Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Helle Helle
Klik på nogle af historierne og læs mere om Helle Helle.
Foto: Rumle Skafte
★★★★★★Anmeldelse: Real Love, Aarhus Teater, 6 stjerner
Det er dejligt med Real Love på Aarhus Teater
8. maj 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hele publikum er med i 'Real Love' på Aarhus Teater, et stykke til 5 stjerner. Men så kom jeg til at stjæle en sodavand, fordi alt var kaos, og så må vi hellere sige 6 stjerner. Værre gik det dog for Søren, fyren oppe på række 3 bag mig. Han sagde ja til at blive gift med
Nå, hør her, lige siden middelalderen har skuespillere elsket at lave gøgl og sjov med publikum. Men så kom en tid med parykker og stive kjoler, og så gik det af mode frem til 1960'erne, USA. Da kom det politiske teater stormende ind på scenen, og det inddrog publikum og lavede eksperimenter sammen med dem i et totalteater.
Stykkets instruktør
Det er ret fedt, immersivt teater. Og hvis du siger nej til at være med i handlingen, så er det helt okay. Immersivt teater er sjovt og underholdende, men uden nogen pligter. Du har trods alt betalt for din teaterbillet.
Så, vi har altså et "badekar" hvor publikum sidder på siderne og handlingen foregår i midten. Scenografi og scener er smukke, lækre, fyldt med kager i fuld størrelse, video-projektioner live, hjerteformede balloner med helium. Scenen er sat af
Du er med i et eksperiment i Real Love:
Ha! Det ved jeg da heldigvis alt om, fordi jeg er gift med Lita. Og så dog alligevel... Det kan jo faktisk være svært, kærligheden, altså, tidligere i hvert fald, eller kærlighed er altid en kunst?
I dag er der er for mange valgmuligheder. I landsbyen kunne du vælge mellem max 3 mænd eller kvinder. I dag kan du vælge din kæreste blandt jordklodens millioner af mennesker.
For eksempel filmstjernen Leonardo Dicaprio. Han er med i stykket.
Fordi Leonardo er kendt for at have smukke kærester når de er i 20'erne, og så dumpe dem når de fejrer deres 25 års fødselsdag. "Leo's Law", hedder det åbenbart. Han aner ikke hvad kærlighed er.
What! Jeg har da heller ikke hørt om det!
"Atopos" er årsagen til at vi kan blive forelsket, åbenbart. Atopos betyder, at personen du kigger på, han eller hun er noget helt særligt! Kan man ikke få den følelse, så bliver man aldrig forelsket.
Dog kan man godt blive gift. Der er bonus til dig. Du får i Real Love et udvidet kursus i kærlighedens former: Underdog, hold-ud, trofæ, atopos, og til slut faldet.
Eller sagt med de sædvanlige danske betegnelser: Astmatikeren, Marathon-løberen, Bollerikeren, Digteren, og til slut Vinduespudseren.
Jeg skal ikke afsløre hvordan det går, og da hver forestilling er unik og forskellig fra aften til aften, så er det også lige meget. Men i hvert fald, 3 kvinder blandt publikum kommer på blind date med Leonardo Dicaprio.
Video bliver anvendt intensivt i forestillingen for at skabe en fornemmelse af gameshow, men også for at udvide scenen til bagrummet og udenfor Aarhus Teater. Kameraet styres af
Uh, det er smagen af kaos! Sorry, jeg kan ikke fortælle dig mere. Men der bliver bryllup og du er med til receptionen, der er gratis juice til alle, og hvis du vil have en sodavand, kan du købe den med mobilepay.
Eller bare tag en sodavand, sådan som jeg gjorde, bare fordi du ikke hører efter, og fordi mit høreapparat ligger derhjemme. Og Søren han skal giftes med Malte som er så yndig i en romantisk kjole, men nogen får kolde fødder. Og Sofia kaster lange blikke efter Leonardo Dicaprio, og pludselig falder han!
Det var vist nogenlunde hvad der skete i stykket, bortset fra at jeg kun har fortalt dig 6 minutter af de 1 time og 30 minutter. Gå ind og se stykket, og få dig noget real love, plus en varm tur i Aarhus Teaters store badekar kaldet Studio Scenen.
Tak for oplevelsen, den var hjertelig.
Holdet bag
Egekilde Juicy, 33 CL, 8,70 kr. ★★★★
Teater anmeldelse
Foto: Rumle Skafte★★★★★★Recension: Real Love, Aarhus Teater, 6 stjärnor
Det är underbart med Real Love på Aarhus Teater
8. maj 2026.Kulturnyt, Ambjörn Happy
Hela publiken är med i 'Real Love' på Aarhus Teater, ett stycke som känns som 5 stjärnor. Men så lyckades jag sno en läsk mitt i kaoset, och då får det bli 6 stjärnor. Värre gick det för Sören, killen uppe på rad 3 bakom mig. Han sa ja till att gifta sig med
Hör här, ända sedan medeltiden har skådespelare älskat att busa och skoja med publiken. Men sen kom tiden med peruker och stela klänningar, och så gick det ur mode fram till 1960-talet i USA. Då kom det politiska teatern stormande in och drog in publiken i experiment tillsammans med dem i ett totalteater.
Styckets regissör
Det är rätt fett, immersiv teater. Och säger du nej till att vara med i handlingen så är det helt okej. Immersiv teater är kul och underhållande, men utan några plikter. Du har ju trots allt betalat för din biljett.
Så vi har alltså ett "badkar" där publiken sitter runt sidorna och handlingen pågår i mitten. Scenografi och scener är vackra, läckra, fyllda med kakor i full storlek, live-videoprojektioner, hjärtformade heliumballonger. Scenen är satt av
Du är med i ett experiment i Real Love:
Ha! Det vet jag ju allt om, för jag är gift med Lita. Och ändå... Det kan faktiskt vara svårt, kärleken alltså, eller så är kärlek alltid en konst?
Idag finns det för många valmöjligheter. I byn kunde du välja mellan max 3 killar eller tjejer. Idag kan du välja din partner bland jordklotets miljoner människor.
Till exempel filmstjärnan Leonardo DiCaprio. Han är med i stycket.
För Leonardo är känd för att ha snygga flickvänner när de är i 20-årsåldern, och sen dumpa dem när de firar 25-årsdagen. "Leo's Law" heter det tydligen. Han har ingen aning om vad kärlek är.
What! Det har jag heller aldrig hört talas om!
"Atopos" är anledningen till att vi kan bli förälskade, tydligen. Atopos betyder att personen du tittar på, han eller hon, är något helt speciellt! Får man inte den känslan blir man aldrig kär.
Men man kan ju bli gift. Bonus till dig. I Real Love får du en utökad kurs i kärlekens former: Underdog, håll-ut, trofé, atopos, och till slut fallet.
Eller sagt med de vanliga danska beteckningarna: Astmatikern, Maratonlöparen, Bollerikern, Poeten, och till slut Fönsterputsaren.
Jag ska inte spoila hur det går, och eftersom varje föreställning är unik och annorlunda från kväll till kväll så spelar det ingen roll. Men i alla fall, 3 tjejer från publiken hamnar på blind date med Leonardo DiCaprio.
Video används intensivt i föreställningen för att skapa en gameshow-känsla, men också för att utvidga scenen till bakrummet och utanför Aarhus Teater. Kameratjejen styrs av
Uh, det är smaken av kaos! Sorry, jag kan inte berätta mer. Men det blir bröllop och du är med på mottagningen, det är gratis juice till alla, och vill du ha en läsk kan du köpa den med MobilePay.
Eller bara ta en läsk, precis som jag gjorde, bara för att du inte lyssnar, och för att min hörapparat ligger hemma. Och Sören ska gifta sig med Malte som är så söt i en romantisk klänning, men någon får kalla fötter. Och Sofia kastar långa blickar efter Leonardo DiCaprio, och plötsligt faller han!
Det var väl ungefär vad som hände i stycket, förutom att jag bara har berättat 6 minuter av de 1 timme och 30 minuterna. Gå och se stycket, och få lite real love, plus en varm tur i Aarhus Teaters stora badkar som heter Studio Scenen.
Tack för upplevelsen, den var hjärtlig.
Teamet bakom
Egekilde Juicy, 33 CL, 8,70 kr. ★★★★
Teater anmeldelse
Foto: Anders Teibel★★★★Anmeldelse 'Kattegatforbindelsen', på Teatret Svalegangen
Skal en stærk bro bygges med kærlighed, eller med beton?
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af Kattegatforbindelsen: Folket har talt - Vi vil igen være samboende hen over Kattegat. I Istiden har Samsø frakoblet sig fastlandet og nu må menneskeheden bøvle med at få den indlemret igen med broer og med alliancer af enhver slags.
I aften er der møde i 'Sambiosen' på Samsø. Et møde der stiller skarpt på samfundets hidsige ønske om kontrol, op imod menneskets behov for natur og forbindelse med hinanden. Den nye satiriske farce 'Kattegatforbindelsen' fra Teatret Svalegangen er en underholdende forestilling til 4 stjerner.
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Vi inviteres ind i de bløde hjerters stue. Historien i 'Kattegatforbindelsen' er en karakterdrevet fortælling. Her forsøger Samsøboerne at balancere de nye tiders fremdrift med deres kærlighed til det daglige liv.
Vi møder befolkningen der siger: '...Vi er ret dårlige til at snakke sammen, når vi er uenige...' og '...Vi må hellere ikke blive så meget uvenner, at vi ikke kan spille bordtennis sammen bagefter i klubben...' Vi er i Sambiosens midte, som de kalder deres mødested.
Det er svært for befolkningen på den lille ø i Kattegat at debattere. Den nye Trafikminister, glimrende spillet af Maja Juhlin, er sejlet ind fra 'Kjøvenhavn' sammen med sin spindokter. De har ikke på samme måde problemer med at vinkle og give retoriske bud og skud ind i debatten. De vil have en bro, så de hurtigt kan komme fra København til Aarhus.
Det er heller ikke svært at ytre sig for de unge aktivister der gerne stiller deres krop og sjæl til rådighed for en god sag. Persongalleriet folder sig ud med satire og kritik af den svære forbindelse mellem mennesker. Replikker der bliver leveret underholdende af teamet.
Et kunstgreb der giver teaterstykket 'Kattegatforbindelsen' sit særlige præg, er en voice-over af Tv-guruen Søren Ryge Pedersen, indvævet i forestillingen. Som en lydfil der både har form som historiens fortæller, og som en lurendrejer-stemme der forsøger at farve spillet. Den folkekære entertainer, der i mange år har luget om danskernes aftenkaffe, messer lune og hygge ind på publikumsrækkerne hvilket løfter stykket, synes jeg.
I forestillingen 'Kattegatforbindelsen' laver de et underfundigt forsvar for det bløde hjerte. Forskellige mennesker der kæmper for sagen, men som egentlig er mere optaget af at finde en forbindelse med hinanden. Jeg ser det som en hyldest til hverdagen, og måske også en lille kritik af, at vi helt kan glemme at holde fast i det oprør, som vi også nogle gange må gøre, når samfundet er for grådigt i sin fremdrift... Tør vi stå ved os selv på dette punkt?
Tak til teamet bag for den oplevelse.
Kattegatforbindelsen, af
Teater anmeldelse
Foto: Miklos Szabo★★★★★Anmeldelse 'Frost', Musikhuset Aarhus
Frost på Musikhuset får voksne mænd til at græde
7. april 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Vi er 1.500 mennesker i salen. Nogle af os er prinsesser, eskorteret af far, moster eller mor. Vi er på eventyr i Musikhuset Aarhus, 'Frost' fra Disney, The Musical i en nordisk anretning.
Der er 5 stjerner til denne magiske fastfood underholdning, kaldet 'Frost'. Masser af medrivende musik og sang, rigtige kys, skræmmende uretfærdighed, ægte kærlighed og humor. Medbring en klenex, eller et skjorteærme
Prinsesserne i salen er klædt ud, de spiser slik, og de sparker mig i ryggen. Der er noget særligt fortryllende ved at opleve teater for børn, sammen med børn. Fædrene bag os, de er lykkelige over at tage deres døtre med på tur - ind i eventyret.
'Frost' er en kæmpe lang forestilling, når man er 4-5 år. Men det går faktisk fint. Børnene sidder på puder, så de kan kigge henover hovedet på de voksne. Perfekt. Mændene i salen slapper af og hygger sig, mens døtrene spiser vingummi og følger med i stykket på scenen.
Historien er den du kender fra film - men meget mindre Broadway. I denne udgave fra Vesturport er der mere nordisk folklore og mytologi. Prinsesse Anna er en kvik pige med ben i næsen, fuld af livskraft og vitalitet, og med en længsel efter en rigtig mand!
Sammen med sin søster Elsa, har Anna levet alene i et slot i mange år, men nu skal søsteren Elsa være dronning. Forældrene er døde, og Elsa er kendt for at have et vanvittigt temperament der kan få folk til at falde omkuld med forfrysninger.
Folk strømmer til huset for at fejre kroningen af den ny dronning. Anna træder dermed ud af sin ensomhed, og møder for første gang en rigtig mand, Prins Hans! Han er flot, hun vil gifte sig med ham, hellere i dag end i morgen.
Men søsteren siger nej, faktisk bliver hun tosset på søsteren Anna og kaster sin isnende trolddom ud over hele kongedømmet, så det bliver vinter. Elsa stikker af op i bjergene, hvor hun lever i selskab med snemanden Olaf - en lille glad samling sne som Elsa har skabt til live.
Og nu bliver det spændende. Anna søger i bjergene efter sin søster, men finder først Kristoffer og hans søde ren. Det egentlige eventyr starter. Svend Ren - spillet perfekt af Mads Panik Wilfred Steen - med lange forben så han er helt livagtig. De møder også den glade snemand Olaf, spillet brilliant af dukkefører Diluckshan Jeyaratnam der også lægger ord i snemandens mund.
Foran Kristoffer og Anna venter mange udfordringer, endnu et vredesudbrud fra søster Elsa, en samling gale mænd og kvinder med leer og plejlstænger der er samlet for at dræbe Elsa, svig og bedrag, og slutteligt - prinsesse Anna har fået en issplint i sit hjerte, hun fryser - kun dødens kolde favn venter hende.
Med mindre...! Med mindre det lykkes dem at finde den ægte kærlighed!
Scenografien er rå og nordisk i topklasse. Skuespillerne kan synge. Musikken er pompøs og bombastisk, det lyder som islandske vulkaner når de rumler og damper i mødet med Hollywoods Rodgers & Hammerstein samt strofer fra en svensk Abba-solsort.
Men det største skal du selv opleve. Dine børn klarer ekstremt mange minutter med fokus, og pludselig opdager du at historien rører dig så dybt, så du snøfter hurtigt og tørrer nogle tårer fra dine kinder.
Tak til Vesturport for oplevelsen, og tak til Musikhuset i Aarhus. Super forestilling i den nordiske retning, vikinger og livskraftige mænd og kvinder. Fedt!
Frost, af Disney Theatrical Productions
Det kunstneriske hold, Vesturport Island
Show anmeldelse
Foto: Per Morten Abrahamsen★★★★★Anmeldelse 'Ind i mørket', på Teaterhuset Filuren i Aarhus
Tør du møde den vrede teenager i hans telt?
26. februar 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Ind i mørket' - på Teaterhuset Filuren: Den unge teenagemand er politisk. Han projicerer sine tanker op på væggene i sit lille kammer, der på scenen er formet som et telt. Han skriver en nekrolog om sig selv til skolen. Vi møder en ung mand med højreorienterede værdier som: 'Se mig som stærk', 'Se mig som modig', 'Se mig som retfærdig og stoisk'. Han eksperimenterer med tanker om voldsparathed, hvis sagen er den rigtige. Ungdoms-forestillingen 'Ind i mørket' er en dokumentarisk thriller om et ungt menneskes søgen efter identitet og hans længsel efter anerkendelse og ære. Et kammerstykke til 5 stjerner.
Historien udspiller sig i familiens arne. En enlig mor og hendes halvvoksne søn står i en uløselig knude. Vi møder den femten-årige teenager der bliver indigneret over morens manglende handleberedskab overfor uretfærdighed.
Han spørger hende, om hun vil forsvare ham med en kniv, - med vold om nødvendigt, - hvis nogen forsøgte at dolke ham. Mor forstår ham ikke. Kan ikke lide at tale med ham om det. - Hun vil hellere 'ruge på sin dreng', med popcorn, film og sidde sammen under et tæppe.
'Ruge' vreden og oprøret ud af ham. 'Stop med at kigge på mig med de bekymrede hundeøjne når jeg taler om politik', råber han til hende.
Er hun banal? - måske, - men hvordan skal hun tale med sin dreng, når han pludselig er en kriger i fuld uniform i hendes stue. Hun vil bare have, at han stopper med at sige forfærdelige ting til hende. - Stoppe med at være ekstrem.
I den debatskabende ungdomsforestilling 'Ind i mørket', oplever vi et følsomt sammenbrud af forbindelse mellem to generationer. To mennesker der tydeligt gerne vil have forbindelse med hinanden, men som ikke er i stand til at forstå hinanden.
Karakterarbejdet er skarpt, takket være dramatiker
Og på den anden side har vi sønnen der højpolitisk har fundet sit kald til systemnedbrydning og som føler sig misforstået af verden og bliver aggressiv når mor ikke vil lytte og anerkende hans politiske ståsted.
Undergrunden under dem glider mere og mere for hvert øjeblik i fortællingen. En undergrund som er fyldt af alle de forbudte følelser de ikke ved hvordan de skal håndtere, og fyldt med alle de ting de undertiden ikke har fået talt om.
Skræmmende teater som er godt skildret. - Tak for det!
Ind i mørket
Teater anmeldelse
'Jobbet', amerikansk thriller på Teatret Svalegangen
Digital udmattelse som psykologisk thriller
27. november 2025.Kulturnyt, Teater
Mens Folketinget netop nu diskuterer forbud mod sociale medier for børn under 15, retter Teatret Svalegangen spotlyset mod de voksne - dem der professionelt befinder sig på første række i det digitale helvede.
I den amerikanske dramatiker Max Friedlichs nådesløse kammerspil-thriller 'Jobbet' møder vi content moderatoren Mia – en højt specialiseret tech-arbejder. Hendes daglige virke består i at slette det mest grufulde materiale fra nettet.
Årtiers eksponering for vold, overgreb og had har sat sig som et permanent filter i hendes nervesystem. Nu er filteret revnet. Med en ulovlig pistol i tasken træder hun ind i et lukket terapirum, hvor grænsen mellem traume, virkelighed og iscenesat kontrol kollapser totalt.
'Jobbet' er en hyperintens duel mellem en udbrændt moderator og hendes terapeut. Stykket er en scenisk undersøgelse af hvad der sker, når den menneskelige psyke udsættes for konstant toksisk input uden mulighed for reel afkobling.
Stykket udspiller sig i realtid i et sterilt terapirum, hvor visuelle og auditive manifestationer fungerer som forlængelse af Mias dissociative tilstand: skærmflimren, notifikationer og hviskende algoritmer banker på væggene og gør rummet til en forlængelse af det internet, hun forsøger at flygte fra.
- Vi er blevet en generation, der lever med konstant kognitiv overload, siger instruktør Camille Sieling Langdal. - Friedlich stiller det ubarmhjertige spørgsmål: Hvad er et menneske værd, når dets primære funktion er at absorbere andres mørke, så resten af os kan scrolle videre i fred? Terapirummet i stykket er ikke et helle – det er en arena, hvor samfundets digitale traume forhandles i realtid. Og nej, terapi alene redder ikke en sjæl, der er blevet til algoritme.
Mens dansk politik fokuserer på at beskytte børn, peger amerikanske data på en voksenkrise i fuld udvikling: Ifølge Staffing Industry Analysts’ rapport fra juli 2025 oplever 67 % af amerikanske lønmodtagere mindst ét klinisk symptom på burnout.
'Jobbet' fungerer som et dramaturgisk ekko af denne kollektive udmattelse – et stykke der dissekerer, hvad det vil sige at være menneske i en økonomi, hvor empati er blevet en arbejdsopgave og grænsen mellem skærm og nervesystem er opløst.
Velkommen til frontlinjen. Den er allerede inde i hovedet på os.
