hele 370 ansøgninger. Heraf blev tre udenlandske og to danske projekter inviteret i residency.
Under et kunstnerophold fordyber kunstnerne sig i deres nye kunstneriske ideer. Det kan være i den første research fase, i den tidlige udvikling eller i postproduktion.
Et residency indeholder altid et element af vidensudveksling i form af eksempelvis en visning eller en workshop.
- Udover at give kunstnerne tid og rum til at udvikle deres praksis er residency-programmet en unik mulighed for at dele viden og inspiration med både professionelle og publikum. Derved bygger vi bro mellem kunstnerne og det lokale miljø, siger Karen Lambæk, residency producent på Bora Bora Residency Centre.
Et stort netværk af teatre, højskoler og andre scenekunstorganisationer gør det muligt at bringe dansen ud i hele regionen.
De danske værtspartnere i Bora Bora Residency Centre er:
Dans
Romeo og Juliet på Teatret Svalegangen
Romeo og Julie: Kærlighedens ofre i en krigstid
6. januar 2025.Kulturnyt, Teater
Tre par. Den store kærlighed på Teatret Svalegangen midt januar. Døden som forhindring. 'This is not Romeo and Juliet' kalejdoskopisk symfoni af dans og musik, der udforsker kærlighedens komplekse facetter. Alt sammen inspireret af Shakespeares Romeo og Julie.
- Allerede inden produktionen gik i gang, dukkede krigen op i mine tanker, fortælle koreograf Palle Granhøj. - Jeg var i gang med at undersøge, hvor man i dag finder personer, der går i døden for kærligheden – altså Romeo og
Vi møder et ungt par, et modent par og et musikalsk par. Fire dansere og to musikere er alle underlagt et benspænd: De skal kysse, mens de danser eller spiller, hvilket får scenen til at vibrere af liv i alle kærlighedens afskygninger.
- Kan man gøre andet i kynismens ingenmandsland end at kysse hinanden og hylde livet i kærlighedens navn?” skrev Kulturnyts anmelder, der kvitterede med fem stjerner.
Kultur
★★★★★Anmeldelse 'Midt i livet', Teatret Svalegangen
Knalder du med din mand, eller skændes i bare?
16. november 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Midt i livet': Er du træt af at skændes med din mand? Så tag ind på Teatret Svalegangen og se 'Midt i livet'. Et velfungerende skænderi til 5 stjerner. Super fint spillet af
Selv skændes jeg ikke med min kvinde. Kun om småting, synes jeg. Hvor skabet skal stå, og den slags. Småting.
Men Charlotte - og det er ikke for at pege fingre - hun er løs på tråden. Det koger i hende. Hun har mødt Mads. For 3 måneder siden. En politibetjent i Aarhus, som ganske vist er gift, men som ikke elsker sin kone længere.
Hvis nu bare Anders havde sagt dét, som en enhver mand tænker:
Og, jeg ved ikke. Det er sjældent at skænderier giver nogen mening. For det meste skændes vi, fordi vi et øjeblik har mistet forbindelsen til hinanden, og fodfæstet til virkeligheden.
'Midt i livet' er super realistisk. Replikkerne er mundrette. Dilemmaerne er velkendte fra enhver brevkasse - og dermed også velkendte for ethvert menneske der har oplevet et dårligt parforhold.
Humor får du også. Sort humor.
Charlotte er en blanding af en skrap kone og en manipulerende bandit. Hendes mand er en blanding af en varm mand, og en anstrengende tøsedreng.
De har begge to mistet lysten. Glæden ved at arbejde. Lykken i familielivet. Forbindelse. Liderligheden. De er blevet til tomme skaller der har ondt af sig selv.
Snakke med hinanden kan de slet ikke. Bare beklage sig, brokke sig, og bedrøve sig.
Der er 2 stjerner for skuespillerne. 2 stjerner for replikkerne. 1 stjerne for at være relevant for dig, hvis du er træt af at skændes med din mand.
Midt i livet af David Eldridge
Teater anmeldelse
Foto: Montgomery'Forestillingen om mor', Teatret Svalegangen
De uperfekte mødre
27. november 2024.Kulturnyt, Teater
Tidens kvinder har svært ved at være mor.
Sammen med en gruppe kvinder har hun derfor skabt forestillingen om mor. Nåja, det hedder den. "Forestillingen om mor". Den opføres på Teatret Svalegangen fra slutningen af februar og cirka 5 uger frem.
Instruktøren
"Vi laver en forestilling, der undersøger moderskabet med alle dets lyse og mørke sider. Det bliver et bekendelsesrum, hvor alt det, vi ikke taler om, alt det, vi skammer os over, og alt det, vi frydes over, bliver vist", siger hun.
Maja Juhlin - som er på scenen sammen med
Stykket er skrevet af Caroline Cecilie Malling.
Teater
Scenekunst om ensomhed blandt ældre
40.000 århusianere føler sig ensomme
20. november 2024.Kulturnyt, Teater
Der er mange ensomme i Aarhus kommune. Cirka 1 ud af 6 borgere føler sig ensomme, herunder mange ældre borgere. Det er baggrunden for forestillingen 'Livet er til låns' på Teatret Svalegangen. Du kan opleve den 28. november, kl. 20. For øjeblikket er den udsolgt, men du kan klikke og sætte dig på ventelisten.
- Vi er glade for at 'Livet er til låns' gæster os. Projektet viser hvor vigtig en rolle fusionen mellem professionel scenekunst og vigtige trivsels- og sundhedspolitiske dagsordener har, fortæller teaterchef Per Smedegaard fra Svalegangen.
'Livet er til låns' er blevet til med støtte fra Aarhus Kommune - Kultur & Sundhed.
'Livet er til låns' er et nærbillede og en refleksion over alderdommens dybde, iscenesat af Brigitte Christensen. Stykket dykker ned i de medvirkendes personlige historier, ned i de rynker, der rummer både smil og sorg, og hylder det skrøbelige, det forgængelige og det indre liv.
- Deres historier, drømme, håb og tanker iscenesættes i professionelle scenekunstneriske rammer. Det er et utroligt følsomt, menneskeligt projekt, hvor de medvirkendes kroppe, stemmer, bevægelser, sind og historier skal behandles med den dybeste respekt, fortæller instruktøren Birgitte Christensen.
Efter forestillingen inviteres publikum til en ærlig samtale mellem Benjamin Koppel og Christian Have. Samtalen vil berøre skønheden i den ældede krop og stemme, styrken i erfaringen og evnen til at udtrykke sig med sjælens uudtalte sprog. En samtale om livet på den anden side af ungdommens dominerende idealer.
Teater
★★★★★Review 'In the Middle of Life', Teatret Svalegangen
Are you having sex with your husband, or are you just arguing?
16. november 2024.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review of 'Midt i livet': Are you tired of arguing with your husband? Then go to Teatret Svalegangen and see 'In the Middle of Life'. A well-functioning argument worth 5 stars. Super well played by
I myself don't argue with my woman. Only about small things, I think. Where the bed should be, and that kind of thing. Small things.
But Charlotte - and this is not to point fingers - she is on the loose side as a woman. She is boiling. She has met Mads. 3 months ago. A police officer in Aarhus, who is married, but who no longer loves his wife.
If only Anders had said what every man thinks:
And... I don't know. It's rare that arguments make any sense. Most of the time we argue because we've momentarily lost touch with each other, and our foothold in reality.
'Midt i livet' is super realistic. The lines are straightforward. The dilemmas are familiar for every counselor - and therefore also familiar to anyone who has experienced a bad relationship.
You get humor too. Black humor.
Charlotte is a mix of a tough wife and a manipulative bandit. Her husband is a mix of a warm hearted man and a tiring sissy.
They've both lost their desire. The joy of working. Happiness in family life. Connection. Lust. They have become empty shells who feel sorry for themselves.
They can't talk to each other at all. Just complain, grumble, and grieve.
There are 2 stars for the actors. 2 stars for the dialogue. 1 star for being relevant to you if you're tired of arguing with your husband.
Midt i lieft by David Eldridge
Teater review
The struggle in the middle of life for love and eroticism
In the middle of life
5. november 2024.Kulturnyt, Ambiorn Happy
In the middle of life, many married couples are hit by the question: "How are we living! Is it good enough!"
Is there a difference in how the two characters deal with life?
- She tries to wake him up, somehow. Because she is well aware that they are not where they want to be. And should you just keep doing it? Should they be unhappy forever, or should they do something about it?
In one of the scenes, the married couple argue about sex. They have just been on an inn holiday, and Anders is proud. "We had sex twice!". But it turns out, it was compulsory sex. In fact, Charlotte no longer wants sex with Anders. They have lost contact with each other, partly because Anders commutes between Aarhus and Copenhagen. They are not good at talking together about the problems, but they try.
There is a lot of drama in theatre, but sometimes there is just as much drama - or more - in one's own life. Is it a play about the lives of ordinary people?
The man in the play does not want to talk about the problems. What's the matter with you, Caspar?
Silence creates rust in a relationship. It's good to talk together.
Where do you want to lead the audience?
'Midt i livet' plays at Teatret Svalegangen from 9th of November till the first week of December.
Teater video
Kampen midt i livet for kærlighed og erotik
Midt i livet
5. november 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Midt i livet bliver mange ægtepar ramt af spørgsmålet: "Hvordan lever vi! Er det godt nok!"
Er der en forskel på hvordan de to karakterer håndterer livet?
- Hun vil vække ham på en eller anden måde. Fordi hun er godt klar over, at de ikke er der, hvor de gerne vil være. Og skal man bare blive ved med det? Skal de være utilfredse for evigt, eller skal de gøre noget ved det?
I en af scenerne skændes ægteparret om sex. De har lige været på kro-ferie, og Anders er stolt. "Vi havde sex to gange!". Men det viser sig, at det var pligtsex. Faktisk har Charlotte ikke længere lyst til sex med Anders. De har mistet forbindelsen med hinanden, blandt andet fordi Anders pendler mellem Aarhus og København. De er ikke gode til at snakke sammen om problemerne, men de prøver.
Der meget drama i teater, men nogle gange er der lige så meget drama - eller mere - i ens eget liv. Er det et stykke om helt almindelige menneskers liv?
Manden i stykket har ikke lyst til at tale om problemerne. Hvad er problemet med dig, Caspar?
Tavshed skaber rust i et parforhold. Det er godt at tale sammen.
Hvor vil du gerne lede publikum hen?
'Midt i livet' spiller på Teatret Svalegangen fra 9. november, og frem til og med den første uge i december.
Teater video
★★★★Anmeldelse af 'Fem kvarter ved 200 grader', på Teatret Svalegangen
Teaterstykket har en ægthed der rører mig
12. oktober 2024.Kulturnyt, Lita Domino
I aften er jeg en flue på væggen til en herremiddag. Der er familie sammenkomst i Skærgården. Forestillingen 'Fem kvarter ved 200 grader' iscenesat af Hans Rønne er en hyggelig selvironisk mandekomedie. En ung mand Toke har sat sin far og svigerfar i stævne i et lille sommerhuskøkken i sin fars svenske hytte. Nu skal de tre herrer forberede en middag til resten af familien. Et køkken der ikke bare oser af madkunst, men også af hanekampe, hyggelig gemytlighed og farverig debat, - forestillingen er til 4 stjerner.
Tokes far er den flamboyante maler, en levemand. Toke selv er en ung nyforelsket mand, der glæder sig til festmiddagen hvor de to familier skal lære hinanden at kende. Hans svigerfar er en sindig jyde der kan lide landbrug og traditioner.
Replikkerne i stykket er sat sammen med god fornemmelse af selvironi. Karaktererne afslører både deres private idealer, og samtidig skildrer de hver især de punkter hvor det er mere besværligt at stå ved sig selv. For eksempel faren der er veganer når andre kigger, men spiser flæskesvær i smug. Eller Toke der gerne vil være klimabevidst, men elsker mad og gerne vil langtidsstege den. Eller svigerfaren der holder af traditioner og ægteskabets ukrænkelighed, men selv var en hingst på sengelagnet som ung.
Teaterstykket har en hyggelig og meget realistisk dramaturgi. Jeg kan lide at skuespillerne kokkererer i virkeligheden på scenen, som når Toke faktisk steger et spejlæg til sin svigerfar. Måden de taler sammen på hen over madlavningen, og de følsomme øjeblikke hvor en nerve i samtalen giver et indtryk af ægthed, som må være svær at iscenesætte. For den oplevelse er jeg taknemlig.
Tak til teamet bag forestillingen 'Fem kvarter ved 200 grader', og til Teatret Svalegangen der huser dem i øjeblikket.
Fem kvarter ved 200 grader
Stykket er på turné, og kommer til:
Teater anmeldelse
Photo: Martin Dam, Carla Jiménez Puigdevall, Joseph Mayer★★★★★Review of 'Short & Sharp' at Bora Bora in Aarhus
Art is, daring to be real!
11. oktober 2024.Kulturnyt, Ambiorn Happy
The evening's three pieces of open-faced sandwhich (smørrebrød) at Bora Bora are about the art of being human. You know it. "Short & Sharp" is world-class art, a dance performance at 5 stars. Think you will love to experience it at Bora Bora in Aarhus. Last chance Friday. Buy a ticket. Otherwise, it's time for butter and bread pudding. Such is life.
I was captivated by 'Gossip Body' with Ottavia Catenacci. She has a blue leotard and some sturdy running shoes. Pokes around a bit in the evening's first solo performance. Goes backwards a lot. Have her back to the audience. Making all the mistakes I have to avoid if I want to be an artist. And she does it on purpose.
'Gossip Body' talks sincerely about how difficult it is to look the audience in the eyes. That's how it is. Denmark's greatest artist - currently dead and buried - Storm P. had an eye for it. Art is a difficult thing. Ottavia Catenacci tells about it. Can hardly contain herself.
And it is difficult, in life's work of art. All art is about the audience. The artist is not that important. Like a selfie or a business card. Art is something that audiences love because we find ourselves in art. Therefore, the most popular art forms are: Pornography, football and pop music. Although it is all unimportant and insignificant, the audience finds itself in the art.
So the first step in art is to look the audience in the eyes. It is well told by Ottavia Catenacci. It is so difficult to stand out in the world - for all of us - and be seen, and see others.
Now I'm getting excited. Will Magalí Camps - dancing on 'smørrebrød' number 2, 'Double You Single View' - build on Ottavia Catenacci's 'Gossip Body'? Yes! She dances more in relation to the audience. Looking at them. Talking. But still difficult. When we are on the way to find ourselves we say things like "Hello" without listening for the answer. And she does. "Hello - hello!"
After some time she gets tired of the lack of response from the audience. Pours water onto the dance floor. Undresses. She continue the dance in a bathing suit. Running and throwing herself on the floor, pirouettes - and it's great. As good as a performance in a strip club in Las Vegas.
Because that is the question for you, and for all art. "Does it end up being just entertainment if I make art?" Magalí Camps shows us that challenge. To be myself, or to be entertainment for others.
Art is becoming human. To be seen as human. To find oneself. That's why I love Charlie Trier. He is a laban. Or she, what do I know, at least a mustache and very nice legs. Charlie opens your mouth and coaxes 'smørrebrød' number 3 into you. She has - she must be so, and Charlie must forgive me if he is she, or vice versa - she has a great show where she looks the audience in the eyes. And she says: 'I am real!'
This is the greatest art. There is no greater art! 'I exist!' - it is the highest expression of art.
What it is - this 'I am real' - it doesn't matter really. You can be a goldfish, a Shetland pony, a tablecloth from Bing & Grøndal, a jaguar, school teacher, night watchman, dancer, clown, businessman...
It doesn't matter what you are. But you exist! And that's important!
Thanks to Bora Bora for the experience. Thanks to Laban, Ottavia and Magalí. It was a good experience.
Gossip Body
Double You Single View
Surfacing Hypocrisy
Dans anmeldelse
Foto: Jacob Østergaard Johansson★★★Anmeldelse af 'Hold så kæft Lars!' - en historie om selvmord
Sex, pizza og dødsporno
26. september 2024.Kulturnyt, Ambjørn
Anmeldelse af 'Hold så kæft Lars!': Dårligt. 3 stjerner. Stykket 'Hold så kæft Lars!' - skabt af Mette Søndergaard - har fin scenografi, godt skuespil, hurtig tv-humor og komik. Alt er så fint. Men så - efter en times tid - forstår man at den unge pige i stykket, hun skal begå selvmord. Du finder hverken en kæreste, en psykiater eller en lille sød kattekilling der kan stoppe hende. Ren dødsporno. Spar dine penge eller køb en flæskesteg. Ja, selv en supermenu fra McDonald smager bedre end 'Hold så kæft Lars!'. Der er intet håb i stykket.
Så, jeg er sur. Det behøver du ikke være. Men jeg synes stykket 'Hold så kæft Lars!' giver ingen mening. Det er en tragedie, og det gør ondt. Stykket handler om en kvinde gravet ned i et sandhul, og du får 90 minutter pine mens hendes indre spøgelser kaster sten på hende. Det kan kun gå én vej, i dramatikerens fætter BR kugleramme. Minus, minus, minus - vi ender nok et stykke langt nede i depressionens undergrund. Ja! Jeg vidste det!
3 stjerner til 'Hold så kæft Lars!'. Liv er en ung kvinde der er træt af at leve, spillet af Mette Søndergaard. Hun møder Lars - spillet af Anders Budde Christensen - på et dansested. Hun vil knalde. Tager ham med hjem. De bor i hendes stue. Æder pizza, knalder, æder, knalder. Bliver kærester.
Sådan er begyndelsen på 'Hold så kæft Lars!'. Scenografien - skabt af
Men stadigvæk sur, det er jeg. 'Hold så kæft Lars!' er realistisk. Det skildrer en selvmorders kamp for at dræbe sig selv. Sådan er de jo, selvmorderne. Ikke sandt?
Jo, det er sandt. Jeg kan ikke redde en selvmorder, fordi gerningsmanden og ofret er den samme person. Ingen selvmorder kan undslippe sin egen hånd. Ofret er værgeløst.
Selvmord er en træls ting. Jeg bliver helt deprimeret af at se det.
Derfor lytter jeg til historier, for at en eller anden - f.eks. Mette Søndergaard uden kugleramme - kunne være sød at fortælle en løgnehistorie - hvor selvmorderen mislykkes i at fange sig selv i et hjørne og at gøre det af med sig selv. En løgnehistorie, dét vil jeg foretrække, fremfor en nøgtern skildring af kvinden der er gravet ned i sandet.
Måske ligefrem en komedie om en selvmorder der ved et uheld - og det er faneme irriterende - bliver glad og lykkelig. Fanget i et splitsekund af kærligheden, nærværet og erotikken. En komedie om en kvinde der vil dø, men som rammes af livets skønhed som i et solstrejf der splintres i frydefulde atomer i krystal lysekronens eksploderende farver.
Tak for oplevelsen. Den kunne godt have været bedre, føler jeg. Min bror var så kold da han blev trillet ind fra køleboksen og anbragt på bedemandens påklædningsbord. Jeg gav ham varme sokker på til den sidste rejse, og jeg tænkte som Lars i stykket: 'Fuck hvor er det synd for dig, og hvor er jeg dog håbløs, at jeg ikke kunne redde dig'.
Det er vigtigt at forstå.
Ingen historier ender med et selvmord. Men nogle historier starter efter et selvmord.
Hold så kæft Lars!
Teater anmeldelse
'Hold så kæft Lars!' - teater om depressionens væsen
Komik og dramatik om depression
11. september 2024.Kulturnyt, Teater
Cirka 10 procent af os er deprimerede. Ikke bare kede af det, men langt nede. 300.000 voksne danskere. Vi snakker ikke så meget om det.
Men nu kommer 'Hold så kæft Lars!' på Teatret Svalegangen, i slutningen af september. Det er en forestilling som med humor undersøger vores tabu og depressionens væsen.
Komikeren Mette Søndergaard Nielsen, siger: - For mig, er humor den korteste og fedeste vej til at fortælle det grimme, det skamfulde og det tabuiserede. Derfor har alt, hvad jeg laver sjov med anker i en dyb alvor.
Mette er både med som skuespiller i 'Hold så kæft Lars!' og er dramatiker på forestillingen.
Kort fortalt: Den depressive Liv smider sit sidste engangsknald, Lars, ud af sin lejlighed for at gøre en ende på sit liv. Men da Lars ikke går, starter et absurd parforhold. Lars kæmper for at få Livs livslyst tilbage, mens Liv kæmper for at få fred fra den ubærlige smerte, som depressionen fastholder hende i. En komisk tragedie, der boykotter den skam og følelse af "forkerthed", som ofte følger med en depression. Her holder ingen kæft!
'Hold så kæft Lars!' er en komedie om psykisk sårbarhed, der med lige dele humor og alvor sætter fokus på unges mistrivsel. Forelskelsens rus løfter Liv og Lars for en stund, men kan kærlighed helbrede en svær depression?
'Hold så kæft Lars!' instrueres af Heinrich Christensen, kendt for komediesuccesser som Ebberød Bank og Vi Bygger En Vej. Mette Søndergaard, fra DR2’s sketchshow ”Hvorfor Snakker Vi Ikke Om Mig?”, har skrevet forestillingen og spiller Liv, mens Anders Budde Christensen, der senest kunne opleves på Teatret Svalegangen i 'Det Fortrolige Rum', spiller Lars.
Teater video
Foto: Ursula Hessner★★★★Anmeldelse 'Fortællinger fra Als', Teatret Svalegangen
Han sætter ventiler på fortidens spøgelser
10. september 2024.Kulturnyt, Lita Domino
I aften er vi på anekdoternes højborg i en nationalistisk del af kongeriget. Monologen 'Fortællinger fra Als' er et blødt favntag til en svunden tid og til de skygger der stadig følger bi. Teater med Sønderjysk muld under neglene og med sød musik tilsat til 4 stjerner.
På en lille ø ude i Lillebælt roder de med ventiler, - nærmere bestemt Danfoss ventiler. 'Fortællinger fra Als' er et musikalsk teaterstykke bygget op over en opvækst i 60'ernes Danmark. Anekdoter fortalt fra et barns naive greb på verden og med de eftervirkninger der følger med videre i livet.
Forestillingen har en forkærlighed for de ambivalente følelser der kan opstå når vi skuer tilbage i tiden. Historien rammer ind de kultursammenstød der opstod i Sønderjylland i en tidsalder med ny industri i en lille by i grænselandet. Det gør den blandt andet ved at sammensmelte den Sønderjyske sprogtone med resten af det danske sproghjul. Denne smeltedigel i historien, - fornemmelsen af egnshistorie og det mere almenmenneskelige som vi alle kan opleve i en opvækst - gør forestillingen god.
Avisbudet, drengen Vigge - på rigsdansk Viktor - er hovedpersonen i monologen. I en af anekdoterne besøger drengen Dronningen af Nordborg – den smukke Helena. Når hun drikker the er det fra små fine tekopper og så kan hun lide at male. Dronning Helena lærer drengen at kunst ikke er at efterligne virkeligheden. Hun fortæller ham at 'Kunst er at gøre koen til sin egen ko, når man tegner den'. - Det fortæller hun mens hun slubrer af sin kop. Historien bygger på bogen 'Fortællinger fra Als', skrevet af Ken Denning. I stykket former skuespiller Victor Marcussen et billede på scenen af hendes gestik med små spidse læber og fine strittende fingre. På samme måde skaber han billeder gennem sin monolog af alle de karakterer der krydrer denne aftens historiebog. Det gør anekdoterne fra Als til levende småbidder og åbner for de små pointer den vugger i.
Mellem menneskerne på øen Als, er der ikke nær så mange ventiler som der var på fabrikken Danfoss. Følelser kommer mest ud som små ordsprog i køkkenet hos moren, og bliver følelserne for uhåndterlige kommer Alsingerne med den 'Blå bil' til Augustenborg. Fortællingerne rækker ind i denne egns selvforståelse og for den fine fornemmelse af det, er jeg taknemlig.
Tak til teamet bag forestillingen 'Fortællinger fra Als' og til Teatret Svalegangen der huser dem i denne tid.
Fortællinger fra Als af Ken Denning
Teater anmeldelse
Foto: Per Morten Abrahamsen★★★★Anmeldelse 'Drømmen' på Teatret Svalegangen
De fylder luft på drømmen om en ny fremtid, men glemmer hinanden
27. august 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Drømmen' på Teatret Svalegangen: I forestillingen 'Drømmen' iscenesætter de drømmekasteller med jazzet musik og dramatiske og teatralske følelsesopgør fra et parforholds arne. Politisk spind fra 70'ernes EF-kampagner bliver til luftige drømme om anerkendelse i nationenes øjemed. Forestillingen er en 4 stjernet oplevelse med et scenegulv som en kamparena for luftkastellerne.
Vi danner kreds om dem, -de bor i vores midte, - på Egernvej på Frederiksberg og på scenegulvet folder de en kamparena ud for øjnene af os. Vi er deres publikum. I forestillingen 'Drømmen' er vi med på første parket. Det karismatiske par Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver trukket frem af historiebøgerne i dette teaterstykke og folder sig ud i vores midte. Behandler spørgsmålet: 'Hvad er det nu Velfærdsstaten er for en størrelse, og er vi egentlig interesseret i det når det kommer til stykket?'
I forestillingen 'Drømmen' følger vi ægteparret, når de drikker sig fulde, skændes eller præsenterer de danske kerne værdier for verdenseliten. Han der sælger visioner fra sin talerstol i folketinget, og hun der iscenesætter dem i rollen som ministerfrue og kendt skuespiller.
Et stjernepar. Bare ikke som kærester.
I kender den, drømmen om ikke at have problemer, - nogle andre skifter ble på vores mor eller tager sig af børnenes skolegang. Teaterstykket 'Drømmen' tager os med på rundtur i Velfærdsstaten i dag og danner tråde tilbage til dengang EF var på tegnebrættet. Vi møder en pårørende på et plejehjem og en sosu-hjælper vikar. De forelsker sig og drømmer sammen. Historien om Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver foldet ud som et luftkastel eller en flygtig fantasi. En blød start i forestillingen der har sit udspring i de manglende hænder i samfundet og bliver sat i relief til den gamle historie om det umage kendis-par. De blafrende faner i de Socialdemokratiske kerneværdier bliver behandlet gennem små episoder fra et parforhold.
Der har været mange ideologier der har præget det danske samfund gennem tiden, men den mest fremtrædende er vel nok ideologien om velfærdssamfundet. ”Her er nok til alle og vi er alle lige”, men kan man skabe teater der rammer luftkastellerne i en politisk drøm? Teaterstykket 'Drømmen' er ikke bare en fortælling om Socialdemokratiets partiprogram og ej heller kun om det umage par Helle og Jens. 'Drømmen' fortæller om længslen efter nærhed, kærlighedens vilkår og drømmen om anerkendelse, men den fortæller også om konsekvenserne ved luftkasteller og for det er jeg taknemlig.
Tak til teamet bag forestillingen 'Drømmen' og til Teatret Svalegangen der inviterede indenfor.
Drømmen af
Teater anmeldelse
'Midt i livet' afløser 'Højbjergmordet'
Parforhold midt om natten i et køkken
27. august 2024.Kulturnyt, Kulturnyt
'Midt i livet' er forestillingen der afløser 'Højbjergmordet' på Teatret Svalegangen.
Med sin upolerede stil udforsker den britiske dramatiker David Eldridge kærlighedens storm. Han indrammer et ægteskab fanget i livets midte – et forhold tynget af mental load, et ikke-eksisterende sexliv, stereotype kønsroller og jagten på lykke. Mange kender følelsen, men få har sat den i scene. Det sker nu på Teatret Svalegangen, når 'Midt i Livet' har premiere 9. november – 7. december 2024.
- 'Midt i livet' er relevant, fordi vi lever i en tid hvor karriere, arbejdsliv og forældreskab vanskeliggør ærlighed
- Jeg ville ønske, det var muligt at tage stort kørekort i parforhold og børneopdragelse. Men det er nok bare en bunden opgave at blive
Teater
FNs verdensmål lever endnu
Verdensmål er stadigvæk i fokus
24. august 2024.Kulturnyt, Kultur
Teatret Svalegangens verdensmålsprojekt - 'United Change' - lever videre. I Aarhus Festuge præsenteres fire værker og en række gratis pretalks.
PÆRFEKT GIN & CROQUIS hylder det uperfekte og sætter kropsidealer fri. EN LILLE SMULE UBEHAG spejler sårbarheden, når kræft rammer mænd. B.LONGING er klassisk musik fra Frydenlund, hvor unge kvinder og deres mødre spiller sig ind i generationskløfter. Desuden genopsættes det spektakulære værk SULT på teatrets facade, når UNITED CHANGE 2024 løber af stablen fra den 4. – 7. september.
I praksis handler teatrets UNITED CHANGE om at skabe fællesskaber og nye fortællinger, der kan være med til at forandre fremtiden. Nu fortsætter Teatret Svalegangen den rejse med fire verdensmålsværker og en række gratis pretalks foran teatret i Aarhus Festuge.
Kultur
Foto: Laura Ratschau★★★★★Anmeldelse af 'The Girl With the Hurricane Brain', Teatret Svalegangen
Er du klar til at dø? Med en drink foran dig?
14. august 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse: 'The Girl With the Hurricane Brain'. Der er 5 stjerner til operaen 'The Girl With the Hurricane Brain' på Teatret Svalegangen. Tak for kostumerne, musikken, sangerne, instruktionen og historien. Jeg er imponeret over den professionelle højde i forestillingen hos alle 14 medvirkende (inklusiv dirigenten). Det var oven i købet rørende. Det er smerteligt at have en orkan-hjerne, det forstår vi.
Du skal ikke læse min anmeldelse, fordi jeg ved ikke noget om opera. Kan knap nok forstå ordene i en engelsk popsang (operaen er på engelsk). Men til gengæld så har jeg set John Wayne på tysk TV i 5. klasse, 2 år før vi fik en tysklærer, så jeg forstår alt uden at kunne forstå sproget. Tak ZDF.
Historien - som har sopranen Peyee Chen i hovedrollen, og jeg forstår ikke de ord hun synger - handler om smerte, frygt, angst i den sidste 1 time og 20 minutter af vores sejlads med Titanic. Okay, jeg genkender "klima", "hest", og "forandringer". Men det er ikke meget ud af en libretto på 34 sider.
Peyee Chen er i rollen som den lille pige, der personligt mærker isbjerget nærme sig. Hun er ulykkelig. Hun hyler op og plager sine forældre. De forstår hende ikke. Gør deres arbejde. Kværner kaffe fra morgen til aften. Og ungen hyler og græder og råber.
Jeg føler med de forældre - Ted Schmitz og Jessica Aszodi. Hvis jeg stod på dækket af Titanic i frostvejr, så gik jeg heller ikke ind i hylekoret. Mens vi brager ind i siden af isbjerget, sidder jeg hellere i baren. Beder om en whisky og smiler charmerende til den nærmeste kvinde.
Sådan er vi forskellige. Verdens undergang kan ikke stoppes. Inkaerne gik ned. Egypterne. Grækerne. Indianerne. Romerne. Ja selv vikingerne måtte give op.
Alle højtudviklede kulturer ender med et sammenbrud!
Er vores kultur højtudviklet? Ja, det tror jeg nok. Vores skæbne er beseglet. Undergangen venter!
De kloge kan forudsige fremtiden. På scenen er Joseph Bolger klog. Han kigger i mønstrene, han ser udviklingen. Han giver pigen besked om hvor slemt det ser ud.
Derfor forsøger pigen at overbevise forældrene, at de skal stoppe deres kaffekværn og gøre noget! Bare noget! Stop døden! Stop klimaforandringerne! Hold op med at kværne kaffe! Køb ikke flere elbiler. Køb ikke mere på Temu! Bare stop!
Men hun har det svært med at overbevise forældrene. 20% af os køber billigt skrammel på Temu.com - fremstillet med ødelæggende konsekvenser for miljøet. Vi får det sejlet hjem på containerskibe fra Mærsk, med ødelæggende konsekvenser for miljøet. Vi leger med det og smider det ud. Sådan er vores liv. Hvem vil slukke for internettet 9 måneder om året? Hvem vil holde op med at forbruge, bare for at redde vores fælles Titanic?
Og, det er faktisk ikke almindelige mennesker der styrer skibet. Det er noget... Det er kultur. Alle kulturer blomstrer, sætter frugt, og går under når vinteren kommer.
Eller hvad?
Du kan glæde dig til kostumerne i 'The Girl With the Hurricane Brain'. Tøjet er syet af pergament - skind flået af et dyr på cirka en meters længde. Sandsynligvis svinehud. Tøjet er syet pænt. Det er jo det vi går op i. Moderigtig tøj på Titanic.
Dem der har forstand på opera siger sangerne synger dygtigt.
Der er et 9-personers symfoni-orkester med i forestillingen. 3 strygere, 3 blæsere, slagtøj, guitar og flygel. Musikken er abstrakt - ikke melodisk - symbolsk.
Mange unge mennesker går ud af balance i denne tid. Som pigen i forestillingen lytter de til profeterne der prædiker dommedag. Der er meget at være bange for. Personligt gør det ikke mig noget. Vi skal dø af noget. Det er ikke til at vide, hvad der kommer først.
Linje 2A i et fodgængerfelt. Ny corona. Pest. Putin i Ecco-sko kaster en atom-bombe i Aarhus Havn. Golfstrømmen vender og klimaet i Danmark bliver koldt som nordlige Finland, og jeg hader at stå på langrend ski. Nogen fortsætter med at bruge 4 gange vores ressourcer og vores verden brænder langsomt og sikkert sammen.
