Anmeldelse af 'Ilt': De to unge på scenen har ikke meget plads til at ånde. Forestillingen 'Ilt' er et moderne parforholdsdrama, skåret ind til benet i sin rå og simple struktur, kun bibeholdt to menneskers skuespil i en intens dramaturgi. Instruktion Simon Boberg.

Med kun små ophold i kvinden og mandens hede debatter, forsøger de febrilsk at punktere frygten for forgængelighed. Trækker vejret ind igen, inden nye kaskader af ord triller parforholdet videre mod et nyt kapitel. Er det i retning af forældreskab, eller knuste drømme om en fælles fremtid?

Forestillingen 'Ilt' skildrer gennem dialogen mellem to personer en ny generations problematik. Ambivalensen - som er svær at italesætte - handler om at være klemt mellem klimakriser og ægløsning. Det unge par på scenen taler om, hvordan de kan forestille sig det hele kommer til at gå. De intellektualiserer over klimakrisens apokalypse og menneskehedens undergang, og hvilken skyld de må have i alt dette her, såfremt de mærker og følger deres drift til at videregive nyt liv. En skam blot ved at tænke på at lave et barn. Børn vil jo uundgåeligt vokse op og udlede mere Co2.

Skuespillernes karakterer er sat med hurtige replikker og nærværende spil. Publikum får et kig ind i den unge-voksnes længsler. Når de søger mod det hjertevarme, - livet og kærligheden, men også i deres skyggebilleder som driver dem på jagt efter at opnå det perfekte. Konstant bliver de rykket ud af deres egen fornemmelse af sig selv og hinanden. Længslen efter at skabe liv fremfor at forårsage død og ødelæggelse er hjertet i forestillingen.

Forestillingen er et fint billede på dilemmaerne som en ny generation står med. Publikum griner med over de små anekdoter og faldgruber der er i parforholdets arne. Rummet er minimalistisk og giver et råt og usminket billede af de to kæresters forsøg på at balancere deres fælles fremtid.

Tak for god oplevelse til teamet bag forestillingen 'Ilt', og til Teatret Svalegangen der har inviteret indenfor.

Ilt af Duncan Macmillan
Medvirkende Marie Touell Søderberg, Christian Bergman
Instruktion og oversættelse Simon K. Boberg og Lars Mikkelsen
Scenografi og lysdesign Edward Lloyd Pierce
Foto Louise Eriksen
Produceret af Christian Bergman, Teater Next.

Anmeldelse af 'Stamina': Hvad er livet? Kun arbejde og ingen sjov? Det kan være, men ikke ifølge 'Stamina', den femstjernede action- og danseforestilling fra Don Gnu's ungdomsafdeling, Ung Gnu. Livet er et godt grin, to forelskede mennesker og nogle utrolige stunts. Vi lo allesammen i ren lettelse. Os der er publikum, os der ser så meget og måske griner for sjældent?

Kasper Buus forstår at kildre sit publikum, når han byder os velkommen med en støvsuger i hånden. Klædt i pels og ungdommelige joggingbukser knytter han og Astrid Pauline Schmidt sig straks sammen med de regnsvøbte mennesker, der samles i Bora Bora, Dans og Visuelt Teater, i Aarhus. De to ruller aldrig vinduet op for at holde afstand til vores regnvåde hår og klimavåde sko. De har begge glimt i øjnene og løfter hovedet, Don Gnu-danserne er ankommet af en grund: Lad os fejre livet sammen.

I en verden med forholdsvis deprimerende nyheder, hvad enten det er de kommende krige eller regnen der vil skylle os op på den klimatiske strand, er det temmeligt forfriskende at opleve Don Gnu's 'Stamina'.

To personer - en mand og en kvinde af ukendt herkomst - møder hinanden. De finder kærligheden. Kærlighed er en ballon med helium og en lang snor. På en eller anden måde slap de den, så den fløj op under taget. Den er så højthængende, deres frugt af ægte kærlighed, at de ikke kan få fat i den igen.

Har du nogensinde haft sex med flere stillinger, som kamasutra? Glem det. I 'Stamina' slår de to performere alle rekorder, når det kommer til positioner. De støder sammen med enhver del af deres fødder, knæ, kinder, rygge, og lår for at møde hinanden intimt.

Efter sex mister de kontakten. De skændes. Kæmper mod hinanden på en måde, jeg aldrig har set før på et dansegulv. Det er som om enhver actionfilm der nogensinde er lavet, hvad enten det er asiatisk stil eller Hollywood, i virkeligheden bare var en udforskning af de nødvendige stunts til Don Gnu's 'Stamina'. Det er så smukt. De stunts vi laver i en kamp, de ligner præcis vores stunts når vi udtrykker kærlighed. Tror jeg.

'Stamina' er en forestilling med fantastisk akrobatik, slapstick, gags, stunts, dans og vores længsel efter ægte kærlighed. Det vil lykkes for de to optrædende at få heliumballonen ned på jorden, men vi vil ikke spoile showet og fortælle hvordan.

Du spekulerer sikkert på - når du kigger på din partner der sover i måneskin - ledsaget af lyden af sekunder der tikker bort gennem soveværelsets vækkeur - hvordan får man igen fat i den første kærlighed? Hvordan genfinder man livsgnisten i parforholdet?

Gå og se. 'Stamina' vil afsløre det for dig. God fornøjelse.

Stamina, af Don Gnu / Ung Gnu
Performance og koreografisk materiale: Astrid Pauline Schmidt & Kasper Buus
Instruktion & koreografi: Jannik Elkær
Kunstnerisk sparring: Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Assistentkoreograf og prøveleder: Jeppe Kaas Vad
Lyd design: Markus Artved
Producent-team: Kathrine Kihm & Malene Cathrine Pedersen
Co-produceret af: Aveny-T & Bora Bora - dans og visuelt teater
Støttet af: Aarhus Kommune & Statens Kunstfond
Fotograf: Emilie Theresa og Mikkel Suppras.

Anmeldelse af Panic! Årets afgangs-forestilling fra Den Danske Scenekunstskole er et hit! Hvis du ikke har købt billet, så stop din læsning nu. Du kommer til at ærgre dig, fordi næsten alle forestillingerne er allerede udsolgt. Super stærk tekst af Madame Nielsen. Lækre og dygtige skuespillere. God scenografi og instruktion. Lyd og lys - det hele spiller til 5 stjerner.

Madame Nielsen er en verdens stjerne. Det er en stor ære at hun har skabt 'Panic!' som er udpræget dansk i sin fortælle-ramme, men som er international i sin fortæller-stemme. 'Panic!' er nutidig og relevant teater som tør stikke sin slanke hånd ned i bi-kassen og trække honning ud af vores fællesskab med risiko for at brænde nallerne.

Første akt i historien 'Panic!' udspiller sig på Amalienborg hos garderne. De har nuttede lyseblå bukser, sorte jakker med blinkende knapper, maskinpistoler og bjørneskinds-huer. Det mest danske man kan være, eller hvad? Fordi hvem er mennesket, hvis man piller bjørneskinds-huen af ham?

Madame Nielsens tekst undersøger appropriation og indvandring. Hun kritiserer den svagt begavede politiske korrekthed som forbyder danskere at gå med Tiroler-buks og som kaster sproglige molotov-cocktails mod folk der spiser rullepølse. Nielsen laver sjov med pronomierne, og det har hun lov, det er hendes fødselsret. Hun laver også sjov med publikum og driller os, fordi vi bruger tid på uvæsentlige debatter mens hele planeten er på vej til at koge sammen.

Scenografien i 'Panic!' er stilren. Nuttet. Der er bordflag i oversize og en diskret lyseblå bagfarve der matcher det røde skilderhus. Første akt ender med en scene hvor kulisse stykkerne bliver flyttet rundt ganske elegant. Også anden akt er stilren. Vi er i dødens rige og ud af ingenting skabes en kølig dansk stendysse, tavs og mørk. Elegant arbejde af scenograf Laura Løwe.

Skuespillerne, afgangselever fra Den Danske Scenekunstskole, er i topklasse. Det er tydeligt at vi er kommet ud af den globale forkølelse, der formørkede mange skuespilleres livsglæde og karriere. Der er gnist og kompetence hos de 6 på scenen: Christoffer Hartmann, Lærke Erhard Huniche, Rasmus Arved Monrad, Alexander Bryld Obaze, Amalie Husted Mørup, Laura Kjær. Sidste års afgangs-forestilling var hårdt ramt af pandemien. Nu er vi tilbage i 4-5-6 stjerners niveauet. Fedt.

Teksten i 'Panic!' er noget af det mest aktuelle og brilliant fremragende du kan opleve på en dansk scene. Efter første akt - der handler om hvad vi laver af dumheder mens verden smelter som en is på en varm sommerdag - tager Madame Nielsen dig med til dødsriget.

Jeg vil ikke sige mere. Men det er skræmmende! Tidens urværk stopper, luften er brændende varm, en forælder går med sin dreng rundt i det brændvarme dødsrige som er fremkommet efter vi har ødelagt klimaet. Et epos. Fru Nielsen har skabt en dødsmesse som i poetisk styrke og sproglige lag trækker det lille konge-land ind på den europæiske scene for fremragende scenekunst. Tak, Madame.

Humor er en svær ting. Intelligent humor løfter sig selv op i anden potens. Noget af styrken i 'Panic!' er intelligent humor omkring vores indbildske sjæl. Måske sidder de fattige i gummibåde på vej over Middelhavet til Italien og drømmer om at være en del af det europæiske fællesskab. Frihed, lighed og broderskab. Men når de kommer i land, svømmende og ødelagte af den lange rejse, møder de os. Os der boede her først.

Alle mennesker er indvandret fra Afrika. Der var ingen her først. Jeg kan lide den pointe, og endnu mere: Vi har approprieret de oprindelige folks lys. (Man skal se stykket for at forstå det). Tak til Aarhus Teater og det nye kuld af livskraftige skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole.

Panic! af Madame Nielsen
Medvirkende Christoffer Hartmann, Lærke Erhard Huniche, Rasmus Arved Monrad, Alexander Bryld Obaze, Amalie Husted Mørup, Laura Kjær.
Iscenesættelse Camille Sieling Langdal
Scenografi Laura Løwe
Lysdesign Kasper Daugberg
Kompositioner og lyddesign Sebastian Toft.

Det er en fantastisk forestilling, 'At lære at dø' på Teater Katapult. Den er på besøg fra Mungo Park. 6 stjerner. Folk er vilde med den forestilling, skabt af Viktor Tjerneld. Se den inden Rikke og Sebastian pakker bussen og kører hjem igen om et par dage. Du vil elske den, hvis du er træt af den endeløse snak om den såkaldte 'klimakrise'.

Entropi. Ingen samtale om klimakrisen behøver mere end dét ord. Vi går mod uorden og stigende varmegrader, og det er entropiens skyld. Det nytter ikke noget at genbruge din plasticpose fra føtex. Glem det. På denne planet hersker termodynamikkens anden lov. Vores planet vil blive varmere og varmere.

Derfor har jeg ikke været tilhænger af dommedags trompeterne, og jeg spiser stadigvæk en bøf og bruger kapitalistisk produceret strøm i min cykellygte. Men nu er et håb blevet vakt i mig på grund af 'At lære at dø'. Måske er det faktisk muligt at snyde termodynamikkens anden lov? Ikke sandsynligt, men dog muligt. Om ikke andet: Vi kan udskyde undergangen og apokalypsen tusind år, måske mere, hvis vi skruer ned for entropien.

Viktor Tjerneld har skabt en historie med matematisk præcision. Han er god til at 'plante' de frø, som senere skal udfolde sig med et smæld.

En ung kvinde, Rikke Westi er skolelærer. Hun følger planerne fra undervisnings-ministeriet, planer der i store træk går ud på at lyve for Danmarks børn. Vi lærer børn at sortere affald og samle plastic på stranden, så skal det nok gå. Not. Rikke er rasende over at skulle lyve om klimakrisen.

En ung mand, Sebastian Aagaard-Williams, er nyansat på kommunens miljø og teknik forvaltning. Han er positiv og glad for at have et job som kan påvirke miljøet i den rigtige retning. Foreslår blandt andet at fjerne kødet fra kantinen og kun spise vegetarisk.

Den unge søde mand bor hos sin mor, der er glødende frihedskæmper og lidt dement. Den unge rasende kvinde flakker rundt om natten og taler med sin psykolog en gang om ugen.

Du kan se det for dig. De to personer er som nat og dag, ying og yang, mand og kvinde - det knalder sammen i et stort drama, da de møder hinanden. Guddommelig humor. Romantik.

'At lære at dø' er et lystspil. Det er sjovt, folk griner meget. Men 'At lære at dø' er også en gravalvorlig politisk performance der rusker op i publikum og råber dem ind i hovedet: 'Vil du gøre noget ved klima-krisen, så er det nu du skal redde din egen røv!' Desuden er 'At lære at dø' en fin fortælling om Adam og Eva der møder hinanden på det tidspunkt, hvor Paradis er brændt ned til grunden, men hvor de to stadigvæk har lyst til at finde hinanden og kaste med grankogler under en stjernebestrøet himmel.

Historien er konsistent, den har et lukket univers hvor stykkets karakterer er planeter og vandfald der naturligt følger en dramaturgi der er organisk. Det er et vældigt stort manuskript, Viktor Tjerneld har skabt. Han laver et stykke drama om at finde sit ståsted i tilværelsen. Han sætter spørgsmål til klimatikerne: Er vold okay? Skal vi bekæmpe klimasvinenes gode venner på byernes rådhuse? Vil vi egentlig redde vores planet fra undergang - eller i hvert fald udskyde undergangen i et stykke tid?

Instruktion, skuespil, scenografi, relevans, manuskript, humor. 6 stjerner. Tak for den oplevelse, den var god.

At lære at dø
Manus & instruktion Viktor Tjerneld
Skuespillere Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi
Scenografi/Kostume Peter Schultz
Video Christian Halberg
Lys Jari Matsi
Lyd Emil Bøll

Som nattens dronning er hun mørk og mystisk,- eller er hun måske mere en messiaslignende verdensfrelser? Hun er som skabt på en af Berlins mørke undergrundsscener, og nu indtager hun Scala på Aarhus Teater med tekster, drama og sang. Jeg er i aften vidne til et show af og med Madame Nielsen i forestillingen ”Verdensfrelserinden”.

Forestillingen handler om klimaændringer, og menneskeheden bliver tegnet op i et hjørne af vores eksistens. Som den aktuelle ”Greta Thunberg” går hun i kødet på sit publikum. Nu vil hun vende undergang til bæredygtighed og hun vil at vi skal handle på det nu. Hun fremlægger sin sag om jordens undergang uden omsvøb og laver en pagt med sit publikum om at ændre verdens gang.

Hendes karakter er dramatisk, dominerende og samtidig komisk og underfundig. Hun har hang til det absurde og groteske hvilket kommer mere og mere på banen i udviklingen af hendes performans. Selve udviklingen af karakteren i Verdensfrelserinden er gribende, voldsom og imponerende. Følelserne er fortættet og hun skaber en disharmoni i sit sarkastiske sprog som rammer ind i kernen af det disintegrerede menneske.

Musikken i Verdensfrelserinden er et kapitel for sig. En kvintet med violiner, bratsch og cello sidder i en halvbue og lægger en blød, følsom og yderst poetisk åre af skønhed under hele forestillingen. Madam Nielsens stemme er smuk, punket, blid og rå som ligger den i mellemrummet af harmoni og disharmoni. En stemme som både bæres af drengen hun var i fortiden og kvinden hun udviklede sig til som voksen.

Det er samlet set et super flot og talentfuldt teatershow. Verdensfrelserinden får 5 stjerner: Flot karakterarbejde, historiens dramatiske udvikling, poetisk og smuk musik, dragende sangstemme, aktuelt tema som rører sig i samfundet og at nedbryde den 4 væg og inddrage publikum på en anderledes måde.

Tusind tak til teamet bag ”Verdensfrelserinden” og til Aarhus Teater der har inviteret dem til byen.

Verdensfrelserinden
Medvirkende Madame Nielsen, Pernille Kristiansen (violin), Bettina Marie Ezaki (violin), Mika Persdotter (bratsch), Nicole Hogstrand (cello)
Koncept Madame Nielsen og Christian Lollike
Iscenesættelse Christian Lollike
Dramaturg Anders True Djurslev
Scenografi Mie Riis
Lysdesign Morten kolbak
Lyddesign Mads Emil Nielsen
Lydteknik Rasmus hansen
Samproduktion mellem The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum.

★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.

Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

★★★★★★Anmeldelse: 'Typisk Jonathan Spang'

Jonathan Spang er Danmarks - i øjeblikket - største stand-upper

23. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Så stod han der på scenen. Alene i gummisko og sorte bukser, og vi var tusinde der kiggede på ham. Den sjove fyr fra Tæt på Sandheden. Pernille Vermunds første-elsker. Hendes mands foretrukne dartskive. Den mandlige sygeplejerske der river hæfteplastret af min gennemskårne samvittighed. Ham der får mig til at grine ad sandheden. Og den er. Fuck Føtex. Fuck McDonald. De lovede os en fremtid med flyvende biler, men vi er endt som flaskedrenge med sodavand på hænderne når vi føder dåseøl ud af plasticposen og ind i flaskeautomaten. Vi blev lovet en fantastisk fremtid, men er endt i Føtex med en naziofficer der overvåger os mens vi arbejder gratis for supermarkedet, scanner vores varer selv uden at få en krone for det. Trykker på McDonalds gigantiske staveplade, fordi McDonalds mad er så ringe at de ikke har ansat folk til at sælge den. Det må du selv gøre. Velkommen til fremtiden. Det er her du bliver fucked.

I takt med at politik er blevet din mors feriebilleder fra kvindelejren på femø i 1978, klam og ulækker, har Jonathan Spang formået at gøre politik fræk og underholdende. Selvfølgelig fordi han siger sandheden, og det elsker vi i en verden fyldt med Danmarks Radios studieværter der har sex med heste mens konen flyver på første klasse. En verden hvor Københavns koreanske politikere gifter sig gratis i festsalen på rådhuset og får kommunens leverandører til at fixe det gamle badeværelse. Den korrupte verden hvor enhver politiker og journalist er kendetegnet ved at have et hundeskilt om halsen, eller løgnens giftige tråde om munden.

Vi gider ikke politik, med mindre Jonathan snakker om det. Det er sjovt. Underholdende. Det er sandt hvad han siger.

Vi andre vil hellere snakke om klimaet. Jeg så en fyr smide et cigaretskod på gaden i morges, og i går aftes serverede min svigermor kalvesteg uden at tænke på miljøet. Jomfru Maria er blevet pornostjerne, og Lenin er et punkband. I dag er det eneste hellige vi har tilbage vores miljø. Veganerne prygler deres familier til konfirmation, og kæresten når de er ude og spise på 1 års dagen.

Miljøet er min religion, og den skider Jonathan Spang i. Med åben pande og lune, ja faktisk kærlighed. Han driller os. Der er ingen der bliver hånet, og heri ligger det nye i Spang. Han er ungdommens komiker. Nægter at nedgøre den som ligger ned. Det er et fint karaktertræk ved ham.

Jonathan Spang leverer altid sine pointer som kærligt drilleri, og i form af hvad livet gør ved ham. Alt hvad han siger kender vi fra os selv. Han er en nar i den bedste mening. En hofnar i en tid hvor ungdommen ikke længere magter at forage deres forældre, fordi de selv ikke magter andet end sure miner fra Tante Annas mund. De er forargede. Som ofre på papkrykker, ungdommen kan blive forarget. Tynde arme uden døde køer, og det virker, fordi vi gamle er forargede over at blive forarget. Det griber sig selv i halen. Undskyld.

Jonathans show "Typisk" kommer rundt om generationerne, klimaet, me-too, kønsroller. Men stærkest er hans sublime evne til at fortælle historier. Håber han får mange børn, og de formerer sig voldsomt, så de kan besøge ham når han er 100 år på plejehjemmet og høre ham i kantinen fortælle historierne som vi elsker. Historierne om sandheden. Det er dem der kildrer bedst og får os til at grine mest. Tak for det, Jonathan.

★★★★★På Djengis Khans stepper

Aldrig har der været et større imperium

18. juli 2018.Kulturnyt, Tomas Dalgaard

På Djengis Khans Stepper Særudstilling fra 19. Juni 2018 til 7. April 2019

Moesgaards museums udstilling om Djengis Khans nomader er spændende og informativ. I midten af det store udstillingsrum er der et virtuelt bålsted som man kan sidde rundt om. Trykker man på en knap og tager hovedtelefoner på får man historien om Djengis Khan på dansk eller engelsk. Man hører om fejderne og kampene og hvordan Djengis Khan voksede op og samlede de mongolske nomader der red ud og underlagde sig en stor del af verden.

Aldrig har der været et større imperium.
Hver kriger havde fem heste med. Når en hest blev træt skiftede krigeren til en frisk hest. Det gav en mobilitet som var ukendt på den tid og var en kæmpe strategisk fordel.
Djengis Khan var grusom men også tolerant overfor andre religioner end den buddhistiske.
Så længe vasallerne betalte skat.

Udstillingen fortæller ikke kun om Djengis Khan og hans krigere men også om hvordan mongolerne levede. Der er smukke silkedragter og smykker. Tekopper i sølv og små borde som let kunne pakkes ned. Mediterende lamamunke og lange truthorn som sikkert har kunnet høres over lange afstande. Shamandragter og spejle som skulle holde de onde ånder væk.

Man får at vide hvad nomaderne levede af. Mændene jagede og gik i krig og stod for handel. Kvinderne lavede mad og børn passede husdyrene. Heste og kameler og kvæg. Det var et omvandrende patriarkalsk samfund hvor hver enkelt kendte sin plads og opgave. Og ger’en hurtigt kunne pakkes ned. For at overleve i det barske landskab hjalp alle til.

Indimellem var der tid til at samles og fortælle historier. Spille skak eller musik på den enstrengede violin. En tredjedel af Mongoliets befolkning er stadig nomader men livsformen er truet af udviklingen og klimaforandringer.

Udstillingen kan varmt anbefales hvis man interesserer sig for andre kulturer.