'Jobbet', at Max Wolf Friedlich
Teater
★★★★★★Anmeldelse af 'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen
Det er faneme godt teater, det er det
15. november 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Oles nye auto' på Teatret Svalegangen: Krigen er slut. Jeg græder aldrig, men det gør jeg nu, efter vi har forladt 'Oles Nye Auto' på Teatret Svalegangen og vandrer ned gennem gågaden. En mand spiller spansk guitar, der er julelys i aftenmørket, mænd og kvinder går gennem gaden, skulder ved skulder. Går forbi Rema. Vores glade kassemand stråler selvom vi kun køber 2 pakker buillon, 3 tomater og en flaske rødvin.
Der er en hel Volvo Amazon på gulvet, scenen i Oles autoværksted. Ikke sådan noget "vi-lader-som-om" og sammenflikket i pap, eller tegnet med en videokanon på en hvid skærm.
Nej sguda, en rigtig bil. Volvo'en kan ikke køre, fordi den mangler sin motor, og den står til højre på scenen på nogle opstablede træpaller, spændt fast til den blå kran, en motorløfter fra AC Hydraulic i Viborg. Løftevne: 1 ton.
De sædvanlige Michelin plakater og tabeller for lufttryk på væggene. En værktøjsvæg, og midt på dén en Milwaukee halv tommer skralle, den hellige gral for enhver mekaniker.
Et kontor. Stole. Kaffemaskine.
Er der kaffe på kanden? You bet. Varm.
Løfter skuespillerne de 150 kilo jern, skubber B18-motoren rundt på scenen, og lægger den ned i motorrummet på bilen?
Naturligvis. Det er teater for mænd. Ikke noget vi leger. Mande-teater.
Mænd er konkrete. Derfor har jeg masser af beundring for scenens opbygning, skabt af
Ind på værkstedet kommer nu to mænd fra et firma der sælger elbiler. De vil købe værkstedet. Fremtiden er elektrisk - det må han forstå - og der er ikke nogen planet B.
Mekanikeren Ole er blevet for gammel. Det ved han, men han ved ikke om non-binær er en tarmsygdom eller måske noget fra helsekost butikken. Han forstår ikke yoga retreats i Sverige, eller sin frigjorte datter, eller konens vrede, og faktisk forstår han ikke engang striptease på værtshuset længere. Han har fået sygdommen der hedder: Hvid, mand, 50, færdig.
Verden er blevet så mærkelig, synes han. Bare han dog kunne få lov til at sætte sin Volvo Amazon i stand, kommer ud og køre i den!
Oles liv er kørt af sporet. Fuck da også.
Eller på mande-dansk: "Jeg har slør i forbroen, mine styrekugler skal skiftes".
Med andre ord: "Fuck da også!"
Der er virkeligt gode skuespillerpræstationer også fra de andre 4 på scenen rundt om Ole.
Ros leveret. Hæng på. Nu bliver det alvorligt.
Der er for mange ord i verden. Du har allerede læst 700 her, selvom fire er nok: "6 stjerner. En sensation."
Hvorfor taler vi så meget? Ole forstår det ikke. Folk taler om deres følelser. De taler om klimaet. Om deres seksualitet. Deres skuffelser. Deres vrede.
En rigtig mand gider ikke tale så meget, om så mange ting. Han vil meget hellere handle.
"Kærlighed er noget vi mænd viser i vores handlinger!", siger han. Det kender jeg. At være mand er mere et job, end det liv hvor man sætter sig til rette og kører søndagstur gennem livet. Det er hårdt arbejde, at være mand.
En mand skal præstere! Beskytte! Finde løsninger! Få det til at fungere!
Bare at sidde stille og mærke sig selv, og snakke. Ingen mand gider det, hvis han hedder Ole og har et gammelt autoværksted. Han vil hellere arbejde.
Måske du kender sådan en mand. Fra indersiden af huden, eller fra din familie?
Du føler med ham. Måske du elsker ham. Og du ved, at han skal begynde at tale om sine følelser, sine tanker og sin vej gennem livet.
I stykket 'Oles nye auto' hører du for første gang på dansk teater en 50-årig, hvid, maskulin mand tale om sit liv. Og du får endda en opskrift med hjem: "Sådan lærer du at blive dig selv, som mand."
Nå, ikke flere reklametrommer. Se stykket. Måske du ikke kommer til at græde som jeg. Men det er faneme godt teater, det er det.
Krigen er slut.
Oles Nye Auto
Teater anmeldelse
Foto: Rumle Skafte★★★★Anmeldelse af 'Dostojevskij', på Aarhus Teater
Mænd frygter den russiske roulette
13. november 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Dostojevskij' på Aarhus teater: Det handler om mænd der ikke står ved sig selv. - Mænd der martres af deres egen selvbevidsthed, skam og tvivl. Erindringstæpper der ruller dem rundt om natten og alle de kvinder de kunne have elsket, hvis ikke det lige var fordi....
Det er fedt at gå til afgangsforestillinger på Aarhus Teater. Det er sjovt at møde de nye skud på stammen og i aften er jeg i selskab med to nye dramatikere Johannes og Stine. De to har sat sig for at udfolde menneskets eksistentielle smerte genem to velkomponerede fortællinger.
To teaterstykker skrevet over noveller af den russiske Dostojevskij. Historierne har en kærlighed til replik og karakterteatret og bliver båret frem på scenen af et team af skuespillere fra teatrets egne rækker. Her lykkes det at skabe fortællinger med bid og pointer.
Vi møder to mænd Aleksej og Pavel der genser hinanden efter mange år uden kontakt. Vi fornemmer en skjult historie. - En giftighed mellem dem.
Aleksej har ondt af sig selv, sover dårligt, martres af skyld eller af rumination over et kærlighedsforhold han aldrig havde mod til at tage på sine skuldre. Hans hemmelige kærlighed var til Pavels nu afdøde kone.
De to mænds dialoger er som en kamparena. Magt og afmagt bliver smedet til våben. Ingen tør tage tyren ved hornene, som når de sidder i hver deres stol og på afstand spidder hinanden med skyld og skam gennem replikker og kropsarbejde. 'Den evige ægtemand' har sin styrke i statusarbejdet der hele tiden bevæger sig i bølger.
Denne historie har bid. Vi møder den griske pantelåner Andrei der forblindes dels af sit eget hovmod, men også af et ønske om at 'eje' den russiske fattige Marianna der kommer til ham for at pantsætte et familieklenodie, - et russisk ikon. De to bliver gift men ægteskabet udvikler sig til en thriller, kun med tjenestepigen Lukerja som vidne. I ægteskabets kamparena oplever vi tavshed og undertrykkelse som det stærkeste våben. Nærighed og forfald op imod ikonisk madonna slør.
'Den sagtmodige' har sin styrke i de psykologiske spil og i de ladede replikker, synes jeg. Som når pantelåneren siger til tjenestepigen om sin hustru:
Disse replikker er ladet med tungsind og gift, inddirekte skyld, og Andreis totale mangel på at se virkeligheden i øjnene.
Vi er i en skyttegrav i aftenens forestilling 'Dostojevskij' . To skildringer som får de levende til at smerte sig og skutte sig i den russiske vintersne. I aften fra et scenegulv på Aarhus Teater.
Kan du lide det teatralske eller er du til arketypiske temaer og til replikker der åbner en historie for sit publikum? - så er du godt underholdt her i forestillingen 'Dostojevskij'. Det er jeg og for den oplevelse siger jeg tak til teamet bag og til Aarhus Teater der har forestillingen på hylden, på Stiklinge scene.
'Den evige ægtemand' og 'Den sagtmodige', af Fjodor M. Dostojevskij
Stine Winther Johansen – dramatisering 'Den sagtmodige'
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Death is Not the End', af Andreas Constantinou
Et kunstværk for dem der overlevede
31. oktober 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Da min søn døde, købte jeg en spade i Brugsen og begravede ham i skoven. Det husker jeg nu, mens vi sidder i en kirke midt i Aarhus, 60 mennesker sidst på dagen. Ingen græder endnu, men det kommer vi til. Performancen "Death is Not the End" handler om de døde. 6 personer fortæller private historier om dengang hun døde, datteren. Eller mistede sin mand. Sin bar, sin førlighed. Deres mor. Vi oplever en performans om de døde, fortalt af dem der overlevede, dem der er her endnu. Skabt af
For det meste, i hvert fald. Vi bliver kede af det. Min farmor døde. Jeg købte en rød rose og kastede den ned på låget af hendes kiste i bunden af hendes grav. Bagefter fik vi kaffe og kage.
Denne performans starter konkret inde i et mindre kapel ved Vor Frue Kirke. Spidse hvælvede lofter udsmykket med lyserød, violet og orange langs kanterne. Et alter. Vægmalerier. 6 personer. Historier om døden.
Dernæst går vi ud i klostergården. Det er mørkt. Vi får alle en sort paraply (som det passer sig til begravelser) og går rundt om gården og ind i hovedkirken.
Stemningen er sakral. (Ja!) Vi sætter os i båsene og de 6 personer fortæller flere historier, hele vejen op til alteret. Vi bevæger os, og det bevæger os. Til sidst bliver store dele af publikum inviteret op til alteret. Dem der fortalte om de døde, de forsvinder, og så står publikum som de næste i rækken.
Vi kommer ikke ud herfra, uden at mærke sorgen ved at folk dør. Og til sidst dør vi selv, dog uden at græde over det. Den job har de andre.
Jeg elsker at snakke om døden. Det gør mig glad. Altså, hellere de andre end mig? Er det forkert? Måske. Publikum omkring mig bliver rørt, og mange græder. Det gør jeg ikke.
Så døde min bror, og jeg klædte ham på med hans sidste sæt tøj, lagde ham i kisten. Så døde Jan. Skød hovedet af sig med et jagtgevær (dagen efter jeg havde holdt foredrag for ham om livets skønhed). Så døde Anni, i Fitness World af en aneurisme, og jeg læste det på facebook. Så døde en håndværker i Vamdrup, slynget ud gennem forruden i hans varevogn, blødte ud af ørerne mens jeg holdt hans hoved og ambulancen hylede i det fjerne på vej mod os. Så døde min forretningspartner, jeg købte blomster til ham. Så døde min mor, jeg bar hende fra kirken ud på kirkegården og sænkede hende i graven. Så døde...
Det er åbenbart noget vi skal vænne os til. Meget irriterende.
Tak for oplevelsen Andreas Constantinou, den var god. Som et fint punktum på dine andre værker i serien "The Grief Work Series", hvor du i "Death is Not the End" skaber et kunstværk ud af hverdagens dødsfald, fortalt af dem der overlevede.
Dernæst træder vi ud i Aarhus, ud af kirken. Det er alle helgens aften. Byen er fyldt med skræk og uhygge, og unge piger i hotpants, nøgne ben og stilletter. De griner og er lykkelige i den varme oktobernat, som om døden slet ikke har betydning for dem endnu.
Fedt.
Death is Not the End, performance af Andreas Constantinou
Performance anmeldelse
Foto: Rumle Skafte★★★★★Anmeldelse af 'Clear Blue', Aarhus Teater
Det er sjovt, det er komisk, det er totalteater
14. maj 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Clear Blue' på Aarhus Teater: 'Clear Blue' er 3 kunstneriske søstres kolde tomatsuppe kastet på Asger Jorns 'Drunk Danes', (et værk til 10 millioner kroner). En feberagtig forestilling skrevet om natten af
Du ved, nogle gange er der ikke mere boullion, og jeg har allerede lammetern og tomat i gryden. Det syder og bobler. Hvad skal man gøre? Jeg hælder bare chili i, eller rigelige mængder af graham masala. Sådan er det også i 'Clear Blue'.
Fordi sådan er det, nogle gange i livet. Lam har en dyb, robust kødsmag. En subtil, naturlig sødme. Kødet er saftigt. En distinkt jordagtig og let urteagtig smag, næsten nøddeagtig smag. Tomaterne i min gryde har en naturlig, mild sødme og en frisk syrlighed, en naturlig umami-smag. Det kan ikke gå galt, når historien er skrevet af Sonja Ferdinand.
Hvorfor er der så meget chili i stykket, så? Lidt mindre chili, så var stykket til 6 stjerner - og publikum ville være fri for at stå med åben mund og trække vejret hastigt. Med spejlblanke øjne spejdende efter noget vand. (Blandt andet den flaske Solvej Sonne Horn sparkede omkuld, da hun bankede hul i væggen). Kort fortalt, en kvinde er blevet skruk. Ikke rigtig, men alle hendes veninder har fået børn i et utal af beige-farvede sparkedragter. Så, for at være som de andre piger i flokken, knalder hun en fyr som er yngre end hende selv. Bliver gravid. Måske, hun ved det ikke rigtig. Køber en graviditets-test, og kryber i skjul på toiletkummen for at få svar. "Er jeg gravid". Testen tager 3 minutter. Hun tænker, "hvad nu hvis jeg er gravid?" - og hvad nu, "hvis jeg ikke er gravid?" Det er godt arbejde af instruktør Carolin Oredsson. Publikum overvældes af en stormflod af potentielle katastrofer, velspillet af Det er sjovt. Det er komisk. 'Clear Blue' er et stykke velfungerende totalteater. Men der er for meget stress i hovedet på unge kvinder, og for lidt power i bukserne på unge mænd. Klimaet skal reddes. Karriere. Rollemodeller. Præstationer. Hormon-forurening. Krig og ballade. 'Clear Blue' er præget af dette negative narrativ, som vi kender fra medierne. Lad os tage ud på flyvepladsen og lime hånden fast på startbanen. Eller råbe nej til olie, og ødelægge et maleri. Men det er kedeligt. Det er ingen kunst. Det er uden perspektiv. Uden charme og livskraft. Tak til teamet bag 'Clear Blue', tak for oplevelsen. Den var god. Næste gang, lidt mindre chili og lidt mere kokkekunst, synes jeg. Og så, få jer nogen børn, ikke? Clear Blue af Sonja Ferdinand
Teater anmeldelse
Foto: Jens Peter Engedal★★★★★★Fanget i den rigtige krop - Anmeldelse 'Bad Guy' på Teater Katapult
Fanget i den rigtige krop
17. marts 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse: 'Bad Guy', Teater Katapult. Byens internationale teater, Teater Katapult, har lavet et mesterværk med 'Bad Guy'. Du bliver taget med ind i en mørk og ond verden, med Line Bie Rosenstjerne ved rorpinden. Uhyggeligt sejler vi stille ind i spøgelses husets mørke mave, hvor Johannes hersker. Han vil være mand, han vil være 'Bad Guy'. Han vil være maskulin. Damn, det er skræmmende, så er du advaret. Du kommer ikke ud af mørket uden at være en lille smule forandret. En stor forestilling til 6 stjerner, det betyder perfekt.
Line Bie Rosenstjerne giver et fint og følsomt portræt af Johanne, der er fanget i den rigtige krop, men som vil have en anden krop. Det kender vi jo godt. Man er fanget i en buttet krop, og den er rigtig - men jeg vil hellere være tynd, så jeg køber mig fattig i hormoner fra Novo. Eller man er meget frugtbar, og det er rigtigt - men kvinden køber P-piller, og manden bliver steriliseret.
Vi er født i den rigtige krop - alle - men alligevel kan de fleste af os finde på at protestere og lave om på kroppen. Bare fordi vi vil det. Det er ikke kroppen der bestemmer, det er mig!
Så vi har altså spinkle Johanne, der kræver hormoner og operationer for at blive til Johannes - en 'Bad Guy'. For det er jo sådan vi er, os der er mænd. Vi undertrykker transpersoner, fordi vi vil have mænd der kan dræbe, og kvinder der kan føde flere børn til krigen. Alle steder krig. Verden er fyldt med Bad Guys som Trump, Putin, Mette Frederiksen, Zelenskyj og Netanyahu. De vil have krig, de vil have soldater.
Jeg ved da slet ikke hvorfor Mette kom ind i det selskab? Tanketorsk, undskyld.
Er manden sådan? Dræber kvinder og børn, når der er krig? Ja, nogle gange, det er meget irriterende. Styrken ved manuskriptet er, at publikum forstår Johannes. Under hele dramaet bevarer vi sympati og medfølelse med Johannes. Vi forstår vi lever i en verden, hvor mandebilledet er 'Bad Guy'. Vi forstår også at meget af mandens udtryk er påklistret. Det kan læres, også af folk der er født som kvinder. Line Bie Rosenstjerne drejer kroppen perfekt, hun er god til at lave attituder så vi kan genkende hvordan mænd står, bevæger sig, og puster sig op.
Undervejs i stykket bliver vi både kede af det, og skræmte. Hvorfor har Johanne brug for at gå ind i rollen som 'Bad Guy', så hun kan blive til Johannes? Er der ikke andre muligheder? Du ved, leve som både Johanne og Johannes, i en balance mellem det feminine og det maskuline?
Men nej, for Johannes er der ingen gråtoner. Krig er godt. Kvinder har for mange følelser. Mænd er skabt til at dominere og bestemme. Jeg er så enig, men sig det ikke til min kone.
Fantastisk godt stykke. Super skuespil. Gode karakterer. Super lys. God tekst. Men mest af alt, en værdifuld oplevelse af menneskelivet, som er så stort og kompliceret. God underholdning. Tak til Teater Katapult for oplevelsen.
Bad Guy, af
Teater anmeldelse
Foto: Lars Wahl★★★★Anmeldelse af 'Jeg går', på Teatret Svalegangen
Jeg kan ikke tåle det, sorry
28. januar 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Angsten for mørket skildres stærkt i 'Jeg går'. Historien følger en ung pige der går hjem fra Amager Strand. Det er mørkt. Hun er bange for sin egen skygge. Men hun kæmper for at komme frem. 'Jeg går' handler om modet du har brug for, når du er mørkeræd. Et stykke til 4 stjerner.
Fik du dit skud blodig true crime, i dag? Ellers er chancen på Teatret Svalegangen i aften, eller i morgen. Her kan du opleve monologen 'Jeg går'. Skrevet og fremført af Mei Oulund. Spækket med grusomme voldtægter, parteringer og drab på små børn.
Men så alligevel. Nej, jeg er for følsom. Her et par stykker af de grusomme beretninger - true crime - i stykket 'Jeg går'. Du kan opleve Gunnar der har sin langemand oppe i en 9-årig pige på rideskolen, og han har sort under neglene. Frisøren og hendes børn bliver skåret i stykker af Peter Lundin. Russiske mænd i en togkupé, fulde af vodka, med en tyk lugt af sved, mens de voldtager en lille pige. Jeg kan ikke tåle det. Undskyld.
Jeg holdt op med at indtage true crime, da min afghanske nabo dræbte sin danske kone for et par år siden, skar maven op på hende og fotograferede hendes tarme på gulvet. True crime i Aarhus. Æresdrab. Forfærdeligt, men ikke sandt.
Den kvinde var så meget mere end et offer. Hendes øjne var stærke, når jeg mødte hende. Hun tog sig af sine børn. Prøvede at redde hendes mand. Hendes historie kunne være endt bedre, hvis politiet i Aarhus ville redde hende. Det gjorde de ikke, og jeg så det ske. Ingen helte var på vagt.
True crime ender altid med at offeret dør. Der er ingen plads til helte i true crime, ingen redningsbåd til dig når du svømmer i havet, og det er nat. Jeg vil have helte. Jeg vil se hvordan mennesket kan klare sig i mørket.
Dette får du ikke at se i 'Jeg går' - kvindelige helte. Synes jeg.
Scenografien i 'Jeg går' er super. Lange slør dækker rummet og tager imod videoprojektioner af universets skønhed og skammens gemmested. Mei Oulund står stærk og fattet på scenen, mens hun trækker os gennem et kabinet af drab og overgreb. En stærk monolog, og en stærk skuespiller.
Tak for oplevelsen. Den var interessant.
Jeg går
Teater anmeldelse
Foto: Per Morten Abrahamsen★★★★Anmeldelse 'Drømmen' på Teatret Svalegangen
De fylder luft på drømmen om en ny fremtid, men glemmer hinanden
27. august 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Drømmen' på Teatret Svalegangen: I forestillingen 'Drømmen' iscenesætter de drømmekasteller med jazzet musik og dramatiske og teatralske følelsesopgør fra et parforholds arne. Politisk spind fra 70'ernes EF-kampagner bliver til luftige drømme om anerkendelse i nationenes øjemed. Forestillingen er en 4 stjernet oplevelse med et scenegulv som en kamparena for luftkastellerne.
Vi danner kreds om dem, -de bor i vores midte, - på Egernvej på Frederiksberg og på scenegulvet folder de en kamparena ud for øjnene af os. Vi er deres publikum. I forestillingen 'Drømmen' er vi med på første parket. Det karismatiske par Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver trukket frem af historiebøgerne i dette teaterstykke og folder sig ud i vores midte. Behandler spørgsmålet: 'Hvad er det nu Velfærdsstaten er for en størrelse, og er vi egentlig interesseret i det når det kommer til stykket?'
I forestillingen 'Drømmen' følger vi ægteparret, når de drikker sig fulde, skændes eller præsenterer de danske kerne værdier for verdenseliten. Han der sælger visioner fra sin talerstol i folketinget, og hun der iscenesætter dem i rollen som ministerfrue og kendt skuespiller.
Et stjernepar. Bare ikke som kærester.
I kender den, drømmen om ikke at have problemer, - nogle andre skifter ble på vores mor eller tager sig af børnenes skolegang. Teaterstykket 'Drømmen' tager os med på rundtur i Velfærdsstaten i dag og danner tråde tilbage til dengang EF var på tegnebrættet. Vi møder en pårørende på et plejehjem og en sosu-hjælper vikar. De forelsker sig og drømmer sammen. Historien om Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver foldet ud som et luftkastel eller en flygtig fantasi. En blød start i forestillingen der har sit udspring i de manglende hænder i samfundet og bliver sat i relief til den gamle historie om det umage kendis-par. De blafrende faner i de Socialdemokratiske kerneværdier bliver behandlet gennem små episoder fra et parforhold.
Der har været mange ideologier der har præget det danske samfund gennem tiden, men den mest fremtrædende er vel nok ideologien om velfærdssamfundet. ”Her er nok til alle og vi er alle lige”, men kan man skabe teater der rammer luftkastellerne i en politisk drøm? Teaterstykket 'Drømmen' er ikke bare en fortælling om Socialdemokratiets partiprogram og ej heller kun om det umage par Helle og Jens. 'Drømmen' fortæller om længslen efter nærhed, kærlighedens vilkår og drømmen om anerkendelse, men den fortæller også om konsekvenserne ved luftkasteller og for det er jeg taknemlig.
Tak til teamet bag forestillingen 'Drømmen' og til Teatret Svalegangen der inviterede indenfor.
Drømmen af
Teater anmeldelse
Foto: Laura Ratschau★★★★★Anmeldelse af 'The Girl With the Hurricane Brain', Teatret Svalegangen
Er du klar til at dø? Med en drink foran dig?
14. august 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse: 'The Girl With the Hurricane Brain'. Der er 5 stjerner til operaen 'The Girl With the Hurricane Brain' på Teatret Svalegangen. Tak for kostumerne, musikken, sangerne, instruktionen og historien. Jeg er imponeret over den professionelle højde i forestillingen hos alle 14 medvirkende (inklusiv dirigenten). Det var oven i købet rørende. Det er smerteligt at have en orkan-hjerne, det forstår vi.
Du skal ikke læse min anmeldelse, fordi jeg ved ikke noget om opera. Kan knap nok forstå ordene i en engelsk popsang (operaen er på engelsk). Men til gengæld så har jeg set John Wayne på tysk TV i 5. klasse, 2 år før vi fik en tysklærer, så jeg forstår alt uden at kunne forstå sproget. Tak ZDF.
Historien - som har sopranen Peyee Chen i hovedrollen, og jeg forstår ikke de ord hun synger - handler om smerte, frygt, angst i den sidste 1 time og 20 minutter af vores sejlads med Titanic. Okay, jeg genkender "klima", "hest", og "forandringer". Men det er ikke meget ud af en libretto på 34 sider.
Peyee Chen er i rollen som den lille pige, der personligt mærker isbjerget nærme sig. Hun er ulykkelig. Hun hyler op og plager sine forældre. De forstår hende ikke. Gør deres arbejde. Kværner kaffe fra morgen til aften. Og ungen hyler og græder og råber.
Jeg føler med de forældre - Ted Schmitz og Jessica Aszodi. Hvis jeg stod på dækket af Titanic i frostvejr, så gik jeg heller ikke ind i hylekoret. Mens vi brager ind i siden af isbjerget, sidder jeg hellere i baren. Beder om en whisky og smiler charmerende til den nærmeste kvinde.
Sådan er vi forskellige. Verdens undergang kan ikke stoppes. Inkaerne gik ned. Egypterne. Grækerne. Indianerne. Romerne. Ja selv vikingerne måtte give op.
Alle højtudviklede kulturer ender med et sammenbrud!
Er vores kultur højtudviklet? Ja, det tror jeg nok. Vores skæbne er beseglet. Undergangen venter!
De kloge kan forudsige fremtiden. På scenen er Joseph Bolger klog. Han kigger i mønstrene, han ser udviklingen. Han giver pigen besked om hvor slemt det ser ud.
Derfor forsøger pigen at overbevise forældrene, at de skal stoppe deres kaffekværn og gøre noget! Bare noget! Stop døden! Stop klimaforandringerne! Hold op med at kværne kaffe! Køb ikke flere elbiler. Køb ikke mere på Temu! Bare stop!
Men hun har det svært med at overbevise forældrene. 20% af os køber billigt skrammel på Temu.com - fremstillet med ødelæggende konsekvenser for miljøet. Vi får det sejlet hjem på containerskibe fra Mærsk, med ødelæggende konsekvenser for miljøet. Vi leger med det og smider det ud. Sådan er vores liv. Hvem vil slukke for internettet 9 måneder om året? Hvem vil holde op med at forbruge, bare for at redde vores fælles Titanic?
Og, det er faktisk ikke almindelige mennesker der styrer skibet. Det er noget... Det er kultur. Alle kulturer blomstrer, sætter frugt, og går under når vinteren kommer.
Eller hvad?
Du kan glæde dig til kostumerne i 'The Girl With the Hurricane Brain'. Tøjet er syet af pergament - skind flået af et dyr på cirka en meters længde. Sandsynligvis svinehud. Tøjet er syet pænt. Det er jo det vi går op i. Moderigtig tøj på Titanic.
Dem der har forstand på opera siger sangerne synger dygtigt.
Der er et 9-personers symfoni-orkester med i forestillingen. 3 strygere, 3 blæsere, slagtøj, guitar og flygel. Musikken er abstrakt - ikke melodisk - symbolsk.
Mange unge mennesker går ud af balance i denne tid. Som pigen i forestillingen lytter de til profeterne der prædiker dommedag. Der er meget at være bange for. Personligt gør det ikke mig noget. Vi skal dø af noget. Det er ikke til at vide, hvad der kommer først.
Linje 2A i et fodgængerfelt. Ny corona. Pest. Putin i Ecco-sko kaster en atom-bombe i Aarhus Havn. Golfstrømmen vender og klimaet i Danmark bliver koldt som nordlige Finland, og jeg hader at stå på langrend ski. Nogen fortsætter med at bruge 4 gange vores ressourcer og vores verden brænder langsomt og sikkert sammen.
Det ender med at vi dør. Det siger denne opera, og det er sandt. Men indtil det sker, så er jeg glad for at møde den lille bedstemor i Rema på vej hjem fra teatret.
- Der mangler 5 kroner, siger manden bag kassen med bedrøvet stemme.
Kvinden taler grønlandsk, det kan jeg se på hende. Hendes øjne er stærke og levende, hendes hud har fået meget sol, på kanten af indlands-isen.
- Du kan få en femmer af mig, her!
Kvinden smiler varmt. - Tak, det var en god gerning, siger hun til mig.
- Du er velkommen, svarer jeg.
Vi smiler til hinanden, en sen aften i Rema. Sådan, hjerte til hjerte. Det er sådan jeg vil gå ned med skibet.
Tak for oplevelsen. Den var god.
'The Girl With the Hurricane Brain'
Performance anmeldelse
Foto: Emilia Therese★★★★Anmeldelse 'Chicago', Musical på Aarhus Teater
Glimmerfest og mediecirkus fra de skrå brædder
1. maj 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Chicago' på Aarhus Teater: Et kvindefængsel på en flodpram i Chicago hæver sig op af scenegulvet. I aften er der livemusik i orkestergraven på Aarhus Teater. Et bigband orkester sejler med på kvindernes blodrus, når de som fanger sætter det helt store mediecirkus i gang. Retssager - nu som farcer. I aften ruller Aarhus Teater tæppet ud for årets musical. 'Chicago' er en underholdende forestilling til 4 stjerner, forklædt med lir og intrigante kvinder. En storby-musical fra oversøs. Tonerne af hornmusik fra en hjuldamper-tid, bliver foldet ud med trutmund og glimmerfest af de farverige divaer i forestillingen.
Den underholdende karakter Roxie er kommet i vanskeligheder. Hun skød sin elsker, da han ikke gad hende længere og nu står hun til doms for sine gerninger. Fængslet hun kommer til er en kamparena med hierarkier mellem alle de morderiske kvinder. I samarbejde med medieprinsen forsvarsadvokaten Billy Flynn, skal hun forsøge at vende folkestemningen mod hende og undgå straf. Højdepunktet i historien er retssagen hvor løgn og spind driver folkedomsstolen lige der hen hvor advokaten vil have dem, - alt sammen spundet ind i en god gang Dixie Jazz og kvindelir fra heppekoret.
I musicalen 'Chicago' er det show-time og det er underholdende. Musikken og sangene fletter sig ind i historiens plot. Med hofteholdere og wonderbra er kvindefængslet peppet op til en slags Red Light District koreografi. Sexet og energifyldt karikeret i sin dans og med humoristisk vinkel på mediestorm i sin fortælling. Sangene er ørehængende og danseglæden vinder på sin humor og charme. Jeg er særligt glad for scenografien i stykket, hvor flodprammen hæver og sænker sig op fra gulvet og den fine lyd fra orkestergraven med god sans for swing og Dixieland jazz.
Forestillingen er et cirkus værdigt, og tak for det. Gå og se om du er enig.
Chicago af John Kander, Fred Ebb & Bob Fosse
Show anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Fishtail', på Teatret Svalegangen i Aarhus
Langt ude i havet, er vandet så blåt
14. marts 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Fishtail': 'Fishtail' er et poetisk sceneværk med dans, musik, sang, dukketeater og skuespil. Skabt af Bjørn Rasmussen som et digt. 'Fishtail' er en fin perle fra havets søbund til 4 stjerner, takket være Victor Nuno Lyses flotte scenografi, Astrid Kjær Jensens dukketeater, Marcus Alexander Roydes dans, og Ludvig Brostrups skuespil og sang.
'Fishtail' undersøger identitet. Hvem er jeg? Hvordan kan jeg passe ind i en skoleklasse, 8 år gammel. Siddende på de der hårde stole. Med fødder og ben. Åh nej, jeg drømmer om at have en fiskehale. At være noget andet, noget som mere er mig.
Du kender spørgsmålet fra dig selv. Hvem er jeg? Det er som om jeg ikke passer ind.
Der er fin musik og dans, og god sang i 'Fishtail'. Publikum er unge mennesker på Teatret Svalegangen. Søgende, unge mennesker. De kan lide at grine ad fisken som Disney har sendt til Aarhus for at sige undskyld for de hetero seksuelle og normative tilbøjeligheder der gennemsyrer amerikansk populær-kultur.
I virkeligheden foretrækker jeg Disneys udgave af 'Den lille Havfrue', fremfor den misogyne papir-udgave fra H.C. Andersen selv. Men det er sjovt at høre fisken sige undskyld.
I det hele taget tror jeg du vil blive begejstret for dukketeatret, som Astrid Kjær Jensen deler ud af på scenen. Det er godt arbejde.
Forestillingen begynder på havets bund. Scenen er hyllet ind i slør. Vi er under havets overflade hvor fiskene bor. Dem med fiskehale der drømmer om at blive menneske.
Vi er aldrig tilfredse, vel, heller ikke dyrene?
Inden længe springer en person med ben ned i havet for at få sig en fiskehale. At blive noget andet og skabe lidt panik i klasseværelset når der skal tages billeder til forældrene.
Forestillingen slutter med sangen der har omkvædet 'Langt ude i havet, er vandet så blåt.' Det lyder godt.
Tak for et poetisk digt på scenen, og tak for oplevelsen på Teatret Svalegangen.
Fishtail af Bjørn Rasmussen
Teater anmeldelse
Foto: David Bering★★★★★Anmeldelse af 'Afbrudt samliv', af Henriette Katrine Lund
Så meget kærlighed til den gamle kvinde der ser porno hver dag
9. januar 2024.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Afbrudt samliv': Demens. Min 80-årige mor kan ikke spille ludo, siger min bror. Hun er blevet dement. Hun glemmer reglerne, og kan ikke huske hvilken farve der er hendes. Nogle gange flytter hun sin brik den forkerte vej. Min bror tager det ikke så tungt, og han er desuden glad for at vinde i ludo.
'Afbrudt samliv' handler om en kvinde og hendes mand. Hun er også blevet dement, Alzheimers - opkaldt efter den tyske læge Alois Alzheimer. Hver dag ser hun porno i stuen, når hendes mand kommer hjem. Hun øver sig i at sige replikkerne i Couch Casting.
- Remove your panties!
- Bend over!
- I like that!
Hun har desuden købt 11 kasser med farvefulde dildoer. Hendes mand bliver temmelig fortvivlet over hendes adfærd. Aner ikke hvad han skal gøre, fordi der ikke er noget at gøre, siger lægerne.
Jeg er glad for 'Afbrudt samliv' af mange årsager. Morten Just har skabt et videoværk som består af organisk materiale der langsomt pulserer stumper af fejlkode rundt i en organisk suppe. Det kunne være et billede af hjernen der langsomt forplumpres. Vi lever 3-9 år med Alzheimers, ikke længere.
Lisbeth Gajhede spiller oprørt, forførende, gnistrende og fuld af livsglæde rollen som den ældre dame, Marianne. Hun er sjov - må man godt lave sjov med demens, ja - hun er erotisk, og hun elsker den der pornoserie med unge piger der går til casting, kan du huske den? Faktisk overtaler hun sin mand til at de laver deres egen pornofilm. Men det går lidt skævt, fordi han vil hellere lave en film om dengang de mødtes på et herretoilet i Ribe. Og det var kærlighed ved første blik.
Jørgen Bing er Mariannes mand, Carsten. Han er en hjertelig fyr der vil gøre alt for sin kone, mens hendes sind smuldrer mellem hendes hænder. Det er faktisk hårdt for ham. Du kender det.
Men VVS-manden, spillet af Pelle Koppel, siger noget andet. Han tager det roligt, når Marianne opfører sig upassende. Han skal bare skifte en vandhane, men Marianne tror han er pornostjerne. De fleste ville nok tage det tungt at blive begramset af en fremmed og lidt ældre dame, men VVS-manden er rolig og empatisk. Alle demente mennesker elsker den tolerance og rummelighed, og derfor er min mor også glad for min bror, tror jeg.
'Afbrudt samliv' er en historie i den menneskelige teater-genre. "Hvordan er det at være en af de andre?" Dramatikeren Henriette Katrine Lund har skabt et fint værk, der er fyldt med humor, alvor og store mængder forståelse og empati.
Tak for oplevelsen til 5 stjerner. Se stykket og lær lidt mere om hvordan det egentlig er for din mor, eller for din mand eller din far. Eller bliv hjemme og spil ludo, som vi gør i min familie, når vi besøger mor.
Afbrudt samliv af Henriette Katrine Lund
Teater anmeldelse
Teaterchef: Vi er hamrende stolte!
En ny begyndelse er altid god
26. september 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Byens internationale Teater Katapult får 4 år mere. Det har byrådet besluttet. Teatret var ellers skubbet ud af kommunens kulturbudget, kastet i havet og overladt til sin egen skæbne. Medarbejderne på teatret havde set i øjnene, at det var slut efter flere end 20 år. Efterårets egenproduktion er blevet lukket ned. Mismod og tristhed stod i kø.
Men så fik Katapult succes i Scotland med forestillingen 'The Insider'. En forestilling oprindeligt udviklet og opført her i Aarhus med titlen 'Insideren'. Det aarhusianske teater fik en af verdens fornemmeste teaterpriser på verdens største festival for scenekunst, og det gav genlyd internationalt.
Var det derfor, Torben? Har I overlevet på grund af den internationale anerkendelse?
- Det kan jeg ikke vide, men vores succes - med omtale i både The New York Times og Financial Times - har måske skubbet på, så det er dejligt, siger teaterchef Torben Dahl fra Katapult.
De konservative har talt jeres sag i byrådet. Hvorfor?
- Jamen, jeg tror egentlig bare at de konservative også går ind for kultur og dannelse. Det er vi taknemmelige for. De har kæmpet indædt for os, siger Torben Dahl.
Hvad er det med jer og de konservative? Har I samme politiske holdninger?
- Det håber jeg ikke, siger Torben med en lun tone i stemmen. - Vi er jo ikke partipolitiske, vi er et teater som skaber kultur, hvor man belyser verden fra flere vinkler. Men altså, vi samarbejder jo med erhvervslivet i Aarhus, det gør vi, og det kan måske også være medvirkende til at man fra politisk hold har lært os bedre at kende.
Hvordan har det været for jer? At gå på arbejde hver dag i 6 måneder og vide, at man skal fyre medarbejderne og lukke teatret?
- Ikke kun et halvt år... 11 måneder har det varet. Det har været hårdt. Vi har måttet aflyse forestillingen 'Madonna er en gammel luder', skråstreg udsætte den til senere. Den skulle have haft premiere i oktober, men her på det sidste var der ikke flere kræfter på det menneskelige plan og heller ikke økonomiske ressourcer, siger Torben Dahl.
- Det har været hårdt. Medarbejdere har jo siddet med varsler om opsigelser, og... Jeg må sige, det bliver måske et sparsomt program, det første halvår af 2024. Vi skal lige finde os selv og komme igang igen, siger han.
Så alt i alt, hvordan er det for jer nu?
- Jamen, vi er bare så hamrende stolte over at vi er kommet tilbage på kommunens budget. Det sker kun sjældent. Vi var blevet pillet af budgettet, og nu er vi kommet tilbage. Det er vi stolte over, siger Torben Dahl, fra Teater Katapult.
Fremfor 1,5 mio. kr. i tilskud årligt, får Teater Katapult i alt små 5 millioner kroner over de næste 4 år. Et mindre tilskud end normalt, men meget mere end ingenting - som det ellers var blevet besluttet.
Tilskuddet til Teater Katapult financierer Aarhus kommune ved at spare lidt andre steder i byens kulturliv.
En fornuftig beslutning for teaterlivet i Aarhus. Katapult er trukket op fra havet og sidder igen trygt sammen med de øvrige scenekunstnere i Aarhus.
Teater
Foto: Rumle Skafte★★★★★Instruktør er sadist: Anmeldelse 'Jane Eyre', Aarhus Teater
Jeg gik, da fuck dig Sigrid Johannesen skar pikken af Emil Busk Jensen med en motorsav
26. april 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Jane Eyre: Den sadistiske teater-instruktør,
Men hvis du er til virkeligt sygt teater - på niveau med sadisten Peter Madsen i en ubåd alene med en ung pige fra Sverige - så er opsætningen af 'Jane Eyre' lige noget for dig. Resten af os: Vi vil ikke mutulere mennesker på scenen. 'Jane Eyre' er et fantastisk stykke teater baseret på en hæderlig kvinde i England, men kørt ned i skidtet af dramaturg-sadisterne Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen.
Huha, fuck and shit - træk vejret!Nå. Der er også gode årsager til at se menneske-hader-stykket 'Jane Eyre'. Jeg elsker
Du vil også elske lyset.
Det samme gælder den gamle
Der er 5 stjerner til 'Jane Eyre'. Primært for Laura Løwes fantastiske cirkulære scenografi med stænk af 1890-fotostudie. Stjerner for
Personligt fik jeg kvalme. Jeg råber ikke hurra for sadister i kulturlivet. Da Emil Busk Jensen fik sin fysiske pik skåret af med en motorsav, rejste jeg mig og gik. Fuck da også, jeg bliver ked af det når syge kvinder drømmer om at skære pikken af mig. Jeg har integritet. God fornøjelse på
Jane Eyre, 1847 af Charlotte Brontë
Fornedret af Sigrid Johannsen og Hanne Lund Joensen
Medvirkende Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes
Lysdesign Clement Irbil
Lyddesign Kim Engelbredt.