Det ender med at vi dør. Det siger denne opera, og det er sandt. Men indtil det sker, så er jeg glad for at møde den lille bedstemor i Rema på vej hjem fra teatret.
- Der mangler 5 kroner, siger manden bag kassen med bedrøvet stemme.
Kvinden taler grønlandsk, det kan jeg se på hende. Hendes øjne er stærke og levende, hendes hud har fået meget sol, på kanten af indlands-isen.
- Du kan få en femmer af mig, her!
Kvinden smiler varmt. - Tak, det var en god gerning, siger hun til mig.
- Du er velkommen, svarer jeg.
Vi smiler til hinanden, en sen aften i Rema. Sådan, hjerte til hjerte. Det er sådan jeg vil gå ned med skibet.
Tak for oplevelsen. Den var god.
'The Girl With the Hurricane Brain'
Performance anmeldelse
Photo: Laura Ratschau★★★★★Review of 'The Girl With the Hurricane Brain', Teatret Svalegangen
Are you ready to die? With a drink in front of you?
14. august 2024.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review: 'The Girl With the Hurricane Brain'. It's a 5 stars rating to the opera 'The Girl With the Hurricane Brain' at Teatret Svalegangen. Thanks for the costumes, music, singers, direction and story. I am impressed by the professional level of the performance by all 14 participants (including the conductor). It was even touching. It's painful to have a hurricane brain, we get that.
Don't read my review because I don't know nothing about opera. Can barely understand the words in an English pop song (the opera is in English). But on the other hand, I have seen John Wayne on German TV in the 5th grade, 2 years before we got a German teacher, so I understand everything without being able to understand the language. Thank you, ZDF.
The story - starring the soprano Peyee Chen, and I don't understand the words she sings - is about pain, fear, anxiety in the last 1 hour and 20 minutes of our voyage on the Titanic. Okay, I recognize "climate", "horse", and "changes". But it's not much out of a libretto of 34 pages.
Peyee Chen is in the role of the little girl who personally feels the iceberg approaching. She is unhappy. She howls and torments her parents. They don't understand her. Do their work. Grinds coffee from morning to night. And the kid howls and cries and shouts.
I feel for those parents - Ted Schmitz and Jessica Aszodi. If I stood on the deck of the Titanic in freezing weather, I didn't go into the howling choir either. As we crash into the side of the iceberg, I'd rather sit at the bar. Asks for a whiskey and smiles charmingly at the nearest woman.
This is how we are different. The end of the world cannot be stopped. The Incas went down. The Egyptians. The Greeks. The Indians. The Romans. Yes, even the Vikings had to give up.
All highly developed cultures end in collapse!
Is our culture highly developed? Yes, I think so. Our fate is sealed. Doom awaits!
The wise can predict the future. On stage, Joseph Bolger is smart. He looks at the patterns, he sees the development. He lets the girl know how bad it looks.
So the girl tries to convince the parents to stop their coffee grinder and do something! Just something! Stop death! Stop climate change! Stop grinding coffee! Don't buy more electric cars. Buy no more at Temu! Just stop!
But she has a hard time convincing the parents. 20% of us buy cheap junk on Temu.com - manufactured with devastating consequences for the environment. We get it shipped home on container ships from Maersk, with devastating consequences for the environment. We play with it and throw it out. Such is our life. Who wants to turn off the internet 9 months out of the year? Who will stop consuming, just to save our common Titanic?
And, it is not actually ordinary people who steer the ship. It's something... It's culture. All cultures bloom, bear fruit, and perish when winter comes.
Or what?
You can look forward to the costumes in 'The Girl With the Hurricane Brain'. The clothes are sewn from parchment - skin skinned from an animal approximately one meter long. Probably pigskin. The clothes are sewn nicely. That's what we're all about. Fashionable clothes on the Titanic.
Those who understand opera say the singers sing skillfully.
There is a 9-person symphony orchestra in the performance. 3 strings, 3 wind instruments, percussion, guitar and grand piano. The music is abstract - not melodic - symbolic.
Many young people go out of balance in this time. Like the girl in the play, they listen to the prophets who preach doomsday. There is much to be afraid of. Personally, it doesn't matter to me. We have to die of something. There is no telling which will come first.
Line 2A in a pedestrian crossing. New corona. Plague. Putin in Ecco shoes drops an atomic bomb in Aarhus Harbour. The Gulf Stream shifts and the climate in Denmark becomes cold like northern Finland, and I hate cross-country skiing. Someone continues to use 4 times our resources and our world is slowly and surely burning down.
It ends with us dying. That's what this opera says, and it's true. But until that happens, I'm happy to meet the little grandmother in Rema on the way home from the theater.
- There are 5 kroner missing, says the man behind the till in a sad voice.
The woman speaks Greenlandic, I can see that in her. Her eyes are strong and alive, her skin has had a lot of sun, on the edge of the inland ice.
- You can get a fiver from me, here!
The woman smiles wholehearted. - Thank you, that was a good deed, she tells me.
- You are welcome, I reply.
We smile at each other, late at night in Rema. Just like that, heart to heart. That's how I want to go down with my ship.
Thank you for the experience. It was good.
'The Girl With the Hurricane Brain'
Performance review
SelmaAarhus Top 5: Få dit kulturfix for 500 kr.
Få dit kulturfix for 500
7. august 2024.Kulturnyt, Aarhus
Fodbold, film, musik, dans og teater er med i pakken du kan købe til efteråret på AarhusTop5.dk. Du får 5 fede oplevelser for 500 kr. Billigere bliver det ikke.
Det er Øst for Paradis, Aarhus Fremad, Voxhall, Bora Bora og Teatret Svalegangen som sælger pakkerne. Det har de gjort før, og det plejer at være en succes der hurtigt er udsolgt.
Kultur
Unges tanker om klima bliver til opera
Pigen har en voldsom hjerne
7. august 2024.Kulturnyt, Aarhus
Teatret Svalegangen præsenterer en cli-fi opera. 'The Girl with the Hurricane Brain'. Den er skabt af musikkollektivet Lydenskab. Unge mennesker fra Europa, Afrika og Asien har været på workshop sammen for at give et billede af tanker og drømme omkring fremtiden.
Hvordan ser klimakrisen ud for børn og unge? Det er spørgsmålet som operaen forsøger at give et svar på.
Forestillingen er på engelsk. Den spiller to dage i Aarhus, 14. og 15. august.
Teater
Teatret Svalegangen Sæson 24/25
Kunst, intelligens og følelser i sæson 24/25 på Teatret Svalegangen
28. april 2024.Kulturnyt, Aarhus
Teatret Svalegangen præsenterer i sæson 24/25 5 egenproduktioner, 12 gæsteproduktioner og 3 festivaler. Et bredtfavnende program der sætter tidens tanker og følelser i bevægelse. Forandringens vinde blæser, - det vil Svalegangen give udtryk på sine 3 scener.
- Massive udviklingsspring, skred og nybrud ændrer konstant vores opfattelse af verden, siger direktør og kunstnerisk chef, Per Smedegaard fra Teatret Svalegangen. - Hvordan vi opfatter os som mennesker, i organisationer, familier og i forhold til køn.
- En af de største accelerationer finder sted inden for det teknologiske felt, senest med udviklingen af kunstig intelligens. En udvikling, som kunsten og vi naturligt omfavner – ja, faktisk er årets forsidebillede udviklet ved hjælp af AI. Men med AI følger også nye spørgsmål: Hvordan skal vi udvikle os som samfund og som mennesker, og hvilken rolle får kunsten i fremtiden?
- Sindet tænker for sig selv og kan skabe for sig selv. Derfor har vi brug for kunstnere, der ikke bare genererer ’oplagte’ svar, men stiller spørgsmål og skaber nye svar, perspektiver og mening, siger Per smedegaard.
Hans Rønnes '5 kvarter ved 200 grader' er en mandekomedie om svigersønner og fædre tilsat en knivspids klimadiskussion. I den ny sæson genoptages også en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede drabssager, 'Højbjergmordet', når Svalegangen i et højspændt true crime-drama kaster nyt lys over den største mordgåde i Aarhus.
I 2025 kan publikum se frem til Forestillingen om mor' – en ventilerende rejse gennem moderskabets kapitler og forbandede idealer. Søren R. Fauths roste livsdigt 'Moloch - En fortælling om mit raseri' bliver sat op som teater - som en maskulin kommentar til samtalen om sårbarhed. Digtet er skrevet i skyggen af Fauths skilsmisse og dykker ned i følelser fra ungdomsforelskelse til de formative år, børnefødsler, ferier og hverdagsliv til smerten, der opstår, da ægteskabet kollapser.
Teatret Svalegangens verdensmålsprojekt, United Change, åbner sæsonen i Aarhus Festuge foran teatret og i teatrets sale. Kropsidealer sættes fri med 'Pærfekt, gin og croquis' i samarbejde med Muskelsvindfonden. Sårbarheden, når kræft rammer mænd spejles i En lille smule ubehag', og Don Gnu sætter igen luftakrobatik, dans og videokunst sammen i det spektakulære værk Sult' på danses på teatrets facade kl. 21 om aftenen (gratis).
Derudover gæster en lang række markante teatre fra Jylland og København i sæsonn, som også byder på ILT Festival 2025 samt besøg af Det Frie Felts Festival og vækstlagsfestivalen Quonga. Sidst men ikke mindst er der masser af overraskelser på den eksperimenterende Off The Record scene.
Teater
Foto: Montgomery★★★★★Anmeldelse: 'Anbragt', Teatret Svalegangen
Hendes barndom dufter af øl og til tider nybagt brød
23. marts 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Anbragt': Hun elsker sin far. Han er morsom, og når hun bliver vred kan han se hende i øjnene og råbe med på alle 'fuck dig'-ordene, til hun bliver helt rolig igen inden i.
- Det kan han i i hvert fald i de øjeblikke hvor han ikke er fuld eller når han ikke selv er rasende og tæver sin nye kæreste. Forestillingen 'Anbragt' er et samfundskritisk teaterstykke, men samtidig også en rørende fortælling om et barn med en hård opvækst. 5 stjerner.
Forestillingen 'Anbragt' er først og fremmest en fortælling om mennesket. En fortælling om alt det sårbare, når et barn skal anbringes væk fra sin familie. Forestillingen er også et cadeau til de børn der lever på kanten. Den stærke pige i fortællingen der med et iltert temperament ikke vil lade sig kue.
I 'Anbragt' er hovedkarakteren en pige i overlevelsesmodus og hun er ofte i affekt. Garderer sig, råber, længes, græder og ofte er følelserne i store bogstaver.
Skuespillet bliver underbygget af små øjeblikke hvor hovedkarakteren 'barnet' træder ud af historiens tid for at reflektere. Jeg er særligt rørt over den dialog der finder sted mellem far- og datter karakteren, hvor han skal have barnet til at køre med sin nye plejemor, idet datteren ikke længere kan bo hos ham. Den egentlige anbringelse udenfor hjemmet.
Historien giver også et billede af det medmenneskeligt problemfyldte i plejeforældrerollen. De svære punkter mærker de, når de kan se at deres nye plejebarn længes efter sin far og skubber alle andre væk. Når de to voksne begynder at råbe ad hinanden, fordi de er i oprør efter en konflikt med barnet.
Skuespillet har en fin fornemmelse af de små og store udsving i følelseslivet som nødvendigvis må være i disse situationer.
Systemet har konsekvenser, når det fungerer som et rullebånd. Flytter mennesker som man flytter bagage i en lufthavn. Scenografien lavet af Katrine Krohn tegner dramaturgien op på en rørende og meget konkret måde, ved at lade midterlinjen på scenen være et rullebånd. Her kører personer, flyttekasser, sofaer og godgørende mennesker ind og ud af barnets tilværelse.
'Systemet' må først finde barnet og det er svært at forvalte hendes tarv, når de voksne snakker forbi hinanden. Rådgiverne skifter job, skal skrive rapporter, vurderinger som i skyndingen bliver hen over hovedet på far og barn. Barnet de gerne vil hjælpe, og faren, taler et andet sprog end systemet, og deri er en konflikt i sig selv. God pointe i stykket synes jeg.
Rullebåndet stopper først op idet pigen møder Gunnar og Henriette, der for en tid skal være pigens plejeforældre. Forestillingen har et særligt øje for systemet og mødet med barnets vilkår, og det gør stykket godt, - både tragisk og til tider lettere absurd, - hvilket vel afspejler virkeligheden for mange i disse situationer.
Teaterstykket 'Anbragt' er en fin fortælling om børnene på kanten. Cadeau til tematikken og til den følsomme stemme ind i alle samfundsdebatterne om 'Barnets Lov' der kom i 2023.
Tak til teamet bag forestillingen 'Anbragt' og til Teatret Svalegangen der har sat den i scene.
Anbragt af Thomas Markmann
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Fishtail', på Teatret Svalegangen i Aarhus
Langt ude i havet, er vandet så blåt
14. marts 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Fishtail': 'Fishtail' er et poetisk sceneværk med dans, musik, sang, dukketeater og skuespil. Skabt af Bjørn Rasmussen som et digt. 'Fishtail' er en fin perle fra havets søbund til 4 stjerner, takket være Victor Nuno Lyses flotte scenografi, Astrid Kjær Jensens dukketeater, Marcus Alexander Roydes dans, og Ludvig Brostrups skuespil og sang.
'Fishtail' undersøger identitet. Hvem er jeg? Hvordan kan jeg passe ind i en skoleklasse, 8 år gammel. Siddende på de der hårde stole. Med fødder og ben. Åh nej, jeg drømmer om at have en fiskehale. At være noget andet, noget som mere er mig.
Du kender spørgsmålet fra dig selv. Hvem er jeg? Det er som om jeg ikke passer ind.
Der er fin musik og dans, og god sang i 'Fishtail'. Publikum er unge mennesker på Teatret Svalegangen. Søgende, unge mennesker. De kan lide at grine ad fisken som Disney har sendt til Aarhus for at sige undskyld for de hetero seksuelle og normative tilbøjeligheder der gennemsyrer amerikansk populær-kultur.
I virkeligheden foretrækker jeg Disneys udgave af 'Den lille Havfrue', fremfor den misogyne papir-udgave fra H.C. Andersen selv. Men det er sjovt at høre fisken sige undskyld.
I det hele taget tror jeg du vil blive begejstret for dukketeatret, som Astrid Kjær Jensen deler ud af på scenen. Det er godt arbejde.
Forestillingen begynder på havets bund. Scenen er hyllet ind i slør. Vi er under havets overflade hvor fiskene bor. Dem med fiskehale der drømmer om at blive menneske.
Vi er aldrig tilfredse, vel, heller ikke dyrene?
Inden længe springer en person med ben ned i havet for at få sig en fiskehale. At blive noget andet og skabe lidt panik i klasseværelset når der skal tages billeder til forældrene.
Forestillingen slutter med sangen der har omkvædet 'Langt ude i havet, er vandet så blåt.' Det lyder godt.
Tak for et poetisk digt på scenen, og tak for oplevelsen på Teatret Svalegangen.
Fishtail af Bjørn Rasmussen
Teater anmeldelse
Foto: Frederikke Brostrup★★★★Anmeldelse: 'Hyper Switch Ultra Faggot', Teatret Svalegangen
Av, du gør mig ondt!
29. februar 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Hyper Switch Ultra Faggot': Der er 4 stjerner til stykket, fordi min sidemand trækker vejret tungt. Som et astma-anfald. Han har ondt. Forestillingen 'Hyper Switch Ultra Faggot' vækker hans indre smerter, som at træde på et erindringens pindsvin der krummer sig sammen. Jeg kigger rundt i salen på Teatret Svalegangen. Stykket er instrueret af Johan Klint Sandberg, med Ludvig Brostrup i hovedrollen. Stykket rører publikum. Nede på en række er der en mand med kort klipning og bred nakke som hulker. Af grin, opdager jeg, eller gråd? En ung pige fniser, fordi hun kan ikke klare flere detaljer om seksuelle overgreb. Hun har fået nok. Længere henne på min række. En mand er gået i stå. Tavsheden er enorm.
Nå, men det starter hyggeligt. Ludvig Brostrup træder ind på scenen i undertøj. Tank top og briefs, sådan lidt JBS i designet. København, måske Amager. Han er i sauna, måske faktisk Studiestræde, Amigo Sauna - fordi alle går rundt med et håndklæde om livet. En sauna som er et slags kommunistisk bordel hvor alle mænd har sex med hinanden, uden at nogen få penge for det. Og han elsker det, vores hovedperson.
Han er ung, han er lækker - men bedst af alt, han har brug for at blive elsket, så han gør alt det som de ældre mænd beder ham om.
Han er populær, derfor.
- Min seksualitet er præget af skam og skyld. Det tænder mig at leve i mørket. Det var jo sådan vi kom til verden, os der er homoseksuelle. Os der svæver mellem liv og død. Skammen er en del af vores seksualitet, siger vores hovedperson.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved at Josef Fritzl er familiefar og hetero seksuel. Og jeg ved at Fritzl på ingen måde definerer min seksualitet. Så jeg tvivler på, at homo seksualitet altid skal være et slagsmål mellem overgreb og underkastelse.
Vores hovedperson ser dog verden på dén måde. Han bliver forelsket i en mand med hule øjne - en nul-mand - og han får energi af måden som sadisten betragter ham. Tomme øjne.
- Men han smiler til mig!
I stykket følger vi deres kærligheds-historie udvikle sig. Som en kræftbyld, eller som eksem der kun bliver værre, dag for dag.
Publikum vrider sig i stolerækkerne. De fleste kommer fra grupper i Aarhus, hvor man står med spørgsmålet hver dag. Er jeg noget særligt, bare fordi jeg er glad for mennesker der har det samme køn som jeg selv?
Ingen tror længere på, at homo seksuelle er små ryttere for Satan, bortset fra Texas, og Rusland, og Iran, og så videre. Men hvad tror du på? Det spørgsmål får du et helt frugtfad du kan smage på i 'Hyper Switch Ultra Faggot'. En stjerne for det.
Jeg skal ikke afsløre højdepunktet - der hvor publikum rykker så uroligt på sig at jeg ser flugtsignaler og de er lige ved at gå fra forestillingen. Eller lavpunktet, kunne man sige. Men jeg vil afsløre hvad der sker med vores hovedperson.
Efter at være blevet forelsket i en psykopat, og tage imod som mashochist, slukkes drømmen i vores hovedperson. Romantikken. De søde kys. De baskende arme når fyren er i huset. Han bliver slukket, fordi sådan er det. Tisser du på et bål, så er der kun mørket tilbage. Når vi gør ondt på et menneske, skaber vi en ny grumsom person i vores eget billede. Ondskab er en smitsom sygdom. Faktisk vigtigere at holde afstand til, end at holde afstand til lidt forkølelse.
Scenografien er fin og enkel i 'Hyper Switch Ultra Faggot'. Teksten er poetisk og autentisk. Instruktionen stram. Alt sammen skabt af Johan Klint Sandberg og Ludvig Brostrup, et skuespil i top. Det er stort hvad to mænd kan skabe sammen.
Så er du glad for mænd? Se 'Hyper Switch Ultra Faggot' og mærk efter, hvordan din kærlighed er. Det er altid det rigtige tidspunkt, hvis man vil have en dybere forbindelse til sin kæreste. God fornøjelse.
Hyper Switch Ultra Faggot af Johan Klint Sandberg og Ludvig Brostrup
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Usynlig', Teatret Svalegangen
Maya elsker sin mor, og er vildt flov over hende
20. februar 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Usynlig': Hun har lige været tv-vært i et game show. En af skuespillerne i performansgruppen Hvid Støjs forestilling 'Usynlig' står med armene i luften, - glad og overstadig. - Lige indtil skuespilleren igen må bytte rolle med en af de andre performere.
Hun må påtage sig karakteren Mayas skæbne. Endnu et skifte i rolleuniverset, som forestillingen hele tiden bevæger sig rundt i. Tre skuespillere på scenen der skifter identitet mellem de forskellige karakterer i stykket. De gør det gennem tøjskifte, - ved simpelt rekvisit bytning.
'Usynlig' er et musikalsk teaterstykke med et særligt øje for de udfordringer en teenager med psykisk syge forældre har.
Skuespilleren der nu skal spille Maya røber sine følelser for rolleskiftet efter game showet, - trækker en grimasse, ærgrer sig, men tager rollen på sig.
Ingen vil være Maya, for Maya har det hårdt. Hendes mor laver luftkasteller i plastiksofaen, men de bliver sjældent til noget og hvis de gør, bliver de ofte til en pinlig historie for pigebarnet.
Mayas mor er enten nede i en kulkælder med tunnelsyn og mørke, eller i overdrive 'happiness-land'.
Fortællingen i forestillingen 'Usynlig' bevæger sig rundt i den unge piges univers. Vi møder hendes mor, klasselæren, kammeraterne og andre. På en meget konkret og praktisk måde folder historien Mayas univers ud. Giver en stemme til nogle af de svære følelser og dilemmaer som opstår hos pigen og i morens sygdoms kølvand. For eksempel paradokset at pigen skal være mor for sin mor.
Forestillingen 'Usynlig' har et fint hjerte for et stresset barns problemfyldte dagligdag. Temaet er skildret med varm humor, let absurditet i dialogerne og blød musikalitet.
Scenografien er velfungerende med luftige plastik møbler og et enkelt setup af videoinstallationer som let kan skabe nye sceneskift.
Den rullende karakterbytning mellem skuespillerne giver en god energi i forestillingen, og performerne triller ubesværet og let rundt i de forskellige karakterers universer.
Forestillingen giver en nødvendig stemme til mange børn og unge med psykisk syge forældre, så tak til teamet bag for et godt teaterstykke.
Usynlig
Teater anmeldelse
Foto: David Bering★★★★★Anmeldelse af 'Afbrudt samliv', af Henriette Katrine Lund
Så meget kærlighed til den gamle kvinde der ser porno hver dag
9. januar 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Afbrudt samliv': Demens. Min 80-årige mor kan ikke spille ludo, siger min bror. Hun er blevet dement. Hun glemmer reglerne, og kan ikke huske hvilken farve der er hendes. Nogle gange flytter hun sin brik den forkerte vej. Min bror tager det ikke så tungt, og han er desuden glad for at vinde i ludo.
'Afbrudt samliv' handler om en kvinde og hendes mand. Hun er også blevet dement, Alzheimers - opkaldt efter den tyske læge Alois Alzheimer. Hver dag ser hun porno i stuen, når hendes mand kommer hjem. Hun øver sig i at sige replikkerne i Couch Casting.
- Remove your panties!
- Bend over!
- I like that!
Hun har desuden købt 11 kasser med farvefulde dildoer. Hendes mand bliver temmelig fortvivlet over hendes adfærd. Aner ikke hvad han skal gøre, fordi der ikke er noget at gøre, siger lægerne.
Jeg er glad for 'Afbrudt samliv' af mange årsager. Morten Just har skabt et videoværk som består af organisk materiale der langsomt pulserer stumper af fejlkode rundt i en organisk suppe. Det kunne være et billede af hjernen der langsomt forplumpres. Vi lever 3-9 år med Alzheimers, ikke længere.
Lisbeth Gajhede spiller oprørt, forførende, gnistrende og fuld af livsglæde rollen som den ældre dame, Marianne. Hun er sjov - må man godt lave sjov med demens, ja - hun er erotisk, og hun elsker den der pornoserie med unge piger der går til casting, kan du huske den? Faktisk overtaler hun sin mand til at de laver deres egen pornofilm. Men det går lidt skævt, fordi han vil hellere lave en film om dengang de mødtes på et herretoilet i Ribe. Og det var kærlighed ved første blik.
Jørgen Bing er Mariannes mand, Carsten. Han er en hjertelig fyr der vil gøre alt for sin kone, mens hendes sind smuldrer mellem hendes hænder. Det er faktisk hårdt for ham. Du kender det.
Men VVS-manden, spillet af Pelle Koppel, siger noget andet. Han tager det roligt, når Marianne opfører sig upassende. Han skal bare skifte en vandhane, men Marianne tror han er pornostjerne. De fleste ville nok tage det tungt at blive begramset af en fremmed og lidt ældre dame, men VVS-manden er rolig og empatisk. Alle demente mennesker elsker den tolerance og rummelighed, og derfor er min mor også glad for min bror, tror jeg.
'Afbrudt samliv' er en historie i den menneskelige teater-genre. "Hvordan er det at være en af de andre?" Dramatikeren Henriette Katrine Lund har skabt et fint værk, der er fyldt med humor, alvor og store mængder forståelse og empati.
Tak for oplevelsen til 5 stjerner. Se stykket og lær lidt mere om hvordan det egentlig er for din mor, eller for din mand eller din far. Eller bliv hjemme og spil ludo, som vi gør i min familie, når vi besøger mor.
Afbrudt samliv af Henriette Katrine Lund
Teater anmeldelse
'Anbragt' på Teatret Svalegangen
Historien om et umuligt valg, der bliver taget hver dag
5. januar 2024.Kulturnyt, Aarhus
Hver dag bliver der i gennemsnit anbragt 9 børn i Danmark. De fleste anbringelser er på forældrenes initiativ. 'Anbragt' er en historie der opføres på Teatret Svalegangen, og der er danmarkspremiere i Aarhus, lørdag 23. marts.
Det er den prisvindende dramatiker Thomas Markmann, som står bag manuskriptet, og i hans optik bør man se på anbringelsesfeltet i et langt mindre sort/hvidt perspektiv.
Historiens hovedperson, Natasja, drømmer om at bage boller med sin far. Kaste med mel og grine, mens duften af friskbagt brød breder sig i køkkenet. Men duften i hendes mange barndomshjem er i højere grad præget af alkohol. Faren Casper gør sit bedste, men da Natasja er 13 år, giver han slip og anbringer hende i pleje.
- Natasjas stemme ønsker jeg skal være et andet slags bidrag i den tilbagevende strid mellem rigtig og forkert. En stemme der minder os om, at det sværeste valg ikke handler om 'løsningen', men er noget der sker inde i barnet og handler om kærlighed, skyld og vrede. Det umulige valg, der vil gøre ondt uanset hvad. Det findes simpelthen ikke gode løsninger. Kun mindre dårlige, siger Thomas Markmann.
Teater
Festival flytter til Teatret Svalegangen
QuongaFest på Teatret Svalegangen
8. december 2023.Kulturnyt, Presse
Quonga er et åbent netværk for det århusianske scenekunstvækstlag, der arbejder på at gøre vækstlaget mere synligt og skabe grobund for scenekunsten i Aarhus. Netværket blev dannet i 2006 og har med tiden stået bag en række initiativer, herunder den årlige festival, QuongaFest, der hidtil har fundet sted på Katapult i Aarhus. Nu skifter festivalen lokation til Teatret Svalegangen.
- Jeg er stolt over at lægge scener til byens vækstlagsfestival og begejstret for at kunne præsentere Quonga for vores publikum. Det er et oplagt match, fordi vi begge arbejder for scenekunstens udvikling og på sigt for fastholdelse af kunstnere i Aarhus, siger Teatret Svalegangens kunstneriske chef og direktør, Per Smedegaard.
Quonga består i dag af 11 arrangører, som arbejder fra efteråret og frem til QuongaFest i maj. I 2024 åbnes dørene for den 15. QuongaFest, hvor scenekunst præsenteres for publikum i alle aldre, og hvor Quongas 15-års jubilæum skal fejres. Du kan læse mere på Quonga.dk
Kultur
Foto: Montgomery★★★★★★Anmeldelse af 'Selskabssang', Teatret Svalegangen
Maden er alle pengene værd, og du får en oplevelse der gør dig glad
25. november 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Selskabssang' på Teatret Svalegangen: Jeg er glad. Nogle anmeldelser af scenekunst i Aarhus er ikke længere end dét. 3 ord. 'Selskabssang' gjorde mig glad. Der er intet at tilføje - ikke mere der har betydning, i hvert fald. Glæde er det vigtigste i livet. Lige for den rige og den fattige. For den unge og den gamle. For den syge og den raske.
'Selskabssang' er en total performance hvor du får god mad og vin. Godt humør. Godt selskab. Victor Marcussen er aftenens vært. Publikum sidder ved langborde. Vi mødes til fest i familien, planlagt af Kirstine Fogh Vindelev. Til bryllup. Studenterfest. 30 års fødselsdag. 50 års dagen. Der er fest i Teatret Svalegangen, Victor underholder, Rasmus spiller musik og vi synger festsange mellem madretterne. Selskabssange der rummer også det usagte som vi normalt ikke synger om.
Jeg er lidt nede på familiefester, særligt de store med 80-100 deltagere. Det kan blive så akavet. Vi sætter os og hilser på folk man faktisk havde glemt var en del af familien. Ingen vil spørge: "Hvem er det nu du er" af frygt for at såre en onkel eller et sort får der studerer på færøerne eller en tilløber med rødt hår og grønne negle.
Men der er ingen vej udenom. Så vi sidder altså med denne her halv-fremmede familie ved langbordene i Teatret Svalegangen. Spørger lidt ind, du ved: "Hej, længe siden, hvor kommer I fra?"
Petra Adlerberth-Wik har sat historien i scene. Flot scenografi af Marie Rosendahl Chemnitz. Musikken leveres live af Rasmus Kjær på piano. Det er alt sammen meget hyggeligt, men jeg tænker: "Hvordan kan jeg anmelde en familiefest? Man plejer da ikke at holde festen i teatersalen med professionelle teaterfolk og lækker mad?"
Men det har hun gjort, Kirstine Fogh Vindelev. Skabt en performance der er så analog, at vi ryster vores digitale filter af os. Vi synger og er glade, og har gode samtaler med hinanden ved bordet. Vi kender ikke hinanden som familie. Men lidt familie er man jo altid! Alle mennesker er i familie med hinanden, og deri ligger den lille genialitet fra Kirstines side. Vi er alle sammen én stor familie. Det kan være svært at snakke sammen, men når vi gør det, så bliver vi glade. Toppen i dansk madkunst er den klassiske hotdog, karbonader samt grydesteg. Så jeg blev jo altså lidt suspekt ved emailen fra teatret: "Maden er vegansk, glutenfri og uden nødder." Men det er jo bare fordi jeg er fordomsfuld. Maden smager perfekt! Jeg ved ikke hvilken restaurant der står bag, men dér vil jeg gerne fejre min bryllupsdag! Lige så snart vi bliver gift, mig og min kvinde. Til forret er der delikat hjertesalat med en velsmagende grøn dressing, serveret i afkølede, aflukkede portionsglas. Hvidvin. Hovedretten er svampe-ragout med kartoffelmos. Rødvin. Desert er hindbær mousse med portvin. Du kan drikke lige så meget vin du vil, særligt hvis du vælger et bord med unge mennesker, de foretrækker gerne vinflaskerne uden alkohol (og det serveres også, plus vand og så videre). 'Selskabssang' er en performance udenfor bedømmelse. Den har et strejf af genialitet. Disruption. Det er teater som bringer mennesket frem i teatersalen. Et menneske der ikke kun kigger på. Klapper pænt og smiler. Mennesker som kan mærke hinanden og sig selv. Det er performance. Victor Marcussen gør det fantastisk. Han ved alle i publikum frygter at krydse linjen mellem teater og mit private selv. En god performance gør netop dét. Publikum bliver en del af showet. Så derfor kan du slappe af til 'Selskabssang', aftenens vært passer på dig. Så publikum synger. Mere og mere. Der bliver snakket ved bordene. Skuldrene falder ned. Vi er jo bare mennesker, og det er dejligt at være her. Jeg er glad. Selskabssang
Performance anmeldelse
'Selskabssang' på Teatret Svalegangen i Aarhus
Festsange om det vi normalt ikke synger om
22. november 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Selskabssang' handler om de festsange vi normalt ikke synger til bryllup og fødselsdage. Du er inviteret til festen. Du får mad og vin, og mulighed for at synge med på sangene.
'Selskabssang' er fællessange for det usagte – et hudløst ærligt sangværk, der genopfinder
Stolerækkerne er udskiftet med bænke og langborde, for publikum får en medvirkende rolle, når det klassiske teaterrum forvandles til next level fællessang. Oplev sange om både indre og ydre kriser. Til dirrende stemmer, et stort skvæt humor men også lidt afmagt og følelsen af at blive i tvivl om, hvem man er. For den følelse er vi vel fælles om?
Selskabssang
Teater video
★★★★★Review: 'The Arctic Summit', Theater Svalegangen, Aarhus
Greenland has got its freedom!
22. oktober 2023.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review of 'The Arctic Summit': It's action. Excitement. Multiculture with several languages on stage. It's humor and it's serious. 4 older actors are on stage, plus the young
The play is refreshing in its story about Greenland's struggle for freedom. It's a 4 star play. But because I'm an old white Dane, I have to rate it for 5 stars and add an apology. Unfair, because the play is characterized more by a fiery fight for freedom than traditional dramaturgy, but Greenland has had too little for 200 years. This is what it is like, to be Denmark's Gaza Strip, Denmark's Crimean peninsula, Denmark's cotton plantation, Denmark's colony. You get too little, while Denmark's royal family smiles lovingly, and Danish companies earn billions from running the colony of Greenland. So it is fair with the 5 stars rating.
Kim Leine with high potencyKim Leine has written the piece. He is fond of facts, and this really hurts the whites in the audience, while the Inuits in Teatret Svalegangen laugh happily. I did not know that Denmark is a rogue state which in 1953 made Greenland a county (!) in order to circumvent the UN's demand to release the colonies. There is so much I don't know, so I feel safe in Kim Leine's universe.
Locked in a TV studioAviana Steinbacher has charisma, and her belly is packed with dynamite. It is so cosy in the TV studio. The American Ambassador. The Danish Prime Minister. Oligarch Maxim from Russia. Isak, the Greenlandic chairman of the relatively few local politicians. They don't respect her. In their eyes she is just a young Greenlandic woman, "you can take my suitcase and get me a cup of coffee!" But the young woman has other plans. The TV studio is locked off, the building has already been filled with dynamite. Now she wants Russia, the US and Denmark to agree to make Greenland free again.
They haven't been for hundreds of years. The Norwegians, the Swedes, the Vikings and the Danes have run around on 'the world's largest island' (You would never call Europe the world's largest island, would you?). Ran around and made Greenlandic women pregnant, so nobody in Greenland really knows how much Greenlandic blood they have in their veins. (This is also how it is to be Dane. 1800 years ago we chased the original Danes north of the Limfjord, where they still live, the Cimbri. The rest of us are an orgy of Swedes, Germans and Mongols. Such is the blood of a real Dane.)
Can you change my blood, can you electro-shock my inner Dane, can you give him a blue pill so he disappears?Not everything has to be about Aviana Steinbacher, but she delivers a captivating and sensitive portrait on stage of this dilemma: 'Who am I? I have both Greenlandic and Danish blood in my veins! It tingles under my skin. Burns in me. I want to throw my Danish blood away'.
You can't do that, but with a little luck you can throw the Danish colonial masters into Nuuk's harbour. Or make them slaves on one of the shrimp boats from Royal Greenland which help raise money for the island. Maybe hire the Danes as school teachers, doctors at the hospital, police officers and home security personnel?
It's a complicated relationshipThe forced marriage between Denmark and Greenland is cracking at the seams. The young will be free. There are so few people in Greenland that they are fewer than the original inhabitants of Kuwait. Maybe they can become just as rich if they are ready to risk the pure nature with uranium mines and oil drilling?
It is complicated. The young say, "no, it's easy! We will be free." On stage, Greenland will be free again. The play 'The Arctic Summit' is thus inspiring for the freedom struggle in Greenland. It has not been seen before (I think), and in that way Greenland is already free again after the premiere at Teatret Svalegangen. Fight for freedom unfolds through art.
Thank you for that experience.
The Arctic Summit by
Direction
Starring
Scenography Signe Krog
Sound design Hans-Ole Amossen, Tuomas Rounakari
Lighting design Morten Ladefoged
Video design Michael Lindskov Jacobsen
Costume Design Marianne Meyer
Produced by Teater FreezeProductions.
Teater review
★★★★★Anmeldelse: 'Det Arktiske Topmøde', Teatret Svalegangen
Grønland har fået sin frihed!
21. oktober 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Det Arktiske Topmøde': Det er action. Spænding. Multikultur med flere sprog på scenen. Det er humor og det er alvor. 4 ældre skuespillere er på scenen, plus den unge
Stykket er forfriskende i sin historie om Grønlands frihedskamp. Det står til 4 stjerner. Men da jeg er en gammel hvid dansker, er jeg nødt til at give 5 stjerner og en undskyldning. Uretfærdigt, fordi stykket er præget mere af brændende frihedskamp end traditionel dramaturgi, men Grønland har i 200 år fået for lidt. Sådan er det at være Danmarks Gaza-stribe, Danmarks Krim-halvø, Danmarks bomulds-plantage, Danmarks koloni. Man får for lidt, mens Danmarks kongehus smiler kærligt, og danske firmaer tjener milliarder på at drive kolonien Grønland. Så det er retfærdigt med de 5 stjerner.
Kim Leine med høj potensKim Leine har skrevet stykket. Han er vild med fakta, og det går ud over de hvide i publikum, mens inuitterne i Teatret Svalegangen griner lykkeligt. Jeg vidste da ikke, at Danmark er en slyngelstat som i 1953 gjorde Grønland til et amt (!) for at køre udenom FN's krav om at give kolonierne fri. Der er så meget jeg ikke ved, så jeg føler mig tryg i Kim Leines univers.
Spærret inde i et TV studieAviana Steinbacher har karisma, og maven indspændt i dynamit. Der skal være hygge i TV studiet. Den amerikanske ambassadør. Den danske statsminister. Oligarken Maxim fra Rusland. Isak, den grønlandske formand for de forholdsvis få lokale politikere. De regner hende ikke for noget. En ung grønlandsk kvinde, "du kan tage min kuffert og skaffe mig en kop kaffe!" Men den unge kvinde har andre planer. TV studiet bliver låst af, bygningen er fyldt med dynamit. Nu vil hun have at Rusland, USA og Danmark bliver enige om at gøre Grønland frit igen.
Det har de ikke været i flere hundrede år. Nordmændene, svenskerne, vikingerne og danskerne har rendt rundt på 'verdens største ø' (Man ville aldrig kalde Europa for verdens største ø, vel?). Rendt rundt og gjort grønlandske kvinder gravide, så faktisk ingen i Grønland egentlig ved, hvor meget grønlandsk blod de har i årene. (Sådan er det også at være dansker. De oprindelige danskere jagede vi for 1800 år siden op nord for Limfjorden, hvor de stadig bor, kimbrerne. Vi andre er et orgie af svenskere, tyskere og mongoler. Sådan er den rigtige danskers blod.)
Kan du skifte min blod, kan du give min indre dansker elektro-shock, kan du give ham en blå pille så han forsvinder?Nu skal ikke alt handle om Aviana Steinbacher, men hun leverer altså et fangende og følsomt portræt på scenen af det her dilemma: 'Hvem er jeg? Jeg har både grønlandsk og dansk blod i årerne! Det kribler under min hud. Brænder i mig. Jeg vil kaste min danske blod bort'.
Det kan man ikke, men med lidt held kan man kaste de danske koloniherrer i Nuuks havn. Eller gøre dem til slaver på en af rejebådene fra Royal Greenland som er med til at skaffe penge til øen. Måske ansætte danskerne som skolelærere, læger på hospitalet, politifolk og hjemmeværnsfolk?
Det er et kompliceret forholdTvangsægteskabet mellem Danmark og Grønland knager i fugerne. De unge vil være frie. De er så få mennesker på Grønland, at de er færre end de oprindelige indbyggere i Kuwait. Måske kan de blive lige så rige, hvis de er klar til at risikere den rene natur med uran-miner og olieboringer?
Det er kompliceret. De unge siger, "nej, det er nemt! Vi vil være frie." På scenen bliver Grønland frit igen. Stykket 'Det Arktiske Topmøde' er på den måde inspirerende for frihedskampen på Grønland. Det er ikke set før (synes jeg), og på den måde er Grønland allerede frit igen efter premieren på Teatret Svalegangen. Al frihedskamp folder sig ud gennem kunsten.
Tak for den oplevelse.
Det Arktiske Topmøde af
Instruktion
Medvirkende
Scenografi Signe Krog
Lyddesign Hans-Ole Amossen, Tuomas Rounakari
Lysdesign Morten Ladefoged
Videodesign Michael Lindskov Jacobsen
Kostumedesign Marianne Meyer
Produceret af Teater FreezeProductions.
Teater anmeldelse
'Det Arktiske Topmøde' på Teatret Svalegangen
De spiller skak om Grønland
17. oktober 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
I 'Det Arktiske Topmøde' spiller stormagterne skak om Grønlands fremtid. Historien er skrevet af
Hvad synes du, Aviana Steinbacher. Skal Trump købe Grønland? Eller skal vi beholde det? Eller skal i have det selv?
- Jeg synes, vi skal have det selv, svarer Aviana. Hun spiller det unge oprørske mennesker, der lever, tænker og føler som en grønlænder.
Klaus Geisler spiller en midaldrende mand, der er mere konservativ og konfliktsky.
Geisler, er der flest konservative, eller oprørske mennesker i Grønland?
- De mere oprørske mennesker, de vinder mere og mere frem. Flere og flere af dem som ønsker selvstændighed her og nu.
Man hører sommetider at det er de yngre mennesker som er mest oprørske. Er det sådan?
- Mine forældres generation, de var meget oprørske også. Og så kommer der os i min alder, der var sådan lidt imellem det hele. Så dæmpede det sig. Og så kom den generation der er her i dag, som virkelig prøver på at lave et oprør for at vi skal være selvstændige. Alt skal være grønlandsk - på en lidt hård måde, siger Klaus Geisler.
Den rolle du spiller, hvad tænker du om hende?
- Hun har en holdning som hun står meget fast ved, siger Aviana Steinbacher.
- Hun er blevet træt af, at der ikke er nogen der gør noget. Så hun føler hun er blevet nødt til at tage et ansvar. Det handler jo rigtig meget om grønlands selvstændighed. Så hun er bare en der kæmper for sit folk. Synes hun i hvert fald selv.
Her i Aarhus kan du opleve 'Det Arktiske Topmøde' på Teatret Svalegangen.
Det Arktiske Topmøde af Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis.
Medvirkende Klaus Geisler, Helene Kvint, Aviana Steinbacher, Mette Kolding, Mikhail Belinson.
Produceret af Teater FreezeProductions.
Teater
'The Arctic Summit' at Teatret Svalegangen
They play chess over Greenland
17. oktober 2023.Kulturnyt, Ambiorn Happy
In 'The Arctic Summit', the great powers play chess over Greenland's future. The story is written by
What do you think, Aviana Steinbacher. Should Trump buy Greenland? Or should we keep it? Or should you have it yourself?
- I think we should have it ourselves, answers Aviana. She plays the young rebellious person who live, think and feel as a Greenlander.
Klaus Geisler plays a middle-aged man who is more conservative and avoids conflict.
Geisler, are there most conservative or rebellious people in Greenland?
- The more rebellious people, they gain more and more tracktion. More and more of those who want independence here and now.
You sometimes hear, that it is the younger people who are the most rebellious. Is that so?
- My parents' generation, they were very rebellious too. And then there are us at my age, we wre something in between. Then it subsided. And then came the generation that is here today, who are really trying to make a rebellion for us to be independent. Everything must be Greenlandic - in a somewhat harsh way, says Klaus Geisler.
The role you play, what do you think of her?
- She has an attitude that she stands by, says Aviana Steinbacher.
- She has grown tired of no one doing anything. So she feels she has had to take responsibility. It is very much about Greenland's independence. So she is just someone who fights for her people. At least she thinks so herself.
The play 'Det Arktiske Topmøde' has premiere in Aarhus at the Teatret Svalegangen.
The Arctic Summit by Kim Leine
Direction Hanne Trap Friis.
Contributors Klaus Geisler, Helene Kvint , Aviana Steinbacher, Mette Kolding, Mikhail Belinson.
Produced by Teater FreezeProductions.
Teater review
Foto: Ditte Valente★★★★★Anmeldelse: Fools' Paradise, Teatret Svalegangen
Her er den enfoldige klovn i skikkelse af Kviums tegnestreg
12. oktober 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse: "Fools' Paradise": De grå dragter får performerne til at ligne encellede amøber. Kønsløse lige indtil én får ideen at iklæde sig et par underbukser med en lille tap. I aften er jeg i selskab med et sælsomt og absurd univers. Forestillingen "Fools' Paradise" er fysisk teater af bedste skuffe. Et persongalleri bygget op over Michael Kviums groteske kunstværker.
De rabler med humoristisk ordgøglForestillingen er underfundig og humoristisk i sin absurde fortælling om mennesket. Som fysisk teater skildrer de 5 performere der er på scenen menneskeheden som et flokdyr. Forvirret og angste når en person skiller sig ud fra de andre i gruppen. De 5 skuespilleres karakterer er som enfoldige primater der for første gang i livets historie skal danne sprog og roller. Dette gør de gennem små efterligninger af hinanden. Øjeblikket efter opløses fællesskabet, uden at nogen når frem til en forståelse af hverken sig selv eller hinanden. Hver ageren er uden konsekvens. En dommer sidder i sin tønde og med stor patos rabler han uforståelighed af, - opløser al betydning af sprogets fællesskab, idet han ikke siger noget der giver mening for nogen.
Teaterstykket bider i sin satireDøden er et gennemgående tema i Kviums univers. Oftest i form af skikkelser der forsøger ikke at forholde sig til deres egen eksistens. Forestillingen "Fools' Paradise" rammer meget præcist ind i denne mørke side af mennesket. Denne side hvorfra den kendte maler ofte skildrer menneskeheden og samfundet fra. Det groteske hvor meningen med tilværelsen opløses og ballerina-prinsessen skal forsøge at udødeliggøre sit navn, uden at gøre sig umage med at erkende sin egen eksistens her og nu. Forestillingen er både alvorlig, humoristisk og fantasifuld.
5 StjernerJeg er indtaget af den charme det enfoldige persongalleri har. Den sorte humor, der udstiller menneskets absurde forsøg på at undgå angsten for at være, er befriende. Samtidig opløser humoren meningen med sit eget udtryk, når personerne skal agere i skyggelandet med ryggen til døden. Jeg kan lide sammenblandingen af mørk satire i det fysiske teater, klovnens enfoldige væsen i komikken, den livfulde dukkeføring og den melodiske stemme i musikken.
Mange tak til teamet bag forestillingen "Fools' Paradise" og til Teatret Svalegangen for at invitere indenfor.
FOOLS' PARADISE, a Giacomo Ravicchio
Medvirkende Therese Glahn, Karin Norrinder, Serafín Ziqver Xavier, Lars Begstrup og Jan Overgaard Mogensen.
Manus, Instruktion, Scenografi Giacomo Ravicchio
Komponist og Lyddesign Jérôme Baur
Lysdesign Martin Danielsen
Dukkedesign Katrine Karlsen
Foto Ditte Valente
Produceret af Meridiano Teatret, Zebu og Operaen i Midten.
Teater anmeldelse
Foto: Ditte Valente★★★★★Review: 'Fools Paradise', at Teatret Svalegangen
Here is the simple-minded clown from the universe of Kvium's drawing
12. oktober 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Review: "Fools' Paradise": The gray suits make the performers look like single-celled amoebas. Asexual until one gets the idea to put on a pair of underpants with a little tap. Tonight I am in the company of a strange and absurd universe. The performance "Fools' Paradise" is physical theater of the highest order. A personal gallery built around Michael Kvium's grotesque artworks.
They ramble with humorous punsThe performance is subtle and humorous in its absurd story about man. As physical theatre, the 5 performers on stage depict humanity as a pack animal. Confused and anxious when one person stands out from the others in the group. The 5 actors' characters are like simple-minded primates who, for the first time in the history of life, have to form languages and roles. They do this through small imitations of each other. The moment after, the community dissolves, without anyone reaching an understanding of either themselves or each other. Every action is without consequence. A judge sits in his barrel and with great pathos he rattles off incomprehensibility, - dissolves all meaning of the community of language, because he says nothing that makes sense to anyone.
The play bites in its satireDeath is a recurring theme in Kvium's universe. Most often in the form of figures who try not to deal with their own existence. The performance "Fools' Paradise" deals very precisely with this dark side of man. This side from which the well-known painter often depicts humanity and society. The grotesque where the meaning of existence dissolves and the ballerina princess must try to immortalize her name, without bothering to recognize her own existence here and now. The performance is both serious, humorous and imaginative.
5 StarsI am captivated by the charm of the simple person gallery. The dark humor that exposes man's absurd attempt to avoid the anxiety of being is liberating. At the same time, the humor dissolves the meaning with its own expression, when the characters have to act in the shadowland with their backs to death. I like the mix of dark satire in the physical theatre, the simple nature of the clown in the comedy, the lively puppetry and the melodious voice in the music.
Thanks to the team behind the performance "Fools' Paradise" and to Teatret Svalegangen for inviting us inside.
FOOLS' PARADISE, by Giacomo Ravicchio
Contributors Therese Glahn, Karin Norrinder, Serafín Ziqver Xavier, Lars Begstrup and Jan Overgaard Mogensen.
Script, Direction, Scenography Giacomo Ravicchio
Composer and Sound Design Jérôme Baur
Lighting Design Martin Danielsen
Puppet design Katrine Karlsen
Photo Ditte Valente
Produced by Meridiano Teatret, Zebu and Operaen i Midten.
Teater review
Foto: Louise Eriksen★★★★Anmeldelse af 'Ilt', Teatret Svalegangen
Kan det moderne menneske trække vejret?
9. oktober 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Ilt': De to unge på scenen har ikke meget plads til at ånde. Forestillingen 'Ilt' er et moderne parforholdsdrama, skåret ind til benet i sin rå og simple struktur, kun bibeholdt to menneskers skuespil i en intens dramaturgi. Instruktion
Med kun små ophold i kvinden og mandens hede debatter, forsøger de febrilsk at punktere frygten for forgængelighed. Trækker vejret ind igen, inden nye kaskader af ord triller parforholdet videre mod et nyt kapitel. Er det i retning af forældreskab, eller knuste drømme om en fælles fremtid?
Men hvad er virkeligheden?Forestillingen 'Ilt' skildrer gennem dialogen mellem to personer en ny generations problematik. Ambivalensen - som er svær at italesætte - handler om at være klemt mellem klimakriser og ægløsning. Det unge par på scenen taler om, hvordan de kan forestille sig det hele kommer til at gå. De intellektualiserer over klimakrisens apokalypse og menneskehedens undergang, og hvilken skyld de må have i alt dette her, såfremt de mærker og følger deres drift til at videregive nyt liv. En skam blot ved at tænke på at lave et barn. Børn vil jo uundgåeligt vokse op og udlede mere Co2.
Parforholdets troværdige kampeSkuespillernes karakterer er sat med hurtige replikker og nærværende spil. Publikum får et kig ind i den unge-voksnes længsler. Når de søger mod det hjertevarme, - livet og kærligheden, men også i deres skyggebilleder som driver dem på jagt efter at opnå det perfekte. Konstant bliver de rykket ud af deres egen fornemmelse af sig selv og hinanden. Længslen efter at skabe liv fremfor at forårsage død og ødelæggelse er hjertet i forestillingen.
4 stjernerForestillingen er et fint billede på dilemmaerne som en ny generation står med. Publikum griner med over de små anekdoter og faldgruber der er i parforholdets arne. Rummet er minimalistisk og giver et råt og usminket billede af de to kæresters forsøg på at balancere deres fælles fremtid.
Tak for god oplevelse til teamet bag forestillingen 'Ilt', og til Teatret Svalegangen der har inviteret indenfor.
Ilt af Duncan Macmillan
Medvirkende Marie Touell Søderberg, Christian Bergman
Instruktion og oversættelse Simon K. Boberg og Lars Mikkelsen
Scenografi og lysdesign Edward Lloyd Pierce
Foto Louise Eriksen
Produceret af Christian Bergman, Teater Next.
Teater anmeldelse
Foto: Gudmund Thai ★★★★Anmeldelse: 'Damen med de blå tænder', Teatret Svalegangen
Publikum falder for 'Damen med de blå tænder'
4. oktober 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Damen med de blå tænder': De griner på stolerækkerne i Teatret Svalegangen. - Det grå guld især, for i aften skal sandheden frem. 'Damen med de blå tænder' er en bramfri lattermild farce om generationskløfter og om elitær kultur-kolbøtteri. Stykket er en selvransagende hjerte-kolorit fra en generation som har kæmpet for lighed og frigørelse siden 60'erne, og som elsker fest og farver. I aften inviteres publikum til 70 års fødselsdag og det er underholdende og morsomt at kigge med.
Hun elsker opmærksomhed og lægger ikke fingrene imellemSkuespiller Mette Horn er 'Damen med de blå tænder' og spiller både skræmmende og samtidig skønt når hun vakler rundt på scenen med sit rødvinsglas. Uden filter præsentere hun de kommende gæsters bordkort til sin butler og hyggepianist. Kultur-eliten er inviteret men melder alle afbud på grund af forskellige pinagtigheder som de har oplevet med 'Damen' i hendes tidligere branderter. F.eks. da hun dyrkede nøgen-yoga på Folkemødet på Bornholm hen over madkurven hos Natasja Crone og Rasmus Tantholdt.
Med rødvin skal ondt forgå...Fødselaren må nøjes med selskab fra nogle få nære personer såsom sin tro mundskænk, toppet op med den non binære hjemmesygeplejerske, som minder utrolig meget om Børge fra Olsen Banden, og med nabokvinden der spiller sørgmodigt på sin mini guitar. Alle får hendes skarpe tunge til at trille lystigt rundt i ganen, så det alligevel bliver en festdag.
Forestillingen er let og underholdendeStykkets styrke er den humoristiske tilgang til alderdommen og bourgognens liflige lindring på liggesår og ømme hofter. Forestillingens hjerte er for den skarpe retorik som dels udspringer af en festglad fødselar med hang til rødvin, men også har en fin stemme for den ældre generation, hvis liv har kæmpet for ligestilling, frihed og sociale eksperimenter.
Historiens tvist er mødepunktet mellem de mennesker som hun rent faktisk har i sin dagligdag, frem for kendte personligheder som alligevel ikke gider komme. Alt sammen i en underholdende og let tone. Vi griner af de voldsomme rødvinsdampe der uden filter giver 'Damen' karakter, for den drillende tone overfor den danske kultur-elite og for de gnidninger hun oplever med sine naboer og bekendte.
Mange tak til teamet bag 'Damen med de blå tænder' og til Teatret Svalegangen der inviterer indenfor.
Damen med de blå tænder, af Lotte Svendsen
Medvirkende Mette Horn, Torben Steno, Christane Bjørg Nielsen, Sophie Marie Jeppesen
Instruktion Christoffer Berdal
Dramaturg
Scenografi
Produceret af Folketeatret.
Teater anmeldelse
Josephine Baker★★★★★★'Oh, Josephine', at Teatret Svalegangen in Aarhus
The devil's cloak is a free spirit, isn't it?
26. september 2023.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review of 'Oh, Josephine': The first casualty of any war is the free arts. That is the theme of 'Oh, Josephine', a fantastic 6-stars performance written by
On the outer level, the story is about 'Oh, Josephine'. A charismatic woman 100 years ago. She was beautiful. She knew that men want bare breasts and bananas. She made her money dancing and making movies, mainly wearing that costume.
Of course, Josephine Baker had a miserable childhood, and an early sexual debut. At that time in the 1920s, who else would be running around in a banana skirt? But Thomas Markmann wants much more than to talk about sex and social inheritance. The performance is about politics, power and rebellion. And sex. A perfect combination ever since Shakespeare.
The magical woman who was black and nakedJosephine Baker was not only an attractive woman, she was also a rebellious woman who is an inspiration to you today. Every rebellion starts somewhere in your sexuality, but doesn't end until people stop looking at breasts and instead look at how the more powerful people oppress the more powerless people.
During Josephine's time - the roaring twenties - there was freedom throughout the western world. It was only a moment before the Hays Code in 1930 removed Hollywood's artistic freedom and paved the way for him the little German, him with the very great need to 'protect' Austria, Poland, Denmark and so on.
Before closing time, Josephine Baker comes to Adlon in Copenhagen, 1928, to dance naked with bananas around her waist. This is the basic scene of the play. A Danish nightclub.
Super work from the actorsMalou Takibo plays Josephine Baker. A woman with guts, and she sings fantastically. The performance has music by Marie Louise von Bülow. Melodic and swinging, love it. Rolf Hansen does a great job as the nightclub's emcee, great character work. You will also love Hans Find Møller. He can be Leo Mathiesen right down to the tip of the cigar while playing with his piano. Luise Kirsten Skov is steadfast in the many roles she has in the play.
The scenography is by Nikolaj Heiselberg Trap. The audience sits on both sides of a long structure that looks like a nightclub 100 years ago, and it is a fine stage for a host of historical figures.
Only the dead deserve a street sign with their name onDead artists increase in value. That's the way it is. Only the past can tell the truth. That's how it is, and it's the freedom of the show to say something significant about today's people in power. You'll meet Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Powerful Danish artists who could not artistically survive when the first shots were fired in World War II.
Only Josephine Baker survived as an artist. She had become a French citizen, and she was a woman of resistance during times of war. She set up an orphanage and became very rich. Her money bought a lot of children out of poverty, and she never really understood the basic principles of upbringing. Love had not yet been invented in her childhood home, but sex and violence against women and ethnic minorities had.
You will love the music, the story and the actingIt is rare to see a Danish theater performance with good music on a high artistic level. It is rare to see a truly good story in a Danish play. Both at the same time, with humor and high acting, that's rarer than rare. Don't know what it's called in English?
There are 5 stars for scenography, music, the actors, direction and topicality (despite the fact that the story takes place 100 years ago). The 6th star is for daring to criticize the current coalition government. Last time the 'protective' forces were named Germany. Today, no one knows who 'looks after us'. But we know that we have a coalition government, we know that there is a waiting period of up to 12 years to get free treatment at the hospital. As Thomas Markmann puts it in the play: 'We know we live in a time when welfare for the majority is exchanged for prosperity for the few'.
That's rude, Thomas. Hope you have a good pension scheme. I'm not sure that remark will trigger a lifetime of art support for you. But then you have to live with the fact that the audience loves your art. Teatret Svalegangen is completely sold out in the coming days.
Oh, Josephine, by
Cast Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Direction
Scenography Nikolaj Heiselberg Trap
Composer Marie Louise von Bülow
Lighting Design Flora Pelle Brandt
Choreography Gunilla Lind
Creative Producer Christine Worre Kann
Produced by Teatergrad.
Teater review
Josephine Baker★★★★★★'Oh, Josephine', på Teatret Svalegangen i Aarhus
Djævlens kappe er frisind, not?
26. september 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Oh, Josephine': Det første offer i enhver krig er den fri kunst. Dét er temaet i 'Oh, Josephine', en fantastisk forestilling til 6 stjerner skrevet af
På det ydre plan handler historien om 'Oh, Josephine'. En karismatisk kvinde for 100 år siden. Hun var smuk. Hun vidste at mænd vil have bare bryster og bananer. Hun tjente kassen på at danse og lave film, primært iført dét kostume.
Selvfølgelig havde Josephine Baker en træls barndom, og en tidlig seksuel debut. Hvem ellers ville på den tid i 1920'erne rende rundt i et bananskørt? Men Thomas Markmann vil meget mere end at snakke om sex og social arv. Forestillingen handler om politik, magt og oprør. Og sex. En perfekt kombination lige siden Shakespeare.
Den magiske kvinde, som var sort og nøgenJosephine Baker var ikke kun en attraktiv kvinde, hun var også en oprørsk kvinde som er til inspiration for dig i dag. Ethvert oprør starter et sted i din seksualitet, men slutter ikke før folk holder op med at kigge på bryster og i stedet kigger på hvordan de mere magtfulde mennesker undertrykker de mere magtløse mennesker.
På Josephines tid - de brølende tyvere - var der frisind i hele den vestlige verden. Det varede kun et øjeblik, inden Hays Code i 1930 fjernede Hollywoods kunstneriske frihed og banede vejen for ham den lille tysker, ham med det meget store behov for at 'beskytte' Østrig, Polen, Danmark og så videre.
Inden lukketid kommer Josephine Baker til Adlon i København, 1928, for at danse nøgen rundt med bananer om livet. Dette er grundscenen i stykket. En dansk natklub.
Super arbejde fra skuespillerneMalou Takibo spiller Josephine Baker. En kvinde med ben i næsen, og så synger hun fantastisk. Forestillingen har musik af Marie Louise von Bülow. Melodisk og svingende, vild med den. Rolf Hansen gør et kæmpe arbejde som natklubbens konferencier, dejligt karakter-arbejde. Du vil også elske Hans Find Møller. Han kan være Leo Mathiesen helt ud til spidsen af cigaren, mens han leger med sit klaver. Luise Kirsten Skov er standfast i de mange roller hun har i stykket.
Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Publikum sidder på begge sider af en lang opbygning der ligner en natklub for 100 år siden, og den er en fin scene for et væld af historiske personligheder.
Kun de døde fortjener et vejskiltDøde kunstnere stiger i værdi. Sådan er det. Kun fortiden kan man fortælle sandheden om. Sådan er det, og det er forestillingens frihed til at sige noget væsentligt om nutidens magthavere. Du møder Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Kraftfulde danske kunstnere, der ikke magtede kunstnerisk at overleve, da de første skud blev løsnet i 2. verdenskrig.
Kun Josephine Baker overlevede som kunstner. Hun var blevet fransk statsborger, og hun blev modstandskvinde i en krigstid. Hun oprettede et børnehjem og blev meget rig. Hendes penge købte en masse børn fri fra fattigdom, og hun forstod sig egentlig aldrig på de pædagogiske principper for opdragelse. Kærlighed var endnu ikke opfundet i hendes barndomshjem, men sex og vold mod kvinder og etniske minoriteter var til gengæld.
Du vil elske musikken, historien og skuespilletDet er sjældent man ser en dansk teater-forestilling med god musik på et højt kunstnerisk plan. Det er sjældent man ser en i sandhed god historie i et dansk teaterstykke. Begge dele på én gang, med humor og højt skuespil, det er sjældnere end sjældent. Ved ikke hvad det hedder på dansk?
Der er 5 stjerner for scenografi, musik, skuespillerne, instruktion og aktualitet (til trods for at historien foregår for 100 år siden agtigt). Den 6. stjerne er for at turde at kritisere den nuværende samlings-regering. Sidste gang hed værnemagten Tyskland. I dag ved ingen hvem der 'passer på os'. Men vi ved at vi har en samlings-regering, vi ved der er op til 12 års ventetid på at få fri behandling på sygehuset. Som Thomas Markmann siger det i stykket: 'Vi ved vi lever i en tid, hvor velfærd for de fleste bliver vekslet til velstand for de få'.
Dét er frækt, Thomas. Håber du har en god pensions-ordning. Jeg er ikke sikker på at dén bemærkning vil udløse en livslang kunststøtte til dig. Men så må du leve med, at publikum elsker din kunst. Der er totalt udsolgt på Teatret Svalegangen de kommende dage.
Oh, Josephine, af
Medvirkende Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Instruktion
Scenografi Nikolaj Heiselberg Trap
Komponist Marie Louise von Bülow
Lysdesign Flora Pelle Brandt
Koreografi Gunilla Lind
Kreativ producent Christine Worre Kann
Produceret af Teatergrad.
Teater anmeldelse
Få billet til Aarhus Top5
5 aarhusianske kulturaktører laver igen luksuspakke med oplevelser
19. juni 2023.Kulturnyt, Kulturnyt
Aarhus Top 5-partnerskabet mellem Øst For Paradis, Aarhus Fremad, VoxHall, Bora Bora og Teatret Svalegangen kommer nu med 5 nye “kulturfix” til 500 kroner. Første luksuspakke i foråret var så populær, at den blev udsolgt med det samme. De fem steder opnåede de ønskede synergier på tværs og ser flere spændende potentialer i samarbejdet.
Igen i år åbner aarhusianske kulturaktører for deres Aarhus Top 5 luksuspakke til nysgerrige kulturbrugere i byen. Det er anden gang, det sker. Første omgang var så populær hos publikum, at der ikke var tvivl om, at det skulle gøres igen.
Fem nye oplevelser på menuenDenne gang skydes Aarhus Top 5 af på Voxhall med en koncert den 21. september med den erfarne danske sangskriver Nikolaj Nørlund. Derefter er der Aarhus Fremad-fodboldkamp på Riisvangen Stadion den 7. oktober. Bora Bora inviterer så den 22. november til den helt nye danseforestilling “Axial Figures”, hvor reb-artister danser i tre dimensioner fra gulv til loft. Øst For Paradis præsenterer derefter den 4. december nye danske film “Synkefri” og Teatret Svalegangen runder af med en genopsætning af den voldsomt populære Stig Tøfting-forestilling “No Regrets” den 24. januar.
Publikum vil de fleste steder også få lidt ekstra godter med i pakken i form af drikkevarer og snacks. Skulle man købe disse hver for sig, ville prisen være 1.120 kroner, men via Aarhus Top 5 slipper man altså med 500 kroner.
Ud af vanetænkningen90 nysgerrige kulturbrugere nåede i foråret 2023 at opleve både en danseperformance, en teaterforestilling, en film, en koncert og en fodboldkamp. De 90 billetter blev udbudt i tre runder af 30 stk. og endte med at blive solgt i løbet af meget få dage.
"Responsen på vores samarbejde har været overvældende positiv. Målet var at ryste publikum ud af vanetænkningen og tilbyde oplevelser, som de måske ellers ikke ville opsøge. Tilbyde ny inspiration til både de fem steders stampublikummer, men også alle andre", siger Tom Fjederholt, leder af spillestedet VoxHall.
"På Bora Bora Bora oplevede vi flere førstegangsbesøgende, som fik sig en ordentlig én på opleveren med forestillingen 'Carcass'. Flere publikummer sagde, at det var dejligt at få et glas bagefter og reflektere over oplevelsen - sammen med nye mennesker, de ikke kendte", fortæller Lotte Kofod Ludvigsen, teaterchef på Bora Bora.
En god Aarhushistorie med stort potentialeLuksuspakken var en oplagt gaveidé, da den blev lanceret op til jul, og den blev brugt både som gave mellem familiemedlemmer og som firmajulegave. "Alle vores ansatte fik en Aarhus Top 5-pakke i julegave. Det var noget, der kunne samle folk på tværs til nogle fede oplevelser og til social fællesskab. Det er et genialt koncept og en Aarhus-historie, når den er allerbedst," siger Emil Johnson, partner i filmproduktionsselskabet GotFat Productions.
Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef på Teatret Svalegangen, siger: "Det er oplagt for os fem århusianske kulturaktører at finde nye publikummer i fællesskab. Det er lykkedes at få vores gæster til at rejse på tværs af vores huse og inspirere dem. Luksuspakken er kun starten. Vi ser mange potentialer i samarbejdet fremover, der rækker ud over blot et billetsamarbejde."
Man kan læse mere om de fem events på www.aarhustop5.dk og benytte sig af tilbuddet.
'United Change' fra Teatret Svalegangen i Aarhus
Kunstnere er sammen i Arhus for et bedre klima
15. juni 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Gennem et par år har Teatret Svalegangen arbejdet på 'United Change', og nu fødes værket i en stor kunstnerisk happening. Det sker i dagene omkring festugen. 'United Change' er satire, sjov og spas og symfonisk musik, akrobatik og kokassebanko - og det handler om FN's 17 verdensmål for en mere bæredygtig fremtid. Danske og udenlandske kunstnere fylder byens gader og teatrets facade med 17 kunstværker, performances, musik og dans.
Skal vi begrave den sidste grillpølse?Vi forbruger 4 jordkloder i Danmark, som et af de mest forbrugs-orienterede lande i verden. Måske skal vi skrue lidt ned for grillen? Tag med på Dokk1 og vær med til en satirisk begravelse af verdens sidste grillpølse på stranden. Det er gratis, og du booker plads til begravelsen af grillpølsen her. Det er den performative kunstnerduo Sir Grand Lear, der står bag denne medrivende og samfundskritiske forestilling, som til United Change vil behandle det afgørende Verdensmål 13: Klimaindsats.
Se de sultne tjenere springe for livetUligheden vokser, vi får flere virkeligt fattige danskere og flere rige. Et af FN's verdensmål er at skabe mere lighed, også økonomisk. Mindre sult: 800 mio. får ikke mad nok.
På facaden af Teatret Svalegangen vil nogle sultne tjenere springer rundt på muren i mange meters højde og servere mad for de rige mennesker, mens de selv sulter. Det er Don Gnu og performer Esther Wrobel som i et kunstnerisk samarbejde kombinerer de frit svævende kroppe med musik, videokunst og installation. Det er gratis og foregår om aftenen på dagene i festugen. Læs mere om de sultne tjenere her.
17 forestillinger på 17 dageKokassebanko. Musikkoncerter under vandet. En sulten mand på gågaden. Symfonisk musik. Spas og satire. Dans og performance. Du kan læse hele programmet for 'United Change' her.
Åbning i Tivoli Friheden'United Change' åbner i Tivoli Friheden med et kæmpe show til den uofficielle åbning af festugen, torsdag 24. august.
"Vi er utroligt stolte af det store fællesskab og de magiske aftener, man forbinder med Festugens Uofficielle Åbning. I år ser vi frem til at tilbringe den med Teatret Svalegangen og deres imponerende projekt United Change. Og aftenen bliver ikke mindre smuk eller fællesskabende af, at vi samles i Tivoli Friheden til et show om vores fælles fremtid", siger Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge.
Per Vers er konferencier og The Antonelli Orchestra aftenens husorkester, når Frihedens scene indtages af blandt andet Aarhus Gospel Singers, performancen Human Plant, luftkunstneren Ester Wrobel, Holstebro Dansekompagni og teaterkompagniet Don Gnu.
Billet til åbningen af 'United Change' finder du her.
Performance
★★★★★Anmeldelse: 'Historien om mig', Teatret Svalegangen, Aarhus
Et stykke med klima-grønt, mens vi venter på ragnarok
1. april 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Historien om mig'. Et fint stykke teater med en glimrende scenografi, godt skuespil og et intelligent manus omkring klimakrisen. Du kender det. Undergang og ragnarok, vi har hygget os med historien lige siden vikinge-tiden. Naturen går under, vi får tre år med vinter (uden sommer), dernæst brænder naturen ned til grunden og jorden synker i havet. Sådan. Vi kan næsten ikke vente, det bliver stort.
Hun er ulykkelig over ragnarokStykket handler om to kvinder der møder hinanden i en skov. Den ene,
Så Trine forsøger at kalde Andrea tilbage. Andrea er nemlig blevet skør. De prøver yoga, og de ligger i ske. De lytter til græsset der gror, og de ser sjove video'er på Youtube. Gennembruddet i historien er, da en lille svirreflue blander sig og sætter sig på Andreas hånd. Det handler om at mærke igen, hvis man skal ud fra klima-psykosen, og pludselig kan hun det. Mærke naturen.
Kan man helbrede et kronisk overforbrug?Bare ved at være dansk, har vi sat gaflen i jordkloden og rister den sagte over ragnaroks flammer. Det danske overforbrug er ufatteligt. Men vi har jo også lyst til et par nye sneakers. Og nyt nattøj. Og strøm til computeren, teater-billetter og grydesteg.
Forfatteren til stykket,
'Historien om mig' har kant og humor, men også følsomhed og kærlighed. Tak til
Historien om mig af Vivian Nielsen
Instruktion Niels Erling
Medvirkende Andrea Øst Birkkjær, Trine Pallesen
Scenografi Mikkel Rostrup
LysdesignHenrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Rekvisitør Helene Jensen
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Produceret af Teatret Svalegangen og Poweract.
Teater anmeldelse
Foto: Per Pedersen★★★★★Anmeldelse: 'At dele et liv', Teatret Svalegangen
Jeg kan lide de hylder kærligheden
30. marts 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Små komiske og finurlige perler sat sammen af Søren og Mette, det er scener fra et parforhold - og publikum jubler. I dag går de dog ikke længere i 1. klasse, for nu er der dømt voksentid. Søren er en fuldvoksen mand og Mette en fager kvinde i sin bedste alder. De danner par i forestillingen 'At dele et liv' på Teatret Svalegangens "Off the Record" scene. En lille intim scene i hjertet af den store teaterbygning på Rosenkranzgade.
Forestillingen har et sprødt konceptMine briller er et kalejdoskop, fordi forestillingen 'At dele et liv' har et særligt koncept. Små abrupte scener skaber sammen en helhed. Parforholdet mellem Søren og Mette er et tilfældigt sammensat tæppe som hver spilleaften får et nyt design. - Kærlighedens forventninger der åbenbares, - øjeblikke af ømhed, - mærkbare begivenheder i parrets liv der rusker op, spøgelsestogter i hinandens baggård og i allerhøjeste grad hverdagslivets skønhed. Scenernes gang er forudbestemt af publikum. Vi trak dem op af en frugtkurv inden start og på den måde får hver optræden sit eget unikke præg, - så at sige et nyt design, et nyt patchwork tæppe hver aften.
Forestillingen 'At dele et liv' er en komisk piruetteJeg er med fra stolerækkerne på en rutschebane i hverdagsliv.
Skuespillet i 'At dele et liv' er humoristisk og nærværende. Det maskuline og feminine i al sin firskårenhed giver en vidunderlig arena at udfolde små og store øjeblikke på. Jeg nyder at være i selskab med den komik som ligger i dialogerne og den umiddelbarhed performerne maner frem når de lader publikum bestemme slaget. Forestillingen hylder kærligheden og livet som det leves i det helt konkrete, og tak for det.
Til teamet bag forestillingen 'At dele et liv' tak og til "Off The Record" på Teatret Svalegangen for at give plads på deres intimscene til denne fine forestilling.
At dele et liv
Mette Rønne og Søren Ruby.
Konsulent Anders Brink Madsen
Udviklet i samarbejde med Daniel Lill
Dramaturg Ditte Bichel
Foto Per Pedersen
Produceret af Kulturmarkt og Det Kommende Teater.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Jeg bærer min sjæl', Teatret Svalegangen i Aarhus
Her tegner de sjælen op med Grønlands urkraft og universelt håb
27. marts 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Jeg bærer min sjæl'. Jeg er i selskab med forestillingen 'Jeg bærer min sjæl', på Teatret Svalegangen i Aarhus. En hyldest til menneskets modstandskraft, til kærlighedens helende hænder og til menneskets sjæl vi alle bærer.
De er dramatiske på scenegulvet. De fortæller om en smerte som bliver ved med at plage dem. 4 dygtige performere har en vidunderlig sans for drama, når de iscenesætter fortællinger om seksuelle overgreb på børn.
Det grønlandske hjerte banker dybe slag i denne iscenesættelseForestillingen 'Jeg bærer min sjæl' er en musikalsk vandring ind til det barn som gemmer sig med en hemmelig smerte. Bygget op som en storytelling med nerve. Nerven er som en hånd der klemmer om en stængel af skam og afmagt, men åbner sig til en smuk perle af poesi. Iscenesættelsen er fyldt med mytiske billeder og en fin fornemmelse for håb og samhørighed.
Grønlandske stemmer ligger bag forestillingenHistorierne - som teaterstykket 'Jeg bærer min sjæl' bygger på - er alle livshistorier samlet i Grønland og iscenesat af FreezeProduction. Skuespillerne har et umiddelbart og realistisk præg og folder universer ud til en erindrings-potpourri. Fortællinger om grufulde oplevelser som plager mennesket længe efter de fysisk er ophørt. Det er tragiske overgrebs historier, men hver fortælling har sin egen modstandskraft. Barnets grænser bliver på ny tegnet op af den grønlandske sjæls urkraft. To af performerne, Rasmus Lyberth og Karina Møller, bærer i særlig grad det musiske univers på deres skuldre. Former et hjerte med musikken som går på tværs af sprog barrierer og alt andet modstand et publikum eventuelt må have.
5 stjernerForestillingen har en stærk intuitiv og emotionel klangbund. De mytiske billeder, naturens kraft og det originalt og særprægede lyd-univers skaber en fornemmelse af sjæl som gør forestillingen til en meget stærk oplevelse.
Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Jeg bærer min sjæl' og til Teatret Svalegangen der giver scene til FreezeProduction.
Jeg bærer min sjæl
Medvirkende
Idé Gukki Nuka,
Manuskript Heidi Møller Isaksen, Henrik Thomsen, Aarnajaraq Joelsen, Gukki Nuka, Karina Møller, Rasmus Lyberth, Klaus Geisler, Nukakkulik Kreutzmann, Hanne Trap Friis, Marius Kristensen
Instruktion Hanne Trap Friis
Scenografi Naja Rosing-Asvid
Lys- og videodesign Naleraq Eugenius
Lyddesign Hans-Ole Amossen
Produceret af Teater Freeze Productions.
Teater anmeldelse
'Historien om mig', Teatret Svalegangen i Aarhus
'Historien om mig' er en historie om dig og klimaet
27. marts 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Historien om mig' er endnu en historie om klimaet, fortalt på Teatret Svalegangen. Instruktør er Niels Erling.
Niels, har vi ikke hørt nok om det? Hvorfor skal vi høre om det igen, klimaet?
- Okay, men altså jeg synes absolut ikke vi har hørt nok om det, jeg synes tvært imod det kan være svært at forestille sig at lave kunst der handler om andet, lige nu, siger
Stykket er skrevet af Vivian Nielsen. Hun har studeret 3.000 sider med klimafakta fra FN og skabt historien om 2 kvinder der forsøger at finde hinanden. Nemlig vores følelser for klimaet og vores fakta omkring klimaet. Andrea drømmer sig væk fra klimaet, og Trine ønsker at finde fakta.
- Jeg synes det har været en stor udfordring at fylde mig med så meget fakta som jeg skal kunne forstå, før jeg giver det videre til andre, fortæller
Niels, hvad er det egentlige problem med klimaet?
-Problemet med klimaet? Fra en ende af - altså meget kort fortalt - at mennesket forbruger langt flere ressourcer end der er. Fordi vi er for mange der gerne vil leve for godt, siger Niels Erling.
Holder du fast i, at kunst kan vise vejen til et bedre klima?
- Ja, vi kan jo ikke, i den situation vi står i lige nu - bilde os ind, at hvis vi snakker mindre om det, går det nok væk.
- Tvært imod, så tror jeg da at kunsten har en helt central rolle i at kunne gøre klima-situationen menneskelig og give andre perspektiver på den, end det vi får gennem nyheder, siger Niels Erling.
Trine, er vi for dobbeltmoralske omkring klimaet?
- Nej, der er jo nogle ting som man kan gøre selv, og så er der nogle ting hvor der også er nogen der skal tage nogle større beslutninger. Oppefra, siger
'Historien om mig' handler om vores forhold til naturen. Kan vi mærke den, naturen?
Der er både sjov, kærlighed og satire i stykket. Hvorfor?
- Generelt så håber jeg jo altid, at jeg kan lave forestillinger hvor vi både skal grine og skal græde. Jeg synes de to ting hænger fuldstændigt uløseligt sammen, siger Niels Erling.
- Vi skal kunne grine ad det, og dermed også tage en helt masse ting op til revision og overvejelse: Er vi endt et forkert sted?
'Historien om mig' spiller på Teatret Svalegangen i hele april med premiere på lørdag.
Teater video
Gudmund Thai★★★★★Anmeldelse: 'Eks-Mænd', Teatret Svalegangen i Aarhus
'Eks-Mænd' er en sjov komedie!
21. marts 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Eks-Mænd': Jeg har 200 gamle mennesker i nakken som griner højt og hjerteligt ad skuespillerne på scenen, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Filminstruktøren og tandlægen på vej hjem fra Spanien til København, fordi flyselskabet er blevet ramt af strejker så derfor må de køre sammen i en lejet bil.
Og det er ikke tilfældigt. Det er skæbne på
De to mænd mødes i lufthavnen i Spanien. Genkender hinanden. 20 år tidligere har filmmanden John været kæreste med Kamilla, men hun skred - til fordel for en kedelig tandlæge, Flemming. Så står de dér, de to mænd, John og Flemming, og kan ikke komme hjem til Danmark.
Faktisk, på et utal af måder kan de ikke komme hjem. De er blevet gamle, de er blevet eks-mænd, de har mistet det vigtigste i livet.
Publikum griner, fordi folk kan genkende hvordan det var dengang man var i slutningen af halvtredserne, starten af tredserne, for 10-20 år siden. Dengang man blev ramt af den uforklarlige alderdom, lige på én gang. Som at blive slået med skæbnens træskovl og have svært ved at forstå forandringen fordi man vakler og er komplet forvirret.
Glimrende skuespil, supersjov komedieScenografien i 'Eks-Mænd' er simpel og skifter hurtigt mellem de mange scener. Så er mændene i bilen på vej hjem, eller på værtshus, eller blaffer fordi tandlægen har hældt benzin i dieselbilen.
Historien er strunk og stærk, der er flow i showet, det er underholdende takket være René
Og lyden er perfekt, klar og kraftig til alle os med dårlig hørelse. Der er 5 stjerner, tak til Folketeatret som har sat forestillingen op.
Børnene er rejst, konen er træt af hamDen højeste mening med scenekunst er at gøre publikum glade. Men der er også en mening i at 'Eks-Mænd' går rundt om den smerte og forvirring manden oplever, når han bliver gammel. Som tandlægen har vi svært ved at give slip. Børnene er rejst, konen er træt af ham, det er slut. Som filmmanden håber vi på at kunne gentage vores succes fra 25 år tilbage, og det kan vi ikke.
Der kommer en dag hvor vi skal finde os til rette med, at nu - om et øjeblik - starter pensionen. Vi må stadigvæk alt, men vi skal ikke noget, og det synes jeg er en fin vinkel som 'Eks-Mænd' afleverer med højt humør.
Måske lidt for højt humør. Kvinden ved siden af mig snakker med sin mand. Hun kommenterer. Hun griner, og pludselig kan jeg genkende hende.
Kun tapetet bliver skiftet en gang imellemDet er jo dig! Den sødeste 26-årige kvinde fra Tvind. Det er 40 år siden! Samme hårfrisure, samme tøjsmag. Samme dybe stemme (contralto) og samme gode humør! Som ramt af skæbnen sidder vi her ved siden af hinanden i Teatret Svalegangen, på hver sin side af et ocean af liv vi har levet. Det giver ikke nogen mening, og sådan er det med skæbnen.
Tak for det. 'Eks-Mænd' handler om dét. Vi er altid de samme, det er bare omgivelserne der skifter tapet en gang imellem.
Eks-Mænd
Medvirkende Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard
Manuskript og instruktion René Vase, Jannik Fuglsang
Scenografi Kirsten Brink
Dramaturg Ninette Mulvad
Produceret af
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Valgaften', Teatret Svalegangen
Der er tempo og skæv komik på denne Valgaften
12. februar 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse 'Valgaften': Show-dronningens tøj er så gult, at det smager som citron i min mund. Satirer og TV-games bliver blendet sammen i forestillingen 'Valgaften' på
Måske kender du de tyske og vel også danske tv-shows hvor slager-musik og grænseoverskridende konkurrencer bliver krydret med stereotype persongallerier af bedste skuffe. Kobl nu denne type shows med et folketingsvalg fra den danske skattekiste. Her er alle absurde politiske greb stillet til tjeneste, så de ”gumpetunge” borgere ikke kommer til at kede sig og zapper over på den konkurrerende kanal.
Scene og skuespillere skubber til den 4. vægForestillingens koncept i 'Valgaften' er atypisk og fungerer godt med sit hæsblæsende tempo og skæve komik. Skuespillerne i stykket tegner deres karakterer op med både humørpastiller og selleriblade, og det er sjovt at være vidne til deres dramatiske farcer når game-showet ruller. Scenografien udfordrer det visuelle øje med et midtercentreret podie. Både scenen og skuespillerne skubber til den 4 væg og publikum får selv en rolle i dramaturgien.
De holder fest for politikeres dumhed og dobbeltmoralTeaterstykket 'Valgaften' har sin slagkraft i den dryppende satire. En satire der driller magthavere som var den Danmarks-narren til hofballet. Stiller dumhed og dobbeltmoral til skue med blink i øjet og ender med at skyde kalifferne ned af tronen med en dommedagskanon.
Jeg grinte med på de skæve vinkler og isnede når de plukkede fjerene af sig selv, af den guddommelige høne og ikke mindst hinanden. Forestillingen 'Valgaften' holder fest for det publikum der har erhvervet sig politiker-lede. Spiser valgflæsk med alle dem i det ganske rige som gerne vil forstyrre magthaverne til at tage bedre fat i de udfordringer de ser komme. Og de giver næser til de politikere der i stedet for at tage fat, spiller ludo på Facebook med deres vælgere. Humoren er skæv, tempoet hæsblæsende og farcen tyk af sit eget spin.
Tak til teamet bag forestillingen 'Valgaften' og til Teatret Svalegangen der har produceret forestillingen.
Valgaften af
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk,
Instruktion
Scenografi og videodesign Eilev Skinnarmo
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Musik Marc Breidfjord
Regissør Helene Jensen
Makeup Sofie Overgaard Stenholt
Instruktørassistent Camille Hjernøe
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
Emilia Therese★★★★Anmeldelse 'Syren Hawaii Undulat', Teatret Svalegangen Aarhus
Hun sætter konfetti-farver på sorgen
17. januar 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Judy er inde i en boble, - en lilla og tyrkis boble af sorg. Herfra fortæller hun om livet som hun kender det. Tabet af sin far er en lang rejse fra hans små symptomer af tabt bevidsthed og erindring til han til sidst kun er en fysisk krop som må sondefodres for at holdes i live.
Anmeldelse 'Syren Hawaii Undulat': 'Syren Hawaii Undulat' er en forestilling om demens og om dens skygge. Den handler om de mennesker som lever her, - de pårørende. Teaterstykket har sin nerve i det sorg-ramte menneske. En fortælling som rager gløderne ud fra en brændeovn, selvom den stadig afgiver varme og har levende ild i sig. Sorgbearbejdning fra et åbent sår. Hende der endnu ikke har mistet det hele, men som hele tiden må acceptere at miste sin elskede far i små bidder.
Hun sprænger konfetti rør af, mens hun taler om døden.Jeg kan lide kvinden i den farverige kjole i forestillingen 'Syren Hawaii Undulat'. Hun har et teenagepræg over sig. Hun er indadskuende og har en tendens til at sætte sig selv i scene. Hun længes efter sin stærke far. Den klare definition af hende som barnet og ham som faren. I hendes monolog fortæller hun om de førelser som hun oplever. Farens dragkiste, som står i arbejdsværelset, bliver et symbol på de erindringer som han netop nu mister i sin demens. De bliver til et materielt talerør ind i den sorg som lever i brystet på hende. Judy åbner dragkisten i forestillingen, synger om den og skubber den møjsommeligt rundt i en ring på scenegulvet. Bakser med erindringerne de havde sammen som nu kun hun husker.
De fletter små anekdoter sammen til en fin kappeForestillingen 'Syren Hawaii Undulat' er en erindrings kappe. Den holder sig dagbogs-artig til den fortællende kvindes view på livet i demensens skygge. Italesætter følelserne med et hjerte for det svære tab som findes her. Om tabuerne og de problemer hun oplever når døden tager hendes far stykke for stykke. Karakteren Judys kappe af erindringer gør forestillingen godt. De konkrete historier giver en forståelse af hvad tabet går ud på og den fine fletning af historie, konfetti og lyd skaber forestillingens sjæl. Teaterstykket får på den måde et intuitivt og følsomt præg.
Hvad betyder erindringer?Demens ser ud til at være et hot emne i tiden. Debatter om erindringens betydning florerer i samfundet i takt med vores erkendelse af bevidsthed er i spotlyset, - i film, teater, litteratur med mere. Er vi mennesker hvad vi husker eller er vi mere? Det er også godt at få opmærksomhed på den store hær af mennesker som hver dag står på sidelinjen og følger de kampe som et dement menneske må tage, og som forsøger at navigere i den nye virkelighed som følger med i kølvandet. - Frustrationer, sorg og dilemmaer. Jeg er glad for at have set denne forestilling 'Syren Hawaii Undulat' som har et fint hjerte for menneskene der er berørt af sygdommen demens.
Tak til teamet bag forestillingen 'Syren Hawaii Undulat' og til Teatret Svalegangen som i øjeblikket huser dem.
Syren, Hawaii, Undulat
Medvirkende Liv Sennova
Idé Sophie Villsen
Manuskript Lin Melkane
Instruktion Kristoffer L.A. Pedersen
Dramaturg Mette Kruse
Lysdesign Morten Dorvin
Lyddesign Azadeh
Produceret af Kolding Egnsteater.
Teater anmeldelse
Jon Kort★★★★★Anmeldelse 'Hudløs' på Teatret Svalegangen
Fanget i vores egne fede problemer
10. januar 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse 'Hudløs': En megastor mand kommer ind på scenen. Det er
'Hudløs' handler om at være ensom. Den store tykke mand er fanget i et meget lille rum. Han er hudløs. Han er alene. Snakker med sig selv. Danser med sin stumme tjener. Stiller sig selv spørgsmål. Diskuterer med sig selv.
Det er en fyr fra Palæstina der har lavet historien, Bashar Murkus. Landet der er indlagt til observation og ikke findes "rigtigt", siger FN - ligesom Vatikanstaten. 5 millioner glade børn, mænd og kvinder indenfor sine grænser. Størrelsen er 2 gange Fyn. Småt. Alt for småt til så mange mennesker. Man gnubber sig mod hinanden og det er ikke til at få plads omkring sig.
Hamstrer du livets glæder i din fantasi?Manden på scenen er bange, han gemmer sig i sin ensomhed. Fantaserer. Han er storforbruger af underholdning. Stiller spørgsmål til sig selv. Ligner meget godt de millioner af mennesker over hele jordkloden, der bruger tiden 'på at finde os selv'. Hvilket naturligvis er umuligt, selvom vi forsøger hårdt. Vi kan være os selv, ikke mere end det.
'Hudløs' er en allegori, og det kan jeg godt lide. Du kan putte alle historier ind i 'Hudløs'. Måske er scenemanden et symbol på den bange forbruger der bliver skabt i kapitalismens supermarked? Eller et billede af Jesus genfødt i Glostrup med autistisk diagnose? Eller et symbol for pandemiens ofre? Eller en prepper, der har samlet sig et forråd og nu sidder helt stille i ensomhedens mørke og venter på svar: Går verden under eller ikke? Det er ikke til at vide. Du må sætte din egen historie ind på scenen.
Jeg synes 'Hudløs' er et godt poetisk billede af en sjæls tilstand. Der er 5 stjerner for skuespillet, scenografien, historien, allegorien og for originalitet. Tak for den oplevelse. Tjek den ud på Teatret Svalegangen.
Hudløs
Medvirkende Sebastian Aagaard-Williams
Manuskript og instruktion
Scenografi Majdala Khoury
Lysdesign Muaz Aljubeh
Oversættelse Naja Bjørnsson
Produceret af Mungo Park.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Ophav' på Teatret Svalegangen
De længes efter frihed, men tør de gå efter den?
29. november 2022.Kulturnyt, Lita Domino
De laver gazebind. Sterile bomulds-forbindinger til andre menneskers sår. Familien Böllugaze ejer en virksomhed eller er det virksomheden der ejer dem? I forestillingen 'Ophav' skuer vi ind i et familiedynasti. Et teaterstykke der ruller sit drama ud gennem en diset konfliktramt stemning i slægtens skød.
En patriarks skygge gemmer sig under bordetDe taler om profit hen over langbordet. Familien Böllugaze består af en far og hans 3 voksne børn. Deres afdøde mor er en skygge på væggen, et minde fra havbunden i familiens hjerte. Farens afstand er et smertepunkt som er svært at italesætte, men lever sit eget liv i kringelkrogene i familiens gemmer.
De voksne børn har gemt barndommens angst for elverfolk i mosen, mens deres patriarkalske far kynisk fordeler øretæver og ros efter forgodtbefindende.
Teaterstykket 'Ophav' har et komisk og let antændeligt plot. En motor hvor overhovedet i familien Böllugaze, Faderen, forsøger at styre sine tre børn ind i fremtiden, sikre arven, den familieejede virksomhed og sørger for at hans magt ikke bliver betvivlet, nu hvor alderen begynder at sætte sine spor. Frygten for et kup af en ny generation og tab af enevælde melder sig i skyggerne på den årlige familiefrokost.
De kæmper for frihedI teaterstykket 'Ophav' udfolder et underfundigt drama sig i persongalleriet. Kronbladene i iscenesættelsen er alle de fine dialoger der vokser frem i løbet af fortællingen. Personernes følelser er hjertet i fortællingen. Deres kampe for integritet, for kærlighed, for frihed til at vælge gør forestillingen varm, medlevende og bestemt værd at se.
Til teamet bag 'Ophav' tak for en komedie med sort underbid og kærlighed til mennesket, og tak til Teatret Svalegangen som huser dem netop nu.
Ophav af Lars Danmark
Medvirkende
Instruktioon Kamilla Bach Mortensen
Scenografi Claus Helbo
Dramaturg Dorthe Bébe Anne Majgaard Basse
Musik Ditte Rønn
Produceret af Team Teatret og Teaterrum.
Teater anmeldelse
Foto: Catrine Zorn★★★★★Anmeldelse 'I krydset får de ny sofa', Teatret Svalegangen
Publikum elsker Helle Helle, fordi hun er til at forstå
15. november 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Det er nutid, det er Helle Helle på scenen på Teatret Svalegangen. Nutid, lige nu. Forestil dig, at du ikke kan huske hvad du lavede i går? Hvem du blev gift med for 10 år siden? Hvorfor købte du den busbillet til Lolland? Og du var 16, eller hvor gammel var det nu, du var? Dengang?
Et frygteligt mareridt! Ikke at kunne huske, og kun at eksistere i nutiden! Tror du det? Nej! Stykket "I krydset får de ny sofa" er fantastisk, kan jeg se på publikum omkring mig. Og høre på deres klukken og deres snøften!
Kvinderne elsker Helle Helle!Publikum elsker
"Hun kan se det høje birketræ i Favørs baggård, - og bliktaget", siger kvinden på scenen. Kvinderne i salen godter sig. Hygger sig. Det er en replik de kan forstå. Og der er mange andre replikker på samme niveau.
"Hendes mor blev indlagt en onsdag, - mens hun var i skole". En kvinde foran mig snøfter, tager brillerne af, tører sine øjne i ærmet. Hun er rørt.
Mændene elsker også Helle Helle!Rigtige mænd er også vilde med "I krydset får de ny sofa". Jeg kan se det - med mine nye teaterbriller - på mændenes vinkel af hovedet. De har løftede ansigter. Brillerne fokuserer på kvindens monolog på scenen. De er opmærksomme, mændene. Fokuserede. De forstår Helle Helle.
Jeg forstår hende ikke. Hun er for konkret. Men alle andre på Teatret Svalegangen forstår stykket, og de er glade for det. Det slutter. De klapper. De griber fat og forsøger at komme op fra sædet og spejder efter udgangen.
Super scenografiJeg er ret vild med scenografien i 'I krydset får de ny sofa'. Den er simpel. Bag-kulissen består af 30 LED-paneler - du skal se dem, for at forstå dem. LED-panelerne er sådan nogle flade profiler som er hæftet midt imellem en motor sat i en jern-bjælke - 3 meter oppe - og sat fast nede i en fod på gulvet. Den smalle kant i profilerne - der kan drejes til højre og venstre - rummer LED-lys som gengiver video og lys-effekter. Men fordi der er en lille fod mellem hvert panel, bliver video på bagvæggen degenereret til den båndbredde vi har, når vi bliver demente.
Fra bag-kulissens venstre side hænger 20 LED-paneler langs jern-bjælken og gulvet ud til venstre scenekant. Dermed skabes mulighed for nogle 3D-effekter på scenens lys. Det er fint, fordi det supplerer den konkrete historie. Lige meget hvor lille vores båndbredde bliver, så er vi i stand til at se de store sammenhænge. Et hus i en skovkant. Blæsevejr på Lolland. Et regnvejr.
Fin skuespillerIngrid-Marie Thorlacius gør det fint i sin rolle som der-er-intet-drama-i-verden. Jeg-fortæller-historien-uden-følelse. Hun har langt hår. En kvindelig krop. En rolig stemme. Det er sådan det skal være, når jeg hurtigst muligt kommer på plejehjem med min demens. En rolig kvinde. Klare sætninger - og alt er i nutid. Nemt at forstå.
Det er poesi, Ambjørn!Min søde kvinde synes ikke stykket handler om at blive dement. "Det er poesi", siger hun til mig på vej hjem gennem aftenens mørke gader. Aarhus. "Dér hvor hovedpersonen vil lave blomkålsgratin til sin mor, og de så ikke har det i supermarkedet, det er en tragedie! Det eneste moren ønsker, det er blomkål - fordi hun skal dø den nat, Ambjørn! Det er dramatisk, og så siger Henrik Strøm, at han kan skaffe et blomkål til dagen efter. Men så er det jo for sent! Kan du ikke se det, Ambjørn! Vi hører hullerne i hendes tekst, det der ikke bliver sagt! Det er dramatisk poesi, og det er derfor vi elsker Helle Helle."
Jeg sukker. Trykker på knappen. Venter 15 sekunder, og så bliver det grønt lys i fodgænger-feltet i Nørregade. Aarhus. Hun har ret. Jeg forstår ikke Helle Helle. Men bare vent. Med tiden forstår de fleste Helle Helles historier. Uden erindring. I nutid. Konkret.
5 stjerner til "I krydset får de ny sofa", fordi publikum elsker Helle Helle. Tak for den oplevelse.
I krydset får de ny sofa af Helle Helle
Medvirkende Ingrid-Marie Thorlacius
Instruktion, dramaturgi og scenografi Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Lys- og Videodesign Ole Kristensen
Lydværk Kristian Hverring
Produceret af Hotel Pro Forma, Aalborg Teater og Aveny-T
Teater anmeldelse
Foto: Emilia Therese★★★★Anmeldelse: 'Ta mig som jeg er', Teatret Svalegangen
Hun danser i grønne gummisko
8. november 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Trine Pallesen smiler på scenen med et 6-mands orkester bag sin ryg. Hun synger. Danser. Flirter med publikum. I et par timer giver hun sin krop og stemme til en død kvinde: Grethe Ingmann. Danmarks sangfugl der sang så fint fra morgenstunden, men døde allerede lige efter frokost, kun 52 år gammel.
Hun danser i grønne gummisko, Grethe Ingmann, kun 17 år gammel i teater-forestillingen 'Ta mig som jeg er' på
Trine Pallesen fortæller historien om Grethe Ingmann gennem en stilart jeg vil kalde klassisk kinesisk landskabsmaleri. Vi følger den skønne Grethe Ingmann fra hendes pure ungdom, frem til sengen på hospitalet et halvt århundrede senere. Stilen er streng i stregen, den er romantisk, hurtig og idealistisk. Pallesen lykkes i 'Ta mig som jeg er' at skildre menneskets skrøbelighed med et minimalt brug af teatrets traditionelle virkemidler, super.
Du får også alle Grethe Ingmanns sange, eller i hvert fald en LP eller 2. Det er meget godt, Trine synger fint, orkesteret er fremragende. Tak for den gode musik.
Pludselig er man gammeldags! Fuck!Grethe Ingmann var jazz-sangerinde i sin ungdoms struttede vellyd, men endte som en udmarvet dansktop-sanger der i 1977 fik nyheden: "Danmarks Radio nedlægger Dansktoppen." Grethe tog ikke nyheden pænt. Hun var blevet gammeldags. Mabel-drengene var det store hit, og musikere der hed Sanne og Anne og Lis. Sådan er det, og jeg kan godt lide Trine Pallesens skildring af livets gang.
Billedet af livet er ikke livetDe kinesiske landskabsmalere fangede essensen i bjerget og i træet. Trine Pallesen har fanget essensen af ungdommens forvandling til små-gammel, måske som hun kender fra sit eget liv? Hendes stemme er fin og dejlig, selvom hun er blevet 50. På den måde giver Pallesen noget af sin egen store skønhed til billedet af
Vi er en flod, som kun på billedet står trygt og fast i landskabet. Menneskets flod bevæger sig uforudsigeligt, vi må følge med og lade floden styre vores skib. Skibets træplanker bliver ældre og sejlene mørner, men det er for altid et skib.
Tak for den historie.
Ta' mig som jer er, af Anna Panduro
Medvirkende Trine Pallesen
Instruktion Sofie Pallesen
Musik Mathias Groves Orkester
Scenografi og kostumer Line Bech
LysdesignThorbøjrn Back Larsen
Produceret af Sjællands Teater & Jangmarks Agentur i samarbejde med Trine Pallesen.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse 'Contemporary Dance 2.0', Bora Bora i Aarhus
Dansernes rytme brænder igennem
1. november 2022.Kulturnyt, Lita Domino
Beatet er dunkende og dyb i sin muldjord, og går i kødet på danserne. I benene, i hofterne, i skuldrene, i armene, i hovederne. Scenen er stærkt sat i forestillingen 'Contemporary Dance 2.0' som åbner byens "Move Your Body"-festival på Bora Bora. Musikken har indtaget dansernes kroppe og leverer sin rytme som en undergrund gennem hele forestillingen. En performans med høj energi og masser af kød på kroppen.
De hylder poppens beat og publikum gynger medOtte mennesker er samlet i en kreds på scenen. En dansetrup med stærk fornemmelse for energi og det danse-ikoniske univers. Poppens højborg og nutidig dans smelter sammen og lader sin energi brede sig ud i rummet, - ud til et publikum der gyngende følger med. Dansernes beat åbner hjerterne hos sit publikum og bevæger sig med ryk ind under huden.
De krydrer dansen med ironisk luneForestillingen 'Contemporary Dance 2.0' har 5 akter. De 5 scener har deres eget plateau i forestillingen. Poppens univers bliver åbnet med kærlige og medrivende rytmer og fine bevægelser. Den har samtidig et ironisk blink i øjet til popkulturens magt. Den magt som bliver skabt af sammenklang mellem forskellige mennesker der bliver ført ind i det samme åndedrag, - til det samme beat.
Forestillingen tager livtag med de følsomme strøg på sjælen og de stramme takter og driller den ikondyrkelse der ofte ligger i kølvandet af popkulturens stærke magt ved fælles beat.
Forestillingen beskriver krydsfeltet mellem trance lignende medrivende rytmer og den lyriske tilstand af glæde og befrielse der også findes i bevægelsen som er iboende poppens univers.
Jeg er begejstret for den højenergiske performans. Koreografiens skarpe syn på samklang bar danserne til døren med både ildhu og slagkraftig udholdenhed. Lys og lyd lagde sig i en fin strøm af livfuldhed over forestillingen og et begejstret publikum krediterede forestillingen med stående bifald.
Tusind tak til teamet bag 'Contemporary Dance 2.0'” og til
Contemporary Dance 2.0
Koreografi & Musik Hofesh Shechter
Dansere Tristan Carter (Australien), Cristel de Frankrijker (Holland), Justine Gouache (Frankrig), Zakarius Harry (UK), Alex Haskins (USA), Oscar Jinghu Li (UK), Keanah Faith Simin (Holland), Chanel Vyent (Holland)
Lysdesign Tom Visser
Kostumedesign Osnat Kelner
Musik af Frank Sinatra, Claude François, Jacques Revaux, Paul Anka og J. S. Bach.
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'En Lille Smule Ubehag' på Teatret Svalegangen
Latteren er med til at redde hans liv
29. oktober 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af forestillingen marts, 2019.
Sådan overlever Frank kræft i prostata. Det er historien i monologen En Lille Smule Ubehag, skrevet af Jeff Metcalf. En god historie. Følsom, meget morsom, oprørsk og medrivende. 5 stjerner.
Det gode ved stykket er at det tiltrækker både mænd og kvinder. Salen var fyldt med mennesker i 30 til 50 års alderen, cirka. Og der blev grinet. Meget.
Humor og latter er godt når livet er sværtFrank er sjov og underholdende, mens han beskriver sit møde med lægerne. Deres undersøgelser gennem private portåbninger som anus og penis. Han laver sjov med sig selv og situationen, selvom alt omkring prostatakræft er alvorligt.
Vi skal grine ad døden. Grine ad os selv. Hvis ikke vi har latteren kan det blive for tungt. Og Frank overlever, måske takket være sin humor og lyst til at leve. Undervejs dør andre mænd, fordi de giver op. Og han overlever også det skifte som sygdommen udsætter ham for, skiftet fra mand med markerede muskler, til at få cykelrytterben hvor hårene er faldet af på grund af de kvindelige hormoner lægerne sprøjter ind i ham for at redde hans liv.
Det er et tankevækkende stykke, og følelserne vælter mange gange op i brystkassen. Som latter, eller hjertet der kniber en lille tåre.
Vedkommende og relevant, En Lille Smule Ubehag gør os alle sammen lidt klogere på mænd og sygdom, og samtidig fik vi halvanden time i godt selskab med Holger Østergaard. En udtryksfuld skuespiller som griber publikum og hjælper os gennem strabadserne med humoren og livsglæden intakt.
En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion Per Smedegaard
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Produceret af Teatret Svalegangen
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Den Store Brand', Teatret Svalegangen
Teaterstykket er som en båltale i skumringstimen.
10. september 2022.Kulturnyt, Lita Domino
I aften lavede
I gamle dage samledes mennesker rundt om bålet og fortalte hinanden historier. Fortællinger og eventyr der på en eller anden måde skulle illustrere vigtige aspekter af menneskelivet. Var der en dygtig fortæller ved bålet der med tydeligt kropssprog, hjælp fra lyde og dufte kunne tegne og fortælle et heltesagn eller berette med kraft og stemme om en tragisk begivenhed, så havde byens borgere et godt anker til at stå i livet med. 'Den Store Brand' er sådan et anker.
De puster liv i gløderne på scenen5 dygtige skuespillere og en pianist spinder en historie frem for deres publikum. Historien om 2 byer der befinder sig på hver sin side af bækken. Bækken der bliver til en flod, der bliver til et hav. Skuespillerne folder historien ud, puster liv ind i byens borgere. Puster til gløderne, der bliver til flammer. Historien om klimaændringer og om menneskers reaktioner på begivenheder de ikke har kontrol over. Menneskers håb, sorg, frygt og længsler der spilles ud i krisens midte. Det er en brændende bål-fortælling. En historie der ligger i skumringen og tipper med sin lyriske hale til alle de forfærdelige overskrifter der i øjeblikket huserer i pressen.
Vejret skaber kaos på scenenHistorien har et beat og den har en lyrisk form der med sine fine kærlighed til naturen tegner en følsomhed op. Dramaet er voldsomt når byens borgere kæmper mod vejrelementerne, som scenisk er yderst velfungerende. Vejrfænomener som sammen med pianoet er de eneste kulisser der er. Regn, blæst, ild og tåge skaber kaos og giver en scenisk bund som underbygger den nervepirrende stemning der er i fortællingen. Skuespillerne tilfører en kødelighed i deres formgivning af karakterene. Med deres teknik og fine fornemmelse af drama bliver ”klima-dagsordenen” transformeret til teater af fin karakter.
Stykket er en uhyggelig tragedie, men folder sig samtidigt ud med humor og kærlighed til menneskene som er meget rørende. Tak til teamet bag forestillingen 'Den Store Brand' for det, og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser dem.
Den Store Brand af Roland Schimmelpfenning
Medvirkende Maja Juhlin, Kirstine Hedrup, Victor Marcussen, Lue Støvelbæk, Marie Tourell Søderberg, Bebe Risenfors
Instruktion Simon Boberg
Instruktørassistent Sofie Krogh Grud
Scenografi Edward Lloyd Pierce
Oversættelse Kristian Erhardsen
Musik Bebe Risenfors
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Scenemester Jesper Folke
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
Den Store Brand, Teatret Svalegangen
Teater har tordenregn på scenen i nyt stykke om klimaet
5. september 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Dette er et eventyr på Teatret Svalegangen. 'Den Store Brand' handler om 2 landsbyer midt i en klimakrise. Stykket er instrueret af Simon Boberg.
Det er blevet dårligt vejr, klimaet går amok, folk er bange. Landsbyerne bliver ramt af tørke, blæst, kulde og oversvømmelser - nogenlunde på samme måde som det sker overalt på Jordkloden i virkeligheden.
Efter det dårlige vejr kommer sygdommene - det kan næsten ikke blive værre. Eller kan det? Det er jo et eventyr, og eventyr plejer at slutte godt? Gør de ikke?
Måske - måske ikke.
Teater video
Foto: Per Morten Abrahamsen★★★★Anmeldelse 'Asta', Teatret Svalegangen
Hun er ilter og forførende som Asta Nielsen
16. august 2022.Kulturnyt, Lita Domino
Hun bølger ind på scenen. Forførende og med stil. Den dramatiske Asta Nielsen bliver spillet med både kant og temperamentsfuld skønhed af Nanna Cecilie Bang. I aften inviterer Teatret Svalegangen på gæsteforestillingen 'ASTA'. Det er en herlig fortælling og det er godt teater.
Filmlærredet sender sit ekko ind i teaterstykket 'ASTA'Da filmens verden stadig var en lille sprød baby med buttede kinder, men som endnu ikke havde fået sin tunge på gled, var danske Asta Nielsen på alles læber. Teaterstykket er bygget op om den sagnomspundne stumfilm stjerne. Hendes rejse gennem sit lange liv med op og nedture og hendes søgning efter frihed og frigjorthed.
Stumfilm industrien havde fundet hende i Københavns fattige gader som nyudklækket skuespiller. - Eller skulle vi nærmere sige at hun fandt filmindustrien, - tog den med storm med sin kompromisløse kunstneriske vilje og forførte den og resten af verden med kameratække og sovekammerøjne.
Asta Nielsen blev et med filmlærredet, ikonisk og banebrydende og med sit ærlige væsen gav hun leverpostej-befolkningen sved på overlæben.
Fortælling med en bund af lune og lethedTeaterstykket 'ASTA' skildrer hendes historie med en let tone. Den har en emotionel og humoristisk fortællestil der er bygget op som en livshistorie. Hovedpersonen Asta er fortælleren i sit eget univers og små anekdote-lignende øjebliksbilleder bliver smeltet sammen til en helhed, som er både underholdende og fin.
Følelser i forestillingen har efterklangTeaterstykket 'ASTA' har en fed lyd af følelser. Jazzede toner smelter sammen med dialogerne. Laver en melodiøs klangbund for følelsernes udfoldelse. Følelserne i forestillingens persongalleri bærer både musikkens kappe og er samtid også den rytme som bæres videre ind i dialogerne. En fin måde at skildre kærligheden og konflikterne i Astas liv.
4 StjernerAlt i alt er forestillingen 'ASTA' underholdende og tankevækkende. Jeg nyder den fandenivoldske karakterbeskrivelse af Asta Nielsen, historiens udvikling, den tematiske underbygning af køn og identitet, samt følesernes smukke udtryk i musik og skuespil.
Tusind tak til teamet bag 'ASTA' for en lun og underholdende forestilling og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser dem.
Asta
Medvirkende Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund Guastavino
Manskript Julie Petrine Glargaard
Instruktion Pelle Nordhøj Kann
Scenografi Lisbeth Burian
Musik Karen Duelund Guastavino
Koreografi Jannik Elkær
Produceret af Teatergrad.
Teater anmeldelse
'No Regrets' trak nyt publikum i teatret
'No Regrets' lærte mænd at gå i teatret
18. juni 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Monsterhittet på Teatret Svalegangen om Stig Tøftings liv - med et samlet salg på 8.000 billetter - gav besøg af en helt ny type gæster. Nemlig mænd i et overvældende antal. Masser af mænd som ikke plejer at gå i teatret.
Teatret er enormt stolte og tilfredse med 'No Regrets' kunstneriske kvaliteter. Men også stolte over at lokke nye segmenter i teatret, fortæller teatrets direktør, Per Smedegaard.
"Det vigtigste ved forestillingen har været, at den har sparket døren ind hos nye publikummer, fordi den var kunstnerisk vellykket."
"Vi har fået roser fra mange nye gæster, og det har været meget tilfredsstillende at publikumsudvikle uden at gå på kompromis med vores DNA om at skabe aktuelt og vigtigt teater. Det er aldrig nemt at lave et hit, som tiltrækker nye publikumsgrupper, men vi vil være nysgerrige på de nye gæsters oplevelser, og se på hvordan vi kan bruge det i vores forsatte arbejde", fortæller
De fleste teatre betaler huslejen med deres abonnements salg. Fordi "No Regrets" trak helt nye folk i teatret, som normalt ikke går i teatret, havde forestillingen et rekordhøjt løssalg (52,26%). Helt usædvanligt købte mænd mere ind end kvinder i 5 ud 6 alderskategorier i sæson 2021-22. Det er ikke set før, i den tid teatret har analyseret sine publikums-data.
Så flotte anmeldelser fik "No Regrets"****** KulturNyt ”For godt til at være sandt. Men det er det”
***** Jyllands-Posten “Oplevelsen er stor. Både når man som min ledsager er inkarneret AGF-fan, og nårman som jeg nærmest aldrig ser fodbold”
***** Århus Stiftstidende “Sikker scoring på Svalegangen”
***** Kristeligt Dagblad "En fed streg under at teater både kan være nytænkende og appellere til et bredtpublikum"
**** Politiken "Det er en mindre genistreg at gøre Stig Tøftings liv til teater"
**** ISCENE “Fodboldteater med isnende dybde og bred appel”
Teater
★★★★★★Anmeldelse: 'No Regrets', - Stig Tøfting på Teatret Svalegangen
Sensation: 'No Regrets' er et monsterhit med både chili og jordbær
26. marts 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'No Regrets': Sensation: 'No Regrets' er et fantastisk stykke teater. Om en aggressiv fodboldspiller. En gal hund på banen der æder skinneben, og en bulderbasse privat som elsker sin søde kone. 'No Regrets' er på højde med mine bedste film-oplevelser som 'The Transporter' (2002) og 'While you were sleeping' (1995) - og desuden et stykke teater på et mere perfekt niveau end noget jeg har oplevet på en teaterscene nogensinde - forskellige udgaver af Shakespeare inklusive.
En storm af skønhed som giver blanke øjne og et tomt hovedDu kender det, undskyld. Når man har oplevet noget fantastisk, så har vi en tendens til at overdrive. Fuck, det er noget pis. Når man anmelder teater skal man helst være fornuftig, kølig, velovervejet. Men jeg er bare tom. Der er ingen ord i mit hoved, så godt teater er 'No Regrets'. Mine kinder blusser. Rørt til tårer. Let om hjertet. Oplivet. Genoplivet. Fuck, 'No Regrets' er alt for godt teater.
For godt til at være sandt. Men det er det.Instruktør
Du kan se Lundgaards energi på scenen, når du har fundet din plads på tribunerne rundt om et græstæppe der har vrangen opad. Hans skuespillere dribler elegant fra den ene scene til den næste. Super scenografi af Aleksandra Lewon. Sparsomt møbleret som en arena, hvor dramaet udfolder sig stærkt i ordene og i bevægelserne.
'No Regrets' er et monsterhitFlere end 7.000 mennesker kommer i de næste uger til at opleve 'No Regrets' på Teatret Svalegangen. Et højt billetsalg for et teater der fra alle forestillinger på et helt år tager imod cirka 20.000 gæster.
Og det er et problem. 'No Regrets' er et monsterhit, men alt er udsolgt, tror jeg. Tjek det selv. Hvis Aarhus blev stavet med L og hed London, ville forestillingen spille i flere år. Et problem for dig der ikke har købt billet. Men mon ikke historien kommer som film? Det tror jeg, så græd ikke. Ellers må du læse bogen som teaterstykket bygger på, biografien om Stig Tøfting, 'No Regrets'.
Stykket har alle de nødvendige kvaliteter for at være et hit. Jeg vil ikke nævne dem, fordi et perfekt øjeblik tømmer mig altid for ord. Men jeg vil nævne Morten Kjær som har hovedrollen. Perfekt udført skuespil med præcise replikker, en hurtig krop, 2 x 30 armstrækkere, svedig og muskuløs tegner han billedet af en særlig karakter. Jeg har nævnt instruktion og scenearbejdet. Tilbage er kun historien.
En hyldest til det aggressive menneske med et stort hjerteJeg mødte en stor rocker engang. En bandit og et af de mest hjertelige mennesker man kan forestille sig. Historien 'No Regrets' handler om sådan en bandit der spiller fodbold, med et stort hjerte. Det er svært at forklare skønheden i dén blanding. Som chili og jordbær på din vanilieis. Som en kærlig gammel kone der står frem foran en russisk soldat og beder ham om at skrubbe ad helvede til.
Kærlighed og aggression, det er temaet i 'No Regrets'. Hvordan får vi plads til begge sider i vores krop? Viljen til at vinde sammen med det bløde hjerte der bare ønsker at overgive sig?
Du vil jo også bare mærke hjertets rolige rytme i den du elskerDet er en svær balance, som al stor kunst handler om. At forsvare sig selv, sin familie og sin ære - og at overgive sig og flyde ud som et stykke is der bare nyder solens stråler. Hårdheden og blødheden indenfor rammerne af den samme person.
Du kender det fra dig selv. Du vil kæmpe for dine børn, din nabo, dig selv til sidste blodsdråbe. Men du vil også bare så gerne ligge i ske med livet og mærke hjertets rolige slag i den du elsker.
'No Regrets' skildrer autentisk, uden filter eller fortrydelse, hvor super dejligt livet er i virkeligheden, og hvor svært det kan være at finde balancen. Men hver gang vi falder, så rejser vi os bare op igen og løber med fuld kraft ind i en ny skønhed, eller en tyk mur. Det skifter lidt fra gang til gang, og det er sådan livet er.
Tak til Stig Tøfting for at have delt ord om sit liv, og tak til instruktør Morten Lundgaard for at have skabt et sensationelt godt teaterstykke på Teatret Svalegangen.
No Regrets af
Idé, instruktion og tekst Morten Lundgaard og Troels Engelbrecht
Medvirkende
Scenografi Aleksandra Lewon
Lysdesign Ebbe Rodtborg
Lyddesign og musik Sebastian Toft og Anton Bast
Videodesign og videoteknik Magnus Pind og Rune Tønnes
Instruktørassistenter Cille Brandt og Anders Voss
Produceret af Teatret Svalegangen
Teater anmeldelse
Stig Tøfting 'No Regrets' Teatret Svalegangen
Teater om Stig Tøftings liv på banen og udenfor banen
23. marts 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'No Regrets' er en historie om den professionelle fodboldspiller fra Aarhus, Stig Tøfting, baseret på den ærlige bog om hans oplevelser på banen, og privat udenfor banen. Stykket opføres på Teatret Svalegangen.
Ære, hvad betyder det for dig, Stig Tøfting?
- Det betyder meget. Jeg kan ikke lide uærlige mennesker - jeg mener et ord er et ord, og sådan nogen ting der. Det betyder rigtig meget for mig. Jeg har ikke nogen i min omgangskreds længere hvis jeg føler hvis der bliver gået på komprimes med det.
Det er godt at være aggressiv, når man spiller fodbold. Men den mandlige aggression er en styrke der kan være svær at styre.
Aggression, hvad betyder det for dig i dit liv som fodboldspiller, eller som privatperson. Aggression, den mandlige aggression, hvad betyder det for dig?
- Jamen, jeg tror det var det, der var med til at gøre mig god. Til at give det sidste, løbe den sidste meter. Jeg har kæmpet for min karriere, fordi jeg var ikke fødte store talent - en Michael Laudrup der bare kunne afdrible en 10 mand, altså der var nogle andre ting jeg skulle være god til, og blive god til.
Kærlighed og ære og aggression, er der nogle kerneord for dig som mand, eller er det nogle helt andre kerneord for dig?
- Når du nu stiller mig det her spørgsmål, så vil jeg sige det er ikke nogen spørgsmål der kommer op i mig selv. Men, jeg synes selv jeg er et kærligt menneske. Jeg kan også godt se at den der aggression, den er der stadigvæk den dag i dag når jeg spiller paddle tennis - eller spiller lidt fodbold - så kan jeg stadigvæk godt blive tændt helt vildt op og komme med noget aggression. Men det er ikke de tanker jeg har i hverdagen, jeg er et andet sted.
Hvad er det fedeste ved fodbold?
- Jamen fodbold kan alt. Det fodbold kan gøre, det samlingspunkt fodbolden er, kulturen i fodbold - hvad det samler af tilskuere til Superliga fodbold og så videre, hvad det bringer folk sammen og hvad det giver, det måler ikke med noget andet, det er det vigtigste af det der ikke er vigtigt, siger Stig Tøfting til Kulturnyt.
Fedt, tak du havde tid min ven.
- Jamen det er sgu i orden.
Teater video
5 stjernet underholdning★★★★★Anmeldelse 'Xmas Cabaret' på Teatret Svalegangen
Knasende sprød jul på Teatret Svalegangen
1. december 2021.Kulturnyt, Lita Domino
Nu sker det igen: Gaderne sner til, guirlander hænger i højspændt forventningsglæde i lygtepælene og hvert gadehjørne dufter af brændte mandler. Det er december og jeg har lugtet lunten af julegodter - sneget mig ind på publikumsrækkerne til en gang cabaret med både beat, humor og julemelankoli. "XMAS CABARET" er et underholdende potpourri, - et show med kant og charme.
Glasur og flirt.Det er både sjovt og rørende at åbne de forskellige pakker som scenekunstnerne bringer ud i denne cabaret. Jeg er underholdt af show-danseren med hang til flirt og julesnaps. Den skæve og morsomme tryllekunstner der læser kort fra ærmet. Jeg grinte med når komikeren tog gas på traditionerne og nød de poetiske øjeblikke hvor én sneengel gav stemme til julemelankoli og spøgelser fra slagbænken. Jeg var i gode hænder hos aftenens vært, Holger Østergaard, der samler alle trådene. Han bærer julen ind på scenen, varmer op under stolerækkerne med skæve og sjove pointer og bærer de mest berusede kunstnere ud når snapseflasker er tømt.
Jazz og bløde sløjferOrkestret sætter scenen. Bandet har pakket løjerne ind blød rytmik. De spiller musik fra letbenet jazz og hyggeture rundt i andre genrer: De møder publikum med lune rytmer idet publikum træder indenfor og hygger om os med fine sløjfer undervejs.
5 stjernerJeg er godt underholdt i selskab med juleshowet "XMAS CABARET". En fin december-oplevelse som har en pudsig og lidt underfundige charme. Skøn musik, sjove pointer, fin poesi og dygtige kunstnere i god sceneform.
Tusind tak til teamet bag "XMAS CABARET" og til Teatret Svalegangen for en underholdende aften i godt selskab.
Xmas Cabaret
Skuespillere Mette Rønne, Holger Østergaard
Comedy Niels-Peter Henriksen
Tryl Mortenn Christiansen
Kapelmester Jacob Danielsen
Dramaturg Ditte Bichel
Sanger Nana C. Gaardsted Bøvling
Bas og Cello Thomas Sejthen
Trommer Morten Nottelmann
Piano Frederik Vuust
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Forplantning', på Teatret Svalegangen
Sort humor og bløde hjerter, Noma-teater er både sjov og god underholdning
30. oktober 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af
Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?
Publikum griner med den sorte humorOg dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.
EnDet starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.
Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.
Underholdning med potens til at skabe åbenhedDet fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.
Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...
Teater som skaber sammenholdDet er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.
'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.
Vi lægger vores moralkodeks fra os og grinerSå der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.
Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.
Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.
Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Googleren' på Teatret Svalegangen
En ekstra stjerne for at få anmelderen til at gå før tid
25. oktober 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Der er ondskab i verden. Folk tager det på video og poster det på Youtube. I aftenens forestilling 'Googleren' møder vi Mads som arbejder for Google med at stoppe de videoer der viser ondskaben.
"Og det skal I være glade for at jeg gør. Stopper det. Hvis I vidste hvad jeg ser på jobbet. Sjippetov, analpenetrering med cola-flasker, hæksakse, selvmord, vold. I skal være glade for at slippe for at se det!", siger Mads til os.
Hvis I vidste hvad jeg har set!Den lille nervøse mand på scenen - udmærket spillet af Mads Rømer Brolin-Tani - kigger ud på publikum på Teatret Svalegangen. Der er noget i ham som er gået i stykker. Han har set for mange videoer med for mange ofre der skriger af rædsel. Hans sind er splintret. PTSD. Vi føler med ham, men vi bliver også lidt bange for ham da han låser alle dørene og slukker for lyset. Det er godt skuespil, skræmmende, han nedbryder den fjerde væg.
Hvad gør vi med billeder af ondskab?Det er vel stykkets hensigt at inddrage publikum. Give publikum et personligt ansvar - eller i hvert fald afkræve publikum et personligt svar - når det gælder billeder af ondskab. Hvad skal vi acceptere som publikum? Hvornår slipper vi håndtaget i ytringsfriheden og kræver at Youtube indfører censur for at beskytte vores sjæl mod billeder af overgreb?
Og nogle gange må vi nedbryde den 4. væg for at afkræve publikum et svar. Det er okay.
Men den gode hensigt fra forfatteren Julie Glargaard bliver en omelet der er brændt i bunden. Publikum er fastspændt i et ubehageligt instrument der giver os kvalme, og det giver en brændt smag i munden.
Der handler om ansvar. Ansvar er at 'svare an'.Eller hendes omelet giver mig kvalme. Og ham på rækken bag mig der bad Mads om at låse dørene op, og der var ubehag i fyrens stemme. Og ham der rejste sig op for at stoppe videoen der slutter stykket: Børn der skriger som i rædsel på spansk mens nogen måske mishandler dem. (Tjek det ud for dig selv). Ubehageligt. Kvalmende.
Så der er 1 stjerne for den gode karakter, den nervøse foredragsholder. 1 stjerne for at nedbryde den 4. væg og låse publikum inde. 1 stjerne for det vigtige tema i tiden: Debatten hvad vi skal gøre når vi oplever ubehagelige billeder af overgreb. Plus en sidste stjerne, stjerne 4, for at give anmeldelderen så stort et sjæleligt ubehag 2 minutter før stykket var slut.
Jeg rejste mig op og gik.Tak for den oplevelse. Den var god.
Googleren af
Medvirkende Mads Rømer Brolin-Tani
Instruktion Petrea Søe
Dramaturg Louise W. Hassing
Lyddesign Rasmus Kreiner
Production Det Kongelige Teater og Husets Teater.
Teater anmeldelse
Donorbørn, kærlighed og sex: 'Forplantning' på Teatret Svalegangen
Instruktør Anders Lundorph: 'Forplantning' - En fucking slagmark
22. oktober 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
En komedie på Teatret Svalegangen om børn. At få børn tidligt, sent eller aldrig. Donorbørn, surrugatbørn. Kunstig befrugtning. At få børn alene efter et sidespring, eller få børn sammen med en god ven og dele forældreskabet.
Der er så mange måder at få børn på, at forplantning er blevet lidt af en slagmark.
"For mig handler det helt klart om at mennesket har fået så mange muligheder. Vi kan få børn uden at have sex med nogen, og vi kan have sex uden at få børn - vi kan faktisk selv styre det", siger instruktør Anders Lundorph til Kulturnyt. "Der går ikke lang tid før vi kan få børn med os selv. Alle kan få børn. Barnløse, homoseksuelle, alle."
"Det betyder at vi også har et ansvar for biologien nu, fordi det er os der styrer det. Det giver os den udfordring, at vi skal lære at acceptere alle de måder folk får børn på, eller ikke får børn."
"Når vi møder nogen vi ikke kan forstå, så kan vi komme til at overføre vores moralske eller etiske regler, som man synes skal gælde alle fordi de gælder én selv. Og det er det, der er slagmarken i dette her stykke", siger Anders Lundorph.
Forplantning - En fucking slagmark af
Medvirkende Holger Østergaard,
Instruktør
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Producent Teatret Svalegangen.
Teater video
★★★★Anmeldelse: 'Over Vadehavet', Teatret Svalegangen
Iskoldt teater om Frikkes dødvande
25. september 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Du må ikke sige noget med indhold. Tal ikke om følelser, sex, familie, lyster, drifter. Du er nemlig vokset op i et puritanskt, kristent dødvande, alt hvad der er sjovt og frit er lukket land for dig. Hvad gør du så?
Kepny's stykke er skræmmende teater der viser den støvede puritanismes brug af faktuelle ord og bagvendte filosofiske betragtninger. Det løber koldt ned ad ryggen, det er godt teater.
Puritanere vil hellere snakke om musvitter end om sig selv, sine følelser og tanker
En af min mors mange ægtemænd var fuglekigger. 100% faktuel. Vidende. Han fik strålende øjne når han redegjorde for naturens orden. Han lærte mig om hestehullerne på Vestkysten, og sort sol. En gæv fyr, sund og fornuftig.
Men kunne han fortælle om sine følelser, tanker og sjove oplevelser? Nej. Den gamle (nu afdøde) vestjyske kristendom magter det ikke, og han var født ud af den. Hans barndom gav stadig ekko og mundkurv i hans sjæl, selvom hans forældres sortkjolede husmandssted var jævnet med jorden for mange år sigen. Han vidste, man må bøje hovedet og nøjes med at gøre sin pligt. Det er den frihed man har. Pligten, og ikke andet.
En historie om pligten til at lytte til sin mor, fordi hun havde pligten til at give dig liv
I stykket 'Over Vadehavet' møder du to gamle koner, og en ung mand der hedder Frikke. De er taget til Vestkysten for at kigge på fugle. Gøre observationer. Tælle knortegæs, trækfugle som yngler i Sibirien. Bestemme arter og gøre notater i et hæfte.
Ja, det er kedeligt, og det er netop pointen i stykket. Al pligt er afsporende og fordærvende. Friheden til at leve er der imod ansporende og forfriskende. Friheden er vores lyst, og vi kan træffe empatiske valg, selvom vi er frie.
Undervejs har den unge Frikke svært ved at træde i karakter. Hans mor, Iversen, er pligtens fornuftige æseldriver. Veninden, Gram, er moderens modsatte spejlbillede, udfordrende, provokerende. Frikke selv ønsker bare at forsvinde, rejse væk, finde friheden i sit eget liv. Men hvordan kan han det?
God scene for filosofiske betragtninger, en ærlig scenografi
Gitte Baastrup har skabt en udmærket scenografi. Det føles som om vi er på en observations-plads i Vadehavet, det er så fint.
Der er meget humor i stykket. Mange filosofiske betragtninger på begrebet frihed. God skildring af puritanismens tomme brystkasse. Hovedpersonen forsøger at gøre oprør, finde sin lyst! Men du ved det er svært. Hvis vi kunne flyve som trækfuglen, så måske vi kunne komme til et andet himmelstrøg og forlade vores kolde barndom. Frikke er i tvivl. Han undersøger sagen. Om det lykkes ham at slippe væk, fri som fuglen, det må du tjekke for dig selv.
Over Vadehavet af Jens Kepny
Instruktion Hans Rønne
Scenografi
Medvirkende
Tekniker Poul Jepsen
Instruktørassistent
Teater anmeldelse
Over Vadehavet, fuglekiggere på Teatret Svalegangen
Er du fri som himlens fugle?
23. september 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Er du fri som himlens fugle, eller tager du ofte flyet til det samme land hver sommer? Det gør fuglene også. Det er sjældent storken vælger at tage sin frihed og flyve til Grønland. Så selvom vi har friheden, bruger vi den til noget nyt? Styrer Darwin vores træk gennem livet, eller bestemmer vi selv? Og hvem er egentlig mest fri? Fuglen eller mennesket.
'Over Vadehavet' handler om frihed. Tre fuglekiggere studerer frihedens spørgsmål, mens de kigger fugle i Vadehavet. Stykket er skrevet af Jens Kepny, og spiller på
Jens Kepny, du har to børn på scenen, nemlig at være skuespiller, og som skuespilforfatter. Hvad holder du mest af?
"Det er et svært spørgsmål. Jeg vil ikke kunne undvære den ene. Derfor er det her en rigtig dejlig opgave at være på. Både at få lov til at skrive, og så også at få lov til at være med på scenen. Det kan være om et år jeg har det på en anden måde, men lige nu kan jeg ikke vælge mellem det."
Er du selv fuglekigger?
"Det er jeg faktisk ikke rigtigt. Men jeg har været nogle dage på en fuglestation i Blåvand og fulgte en observatør. Der var jeg 3 dage, og der både ringmærker de fugle og laver hav-observationer over trækfuglene - indsamler en masse data som man kan bruge senere i videnskabelige sammenhænge."
Hvad er du fascineret af ved fuglekiggerne, som du bruger i dette her stykke?
"Jeg holder af den fascination der er i mennesker der går meget op i fugle. Hvordan de helt ihærdigt sætter sig ud tidligt om morgenen. Får set alle de fugle, især ved Blåvand, der flyver forbi. Og så den kæmpe viden de har. De kan se at denne her gås er en knortegås, eller at den her lille vibstjert, det er ikke bare en gul vipstjert, det er en citron-vipstjert."
Hvad er temaet for din historie?
"Det er frihedstrangen, den her følelse man også kan få ved at kigge på fugle. De her mennesker i forestillingen, de sidder på en ø og kigger på de her fugle. Nogle af dem kan komme helt fra Grønland eller fra Sibirien og er måske på vej helt ned til Vestafrika. Den kontrast der, hvor fuglekiggerne er på ét bestemt sted, og fuglene de kan flyve frit."
"Så har det så udviklet sig til også være en diskussion om, er det så egentlig fuglene der er frie? Eller er det menneskene der kigger som kan tage et valg, om de vil blive siddende eller om de vil rejse væk?"
Premiere lørdag. Glæder du dig?
"Ja, det bliver spændende med publikum, hvordan det bliver modtaget. Det er mit første skuespil hvor jeg selv er eneforfatter", siger
Over Vadehavet af Jens Kepny
Instruktør Hans Rønne
Medvirkende Anna Ur Konoy, Jens kepny, Uta Motz
Scenografi Gitte Baastrup
Komponist Uta Motz
Teater
★★★★★Anmeldelse af 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen
Hajerne er fede i år
6. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.
To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.
De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.
Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.
Teater i Hollywood-ligaenOg det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.
Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.
En stjerneparade i kontorhusetOndskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.
Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.
Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.
Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.
Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.
Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.
Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.
Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.
Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.
Medvirkende Anders Brink Madsen,
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen
Teater anmeldelse
Video fra Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen
Dramatisk kritik af kapitalismen
2. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Teatret
Hvorfor foregår stykket i en elevator?
- Det skal de fordi vi alle sammen er spærret inde i en kapitalistisk struktur som vi ikke kan komme ud af. Og inde i den struktur, som jo fungerer både godt og ondt, så er vi nødt til at forholde os til hinanden som mennesker. Så det sætter vi på spidsen inde i en elevator, siger Per Smedegaard.
I en af scenerne bliver den ene af personerne tvunget til at tage strømperne af. Hvorfor det?
- Fordi at vi jo alle sammen ind imellem for at opnå egen vinding gør ting som vi dybest set ikke bryder os om.
- Det tror jeg også jeg kender fra mig selv.
I en anden scene leder en af dem efter et signal til mobiltelefonen. Er det sådan det er for kapitalismen, den kan ikke finde signalet?
- Eller også har den for stærkt et signal lige for tiden. Jeg synes der er rigtig mange områder af vores liv hvor incitament-strukturer og egen vinding er godt for at et samfund udvikler sig.
- Men der er også bare mange områder hvor det ikke giver mening, og det er jo sådan en refleksion vi gerne vil skabe.
Er du kapitalist selv?
- Jeg er helt klart også bærer af kapitalismen, det er der slet ikke nogen tvivl om.
Det var et dårligt spørgsmål, det klipper jeg ud.
- Hehe, det er fint nok, siger
Stykket er en komedie og en satire, hvor det bliver blodig alvor. Tjek ud for dig selv, 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen.
Teater video
Stig Tøftings liv opføres på Teatret Svalegangen
Historien om den Århusianske plæneklipper
10. februar 2021.Kulturnyt
Hvad sker der, når ens største hemmelighed bliver afsløret i et sladderblad? Når en barndomstragedie pludseligt bliver til offentligt skue. Kan man fortsætte? Kan man stadig løbe ind på banen? Tøffe løb ind.
Det er teater om en kompromisløs midtbaneslider og en fortælling om at blive en byhelt på trods, eller måske i kraft, af de tragedier man har med sig. Tøfting var ingen Laudrup. Han var aldrig selvskrevet, men den århusianske plæneklipper havde en vilje som få og lod aldrig et strå stå.
Det er ikke nok at være kendt - man skal kæmpe for alt"Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt", siger teatrets kunstneriske chef Per Smedegaard.
'No Regrets' er en ærlig fortælling om en sportsstjerne der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse somprofessionel fodboldspiller med sit livsmotto. Han har tatoveret 'No regrets' hen over sin mave. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til kampens bedste spiller.
Tøfting er beæret over at få sit liv sat op som teaterstykke"Jeg er beæret over, at Svalegangen vil gøre bogen om mit liv til et teaterstykke. Det krævede mange overvejelser om, hvorvidt jeg kunne se min livshistorie som teaterstykke. En ting er at tale om mit liv, noget andet er at læse det på skrift, men at se det fortolket som en teaterscene er noget helt nyt for mig. Jeger nysgerrig og spændt på, hvordan meget personlige og svære kapitler i mit liv vil blive formidlet. Men folkene på Svalegangen har overbevist mig om, at de virkelig brænder for projektet og vil være tro mod tonen og ærligheden i bogen", siger Stig Tøfting.Instruktøren er vild med både teater og fodboldStykkets instruktør, Morten Lundgaard, siger: "For første gang mødes mine to passioner, fodbold og teater! Jeg har i mange år haft lyst til at lave 'No Regrets', og nu er muligheden der endelig. Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse."
Det er skuespiller
Teater
Nada Zgank / TanzDet Frie Felts Festival i Aarhus
Online festival om klimakriser, økonomi, køn og identitet
13. januar 2021.Kulturnyt, Lita Domino
Kan du lide Scenekunst der stiller væsentlige spørgsmål til det samfund som vi lever i?
Festivalen vises online via youtube fra 19. januar til og med 24. januar 2021. Der sendes dagligt fra YouTube klokken 16.00 til 18.00. Det foregår på engelsk.
For fuldt program og live sending se linket: Detfriefeltsfestival.dk
Det Frie Felts Festival er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor scenekunstnere på tværs af landegrænser iscenesætter aktuelle diskussioner som vi har i verden i øjeblikket.
I 2021 tager de fat i vores jordklodes fremtid i form af diskussioner om klimakriser, økonomi, køn og identitet. Det gør de gennem fysisk teater, performans teater, Liver Art, samt billed og -lyd installationer. Festivalen foregår både i København og i Aarhus.
I Aarhus er det scenerne på Godsbanen, Katapult og Åben Scene, samt på BORA-BORA der inviterer publikum indenfor i festivalens udtryksfulde rammer.
Det er 10 værker inklusivt et gæste spil som Aarhus publikummerne kan nyde godt. De udøvende kunstnere er bredt sammensat. Ældre som helt unge kunstnere, alle med forskellige baggrunde, mangeartede inspirationskilder, faglige kompetencer og måder at se verden på.
Performance
Dit blik mit syn Teatret Svalegangen
Jeg ser i mørket
6. januar 2021.Kulturnyt
Hvad ser man, når man ser? Og hvad ser man, når man ikke ser? Glad Teater har udfordret fire fremadstormende dramatikere til at fortolke Danmarks eneste blindfødte skuespiller Anna Sophie Lübecks personlige oplevelser, indlevelser, håb og drømme.
'Dit blik mit syn' tager publikum gennem barndommens fantasier, ungdommens længsler og voksenlivets realiteter meden forstærket sanselighed som Anna Sophie har, fordi hun ikke kan se. Forrest på scenen står Anna Sophie selv og fortæller sin historie med et perspektiv der gør hendes liv til et blik på vores. Hvordan føles forelskelse, når du ser med alt andet end øjnene?
'Dit blik mit syn' er en øjenåbnende tour de force. Det er teater som udfordrer, udfolder og beriger billedet af hvad et menneske med et handicap rummer. Det er 19 historier som kredser om ikke at kunne se, og om de bittesmå forskelle der afgør, om man er tilstede eller ej. 'Dit blik mit syn' tager dig ind i det dybeste, dybeste mørke. For i mørket ser vi alle ens.
Teater
Christian BangVita Danica Aarhus Teater
Hvad er danskhed?
26. december 2020.Kulturnyt, Lita Domino
I et nyt multisamarbejde mellem Aarhus Teater, det internationale anerkendte Black Box Dance Compeny og sangerinden Pernille Rosendahl folder der sig en dansekoncert ud. 'Vita Danica' fortæller i ord og billeder om den danske folksjæl.
Fra Grauballemanden til nutidens samfund. Vores land kan virke splittet mellem udkants Danmark og storbyernes pulserende virkelighed. Er vi det? Det under 'Vita Danica' for at tjekke samlingskraften og det fælles fundament vi søger, når vi skal i talesætte vores identitet som en nation.
Med baggrund i den danske sangskat giver scenekunstnerne en ny fortolkning af hvad det vil sige at være dansk i dag. Undersøger det fælles fundament som vi har i tekst og melodier fra den danske sangskat, sat i relief af en af ny tids sangerinder Pernille Rosendahl. Dette kombineres med dansens kropslige udtryk under koreograf Marie Brolin-Tani og samles i en mangfoldighed af scenekunst af instruktør Sargun Oshana.
Teater
★★★★★★Anmeldelse 'En Plads i Solen Teatret' Svalegangen
En Plads i Solen vinder på sin medfølelse
31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.
Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.
Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.
Super effektiv scenografiScenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.
Super.
Klog historie af JulieJulie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.
"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.
Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.
Ekstrem fornuft ofrer de uskyldige for fællesskabets skyld?Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.
Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.
"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.
Ekstremisme er noget pisMin bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.
Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?
Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.
Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.
Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.
Et kik ind i rædsels kabinettet"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.
Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.
"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.
"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.
"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!
"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.
Hvordan håndterer vi ekstremismen, uden selv at blive ekstreme?Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?
Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.
Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på
En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
Massemorder i Aarhus, En Plads i Solen på Teatret Svalegangen
Fascination af den store fører
23. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
"En Plads i Solen" er historien om en dansk massemorder og terrorist. Måske har den noget at sige til os i dag selvom den foregår i Aarhus for 75 år siden, fordi nutiden minder om nazismens tid?
Kaj Massemorder finder meningUnder krigen var Kaj fra Aarhus nazist - han dræbte 50, brændte Guldsmedgade af og lavede flere end 100 terrorhandlinger mod den danske befolkning. Han gjorde det for at finde mening i tilværelsen.
Kaj bliver morder for tyskerne. At være nazist gør ham stolt. Det giver mening for ham at dræbe mennesker selvom de er danskere som ham selv.
Propaganda og populisme, igen som dengangTiden i dag ligner optakten til krigen. De politiske forhold. Racehygiejnen. Sundheden. Begrænsninger i ytringsfriheden. Populisme. Fascinationen af den store fører der vil redde os.
Vi følger Kaj efter han blevet taget til fange. Det er den sidste nat i hans liv. Fortryder han mon nu?
En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater video
Emilia Therese★★★★★Anmeldelse 'Hvis jeg bliver gammel', Teatret Svalegangen
Nærværende iscenesættelse af den sidste dans
9. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.
Den aldrende krop bliver indhyllet i smilerynkerDet var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.
Livet som det kan se ud når man bliver gammelDe lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.
Plastikorgier i humoristisk modeshowAllerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.
En kærlighedsdans til livetDen sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.
Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til
Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse 'Blok 4 & Udsigt'
Grønlandsk Teater giver blanke øjne du kan spejle dit danske hjerte i
5. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hvis du er modig, så gå ind og se Grønlandsk Teater i Aarhus, "Udsigt" og "Blok 4". Du får 2 stykker smørrebrød disket op foran dig på scenen i Teatret Svalegangen. Tilberedt af grønlændere, og du vidste ikke engang de kunne lide den slags? Smørrebrød. Deres kultur er jo ikke ligesom vores, vel?
Det gør lidt ondt at høre sandhedenJeg er en kold dansker, fordi jeg er født her på egnen. En kold og slimet fisk. Når jeg træder ind i et rum fyldt med grønlændere, så bliver de tavse. Hvorfor? Fordi grønlændere er underdanige overfor hvide mænd? Nej! Grønlændere møder danskeren med tavshed, fordi tavshed er det eneste som vi danskere ikke kan sige noget imod.
Dét påstår i hvert fald den grønlandske kvinde på scenen. Og det er en god pointe som Kim Leine skriver ud på din kvittering for at spise "Blok 4". Stykket handler om et dansk par der bosætter sig i ghettoen i Nuuk. Deroppe er det de indfødte grønlændere der bor i ghettoen. Det lugter jævnligt af tis, vold, mord og undergang i drukkenskab velvilligt hældt ned af Carlsberg, formodentlig den bedste øl i verden.
Tager vi alt uden at ville tage ansvar?De to danskere flytter ind i en af de nederdrægtige betonboliger vi har bygget til de vilde naturfolk. Kold beton hvor vandet driver ned ad væggene. De har job på sygehuset og på skolen. Halvdelen af patienterne forstår ikke dansk, og den anden halvdel kan danskerne ikke forstå. Men parret er enige om, at det er en stor oplevelse at være på
Danskernes ægteskab vakler imidlertid. Han bliver forelsket i en lille grønlandsk godte, men forstår slet ikke den grønlandske kultur. Han kan lide at have sex med den grønlandske kvinde, tager hende om natten og forlader hende når det bliver morgen. Tager hvad der tilkommer en moderne dansk mand.
Men hun er ikke tilfreds. "En rigtig mand ville vælge mellem mig og din kone. Du kan ikke få alt."
Er det sådan vi er? Er danskere hensynsløse og nægter at være ærlige. Er vi sådan nogen der bortforklarer alt det forkerte vi har gjort? Nægter at stå til ansvar?
Erkendelse om at være dansk kræver at se sig selv i en grønlænders øjneDet kræver et spejlbillede at se sig selv. Det kræver blanke tårer i en gammel kvindes øjne at se sig selv i øjnene. Se hvad vi har gjort ved naturfolket. Vi spærrede dem inde i de betonbure i Nuuk, som danskere selv har vænnet sig til at bo i gennem et par generationer. Bad dem skyde deres stærke trækhunde. Forlade deres bopladser. Opgive gravpladserne hvor deres børn nu ligger alene i den arktiske kulde. Placerede dem i betonhusene og byggede en Brugseni til dem fuld af øl fra Carlsberg og Royal Unibrew.
Der er noget koldt i os danskere? Noget lidt for effektivt og mangel på kontakt med naturen. Det er der måske, synes jeg, når jeg lytter til "Udsigt". Sådan smager i hvert fald det andet stykke smørrebrød, som du kronologisk får serveret først. En monolog fra Makka Kleist som uden anklage husker tilbage på sit liv i Grønland dengang "Gæsterne" dukkede op. Det liv hvor man tager på fjorden om morgenen for at hente fisken til middag.
"Gæster", kaldes vi. Fordi når vi engang er rejst tilbage til vores eget kølige fangenskab, på fjerde sal uden græs under fødderne, så vil grønlænderne fortsat være grønlændere.
I Aarhus er der mange varme grønlændere, synes jegDer er altid en kvinde der griner lykkeligt, eller en mand der stopper mig og siger "hej" på Klostertorv. Jeg elsker deres varme øjne. De ser mig kærligt, og jeg har aldrig forstået det.
Efter oplevelsen på Teatret Svalegangen tror jeg nu, at grønlændere simpelthen har udviklet et varmt hjerte i den del af Kongeriget som måske i virkeligheden er den smukkeste del af Margrethes univers. Hvorvidt det danske hjerte modsvarende er koldt, der må du lige stikke en hånd ind under blusen og mærke efter når du ser Grønlandsk Teater på Teatret Svalegangen.
Tak oplevelsen. Det er rart at blive set af andre.
Udsigt & Blok 4
Medvirkende Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth
Tekst "Udsigt": Makka Kleist, "Blok 4": Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis
Film Mikael Jacobsen (betagende smukt)
Produceret af Teater Freezeproductions
Teater anmeldelse
Per Morten Abrahamsen★★★★★Anmeldelse 'Annas Verden' på Teatret Svalegangen
De rammer hjertet af Skagens gule farve
15. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino
De åbner mine sanser og gør mig blød, mens jeg sidder der i teatermørket. De byder mig en palet af farverige og følsomme ord, krydrer det med humor, og varmer min sjæl med melodisk musik og sange. Det føles som om jeg får pakket et gammelt kunstværk ud som har lagt hengemt for længe, men nu bliver sat i en ny ramme og får sit eget åndedræt.
Teater der giver farverne et piftJeg elsker Anna Anchers dueblå og varme røde farve og tænker at Skagensgul er en blid lys farve der kan varme blikket, når jeg kigger på den. Men i aften åbner mit blik sig i en ny retning og jeg får lov at skue længere ind i hendes palet og se en fin skildring af mennesket bag.
I teaterforestillingen ”Annas verden” giver de farverne et pift i lyset af den kendte kunstnerkoloni og leger med på hendes skæbnehistorie.
Kærlighed til mand og kunstDet er en dejlig historie og underfundigt sammensat med en scene midt på gulvet. Med enkle virkemidler får teamet af skuespillere fra ”Det Flydende Teater” i København fortalt en kærlighedshistorie der er i konstant bevægelse. De levende billeder er skabt i samklang med det sanselige som man finder i kærlighedsromancer, som f.eks. den mellem Anna Ancher og hendes mand Michael, men også med kunsthistoriens perler af malerier som hun og hendes omgangskreds skabte på den tid i Skagen.
Følsomt teaterportrætDet handler om Anna Ancher. Den store kunstmaler og hendes skæbne som kvinde der ønskede sig mere af livet end datidens gængse kvindepligter. Den handler også om alle de inspirerende mennesker hun omgav sig med i sit liv. Teaterportrættet skildrer hende som følsom, blid og samtidig passioneret. En kærlig skildring af livet som det så ud, når hun udtrykte sig gennem sin farvepalet og om omkostninger det medførte for familielivet med sin elskede mand og sin lille datter og i hverdagens trummerum.
Livgivende teaterJeg er vild med at teamet fra forestillingen har sat scenen med så fin en følsomhed. Musikkens væsen er et indtagende akkompagnement til historiens medrivende udvikling. Den placerer sig stemningsgivende og runder hjørnerne af på en forførende måde.
Skuespillerne gav naturlige og stærke karakteristikker af personerne med både charme og varme.
Anna Anchers liv handler om at udtrykke sit lys, sin kraft og sit talent på sin helt egen måde, og det gør denne teaterforestilling også.
Tusind tak til teamet bag ”Annas Verden” og til Teatret Svalegangen der har inviteret til byen.
Annas Verden
Produceret af Det Flydende Teater
Medvirkende Julie Riis, Luise Skov, Pelle Nordhøj Kann, Nanna-Karina Schleimann
Tekst
Instruktion Jennifer Vedsted
Scenografi Sir Grand Lear
Musik Nanna-Karina Schleimann
Kreativ producent Christine Worre Kann.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse af 'This is Not Swan Lake...' på Teatret Svalegangen
En lun anretning med absurd til
1. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Et veldækket bord af lunefuldhed med små absurditeter. Ofte er det hvad livet har til os og i aften så jeg en fin lille skildring af en forlist kærlighedshistorie i en Granhøj danse produktion, som i sin enkelthed ramte dette på kornet.
En kvinde bundet til en forlist drømPå et psykiatrisk hospital i Rusland sidder en kvinde ved et piano og spiller sin elskedes musik. Han kunne ikke elske hende, og hun kunne ikke slippe ham fri, da hun fandt ud af at hendes følelser ikke kunne gengældes. Tilværelsens mening gik under og tilbage sad hun alene, bundet til en forlist drøm. Kvinden hed Antonina og manden hed Tjajkovskij.
Pingviner i skumringstimenThis Is Not Swan Lake... er en danseforestilling som kigger ind i skyggen af den berømte ballet Svanesøen. I den skygge er der ingen langhalsede svaner der yndefuldt danser på søen. Men her er i stedet en svalende, men dog lun brise og bløde pingviner der danser i skumringstimen. Små silhuetter af næbede væsener der forsøger at finde hinanden. I denne form, hvor de er begrænsede af deres sorte krop og den dunkle belysning, får deres dans en absurd, komiske og dog et rørende udtryk, hvor hovedsagelig deres arme og små ben bliver blikfang i dansen.
Musikken fra Svanesøen giver en ekstra tangentKvinde der spillede rollen som den bedrøvede Antonina, bar musikken fra Svanesøen frem med sit melankolske og knugende pianospil og drejede det i absurde retninger idet hun fremførte russiske tekster med engelske ord hen over musikken. Det gav pingvinernes dans en ekstra ”tangent” at spille på.
This Is Not Swan Lake er en fin sløjfe af følsomhed og musikalitet, som er dejlig at tage ind under huden på en sensommeraften. Tusind tak til teamet bag This Is Not Swan Lake og til Teatret Svalegangen.
This is not Swan Lake...
Produceret af Granhøj Dans.
Medvirkende Heli Pippingskjold, Maria Eshpay, Lazlo Fulop, Mikolaj Karczewski, Sofia Pintzou.
Koreografi Palle Granhøj.
Musik Pjotr Ilitj Tjajkovski.
Dans anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse 'FU-SoMe' på Teatret Svalegangen
FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier
28. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino
En dalende fornemmelse i bughulen, en tung knude af skam. Eftervirkninger fra forestillingen FU-SoMe martrer mig, samtidig med et klart indblik i det moderne menneskes drøm om likes bundfælder sig i mit sind.
Jeg fik i aften en ny ”ven” på de sociale medier. Da jeg trådte ind i Teatret Svalegangen fik jeg som det første stukket en smartphone i hånden, og så kunne jeg deltage i at heppe på den kære performer Lazlo Fulops selviscenesættelse på scenen. Jeg så ham google sig selv frem til en prototype af det moderne menneskes anglen efter opmærksomhed og hvert et succesfuld optrin blev afløst af endnu flere absurditeter. I arenaen mødte jeg ham, det utrættelige menneske, der ikke kunne stoppe kampen før han fragmenterede for øjnene af mig.
Kvikfix i en selfie arenaVi er i en arena, på slagmarken i kamp for det næste kvickfix der kan lappe sammen på vores ituslåede selvværd. Vi forstod aldrig helt hvordan vi var havnet her, for i starten føltes det rart at blive ”friended” af nær og fjern. Små uskyldige ofre, såsom en smule fremmedgørelse og det lidt fragmentariske selvbillede der opstod indeni. Det var vel prisen værd, når man fik en hel hær af ”thumbs up” for hvert øjeblik vi deler med masserne der følger os på de sociale medier?
En opsigtsvækkende forestillingDen nødvendige refleksion over det moderne menneskes fald er på tapetet, og en modig skildring der formentlig ikke har til hensigt at få likes på de sociale medier, men dog kan jeg ikke undlade at give et stort velmenende bifald til denne forestilling. Den er opsigtsvækkende og rammer en nerve i menneskets ”voyeur-tendenser” og vores hunger for at blive anerkendte som særegne individer.
Forestillingen der går ind under huden i sin nøgenhed og efterlader sit publikum sit mærke, (som vi måske skulle have reageret på, da vi sidste gang åbnede et socialt medie, men som vi formentlig var for fragmentariske til at reagere på.)
Fuck digFU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier. Forestillingen er skabt af koreografen Granhøj og bæres frem af performer og danser Lazlo Fulop der i en forunderlig og skræmmende cocktail finder grænseløsheden i vores moderne tilværelse og viser os den grusomme bagside som den ser ud, når vi ikke længere eksisterer på andre planer end i selfieverdenen. Derfor giver jeg denne forestilling mine varmeste anbefalinger.
Tusind tak til teamet bag FU-SoMe og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser gæsteforestillingen.
Medvirkende László Fülöp
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans.
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse 'Julia and 500 years of Freedom' på Teatret Svalegangen
En trommehvirvel der vækkede friheden i mig
17. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino
En tromme der kalder på opmærksomhed. En kvindestemme der løfter sit publikum op og inviterer os med til et andet himmelstrøg. Fortæller historier fra landet hvor havet bruser og hvor sandet er hvidt. En pige i en landsby i Mozambique der drømmer om flere muligheder, gadelys der også ville skinne på hendes side af hegnet, lige som det gør i den europæiske koloni. Drømmer om lighed. Men ikke som en 'by i Rusland', hvor hendes far lærte militærteknik og medbragte fransk ost og vodka på sin hjemrejse, men muligheder for at udtrykke sig frit, definere sig selv, sit køn, sin seksualitet, og alle sine særpræg.
Den frigørende kvindes udtrykI en mosaik af små stemningsbilleder, fortællinger, sange, og lydeffekt fandt hun essensen af det frie menneske som hun har oplevet det i sit liv. Det er en interaktiv performance, hvor publikum inviteres med på gulvet. Vi fik lov at skue og agere med i ritualer fra Afrika. Vi blev budt til dans i frihedens navn og her tog vi afsked til knuden der havde bundet hende til sin stol. Hun bød os alle at blive frigjorte og tage del i livet.
Forførende performance vækkede mit hjerteKampen for frihed ender formentlig ikke med et trylleslag, men i aften fik jeg smag for sagen på Teatret Svalegangen. Forestilingen der med blide hænder og med fantastiske trommerytmer førte ind i en historie om frihedens væsentlighed.
Af hjertet tak for en nærværende og smuk forestilling til teamet bag Julia and 500 Years of Freedom og til Teatret Svalegangen for en skøn aften.
MedvirkendeTekst og performance: Julia Garaldo Machindano
Instruktion: Daniel Norback
Scenografi: Semi Nørregaard
Live-musik: Michala Østergaard-Nielsen
Lysdesign: Maria Pi Houmann
Teknik: Lya Lundsager
Performance anmeldelse
Salling Fondene donation 5 mio scenelys og stole
Salling Fondene tænder lyset på Teatret Svalegangen
13. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Stemningen er som champagne. Den bobler. Vi er på Teatret Svalegangen. Alle stolene er nye, og nu trykker Karin Salling på knappen. Lyset eksploderer. Salling har netop foræret teatrets direktør en gave til 5 mio. kroner. Computerstyret scenelys til alle de kommende forestillinger som publikum kan nyde i de lækre stole.
Karin Salling står med et slankt glas der bobler i hendes hånd. Klassisk elegant. Teatrets direktør Per Smedegaard har en orange T-shirt på. Markant. Der er meget oprørsk ved den mand, og stor skønhed i forestillingerne på Svalegangen, jeg kan godt lide ham.
- Karin Salling, Per er jo et dejligt kunstnerisk menneske, men han er også lidt oprørsk? Når jeg er nede i Salling, så er der elegance og det er lidt mere traditionelt. Hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor giver Salling Fondene penge til Teatret Svalegangen?
"Det er jo fordi jeg synes vi også skal have det alternative. Det er meget, meget vigtigt at vi også kan se noget andet end det elegante og det forventede. Det at der er et alternativ, det er en virkelig god ting. Det er alsidighed", siger Karin Salling.
- Og den der alsidighed, hvad betyder den alsidighed for dig som menneske?
"Som menneske betyder den en udvikling for mig, hvor man kan komme ud og lære nogle ting, man kan komme ud og lære en hel masse nye ting."
"Og se, hvordan belysningen lige pludselig er -
- Det er da også giga flot.
"Ja ikke, det er vildt imponerende", siger Karin Salling og ser glad ud.
Teatrets direktør Per Smedegaard ser også glad ud i sin orange trøje.
- Per, hvad har det at sige for dig at få så mange penge? Så meget medvind, 5 mio. kr. Vi kan jo se det er fantastisk flot, men hvad har du ud af det?
"Først og fremmest kommer vi jo til at lave nogle meget mere spektakulære forestillinger. Så rent kunstnerisk kommer det jo til at kunne ses at vi har bevægeligt lys nu i hele salen, så vi kan løfte det kunstneriske. Og det er jo det, det primært handler om."
- Hvorfor er Salling så glad for dig?
"Jeg har en skøn relation til Karin, der er slet ikke noget dér, men jeg tror også det er fordi, som Karin siger, Salling har et stort hjerte for Aarhus Teater, Musikhuset og større organisationer, Aros, Den Gamle By og sådan noget, og så vil de gerne understrege, at det der er lidt mere skævt, eller anderledes, det skarpvinklede, også skal have støtte. Så på den måde tror jeg vi passer ind i deres uddelings-portefølje som det lidt mere skæve."
- I har tit nogle smukke dejlige forestillinger, men der er også tit noget oprør i jeres stykker?
"Jamen, helt sikkert. Alsidighed spiller en stor rolle i kunst og kultur", siger
Og så er der rejsegilde, noget at drikke og hotdog til alle.
- Skal du også have en hotdog, Karin Salling?
"Ja, det skal jeg, det er mange år siden jeg har spist en hotdog sidst."
Den er flot den nye scene, rummet er flot, publikumsopbygningen, stolene og lyset. Scenen er klar på Teatret Svalegangen til nye oplevelser i den kunstneriske retning.
Kultur
Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson
Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire
26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt
Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.
Fortællinger mod en ny fremtidSæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række
Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"
Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."
Historien om en århusiansk massemorderTil oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.
"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.
Rystende komisk cancer-monologI begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.
Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.
Hvem bliver Danmarks Ny Statsminister?Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.
Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.
Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."
Elevatorsatire om penge og magtDen internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.
Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.
Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.
Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."
Teater
★★★★Anmeldelse af 'Hvad tænker en murer på, egentlig?' Teatret Svalegangen
Han tænker på bryster hele tiden
4. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Der er noget fantastisk ved mureren, i gamle dage. Kan du huske? Din far kunne ikke lide ham, han byggede jeres ny hus, og han knaldede din mor. Et rigtigt stykke mandfolk som ikke længere er EU-godkendt.
Historien om den rigtige mandDet er sjovt at høre Mads Nørby fortælle om sin fortid som murer i forestillingen Hvad tænker en murer, egentlig? på Teatret Svalegangen. Publikum hygger sig. De gamle fordi Mads Nørby vækker minder fra deres liv i 80'erne. De unge i publikum, fordi monologen er politisk ukorrekt - det vil sige tæt på sandheden.
Men stykket bliver yderligere interessant når vi oplever hvordan mennesket stolt - i frost og sol - har bygget sit hus af træ og mursten. Meget er gået tabt. Fabrikkerne ved ikke længere hvordan man murer i forbandt. De tror en løber er en fyr i gummisko, og en kop er noget man drikker kaffe af. Menneskeheden vidste bedre for 30 år siden.
Liveshow med muring af vægUndervejs bliver der muret et stykke væg på scenen. Det er fascinerende at betragte. Publikum løfter sig i sædet og der spreder sig i blandt os en veltilfreds brummen.
Sådan skal en sten lægges! Ja.
Historien kunne være bedre, synes jeg. Murere har sex, drikker øl, bliver gamle og falder omkuld - mens deres bygninger fortsat har rejsning i 100 år. Det er en okay pointe.
Violinen fra Catrin Haass Svendsen er rigtig fin, og det samme kan vi sige om hendes volumenknapper. Du kan ikke gætte hvad jeg hentyder til, men det er sødt og sjovt. Humor fra en murer. Tjek den ud på Teatret Svalegangen.
Medvirkende Mads Nørby og Catrin Haass Svendsen
Tekst, scenografi og instruktion Mads Nørby og Mads M. Nielsen
Musik Catrin Haas Svendsen, Morten Nørby, Luigi Boccerini, Kenny Baker, Jules Massenet
Lys Jens Poulsen
Teater anmeldelse
Foto: Jens Peter Engedal★★★★★Anmeldelse 'The Soul Catcher'
I rovdyrets klør
21. januar 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Vi er landet på et gerningssted, hvor vederstyggeligheder er foregået. Nu er det tid til at efterforske og granske over hændelserne der er foregået her og jeg var med som publikum da trådene blev analyseret på scenen. Kassandra Production stiller skarpt på Narcissistisk Personality Disorder, - også kaldet psykopati, og dens ofre.
Psykologisk thriller
Hvad er der sket? Hvem er ofret og hvem er den kyniske gerningsmand? Hvilken relation havde de til hinanden? Jeg ser dem bevæge sig fri efter år som fanger i en manipulators net. Det er en voldsom og powerfuld dans. De finder deres væsen igen og vrider sig ud af angst og mørke. De frigører sig fra et menneske der har gjort rovdrift på selvfølelsen. Og de befrier det mest væsentlige af sig selv, deres ukrænkelighed, for atter at finde fodfæste i sig selv og verden igen. Sådan er kampen som må overleves efter rovdyret har fortæret af sit offer alt for længe.
Psykopatens charme
BORA-BORA huser i øjeblikket en psykologisk thriller The Soul Catcher og den får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Der findes utallige workshops i øjeblikket der omhandler psykopati og dens ofre, så det er et hot og nødvendigt emne, men når jeg finder temaet i en teatersal får det helt andre virkemidler og bliver åbenbaret med en følsomhed og charme der går langt ind under huden.
Solid præstation på scenen
Forestillingen er skarp og usentimental. Det er en blanding af performans, dans, spoken words og krydret med benhård elektronisk musik. De tre skuespiller går ikke på kompromis med deres udtryk, men leverer en solid præstation. Forestillingen lever helt op til mine høje forventninger, som jeg med tiden har fået til skaberen af værket, Anika B. Lewis og fik ovenikøbet en stor gave med oven i hatten, da temaet både var præsenteret som autofiktion og var fantastisk skildret. Bravo for mod og kunstnerisk pondus.
Stor beundring herfra og tusind tak for oplevelsen til teamet bag The Soul Catcher og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.
The Soul Catcher af Kassandra Production i Co-Samarbejde med Bora Bora, Dans & Visuelt Teater.
Idé, instruktør/koreograf Annika B. Lewis
Performere Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold, Johan Svensson
Komponist og musiker Sofus Forsberg
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Morten Ladefoged
Dramaturg Anne Hübertz Brekne
Kostumer Systuen Svalegangen
Afvikler Jens Mønsted
Produktionsleder Betina Rex
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'The Nether', Teatret Svalegangen
Forbyde vold og porno på internettet?
9. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum sidder på siderne af et virtuelt børnebordel. Vi elsker Iris. Hun er skøn når hun hopper omkring på scenen iført røde underbukser, glatte ben og en sommerkjole der løfter sig når hun laver piruetter foran Papa. Hun griner og leger, fuld af barnets livsglæde og kærlighed. Skræmmende, der er noget galt.
Papa er gammel og syg, hun er et barn. Han er pædofil og programmør. Bordellet er skabt til verdens forpinte kvinder og mænd, så de kan bruge et barn seksuelt i en virtuel verden. Udleve lysterne. Kunderne lærer at dræbe barnet med en økse for at holde følelserne på afstand. Som et rødt klimaks dekoreret med hvide striber af liv.
Straks efter drabet er Iris spillevende igen. Fordi Papa har skabt et computerspil med lyde og dufte, sansninger som om det var virkelighed. Det er en god forretning. Det virtuelle liv på nettet, livet uden konsekvens.
Milliarder dræber hver dag på nettetJeg er ret vild med stykket. Scenografien af Siggi Oli Palmason fungerer fint med sine farvefulde kulisser og stramme sorte felter af fængsel. Det er udbredt, fængslet. Virkeligheden er kedelig. Milliarder af mennesker skyder folk på nettet, kører dem ned med biler, voldtager dem, sprænger dem i luften.
Hvor kommer det fra, al den vrede mod andre mennesker? Lever vi forkert, eller er det bare menneskets væsen at vi vil udslette de andre.
Elsker vi mere virtuelt end reelt?Lyset er super takket være Hen Sloth. Præcise inddækninger og farveskift. Fra det sorte til det farverige. Det er jo det vi ønsker. At forvandle ensomheden til strålende likes og flotte selfies. Vi hungrer efter forbindelse og at blive set. Det kan vi online, men ikke altid i Ikea når familien sidder og æder kartoffelmos og kødboller.
Er den virtuelle verden bedre end virkeligheden? Mange siger ja. Den digitale verden afskærmer os fra følelserne, sansningerne, hjertet, huden. At leve analogt kan være skræmmende og ensomt.
Skal vi slukke det virtuelle liv?Skuespillerne er dygtige.
The Nether skaber debat blandt publikum. Skal vi gøre noget? Forbyde vold og mishandling online? Har det en negativ konsekvens i virkeligheden, når vi skyder folk på nettet og sprætter fjenderne op med en kniv. Skaber nettet forbrydelser, eller holder internettet potentielle gerningsmænd hjemme i soveværelset, indespærret i en syg fantasi foran computeren?
Personligt tror jeg på den sidste. Internettet gør os impotente, uanset hvor mange zombier vi skyder online. Min kvinde har det modsatte synspunkt. Billeder af vold gør os voldelige, mener hun. Og hvad synes du? Skal vi slukke nettet og hellere udleve vores lyster i virkeligheden? Snakke med hinanden mens vi æder de kødboller i Ikea. Være her lige nu i hverdagen, og mærke konsekvensen?
The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre,
Instruktion Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Hen Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Forestillingsledelse Signe Albeck Lausen
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse af 'Selvtægt', Teatret Svalegangen
Det nye ungdomsoprør på scenen
4. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino
I en lille by i Sverige er der sket en brand af et asylcenter. Det er nummer 43 i rækken af asylcentre der bliver brændt af i Sverige. Vi møder flere forskellige karakter der alle har politiske meninger i øst og vest, men aldrig kommer i kontakt med andet end deres egne og andres politiske meninger og menneskesyn. De er tomme skaller. Det har absolut ingen konsekvenser at mene det ene eller andet. Det er bare fragmentariske gentagelser som er ”sig selv nok”. Selv stykkets provokationer er gentagelser og egentlige menneskeskildringer er en saga blot.
Ny dramaturgi.Vi er i en ny tid for teatrene. De unge har fået nok af tomme ord. Den gamle generation er os der hele tiden flasher en politisk pointe eller en menneskeværdig holdning, og ofte gerne pakket ind i en smukt placeret vittighed eller bolsjestribet indpakning, så den lettere glider ind. Kampen om de rigtige værdier er en voldsom krig der udspiller sig alle steder i vores samfund. De unge gider ikke høre mere, så nu tager de fat i vores alt for selvhævdende selvforståelse og klemmer til.
Tusind tak for en provokerende og nytænkende forestilling til teamet bag Selvtægt og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.
Selvtægt
Medvirkende Amira Jasmina Jensen, Mohamed Ali Osman,
Instruktion Anna Malzer
Dramatiker Aleksa Okanovic
Scenografi Peter Skensved, Caligr De Girardier Alexandre
Lysdesign Mia Jandie Willet
Lyddesign Søren Caspersen
Scenografi og kostumer Marie Birtch
Co iscenesætter Kasper Dalsgaard
Produceret af Teater Monemtum og Treatret st tv
Teater anmeldelse
Fiktiv sex online - The Nether Teatret Svalegangen
Fiktiv sex online - The Nether skaber debat
4. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
The Nether handler om en verden hvor menneskehedens mest afsporede lyster finder deres tilfredsstillelse på nettet. Online. I hemmelige reservater hvor enhver dunkel seksualitet kan få lov til at udfolde sig.
Historien er en krimi, der har fået god opmærksomhed i blandt andet USA og England. En krimi hvor en person i kød og blod forsøger at udforske det hemmelige digitale univers. Hvad er fantasi, og hvad er virkelighed?
Papa, spillet af
The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Mikael Helmuth, Morten Kjær, Holger Østergaard
Instruktion Madeleine Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Grafisk arbejde Gisli Dua
Forestillings ledelse Signe Albeck Lausen
Teatret Svalegangen
Teater
★★★★Anmeldelse: 'Det begynder at blive koldt om fødderne'
Døden melder alt udsolgt på Teatret Svalegangen
21. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Døden giver os poesi, humor og nærvær. Døden er ikke en fejl ved livet der skal korrigeres. Det er ikke en svaghed. Det er et menneskelig vilkår der gælder for os alle og se den i øjnene er en kraftfuld sag. Velkommen til livet, og velkommen til Hans Rønnes opvågning på
Hans Rønne er enestående, mens han vågner til bevidsthed om sin egen dødelighed. Står alene med charme og nærvær og vi gribes om hjertet af hans monolog om den sidste tid før døden tager ham. Døden er blevet nærværende for historiens fortæller, i det 4 personer i hans nærmeste omgangskreds er begyndt at falde fra. 3 venner, en kone og ikke mindst den lille nabopiges kat, der alle dør, vækker den kære mand til at se døden i øjnene. Det giver kolde fødder og tager tid at forsone sig med døden, men ud af hans historie skyder der en blomst. Han begynder at lytte anderledes til verden, f.eks. sangen han har sunget hele sit liv; ”Se nu stiger solen af havet skød.” får ny betydning. Hans Rønne giver livet en stor krammer i taknemmelighed for at være til, i det han omfavner sin egen dødelighed på scenen.
Ord er blikfangHistorien er meget enkel, scenografi og lys er sparsomt og det virker godt, for Hans Rønnes ord kan sagtens bære at være blikfang. Han har humor og livsvisdom som virkemidler, og står som en mand der båder rummer små nærværende oplevelser som køb af kondisko, og samtidig har han et vigtigt budskab at dele ud til verden, og det gør han med stor varme, finurlige ordgøglerier og medmenneskelighed.
Af hjertet tak til teamet bag ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og til Teatret Svalegangen som er vært for stykket. Alt er i øvrigt udsolgt, med mindre teatret finder plads til en ekstraforestilling.
Det Begynder at blive koldt om Fødderne
Tekst og medvirkende Hans Rønne
Iscenesættelse Lars Knutzon
Scenografi Gitte Basstrup
Lys og Teknik Poul Jepsen
Teater anmeldelse
Foto: Montgomery★★★★★★Anmeldelse 'Troen og Ingen' på Teatret Svalegangen
Anmeldelse af Troen og Ingen: Svalens sorgfulde gråd
17. august 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Gik grædende hjem fra Teatret Svalegangen i aften. Da jeg kom hjem greb jeg min elskede i min favn, for at mærke varmen fra hans krop. Den kærlighed der stadig lever, for i aften græd jeg over de døde. Det som jeg mistede og aldrig får tilbage igen.
Mosaik af stemningsbilleder
Den sorgfulde forestilling ”TROEN og INGEN” er tilbage i byen efter en lang turne rundt i landet. Til lyrikken af Søren Huss´ fantastiske album af samme navn, har Teatret Svalegangens egen
Forestillingen starter med at Troen smadres i et skæbnesvangert øjeblik, hvor døden bliver en realitet der ikke kan fornægtes. Den ubegribelige konsekvens er, at tilværelsens mening nu er i ruiner. Tre menneskers liv er forandret for evigt, fordi en kvinde er død i en trafikulykke. En ægtemand, en bror og en veninde står tilbage og må erkende tabet og hver især finde en måde at leve videre på uden hende.
Det grådige bæst sorgen
De står overfor et grådigt bæst, sorgen, der har magten til at knuse dem, hvis ikke de finder deres egen vilje til at holde kærlighedens smerte ud. Livsmodet må findes på ny, så det igen kan bærer dem og give mening til tilværelsen.
Teatret Svalegangen er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Mere vedkommende og hjertegribende end nogensinde før, fører de i ”Troen og INGEN” publikum ind i smertens kammer og sætter ord, billeder og musik på dødens forfærdelige tabuer. Det er så ekstremt nødvendigt at et teater tør at gå ind i livets allerstørste dilemmaer og med et mod som en løve levere Teatret Svalegangen varen.
Troværdigt uden at være sentimental
Teamet bag forestillingen fremstiller alle temaerne omkring døden meget troværdigt og på ingen måder sentimentalt. Publikummer der har mistet, ved at sorgen er rå og ubarmhjertig og der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men de ved også at der findes trøst. Når mennesker søger hinanden, når de levende tør at viser deres behov for at blive elsket på ny og når skæbnen skridt for skridt accepteres, så vender livet atter tilbage. Det er så rørende og sandt og kunne ikke være skildret mere ærligt og nærværende.
Fantastisk skuespil, melodisk og trøstende musik, skarpe pointer i teksten, scenografien og lys var enkel og meget flot pointerende i forhold til temaet. Virkelig flot forestilling.
Af hjertet tak for en modig og indfølende forestilling til teamet bag ”TROEN og INGEN”.
Troen og Ingen
Medvirkende
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse af 'An Eve And an Adam' på Teatret Svalegangen
Erotikken opstår i det flakkende lys
30. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
To nøgne mennesker eller to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?
Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.
Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.
Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.
Granhøj Dans mestrer nøgenhedenNøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.
Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.
I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.
Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.
Lyset er bevidsthed - Erotikken er i mørketLyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.
Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.
Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.
Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Aarhus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.
Rumraket, eller ej.
And Eve And An Adam
Medvirkende
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans
Dans anmeldelse
5 millioner fra Salling Fondene til Teatret Svalegangen
Byens samtidsteater får millioner fra Salling til at sætte scenen i stand
26. juni 2019.Kulturnyt, Kulturnyt
Det betaler sig altid at handle i Føtex, Netto og Bilka. I hvert fald hvis man er glad for teater, fordi Salling er glad for kunst og kultur i Aarhus. Nu har Teatret Svalegangen igen fået penge fra Salling Fondene.
Salling Fondene har valgt at donere 5 mio. kr. til en større renovering af Teatret Svalegangen. Penge der falder på et tørt sted.
"Vi er enormt beærede over at Karin Salling og Salling Fondene begunstiger os. De ser husets behov, men de ser i høj grad også teatrets potentialer og muligheden for at øge vores aktivitetsniveau. Takket være
Byens samtidsteater bor i en kommunal bygning, sidegade til Strøget. Donationen kommer konkret til at gå til sceneteknik og en opgradering af træk i Store Sal.
Teater
Kollage★★★★★Anmeldelse 'Corydong' Teatret Svalegangen
Politiker scorer kassen. Ny redaktør på Anders And
30. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Ja, socialdemokraten Bjarne Corydon fik et fedt job på finansfyrsternes Anders And Blad, dagbladet Børsen, og drengene gaflede alle 20 millioner kroner hver fra kagefadet, dengang DONGs mødom og skæbne blev solgt til en af verdens mest forhadte virksomheder. Det var en fed fidus som amerikanske pengefolk tjente milliarder på.
DONG lå bare der og lokkede med sin frugtbarhed, danskernes energiselskab fuld af olie, gas og vindmølleparker på vej. Som en stribe friske jordbær i en have uden vagthund. Ingen kan sige nej til et ubevogtet jordbær.
Tillykke med det. Svindlere.
Du er for dum til demokratiDu ved det måske allerede. Høvdinge på Christiansborg styrer Danmark med spindoktorer og journalister på de store medier. Det er fordi du er for dum til politik. Faktisk er demokrati alt for vigtig en sag til at man kan overlade det til almindelige folk.
Teaterforestillingen CoryDONG på
Bjarne Corydon har en træls karakter i teaterstykket CoryDONG, og måske er han i virkeligheden en guttermand. Men hans person er slet ikke så vigtig. Ja, han var med til at vi gav 10 millarder til nogle folk i USA for absolut ingenting andet end varm luft. Herregud. Folketinget stod bag ham.
Det er ikke noget alvorligt, nogle milliarder her og der.
Pyt med DONG, fordi Danmark taber jo milliarder hver gang Folketinget køber en stak jetjagere fra USA, bygger supersygehuse der skal sælges til forsikringsselskaber, skåler i god Italiensk vin og siger ja til 100-vis af ubrugelige tog, indkøbt til de nedslidte danske jernbaner som skal sælges til tyskerne.
Landet styres af udemokratiske bøllerHvorfor begår Folketinget i grunden så ufatteligt mange dumheder? Det er fordi bøllerne styrer landet. Mette Frederiksen. Lars Løkke. Bosserne. Den slags typer. Bjarne Corydon, dengang som minister, nu i en ny rolle. De menige folketingsmedlemmer får aldrig så mange fakta på bordet, at de overhovedet aner hvad de stemmer om.
Som menig politiker stemmer du det samme som din partiformand, og han/hun siger at sagen er alt for kompliceret, og den er behandlet færdig i ministeriet. "Har du nogen spørgsmål?"
Dét er sandheden om Christiansborg, påstår teaterstykket. Du ved ikke hvorfor sygehusene skal sælges. Du ved ikke om det er fornuftigt at bruge 100 milliarder på krigsfly. Men jeg garanterer: De menige politikere på Christiansborg, de aner det heller ikke.
Landet styres af en håndfuld politikere og finansfyrster som skraber til sig. Resten af os er bare målskiver for spindoktorerne.
Vældigt deprimerende. Men også sjovt.
CoryDONG er fed underholdning. Stykket er politisk, og jeg ved ikke noget værre end det. Jeg vil have drama, kærlighed, emotioner og gode historier på teatret. Men CoryDONG er altså vellykket som et stykke politisk teater, fordi det afslører problemet med Christiansborg:
- Menige politikere forhindres i at få viden om hvad de stemmer om, fordi de er kun stemmekvæg. Og bøllerne har givet frikort til de statsansatte spindoktorer, så de frit kan fylde danskerne med løgn uden at journalisterne kan fange dem med aktindsigt, fordi vi er også kun stemmekvæg i bøllernes øjne.
Når man lever i en osteklokke og kun tænker på penge og magtEn aktuel måling af danskernes tillid til politikere siger 29%. Vi er 71% der har gennemskuet det rådne æble, og vi forstår at mange politikere lever i en udemokratisk osteklokke hvor de hytter deres egen ost.
Nej, nu må jeg stoppe. Ellers ender det med jeg bliver politisk. Men det var godt teater. 4 stjerner for skuespil, fantastisk historie, relevant, super underholdende. Den 5 stjerne er for at være politisk i sin scenekunst. Det er gammeldags og vældigt forfriskende, i en tid hvor ingen tør sige noget af frygt for at sige sandheden.
Medvirkende Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum
Tekst Henrik Szklany
Konsulenter Anders-Peter Mathiasen og
Instruktion Liv Helm
Musik Ida Jacobsen
Lysdesign Mads Nielsen
Lyddesign Mads Nielsen
Produceret af Off Off/Produktion
Teater anmeldelse
Anmeldelse: 'En Lille Smule Ubehag', Teatret Svalegangen
Den store frygt: Døden og impotens - En Lille Smule Ubehag
19. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Holger Østergaard spiller Frank der er blevet syg i sin prostata. Det gør han i stykket En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen. Han har fået kræft. Hans spermkirtel skal fjernes, og nu er han bange. Vred. Oprørt.
"Det er jo virkelig alvorligt", fortæller skuespilleren
Frank bruger sin sorte og tørre humor til at overleve prostatakræft. På den måde lærer han publikum om at have modet til at se alle mulige sygdomme i øjnene, og overleve dem uden at gå i stykker indvendigt.
Den direkte identifikationInstruktøren er Per Smedegaard. Hvad har han gjort for at lave et stykke om prostatakræft som mænd kan holde ud og se på?
"Jeg tænker at ved tage fat i det, så bliver det vedkommende. Der er et menneske der står foran dig som føler og gennemlever det. Den direkte identifikation der er i det, det tror jeg sådan set er det vigtigste, netop når det er en monolog, og et menneske og en sag."Humor hjælper os gennem svære oplevelser
"Ja, der er ikke noget vi viser her, som prostatakræft-patienter ikke kan genkende", siger Holger Østergaard. "Og de var glad for humoren i stykket. Og det tror jeg vi alle sammen har brug for. De der vanskelige situationer vi oplever, at der er nogen der tør lige at give det en anden vinkel, så vi forløses og kroppen åbner sig lidt og det bliver bare nemmere at tale om."
4.000 danske mænd får kræft i prostata. I 2019. Sidste år, næste år, det er en meget udbredt sygdom. 1.000 mænd dør af den. Der er god grund til at snakke om den, fordi sygdommen berører så mange mænd, kvinder og familier. På Teatret Svalegangen er stykket fuld af humor, så vi kan tåle at høre om det.
Jeff Metcalf skrev stykket på sine egne erfaringerEn Lille Smule Ubehag er skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf. Dramaet er humoristisk og følsomt og beskriver hans egen rejse gennem kræften.
"I begyndelsen ville jeg ikke fortælle noget til min kone og min datter. Og det var dumt af mig. Da jeg fortalte min hustru at jeg havde prostatakræft blev hun oprørt og ked af det. Jeg indså at vi mænd skal være bedre til at tale om sygdom og vores helbred", fortalte Jeff Metcalf i forbindelse med premieren i Salt Lake City, USA.
"Selv mine venner som jeg kendte gennem 25 år, selv de var skamfulde for at tale om sygdommen. Først da jeg begyndte at tale om min sygdom, fortalte nogle af dem at de også havde prostatakræft."
Stykket handler om en sygdom der rammer mænd, men både mænd og kvinder kan lide stykket.
"Ja, fordi indenfor de første 10 minutter indser publikum, at det handler om mere end prostatakræft. Stykket handler om at være menneske og se frygten i øjnene, når vi bliver syge og skal på hospitalet", siger Jeff Metcalf.
En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign
Produceret af Teatret Svalegangen
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Breaking News', Teatret Svalegangen
Anmeldelse: Den femte stjerne er for dopamin-klikket på redningsvesten
16. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Den hjemløse rumæner på hjørnet af Lille Torv er gået analog, da jeg går hjem fra Teatret Svalegangens Breaking News. Papkruset i hans sprukne hånd rasler med et par mønter, mens han siger goddag til mig. Han er i Aarhus, han er i verden men knap nok i live. Han hænger på med det yderste af sine fingerspidser.
Alligevel smiler han.
Foran mig går 4 unge mennesker. Hendes kjole er let og luftig, hun har pæne ben. De tre mænd hun er sammen med bevæger sig som den hund jeg ejede engang. Den hund kunne lugte når naboen satte sin hunhund ud i en snor på græsplænen. Pigen hænger på. Hun er med, på vej til fest, hænger på, men ingen af hendes scorereplikker virker på nogen af de unge mænd. Deres øjne er store og de småløber målbevidst fremad.
Alligevel smiler hun.
Er virkeligheden i sig selv en dopamin-trigger?Hvorfor bruger vi alle de timer på verdens største dopamin-bordel - de sociale medier? Videnskaben siger vi længes efter de små dopamin-kick som de kunstige medier giver os. Nu, nu, nu.
Vi er på facebook, instagram, tinder, app-dit, app-dat, fordi vi er blevet junkies. Vi er klik-narkomaner, like-narkomaner. Vis mig noget nyt. Klik dopamin i min hjerne. Virkeligheden er blevet for kedelig og impotent.
Hvorfor smiler den hjemløse og den unge pige?I teaterstykket Breaking News er der gang i den politiske debat. Stykket er et oprør som tænder faklerne for at brænde den kunstige virkelighed ned til grunden.
Det er relevant som altid hos Teatret Svalegangen
Der er point for drejescenen og den politiske historie. Vi veksler mellem det unge par og de kyniske bagmænd. Parret har glemt hvordan man elsker hinanden, og deres barn er en pestilens. De foretrækker dopamin-havet på de sociale medier. Bagmændene griner ad de dumme mennesker der giver alt fra sig - demokratiet, seksualiteten, intelligensen - for at høre en historie om en elefant-unge, eller se et billede af en kattekilling.
Der er også point for skuespillerne. Martine Levinsen for hendes edderspændte oprørske dynamik. Anders Vølpert Momme for det runde, empatiske hjerte. Anna Ur Konoy for begæret. Matias Hedegård Andersen for hans stamina.
Den femte stjerneStykket har disse 4 stjerner: Oprørsk, empatisk, begærlig, stamina. Den femte stjerne får stykket for at turde være politisk i en verden hvor du nyder dine likes på facebook mens Titanic fløjter i natten, dampkedlerne kysses af det iskolde vand og de sprækker, stævnen går under vand, agterdækket rejser sig. Vi er på vej ned, med et like og et hjerte på redningsvesten. Tak for dét mod.
Breaking News
Medvirkende Anders Vølpert Momme, Anna Ur Konoy, Matias Hedegård Andersen, Martine Levinsen.
Tekst Brian Wind-Hansen.
Instruktion Anne Zacho Søgaard.
Scenografi Katrin Gjerding.
Regissør Pia Haugaard Jensen.
Maskemager Denise Conradi.
Komponist Johannes Smed.
Lyrik Løne Hørslev.
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
'Breaking News' - Teatret Svalegangen
Breaking News er en satire om fake og propaganda i medierne
7. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Breaking News I en verden styret af kyniske sociale medier, som stjæler din sjæl og alle dine data og efterlader dig med et farvestrålende kuponhæfte i hovedet fuld af reklamer.
I en verden hvor de sociale medier sælger dine følelser og dine tanker til politiske partier, så dit land kan blive styret hårdt og ubarmhjertigt af den ny diktator.
I sådant et land foregår teaterforestillingen Breaking News. En historie om at miste os selv og livet mens vi opholder os på de kunstige sociale medier, hvor vi bliver hjernevasket, og det kilder så dejligt.
Hvad tror du? Er journalister magtens kælehund og sociale medier magtens hjernevaskeri? Tjek ud Breaking News på Teatret Svalegangen.
Breaking News
Medvirkende Anders Vølpert Momme, Anna Ur Konoy, Matias Hedegård Andersen, Martine Levinsen.
Tekst Brian Wind-Hansen.
Instruktion Anne Zacho Søgaard.
Scenografi Katrin Gjerding.
Regissør Pia Haugaard Jensen.
Maskemager Denise Conradi.
Komponist Johannes Smed.
Lyrik Løne Hørslev.
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater kulturstof
★★★★★Anmeldelse: 'King Lear', Shakespeare, Teatret Svalegangen
Storslået og flot forestilling
5. februar 2019.Kulturnyt, Lita Domino
King Lear Scenen er sat til en gammel klassiker. Der er en musiker og to skuespillere på scenen. Den første er King Lear spillet af Ole Sørensen, den anden skuespiller havde både roller som den skarpsindige nar og som alle døtrene. Og de to herrre gjorde det bravende godt. Med svære replikker og skarp mimik fyldte de scenen ud til kanten af hvad vi som publikum kunne bære af tragedie.
Sproget er utroligt raffineret og jeg beundrer deres store evne til at være til stede i de finurlige sætninger. Men de to herrer var på beundringsværdig vis meget stærke spillere. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
Vanvid.I tragedien King Lear møder vi magtbegærlighed og intriger og vi bliver ført ind i magt-tindernes arketypiske univers, hvor følelserne afgør alt og ingen er i stand til at tæmme udyret i de indre gemakker.
Det første vanvid vi møde i teaterstykket er King Lears forfængelighed. I stedet for at vælge at bygge sit land på stærke værdier som kundskaber, humanisme, styrke og fælleskab, vælger han at træffe beslutningen om videreførsel af hans rige, ud fra hvilken af døtrene der bedst kan udtrykke hengivenhed og kærlighed til deres far. I flatterende vendinger roser to af døtrene ham og erklærer deres stor kærlighed til ham, men den tredje datter vil kun tale sandhed og vil ikke sige sin kærlighed til ham i ord.
Og der møder publikum King Lears 2. vanvid - Egoismen. Han forkaster den tredje datter og udstøder hende i et hidsighedsanfald over ikke at få hendes strålende ros og smigrende kærlighed til ham at høre. Til hans ærgrelse viser det sig dog at de to søstre der nu styrer landet kun har had og ærgerrighed i hjertet og begår forræderi mod deres far, og kong Lear synker i selvmedlidenhed ind i senilitet og gennemtrængende galskab, det tredje vanvid, hvor han opløser sit jeg og sin forstand til usammenhængende tale.
Relevant og bidende skarpt.For 400 år siden skrev William Shakespeare stykket King Lear. I Teatret Møllens opsætning er teaterstykket dog langt fra støvet, men har i stor stil stadig relevans for denne verden. Vi slås stadig med store udfordringer i form af magtbegærlige og grådige ledere af nationalstater og med den menneskelige naturs dunkle tilbøjeligheder til hidsighed, egoisme, og benægtelse af kærligheden som den sande vej til menneskets velbindende. Humanismen lever i trange kår, når ”King Lear” er ved magten.
Elektronisk folkmusik.Tusind tak teamet bag King Lear og til
King Lear
Medvirkende Ole Sørensen, Thomase Clausen Rønne, Jullie Hjetland Jensen.
Tekst William Shakespeare.
Instruktion Hans Rønne.
Scenografi Gitte Baastrup.
Musiker Jullie Hjetland Jensen.
Produceret af Teatret Møllen.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Kaffe og Kærlighed' på Teatret Svalegangen
Den tragikomiske kvindelige klovn
29. januar 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Findes der en bedre fortæller end en klovn? Klovnen der stiller skarpt på tidens og menneskets nærværende små kampe med tilværelsen?
Jeg drømmer om en anden tilværelse, hvor jeg er sexet og sjov, kan begå mig med smalltalk og vittigheder, hvor kærligheden vælter mig og beruser min tilværelse. Men i virkeligheden er jeg kikset og kan kommer til at fortælle alt for personlige ting om mig selv til fremmede mennesker jeg ikke kender.
Men der er hjælp at hente, for klovnen Camilla Marienhof træder i denne tid ind på scenen på Teatret Svalegangen og henter alle de pinlige hændelser frem som en usikker single kvindefigur kan opleve og gør det med så overbevist charme og selvtillid at publikum må give sig hen og grine af det spejlbillede hun giver af os kvinder.
Funklende præstation.En suveræn start på forestillingen vipper mig ud af min lille kasse, jeg befinder mig i, og ind i den tragikomiske klovneverden, hvor toget ruller afsted med en faretruende hast og den kvindelige passager må klamre sig til en stang.
En stang som jeg normalt vil betragte som en pole-stang , bliver i teaterstykket Kaffe og kærlighed brugt til mange forskellige gøremål på kreativ vis. Den kvindelige akrobat, skuespiller og klovn kan med stor præcision og styrke bruge pole-stangen i hendes spil på scenen så det både er gribende og humoristisk.
GenkendelighedEt af de store problemer som jeg genkender i forestillingen er det enorme spring der nogle gange er imellem det jeg forestiller mig og det der er den egentlige virkelighed.
Når jeg tror at andre mennesker er fantasifulde, sexede, smarte, femme fatal-kvinder der kan klare alle livets udfordringer, mens jeg har trusser på der kryber op i enden, jeg har problemer med ensomhed, jeg har svært ved at score en mand, jeg lever mig for meget ind i mine tanker osv.
Hvis man tænker at det er sådan det er, kræver det vanvittig meget mod at gå ud og møde andre. Men hvis jeg i stedet spejler mig i klovnen og finder min humoristiske sans frem, så ser jeg at alle kvinderne i Teatret Svalegangen griner af de samme ting. Vi kender det alle og så er det måske ikke så faretruende at være single kvinde og gå ud i verden alene og møde andre mennesker. Bravo for den pointe.
Tusind tak til teamet bag Kaffe og kærlighed og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.
Kaffe og Kærlighed
Idé og medvirkende Camilla Maerienhof.
Lyddesign Jens Rosenlund Petersen og Simon Josef Nielsen.
Produceret af Scene42.
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'Red Bastard', Teatret Svalegangen
Verdens største djævel besøger Aarhus: Red Bastard
18. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Red Bastard gør sin entré på scenen i et rødt kostume. Ligner djævlen der har fået forstoppelse. Han har store klumper omkring livet under det røde stof.
De fleste af os er skræmt fra hvid og sans.
Vi har hørt på Youtube at han er værre end djævlen - charmerende, forførende, elegant, sjov, vittig, vanvittig og totalt frygtløs.
Og at han kan få publikum til at gribe fat i hverdagens drømme og føre dem ud i livet, i morgen efter aftenens show.
Sige jobbet op, rejse jorden rundt, skrive en bog, lave en kæmpe skulptur, være en bitch. Det er sådan noget folk gør efter de har oplevet showet. Hjælp.
Red Bastard går over grænsen, shitVi er vel 100 mennesker, og vi opdager manden i det røde kostume, Eric Davis, er stærkere end alle os til sammen. Måske fordi han ikke ejer nogen frygt, når han står på scenen. Måske på grund af hans karisma. Han er som et brændende bål af begær, vilje, frækhed, skamløshed. En varm mand. Sådan som selve fanden må være det, og samtidig sådan som vi alle drømmer om at være det.
Manden er sjov. Hans baggrund som klovn og skuespiller, forfatter og instruktør giver ham megakræfter. Vi griner. Han går over stregen, ingen kommer til skade, og det er sjovt.
Efter ikke ret mange minutter får Eric Davis os til at kaste rundt med armene, skifte pladser, synge ind i hans åbne mund.
Men det bliver meget værre end det.
Sådan et spørgsmål er der ingen som vil besvare. Men glem det. Red Bastard får dig til at svede og fortælle alt, hvad du nogensinde har holdt som en hemmelighed.
Og det magiske sker.
Vi kan li' det.
Vildt skræmmende at være mere sig selv, og meget tillokkende.
Tør du være dig? Eric Davis er ikke bange for at gribe fat i folk blandt publikum. Hans kvikke hjerne og meget store, kærlige hjerte, sætter os skakmat.
Vi er flere som tænker i hverdagen: "Jeg kan ikke sige hvad jeg vil, jeg kan ikke være mig, sådan som jeg egentlig er".
Og Eric Davis svarer bare: "Hvem vil du så være, hvis du ikke vil være dig?"
Han tør det vi drømmer om. Han er vores guru. Født ud af et knald mellem Paven og Anders Matthesen. Han er Jesus og den lokale gangster. Han er John Wayne og Picasso. Han er større end livet. Han er Red Bastard, og han er på verdensturné.
Vi er heldige at Teatret Svalegangen fik ham forbi Aarhus. Tak for det. Det var fedt.
Red Bastard
Medvirkende
Idé Eric Davis og Deanne Fleysher
Instruktion Deanne Fleysher
Produceret af Teater V i Danmark
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Troen og Ingen', Teatret Svalegangen
Troen og Ingen på Teatret Svalegangen
16. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Teatret Svalegangen havde totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare ville ind og se. I august 2019 er der repremiere på forestillingen. Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På Teatret Svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.
Anmeldelse 5 stjerner: Meget smukt og rørendeTeaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig på Teatret Svalegangen. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget vi helst vil fortrænge.
I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra
Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.
Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: Livet, hvor svært ka det være?', Teatret Svalegangen
To mænd åbner sig i en komedie med sjov, ballade, seksualitet og virkelyst
3. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Der er en dejligt gemytlig stemning i Teatret Svalegangen, også denne aften. Totalt pakket, udsolgt. Alle billetterne til Livet, hvor svært ka' det være er revet væk, samt række 13 som er pist forsvundet på de lige numre.
Man skal aldrig købe billet til række 13, heller ikke i flyet eller på hotellet. De har en tendens til at stikke af når de ser deres snit til det.
Række 12 er heller ikke vendt hjem efter juleferien, bare på de ulige numre. Forvirringen er komplet, men computeren har solgt præcis det rigtige antal billetter, så der er sæder til alle.
Stemningen er gemytlig, og så begynder publikum at leDen gemytlige stemning fortsætter i hele det vidunderlige stykke som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard giver os. Der bliver grinet, jævnt gennem stykket. Havde ikke troet det ville være muligt. To mænd på en scene, nogle få rekvisitter. Kan man lave populær og underholdende kunst ud af næsten ingenting?
Ja. Tror det er manuskriptet der viser en sjælden styrke i kombination med virkeligt dygtige skuespillere. Livet, hvor svært ka' det være er et super stærkt stykke.
Komik af den underfundige og drivende slagsTo gamle mænd, den ene kan ikke gå og den anden ikke huske, mødes om en mazarin tærte. De er snart 80. Det er sjovt, det er komik af den underfundige og drivende slags. Karakterbygningen føder latteren og humoren helt af sig selv, sådan som det ene minut tager det næste.
Men hvordan levede de to mænd da de var 70? Ny scene. Vi er i fitness center med spabad og instruktøren er en pige fra Sverige. Der er stadig gang i de gamle.
Den første scene, hvor de er ældgamle, lægger sig som et fint lag trylledrys over scenen. Det vækker tanker i os. Ikke om at blive gamle, men hvad vi dog laver før vi bliver gamle.
To mænds liv rulles op baglæns, og det er sjovtHug i hug fortsætter scenerne nedad i retning mod den gode tid i 40'erne med wegnerbord og skilsmisse, ungdommens tid i tyverne og kæresterne. Teenageårene med det dybe venskab. Skoledrengene som lurer på de bare damer i parken. Børnene i snevejr med en lakridspibe.
Hele deres liv rulles op baglæns. For hver scene bliver der et tykkere og tykkere lag af trylledrys over hovedpersonerne. Vi elsker dem dem dybere og dybere. Publikum mærker at livets fortælling også gælder dem.
Det er ikke dødsattesten vi lever for. Det er livet det gælder. Hvad vi laver inden i morgen, inden familielivet, inden plejehjemmet og så videre.
Mandens indre liv åbner sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet og virkelystJeg er ret vild med det stykke. Oven i tilbuddet får man også en sweitzerkniv der fortæller om hvordan din mand egentlig er (eller dig selv, måske). Det er skide godt.
Henrik Lykkegaard er den udadvendte type. Hurtig. Frisk. Pigernes ven. Ikke styr på noget, men tager livet ind i store mundfulde. Den mandskulint, maskuline mand.
Niels Ellegaard er den tænksomme type. Omhyggelig. Fornuftig. Forældrenes stolthed. Han gemmer det bedste til sidst. Den feminint, maskuline mand.
De to sider alle mænd har i sig, to af de fire temperamenter. I Livet, hvor svært ka' det være åbner mandens indre liv sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet, virkelyst. To måder at være mand på. Den ene lige så god som den anden, men måske den ene har det lidt sjovere.
Tjek ud for dig selv, hvad du synes. Jeg synes i hvert fald du skal se Livet, hvor svært ka' det være på Teatret Svalegangen. Det er en oplevelse værd. 5 stjerner.
Livet, hvor svært ka' det være?
Medvirkende Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Tekst Vase og Fuglsang, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Instruktion Vase og Fuglsang
Scenografi Kirsten Brink
Produceret af Folketeatret
Teater anmeldelse
Emilia Therese★★★★Anmeldelse: 'Sammensværgelse', Teatret Svalegangen
Stærk følelsesmæssig forestilling
4. december 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Teatret Svalegangens aktuelle forestilling Sammensværgelse er en lille novelleagtig historie der udspiller sig i en familie der rammes af sorg. Moren er den talentfulde professor i psykologi der rejser verden rundt med sin undervisning om menneskets tilbøjeligheder til at lave konspirationsteorier. Hun har tydeligvis styr på teorierne og kan argumentere for mange aspekter, men har ikke følelsesmæssigt forhold sig til menneskene der tænker disse tanker.
Ulykken rammerI familiens skød elsker hun sin mand og sit barn og da barnet bliver dræbt i et trafikuheld, prøver hun af alt magt at holde distancen til verden og blive i sit succesfulde liv som universitetsprofessor, men sorgen har splintret hendes sind ad og hun bygger en psykoseverden op omkring det hun er og de tanker som fylder hende inden ulykken er sket. Det vil sige at hun skaber konspirationsteorier omkring barnets forsvinden.
Hun møder i sin psykose en mand ved navn Alf, der er lige så splittet og syg som hun selv. De skaber tanker sammen om barnet Carl-Emils ”kidnapning” og om store sammensværgelser der bygger på algoritmer, og tilfældigheder. Moren har store sammenstød med faren, der bearbejder sorgen på en anden måde end hun gør og de har det rigtig svært.
Sammenbrud af den nye virkelighedDen nye virkelighed, hendes psykose; bryder dog sammen idet hun møder manden Alf. Stykket slutter med en super god pointe. Man kan ikke altid selv vælge hvordan man håndterer sorg og hvis man splintrer sit sind ad, er man syg, og man kan ikke selv vælge om og hvornår man blive rask igen.
Det var en stærk følelsesmæssig forestilling som Teatret Svalegangen har inviteret til Aarhus og det var meget vel spillet. Kunne godt lide at det var meget minimalistisk stillet op, for store kulisser ville have væltet den meget fine og super sarte fortælling.
Tusind tak til teamet bag Sammensværgelse og til Teatret Svalegangen for at inviterer dem på besøg.
Sammensværgelse
Medvirkende Patricia Schumann, Frederik Meldal Nørgaard, Anders Brink Madsen.
Tekst Henrik Vestergaard
Instruktion Von Baden
Scenografi Johanne Eggert og Allan Frausting
Lysdesign Mads Lindegaard
Lyddesign Emil Assing Høyer
Produceret af Von Baden
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen
'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende
20. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.
Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.
Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.
Perfekt stykke teater om liv og død
Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.
Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.
Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.
Fremragende skuespil i 'Mæt af dage'Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.
Hvis din partner ville døHvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.
Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?
Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.
Mæt af dage
Medvirkende Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jacob Hannibal, Kirstine Hedrup.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Anna Schulin-Zeuthen.
Scenografi Karin Gille.
VR Produktion Mannd.
Lyddesign Anton Bast.
Lysdesign Anders Kjems.
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
'Mæt af dage', Teatret Svalegangen
Teater om aktiv dødshjælp: Karen ønsker hjælp til sit selvmord
12. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Teaterstykket Mæt af dage er skrevet af dramatikeren Thomas Markmann. Det handler om aktiv dødshjælp i form af hjælp til selvmord. En yngre kvinde, Karen, har mistet lysten til at leve på grund af sin sygdom. Hun ønsker at dø, men ikke alene. Hun vil gerne have hjælp til sit selvmord fra sin mand, hendes elskede Esben. Hun er syg, hun er mæt af dage, men kan manden assistere hendes selvmord?
Teater video
★★★★★Anmeldelse: 'Drengen der ville være vægtløs', Teatret Svalegangen
Tragedie med masser af humor og effektiv komik
9. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Det er ikke sundt for et ungt menneske at være omgivet af idioter, røvhuller, psykopater og troløse kvinder. Sådan er historien på Teatret Svalegangen. Drengen der ville være vægtløs, hedder stykket skrevet af Thomas Markmann. Det er godt teater. Velfungerende. Professionelt. Masser af humor og effetiv komik takket være Lars Bom og Mette Horn. Hurtige replikker og frisk skuespil fra Mads Reuther og Mette Wiberg. Godt lys, fin lyd. Det er 5 stjerner, og der var stående bifald.
Den store stjerne i stykket er Nicolai Jørgensen. Han er en tyk dreng der bor alene med sin mor. Faren har de kulet i jorden, og han var ikke bedre værd. Nu er Nicolai alene med Mette Horn som konstant håner og mobber sin søn. Hun har migræne de fleste dage og skal have smertestillende piller op i sin anus. Det får hun sin 19-årige søn til at gøre for sig, fordi hun kan ikke klare sig selv. Siger hun.
Den dreng har det slemt, det kan du høre. Han har planer om at blive voksen, flytte hjemmefra og udforske verdensrummet. Men modet til at flytte smuldrer som en småkage. Hans bedste ven, Mads Reuther, er hård ved ham og kalder ham "flæske". Veninden Mette Wiberg leger med hans følelser, driller ham som en hundehvalp, lader ham gramse på sine bryster "mærk også brystvorten", siger hun, og kaster ham væk med ordene: "Du er bare så sød". Lars Bom er hans chef på jobbet som smed, hvor Nicolai Jørgensen renser faldstammer og bliver overdænget med lort. Chefen boller hans mor, veninden boller hans bedste ven. De regner ham ikke for noget. Han er udstødt. Mobbet. Han er dørmåtte, nederst i hierarkiet, han er selve den pind du bruger for at skrabe hundelort ud af rillerne i din skosål.
Øv. Unge mennesker fødes ind i verden gennem deres familie og omgivelser. På den måde er vi alle fødselshjælpere. I stykket Drengen der ville være vægtløs har de vendt ryggen til ham, så han må føde sig selv. Det er svært at føde sig selv.
Gå ind og se stykket. Det er underholdende, en tragedie, det er drama og komedie. Det er godt. Se om Nicolai overlever sin fødsel som voksen. Det gør han. Men hvordan overlever han?
Drengen der ville være vægtløs
Medvirkende Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mads Reuther, Mette Klakstein Wiberg.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Geir Sveass.
Scenografi Marianne Nilsson.
Producent Folketeatret.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Grounded', Teatret Svalegangen
Dødsdronen Reaper er hendes ny gud og vanvid
22. september 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Køb en billet, det er en god oplevelse. Takket være den amerikanske forfatter George Brant er der 5 stjerner til Grounded. George Brants tekst kommer snigende på dig, som en panter der kryber gennem græsset. Du aner ikke noget før historien springer frem og tager dig. Det var så rørende og skræmmende, at jeg kom til at græde til sidst.
Dødsdronen Reaper er den ny tids gud højt oppe på himlen. Med sit skarpe blik vælger den sit bytte - og kaboom, nogen er død. Revet fra hinanden med et missil så kropsdelene flyver til højre og venstre.
Grounded handler om en kvindelig pilot der er så uheldig at knalde med Eric. Og det er han god til, og så bliver hun gravid. Ikke på nogen uheldig måde, fordi han er en god elsker og hun tænder for vildt på at han bliver stiv og hård når hun åbner lynlåsene i sin pilot-uniform. Der er heller ikke noget galt med barnet, hun er glad for børn, tror hun. Men uheldigt er det fordi det amerikanske flyvevåben vil ikke have gravide kamppiloter. Derfor bliver
Måske vi tænker at i krigen kæmper tapre mænd mod hinanden. Men nej, i dag er krigen på postordre, den er noget man bestiller på nettet. I Grounded får Kaja Kamuk job i en containerby ude i ørkenen. Her sidder hun foran en skærm og udfører de ordrer der tikker ind i hendes headsæt. Det er hende der styrer dødsdronen, den amerikanske Reaper. Et helt igennem fantastisk våben. Det lille fly cirkler over befolkningen i Afghanistan eller Iraq, sådan nogen steder hvor amerikanerne ikke er voldsomt populære. Og det er Kaja Kamuk der styrer flyet fra sin containerby dybt inde i USA.
Det er hende der slår fjenden ihjel. På afstand. Billederne er lerfarvet. Truslen om død er væk, hun lever med sin Eric og deres barn, og går på arbejde for at dræbe folk. Hun er en slagter.
Det går naturligvis galt. Vi bliver skøre når vi dræber på afstand. Menneskets sind tåler det ikke. Det er budskabet i Grounded. Vi skal have vores fjende helt tæt på, så vi kan lugte ham når han dør. Ellers dør vi selv inde i sjælen.
Grounded
Medvirkende Kaja Kamuk
Kaja Kamuk holder energien og nærværet gennem hele monologen. Lyden er okay, men Teatret Svalegangen kan overveje at droppe de der popcorn, som paser godt ind i en biograf med Dolby Surround og biljagt. På nogle tidspunkter havde jeg mere popcorn i ørene end lyden af Kaja Kamuks stemme. Lyset fungerer fortrinligt. Lars Junggreen stod for instruktionen. Halvanden times monolog omkring spørgsmålet: Er dødsdronerne den ny tids guder der enevældigt hersker over liv og død på planeten, og kan vi tåle dét?
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Faust af Mungo Park'
Hvis alt kikser, så få det til at rime
5. september 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Faust produceret af Mungo Park har fantastisk scenografi af Julian Toldam Juhlin. Djævelsk godt skuespil af Martin Geertz. Blændende godt lysdesign af Jacob HS Rasmussen. Underholdende skuespil af Johanne Dal-Lewkovitch.
Goethe valgte den forkerte idol-plakatJeg læste ikke Goethe, men var tvangsindlagt til Iliaden. Strengt og sjælløst lærte Homer mig, at hvis alt kikser, så se om du kan få det til at rime.
Side op og side ned. Det var en krig at komme igennem den bog.
Derfor ved jeg at Johann Wolfgang von Goethe uden tvivl havde en idol-plakat af Homer sat op med tegnestifter på sin væg i Tyskland for 250 år siden, dengang han skrev sin personlige udgave af den tyske legende om Faust, ham fyren der sælger sin sjæl til djævlen. Legenden er 500 år gammel og bygger på en historisk person, alkymisten Johann Georg Faust, død 1540. Hans krop var revet i stykker, så folk antog djævlen tog ham.
Det kunne have været en god og aktuel historie, men Mungo Park fortæller at man med vilje har bibeholdt mange rim og remser, som den germanske Goethe kastede af sig, stramt og sjælløst. Poetisk strækmarch der giver vabler i ørerne.
Tiraderne rimer, ja det gør de. Men Mungo Parks opførelse af Faust på Teatret Svalegangen får publikum til at sidde uroligt i stolene. Det er ikke fedt at høre Goethes urimeligt lange sætninger blive oplæst teatralsk postulerende. Publikum hoster og knirker i stolesæderne.
Fabelagtig scenografiMens Goethes replikker kikser rimeligt, så rammer scenografien til gengæld plet mellem mine øjne. Julian Toldam Juhlin er fantastisk i sit job, og han gav publikum en oplevelse for livet.
Overraskende. Fænomenal.
Ja, det er postulater, men svært at beskrive storheden i Julians arbejde. Du har et hvidt kontor foran dig, et rundt vindue ud vil verden, måske et øje. I løbet af stykket dekomponeres kulisserne. Lyset fra Jacob HS Rasmussen skaber liv og uhygge i de hvide kulisser. Mest magisk er det da øjet føder en himmel, et stof helt ud til scenekanten, og Carl Christian Riestra svæver på himlen uden at trække stoffet ned på gulvet.
Man skal se det selv.
Blændende skuespilDet er altid nemt at være djævel, men Martin Geertz har virkelig meget charme som Mephistoles. Johanne Dal-Lewkovitch spiller godt som den gamle liderlige kælling som er djævlens privatsekretær. Line Bie Rosenstjerne gav replikker som blev fremført oprigtigt og autentisk. Henrik Prip, i rollen som Faust, er en god skuespiller. Han lykkes at holde masken og tale tydeligt, mens han fremsiger Goethes rim.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Eja Due i Lyst 2' på Teatret Svalegangen
Hvem sælger sin krop til højest bydende?
31. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Jeg har set Eja Dues fisse. Den søde tot hår og hendes følsomme læber. Har svært ved at fokusere på ret meget andet, da hun kommer ind i rummet på teatret Svalegangen. Vi er 30 på besøg i bordellet, Lyst-2, øverst i Svalegangens bygning.
Lyst-2 er et stykke dejligt performance-teater, som gavmildt deler spørgsmål rundt og lader publikum finde sine egne svar. Dejligt, fordi det udvider grænserne i mit sind. Det kan jeg godt lide. Forestillingen handler om købesex. Hvornår er man prostitueret, sexarbejder, luder?
'God aften, jeg er din luder for i aften', siger Eja Due. Tror jeg. Fordi jeg kigger nu mest på hendes langlemmede krop, brysternes form, rosenknopperne, det lange hår, de spinkle fingre, armene, knæene. Hun ligner en kvinde. Nøgen.
Hvad er din fantasi?'Hvordan vil du gerne se mig? Hvad er din frække fantasi? Hvad for noget tøj skal jeg have på, for at jeg lever op til din drøm om den perfekte luder? Tøjet ligger derude.' Eja Due peger på døren. Mænd og kvinder henter trusser der er åbne ved kønnet, brysteholdere, hofteholdere, sygeplejerske uniformer og frække støvler med stilet.
'Hvordan vil I klæde mig på?' Vi kigger tøvende på hinanden. Der er en grænse for hvor mange par trusser en kvinde kan have på samtidigt, indser vi. En ung kvinde hjælper Eja med at tage de orange trusser på. En frisk mand giver hende et slips, og hans gravide kæreste nikker bifaldende. En anden frisk ung mand vikler Ejas bryster ind i husholdsningsfilm. Det ser ikke særlig frækt ud, synes jeg. Jeg ville hellere have beholdt hende nøgen.
Hvad er prisen på et knald?Og sådan fortsætter forestillingen. Eja holder brændende taler, hvor mændene bliver kastet på bålet. Hun taler varmt for kvindens ret til at tjene penge på sin krop. Der bliver sat priser på et knald, og vi følger med. Jeg tilbyder 1200 kroner, men jeg bliver straks trumpet af en kvinde i vinduesrækken. '3.000 kr.', fastslår hun. En ung kvinde med lyst hår foreslår Eja at sælge sin krop for 10.000 kr. per nat. 'Så kan du altid gå ned i 3.500 hvis forretningen går sløjt.'
Lyst-2 har spørgsmål om købesex som vi besvarer højt eller inde i os selv. Et svært spørgsmål: 'Hvornår er man en luder?' Spørgsmålet der jævnligt drukner i en sort/hvid debat. Måske fordi: Vi bærer jo alle en flig af luderen i os selv. Hvem går ikke på job hver morgen for at sælge sin krop? Sælge os selv til den højest bydende?
Bordellet på Svalegangen har åbent de fleste aftener i festugen, men også om formiddagen. Mit besøg var yderst tilfredsstillende, og jeg anbefaler Eja Dues performance.
Lyst-2
Lyst-2 er en god og vedkommende forestilling. Jeg elsker Eja Dues power og mod til at stå frem. Der er 4 stjerner for idé, fantasi, scenerummet, fremførelsen, plus en femte stjerne for den samlede oplevelse.
Medvirkende Eja Due og Lene Kreilgaard
Idé Eja Due
Dramaturgisk og kunstnerisk konsulent Henrik Vestergaard Friis
Producent Teater Bæst
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Helte' på Teatret Svalegangen
Verdens største helte vækker den helt du har i dig
23. maj 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Den første gang kan aldrig beskrives sådan at vi andre kan mærke det. Man skulle have været der selv. Sådan er Helte på Svalegangen. Det er Glad Teater. Fantastisk. En total oplevelse. Genialt. Vidunderligt. Episk.
Fakta er at vi mennesker ødelægger humøret, jorden, vandet - og jeg ved ikke, hvad der er værst. Men vi ved, at vi har brug for helte. Mange af dem. Millioner. Du vil sikkert være med. Det tror jeg.
Forestillingen Helte er på den anden side af fakta. Ubegribelig. Fordi kun hvis du har prøvet det selv, forstår du den første gang. Den dag du var helt i hverdagen. Hvor du gør den forskel der løfter et ukendt menneske op på sine fødder.
Helte på Svalegangen er så
Helte på Svalegangen.
Relevans Du er en helt. Tag en boot-camp med heltene.
Engagement Publikum fik det komplette kursus. Helte-positurer. Meditation. Missionskortet. Operations-briefing i grupper. Heltemasken. Sejrsang inden kampen.
Medvirkende Julie Andersen, Anne Sophie Lübeck, Christian Ruggaard, Michele Hagelund Rasmussen, Maris Lisbjerg Jensen, Janick Pihl Nielsen, Heidi Bjeverskov.
Idé Glad Teater.
Instruktion Jesper Michelsen, Lars Werner Thomsen.
Kostumer Mai Steenberg.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Den Grønlandske Mand', Teatret Svalegangen
Angutivik bankede mig i femte klasse
8. maj 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Jeg fik bank af en grønlandsk dreng i femte klasse på Taulov skole. Det var velfortjent. De var tre voksne om at fjerne hans fingre om min hals. Gårdvagten, min regnelærer og dansklæreren. Lige siden var han min helt, efter jeg kom til bevidsthed. Halvt så stor som jeg, var han. Han havde lange muskler, smalle og hurtige. Mine muskuløse lår var lavet af grøn sodavand og pomfritter. Den dreng havde en bisons hjerte, mens mit sad i brystkassen som en skræmt kanariefugl.
Nu er han vendt tilbage, sammen med sine venner, på scenen på Svalegangen.
Den grønlandske mand. Den rigtige mand. Jeg har sagt min kæreste skal ikke se den forestilling.
Den vil bare forvirre hendes forestilling om mænd.
Den Grønlandske Mand er dramatisk, sjov, folkelig, indsigtsfuld. Lyden er helt i top, hvilket er grundlaget for al film og teater, og en kærkommen perle i min teater-østers.
Nyd den lyd.
Ahhh.
Skuespillerne er bedre end hinanden. Du vil mærke sveden pible frem når Hans-Henrik Poulsen synger dybt så det runger i fjorden og isbjergene kælver. Bagefter plukker han de hvide fjer af dine vinger, og siger du skal holde op med at behandle grønlænderene som polarnegere. Av.
Du vil elske Miki Jacobsen der springer ud med en popsang ingen pomfrit-dreng kan matche: 'If you want to break free'.
Klaus Geisler er mester i komisk teater, og pludselig vælter tragedien ned over vores hoveder, fordi en dansk læge har steriliseret ham ved et uheld, og nu er hans liv slut. Stærk scene.
Kristian Mølgaard, det var nogen i din slægt der bankede mig, det er jeg sikker på. En sej og udtryksfuld skuespiller.
Skal man se Den Grønlandske Mand?Det afhænger af om jeg tænker de grønlændere er ude af stand til at styre deres eget land. Så skal jeg, så vi kan slukke den sidste rest af dumhed på planeten.
Eller hvis jeg har romantiske forestillinger om trommedans, og kajakker der glider gennem isvandet med en lille solbrændt gut med pagaj og hvid anorak. Så skal jeg bestemt se den teater-forestilling. Den Grønlandske Mand er ikke Onkel Toms Hytte.
Men jeg lærte alt det hele i femte klasseDen Grønlandske Mand er 9-årige drenge der sælger hash i Nuuk udenfor Brugsen. Den er smuk scenografi. Den er jagt på den bison, afhudningen og jublen. Den er glatbarberede fisser, unge mænd der overgår hinanden i pornografiske historier. Den er den unge mand der har gået så meget grimt igennem som barn og ung, og nu er hans jolle rendt på et skær og den synker. Under ham venter hundredvis af meter med iskoldt vand.
Den Grønlandske Mand er trommedans som driller finansfolk der har solgt Grønland til Kina og tager morgenbad i powerpoint. Den er Kurt fra kommunen. Den er kvinden der finder sin mand hængt, den er dronningen der siger 'Gud Bevare Danmark'.
Men det er Grønland.
De er grønlændere, og de er stolte af det.
Og det kan jeg ikke lære noget af. Jeg lærte det hele i et frikvarter i femte klasse.
Angutivik - Den grønlandske mand
Dramatiker Niviaq Korneliussen
Instruktør Hanne Trap Friis
Skuespillere Klaus Geisler, Kristian Mølgaard, Hans-Henrik Poulsen, Miki Jacobsen
Lyddesign Siri Paulsen.
Co-produktion Teater Freeze Productions og Grønlands Nationalteater.
Teater anmeldelse
'Angutivik' er den rigtige grønlandske mand
Mød den grønlandske mand
6. maj 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Angutivik. Du kan møde Den Grønlandske mand på Teatret Svalegangen i Aarhus. Det er underholdende, tempofyldt, melodisk. Men det er også et klap i bagdelen på de folk der har hvide vinger og vil redde grønlænderne fra sig selv.
'Vi er ikke alene i verden mere', siger skuespiller Klaus Geisler.
Angutivik - Den grønlandske mand
Dramatiker Niviaq Korneliussen
Instruktør
Skuespillere
Co-produktion
Teater video
Montgomery / Creative Zoo★★★★★Anmeldelse: 'Grab Them by the Pussy' på Svalegangen
Barbie er den perfekte kvinde, fordi...
7. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Grab Them by the Pussy er måske sæsonens mest folkelige, dybsindige, gribende og dramatiske teater-forestilling. Jeanette Munzert har begået et fantastisk stykke teater om sex og kønsroller. Super vedkommende og aktuelt for alle kvinder og dem der kender én.
Store Sal udsolgt på Svalegangen. Stort bifald.
Scenografien Nyd den. Det skrå gulv, hvor kvinder med lange ben og stilletter står meget dårlig fast, er en vidunderlig detalje. Sjov.
Kostumer Mændene har ingen bukser på. Vi elsker kvindeben, men en mand uden bukser, han mister al autoritet. Det er sjovt.
Personerne i stykket er mangfoldige og spiller godt sammen. De er komiske. F.eks. parret der opdrager sønnen Feng Dia til at være en 'hen' fordi de da endelig ikke vil presse kønsroller ned over barnets hoved. De to mandschauvenister i underbukser, advokater, sjove. Barbie er også sjov, men det bliver tragisk alvor senere i stykket.
Historien perfekt til en kommende film. Rummer det originale træk både at være folkekomedie,
Relevans Kvinder kan alt, bare de ser godt ud og opfører sig ligesom mænd?
Medvirkende Holger Østergaard, Albert Stein Ankerstjerne, Camilla Gjelstrup, Mette Gadeberg Gregersen, Josefine Tvermoes.
Tekst Jeanette Munzert.
Scenografi Peter Schultz.
Instruktion Rasmus Ask.
Hun har dejlige bryster, lyst hår, lange ben, det perfekte forhold mellem talje og hofte. Plus, hun har ingen kønsorganer.
Bedre bliver det ikke.
Som Barbie kan kvinden tilpasse sig alt og nå alle sine mål. Hun kan have karriere, være kæreste, sexobjekt, vælge frit mellem mænd og kvinder til sin seng, dyrke yoga, løbe, spise sundt.
Kun mangler hun sit køn og har ingen plads til børn, men hvem siger også at det altid skal være kvindens ansvar!
I en opgang bor Barbie øverst oppe. Hun er den perfekte kvinde, bortset fra hun mangler de der kønsorganer. Resten af opgangen er befolket med mænd og kvinder der har store problemer med at være perfekt og samtidigt have plads til børn.
Børnene kommer sent, fordi vi tøver med at få dem. De passer ikke på mit CV. De er irriterende. Man kan ikke tage dem med i fitness-centeret. De er politisk ukorrekte. Børn kan ikke tie stille under statusmødet på jobbet. De trækker kroppen ned, tager al tid og opmærksomhed. Øv.
Hvad skal vi med dem? Eneste årsag til at få børn er efterhånden, at først da er man virkelig perfekt. Det er stressende.
I stykket Grab Them by the Pussy er der masser af genkendelse. Hvordan du selv er, din kvinde, naboen, nogen du kender - og det er sjovt. Det er en god komedie.
Men det bliver også ubehageligt alvor da opgangens unge dreng på 14 ser sig blind på pigen øverst oppe. Hende der er perfekt som Barbie. Han kan slet ikke holde sig tilbage... En skræmmende scene, et seksuelt overgreb.
Afslutningen havde jeg ikke set komme. Et sjovt punktum på en alvorlig forestilling om det komiske i sex og kønsroller.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Troen og Ingen' på Svalegangen
Sorgen får os til at græde
31. januar 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig. Teaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget jeg helst vil fortrænge.
I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra Søren Huss.
Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.
Svalegangen har totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare vil ind og se. Teatret har fået skuespillerne med på at arbejde en uge mere så 1.000 ekstra kan komme ind og se
Vi dør alle sammen uden varsel, og dem der bliver tilbage bliver ramt af sorgen. Den sorg der for mange mennesker er ødelæggende, og livet bliver aldrig det samme igen.
Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.
Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.
Teater anmeldelse
Alle i stykket er grabbet på forskellige måder
Grab Them by the Pussy, Svalegangen
22. marts 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Donald Trump har leveret titlen og Jeanette Munzert har skrevet resten af historien. Det handler om køn, kærlighed og forplantning i en tid hvor vi er forvirrede over vores egen eller andres seksualitet.
Medvirkende Holger Østergaard, Albert Stein Ankerstjerne, Camilla Gjelstrup, Mette Gadeberg Gregersen, Josefine Tvermoes.
Tekst Jeanette Munzert.
Scenografi Peter Schultz.
Teater video
Sonja er i helvede og leger med døden
Hun er træt af sin familie
18. januar 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
HEL Denne historie handler om en ung kvinde der er blevet træt af sin familie, hun gider ikke sine venner, og kæresten var ikke noget for hende. Nu er hun taget i helvede, et lille hus ude i skoven - fri for dem alle sammen. Tror hun.
Men søsteren vil ikke la' Sonja synke ned i helvedets ensomhed. Hun banker på døren.
Det er lidt akavet når familien kommer på besøg og man selv foretrækker at være i helvede hvor Sonja udforsker krop og sjæl på grænsen mellem liv og død.
Og Sonja har en dejlig kæreste som staves med x, og hun vil gerne kysse ham når han kommer på besøg - og også smide ham ud igen.
Der er noget med kærligheden hun ikke kan finde ud af, og det har vi hørt om fra nogen vi kender privat. Hun kræver kærlighed, men hun elsker ikke nogen og måske heller ikke sig selv.
Det er spændende at gå til Reading på Svalegangen. Tag med næste gang hvis du har lyst og fortæl forfatteren til stykket hvad du mener - så er du med til at skabe morgendagens teatersucces.
Dramatiker Johanne Petrine Reynberg.
Medvirkende
Instruktion Anja Behrens.
Facilitator Tine Voss Ilum.
Teater video
★★★★★Anmeldelse: 'Hullet', et modigt forsvar for den uddøende mandlige dinosauer
En sjov, underholdende og tidsaktuel forestilling i en tid hvor dinosaur-manden er dømt ude
7. december 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hullet Mænd kan tale om følelser. Men vi gør det på måder som kvinder ikke forstår. Når vi mærker de fineste følelser i brystkassen, bliver vi er grove i munden, eller tavse som små forurettede drenge, eller aggressive som den sidste dinosaur - blændet af kometens lys og på vej til at uddø.
Og vi har venner.
Måske kun en, men til gengæld holder den ven hele livet. Kvinder kommer og går, mens vores venskab består. Det er bare så svært at snakke om, den der kærlighed man har til sin bedste ven.
Vi siger ikke så mange kærlige ord til hinanden. Mange mænds venskab er indrammet i Torbens replik: 'Mænd deler ikke, vi snakker!'
Nogle gange udtrykker vi de dybeste følelser i denne her retning:
'Rend mig i røven, Flemming!'
'Nej tak, Torben!'
- Det giver ingen mening ord for ord, så jeg forstår kvinder kan tabe høretelefonerne når de oplever en rigtig mand udtrykke sig. Ordene lyder jo som dinosaurens aggressive gurglelyde, en slags dødskramper som påstår at være ord.
Men for en mand giver det mening.
Meningen ligger i tonelejet og konteksten, ikke i de konkrete ord. Ord er bare 'lort', de er ikke vigtige på den måde.
Det som gør Hullet til en stærk forestilling er, at den undersøger hvad der kunne ske, hvis manden vovede at sige sin mening og fortælle fra sit hjerte. Vel at mærke uden at blive en 'homo-dinosaur' eller en 'prinsesse'.
Det lykkes super godt: Øvelsen i at gøre manden til menneske. Der er mange scener som rører hjertet, så jeg fik tårer i øjnene.
Muligvis fordi jeg er en mand.
I hvert fald lagde jeg mærke til en del kvinders fnisen og latter i salen, når de to mænd på scenen fik forbindelse med de dybeste følelser. Vi griner jo når noget er fremmed, og vi ikke har set det før, og ikke ved hvad vi skal gøre ved det.
Mænd og kvinder ser tydeligvis denne forestilling forskelligt, så det er super underholdning for dig og din kæreste. Gå på Svalegangen, så har I stof til en lang aften med god snak, og noget.
Kvinde, du kan få masser af gode grin, og måske også en dybere forståelse for din egen mand. Hvis du nogle gange undrer dig over, at han har svært ved at vise og dele sine følelser - og bare siger: 'Lorte-kat', 'Lorte-planet' eller noget tilsvarende dybt og meningsfyldt fra mandens store ordbog.
Hullet er en både sjov, underholdende og tidsaktuel forestilling i en tid hvor dinosaur-manden er dømt ude.
Scenografi Perfekt og simpel scene med god lyssætning, der fint afspejler mandens vilkår som en arbejder der graver meningsløse huller.
Lyd Josefine Opsahls cello rummer stykket som en stærk kvinde der holder af mandens væsen, men også udfordrer ham.
Skuespil Solid præstation af Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard
Relevans Midt i en global heksejagt er stykket et kærligt forsvar for mandens ret til menneskelighed.
Historie Dramatisk forestilling som mesterligt kombinerer den ydre historie, de to mænds venskab samt deres individuelle indre personer. I sin komprimerede fortællestil som udgangspunkt allerede en klassiker om manden der er på vej til at blive menneske.
Stort bifald fra en fyldt teatersal.
Medvirkende Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard
Musik live Cellist Josefine Opsahl
Tekst Brian Wind-Hansen
Instruktion Morten Lundgaard
Scenografi Laura Rasmussen
Lys Anders Kjems
Teater anmeldelse
Genkender du dig selv som dansker?
Hvem er dansk? Os der ikke snakker med folk i bussen? Teatret Svalegangen.
27. september 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Her er en sjov komedie om kærlighed. En flygtning kommer til Aarhus og skal lære at blive dansk. Forestillingen er fri for moralske pegefingre eller krig, det er ikke synd for nogen!
Vi følger en ung syrisk mand på sin rejse i Aarhus, hvor du sikkert kan genkende mange af scenerne fra dig eget liv. For eksempel at vi danskere, vi snakker ikke med fremmede mennesker i bussen, det gør vi bare ikke. Vi vil gerne sidde i fred, selvom ingen af os helt forstår hvorfor det er sådan, at være dansker!
Du kan se 'Dansk' på Teatret Svalegangen.
Stykket er skrevet af Aleksa Okanovic.
Teater video
United Change 2026, Teatret Svalegangen
Mærk det levende rum fuld af kunst og mennesker
Rosenkrantzgade forvandles igen til et levende rum fuld af kunst og mennesker. United Change er tilbage og lader gaden vibrere af videokunst, dans, musik og unges egne stemmer.
<#teater#>
Et CV Over Danmark, Teatret Svalegangen
Danmark set gennem en rockpoet
Jesper Asholt og Jacob Morild tager os med på en musikalsk rejse gennem CV Jørgensens univers. De har tidligere skabt elskede portrætter af Sebastian, Halfdan Rasmussen og andre.
<#teater#>
Kviums Figurer Bevæger Mig, Teatret Svalegangen
Kviums kunst i levende live
Palle Granhøj lader en Kvium-figur komme til live på scenen. En danser i almindeligt tøj betragter først billedet, før kroppen langsomt forvandles til den groteske figur.
<#teater#>
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter