'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.

Skuespillerne Mette Døssing og Christian Hetland er eminente til at få karakteren ned i tæerne og ud i det yderste led af fingrene. Elsker det. Rikke Lylloff er forfriskende i sin uberørte nøgenhed og glubende hunger efter ungdommens kilde som lindrer depression.

'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for Lars von Triers genialitet. Det er okay. De fleste har alligevel heller ikke set filmen som starter med verdens undergang, og dér skulle teater-udgaven efter min mening også have begyndt sin fortælling. Men det er en smagssag, og stykket 'Melancholia' smager faktisk udmærket.

Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.

Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.

Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.

En dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.

Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.

Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.

Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.

De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.

Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.

'Melancholia' på Aarhus Teater lykkes fint med at inddrage nøgenheden og seksualiteten, som er et par af Lars von Triers gamle skolekammerater. Der er mange fine scener hvor Justine viser sin længsel og sin ikke-berørthed af livet. Rikke Lylloff kan være et skælvende marengshus der er ved at falde sammen i regnvejr, og hun kan være en hungrende kvinde med ægløsning. Autentisk og fint spillet af Lylloff.

Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.

Nå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?

'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.

Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.

Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.

Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.

Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?

Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.

Fed underholdning

"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af Christian Lollike. Holberg var den fyr der skabte dansk skuespil i 1722. Før ham var der kun franskmænd og tyskere på kongens slot, og de sang og spillede europæisk teater. På udenlandsk. Holberg skabte danske teaterstykker på et dansk teater i København, han skrev i rasende fart historier om danskere, på dansk. Allerede efter nogle få år gik teatret konkurs og kongen forbød i 20 år teater i Danmark.

Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.

Vi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"

Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".

Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.

Til premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre. En okay historie om kampen mellem de dumme og de kloge - og hvem er egentlig hvem?

Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.

Råt og hårdtslående i sin autencitet og nøgen og ærlig i sin sårbarhed. Sådan er forestillingen 'Tatovering'. Den er markant og det er voldsomt godt teater. Har sin nerve i den ungdom som fortællingen udspringer fra og lander med alt sin fandenivoldskhed i armene på et overgivende publikum.

Pigen i fortællingen har kant, og den giver hun både til omverdenen men i særdeleshed også til sig selv. Trinnene i den trappeopgang hvor hun er vokset op - i noget der ligner vestegnens boligkomplekser - har sat sig som membraner på hendes stemme. Givet den en råhed, en uden filter ærlighed og en følsom fortabthed. Hendes stemme er skarp og i forestillingen 'Tatovering' bider hun hårdt igen, når omverdenen truer med at vælte hende omkuld. Hun savner og hun raser og hun længes, men ved ikke hvem hun selv er. Alt imens hun tumler med sit spejlbillede mister hun sin far. Ord og billeder blander sig sammen, mens hun ser tilbage på det hun havde og det hun aldrig fik.

Forestillingen 'Tatovering' er bygget op som en monolog men fortælleren har to stemmer spillet af to forskellige kvinder, Rikke Westi og Marie-Lydie Nokouda. De spiller den samme person men set fra to forskellige steder i sjælen. Der er både kraft og bid i de to performere. Sammen tegner de et portræt med en stærk fornemmelse af karakterens unikke personlighed.

Scenekunsten i denne forestilling er på højt plan. Den bider mig i hjertet og jeg er begejstret for dens skarpe tekst. Fortællingen har en ærlig og troværdig klang. Den har en smuk og meget dramatisk kurve, som kildrer ungdommens billeder frem i sit publikum. Scenografi og lys har klasse og danner en ekskvisit ramme for fortællingen.

Forestillingen handler om ungdommen, ikke set fra en pænt klippet motorvej med autoværn, men mere fra en vindueskarm hvor lyset fra en gadelygte lander på en pakke skunk. Anna Malzer er en super dygtig isenesætter og har med denne forestilling givet et vildt og følsomt indblik i en kvindeskæbne fra Blokken.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Tatovering' og til Teater Katapult som har budt Mongo Park til byen.

Tatovering fra Mungo Park
Medvirkende Rikke Westi og Marie-Lydie Nokouda
Instruktør og dramatiker Anna Malzer
Scenograf Simone Bartholin
Lysdesign Mikkel Givskov
Tekst- og instruktionskonsulent Mikkel Flyvholm
Lyddesign Emil Bøllog

★★★★★★Anmeldelse 'FU-SoMe' på Teatret Svalegangen

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier

28. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

En dalende fornemmelse i bughulen, en tung knude af skam. Eftervirkninger fra forestillingen FU-SoMe martrer mig, samtidig med et klart indblik i det moderne menneskes drøm om likes bundfælder sig i mit sind.

Jeg fik i aften en ny ”ven” på de sociale medier. Da jeg trådte ind i Teatret Svalegangen fik jeg som det første stukket en smartphone i hånden, og så kunne jeg deltage i at heppe på den kære performer Lazlo Fulops selviscenesættelse på scenen. Jeg så ham google sig selv frem til en prototype af det moderne menneskes anglen efter opmærksomhed og hvert et succesfuld optrin blev afløst af endnu flere absurditeter. I arenaen mødte jeg ham, det utrættelige menneske, der ikke kunne stoppe kampen før han fragmenterede for øjnene af mig.

Vi er i en arena, på slagmarken i kamp for det næste kvickfix der kan lappe sammen på vores ituslåede selvværd. Vi forstod aldrig helt hvordan vi var havnet her, for i starten føltes det rart at blive ”friended” af nær og fjern. Små uskyldige ofre, såsom en smule fremmedgørelse og det lidt fragmentariske selvbillede der opstod indeni. Det var vel prisen værd, når man fik en hel hær af ”thumbs up” for hvert øjeblik vi deler med masserne der følger os på de sociale medier?

Den nødvendige refleksion over det moderne menneskes fald er på tapetet, og en modig skildring der formentlig ikke har til hensigt at få likes på de sociale medier, men dog kan jeg ikke undlade at give et stort velmenende bifald til denne forestilling. Den er opsigtsvækkende og rammer en nerve i menneskets ”voyeur-tendenser” og vores hunger for at blive anerkendte som særegne individer.

Forestillingen der går ind under huden i sin nøgenhed og efterlader sit publikum sit mærke, (som vi måske skulle have reageret på, da vi sidste gang åbnede et socialt medie, men som vi formentlig var for fragmentariske til at reagere på.)

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier. Forestillingen er skabt af koreografen Granhøj og bæres frem af performer og danser Lazlo Fulop der i en forunderlig og skræmmende cocktail finder grænseløsheden i vores moderne tilværelse og viser os den grusomme bagside som den ser ud, når vi ikke længere eksisterer på andre planer end i selfieverdenen. Derfor giver jeg denne forestilling mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak til teamet bag FU-SoMe og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser gæsteforestillingen.

Medvirkende László Fülöp
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans.

★★★★★★Anmeldelse: 'Cabaresque' med ægte sex på scenen

Ægte sex på scenen i Cabaresque

29. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg sværger, dén kvindelige sabelsluger gav mig røde kinder - jeg blev skræmt - og det havde jeg ikke forventet i kulden foran Radar, for at se Cabaresques Halloween Show. Køen var lang, og folk er vant til det. Det handler om at komme først indenfor, ellers skal man stå op. Publikum er vilde med Cabaresque, mange er blevet rigtig glade for showet, og det er ikke første gang de er her.

Cecilia Gosilla borer sig i næsen med en lille handy boremaskine, og banker et søm ind i kraniet med en hammer så der kommer et par dråber blod (måske teaterblod) ud af næseboret. Publikum hujer og klapper. Så tager hun et sværd, 1 meter langt, og sluger det. Hjælp mig. Det er lysår fra klassisk teater og dans, det er burlesque, det er en pølsevogn på havnen i frostvejr, det er en kop varm kakao på toppen af Himmalaya. Yderst anvendeligt i en kold tid.

Cabaresque handler om glæden ved at leve. Cabaresque er underholdning for alle de mennesker som ikke er perfekte, og vi gider heller ikke forsøge at være det. Frodige arme, stort rødt skæg, tatoveringer, brede hofter, smalle skuldre. Alle os der er udstødt af perfektionen, og det gælder faktisk det største flertal af menneskeheden. Vi er ikke perfekte. Vi er alle de 'forkerte' mennesker, og vi nyder skamløst sex i sin mest direkte form. Sådan er ægte seksualitet. Det er ikke noget at skamme sig over.

Indenfor i varmen starter showet og aftenens vært triller frem med langt, sort hår, stramme hofter, latex og en koket bule under kjolen. Enormt charmerende fyr, en lækker kvinde, professionel vært helt ud til spidsen, charmerende.

Også derfor er der sex stjerner til Cabaresque. Showet er professionelt. Lyden, lyset, koreografien, indholdet, kontakten til publikum. Alle scenefolk kan lære noget her. Gennemført kvalitet.

Og så kører vi. Historierne fortæller om kærlighed og smerte, skønhed og livsglæde, humor og sjov. Mange scener fokuserer på sex. Ikke på den nøgne krop. Ikke på samlejet. Det handler om sex i Cabaresque, og det er ganske forfriskende at se direkte sex på scenen: Forførelse, dans, stolthed, selvrespekt, nydelse, ophidselse. Den sande sex, den vi kan mærke uanset hvordan kroppen er formet. Den vi kan nyde når vi er fattige og unge, uden hverken sommerhus eller elbil. Sex i sin mest rå form, hvilket er ren livsglæde, humor og sjov.

Tjek det ud og oplev Cabaresque. Der er shows over hele landet. Tak for den oplevelse.

Amerikanske CNN anbefaler turister en dag i Aarhus

CNN: God mad og typisk dansk frihed, Aarhus er den perfekte by for amerikanske turister

7. maj 2019.Kulturnyt

Det er maden. Når du rejser i Europa, så tag en pause i Aarhus. Her spiser du i verdensklasse, siger den amerikanske TV station CNN. Men det er også kunsten og den afslappede atmosfære.

Artiklen oplister alle de gode spisesteder i byen, og dernæst en rundtur i området. Aros Museum. Havnebadet. Marselisborg og nøgenbadning på Ballehage. Moesgaard Museum.

Konklusionen er, at Aarhus er mere interessant end København, fordi alt er så hyggeligt, frit og velsmagende i Aarhus. Måske er det sandt, i hvert fald er byen kun begejstret for flere amerikanske turister. Det må være sandt.

CNN Anbefaler disse smagfulde steder i Aarhus:
Substans
Grehlin
Pondus
Aarhus Street Food
Central Food Marked
St. Pauls Apothek
Mig & Ølsnedkeren
S'Vinbar
La Cabra

★★★★★Anmeldelse: 'Kongens Fald', Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Kongens Fald' er en spektakulær opvisning i Scenografi

10. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teater Tableau. En lille scene med noget lækkert for øjet. Overskueligt og smagfuld. Sådan er scenografien i Kongens Fald. Der er regnvejr, en halvnøgen kvinde hængt op i fødderne, store videokulisser, mere vand, folk der er ved at drukne i et gennemsigtigt bur af plexiglas, et skib til søs, en mand hænger sig, snevejr, heste lavet af menneskekroppe. Kongens Fald er flot.

Jeg er glad for en god historie, så det tog mig nok det meste af første akt at se bort fra, at instruktøren Carlus Padrissa i store træk lader scenografien spille hovedrollen, fremfor at fokusere mere traditionelt på historien, skrevet af Johannes V. Jensen.
Jeg havde visse indkøringsvanskeligheder i mit stolesæde.

"Det er æstetisk", sagde en af de øvrige publikummer i pausen. En kvinde. En ældre fyr nikkede til hende. "Ja, men det er som om historien er blevet væk", svarede han. Hun var enig. Det er jeg også. Det er scenografien i Kongens Fald der giver den største oplevelse på Aarhus Teater.

Og det er vel okay? Vi er vant til at scenografien støtter op om stykket. Hvorfor ikke lade scenografien træde frem på scenen og være selve hovedpersonen?
Jeg kan godt lide den tanke. Som eksperiment.

Så, du skal gå ind og se Kongens Fald fordi scenografien styrer showet. Det ser godt ud. Det er smukt.
Undervejs vil du nyde Maria Rossing som historiefortælleren der binder de mange scener sammen. Hun har valgt en rolig og nøgtern stil, men viser sin styrke med en meget fin og moduleret stemme. Særdeles behagelig.

Akrobaterne er dygtige. Smidige. Musikken er god, består mest af en violin - men det er en dejlig violin der træder frem på scenen som om den var en af de medvirkende.

Der er også lidt sjov og humor, men mest sat på som special effekt - det er sjældent den spiller sammen med karakterne og handlingen. Og skræk er der - en kvinde har bedrevet hor og bliver overfaldet på scenen og spyttet på. Meget ubehageligt, men igen ude af synk med handlingen, en special effekt.

Kongens Fald som tableau, opspændt i en flot scenografi, fyldt ud med dramatiske effekter. Det er godt lavet, det er 5 stjerner. Scenografien sejrer stort blandt publikum. Uden den ville der kun stå en enkelt stjerne tilbage, Maria Rossing.

Kongens Fald
Dramatisering Henrik Szklany
Iscenesættelse & Scenografi Carlus Padrissa
Kostumedesign Karin Betz
Lysdesigner Ulrik Gad
Medvirkende Joen Højerslev, Maria Rossing, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Peter Christoffersen, Anne Plauborg, Jens Andersen, Alvin Olid Bursøe, Janus Elsig m.fl.