Teater anmeldelse
Foto: Rumle Skafte★★★★Anmeldelse 'Stuepigerne', Aarhus Teater
Fransk peep-show med stuepigerne
2. februar 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse 'Stuepigerne': Jeg ved ikke om du skal se "Stuepigerne" på Aarhus Teater. Det lyder lidt småfrækt, men det er en småtræls historie som er skrevet af en fransk sædeligheds-forbryder, Jean Genet, 1947. 3 kvinder er fanget i et peepshow - hvor du kan kigge ind ad vinduerne - og de er ikke rare. På skift forsøger de at dræbe hinanden og sig selv, kropsligt eller sjæleligt. 3 kvindelige sadister, 2 stuepiger og deres frue - og du kigger på dem med store øjne og et par hovedtelefoner på ørene.
Jeg vidste ikke kvinder kan være så modbydelige mod hinanden.
Forestillingen er til 4 stjerner. Den handler om sadistiske kvinder (ifølge den mandlige forfatter).
Den franske forbryder, som har skrevet stykket på Aarhus Teater, han var glad for mænd. Ja, han stjal også lidt hist og her, fordi hans mor - der var prostitueret - lod ham opdrage sig selv, smed ham ud. Men den store forbrydelse i Jean Genets liv - og den begik han igen og igen - det var, at han elskede mænd.
Allerede som 18-årig kom han i fængsel for at være homoseksuel. Frankrig var sådan, som Rusland og Iran er i dag. Da han blev fri tog han på en lang rejse i Europa hvor han arbejdede som prostitueret gennem næsten 10 år. Forfatterens kærlighed til mænd gav ham fængselsstraf igen og igen, indtil Pablo Picasso bad den franske præsident om dog at holde op og benåde Jean Genet. Så kom Jean Genet ikke i fængsel, han slap for livstidsdommen og kunne i stedet elske mænd i frihed.
Seksuelt provokerende bøgerJean Genet skrev provokerende om seksualitet. Han skrev bøger og skuespil - blandt andet "The Maids" fra 1947, som
Jeg kan nogenlunde lide alt hvad
Så tag Sennheiser-klodserne af, når du går ind og ser "Stuepigerne". (De ligner en Sennheiser Over-Ear HD 206 til 269,-) Du kan høre de fleste replikker helt fint uden klodserne, og du slipper for "lydeffekterne". Det bliver du glad for.
Scenen skal skæres op og åbnes, synes jegScenografen har skabt en 8-kantet scene, en hytte med vinduer som publikum kigger ind i. Fidusen er, at det er peep-vinduer, så når du kigger ind i hytten, så ser du skuespillerne reflekteret i de øvrige vinduer hele vejen rundt.
Jeg har aldrig set noget peep-show i virkeligheden, men som naturist forestiller jeg mig, at det må være dybt kedsommeligt. Der er heller ikke noget frækt i kroppens liderlighed, jeg har givet tantra massage professionelt til hundredvis af kvinder. Det frække er forbindelsen mellem mennesker, så peep-show konceptet bliver på den måde lige så frækt som en 58-årig nudist med stor mave der spiser en is, plus værre: Publikum bliver detached. I mine øjne: Åben scenen op, så er det absolut en scenografi i en fin klasse med gode lyserøde farver i et flot interiør og gode tværvinkler til dramaet. Eventuelt pil de 3-4 vinduer ud af hytten som publikum kigger ind ad. Det bliver bedre, og I kan sende høretelefonerne tilbage til webshoppen.
Nå, stuepiger i lingeri er ikke interessant. Det interessante er hvordan karaktererne har det med hinanden?
Og de har det træls med hinanden, som allerede nævnt. De hader at leve, hader hinanden, sig selv, seksualiteten. Der er så meget had, så man begynder at gabe. De spytter på hinanden og gentager "jeg hader dig, Madamme skal dø!"
Det bliver teatralsk, kunsten mister gyldighedInstruktøren Line Paulsen kan ikke gøre for, at forfatteren Jean Genet skrev et stykke der i knap 2 timer spytter på kvinder og deres seksualitet. Men instruktøren burde have nedtonet de opstyltede replikker, og kunne med fordel have taget en 3-4-500 kilo teatralsk overspil ud af stykket.
Men det teatralske - som jeg forestiller mig faktisk er den originale tone i stykket - burde efter min mening køres ned en 20-30 DB.
Fin forestilling, se denAlt i alt en fin forestilling. Med alle forbehold - gå ind og se den: Mennesker der hader og forsøger at dræbe hinanden. Nogle teaterfolk mener stykket handler om sadomasochisme. Konkret seksuelt eller i form af ydmygelser som spytklatter og hårde ord. Det gør det ikke. Han havde bare lyst til at skrive sådan et stykke, Jean Genet. Gå ind og se hans lyst på Aarhus Teater, men drop høretelefonerne. Det vil jeg anbefale.
Stuepigerne af Jean Genet, 1947.
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Mette Døssing
Instruktør
Scenografi Nathalie Mellbye
Koreografi Noora Hannula
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Sebastian Toft.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse 'The Show Must Go on!', Det Frie Felt på Bora Bora i Aarhus
Hun vinkler sine galdesten med humor
26. januar 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse 'The Show Must go on': Hun har glimt i øjet mens hun taler om sit opkast. 'The Show must go on' er et onemanshow som tager fat om et hot emne i scenekunstmiljøet - MeToo- , men også om den sygdom hun bar med ind på scenen, når hun som skuespiller lavede teater. Hun fortæller ikke om -MeToo med formålet namedropping af gerningsmænd mødt i kulissen, hun vil hellere italesætte sin egen vinkel hvor hun selv er centrum i de følgevirkninger hun har oplevet på sin egen krop. En performans med et realistisk og personligt præg. En beretning som har en skæv og humoristisk vinkel ind på sygdomshistoriens ellers mindre feterede facetter.
Her får publikum et kig ind i en kvindes galdeblæreHelene Kvint har en særlig måde at gemme på de sten hun i livet skulle have ”kastet” tilbage på nogen eller gjort noget andet ved. I stedet for at aflevere dem i øjeblikket har hun samlet dem i en lomme i maven, - i hendes galdeblære. Det er sådan hun fortæller sin historie. Publikum får en rå og enkel udgave, hvor hver sten hun har skabt i sin krop, får lov at have sin egen fortælling. Hendes show får på den måde et konkret udtryk som historien tager afsæt i. En finte som gør forestillingen komisk og lettere grotesk.
Hun tegner et billede af bagsidenDet Frie Felt er en scenekunstfestival der forsøger at tage livgreb på scenekunsten set i en ny og anderledes vinkel. På denne første aften i det 4 dage lange arrangement er den narrative fortælling i højsædet. Fortællingens væsen i sit eget udtryk i scenerummet. 'The Show must go on' er en performans som kigger ind bag tæppet på de vilkår som scenefolket nogle gange lever under. Helene Kvint fortæller i en Story-Telling, -et Stand up show om sammenhængen mellem måden et menneske lever på og de sygdomme der opstår.
Her er humor i det usminkede rumI mine øjne får Helene Kvint kredit for at have sin humor i behold gennem de strabadser hun har udkæmpet og for at kunne dele dem med et publikum i et enkelt og råt look. En fin historie i et usminket rum, så tak for den oplevelse til Helene Kvint og til Det Frie Felts Festival der foregår i Aarhus i øjeblikket.
The Show Must Go on!
Ide, Manus, Iscenesættelse og performer Helene Kvint
Konsulent og dramaturgisk sparring Sara Hamming.
Performance anmeldelse
Foto: Catrine Zorn★★★★★Anmeldelse 'I krydset får de ny sofa', Teatret Svalegangen
Publikum elsker Helle Helle, fordi hun er til at forstå
15. november 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Det er nutid, det er Helle Helle på scenen på Teatret Svalegangen. Nutid, lige nu. Forestil dig, at du ikke kan huske hvad du lavede i går? Hvem du blev gift med for 10 år siden? Hvorfor købte du den busbillet til Lolland? Og du var 16, eller hvor gammel var det nu, du var? Dengang?
Et frygteligt mareridt! Ikke at kunne huske, og kun at eksistere i nutiden! Tror du det? Nej! Stykket "I krydset får de ny sofa" er fantastisk, kan jeg se på publikum omkring mig. Og høre på deres klukken og deres snøften!
Kvinderne elsker Helle Helle!Publikum elsker
"Hun kan se det høje birketræ i Favørs baggård, - og bliktaget", siger kvinden på scenen. Kvinderne i salen godter sig. Hygger sig. Det er en replik de kan forstå. Og der er mange andre replikker på samme niveau.
"Hendes mor blev indlagt en onsdag, - mens hun var i skole". En kvinde foran mig snøfter, tager brillerne af, tører sine øjne i ærmet. Hun er rørt.
Mændene elsker også Helle Helle!Rigtige mænd er også vilde med "I krydset får de ny sofa". Jeg kan se det - med mine nye teaterbriller - på mændenes vinkel af hovedet. De har løftede ansigter. Brillerne fokuserer på kvindens monolog på scenen. De er opmærksomme, mændene. Fokuserede. De forstår Helle Helle.
Jeg forstår hende ikke. Hun er for konkret. Men alle andre på Teatret Svalegangen forstår stykket, og de er glade for det. Det slutter. De klapper. De griber fat og forsøger at komme op fra sædet og spejder efter udgangen.
Super scenografiJeg er ret vild med scenografien i 'I krydset får de ny sofa'. Den er simpel. Bag-kulissen består af 30 LED-paneler - du skal se dem, for at forstå dem. LED-panelerne er sådan nogle flade profiler som er hæftet midt imellem en motor sat i en jern-bjælke - 3 meter oppe - og sat fast nede i en fod på gulvet. Den smalle kant i profilerne - der kan drejes til højre og venstre - rummer LED-lys som gengiver video og lys-effekter. Men fordi der er en lille fod mellem hvert panel, bliver video på bagvæggen degenereret til den båndbredde vi har, når vi bliver demente.
Fra bag-kulissens venstre side hænger 20 LED-paneler langs jern-bjælken og gulvet ud til venstre scenekant. Dermed skabes mulighed for nogle 3D-effekter på scenens lys. Det er fint, fordi det supplerer den konkrete historie. Lige meget hvor lille vores båndbredde bliver, så er vi i stand til at se de store sammenhænge. Et hus i en skovkant. Blæsevejr på Lolland. Et regnvejr.
Fin skuespillerIngrid-Marie Thorlacius gør det fint i sin rolle som der-er-intet-drama-i-verden. Jeg-fortæller-historien-uden-følelse. Hun har langt hår. En kvindelig krop. En rolig stemme. Det er sådan det skal være, når jeg hurtigst muligt kommer på plejehjem med min demens. En rolig kvinde. Klare sætninger - og alt er i nutid. Nemt at forstå.
Det er poesi, Ambjørn!Min søde kvinde synes ikke stykket handler om at blive dement. "Det er poesi", siger hun til mig på vej hjem gennem aftenens mørke gader. Aarhus. "Dér hvor hovedpersonen vil lave blomkålsgratin til sin mor, og de så ikke har det i supermarkedet, det er en tragedie! Det eneste moren ønsker, det er blomkål - fordi hun skal dø den nat, Ambjørn! Det er dramatisk, og så siger Henrik Strøm, at han kan skaffe et blomkål til dagen efter. Men så er det jo for sent! Kan du ikke se det, Ambjørn! Vi hører hullerne i hendes tekst, det der ikke bliver sagt! Det er dramatisk poesi, og det er derfor vi elsker Helle Helle."
Jeg sukker. Trykker på knappen. Venter 15 sekunder, og så bliver det grønt lys i fodgænger-feltet i Nørregade. Aarhus. Hun har ret. Jeg forstår ikke Helle Helle. Men bare vent. Med tiden forstår de fleste Helle Helles historier. Uden erindring. I nutid. Konkret.
5 stjerner til "I krydset får de ny sofa", fordi publikum elsker Helle Helle. Tak for den oplevelse.
I krydset får de ny sofa af Helle Helle
Medvirkende Ingrid-Marie Thorlacius
Instruktion, dramaturgi og scenografi Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Lys- og Videodesign Ole Kristensen
Lydværk Kristian Hverring
Produceret af Hotel Pro Forma, Aalborg Teater og Aveny-T
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Melancholia', Aarhus Teater
Teater som gør os stærkere
1. september 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.
Skuespillerne
'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for
Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.
Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.
Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.
Gode skuespillere gør Melancholia værd at opleveEn dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.
Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.
Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.
Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.
De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.
Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.
Autentisk og fint spillet af Rikke Lylloff'
Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.
Teater som gør os stærkereNå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?
'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.
Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.
Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.
Teater anmeldelse
Foto: Emilia Therese★★★★Anmeldelse: 'Museum for Fremtiden', Aarhus Kunsthal
Museumsbesøg vækker gruen i mig
31. august 2022.Kulturnyt, Lita Domino
De former en skulptur af fremtiden. De hænger den i mine ører. Jeg er trådt ind i en installation, en performans installation hvor lytte-teater er kombineret med kunst. 'Museum for fremtiden' er en interaktiv udstilling som bærer præg af angsten for undergang.
Høretelefonerne tegner sine sorgfulde billeder op med tunge lydspor i mit indre. Det fremmedgjorte menneske, det uendelige univers og længslen efter en bæredygtig plan. Lyttespil, billedkunst og skulpturelle installationer fletter sig sammen til en fortælling.
Aarhus Teater har i samarbejde med Teater Sort/Hvid og Kunsthal Aarhus skabt et sælsomt og sorgfuldt værk. En performans der hænger i grænselandet, og søger efter erkendelser i en abstrakt visuel og audiotær vinkel.
En fortælling i flere plateauer.Vi møder den unge kvinde i et lydspor der er ramt af angst og sorg. Hun guider os gennem de forskellige plateauer. Som et museum hvor vi normalt betragter fortidslevning, inviterer hun os til at beskue en eventuel fremtid. Beskue os selv, når vi beskuer en forestilling om fremtiden.
Publikum møder sig selv og sine spor i verden. Vi møder os selv som fossiler, som hukommelses materiale, som modstandere i en nødvendig oprørshær, tilbyder os at se på os selv som organisk materiale og i tankeeksperimenter bliver vi giganter der må træffe de rigtige afgørelser for at livet på jorden kan overleve.
Forestillingen er et tankeeksperiment.Installationen er en tragisk hilsen til fremtiden. En tragedie der forsøger at løsne angsten for undergang og søge mod et håb. Det binaurale lydunivers åbner fortællingen så jeg får en audiovisuel oplevelse som er jeg midt i lyden. De forskellige rums kunstinstallationer har hver deres hilsen til fremtiden, hver deres vinkel. Tanker om menneskehedens fald og om jordens eventuelle helbredelse. Er recovery af angsten for undergang muligt? Det handler om menneskehedens væren som sådan og om vores rester og de spor vi sætter til eftertiden. Der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men smukke streger til eftertanke.
Tusind tak til teamet bag værket og til Kunsthal der i øjeblikket huser installationen.
Museum for Fremtiden
Dramaturgi Anders Thrue Djurslev
Scenografi Franciska Zahle og Helle Damgård
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Kunstnere Christian Lollike, Ferdinand Ahm Krag, Helene Nymann, Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen
Performance anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater
Erasmus Montanus handler om de 2 søstre: Kærligheden og sandheden
25. august 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.
Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?
Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.
Fed underholdning
Det er meget godt"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af
Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.
Kæmp for alt hvad du har kærtVi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"
Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".
Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.
5 stjernerTil premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere:
Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.
Teater anmeldelse
Hjertestarter var med til at redde Martins liv
Hjertestarter: Sådan trak vi Martin ud af dødens sorte kappe på Aarhus Teater
10. maj 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Sand historie. Fest, bladguld og lysekroner i flere etager, kæmpe teatersal. Kvinder i lange kjoler, øreringe og opsat hår, sætter sig. Mænd i habit, joviale og spændte læner de sig tilbage i sædet. 500 mennesker i salen. Flere hundrede i de røde stolerækker på gulvet, og resten sidder på balkonerne op mod loftet hvor en gigantisk svane holder sine vinger skærmende ud over rummets mennesker. Vi småsnakker med hinanden og kigger op på scenetæppet. Cabaret på Aarhus Teater. En musical med sang og dans, livsglæde og seksualitet.
Og i netop det øjeblik gjalder en stemme ud i rummet. "Er der en læge til stede?"
Jeg skræver over 3-4 lange ben og kommer ud på siden af rummet. En mand ligger lang på gulvet. Hans skjorte er revet åben så brystkassen er nøgen, en ung mand trykker med strakte arme rytmisk på hans brystben. Fyren med hjertestop hedder Martin(*), bliver der sagt. De er gået i gang med hjerte-lunge redning indenfor 30 sekunder efter han faldt omkuld. Sejt. Hurtig hjælp tæller dobbelt.
"Hjertestarter!", råber jeg. Ser at den allerede er ankommet nede ved fodenden af manden med hjertestop. En kvinde ved siden af manden føler efter pulsen. Den unge kvinde ved hans hoved tæller til 30 for at støtte rytmen hos ham der giver hjertemassage. Jeg sidder ved toppen af hans hoved. Stop. Hun giver ham 2 indblæsninger.
"Vi må bede publikum om at trække ud af salen," lyder en alvorlig mandestemme i højttalerne. Forsigtigt rejser 500 mennesker sig stille op. Bekymrede, nervøse, berørte, søger de mod udgangene i den modsatte side af salen.
"Fortsæt, jeg kan ikke mærke pulsen," siger kvinden. Den unge mand pumper rytmisk. 30. 2 indblæsninger. Fortsæt. Jeg ser døden i baggrunden. Klædt i en sort kappe læner han sig nonchelant op ad væggen. Afventende. Nikker til mig. Vi har mødtes mange gange før, og han er blevet vant til at jeg kan se ham. Det kan man ellers normalt ikke.
Hjertestarteren bliver rakt frem til en af teatrets medarbejdere, der sidder til højre for mandens skulder. Han river en klistret pad op, giver den til mig. Jeg klasker den præcist på Martins brystkasse. Højre side, under kravebenet, med en ledning forbundet til hjertestarterens elektriske kraftværk. Vi skal have strømmen på tværs, så derfor sætter jeg den anden klistrede pad til venstre, længere nede på siden af Martins brystkasse.
De to pads har suget sig fast til brystkassen og de har nu en lige linje mellem sig, en linje som går tværs gennem Martins hjerte.
"Analyserer, hold afstand," siger hjertestarterens mekaniske kvindestemme. Hun taler myndigt. Man skal adlyde hjertestarteren, sådan er det. Den unge kvinde har fingeren på den grønne knap for at sende strøm gennem Martins hjerte. Men forgæves.
Der er ingen stødbar rytme. Det betyder Martin praktisk set er død - døden strækker hals - men det betyder også at 6 tilfældige mennesker i en teatersal nu holder ham i live med hjertemassage og kunstigt åndedræt. Vi er på kanten mellem liv og død. Så længe den unge mand pumper, og den unge kvinde blæser luft i Martin, så længe kan vi holde Martin på de levendes side, selvom han er død.
"Fortsæt hjerte-lunge redning," kommanderer hjertestarteren. Døden trækker ligegyldigt på skuldrene.
Vi fortsætter. "Ambulancen er på vej," siger en fyr. Jeg kigger omkring os. Hele teatret er tomt, bortset fra vores lille gruppe forrest i salen til højre for scenen. Og så sker det. Martins hjerte har gennem massagen erobret en stødbar rytme.
"Analyserer, hold afstand. Gør klar til at støde." Den unge kvinde trykker på knappen. Strømmen smækker gennem Martin så han spjætter i en krampe der trækker alt sammen omkring hans hjerte. Han raller og stønner. Vi tror han er kommet tilbage, men det er han ikke. Han har stadigvæk hjertestop, som egentlig er et forkert udtryk. Der er liv i Martins hjerte, men kamrene flimrer og pumper ikke blodet rundt i kroppen. Hjertet er ikke stoppet, det er bare lidt forvirret, det flimrer.
Vi tror han er okay og ruller Martin om på siden til aflåst sideleje, men det er ikke okay. "Han kan godt have hjertestop stadigvæk, selvom han trækker vejret," siger jeg. Det kaldes agonal vejrtrækning i form af et par hørlige gisp, men det er ikke normal vejrtrækning. Kvinden ved hans side kan heller ikke finde pulsen. Vi trækker ham tilbage på ryggen. Hjertestarteren tjekker ham.
"Analyserer, hold afstand. Tryk på stødknappen, nu!" Damen i hjertestarteren er helt rolig. Det er fedt. Martin spjætter og gisper. "Der analyseres. Fortsæt hjerte-lunge redning!" siger damen i hjertestarteren. Den unge mand adlyder. 30 klem. Den unge kvinde trækker hovedet tilbage, 2 indblæsninger.
Paramedicinerne vælter ind. 3 stykker. Orange dragter, udstyr og en effektiv energi, helt rolige. "Fortsæt," siger den ældste af dem, tror han er læge. Martin får et nyt stød. De bærer ham ud i gangen hvor de har en professionel hjertestarter klar. Giver ham medicin. Stød.
Som en mægtig vind trækker døden sig ud af Aarhus Teater med kappen blafrende omkring sig. Der bliver helt stille omkring Martin. Han åbner øjnene. Han er reddet. De laver et EKG. Bærer ham ud til ambulancen og skubber båren ind. Lukker dørene, triller ham stille til sygehuset. Folk kommer ind igen. Sætter sig på deres pladser og oplever Cabaret.
Cabaret er en fed forestilling om at leve. Og da musicalen er slut, "klapper publikum med en af de længste applauser nogensinde på Aarhus Teater," skriver en tabloid på nettet. Artiklen har overskriften: "Chok til teaterpremiere: Mand faldt om med hjertestop." Vel, sådan kan man også sige det.
Fakta er, at Martin balancerede på grænsen og at en gruppe tilfældige mennesker trak ham ind på fast grund. Fantastisk at være menneske. Jeg er høj. Adrenalinet suser i mig. Det er helt normalt. Dagen efter er jeg ked af det. Også normalt. Alle de ting vi gør som er meningsløse. Livet er så værdifuldt at penge, succes og status blegner som et billigt klistermærke i solen.
At være med til at redde et medmenneske, en tilfældig fredag i et teater i Aarhus, det var et wake-up call også for mig.
Mand med hjertestop falder omkuld
Frie luftveje
Stabilt sideleje
Begynd hjertemassagen
Hjertestarteren ankommer
(*) Martin er et opfundet navn til beretningen. (Tilbage).
Kultur
Foto: Rumle Skafte★★Anmeldelse: 'Himmelvendt' på Aarhus Teater
Himmelvendt har gode skuespillere, resten mangler
23. april 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Normalt elsker jeg afgangsforestillingerne fra Den Danske Scenekunstskole. Der er altid noget nyt og interessant, og så møder vi oven i købet de nye skuespillere som vil præge scenerne i København og Aarhus de kommende år, og på filmsettet. Jeg anbefaler alle at se disse afgangsforestillinger.
Men ikke "Himmelvendt". Bliv hellere hjemme. Jeg kender dig. "Himmelvendt" er så ringe at du bliver sur og kræver dine penge tilbage, og det kan du ikke få, og så bliver der ballade. Så går du ind på Trustpilot og finder ud af, at du mindst skal give én stjerne til forestillingen, og så bliver du bare mere sur og boykotter al teater i Aarhus resten af dit liv.
Det kan vi ikke have. Nu giver jeg 2 stjerner for "Himmelvendt", så er du fri for at besøge Trustpilot. En stjerne for de 5 fantastiske nye skuespillere:
Godt, så du har altså 5 unge (og udmærkede) skuespillere. Så starter vi. Stykket er skrevet af
Men Szklany, noget er gået skævt i den korte vandring fra din høresans til din skrivemaskine. Historien er ikke autentisk. Den har ingen sammenhæng. Der er ingen drama. Ingen seriøse relationer mellem karaktererne. Kun en papirtynd smag af selfie og attitude. En høkasse fuld af postulater. Det er ringe, for at sige det pænt.
Hvordan kunne det blive værre?Ditte Marie Tygesen har lavet scenografien. Hun har skabt en kvadratisk scene på sin hjemmearbejdsdag. Tom. Plan. Jeg kan se det for mig, instruktøren
Der bliver hældt meget maling ud på gulvet i "Himmelvendt". Ingen ved hvorfor. Det er farverigt, men hvad er meningen? Attitude.
Kan det blive værre?Så, nu har vi 5 gode skuespillere. Ingen historie der giver mening. En plan scene med maling på gulvet. Hvad så? Instruktøren Line Paulsen kører i mål ved at fokusere på stykket fra kravebenet og op til overlæben. Hun instruerer at man skal aflevere replikkerne uden at anvende brystkassens volumen og da slet ikke få fat i kønnets styrke som er alt afgørende i skuespil. Dermed tømmes replikkerne for den sidste mulighed for autencitet. Og netop dér i det puritanske vacuum, - pludselige solglimt fra det ukontrollable livsglade kropssprog. Fedt.
Godt kropssprogJeg ved det er dygtige skuespillere vi har i "Himmelvendt", fordi de har så meget godt kropssprog der smutter ud mellem ribbenene. Det er trist at ingen af de professionelle teaterfolk lever op til skuespillernes talent. Sådan bør det ikke være. Fremover bør Den Danske Scenekunstskole fokusere på at give det ypperste til elevernes afgangsprojekt. Giv de unge mennesker et manuskript, en scenograf og en instruktør der formår at få publikum til at blive "Himmelvendt".
Gå ind og oplev de nye skuespillere og se for dig selv. Måske du ser noget som jeg overså, fordi jeg er en emotionel fyr. God fornøjelse.
Himmelvendt af Henrik Szklany
Medvirkende Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Emil Busk Jensen, Kristoffer Eriknauer, Sarah Simone Jørgensen (Alle studerende ved DDSKS, Skuespil, Aarhus)
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografi & kostumedesign Ditte Marie Tygesen
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign/komponist Sebastian Toft / Skt. DeLarge
Teater anmeldelse
Emilia Therese★★★★★Anmeldelse: 'The Supreme Gentleman', Aarhus Teater
Hej, må jeg binde dig og voldtage dig? Nej!
5. februar 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
- Et teaterstykke på Aarhus Teater om kvindehad, og mænd der ikke kan finde ud af at skabe kontakt til kvinder.Men se med her. Der bliver kastet flere jokere fra scenen ud til publikum, så stykket ender med 5 stjerner.
Incel, de monstrøse mænd fra helvede der hader kvinderKender du incel? Det er et amerikansk/canadisk fænomen som også lever i Danmark. I Nordjylland er en ung sindssyg mand netop blevet dømt for at planlægge skoleskyderier. Han var med i incel, det digitale univers hvor ensomme mænd - der aldrig kommer til at have sex med en kvinde - gejler hinanden op til et gigantisk kvindehad.
Jacob Madsen Kvols spiller en karakter der er online broder til fyren i Nordjylland. En skæbne-bror der minder om de tusindvis af unge mænd online, som hader kvinder. Det er unge mænd der er overflødige i den genetiske udvikling. Mænd der i gamle dage kunne få sig en kvinde, nogle børn, og gå i hundene bagefter.
I dag vil kvinder hellere bo alene end at leve sammen med en gal mand. Derfor må mændene i incel gå i hundene alene, ensomme og ulykkelige - i nogle menneskers øjne genetisk uanvendelige i evolutionen.
Spørgsmålet stykket forsøger at stille er: "Hvad er incel? Er incel en karakter-afvigelse, eller et kulturelt betinget had til kvinder? Måske begge dele?" Flot perlerække af ord i dramaet om misogyni. Men er kvindehad forbeholdt mænd?
Kvols er en dygtig skuespiller som kan tale med ca. 160-180 ord i minuttet. Og så er der pause. Og flere ord. Kunstpause. Ord. Mimik, krop, projektioner på den digitale kulisse. Ord. "The Supreme Gentlemen" varer en times tid. Jeg gætter på at manus indeholder 7.000 ord, måske flere.
Kvols giver dig med legende lethed samtlige 7.000 ord i korrekt rækkefølge, intonation, gestikulation, animation, indlevelse, medlevelse, kommunikation. Hans præstation er helt klart stykkets stjerne nummer 4, og en super årsag til at du skal se "The Supreme Gentlemen".
Karakteren på scenen fremstår nuanceret, synes jeg. Ja, han er svag og ser sig selv som offer, men han går også i dialog med publikum. Provokerer os: "Ser du også de pornofilm hvor kvinden bliver dræbt til sidst?"
Fyren i publikum svarede "nej", og det forstår man godt. Men via hullet i den fjerde væg vækker stykket til samtaler om kvindehad, misogyni, efter vi har forladt Aarhus Teater. Har vi noget i vores danske kultur som er kvindehadende? Jeg tror det ikke, men nogle steder i verden har man kvindehad. Læs for eksempel denne aktuelle CNN-reportage om misogyni i Indien, hvor kvinderne i en landsby hepper mens mændene i en forsmået familie voldtager en kvinde, der afviste deres bror.
Måske har vi også sådan noget kvindehad i Danmark? Hvad er din oplevelse?
Den femte stjerne er den digitale vægUanset opsætning, alle dramaer har en kulisse. I "The Supreme Gentlemen" kommer du til at opleve en digital væg bag Kvols som skaber perspektiv til hans ord. Jeg synes den er meget velfungerende. Kvols tager billeder mens han taler. Skarpe billeder som overføres live til den digitale væg. Klare billeder der degenererer, bagefter.
Sådan er det også for nogle unge mænd. De er omgivet af vores kulturs billeder online. Billeder af dem selv. Billeder af kvindehad. Billeder der forvitrer med samme hastighed som den unge mands sjæl. Billeder der bliver fragmenterede med samme hastighed som udviklingen af vanvid i den unge persons sind. Fungerer fint for mig, tak til Nathalie Mellbye.
Har du nerver til høre fortællingen om kvindehad?Nanna Cecilie Bang har skrevet en monolog som mange steder er ubehagelig. Fordi den sætter ord på det kvindehad der lever i nogle kulturer. Bare at høre ord om mishandling og udslettelse fik det til at vende sig i mig.
Jeg tror pointen er, at unge mænd nøjes ikke med at høre ordene, de ser også videoer af kvindehad der ødelægger sjælen, foran computeren i værelset nede i kælderen. Det må klart være værre end ord talt fra en scene.
Så sidder de der, de unge mænd, udstødte og ubrugelige. Ofre for en genetisk misandri, fordi de er ude af stand til at skabe en god kontakt til kvinder.
Tak for oplevelsen. "The Supreme Gentlemen" kan klart anbefales, hvis du har nerver til at høre sandheden om livet sådan som karakteren oplever den.
Incel - involuntary celibate
Alana, hun opfandt incel i 1993. Et mødested på nettet for mænd og kvinder som er ensomme. Unge mennesker hverken har haft en kæreste eller sex i lang tid, måske aldrig. Hendes online forum består i dag hovedsageligt af vrede unge mænd som hader kvinder.
Kilde: Wikipedia The first online community to use the term "incel" was founded in 1993; a Canadian university student known only by her first name, Alana, created a website to discuss her sexual inactivity with others. In 1997, she started a mailing list on the topic that used the abbreviation INVCEL, later shortened to "incel", for "anybody of any gender who was lonely, had never had sex or who hadn't had a relationship in a long time".
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Over Vadehavet', Teatret Svalegangen
Iskoldt teater om Frikkes dødvande
25. september 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Du må ikke sige noget med indhold. Tal ikke om følelser, sex, familie, lyster, drifter. Du er nemlig vokset op i et puritanskt, kristent dødvande, alt hvad der er sjovt og frit er lukket land for dig. Hvad gør du så?
Kepny's stykke er skræmmende teater der viser den støvede puritanismes brug af faktuelle ord og bagvendte filosofiske betragtninger. Det løber koldt ned ad ryggen, det er godt teater.
Puritanere vil hellere snakke om musvitter end om sig selv, sine følelser og tanker
En af min mors mange ægtemænd var fuglekigger. 100% faktuel. Vidende. Han fik strålende øjne når han redegjorde for naturens orden. Han lærte mig om hestehullerne på Vestkysten, og sort sol. En gæv fyr, sund og fornuftig.
Men kunne han fortælle om sine følelser, tanker og sjove oplevelser? Nej. Den gamle (nu afdøde) vestjyske kristendom magter det ikke, og han var født ud af den. Hans barndom gav stadig ekko og mundkurv i hans sjæl, selvom hans forældres sortkjolede husmandssted var jævnet med jorden for mange år sigen. Han vidste, man må bøje hovedet og nøjes med at gøre sin pligt. Det er den frihed man har. Pligten, og ikke andet.
En historie om pligten til at lytte til sin mor, fordi hun havde pligten til at give dig liv
I stykket 'Over Vadehavet' møder du to gamle koner, og en ung mand der hedder Frikke. De er taget til Vestkysten for at kigge på fugle. Gøre observationer. Tælle knortegæs, trækfugle som yngler i Sibirien. Bestemme arter og gøre notater i et hæfte.
Ja, det er kedeligt, og det er netop pointen i stykket. Al pligt er afsporende og fordærvende. Friheden til at leve er der imod ansporende og forfriskende. Friheden er vores lyst, og vi kan træffe empatiske valg, selvom vi er frie.
Undervejs har den unge Frikke svært ved at træde i karakter. Hans mor, Iversen, er pligtens fornuftige æseldriver. Veninden, Gram, er moderens modsatte spejlbillede, udfordrende, provokerende. Frikke selv ønsker bare at forsvinde, rejse væk, finde friheden i sit eget liv. Men hvordan kan han det?
God scene for filosofiske betragtninger, en ærlig scenografi
Gitte Baastrup har skabt en udmærket scenografi. Det føles som om vi er på en observations-plads i Vadehavet, det er så fint.
Der er meget humor i stykket. Mange filosofiske betragtninger på begrebet frihed. God skildring af puritanismens tomme brystkasse. Hovedpersonen forsøger at gøre oprør, finde sin lyst! Men du ved det er svært. Hvis vi kunne flyve som trækfuglen, så måske vi kunne komme til et andet himmelstrøg og forlade vores kolde barndom. Frikke er i tvivl. Han undersøger sagen. Om det lykkes ham at slippe væk, fri som fuglen, det må du tjekke for dig selv.
Over Vadehavet af Jens Kepny
Instruktion Hans Rønne
Scenografi
Medvirkende
Tekniker Poul Jepsen
Instruktørassistent
Teater anmeldelse
Emilia Therese★★★★Anmeldelse af 'En Fortælling om Blindhed' på Aarhus Teater
Barsk 3D lyd får dine ører til at rejse sig
29. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.
Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.
Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.
Lyden er 3D, du er fanget i et vanvidUnder forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.
Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.
Lugten af gymnastiksal og krudtrøgNår en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.
Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.
Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.
En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.
Teater anmeldelse
Rumle Skafte★★★★★Anmeldelse af '100 Sange', Aarhus Teater
Hvad lavede du de sidste 3 minutter inden verden blev flænset i stykker?
10. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Du får en god historie om verdens afslutning i '100 Sange' på Aarhus Teater. Scenografien er SÅ meget banegård. Og midt i scenegulvet, banegraven hvor de døde rejser sig. Tøjet på de 6 unge skuespillere er fyldt med støv efter at verden blev flænset i småstykker, men ingen gider børste støvet af sig. De vil hellere fortælle historien om den sidste sommerdag i Europa. Den morgen verden sprang i luften. Cirka kl. 8:52 og frem til 8:55.
Det er Roland Schimmelpfennig der har skrevet historien. Den har lagt på køl længe i hans sind, det mærker man. Tysk kølighed. Præcision. Absurd.
Han stiller spørgsmålet: Hvad lavede du i grunden de sidste 3 minutter af dit liv? Stykket giver svaret med sangene fra de hundrede mennesker der sidder i toget, venter på fløjten til afgang 8:55. De sange vi bærer i hjertet, vores liv. Vi lever, det er svaret.
Alle bærer en sang i hjertetAlle mennesker bærer en sang. En fortælling. Et drama. Du møder dem i i stykket gennem en billed- og dialogstorm samlet i et stort kaos - men et velordnet kaos - af ord, livsfragmenter, sange fra radioen, forelskelse og fortabelse. Skuespillerne dribler elegant. Skifter roller. Gentager sig selv for at udtrykke det originale. Og de står stærkt på scenen, årets hold fra Den Danske Scenekunstskole.
Stærkere end StuttgartFaktisk bedre og stærkere end den prøvesmag af forestillingen jeg har set fra teatret i Stuttgart, også på grund af Katrine Gjerdings banegårds scenografi. En stærk præstation som bliver så meget smukkere ved at skuespillerne skifter roller med hinanden uden tøven. Det er et overlegent og forførende studie i ansigtets udtryk, følelserne i vores øjne, livet i vores hænder, skæbnen der står klar med køllen for hver enkel af os på det mest uventede tidspunkt.
Fremragende sublimtSe for dig selv. Der er 5 stjerner for den kølige historie, den fortræffeligt elegante og kunstneriske scenografi, instruktionen, temaet om tilværelsens absurd sårbare og urokkelige skønhed, og for den fremragende scenekunst fra de seks nye skuespillere.
Så klare øjne, så hurtige skift, imponerende godt skuespilarbejde. De kan slukke og tænde øjets lys hurtigere end lyskontakten. Skifte karakter hurtigere end jeg kan skifte jakke. Tak for den oplevelse. Sublimt.
100 Sange af Roland Schimmelpfennig
Iscenesættelse Viktor Tjerneld
Scenografi Katrine Gjerding
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende
Amalie Drud Abildgaard
Ane Stensgaard Juul
Joachim Bach Rosendal
Ludmilla Faber Striim
Martin Ivan
Ulrik Windfeldt-Schmidt
- Alle skuespillere er studerende på Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus.
Teater anmeldelse
Kaare Viemose★★★★Anmeldelse 'Skabelse' på Teater Refleksion
Skabelse sætter gang i vores fantasi
29. november 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Fantasi er menneskets største skaberkraft, som vi har medfødt. Men ligesom muskler skal den udvikles allerede i barndommen. Fantasien skal styrkes, og den bør have næring. På Teater Refleksion får publikum i disse dage et kraftigt kosttilskud af ren fantasi, så det er en fornøjelse af mærke.
Fantastisk historie om fantasiSkabelse er en finurlig forestilling. Levende lydeffekter. Dukketeater og live video på scenen. Sådan får dukkeførerne og lydmageren figurerne til at blive lyslevende i en fantastisk historie.
En histore om at skabe.
Gennem en lang eventyrlig rejse, udfolder scenens to hovedfigurer sig ved at plante træer, der bliver til en skov med skræmmende løver og springende antiloper. De bygger byer og flyver til universets ende, de blinkende stjerner.
Kyndigt udført, flot sat i sceneMed levende video bliver forestillingen samlet på en skærm. Dukkeførernes arbejde foregår i en sandbænk, og det transmitteres direkte op på skærmen. Sådan kan publikum nyde de to sider af skabelsen på samme tid. Fusionen mellem det rent praktiske, hvordan dukkerne styres, træer sættes ned i sandet, dyrene rykker frem. Og fra den anden side. Historien der samles på fantasiens skærm.
Meget inspirerende. At kunne se hvordan et stykke pap bliver til en historie for øjnene af publikum. Byer bryder i brand. En dreng og en pige leger tagfat i skoven. Fantasifuldt, og det er godt.
Skabelse
Medvirkende Rebekah Caputo, Jacob Kirkegaard, Henrik Andersen
Instruktør Bjarne Sandborg
Instruktør assistent Helle Sikjær
Dramaturgisk konsulent Jesper B. Karlsen
Dukker Cato Thau
Scenografi Mariann Aagaard assisteret af Kirsten Rosenkrantz Grann, Anna Maria Olby Bertouch-Lehn, Babara Katzin
Musik/lyddesign Henrik Andersen, Morten Meilvang Laursen
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Sigurd Dissing , William Højberg Nielsen
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse 'En Plads i Solen Teatret' Svalegangen
En Plads i Solen vinder på sin medfølelse
31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.
Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.
Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.
Super effektiv scenografiScenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.
Super.
Klog historie af JulieJulie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.
"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.
Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.
Ekstrem fornuft ofrer de uskyldige for fællesskabets skyld?Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.
Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.
"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.
Ekstremisme er noget pisMin bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.
Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?
Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.
Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.
Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.
Et kik ind i rædsels kabinettet"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.
Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.
"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.
"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.
"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!
"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.
Hvordan håndterer vi ekstremismen, uden selv at blive ekstreme?Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?
Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.
Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på
En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
Bjarne Stæhr★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult
Danmarks Kejser kan sove trygt i nat
22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.
Eller kan hun?
Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?
De unge gider ikke mere løgnDer er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.
Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er
I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"
God musik, god scene, god optrædenKejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.
I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.
Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.
På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.
Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.
Det slutter med et slag i ansigtet med en våd regnfrakkeJeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.
Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.
Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.
Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann
Teater anmeldelse
Foto: Emilia Therese★★★★★Anmeldelse af 'Teaterkoncerten C.V. Jørgensen', Aarhus Teater
Teaterkoncerten der får folk ud af papkassen
15. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino
De gør sig umage, og det er underholdende. I aften begyndte jeg at trække vejret igen, i alt forsigtighed, selvfølgelig, for ikke at gøre en hel sal på
Cederholm og co. har skubbet denne bevægelse i gang og omdøbt den til Teaterkoncert C.V. Jørgensen. En ny Teaterkoncert født af tekster fra en mand der i sin kunst har delt tanker fra kanten af verden. Med et par ironiske briller har han skabt et vue der gennem mange generationer har vækket de sovende. Det er svært stof at omsætte denne mands bid i menneskeheden, for hver tekst har sit eget univers. Teamet bag forestillingen lod sig dog ikke skræmme mere end at de godt turde give et bud på en ny tolkning. Teaterkoncerten har sit eget præg og de har mod til at gå nye veje med de gamle klassikere så som ”Det si´r sig selv”, ”Indian Summer” og mange flere.
I vågen kampI mørket oplevede jeg det som om C.V. Jørgensen blev hentet ind fra kanten af verden, for at gøre os alle glade. Sangeren der hellere vil spidde end boble. Kan det mon lade sig gøre at gøre ham til en hip model, tænkte jeg. Første akt var et forsøg på at socialisere teksterne til at være en bondegårdslade og peppe tilværelsen op for ”midt-borgerne” i en tænkt koreografi der ikke gav meget grobund for dybere lag. Næste akt åbnede de kære ”Midt-borgere” mere for ”kasserne” i C.V Jørgensens lyrik og her tog performerne mig med ud til kanten. I stedet for at plante kantstenen i deres trygge midte, slap de ham fri og levede dermed mere op til stenkast og skrammer man kan få som usleben kampesten med hang til ironi i en civiliseret verden. Jeg er taknemlig for dette skifte, for jeg oplevede en større vågenhed, mere oprør og en slags ”uvorn” gavtyveri som kildrer i alle bekymringerne, som jeg nu engang har i mit snævre bur.
Små harmoniske perlerMusikken var underholdende og dejlig i sin helhed. Små harmoniske perler der dansede i ørerne for en tid. Vokaler der changerede i lige vinkler med små fine krøller i enderne og som blev båret frem af solide sang-håndværkere. Skuespillere i stærke udtryk der alle var i fint sammenspil til musikken. Herunder også lyset og kulisserne der åbnede og lukkede scenens flader og rum i en scenisk flikflak.
Kunstens væsen er vor nødvendige vejrtrækning i samfundet, og forestillingen med Cederholm og co. er en berigende og skøn oplevelse.
Tusind tak til teamet bag Teaterkoncert C.V. Jørgensen og til Aarhus teater der igen er på banen i kulturens navn.
Aarhus Teater præsenterer Teaterkoncert C.V. Jørgensen i samarbejde med Aveny-T
Tekst og musik C.V. Jørgensen
Koncept og iscenesættelse Nikolaj CederholmMusikalske arrangementer Kåre BjerkøScenografi Jon StephensenKoreograf Anja GaardboLysdesign Jonas Bøgh, Sune VerdierLyddesign Malte OscarMedvirkende Nive Nielsen, Tue West, Mark Linn, Nana Schwartzlose, Simone Tang, Emil Prenter, Carl-Christian Riestra, Johan Klitgård,, Siff VintersolTeater anmeldelse
Dramatisk udgave af Kaj Munks Ordet på Aarhus Teater
10. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hvis du tror hårdt nok, så kan dine bønner vække de døde til live. Sådan er historien i Kajs Munks teaterstykke "Ordet" på Aarhus Teater.
Kaj Munk selv var gennem livet - inden han blev skudt af 3 nazister i skovkanten vest for Silkeborg - en passioneret forfatter. Det er en dramatisk historie fra det barske miljø på Vestkysten, hvor man hellere ofrer sit eget barn og lytter til en forestilling om en gud i skyen.
Det hårde folk på Vestjyllands kystMunk kendte strandens folk da han ankom til Vedersø, for at være deres præst. Han kendte deres hårdhed, og han kunne lide det, fordi han var en forholdsvis dum mand som ung. Men han kunne ikke lide hvad der sker i videoen. Det er en scene der plagede Munk fra hans eget liv. Naboens kone Marie bløder ihjel.
Inden tyskerne skød Kaj Munk, havde han troet på at hans gud skulle stå på jorden så flot som Mussolini og Hitler. En stærk mand der bestemmer alt, en tyran, en diktator.
Kaj Munk var frihedskæmper med ordet i sin magtMen Munk fortrød da han blev lidt ældre og Vestkystens salte vind havde renset hans tanker. Kaj Munk skiftede synspunkt.
Da krigen kom til Danmark blev Kaj Munk en af de frihedskæmpere der havde ordet i sin magt. Den spinkle, splejsede mand, der troede på en gud der blæser i vinden, han var modig. Ordet på Aarhus Teater handler om dét mod: At din tro på livet, at den er større end døden.
Måske kan man faktisk vække de døde til live. Se for dig selv, "Ordet" af Kaj Munk på Aarhus Teater.
Teater
★★★★★Anmeldelse af 'Nøddeknækkeren'
”Nutcases” på BORA-BORA
11. december 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Hvad ønsker du dig til jul? En pose blandede bolsjer eller måske en balletoplevelse som for eksempel Nøddeknækkeren? Personligt vil jeg hellere være i selskab med en flok ”nutcases” fra det ydre rum og det ønske fik jeg opfyldt på
Der er intet i vejen med den klassiske ballet forestilling, har selv en svaghed for ballet, men i aften blev den kære gamle fortælling vendt på hovedet af en europæisk performansgruppe og det eneste der forblev tilbage fra det oprindelige var små passager af musikken. I stedet fik vi en absurd historie om en kæmpe nød der befinder sig på planeten ”Tchaikovsky” i det ydre rum. Her på denne planet er julen en teatralsk højtidelighed fyldt med musik, sang, gymnastikøvelser, og henrivende sylfidedans, hvor alle tyk som tynd er velkomne til at udfolde sig på bedste vis, - og det gør alle performerne. Med stor charme og max volumen på følelsesudtrykket indtager de scenen til publikums hjerter gibber af vellyst og livsglæde.
Juleeffekter i overdriveDenne nyfortolkning af Nøddeknækkeren er fyldt med absurd humor og vidunderlig charme. Det er ganske befriende at tage en pause fra alt selvhøjtidelighed og sund fornuft og i stedet lege med på denne gale gruppes underholdende julespas. Scenografien er flot og musikken er indtagende, og de sparer selvfølgelig ingenlunde på juleeffekter. Publikum fik den helt store pakke, til vi knækkede (som nødder) af grin.
En varm anbefaling til en glædelig julSå hælder du til at tro at julen er en alvorens tid, så lad truppen John Housband binde dig noget andet på ærmet, for det er bestemt meget vigtigere at mærke livsgnist og vovemod i vintermørket, end at tage alting med alvorlige miner. Kan varmt anbefale en skøn oplevelse i denne juletid på BORA-BORA der i år for første gang giver sceneplads til en rigtig juleforestilling. Glædelig og humoristisk jul til alle og må I knække de hårde nødder i møder på vejen gennem højtiden, så der bliver lidt mere plads til alle i den mørke vintertid.
Tusind tak for en vidunderlig forestilling i selskab med teamet bag Nøddeknækkeren og til BORA-BORA i dejlig julestemning.
Nøddeknækkeren
Skabt og performet af Dennis Deter, Anja Müller, Roger Sala Rayner, Melkorka Sigridur Magnusdottir, Alma Söderberg, Henrik Willekens
Dramaturgi Igor Dobricic
Scenografi og kostumer Magnus Leifsson
Lysdesign Jochen Hagen
Musik Pjort Ilyich Tchaikovsky, John Houseband
Dans anmeldelse
★★★★Anmeldelse 'Pigen Under Vandet på Katapult'
Ensomhedens kunstværk
26. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino
”Jeg drukner”, synger
Med hårdhed beretter hun om sin adskillelse fra kroppen ved at fremfører sig selv som aggressiv femme fatale der skånselsløs bruger andre til at gøre sig selv fortræd. Jeg følte mig nærmest pisket, som publikum, af hendes fremstilling af den ulykkelige strategi. Væmmes ved beskrivelserne af den voldelige seksualitet i Pigen under vand, der handler om at det traumatiserede menneske kan videreføre de seksuelle overgreb mod sig selv som voksen. En meget alvorlig konsekvens men også en realitet for mange der i traumatiske situationer er blevet frarevet deres egen krop.
Transformation fra ensomhed til fællesskabPigen under vand er en voldsom teateroplevelse, men giver også bud på at der i livet også findes transformation. At udtrykke de mest smertefulde oplevelser gennem sin kunst, bærer så meget forløsning og håb ud til alle der gerne vil danse i lyset. En blanding af video, lys, musik, drama og digte fletter en historie sammen om et væsentligt tema, som er utrolig relevant at belyse.
Tusind tak til teamet bag Pigen under vand og til Teatret Katapult som inviterede dem til Aarhus.
Pigen under vand Gæstespil af The Art of Transformation
Musik, vokal, tekst og video Lotte Arnsbjerg
Musik Carman Moore
Cello Henrik Dam Thomsen
Medvirkende Lotte Arnsbjerg
Instruktion Malte Claudio Lind
Lyddesign, lyd og videoteknik Inuk Thomsen
Lydproduktion Christoffer Høyer
Video Caterina Bertolotto
Lysdesign Clementine Tulzi
Teknik Malene Andreasen
Kunstnerisk mentoring Trevor Davies
Fageksperter Helle Knudsen og Stefan Green Meinel
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'The Nether', Teatret Svalegangen
Forbyde vold og porno på internettet?
9. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum sidder på siderne af et virtuelt børnebordel. Vi elsker Iris. Hun er skøn når hun hopper omkring på scenen iført røde underbukser, glatte ben og en sommerkjole der løfter sig når hun laver piruetter foran Papa. Hun griner og leger, fuld af barnets livsglæde og kærlighed. Skræmmende, der er noget galt.
Papa er gammel og syg, hun er et barn. Han er pædofil og programmør. Bordellet er skabt til verdens forpinte kvinder og mænd, så de kan bruge et barn seksuelt i en virtuel verden. Udleve lysterne. Kunderne lærer at dræbe barnet med en økse for at holde følelserne på afstand. Som et rødt klimaks dekoreret med hvide striber af liv.
Straks efter drabet er Iris spillevende igen. Fordi Papa har skabt et computerspil med lyde og dufte, sansninger som om det var virkelighed. Det er en god forretning. Det virtuelle liv på nettet, livet uden konsekvens.
Milliarder dræber hver dag på nettetJeg er ret vild med stykket. Scenografien af Siggi Oli Palmason fungerer fint med sine farvefulde kulisser og stramme sorte felter af fængsel. Det er udbredt, fængslet. Virkeligheden er kedelig. Milliarder af mennesker skyder folk på nettet, kører dem ned med biler, voldtager dem, sprænger dem i luften.
Hvor kommer det fra, al den vrede mod andre mennesker? Lever vi forkert, eller er det bare menneskets væsen at vi vil udslette de andre.
Elsker vi mere virtuelt end reelt?Lyset er super takket være Hen Sloth. Præcise inddækninger og farveskift. Fra det sorte til det farverige. Det er jo det vi ønsker. At forvandle ensomheden til strålende likes og flotte selfies. Vi hungrer efter forbindelse og at blive set. Det kan vi online, men ikke altid i Ikea når familien sidder og æder kartoffelmos og kødboller.
Er den virtuelle verden bedre end virkeligheden? Mange siger ja. Den digitale verden afskærmer os fra følelserne, sansningerne, hjertet, huden. At leve analogt kan være skræmmende og ensomt.
Skal vi slukke det virtuelle liv?Skuespillerne er dygtige.
The Nether skaber debat blandt publikum. Skal vi gøre noget? Forbyde vold og mishandling online? Har det en negativ konsekvens i virkeligheden, når vi skyder folk på nettet og sprætter fjenderne op med en kniv. Skaber nettet forbrydelser, eller holder internettet potentielle gerningsmænd hjemme i soveværelset, indespærret i en syg fantasi foran computeren?
Personligt tror jeg på den sidste. Internettet gør os impotente, uanset hvor mange zombier vi skyder online. Min kvinde har det modsatte synspunkt. Billeder af vold gør os voldelige, mener hun. Og hvad synes du? Skal vi slukke nettet og hellere udleve vores lyster i virkeligheden? Snakke med hinanden mens vi æder de kødboller i Ikea. Være her lige nu i hverdagen, og mærke konsekvensen?
The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre,
Instruktion Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Hen Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Forestillingsledelse Signe Albeck Lausen
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'Cabaresque' med ægte sex på scenen
Ægte sex på scenen i Cabaresque
29. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Jeg sværger, dén kvindelige sabelsluger gav mig røde kinder - jeg blev skræmt - og det havde jeg ikke forventet i kulden foran Radar, for at se Cabaresques Halloween Show. Køen var lang, og folk er vant til det. Det handler om at komme først indenfor, ellers skal man stå op. Publikum er vilde med Cabaresque, mange er blevet rigtig glade for showet, og det er ikke første gang de er her.
Hun borer sig i næsen og sluger sværdCecilia Gosilla borer sig i næsen med en lille handy boremaskine, og banker et søm ind i kraniet med en hammer så der kommer et par dråber blod (måske teaterblod) ud af næseboret. Publikum hujer og klapper. Så tager hun et sværd, 1 meter langt, og sluger det. Hjælp mig. Det er lysår fra klassisk teater og dans, det er burlesque, det er en pølsevogn på havnen i frostvejr, det er en kop varm kakao på toppen af Himmalaya. Yderst anvendeligt i en kold tid.
Cabaresque er seksualitet uden skamCabaresque handler om glæden ved at leve. Cabaresque er underholdning for alle de mennesker som ikke er perfekte, og vi gider heller ikke forsøge at være det. Frodige arme, stort rødt skæg, tatoveringer, brede hofter, smalle skuldre. Alle os der er udstødt af perfektionen, og det gælder faktisk det største flertal af menneskeheden. Vi er ikke perfekte. Vi er alle de 'forkerte' mennesker, og vi nyder skamløst sex i sin mest direkte form. Sådan er ægte seksualitet. Det er ikke noget at skamme sig over.
Direkte sex på scenen uden at være nøgenIndenfor i varmen starter showet og aftenens vært triller frem med langt, sort hår, stramme hofter, latex og en koket bule under kjolen. Enormt charmerende fyr, en lækker kvinde, professionel vært helt ud til spidsen, charmerende.
Også derfor er der sex stjerner til Cabaresque. Showet er professionelt. Lyden, lyset, koreografien, indholdet, kontakten til publikum. Alle scenefolk kan lære noget her. Gennemført kvalitet.
Og så kører vi. Historierne fortæller om kærlighed og smerte, skønhed og livsglæde, humor og sjov. Mange scener fokuserer på sex. Ikke på den nøgne krop. Ikke på samlejet. Det handler om sex i Cabaresque, og det er ganske forfriskende at se direkte sex på scenen: Forførelse, dans, stolthed, selvrespekt, nydelse, ophidselse. Den sande sex, den vi kan mærke uanset hvordan kroppen er formet. Den vi kan nyde når vi er fattige og unge, uden hverken sommerhus eller elbil. Sex i sin mest rå form, hvilket er ren livsglæde, humor og sjov.
Tjek det ud og oplev Cabaresque. Der er shows over hele landet. Tak for den oplevelse.
Show anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'Typisk Jonathan Spang'
Jonathan Spang er Danmarks - i øjeblikket - største stand-upper
23. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Så stod han der på scenen. Alene i gummisko og sorte bukser, og vi var tusinde der kiggede på ham. Den sjove fyr fra Tæt på Sandheden. Pernille Vermunds første-elsker. Hendes mands foretrukne dartskive. Den mandlige sygeplejerske der river hæfteplastret af min gennemskårne samvittighed. Ham der får mig til at grine ad sandheden. Og den er. Fuck Føtex. Fuck McDonald. De lovede os en fremtid med flyvende biler, men vi er endt som flaskedrenge med sodavand på hænderne når vi føder dåseøl ud af plasticposen og ind i flaskeautomaten. Vi blev lovet en fantastisk fremtid, men er endt i Føtex med en naziofficer der overvåger os mens vi arbejder gratis for supermarkedet, scanner vores varer selv uden at få en krone for det. Trykker på McDonalds gigantiske staveplade, fordi McDonalds mad er så ringe at de ikke har ansat folk til at sælge den. Det må du selv gøre. Velkommen til fremtiden. Det er her du bliver fucked.
Koreanske politikere og DR-sex med hesteI takt med at politik er blevet din mors feriebilleder fra kvindelejren på femø i 1978, klam og ulækker, har
Vi gider ikke politik, med mindre Jonathan snakker om det. Det er sjovt. Underholdende. Det er sandt hvad han siger.
Klimaet er en veganer med tynde armeVi andre vil hellere snakke om klimaet. Jeg så en fyr smide et cigaretskod på gaden i morges, og i går aftes serverede min svigermor kalvesteg uden at tænke på miljøet. Jomfru Maria er blevet pornostjerne, og Lenin er et punkband. I dag er det eneste hellige vi har tilbage vores miljø. Veganerne prygler deres familier til konfirmation, og kæresten når de er ude og spise på 1 års dagen.
Miljøet er min religion, og den skider Jonathan Spang i. Med åben pande og lune, ja faktisk kærlighed. Han driller os. Der er ingen der bliver hånet, og heri ligger det nye i Spang. Han er ungdommens komiker. Nægter at nedgøre den som ligger ned. Det er et fint karaktertræk ved ham.
Jonathan Spang leverer altid sine pointer som kærligt drilleri, og i form af hvad livet gør ved ham. Alt hvad han siger kender vi fra os selv. Han er en nar i den bedste mening. En hofnar i en tid hvor ungdommen ikke længere magter at forage deres forældre, fordi de selv ikke magter andet end sure miner fra Tante Annas mund. De er forargede. Som ofre på papkrykker, ungdommen kan blive forarget. Tynde arme uden døde køer, og det virker, fordi vi gamle er forargede over at blive forarget. Det griber sig selv i halen. Undskyld.
Vi elsker historierne om sandheden, tak JonathanJonathans show "Typisk" kommer rundt om generationerne, klimaet, me-too, kønsroller. Men stærkest er hans sublime evne til at fortælle historier. Håber han får mange børn, og de formerer sig voldsomt, så de kan besøge ham når han er 100 år på plejehjemmet og høre ham i kantinen fortælle historierne som vi elsker. Historierne om sandheden. Det er dem der kildrer bedst og får os til at grine mest. Tak for det, Jonathan.
Show anmeldelse
Kollage★★★★★Anmeldelse 'Corydong' Teatret Svalegangen
Politiker scorer kassen. Ny redaktør på Anders And
30. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Ja, socialdemokraten Bjarne Corydon fik et fedt job på finansfyrsternes Anders And Blad, dagbladet Børsen, og drengene gaflede alle 20 millioner kroner hver fra kagefadet, dengang DONGs mødom og skæbne blev solgt til en af verdens mest forhadte virksomheder. Det var en fed fidus som amerikanske pengefolk tjente milliarder på.
DONG lå bare der og lokkede med sin frugtbarhed, danskernes energiselskab fuld af olie, gas og vindmølleparker på vej. Som en stribe friske jordbær i en have uden vagthund. Ingen kan sige nej til et ubevogtet jordbær.
Tillykke med det. Svindlere.
Du er for dum til demokratiDu ved det måske allerede. Høvdinge på Christiansborg styrer Danmark med spindoktorer og journalister på de store medier. Det er fordi du er for dum til politik. Faktisk er demokrati alt for vigtig en sag til at man kan overlade det til almindelige folk.
Teaterforestillingen CoryDONG på
Bjarne Corydon har en træls karakter i teaterstykket CoryDONG, og måske er han i virkeligheden en guttermand. Men hans person er slet ikke så vigtig. Ja, han var med til at vi gav 10 millarder til nogle folk i USA for absolut ingenting andet end varm luft. Herregud. Folketinget stod bag ham.
Det er ikke noget alvorligt, nogle milliarder her og der.
Pyt med DONG, fordi Danmark taber jo milliarder hver gang Folketinget køber en stak jetjagere fra USA, bygger supersygehuse der skal sælges til forsikringsselskaber, skåler i god Italiensk vin og siger ja til 100-vis af ubrugelige tog, indkøbt til de nedslidte danske jernbaner som skal sælges til tyskerne.
Landet styres af udemokratiske bøllerHvorfor begår Folketinget i grunden så ufatteligt mange dumheder? Det er fordi bøllerne styrer landet. Mette Frederiksen. Lars Løkke. Bosserne. Den slags typer. Bjarne Corydon, dengang som minister, nu i en ny rolle. De menige folketingsmedlemmer får aldrig så mange fakta på bordet, at de overhovedet aner hvad de stemmer om.
Som menig politiker stemmer du det samme som din partiformand, og han/hun siger at sagen er alt for kompliceret, og den er behandlet færdig i ministeriet. "Har du nogen spørgsmål?"
Dét er sandheden om Christiansborg, påstår teaterstykket. Du ved ikke hvorfor sygehusene skal sælges. Du ved ikke om det er fornuftigt at bruge 100 milliarder på krigsfly. Men jeg garanterer: De menige politikere på Christiansborg, de aner det heller ikke.
Landet styres af en håndfuld politikere og finansfyrster som skraber til sig. Resten af os er bare målskiver for spindoktorerne.
Vældigt deprimerende. Men også sjovt.
CoryDONG er fed underholdning. Stykket er politisk, og jeg ved ikke noget værre end det. Jeg vil have drama, kærlighed, emotioner og gode historier på teatret. Men CoryDONG er altså vellykket som et stykke politisk teater, fordi det afslører problemet med Christiansborg:
- Menige politikere forhindres i at få viden om hvad de stemmer om, fordi de er kun stemmekvæg. Og bøllerne har givet frikort til de statsansatte spindoktorer, så de frit kan fylde danskerne med løgn uden at journalisterne kan fange dem med aktindsigt, fordi vi er også kun stemmekvæg i bøllernes øjne.
Når man lever i en osteklokke og kun tænker på penge og magtEn aktuel måling af danskernes tillid til politikere siger 29%. Vi er 71% der har gennemskuet det rådne æble, og vi forstår at mange politikere lever i en udemokratisk osteklokke hvor de hytter deres egen ost.
Nej, nu må jeg stoppe. Ellers ender det med jeg bliver politisk. Men det var godt teater. 4 stjerner for skuespil, fantastisk historie, relevant, super underholdende. Den 5 stjerne er for at være politisk i sin scenekunst. Det er gammeldags og vældigt forfriskende, i en tid hvor ingen tør sige noget af frygt for at sige sandheden.
Medvirkende Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum
Tekst Henrik Szklany
Konsulenter Anders-Peter Mathiasen og
Instruktion Liv Helm
Musik Ida Jacobsen
Lysdesign Mads Nielsen
Lyddesign Mads Nielsen
Produceret af Off Off/Produktion
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: 'Cirkus Arena 2019' i Aarhus
Billeder fra
14. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Solskin og Cirkus Arena går fint sammen. Med mindre man er veganer. 20 af dem står på fortovet på begge sider af krydset med papskilte mellem hænderne. De er vrede, men skiltene er pæne. Hesteridning skal forbydes. Så skal det nok gå alt sammen.
"Heste er ikke underholdning", siger de høfligt. Jeg spørger om de ikke vil med over på cirkuspladsen? Så er de lidt tættere på de folk der går i cirkus. Men de tør ikke. Politiet siger de ikke må.
Indenfor i teltet sidder vi mange hundrede mennesker. Især børn. Elefanterne er udvist af cirkus, og nu er det så åbenbart hestenes tur. Børnene kan ellers godt lide dem. Cirkusprinsessen
Der er også arabiske kameler 6 styk. De har sådan nogle flotte læber når de dasker rundt i manegen i luntetempo. Børnene kan godt lide dem. Veganerne boykotter vores underholdning. De langlemmede dyr er nutidens slaver, siger de. Jeg synes dromedarerne minder mere om nutidens mennesker.
Vi løber også rundt i manegen og gør hvad der bliver sagt.
Derfor er jeg ikke så vild med dyrene i Cirkus Arena. Et menneske stiller sig stolt frem og siger: "Se hvad jeg kan få denne her hest til at gøre." Det virker gammeldags, vores natursyn har forandret sig. Jeg vil hellere se hvad mennesket kan gøre, når det styrer sig selv.
Til gengæld er det fantastisk at opleve akrobaterne. Det at kunne styre sin egen krop, det er fedt. Meget inspirerende. De cirkusfolk kan det mest utrolige. Stå på en hånd. Saltomortaler. Flyve gennem luften og gribe et par hænder. Elsker det.
Udenfor skinner solen stadigvæk. Veganerne er gået. Deres mor har nok ringet og sagt de skulle komme hjem.
Cirkus Arena 2019 ligger på Tangkrogen og rejser først videre efter påske.
Kultur anmeldelse
Foto Bo Amstrup★★★★★Anmeldelse: I ''Nattens Lys, Teater Refleksion
Børneteater med de blideste hænder
23. februar 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Alle børn kender spørgsmålet, hvad der mon sker i verden når alle sover. I en forestilling på
Hr Nat er den vidunderlige voksne der ikke bliver sur når børn ikke kan sove. Han lever i et magisk univers der ved første øjekast ligner et almindelig hus med mange fine ting. Men Hr Nat er ikke helt almindelig og i hans verden lever der usynlige børn i alle skabene. I denne drømmeverden tager han sig godt af børn og dyr der lever i hans hus. Hvis et barn ikke vil sove men hellere vil opleve månens magi, så tager han barnet forsigtig i hænderne og giver hende en sanselig oplevelse af magi. Det er så poetisk og nærværende og helt på barnets præmisser.
Der er noget at tygge på.At give børn magi er den bedste gave efter min mening. Det gør dem åbne, glade og nysgerrige små mennesker, der udforsker og tryllebindes af verdens vidundere. Jeg elsker voksne der gør sig umage med at give børn denne gave og Teater Refleksion er altid gavmilde. Det bedste børneteater har både noget at tygge på og magi at forundres over og det har jeg endnu engang fundet i deres teater ved denne forestilling I nattens lys. Et barn kan få lov til at tænke over natten der er så mystisk og måske blive lidt mindre bange for mørket når de får lov at opleve at mørket også har alt det vidunderlige lys, som kun kan ses når mørket har lagt sig over verden.
Tusind tak for en gennemført og magisk oplevelse fra teamet bag I nattens lys og til Teater Refleksion for at invitere dem til byen.
I Nattens Lys Teater Refleksion og Andy Manley
Medvirkende Andy Manley
Scenetekniker William Højberg Nielsen
Manuskript Andy Manley
Instruktion Bjarne Sandborg
Scenografi Mariann Aagaard, assisteret af Amanda A. Sigaard & Rebekah Caputo
Musik/lyddesign Daniel Padden
Lysdesign Anders Kjems
Værksted/teknik Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: Livet, hvor svært ka det være?', Teatret Svalegangen
To mænd åbner sig i en komedie med sjov, ballade, seksualitet og virkelyst
3. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Der er en dejligt gemytlig stemning i Teatret Svalegangen, også denne aften. Totalt pakket, udsolgt. Alle billetterne til Livet, hvor svært ka' det være er revet væk, samt række 13 som er pist forsvundet på de lige numre.
Man skal aldrig købe billet til række 13, heller ikke i flyet eller på hotellet. De har en tendens til at stikke af når de ser deres snit til det.
Række 12 er heller ikke vendt hjem efter juleferien, bare på de ulige numre. Forvirringen er komplet, men computeren har solgt præcis det rigtige antal billetter, så der er sæder til alle.
Stemningen er gemytlig, og så begynder publikum at leDen gemytlige stemning fortsætter i hele det vidunderlige stykke som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard giver os. Der bliver grinet, jævnt gennem stykket. Havde ikke troet det ville være muligt. To mænd på en scene, nogle få rekvisitter. Kan man lave populær og underholdende kunst ud af næsten ingenting?
Ja. Tror det er manuskriptet der viser en sjælden styrke i kombination med virkeligt dygtige skuespillere. Livet, hvor svært ka' det være er et super stærkt stykke.
Komik af den underfundige og drivende slagsTo gamle mænd, den ene kan ikke gå og den anden ikke huske, mødes om en mazarin tærte. De er snart 80. Det er sjovt, det er komik af den underfundige og drivende slags. Karakterbygningen føder latteren og humoren helt af sig selv, sådan som det ene minut tager det næste.
Men hvordan levede de to mænd da de var 70? Ny scene. Vi er i fitness center med spabad og instruktøren er en pige fra Sverige. Der er stadig gang i de gamle.
Den første scene, hvor de er ældgamle, lægger sig som et fint lag trylledrys over scenen. Det vækker tanker i os. Ikke om at blive gamle, men hvad vi dog laver før vi bliver gamle.
To mænds liv rulles op baglæns, og det er sjovtHug i hug fortsætter scenerne nedad i retning mod den gode tid i 40'erne med wegnerbord og skilsmisse, ungdommens tid i tyverne og kæresterne. Teenageårene med det dybe venskab. Skoledrengene som lurer på de bare damer i parken. Børnene i snevejr med en lakridspibe.
Hele deres liv rulles op baglæns. For hver scene bliver der et tykkere og tykkere lag af trylledrys over hovedpersonerne. Vi elsker dem dem dybere og dybere. Publikum mærker at livets fortælling også gælder dem.
Det er ikke dødsattesten vi lever for. Det er livet det gælder. Hvad vi laver inden i morgen, inden familielivet, inden plejehjemmet og så videre.
Mandens indre liv åbner sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet og virkelystJeg er ret vild med det stykke. Oven i tilbuddet får man også en sweitzerkniv der fortæller om hvordan din mand egentlig er (eller dig selv, måske). Det er skide godt.
Henrik Lykkegaard er den udadvendte type. Hurtig. Frisk. Pigernes ven. Ikke styr på noget, men tager livet ind i store mundfulde. Den mandskulint, maskuline mand.
Niels Ellegaard er den tænksomme type. Omhyggelig. Fornuftig. Forældrenes stolthed. Han gemmer det bedste til sidst. Den feminint, maskuline mand.
De to sider alle mænd har i sig, to af de fire temperamenter. I Livet, hvor svært ka' det være åbner mandens indre liv sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet, virkelyst. To måder at være mand på. Den ene lige så god som den anden, men måske den ene har det lidt sjovere.
Tjek ud for dig selv, hvad du synes. Jeg synes i hvert fald du skal se Livet, hvor svært ka' det være på Teatret Svalegangen. Det er en oplevelse værd. 5 stjerner.
Livet, hvor svært ka' det være?
Medvirkende Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Tekst Vase og Fuglsang, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard
Instruktion Vase og Fuglsang
Scenografi Kirsten Brink
Produceret af Folketeatret
Teater anmeldelse
Foto: Emilia Therese★★★★Anmeldelse: 'Brænding' på Aarhus Teater
Brænding er sprællevende teater til din julekalender
23. november 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Brænding på Aarhus Teater handler ikke om de beskidte hænder på byens universitet som tjente milliarder på at forgifte den halve verden, samt forpestede hele Vesterhavet omkring Cheminova. Giftfabrikken er solgt til nogle amerikanere, og på universitetet bader de sig i gift-millionerne og drikker champagne med handsker på hænderne.
Teaterstykket er derfor ikke en forsinket uppercut til pengefolkets kynisme, - den kynisme der mishandlede vestjyder i årtier og ødelagde livet på en del af Vestkysten.
Brænding er derimod et stykke teater skrevet og opført for dig af de rene hænder i Aarhus, - de ungdommelige hænder der tilhører en stribe talentfulde dramatiker- og skuespilelever, helt nye og friske supertalenter fra byens scenekunstskole. Stykket er elevernes præsentationsforestilling, og det stykke skal du gå ind og se hvis du har tid op mod jul. Fordi Brænding er faktisk god.
God og sammenhængende historie
Historien er sammenhængende, selvom den er skrevet af en flok dramatiker-elever i samarbejde. Det er lykkedes at fortælle en homogen historie om det lille samfund ude ved havet, hvor den lokale giftfabrik ødelægger miljøet så både fisk og mennesker bliver syge. (Og ja, byen ligger på en tange).
Men pludselig løfter stykket sig som en drage fra den vestjyske strand, basker med vingerne og flyver op i den dramatiske sfære. Der er noget på spil. Den lille by er plaget dårlig samvittighed. En ung kvinde er død - de siger det var
Fabrikkens stifter er død, og hans datter ankommer til byen for at drive virksomheden videre. Hun begynder langsomt at forstå, at kemifabrikken er skyld i at byens folk har det svært med hinanden. Akkurat som i virkelighedens hændelser er byens sociale liv forgiftet af fabrikken, og døde den kvinde virkelig fra selvmord, eller har nogen givet hende et skub, fordi hun ville afsløre forholdene på kemifabrikken?
Brænding er din bedste julekalenderDu kender de her julekalendere med chokoladestykker bagved dagens paplåge. Og du ved du altid drømte om at få en julekalender, hvor hver låge gemmer på en virkelig lækker godbid. Marcipan, hjemmelavet lakrids, kaviar (nåja), måske en guldring, en nøgle til en ny bil.
Brænding er sådan en julekalender, som vi drømmer om. Jeg nød hver enkelt af skuespillernes præstationer, og jeg nød den omhu dramatikerne har skrevet replikker med og også har sørget for en sund kontinuitet.
Brænding er den bedste julekalender. Fuld af overraskelser.
Som for eksempel da vi kommer med fabrikschefen hjem og tre børn springer frem fra mørket. Nej, det er ikke overraskelsen! Overraskelsen er da en ung kvinde banker på døren hos dem. Hun er ramt af fabrikkens gift og beder om hjælp. Nej, heller ikke overraskelsen! Men hun kommer indenfor, og så sker det! Skræmmende.
Fed forestilling, gode skuespillere, god historie, godt arbejde. 4 stjerner, fuldt fortjent.
Brænding er skrevet af Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere er eleverne Clara Ellegaard, Olivia Joof Lewerissa, Alexander Krumhausen, Sarah Francesca Brænne, Rasmus Skaarup, Maria Cordsen, Arian Kashef, samt nyuddannede Morten Kjær.
Instruktion af Petrea Søe.
Scenografi Karin Gille.
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater
Dancer in the Dark i et nyt fremragende lys
30. oktober 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Hvem tør at tage livtag med mester instruktøren Lars von Triers skæve og vidunderlige musical Dancer in the dark? Aarhus Teater gør, og de tør mere end det. De tør også at skabe deres helt egen musik der bærer historien om Selma igennem hendes tragiske skæbne. De kommer tilmed rigtig godt fra det.
Har du nogensinde lyttet til verden - sådan rigtig lyttet til den? Alting har en lyd, hver en bevægelse har en takt. Sæt det sammen og du har en hel symfoni. Findes der en smukkere måde at være i verden på end at opleve den som musik? En drivkraft til at gøre det umulige, arbejde hårdt, motivere til at holde ud, få det smukkeste ud af tragedier og endda mod til at gå i døden, når det ikke længere er en mulighed at undgå den. Der er en musik i alle disse ting. Vi må bare lytte og lære at finde den, for her er livskraften så stærk at smerten bliver en parentes og ikke selve livet. Det har jeg nu lært af hovedpersonen Selma i Dancer in the dark.
Den hjertegribende fortælling om Selma, det smukke menneske, der må danse sig gennem mørket idet hun gradvist mister sit syn. En skæbne hun vil have tilfælles med sønnen Gene, hvis han ikke får en operation. For at redde ham fra at blive blind må hun skaffe penge til det og det er hårdt arbejde.
Hun prøver at skjule sin egen blindhed så hun ikke mister sit job og dermed sin mulighed for at give sin søn hans operation. Selma er super musikalsk og klarer den hårde tilværelse som blind ved at opleve verden gennem altings musik. Hver en bevægelse og hver en materiel ting har sin egen musik, som holder hende fast i livet og i arbejdet.
Desværre er hun som blind et let offer for omverdens gemene ondskab, og det får fatale konsekvenser for den kære Selma, idet hun finder tillid til politimanden som stjæler hendes penge mens hun er på arbejde på fabrikken og i opgørets time tvinger politimanden hende til at dræbe sig og dermed står hun anklaget for mord. Og bliver dømt til døden.
Musikken er skæv som hovedpersonens rolle, med nogle meget smukke passager og skuespillerne løfter forestillingen op i en fælles kraftpræstation. Scenografien fungerer super godt, idet der er bygget flere scener op omkring Selmas skæbne. Lyset understreger både Selmas musikalitet og den store smerte hun oplever og har en vidunderlig tendens til at danse med på scenen.
Det er rørende at blive indfanget af denne forestilling og jeg kan varmt anbefale at gå ind på Aarhus teater og se den. De stående klapsalver var så velfortjente.
Tusind tak til teamet bag Dancer in the dark og til Aarhus Teater for den flotte forestilling.
Dancer in the Dark
Historie Lars von Trier.
Dramatisering Patrick Ellsworth.
Instruktør Anne Zacho Søgaard.
Lydunivers Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis.
Medvirkende Sofia Nolsøe, Christian Hetland, Luise Skov, Anders Baggesen, Holger Østergaard, Nanna Bøttcher, Lise Launblad, Christoffer Hvidbjerg Røjne, Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft Jensen, Aarhus Teaters Kor.
Scenografi og kostumer Helle Damgaard.
Lysdesign Mathias Hersland.
Koreografi Kasper Ravnhøj.
Teater anmeldelse
Lars von Triers 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater
Dancer in the Dark
24. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Dancer in the Dark opføres på Aarhus Teater. Det er en af de største forestillinger man har haft på Scala, blandt andet har man bygget en fabrik på scenen, og der er flere end 20 medvirkende. Det er Lars von Triers berømte film, vinder af Guldpalmerne i Cannes, Dancer in the Dark, og i en helt ny udformning. Musik og lydunivers til Selma, der er ved at blive blind, er skabt af Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund. Scenografien skabt af Helle Damgaard.
Så hun er ved at blive blind, Selma, men det er også hendes 12 årige søn. Selma arbejder i USA som immigrant, nederst i samfundet i fabrikken. Hendes mål er at tjene penge nok til en øjenoperation, mens hun fortsætter sit arbejde. Hun forsøger at holde blindheden som en hemmelighed, mens lydene omkring hende bliver stærkere og forvandles til musik i sindet.
Vil det lykkes for hende at redde sønnen, kan hun beholde sin sunde fornuft og sit liv?
Dancer in the Dark
Historie Lars von Trier.
Dramatisering Patrick Ellsworth.
Instruktør Anne Zacho Søgaard.
Lydunivers Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis.
Scenografi og kostumer Helle Damgaard.
Lysdesign Mathias Hersland.
Koreografi Kasper Ravnhøj.
Medvirkende Sofia Nolsøe, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Anders Baggesen, Luise Skov, Holger Østergaard, Lise Launblad, Christoffer Hvidbjerg Røjne, Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft Jensen, Aarhus Teaters Kor.
Teater video
★★★★★Anmeldelse: 'Peeps shows om ensomhed', BORA-BORA
Kender du det at være ensom?
6. oktober 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Kender du det, at ensomhed kan føles som om du er fanget i din egne følelsers vold som var det et trådnet, og den bedste ide der kommer til dig er blot at vikle dig yderligere ind?
Eller kender du det, at længes efter menneskelig kontakt men det du møder er digitale stemmer der fortæller, hvilket nummer du er i køen, eller at der er kommet e-post som en computer har sendt?
Eller måske er du gravid, og alle forventer du er i lykkelige omstændigheder, men i virkeligheden befinder du dig i en ensomhed der føles som en rugekasse som er så klaustrofobisk at det ligner et akvarium for mennesker.
Eller kender du ensomheden, som den føles når tankerne konstant bevæger sig op imod håb om nærhed, men at kroppen er efterladt alene uden at mærke kontakt til et andet menneske.
Ensomhedens tomrum, som det føles når vi må synge alene, danse alene, tale alene, huske alene, og måske endda miste forstanden alene? Forestil dig så at nogen lurer på dig i disse allermest smertelige øjeblikke, som et peepsshow, Du er stadig alene, ensom, men nu med publikum på.
I aftenens forestilling stiller Dadadans sig til rådighed og giver disse spørgsmål et kunstneriske udtryk i form af fem installationer, hvor publikum kan lure hvordan et ensomt menneskes indre verden kan se ud. Det gør de på teateret BORA-BORA. De havde skabt fem installationer, opstillet som et totalteater, hvor publikum bevæger sig rundt imellem ensomhedsbokse og kan lure på performerne. Fantastisk ide og meget stærk oplevelse at være publikum i dette kunstværk, for vi blev alle en del at værket, i det vi deltog som lurere og det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg blev mægtig rørt hen mod slutningen, da alle performerne begyndte at træde ud af deres installation. De bar alle masker, hvilket gav mig en oplevelse af at de var for angste og for isolerede til at møde verden som de mennesker som de var, men træder i stedet for ud som roller for at beskytte sig selv. Stærk og rå pointe.
Kan varmt anbefale denne forestilling, fordi den trækker tænder ud idet det er kompromisløst ærligt og går løs på tabuet ensomhed. Tusind tak for en gennemført og fantastisk oplevelse til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA som huser dem.
Peeps shows om ensomhed
Ide og koncept Helle Bach/Dadadans, Siggi Oli Palmason
Koreograf Helle Bach
Performere Bo Madvig, Miguel Cortes, Liv Mikaela Sanz, Bosil Lassen, Maria Helena Wilhelmsson
Scenografi Siggi Oli Palmason, Laura Rasmussen
Lyddesign Emil Sebastian Bøll
Kostumer Bodil Buonaventzen
Teknisk afvikler Jimmi Nørgaard
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Grounded', Teatret Svalegangen
Dødsdronen Reaper er hendes ny gud og vanvid
22. september 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Køb en billet, det er en god oplevelse. Takket være den amerikanske forfatter George Brant er der 5 stjerner til Grounded. George Brants tekst kommer snigende på dig, som en panter der kryber gennem græsset. Du aner ikke noget før historien springer frem og tager dig. Det var så rørende og skræmmende, at jeg kom til at græde til sidst.
Dødsdronen Reaper er den ny tids gud højt oppe på himlen. Med sit skarpe blik vælger den sit bytte - og kaboom, nogen er død. Revet fra hinanden med et missil så kropsdelene flyver til højre og venstre.
Grounded handler om en kvindelig pilot der er så uheldig at knalde med Eric. Og det er han god til, og så bliver hun gravid. Ikke på nogen uheldig måde, fordi han er en god elsker og hun tænder for vildt på at han bliver stiv og hård når hun åbner lynlåsene i sin pilot-uniform. Der er heller ikke noget galt med barnet, hun er glad for børn, tror hun. Men uheldigt er det fordi det amerikanske flyvevåben vil ikke have gravide kamppiloter. Derfor bliver
Måske vi tænker at i krigen kæmper tapre mænd mod hinanden. Men nej, i dag er krigen på postordre, den er noget man bestiller på nettet. I Grounded får Kaja Kamuk job i en containerby ude i ørkenen. Her sidder hun foran en skærm og udfører de ordrer der tikker ind i hendes headsæt. Det er hende der styrer dødsdronen, den amerikanske Reaper. Et helt igennem fantastisk våben. Det lille fly cirkler over befolkningen i Afghanistan eller Iraq, sådan nogen steder hvor amerikanerne ikke er voldsomt populære. Og det er Kaja Kamuk der styrer flyet fra sin containerby dybt inde i USA.
Det er hende der slår fjenden ihjel. På afstand. Billederne er lerfarvet. Truslen om død er væk, hun lever med sin Eric og deres barn, og går på arbejde for at dræbe folk. Hun er en slagter.
Det går naturligvis galt. Vi bliver skøre når vi dræber på afstand. Menneskets sind tåler det ikke. Det er budskabet i Grounded. Vi skal have vores fjende helt tæt på, så vi kan lugte ham når han dør. Ellers dør vi selv inde i sjælen.
Grounded
Medvirkende Kaja Kamuk
Kaja Kamuk holder energien og nærværet gennem hele monologen. Lyden er okay, men Teatret Svalegangen kan overveje at droppe de der popcorn, som paser godt ind i en biograf med Dolby Surround og biljagt. På nogle tidspunkter havde jeg mere popcorn i ørene end lyden af Kaja Kamuks stemme. Lyset fungerer fortrinligt. Lars Junggreen stod for instruktionen. Halvanden times monolog omkring spørgsmålet: Er dødsdronerne den ny tids guder der enevældigt hersker over liv og død på planeten, og kan vi tåle dét?
Teater anmeldelse
Bank gi'r 1,6 mio. kr. til skolebørn
Skolebørn scorer milliongevinst - bruger pengene på teater
16. september 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
En af de lokale banker i Aarhus gør en forskel for tusindvis af skolebørn. Banken giver - via sin velgørende fond - 1,6 millioner kroner til Aarhus Teater. Derfor ringede telefonen for nyligt på teater-direktørens kontor.
'Jeg blev ualmindeligt glad, og hoppede faktisk op af stolen, fordi det var ligesom det der var nøglen til at komme videre med vores projekt. Det var simpelthen bare en glædens dag', fortæller Allan Aagaard.
Pengene fra Spar Nord bliver hældt ned i en trækiste hvor teatret selv har lagt til side, men der er også poser med penge fra kommunen. I alt er der samlet mere end 3 millioner kroner, og de penge skal anvendes 2018-2021 på at skolebørnene kan besøge byens teater.
7.000 skoleelever er i bussenGlad er naturligvis også Morten Daugbjerg. 'Det er jo en enorm anerkendelse', siger han. 'Både at Spar Nord Fonden, og at Aarhus kommune har set værdien af det vi laver.' Han er chef for teatrets læringsafdeling, det er dem der skal bruge pengene fra skattekisten.
'Det betyder jo at rigtig, rigtig mange børn - 6.500 og måske 7.500 - får mulighed for at møde vores teaterpædagoger og arbejde med teaterpædagogiske øvelser. Stå på scenen. Få en fornemmelse af hvad er scenografi og kostumer, få en rundvisning i huset og i det hele taget få en større forestilling af hvad professionelt teater er', siger Morten Daugbjerg.
Kultur er bedre end TV-reklamerDen gavmilde bank er også glad. De senere år har nogle banker været ramt af sure kunder. Kasserne lukker, dårligere rådgivning, og nul renter på indlånskontoen. For mange skandaler. Svindelbanker. Banker står i kø for at købe sig et nyt image gennem TV-reklamer.
Lokale Spar Nord vinder kundernes respekt på en anden måde, nemlig ved at være julemand hele året. Ganske vist er der ikke renter på indlånskontoen, men banken giver til gengæld en stor del af sit overskud væk til lokale projekter.
Banken tjener cirka en milliard om året. 100 millioner går til Spar Nord Fonden, som giver halvdelen af pengene til kultur, sociale fællesskaber og forskning. Den anden halvdel bliver sat i banken, så der er lidt at gøre godt med på en regnvejrsdag. Men hvert år deler Spar Nord Fonden 50 mio. kroner ud til lokale projekter.
Fornuftigt. Hellere give pengene til skolebørn, end bruge dem på TV-reklamer, synes jeg.
Kunst video
★★★★★Anmeldelse: 'Eja Due i Lyst 2' på Teatret Svalegangen
Hvem sælger sin krop til højest bydende?
31. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Jeg har set Eja Dues fisse. Den søde tot hår og hendes følsomme læber. Har svært ved at fokusere på ret meget andet, da hun kommer ind i rummet på teatret Svalegangen. Vi er 30 på besøg i bordellet, Lyst-2, øverst i Svalegangens bygning.
Lyst-2 er et stykke dejligt performance-teater, som gavmildt deler spørgsmål rundt og lader publikum finde sine egne svar. Dejligt, fordi det udvider grænserne i mit sind. Det kan jeg godt lide. Forestillingen handler om købesex. Hvornår er man prostitueret, sexarbejder, luder?
'God aften, jeg er din luder for i aften', siger Eja Due. Tror jeg. Fordi jeg kigger nu mest på hendes langlemmede krop, brysternes form, rosenknopperne, det lange hår, de spinkle fingre, armene, knæene. Hun ligner en kvinde. Nøgen.
Hvad er din fantasi?'Hvordan vil du gerne se mig? Hvad er din frække fantasi? Hvad for noget tøj skal jeg have på, for at jeg lever op til din drøm om den perfekte luder? Tøjet ligger derude.' Eja Due peger på døren. Mænd og kvinder henter trusser der er åbne ved kønnet, brysteholdere, hofteholdere, sygeplejerske uniformer og frække støvler med stilet.
'Hvordan vil I klæde mig på?' Vi kigger tøvende på hinanden. Der er en grænse for hvor mange par trusser en kvinde kan have på samtidigt, indser vi. En ung kvinde hjælper Eja med at tage de orange trusser på. En frisk mand giver hende et slips, og hans gravide kæreste nikker bifaldende. En anden frisk ung mand vikler Ejas bryster ind i husholdsningsfilm. Det ser ikke særlig frækt ud, synes jeg. Jeg ville hellere have beholdt hende nøgen.
Hvad er prisen på et knald?Og sådan fortsætter forestillingen. Eja holder brændende taler, hvor mændene bliver kastet på bålet. Hun taler varmt for kvindens ret til at tjene penge på sin krop. Der bliver sat priser på et knald, og vi følger med. Jeg tilbyder 1200 kroner, men jeg bliver straks trumpet af en kvinde i vinduesrækken. '3.000 kr.', fastslår hun. En ung kvinde med lyst hår foreslår Eja at sælge sin krop for 10.000 kr. per nat. 'Så kan du altid gå ned i 3.500 hvis forretningen går sløjt.'
Lyst-2 har spørgsmål om købesex som vi besvarer højt eller inde i os selv. Et svært spørgsmål: 'Hvornår er man en luder?' Spørgsmålet der jævnligt drukner i en sort/hvid debat. Måske fordi: Vi bærer jo alle en flig af luderen i os selv. Hvem går ikke på job hver morgen for at sælge sin krop? Sælge os selv til den højest bydende?
Bordellet på Svalegangen har åbent de fleste aftener i festugen, men også om formiddagen. Mit besøg var yderst tilfredsstillende, og jeg anbefaler Eja Dues performance.
Lyst-2
Lyst-2 er en god og vedkommende forestilling. Jeg elsker Eja Dues power og mod til at stå frem. Der er 4 stjerner for idé, fantasi, scenerummet, fremførelsen, plus en femte stjerne for den samlede oplevelse.
Medvirkende Eja Due og Lene Kreilgaard
Idé Eja Due
Dramaturgisk og kunstnerisk konsulent Henrik Vestergaard Friis
Producent Teater Bæst
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: Av, Lollikes 'Revolution' var som en pisk
Fabelagtig historie som gør super mega ondt
15. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Det var historien om Ikea der slog det sidste søm i mit kors. Korrekt indført efter ingeniør-tegningen i hæftet. Ingen flugt mulig. Dette er afslutningen på vores liv som vi kender det. Christian Lollikes Revolution afliver overklassens håb for fremtiden, bedreklassens håb. Alle os der kører Audi eller taxa, arbejder for staten eller har egen virksomhed, bor behageligt, cyklen koster 35 tusinde, pensionen er i hus, vi er kloge, vi er dannede, men vi er alligevel panisk ræd for fremtiden, og ishavet, millionerne af sultne flygtninge, plastickontinenterne i Atlanten, den stigende temperatur. Og nu er vi døde - bare fordi vi var så dumme at købe en billet til Revolution - døde, simpelthen fordi Aarhus Teater lokkede os til at se det forfærdelige teaterstykke. Æv.
Så, du er advaret. Se ikke Christians Dommedag. Det gør for ondt. Du vil aldrig igen kunne udtale dig skråsikkert om verdens fremtid.
Algoritmen og kartoffeltrykRevolution er et nærbillede af mennesker der lever efter en algoritme. Efter et program. Selv når vi forsøger at være kloge og ændre verden, så er vores flotte opråb intet andet end et kartoffeltryk af super kapitalismens knivskarpe selvhad. Bliv hjemme. Hvis du så Revolution vil du bare krympe indvendigt, du vil føle latteren som pisk på din nøgne ryg, fordi du dumt tror det kan redde verden at blive vegetar. Eller at sælge sin bil. Gå i genbrugstøj. Brænde pengene. Flytte i kollektiv på Djursland.
En overlegen forestillingOg det er sjovt, det indrømmer jeg. Der er fine effekter i forestillingen. Instruktionen er fabelagtig, alle fire på scenen er konstant i bevægelse. Super skuespil der er både komisk og troværdigt. Lyset og lyden er god. Intellektuelt er jeg vild med den forestilling.
Du bliver strippetMen. Du ved, som et dannet menneske er vi optimistiske. Det er dumt at være lyseslukker og rende rundt med et papskilt med ordene: 'Verden går under i morgen'. Og gå med det skilt hver dag. Dommedagen er noget der hører hjemme på Vestkysten, eller hos folk der er for fattige til at tage flyet sydpå, og de kører heller ikke på vinterferie i Norge.
Revolution tager både dine penge og din optimisme. Den stripper dig for din fernis af godhed og dannethed.
Vi laver hver dag propaganda for at indsamle øldåser, hjernevaske danskerne til at holde op med at ryge, løbe mere, finde et godt tilbud i Ikea. Og vi ved godt verden går under, med mindre nogen gør noget.
Lollikes stykke er på den måde genialt.
Christian siger, 'Hold op med at gøre noget, I har allerede fucked det nok op!'
Hold op med at tro på der er et problem, fordi det egentlige problem er os selv?
Du og jeg, samt de børn der vokser op i vores hus?
Åh almægtige teatergud, Lollikes Revolution har lavet flænger i mit spejl.
Hvordan får jeg nogensinde den historie ud af mit hoved igen?
Revolution
Instruktør Christian Lollike og Sigrid Johannesen
Tekster Mikkel Bolt Rasmussen
Skuespillere Marie Kirstine Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.
Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Musikale arrangementer & repettitør Niels Søren Hansen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Spillested Godsbanens Åbne Scene, Sort/Hvid i København og Stiklingen på Aarhus Teater
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse: Aarhus Teaters 'Anekdoter fra Møllestien'
Gode historier fra et langt liv, med kaffe og blødt brød til
13. juni 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Vi drikker kaffe på plejehjemmet. 7 unge mænd og kvinder har budt os velkommen, sat os ned ved de lange borde. Aarhus Teater er på besøg med Anekdoter som er et frisk pust med godt skuespil. Publikum er gamle, det er vi alle sammen. Kaffebrødet er blødt.
'Jeg er 71 år', siger en af skuespillerne.
'Du holder dig faneme godt!', lyder det fra en ældre herre.
Publikum ler hjerteligt. Stemningen er gemytlig. Du ved, sådan klassisk bedstemor bedstefar agtig. Vi hygger os og hører historier som folk på plejehjemmet har fortalt til skuespillerne og deres instruktør, Sargun Oshana.
Jeg napper en ekstra kop og skriver noter på en lap papir. Min sidemand griner lunt. Han genkender noget af dialogen mellem Arian Kashef og Alexander Krumhausen.
'Jeg glæder mig til jeg bli'r 90', siger Krumhausen.
'Jo jo', svarer Kashef.
Hver gang den ene siger noget, svarer den anden 'Ja ja', eller 'Jo jo'. Efter nogen tid siger vi alle sammen 'Jahh', og 'Johh', og 'Åh jah', 'Jaja'. Der er mange måder at sige ja på, og hvert tonefald giver ordet en ny lyd som rummer en hel sætning.
Jo, det kan være sjovt at blive gammel. Men det kan også gøre ondt. Det ved vi.
'Den dag min mand døde ville han have bøf stroganof', siger Maria Cordsen. 'Nånå, sagde jeg om morgenen, så må du vil have det. På en torsdag! Så gik jeg ud for at handle, og pludselig ringer de til mig. 'Din mand er faldet!' Så skulle vi hurtigt komme alle sammen til hospitalet. Min mand sagde altid 'Jeg vil ikke på plejehjem'. Det kom han så heller ikke', siger Cordsen.
Publikum nikker bifaldende. Der er flertal for at sidde i sin stol og kigge ud over havet, og så pludselig som et fløjt fra en fugl er man væk.
'Jo jo'.
Sarah Francesca Brænne sænker blikket, hun er ked af det.
'Min mand er lige død. Jeg går og vænner mig til at være alene. 35 år - så det er lidt underligt. Det er ligesom om når vejret er godt, så er det nemmere at holde ud', siger hun. Regnvejsdage er tunge at bære.
Johannes Zois han er lettet.
'Jeg har været ansat i den samme virksomhed i 42 år. Jeg slap ud for 9 år siden. Nu tager jeg tingene roligt. Det eneste jeg har at skynde mig efter nu, det er døden.'
Humor med samme farve som kaffen, publikum værdsætter det.
Rasmus Skaarup tager mikrofonen og fortæller om hvordan det er at få en blodprop.
'Jeg var kørt ned i Fiskergade, og da jeg steg ud af bilen hoppede alle folk op og ned. Lægevagten sagde det nok var migræne. Folk hoppede og hoppede. Klokken 8 fredag morgen ringede jeg til min egen læge, og så var jeg først hjemme igen 4 og halv måned senere.'
Publikum nikker. Man skal passe på med de læger der tror en panodil kurerer alting, og ikke vil undersøge sagen alvorligt.
Jeg kan se folk glemmer at spise kagerne, og jeg har kaffekanden for mig selv. Publikum er grebet. Anekdoter er en stor og eventyrlig billedbog. Den er fyldt med erindringer om mødet med den første mand, skibe der eksploderer, ham fyren der blev gift lørdag og søndag fandt man kun hans finger med ring på, der er både alvor, humor og følsomme øjeblikke.
Det er vel det, som livet går ud på. At vi har erindringer nok til at fortælle historier når vi bliver gamle. Der bliver også sunget i forestillingen. Publikum nynner med. Clara Ellegaard synger:
'Det er svært at være menneske - jeg har prøvet det selv.' Det kender vi nok. Ja.
Tag din bedstefar eller bedstemor i hånden, og få en hyggelig teater oplevelse på Lokalcenter Møllestien. Historier fra et langt liv, med kaffe og blødt brød til. Jo jo, den er fin, Anekdoter fra Møllestien.
Anekdoter
Relevans Alle vores gode historier fra hverdagen er deres vægt værd i guld, og det er måske den vigtigste arv vi giver videre.
Medvirkende Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup og Sarah Francesca Brænne. Alle fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.
Instruktør er Sargun Oshana.
Teater anmeldelse
Sonja er i helvede og leger med døden
Hun er træt af sin familie
18. januar 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
HEL Denne historie handler om en ung kvinde der er blevet træt af sin familie, hun gider ikke sine venner, og kæresten var ikke noget for hende. Nu er hun taget i helvede, et lille hus ude i skoven - fri for dem alle sammen. Tror hun.
Men søsteren vil ikke la' Sonja synke ned i helvedets ensomhed. Hun banker på døren.
Det er lidt akavet når familien kommer på besøg og man selv foretrækker at være i helvede hvor Sonja udforsker krop og sjæl på grænsen mellem liv og død.
Og Sonja har en dejlig kæreste som staves med x, og hun vil gerne kysse ham når han kommer på besøg - og også smide ham ud igen.
Der er noget med kærligheden hun ikke kan finde ud af, og det har vi hørt om fra nogen vi kender privat. Hun kræver kærlighed, men hun elsker ikke nogen og måske heller ikke sig selv.
Det er spændende at gå til Reading på Svalegangen. Tag med næste gang hvis du har lyst og fortæl forfatteren til stykket hvad du mener - så er du med til at skabe morgendagens teatersucces.
Dramatiker Johanne Petrine Reynberg.
Medvirkende
Instruktion Anja Behrens.
Facilitator Tine Voss Ilum.
Teater video
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter