Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.

Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?

Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.

Fed underholdning

"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af Christian Lollike. Holberg var den fyr der skabte dansk skuespil i 1722. Før ham var der kun franskmænd og tyskere på kongens slot, og de sang og spillede europæisk teater. På udenlandsk. Holberg skabte danske teaterstykker på et dansk teater i København, han skrev i rasende fart historier om danskere, på dansk. Allerede efter nogle få år gik teatret konkurs og kongen forbød i 20 år teater i Danmark.

Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.

Vi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"

Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".

Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.

Til premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre. En okay historie om kampen mellem de dumme og de kloge - og hvem er egentlig hvem?

Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.

Brutalitet og humor, det er rammen omkring Christian Lollikes historie der opføres på Aarhus Teater.

Niels Erling har iscenesat fortællingen om den lille kagefabrik, hvor ejeren er ved at gå konkurs.

Johnny Faxholm er virksomhedskonsulenten der skal redde fabrikken. Men vil medarbejderne være med til at lave 'sunde kager' - og er de frisk på selv at gå på slankekur for at sælge den ny kage med deres egen krop?

En politisk komedie om udflytningen af arbejdspladser fra Danmark. Hvad sker der med os, når vi oplever at vores trygge job og arbejdsplads er i fare?

Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af Anders Lundorph og opført på Teatret Svalegangen.

Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?

Og dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.

Det starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.

Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.

Det fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.

Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...

Det er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.

'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.

Så der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.

Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion Anders Lundorph
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

En komedie på Teatret Svalegangen om børn. At få børn tidligt, sent eller aldrig. Donorbørn, surrugatbørn. Kunstig befrugtning. At få børn alene efter et sidespring, eller få børn sammen med en god ven og dele forældreskabet.

Der er så mange måder at få børn på, at forplantning er blevet lidt af en slagmark.

"For mig handler det helt klart om at mennesket har fået så mange muligheder. Vi kan få børn uden at have sex med nogen, og vi kan have sex uden at få børn - vi kan faktisk selv styre det", siger instruktør Anders Lundorph til Kulturnyt. "Der går ikke lang tid før vi kan få børn med os selv. Alle kan få børn. Barnløse, homoseksuelle, alle."

"Det betyder at vi også har et ansvar for biologien nu, fordi det er os der styrer det. Det giver os den udfordring, at vi skal lære at acceptere alle de måder folk får børn på, eller ikke får børn."

"Når vi møder nogen vi ikke kan forstå, så kan vi komme til at overføre vores moralske eller etiske regler, som man synes skal gælde alle fordi de gælder én selv. Og det er det, der er slagmarken i dette her stykke", siger Anders Lundorph.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes.
Instruktør Anders Lundorph
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Producent Teatret Svalegangen.

Teatret Svalegangen opfører 'Ondskabens Ansigt og dens medhjælperes overraskende venlige ansigter'. Et stykke skrevet af Nis-Momme Stockmann til Teatret Svalegangen, instrueret af Per Smedegaard. En kapitalisme kritik om to forretningsfolk der er fanget i en elevator.

Hvorfor foregår stykket i en elevator?

- Det skal de fordi vi alle sammen er spærret inde i en kapitalistisk struktur som vi ikke kan komme ud af. Og inde i den struktur, som jo fungerer både godt og ondt, så er vi nødt til at forholde os til hinanden som mennesker. Så det sætter vi på spidsen inde i en elevator, siger Per Smedegaard.

I en af scenerne bliver den ene af personerne tvunget til at tage strømperne af. Hvorfor det?

- Fordi at vi jo alle sammen ind imellem for at opnå egen vinding gør ting som vi dybest set ikke bryder os om.
- Det tror jeg også jeg kender fra mig selv.

I en anden scene leder en af dem efter et signal til mobiltelefonen. Er det sådan det er for kapitalismen, den kan ikke finde signalet?

- Eller også har den for stærkt et signal lige for tiden. Jeg synes der er rigtig mange områder af vores liv hvor incitament-strukturer og egen vinding er godt for at et samfund udvikler sig.

- Men der er også bare mange områder hvor det ikke giver mening, og det er jo sådan en refleksion vi gerne vil skabe.

Er du kapitalist selv?

- Jeg er helt klart også bærer af kapitalismen, det er der slet ikke nogen tvivl om.

Det var et dårligt spørgsmål, det klipper jeg ud.

- Hehe, det er fint nok, siger Per Smedegaard med et grin.

Stykket er en komedie og en satire, hvor det bliver blodig alvor. Tjek ud for dig selv, 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen.

★★★★★Anmeldelse: Livet, hvor svært ka det være?', Teatret Svalegangen

To mænd åbner sig i en komedie med sjov, ballade, seksualitet og virkelyst

3. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Der er en dejligt gemytlig stemning i Teatret Svalegangen, også denne aften. Totalt pakket, udsolgt. Alle billetterne til Livet, hvor svært ka' det være er revet væk, samt række 13 som er pist forsvundet på de lige numre.

Man skal aldrig købe billet til række 13, heller ikke i flyet eller på hotellet. De har en tendens til at stikke af når de ser deres snit til det.

Række 12 er heller ikke vendt hjem efter juleferien, bare på de ulige numre. Forvirringen er komplet, men computeren har solgt præcis det rigtige antal billetter, så der er sæder til alle.

Den gemytlige stemning fortsætter i hele det vidunderlige stykke som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard giver os. Der bliver grinet, jævnt gennem stykket. Havde ikke troet det ville være muligt. To mænd på en scene, nogle få rekvisitter. Kan man lave populær og underholdende kunst ud af næsten ingenting?

Ja. Tror det er manuskriptet der viser en sjælden styrke i kombination med virkeligt dygtige skuespillere. Livet, hvor svært ka' det være er et super stærkt stykke.

To gamle mænd, den ene kan ikke gå og den anden ikke huske, mødes om en mazarin tærte. De er snart 80. Det er sjovt, det er komik af den underfundige og drivende slags. Karakterbygningen føder latteren og humoren helt af sig selv, sådan som det ene minut tager det næste.

Men hvordan levede de to mænd da de var 70? Ny scene. Vi er i fitness center med spabad og instruktøren er en pige fra Sverige. Der er stadig gang i de gamle.

Den første scene, hvor de er ældgamle, lægger sig som et fint lag trylledrys over scenen. Det vækker tanker i os. Ikke om at blive gamle, men hvad vi dog laver før vi bliver gamle.

Hug i hug fortsætter scenerne nedad i retning mod den gode tid i 40'erne med wegnerbord og skilsmisse, ungdommens tid i tyverne og kæresterne. Teenageårene med det dybe venskab. Skoledrengene som lurer på de bare damer i parken. Børnene i snevejr med en lakridspibe.

Hele deres liv rulles op baglæns. For hver scene bliver der et tykkere og tykkere lag af trylledrys over hovedpersonerne. Vi elsker dem dem dybere og dybere. Publikum mærker at livets fortælling også gælder dem.

Det er ikke dødsattesten vi lever for. Det er livet det gælder. Hvad vi laver inden i morgen, inden familielivet, inden plejehjemmet og så videre.

Jeg er ret vild med det stykke. Oven i tilbuddet får man også en sweitzerkniv der fortæller om hvordan din mand egentlig er (eller dig selv, måske). Det er skide godt.

Henrik Lykkegaard er den udadvendte type. Hurtig. Frisk. Pigernes ven. Ikke styr på noget, men tager livet ind i store mundfulde. Den mandskulint, maskuline mand.

Niels Ellegaard er den tænksomme type. Omhyggelig. Fornuftig. Forældrenes stolthed. Han gemmer det bedste til sidst. Den feminint, maskuline mand.

De to sider alle mænd har i sig, to af de fire temperamenter. I Livet, hvor svært ka' det være åbner mandens indre liv sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet, virkelyst. To måder at være mand på. Den ene lige så god som den anden, men måske den ene har det lidt sjovere.

Tjek ud for dig selv, hvad du synes. Jeg synes i hvert fald du skal se Livet, hvor svært ka' det være på Teatret Svalegangen. Det er en oplevelse værd. 5 stjerner.

Livet, hvor svært ka' det være?
Medvirkende Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Tekst Vase og Fuglsang, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Instruktion Vase og Fuglsang
Scenografi Kirsten Brink
Produceret af Folketeatret

★★★★★Anmeldelse: 'Drengen der ville være vægtløs', Teatret Svalegangen

Tragedie med masser af humor og effektiv komik

9. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det er ikke sundt for et ungt menneske at være omgivet af idioter, røvhuller, psykopater og troløse kvinder. Sådan er historien på Teatret Svalegangen. Drengen der ville være vægtløs, hedder stykket skrevet af Thomas Markmann. Det er godt teater. Velfungerende. Professionelt. Masser af humor og effetiv komik takket være Lars Bom og Mette Horn. Hurtige replikker og frisk skuespil fra Mads Reuther og Mette Wiberg. Godt lys, fin lyd. Det er 5 stjerner, og der var stående bifald.

Den store stjerne i stykket er Nicolai Jørgensen. Han er en tyk dreng der bor alene med sin mor. Faren har de kulet i jorden, og han var ikke bedre værd. Nu er Nicolai alene med Mette Horn som konstant håner og mobber sin søn. Hun har migræne de fleste dage og skal have smertestillende piller op i sin anus. Det får hun sin 19-årige søn til at gøre for sig, fordi hun kan ikke klare sig selv. Siger hun.

Den dreng har det slemt, det kan du høre. Han har planer om at blive voksen, flytte hjemmefra og udforske verdensrummet. Men modet til at flytte smuldrer som en småkage. Hans bedste ven, Mads Reuther, er hård ved ham og kalder ham "flæske". Veninden Mette Wiberg leger med hans følelser, driller ham som en hundehvalp, lader ham gramse på sine bryster "mærk også brystvorten", siger hun, og kaster ham væk med ordene: "Du er bare så sød". Lars Bom er hans chef på jobbet som smed, hvor Nicolai Jørgensen renser faldstammer og bliver overdænget med lort. Chefen boller hans mor, veninden boller hans bedste ven. De regner ham ikke for noget. Han er udstødt. Mobbet. Han er dørmåtte, nederst i hierarkiet, han er selve den pind du bruger for at skrabe hundelort ud af rillerne i din skosål.

Øv. Unge mennesker fødes ind i verden gennem deres familie og omgivelser. På den måde er vi alle fødselshjælpere. I stykket Drengen der ville være vægtløs har de vendt ryggen til ham, så han må føde sig selv. Det er svært at føde sig selv.
Gå ind og se stykket. Det er underholdende, en tragedie, det er drama og komedie. Det er godt. Se om Nicolai overlever sin fødsel som voksen. Det gør han. Men hvordan overlever han?

Drengen der ville være vægtløs
Medvirkende Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mads Reuther, Mette Klakstein Wiberg.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Geir Sveass.
Scenografi Marianne Nilsson.
Producent Folketeatret.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater

Hvad ville du gøre?

12. maj 2018.Kulturnyt

I Biedermann og Brandstifterne flytter djævelen ind. Eller er han bare en flink fyr? Det er spørgsmålet, der er evigt aktuelt. Hvordan reagerer det 'gode menneske' når brandstifteren flytter ind i huset. Man vil jo så nødigt fornærme folk, og vi vil gerne være venner med alle. Men kan man det? Hvornår skal man stå fast og sige nej?

Biedermann og Brandstifterne er et af de mest kendte dramatiske værker skrevet af Max Frisch. Stykket blev opførst første gang i Zürich for 60 år siden. Måske kender du en anden af Max Frisch værker, nemlig romanen Homo Faber der er trykt i flere end 4 millioner eksemplarer.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater.
En komedie af Max Frisch.
Instruktør Christian Tafdrup.
Medvirkende Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland, Aarhus Teaters Kor.
Scenografi David Gehrt.
Komponist Sune 'Køter' Kølster.
Lysdesign Anders Kjems.
Lyddesign Kim Engelbredt.

Anmeldelse: Hospitalet: Sjovt og grotesk teaterstykke på Aarhus Teater.

★★★★★Anmeldelse: 'Hospitalet' på Aarhus Teater

Hospitalet er en dryppende saftig satire

2. februar 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Skuespillet er stærkt underholdende og tankevækkende. Deres mimik er i særklasse og dialogerne er skarpe og er placeret i en mættet handling. Satiren er så dryppende saftig at den hænger ud af stomiposer og operationssår. Den klistrer sig til uniformer og ender med at søbe det hele til.

Hospitalet er en grotesk komedie om livet på et hospital. Personalet bliver hele tiden udfordret med yderligere besparelser fra ledelsen, som står i stærk konflikt med deres løfter om menneskelighed. Publikum bliver vidne til en dagligdag hvor patienterne bliver umenneskeliggjort i jagten på at opnå det perfekte sygehussystem hvor de syge hurtigt skal ekspedieres og personalet ikke har mulighed for at behandle dem som hele mennesker.

Systemet står i kraftig modsætning til patienternes livsverden. De taler hver deres sprog og et egentligt møde sker kun på bekostning af tid der går fra andre opgaver. Det hænger ikke sammen, hvilket er et satirisk og godt billede af de problemstillinger sygehusvæsenet i dagens Danmark står over for, for hvem er egentlig den syge? Systemet der forsøger med kontrol at styre mod effektivisering eller ham der må leve med at være fejlopereret og nu med stomi. Sundhedspersonalets sprog bliver brugt til at effektivisere og fagliggøre patienternes ulykke og sygdom således at de hele tiden bliver kasseret som menneske men skal være toptunet i systemverdenen.

Sygeplejersken der forsøger at gøre opmærksom på det forfærdelige tab af medmenneskelighed bliver i stykket konstant modarbejdet idet at hendes overordnede gerne vil please ledelsen af hospitalet. Det har store konskvenser for teaterstykkets udvikling.

Hospitalet opføres på Aarhus Teater og på sort/hvid i København.

Skuespillere: Mette Døssing, Thomas Mørk, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Inge-Sofie Skovbo, Patricia Schuman, Mette Klakstein Wiberg.
Dramatiker: Christian Lollike.
Instruktør: Runar Hodne.
Kostumer og scenografi: Franchiska Zahle.
Lysdesign: Anders Kjems.
Lyddesign: Kim Engelbredt.

Genkender du dig selv som dansker?

Hvem er dansk? Os der ikke snakker med folk i bussen? Teatret Svalegangen.

27. september 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Her er en sjov komedie om kærlighed. En flygtning kommer til Aarhus og skal lære at blive dansk. Forestillingen er fri for moralske pegefingre eller krig, det er ikke synd for nogen!

Vi følger en ung syrisk mand på sin rejse i Aarhus, hvor du sikkert kan genkende mange af scenerne fra dig eget liv. For eksempel at vi danskere, vi snakker ikke med fremmede mennesker i bussen, det gør vi bare ikke. Vi vil gerne sidde i fred, selvom ingen af os helt forstår hvorfor det er sådan, at være dansker!

Du kan se 'Dansk' på Teatret Svalegangen.
Stykket er skrevet af Aleksa Okanovic.