logo
Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 13. juni 2026 ∴ Uge 24

Anmeldelser kunst og kultur i Aarhus Kulturbyen Kulturnyt Kalender Aarhus Kulturvideo fra Aarhus Find

Kulturnyt skriver om at være nøgen

Klik på nogle af historierne og læs mere om at være nøgen.


Anmeldelse Krigsbørn på Teatret Svalegangen i AarhusFoto: Henrik Ohsten

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Krigsbørn' på Teatret Svalegangen i Aarhus

Hvis du græder, så bliver du skudt

22. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy

'Krigsbørn' er en multi-monolog til 4 stjerner på Teatret Svalegangen. 5 skuespillere fortæller om hvor synd det er for russerne. Du kan opleve cirka 20 obduktioner fra anden verdenskrig, hvor børn fortæller hvordan det var at opleve mord begået af tyske soldater. 2 timers obduktioner, blandet op med Yulia Lystbæk som fortæller at hun skammer sig over at være russer i Danmark i dag.

I pausen forsvandt en håndfuld publikummer. Og det var egentlig synd. Krigsbørn er super interessant. Det tager 4 generationer at helbrede et krigsbarn. Vidste du det? Det er cirka 100 år, 4 generationer. Lang tid.

Mine egne børns familie er børn af krigsbørn. Krig er noget skidt. Krigsbørn frarøves det vigtigste i livet, nemlig at kunne føle.

20 styk obduktioner fra krigens rædsler

Stykket 'Krigsbørn' består af 5 skuespillere som på skift fortæller om død og ødelæggelse under anden verdenskrig. Jeg skal da lige love for at instruktøren Andreas Dawe har den store kødsav fremme. Jeg havde slet ikke en forestilling om, på hvor mange måder man kan blive dræbt af en tysk soldat.

Hvert drab bliver faktuelt obduceret og fortalt af et barn, baseret på den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog, "De sidste vidner".

- Jeg husker det var vinter. Så blev min mor skudt, faldt omkuld i sneen, frakken åbnede sig og blodet væltede ud på den hvide sne.

- Min mors hår stod i flammer, og der var også flammer i lillebror. Mig og min lillesøster kravlede over dem og kom ud i haven, mens huset brændte.

- Jeg husker min mor stod nøgen i sneen. De havde skåret brysterne af hende og spiddet hende. Hun var helt hvid på grund af kulden.

- Jeg husker der kom en tysk soldat ind i stuen og skød med sin maskinpistol. Jeg faldt ned bag dragkisten. Da jeg vågnede gjorde det ondt. Jeg var blevet skudt 9 gange. Sådan lærte jeg at tælle.

Kun dukken har nænsomhed og tilknytning til mennesker

Et højdepunkt i stykket er en dukke, som Yulia Lystbæk styrer. Dukken har den nænsomhed, forsigtighed og tilknytning til menneskene som krigens børn selv mangler, fordi den er blevet revet ud af deres hjerter.

Det forfærdelige i stykket er at indse, hvor skadelig krig er for vores følelser. Der er ikke plads til følelser i krig. Kun obduktioner, død og overlevelse.

I en af monologerne siger en pige: "Du må ikke græde. Tyskerne kigger på dig med hårde øjne, og hvis du græder, skyder de dig. Bare sådan der. Hvis du græder, så bliver du skudt."Lidt uheldigt: Det er synd for russerne, men jo, det er det

'Krigsbørn' forsøger med instruktøren Andreas Dawe - kendt for at være imod krig og pro-humanist - at sætte rædslerne op på en sådan måde, at publikum kun kan være enige om at stoppe Ruslands krig mod Ukraine. Fordi krig er forfærdelig.

Men alle obduktionerne i stykket handler om, at det er synd for russerne. Og Yulia Lystbæk forholder sig til Putins krig mod Ukraine sådan her: "Jeg skammer mig over at være russisk i Danmark". Hun siger ikke et ondt ord om Putin. Svagt, men hvad ved jeg? Russerne er kendt for at give gift til Putins modstandere i Europa. Måske er hun bange for at drille Ruslands diktator? Ved det ikke.

Men for mig er 'Krigsbørn' mislykket, eller enøjet. Sentimentalt. Grædende: "Det er synd for os russere!" Andreas Dawe kunne have krydret obduktionerne med historier fra Ukraine, sådan at budskabet fremstod mere klart: "Uanset din nationalitet, så er det en tragedie for børn at opleve krig." Det synes jeg.

Sådan er det. Teater er ikke den øverste hylde i lykkehjulet. På sin egen præmis er 'Krigsbørn' okay helstøbt. Synes jeg, men se selv stykket. De synger på russisk, og de fortæller den russiske side af fronten.

Vil du have fred nu, eller først efter vi har tævet Trump og Putin?

Jeg har det omvendt. Mine børns bedstemor stod ved siden af sin far under 2. verdenskrig, da faderen tager lighteren frem og tænder ild til en fakkel. Hun er 6 år gammel, børnenes bedstemor. Faren kaster faklen mod familiens hus som begynder at brænde.

Så kører de ud af landdbyen, med kursen bort fra Karelen, mens de russiske soldater rykker frem. Hele landsbyen står i flammer, kan pigen se ud af bagvinduet på den store amerikanske stationcar, hun ser den brændte jords taktik udført af finnerne. Hendes barndom udslettet af hendes egen familie.

Den lille pige hadede resten af sit liv alt russisk. En fantastisk kvinde, en Sisu-kriger, men også med visse empatiske blindgyder. Følelserne i hende brændte op sammen med familiens hus som barn. Faren blev skør og narkoman med eget apotek. Hendes datter blev halv-kriger. Hendes børn kvart-krigere. Først 4. generation ser ud til at være næsten-normale.

Sådan er krigens børn. Måske vi holder med Gaza, eller med Israel, eller med Rusland, eller med Ukraine. Men børnene må vente på at blive oldeforældre - 4. generation - inden krigens ufølsomhed er gennemvasket med tårer og følelserne atter kan blomstre i os, og krigeren kan gå på pension.

Jeg læser Forpost fra Krim. Mine naboer her i huset er ukrainere på flugt. Mine børns familie hader Rusland. Jeg er vild med Putins klare sind og faktuelle synspunkter, men jeg er ikke så begejstret for at mine ukrainske naboer nu skal lære dansk som voksne. Fordi det er et svært sprog. Og de savner deres hjemland.

Krig ødelægger vores humane følelser, så vi bliver krigere uden nåde. Vi kan altid genopbygge byerne på 5 år. Men at genopbygge krigens børn, sådan at de igen kan blive fredelige, det tager 4 generationer. 100 år.

Tak til Yulia Lystbæk, Andreas Dawe og Teatret Svalegangen for oplevelsen. Måske er det virkelig på tide at vi stopper krigen i Ukraine? Måske, men først når vi har tævet Trump, fordi han vil stjæle Grønland? Og russerne skal også have tæsk? Først derefter kan vi vælge freden? Eller hvad synes du?


Krigsbørn
Forfatter: Svetlana Aleksijevitj
Personlig beretning: Yulia Lystbæk
Medvirkende: Yulia Lystbæk, Christina Meincke, Charlotte Bøving, Bo Carlsson og Jesper Hyldegaard
Bearbejdelse, manuskript og instruktør: Andreas Dawe
Komponist: Nini Julia Bang
Scenografi og video: Julie Forchhammer
Lyddesign og video: Gregers Kjar
Lysdesigner og afvikler: Jens Damsager
Dukkemager: Rolf Søborg Hansen
Dramaturg: Pernille Kragh
Administrator: Karin Ahnfelt-Rønne
Assistenter: Iben Damkjær og Hanna Norman Fussing.

< #1724# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8804# >

Teater anmeldelse

Backstage med Palle Granhøj, danser og koreograf DanskEnglish

Video

Foto: Fotografen.dk

Backstage med Palle Granhøj, danser og koreograf

Bare man smækker en dør hårdt nok, så er der to andre som åbner sig

22. september 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Palle Granhøj har været scenograf og danser i mere end 35 år. Hans danse kompagni har besøgt 50 lande, og stået på scenen flere tusinde gange. Lige nu er han aktuel på Teatret Svalegangen med forestillingen "Det er ikke Mårup Kirke". En historie om længsel.

Her er Palle Granhøj backstage.

- Jeg er blevet en gammel mand, hehe

I forhold til dengang du startede, frem til her hvor du er nu, hvad er der sket med Palle?
- Jeg er blevet en gammel mand, he, svarer Palle Granhøj med et skævt smil. - Men du tænker mere, kunstnerisk? Ja.

- I begyndelsen var alt en kamp. Det har altid været en kamp. Indtil jeg gav op overfor Aarhus kommune i 2017, jeg brugte alt for mange kræfter indtil da, på at kæmpe for min overlevelse - for dansen.

- Lige siden har det været mere afslappende for mig at være kunstner.

Det handler om længsel, den første forelskelse, og så videre

Jeres nye forestilling er en danse-forestilling, og I har også musik. Det handler om en virkelig gammel kirke i Vendsyssel fra 1200-tallet. Hvordan har du skabt en kobling mellem den kirke på Vestkysten, og så en forestilling midt i byen?
- Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg har jo et tema. Temaet for 'Det er ikke Mårup Kirke', det er længsel efter noget der ikke eksisterer mere. Mårup Kirke eksisterer ikke mere, siger Palle Granhøj.

- Jeg tror jo vi alle sammen har længsel i os. På forskellig vis. Den bedste eksempel er jo egentlig den første forelskelse man oplever. Den kan jeg stadigvæk længes efter.

- Den naivitet man havde, den der fuldstændige hengiven til en forelskelse. Men du kan aldrig få den igen, fordi det er ikke den første gang næste gang.

- Hvis jeg så formår, sammen med nogle dansere og nogle musikere, at prøve at få publikum til at genkalde nogle af deres længsler, så er det fint for mig. Så er jeg i mål.

Din signatur er: Obstruktion?

Din signatur som danser er at arbejde med obstruktioner. Hvad er det, obstruktioner?
- Det går jeg meget op i, og det er meget enkelt, det er sådan set bare en arbejdsmetode, siger Palle Granhøj.

- Jeg ser jo at danseren bliver meget tryg, når de skal operere i en fast ramme. Obstruktion gør dem ekstremt kreative. Ligesom når vand løber nedad og møder forhindringer. Vandet skal skisme nok finde ud af at komme forbi. Og sådan er danserens kunstneriske vej også.

Jeg har læst du ikke er intellektuel i dine forestillinger, hvorfor ikke?
- Jeg har ikke forstand på det, hehe. Jeg var meget bange for de der intellektuelle røvhuller - som jeg kaldte dem - der kom fra universitetet. I starten, det er jeg ikke mere. Fordi jeg fandt ud af at de var ualmindeligt vidunderlige samarbejdspartnere, og fandt jo også ud af, at min metode er egentlig meget teoretisk, siger Palle Granhøj.

- Jeg instruerer aldrig med følelser. Jeg instruerer kun med de her teorier som jeg har udviklet.

Nøgen i Mexico

Tiden synes jeg jo bliver mere og mere politisk. Hvad vi spiser, hvordan vi bevæger os, alt er politisk?
- Jeg tror mine forestillinger er politiske, siger Palle Granhøj.

- Det havde jeg ikke sagt for nogen år siden!

- Jeg har lavet en forestilling der hedder 'An Eve, and an Adam' - hvor danserne er nøgne - som vi skal rundt i Mexico med lige om lidt. Og jeg har lige siddet og givet en masse interviews med magaziner i Mexico, og de siger: "Hvorfor er du så politisk?"

Mit privilegium som kunstner

- Haha hehe. - Jeg har aldrig tænkt mig som værende politisk. Jeg har aldrig et politisk motiv. Men i Mexico synes de at det er meget politisk.

- Det er jo mit privilegium som kunstner. Vi har været i 50 lande gennem 35 år, så jeg har oplevet mange spændende modtagelser på noget som jeg havde tænkt på min måde, men som blev opfattet på en helt, helt anden måde.

- Det er et stor privilegium. Det er jeg meget glad for.

Hvad er 'Det er ikke Mårup Kirke'?
- Det er en danseforestilling baseret på bevægelser fra de 4 udøvende dansere, plus mig, og så med et musikalsk setup, fortæller Palle Granhøj.

- Og de er vidunderligt skønne. Det er vidunderligt skønne mennesker.

Jeg glæder mig til at se forestillingen. Tak.
- Tak selv. Nu er jeg bange for at jeg har kørt forventningerne for højt op, griner Palle Granhøj.

< #1696# >< #laesestof# >< #kulturstof# >< #da-DK# >< #8796# >

Dans

Anmeldelse: De døde, vi raser, af Trup Spejlvendt

Stjerner★★★★★★Anmeldelse: 'De døde, vi raser', af Trup Spejlvendt

Du har stadigvæk et øjeblik i livet. Brug det!

21. juni 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Anmeldelse af 'De døde, vi raser', 6 stjerner: Min mor hviskede "sødde" til mig, den sidste eftermiddag jeg holdt hendes hånd, inden hun døde. Men sådan går det ikke i "De døde, vi raser"! Her siger moderen til sin datter,
"- det skal nok gå"
og så døde hun. Det er snyd! Man bliver nemt sur, når man er en pige på 16 og går i gymnasiet, og pludselig er man helt alene sammen med sin søster, forladt alene på denne hæslige jordklode, fyldt med mennesker der ikke forstår din sorg. Hun er vred, hun er rasende, og det kan jeg godt forstå. Moderen løj, som det sidste. Der er 6 stjerner til forestillingen nede fra vækstlaget, med jord på scenegulvet og teaterblod på nøgen hud, skabt af Trup Spejlvendt. Gå ind og se den - upcoming er altid interessant, synes jeg.

Døden er træls, lad os skiftes til at være død

Scenen er dækket med jord, vi er på besøg i de dødes rige. Tavse. Skuespillerne ligger sådan lidt spredt omkring, som folk der i et tankeløst øjeblik har tabt kroppen et tilfældigt sted, og selv er gået videre som en vindbrise af ingenting. Død.
Øv, døden er ikke min kop te, og som sådan synes jeg ikke vi skal snakke om den. De levende mennesker, det er dem der er sjove. Men så skubber skuespillerne på skift skihuen op i panden, og fortæller om hvordan det var, da hun døde. Kvinden på 49, der efterlod sig to unge søstre.

Fortællingen begynder at trække vejret, dejligt. Scenerne skifter elegant, historien springer rundt fra den ene til den anden, og de skiftes til at være død. Det kan jeg godt lide. Både at historien trækker vejret, og at døden er så træls, at vi må skiftes til at være død.

Er det en rose, eller en mælkebøtte?

Der er et raseri i 'De døde, vi raser'. Det er voldsomt, særligt fordi teaterstykket spirer op fra vækstlaget. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske? Er det der en rose, midt i min græsplæne, eller er det en mælkebøtte der vokser frem? I professionelt teater, hvor man har fokus på pengene, er det typisk mælkebøtter der vokser frem. Ufarlige. Måske lidt irriterende, men egentlig aldrig med torne, fordi det kan publikum ikke lide.

Her ligger udfordringen som Trup Spejlvendt finder ud af at løse næste gang. Stykket er nogle steder lidt for meget karry, lidt for meget chilli. Bland noget mere jordbær i retten, så sælger det flere billetter. Synes jeg, og det er vigtigt. Shakespeare forstod det. Chaplin vidste det. Kunst skal være populær, hvis man har noget vigtigt at fortælle. Ellers er det lige meget.

En sviende rift i huden, tak for det

Nå, der er faktisk en dygtig forfatter ombord på skibet Spejlvendt, eller flere af slagsen, og de snakker om noget vigtigt. Jeg tror du kommer til at blive glad for at opleve lidt stand-up om døden, som én af scenerne leverer, rigtig fint. "Man skal ikke grave sig ned i et sort hul som min farmand gjorde, det hjælper ikke noget!"
Der er også filosofi i stykket. Uden at spoile noget, bare fordi du skal vide det: "Sorg er kærlighed du ikke kan få afleveret". Det kan jeg lide. "Kærlighed er sorg du endnu ikke har mærket". Auch! Det gør ondt at se i øjnene, lidt kynisk også, men sådan er det, og derfor er jeg glad for teater fra vækstlaget. Der kan nemt være en torn på rosen, som giver en sviende rift i huden. Tak for det.

Døden kan gøre os småskøre, ofte

Død og sorg skifter gennem livet. 'De døde, vi raser' udforsker sorgen hos det unge menneske, på det tidspunkt i livet hvor vi overvældes af følelser, hvor vi nemt råber eller skærer os i armen. Det er et fint billede af ungdommens spæde flod, når vi endnu ikke har mistet så mange.
Vi lærer det.
For hver død bliver vi klogere og holder stadigt mere fast i livet. Ja, der kan være et lille nervøst sammenbrud, når man mister en man elsker. Også min mors død, gjorde mig lidt skør. Et par uger. Men i ungdommen gør det ekstra ondt, og det er ungdommens stemme stykket giver videre. Det er voldsomt. Som et råb, en vrede! "Jeg hader at du efterlod mig, og jeg hader alle mennesker, fordi de forstår ikke min sorg!"
Det gør vi nok. Man bliver småskør af sorg, indtil såret lukker sig og livet går videre. Eller hvis man er gammel, man får influenza og dør selv inden 3 måneder. Døden er kynisk, synes jeg.

Har du mere tid, så kys nogen

Er du med endnu? Har du mere tid? I stykket siger de: "Vi får ikke mere tid! Livet er et øjeblik, et hjerteslag, et kys, en berøring - ikke mere end det". Ja, vi skal huske i øjeblikket at røre nogen, kramme nogen, sige noget dejligt eller klogt. Det skal du også huske, nu har du slet ikke mere tid til at læse denne anmeldelse af 'De døde, vi raser'. Kig dig omkring. Du har endnu et øjeblik i dit liv. Brug det.

Tak til Trup Spejlvendt for oplevelsen, den var god.


Holdet bag ‘De døde, vi raser’
Medvirkende: Sif Trolle, Tess Busingye, Jonas Thorsted Frederiksen, Julius Rechnagel
Instruktion og koncept: Trup Spejlvendt.

< #1678# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8835# >

Teater anmeldelse

Batty Bwoy - norsk danseoprør på Bora Bora

Video

Foto: Pietro Bertora

'Batty Bwoy' - norsk danseoprør på Bora Bora

Danser tackler frygten for de andre

12. marts 2025.Kulturnyt, Dans

Fjendebillederne toner frem her, der og alle vegne i det politiske landskab og i ophedede kommentarspor på sociale medier. Vores ret til ligeværd uanset køn og seksualitet skal igen forsvares. På Bora Bora udfordrer den roste og prisvindende norske danseperformance 'Batty Bwoy' den 1. - 3. april de fastlåste billeder af den homoseksuelle krop som pervers, så publikum rejser med i danserens intense frigørelse.

Forestillingen vises også i Dansehallerne i København den 8. & 9. april.

'Batty Bwoy' er det nedsættende jamaicanske udtryk for en queer person og kan oversættes til "butt boy". Røvdreng. I den intense danseperformance af samme navn angriber og udstiller norske Harald Beharie de myter, der er om "black queerness" og de fastlåste fortællinger om, at queer kroppe er perverse og afvigende figurer.

- Publikum kommer til at opleve forestillingen helt tæt på, da siddepladserne er placeret på selve scenen, hvor Harald Beharie optræder, fortæller teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen, der har bragt forestillingen til Bora Bora i Aarhus.

- 'Batty Bwoy' er en oplevelse, publikum sent glemmer. Som tilskuer oplever vi både hans skrøbelige, usikre krop, men vi beruses også af den frigjorte kraft og livsglæde, han bringer ind i sin meget fysisk udfordrende koreografi, tilføjer hun.

En meget aktuel forestilling

Rundt om i verden - og senest i USA efter valget af Donald Trump - er homoseksuelle, queer og transkønnenede i større og større omfang udset som prügelknabe. Herhjemme er tonen også blevet skarpere på blandt andet de sociale medier.

Lotte Kofod Ludvigsen siger:
- Det er tvingende nødvendigt, at vi bliver ved med at udfordre de fjendebilleder, der kun tjener til at aflede opmærksomheden fra større strukturelle problemer. Mit håb er, at vi med scenekunsten kan skabe en åben dialog om retten til at være sig selv og møde respekt fra andre uanset køn og seksualitet. På Bora Bora vil vi være det fælles rum, hvor vi kan vise alternativer og nære medmenneskeligheden og sammenhængskraften i vores samfund.

'Batty Bwoy' indeholder nøgenhed, er seksuelt eksplicit og indeholder høje lyde. Anbefalet alder for publikum: 18+ år. Siddepladser er unummererede.

< #1646# >< #laesestof# >< ## >< #da-DK# >< #8689# >

Dans

Oh, Josephine, på Teatret Svalegangen i AarhusDanskEnglishJosephine Baker

Stjerner★★★★★★'Oh, Josephine', på Teatret Svalegangen i Aarhus

Djævlens kappe er frisind, not?

26. september 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Anmeldelse af 'Oh, Josephine': Det første offer i enhver krig er den fri kunst. Dét er temaet i 'Oh, Josephine', en fantastisk forestilling til 6 stjerner skrevet af Thomas Markmann, og produceret af Teatergrad. Kunsten tager altid den første kugle. Hvorfor? Fordi kunstens frihed er at fortælle dig, hvordan livet og verden i virkeligheden ser ud. Magthaverne hader dén slags, mere end væggelus man har med hjem i sin kuffert fra ferien i varme lande.

På det ydre plan handler historien om 'Oh, Josephine'. En karismatisk kvinde for 100 år siden. Hun var smuk. Hun vidste at mænd vil have bare bryster og bananer. Hun tjente kassen på at danse og lave film, primært iført dét kostume.

Selvfølgelig havde Josephine Baker en træls barndom, og en tidlig seksuel debut. Hvem ellers ville på den tid i 1920'erne rende rundt i et bananskørt? Men Thomas Markmann vil meget mere end at snakke om sex og social arv. Forestillingen handler om politik, magt og oprør. Og sex. En perfekt kombination lige siden Shakespeare.

Den magiske kvinde, som var sort og nøgen

Josephine Baker var ikke kun en attraktiv kvinde, hun var også en oprørsk kvinde som er til inspiration for dig i dag. Ethvert oprør starter et sted i din seksualitet, men slutter ikke før folk holder op med at kigge på bryster og i stedet kigger på hvordan de mere magtfulde mennesker undertrykker de mere magtløse mennesker.

På Josephines tid - de brølende tyvere - var der frisind i hele den vestlige verden. Det varede kun et øjeblik, inden Hays Code i 1930 fjernede Hollywoods kunstneriske frihed og banede vejen for ham den lille tysker, ham med det meget store behov for at 'beskytte' Østrig, Polen, Danmark og så videre.

Inden lukketid kommer Josephine Baker til Adlon i København, 1928, for at danse nøgen rundt med bananer om livet. Dette er grundscenen i stykket. En dansk natklub.

Super arbejde fra skuespillerne

Malou Takibo spiller Josephine Baker. En kvinde med ben i næsen, og så synger hun fantastisk. Forestillingen har musik af Marie Louise von Bülow. Melodisk og svingende, vild med den. Rolf Hansen gør et kæmpe arbejde som natklubbens konferencier, dejligt karakter-arbejde. Du vil også elske Hans Find Møller. Han kan være Leo Mathiesen helt ud til spidsen af cigaren, mens han leger med sit klaver. Luise Kirsten Skov er standfast i de mange roller hun har i stykket.

Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Publikum sidder på begge sider af en lang opbygning der ligner en natklub for 100 år siden, og den er en fin scene for et væld af historiske personligheder.

Kun de døde fortjener et vejskilt

Døde kunstnere stiger i værdi. Sådan er det. Kun fortiden kan man fortælle sandheden om. Sådan er det, og det er forestillingens frihed til at sige noget væsentligt om nutidens magthavere. Du møder Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Kraftfulde danske kunstnere, der ikke magtede kunstnerisk at overleve, da de første skud blev løsnet i 2. verdenskrig.

Kun Josephine Baker overlevede som kunstner. Hun var blevet fransk statsborger, og hun blev modstandskvinde i en krigstid. Hun oprettede et børnehjem og blev meget rig. Hendes penge købte en masse børn fri fra fattigdom, og hun forstod sig egentlig aldrig på de pædagogiske principper for opdragelse. Kærlighed var endnu ikke opfundet i hendes barndomshjem, men sex og vold mod kvinder og etniske minoriteter var til gengæld.

Du vil elske musikken, historien og skuespillet

Det er sjældent man ser en dansk teater-forestilling med god musik på et højt kunstnerisk plan. Det er sjældent man ser en i sandhed god historie i et dansk teaterstykke. Begge dele på én gang, med humor og højt skuespil, det er sjældnere end sjældent. Ved ikke hvad det hedder på dansk?

Der er 5 stjerner for scenografi, musik, skuespillerne, instruktion og aktualitet (til trods for at historien foregår for 100 år siden agtigt). Den 6. stjerne er for at turde at kritisere den nuværende samlings-regering. Sidste gang hed værnemagten Tyskland. I dag ved ingen hvem der 'passer på os'. Men vi ved at vi har en samlings-regering, vi ved der er op til 12 års ventetid på at få fri behandling på sygehuset. Som Thomas Markmann siger det i stykket: 'Vi ved vi lever i en tid, hvor velfærd for de fleste bliver vekslet til velstand for de få'.

Dét er frækt, Thomas. Håber du har en god pensions-ordning. Jeg er ikke sikker på at dén bemærkning vil udløse en livslang kunststøtte til dig. Men så må du leve med, at publikum elsker din kunst. Der er totalt udsolgt på Teatret Svalegangen de kommende dage.


Oh, Josephine, af Thomas Markmann
Medvirkende Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Instruktion Pelle Nordhøj Kann
Scenografi Nikolaj Heiselberg Trap
Komponist Marie Louise von Bülow
Lysdesign Flora Pelle Brandt
Koreografi Gunilla Lind
Kreativ producent Christine Worre Kann
Produceret af Teatergrad.

< #1523# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8573# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Carcass, Bora BoraDanskEnglish

Stjerner★★★★★★Anmeldelse: 'Carcass', Bora Bora

Carcass: Her springer livs­energien ud i fuldt flor

14. februar 2023.Kulturnyt, Lita Domino

Anmeldelse: I forestillingen 'Carcass' er døden et spejl til en seks stjerners anmeldelse af livet. Jeg sidder med hamrende hjerte på publikumsrækkerne og lade mig indtage af et anderledes og modigt dansedrama fra Himherandit Production. Et stort skråvinklet lofts-spejl trækker i min opmærksomhed, idet spejlet hænger hen over den ene side af scenen. Det er som et skibssejl hvor scenekunstnerne kan spejle sig og anskue sig selv fra et andet perspektiv. - Som at kigge ind bag den døde vinkel. Døden der betragter livet og livet der betragter sig selv med dødens øjne.

Forestillingen 'Carcass' tager fat om temaet døden med både humor og kærlighed til alle de øjeblikke hvor det gælder livet. Forestillingen har sin nerve i den praktisk oplevelse af døden og samtidig forholder den sig poetisk til alle de følelser som opstår i dette landskab.

De danser med livsenergi i dødens klæder

6 stærke og erfarne performere, - livlige og udtryksfulde, - giver både kant og omsorg til døden. De tager livsgreb med alle de skygger som lever i dens dunkle farvand. Jeg kan lide det praktiske forhold forestillingen 'Carcass' har til døden. De 6 dansere udtrykker nøgent og ærligt de følelser som opstår her. Jeg kan lide energien. Jeg kan lide den fremstilling værket har af de behov der opstår konkret i dødsøjeblikket. At vaske den døde og give ligklæder på. Jeg elsker fremstillingen af de livsgreb der er nødvendige at tage, når de levende skal holde sig i live og samtidigt ved at de også en dag må dø.

Teaterparformens med en stærk fornemmelse af dualitet

Forestillingen 'Carcass' er en poetisk perle af små underfundige øjeblikke der knytter sig til det sidste åndedræt. Fra det åndedræt som mennesket har i brystet når vi tænker på døden og til det åndedræt der slipper op, når døden indtræffer. Lyden af et hjerteslag og fraværet når lyden stopper. Liv og tomhed som en dualitet. Den dunkende rytme som en lydkulisse, og senere skræmmende elektroniske ridser der skærer ind til benet. Den klassiske operaklang der løfter stemningen i rummet til et guddommeligt og ærbødigt øjeblik. Lydkulissen er scenens underlag. Ovenpå denne ligger der et væsentligt, forunderligt og meget livsbekræftende koreografisk værk om døden, og om det menneskelige vilkår at leve med døden.

Til teamet bag 'Carcass' tak for oplevelsen og til Bora Bora der i øjeblikket huser dem.


Carcass
Koreograf & kunstnerisk leder Andreas Constantinou
Performere/dansere Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold, William Cardoso
Lysdesign Christoffer Brekne
Lyddesign & scenografi Jeppe Cohrt
Dramaturg Siri Knutsen
Producent Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej
Co-produceret i samarbejde med Bora Bora – Dans & Visuelt Teater

< #1480# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8511# >

Dans anmeldelse

Anmeldelse Every Body Electric, Det Frie Felts Festival på Bora Bora i AaarhusDanskEnglish

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Every Body Electric', Det Frie Felts Festival på Bora Bora i Aaarhus

Anmeldelse 'Every Body Electric': Vi elsker alle vores extensions, tror jeg

28. januar 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Anmeldelse af 'Every Body Electric', dance performance af Doris Uhlich. Så vi måtte tage den lange gåtur, udenfor i den kolde januar frostnat. Fordi mange bygninger ikke er lavet til personer i kørestol. Men på denne nat har bygningen mistet sin modstandskraft til en kvinde fra Wien, Doris Uhlich. Hun er i byen med danseforestillingen 'Every Body Electric'.

Forestillingen handler om vores handicap, herunder mennesker i kørestol. Faktisk bruger de to optrædende denne aften, Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel, begge kørestole for hurtigt at komme rundt. Selv nogle blandt publikum bruger den kropslige forlængelse kaldet 'kørestol'. Så vi går udenfor og går den lange vej på den frysende interimistiske kørestolsrampe ind i den enorme dansesal i Bora Bora.

Jeg vil have den kørestol

Jeg kan virkelig godt lide danseforestillingen, og jeg hader at indrømme, at jeg er forelsket i Sopur-kørestolene, som danserne bruger. Wow. Hvis jeg mistede mine ben, ville jeg gå efter den. 3.300 Euro, det er et kup. Jeg mener, se på kvaliteten. Stolen er nem at opbevare i en bil, hjulene snapper virkelig nemt af. Og kuglelejerne! Få mig ikke i gang, hjulene snurrer bare og snurrer. Det er en smuk maskine, kørestolene fra Sopur, Sunrise Medical.

Og sådan er det for os alle. Vi har et handicap og nogle kropslige forlængelser. Kørestolene på scenen er extensions ligesom mine 3 Euro-briller fra Normal, og min gamle bil fra Renault, min helt nye telefon fra Apple. Alle mennesker har extensions for at kunne leve mere komfortabelt, og vi kan godt lide vores extensions. Får os til at føle os stolte og i stand til at leve et bedre liv.

Jeg vil have den kropsrytme

Forestillingen udforsker vores forhold til extensions. Nogle gange identificerer vi os med udvidelsen. "Hej, jeg er hr. BMW, rart at møde dig!" Eller "Hej, jeg har lige købt denne seneste model fra Sopur! Og hvordan har du det?" Jeg elsker denne udforskning i 'Every Body Electric'.

I en scene hænger Adil sin extension i loftet. Den hænger der som en død hest. Han har ikke brug for en forbandet kørestol fra Sopur. Det er rigtigt. Adil har så stærke muskler, når han danser, at han faktisk kan svæve bare i den rene energi fra sine bevægelser. Hans kropsrytme er som techno. Fuldstændigt gentagende muskler og det lyse sind, klart som en solskinsdag.

Men så mistede Vera det ene hjul og lå nøgen på jorden. Sårbar. Ind kommer helten, Adil, og ordner hendes kørestol.

Vi har brug for de extensions. Det er okay, bare rolig. Men danseforestillingen har et højere niveau.

Jeg vil have den livsenergi

Bevægelserne i forestillingen. Nøgenheden. Udforskningen af os selv og vores extensions. Jeg tror, at dette show er værd at opleve for alle. Hvad er livsenergi? Vi ved, at livsenergi er det eneste, der er værd at have opmærksomhed på. Og vi ved, at hver gang vi mister vores opmærksomhed, mister vi livsenergi.

Vi må være til stede for at være i live. Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel er netop det. Til stede. Rytmisk. Dansende. Jeg kunne rigtig godt lide forestillingen, og efter showet sagde koreografen Doris Uhlich i en artist talk med Cath Borch Jensen på scenen:
"Jeg er en politisk kvinde, men kunsten er noget konkret der folder sig ud." Jeg kan godt lide hendes synspunkt. Politik er talte ord, kunst sker virkeligt. Tak for oplevelsen, bragt til Aarhus af 'Det Frie Felts Festival'.


Every Body Electric
Koreografi Doris Uhlich
Dramaturgi Elisabeth Schack
Performere Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel
Lys, rum Gerald Pappenberger
DJ Boris Kopeinig
Kostume Zarah Brandl
Feedback Yoshie Maruoka, Theresa RauterProduktion Margot Wehinger
Foto Theresa Rauter
International Distribution: Something Great.

< #1475# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8504# >

Dans anmeldelse

Ableisme er en invalid kurv ingen skal sidde iDanskEnglishDoris Uhlich, Kunstner. Foto: Happy Fotografen.dk

Ableisme er en invalid kurv ingen skal sidde i

Uapologetiske kroppe på scenen og uden for scenen

27. januar 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Du tror, det nogle gange kan være svært at være speciel i et normalt samfund, som er hyperreguleret af arkitekter, politikere, advokater, lærere og mennesker. For eksempel, hvis jeg har den kropslige forlængelse der kaldes en elektrisk kørestol, vil jeg måske nyde farten når jeg kører ned ad gågaden her i Aarhus, men til sidst vil traditioner og ableisme kaste en skruenøgle ind i mit maskineri.

Evnen til at se evnerne

Danmark, som var den første i Europa der etablerede formelle love for racerenhed i 1929, har stadig et problem med at se bagved kørestolen og bare forbinde sig til den person der kører. For det meste fokuserer vi på det der mangler (?) og bemærker ikke meget til evnerne som findes. Noget med vores humør, tror jeg - for meget skumregn og mørke - og næsten 100 år efter 1929 er vores land stadig styret af de samme partier der gav Hitler inspirationen til de grusomheder, der kommer fra at sætte folk i kurve med 'at kunne' eller 'at være invalid'.

Det kan meget vel være rigtigt, at Hitler tabte sin kamp for renhed, men der er stadigvæk mange uønskede i danske skoler, museer, busser, flyvemaskiner eller bygninger af enhver art. Hitlers invalide kurv overlevede faktisk og bliver i dag værdsat i en næsten religiøs chant:
"Åh stakkel, jeg føler så meget med ham, jeg er så ked af det, så hårdt er hans liv! Stakkels fyr, hvorfor dræber han sig ikke bare, åh stakkel, det var da bedre at han aldrig var blevet født."

Danser med nøgne kørestole og den slags

Jeg er til ableism-seminar på Godsbanen, Aarhus. "Unapologetic Bodies on Stage" skabt af The Performing Arts Platform i Aarhus og Det Frie Felts Festival, København. 100 mennesker, eller deromkring, lytter og deler inspirerende tanker om ableisme og disableisme. Den første er: "Jeg foretrækker blondiner, undskyld", og den anden er "Rødhårede mennesker har ingen adgang, undskyld".

En kvinde fra Østrig står på scenen. Doris Uhlich. Jeg glemmer farven på hendes hår, men hun er afslappet og glad når hun taler om ableism og den måde hun lever med at skabe både terapeutiske og inspirerende forestillinger. En af forestillingerne kan du overvære på Bora Bora her i Aarhus - tjek den ud, den har kropslige extensions og skamløs nøgenhed som du aldrig har set før. Måske.

"Jeg kan godt lide at være nøgen," siger hun. "Faktisk vil jeg gerne begraves nøgen. Hvis det overhovedet er tilladt," spørger hun. Publikum lytter. "Jeg kan godt lide det nøgne rum, og jeg forsøger altid at motivere folk til at være nøgne. Men først ville jeg være danser. Da jeg var 11, sagde jeg til min klaverlærer: "Jeg vil gerne blive danser." Hun lo. "Du er for tyk!" Så gik jeg til den i mange år, og kom endelig til audition i Wien som ung. De ville ikke lukke mig ind. "Du er for korpulent til at være danser," sagde de. Så tabte jeg mig 20 kilo, gik til endnu en audition, jeg blev optaget på skolen og tog alle mine kilo tilbage."

Doris Uhlich smiler, og publikum griner. Tilsyneladende er der måder at komme rundt om ableismen. Det kan jeg godt lide.

Kraften ved at bevæge din krop

"En af grundene til at være nøgen, det er kraften i at klæde sig af. Alle mennesker kom til verden fra en livmoder, nøgne. Det er det hellige rum, vi alle deler," siger hun. "Nøgenhed."

Hun viser en video af en kunstnerisk optræden med hundredvis af mennesker der er nøgne eller klædt på. De danser som babyer, vakler, op og ned. Bevægelser af kroppen i gentagelse. Som at skælve, ryste, opleve musklerne og tyngdekraften og den smalle sti mellem dem, bevægelsesrummet.

"Når du bevæger dig, og du er glad, giver det dig energi," siger Doris. Jeg tror på hende, hun virker ustoppelig.

Victor Vejle, Kunstner

Victor Vejle, Kunstner. Foto: Happy Fotografen.dk

The art of ableism

En anden kunstner på seminaret er Victor Vejle. Han siger, at andre lande som England er år foran os, når det kommer til at have byer og skoler og sind der er åbne for folk der ønsker at komme ud af den gamle invalide kurv. Han går på den meget fine kunstskole i København, og en dag bemærkede han: 'Hej, der er en kørestolsrampe i skolens indergård. Den blev leveret for måneder siden af fragtmanden, men ingen har brudt sig om at samle den, så den kan bruges...'

Victor var forundret. Hvorfor skulle skolen investere i rampen, men ikke finde nogen motivation til at bruge den, så den kropsligt udvidede person ville kunne få adgang til skolens undervisning? Faktisk undrede han sig så meget, at han valgte at bruge rampen som et kunstprojekt på skolen. Han skrev et brev til skolens administration og spurgte, om han måtte låne pallen med de usamlede metaldele.

"Jeg lover at jeg sætter den tilbage i gården, efter at mit kunstprojekt er blevet evalueret. Jeg vil ikke engang samle den, det sværger jeg."

Skolen besvarede ikke hans anmodning, og den var for tung at bære ind i bygningen på egen hånd. Så Victor Vejle tog billeder og lavede en kunstinstallation af det: 'Kørestolsrampen i skolegården.' Et symbol på den strukturelle ableisme i vores danske uddannelsessystem.

Eller hvad synes du?

Indtil nu har jeg kun mødt én mand, der måtte kravle op ad trappen på vores arbejdsplads, fordi han havde mistede benene i en kappestrid med en mejetærsker, og han var bare en lille dreng dengang. Maskinen vandt, som vi alle kan forestille os. Trapper og ingen ben, så måtte han kravle op og ned hver morgen og i hver pause.

Hvordan er det efter din erfaring? Afskaffede vi nogensinde den invalide taske, eller stoppede vi den bare ind under sengen? Foregiver vi at vi er i stand til at se evnerne, eller er vi i virkeligheden i stand til at forbinde os, bevæge vores krop og bare nyde at leve med kropslige udvidelser og eventyrligt sjældne tilføjelser under huden, og den slags.

Dernæst fik vi kaffe, - eller jeg fik ikke

Tid til en kort kaffepause, men jeg kunne ikke indtage en enkelt dråbe mere end jeg allerede havde fået. Derfor mangler ordene fra Cath Borch Jensen, performer, efter pausen på seminaret.

I stedet skyndte jeg mig hjem og ændrede mit liv. Kyssede min kvinde og slap mine skuldre. Hav en god dag.

< #1471# >< #laesestof# >< #kulturstof# >< #en-UK# >< ## >

Kultur

Anmeldelse True Story, Det Frie Felt på Bora Bora i Aarhus

Stjerner★★★★Anmeldelse 'True Story', Det Frie Felt på Bora Bora i Aarhus

To unge mænd fortæller historier midt i en cirkel af publikum

25. januar 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Anmeldelse 'True Story': I performancen 'True Story' sidder vi (publikum) på stole i en kreds på dansegulvet, Bora Bora i Aarhus. Klokken er halv otte om aftenen. Humøret er godt. 28 mennesker i en cirkel. To unge mænd, Jonathan og Satya, fortæller historier live og direkte - 100% sande historier - men inden de begynder, skriver de navnet ned på et stykke papir som er klistret på gulvet foran hver stol. "Cirkeline", "Rikke", "Naja", "Roberto" og så videre hele cirklen rundt.

Uden at bede om det, er samtlige tilskuere blevet en del af historien. Elegant, synes jeg. Der er 4 stjerner til 'True Story'.

Det Frie Felt er i Aarhus

Det Frie Felts Festival er ankommet til Aarhus. Jonathan og Satya er en del af den karavane af uafhængige scenekunstnere fra Afrika, USA, England, Finland, Tyskland + flere lande. Festivalen har været hårdt ramt de sidste par år af den globale forkølelse, men nu er den her. Du kan læse mere om ugens forestillinger og købe billetter (de er billige, og der er ikke mange tilbage) på Bora Bora i Aarhus.

Sterilt teater i en bankboks

Det meste etablerede teater er kommercielt funderet og derfor lige så farligt som en Mars-bar i en fryser. Teatret er dyppet i kogende vand og dernæst slået med kæppe for at få det helt tørt så det kan opbevares i en bankboks. Mainstream teater er konservativt, hensigten med forestillingerne er at bekræfte vores fordomme om verden, og skuespillerne putter en finger i siden på os, for at få os til at grine og slippe pengene til en billet.

Det Frie Felts Festival er noget andet

Det Frie Felts Festival er en fest med uafhængige scenekunstnere - 'Project Fonded Independent Stage Artists'. De mennesker er altid på vej med en ny idé, fordi de har ikke noget fast job. De skal søge penge til hver ny forestilling. Et samarbejde mellem nationerne. En ny vinkel. Nyt koncept. Mere udviklende end afviklende. Mere dans og livsglæde, - mindre konservative, tænker vi.

'True Story' er sådan en mindre konservativ forestilling.

Den oprindelige fortællekunst

Og dog, Jonathan og Satya - midt i vores cirkel - dyrker den oprindelige fortællekunst, og det kan man på sin vis kalde konservativt. Det er old school, og det virker. De to fyre fortæller historier live, indstuderede og improviserede. Sådan som vi mennesker altid har fortalt historier. Vi lytter, mens de to unge mænd lægger fra land. Vi er ombord på et kinesisk skib i 1405 der nærmer sig nye kyster. Kaptajnen...
- Satya griber ud efter en af tilskuerne, tager hans opmærksomhed og flytter figuren ind på scenen som er en cirkel imellem os
...han ligger og sover nede i sin kahyt, helt nøgen sammen med...
- Jonathan griber fat i en anden person i vores cirkel,
...sammen med en skaldet mand, skribenten, klædt i en gammel jakke og store sorte støvler.
Publikum griner - og sådan fortsætter den vilde historie som publikum selv bliver en del af.

Ekvilibristiske historiefortællere

Jonathan og Satya skifter virtuøst fra den ene scene til den næste. Vi er i et rumskib. Vi er fiskere omkring en sø der kaster sten i vandet og venter på at fange den store blåhval. Vi er druider omkring et bål, og det er fuldmåne og vi kaster euforiserende urter på flammerne. Vi er... Billederne skifter hurtigere og hurtigere. Til sidst ser vi i øjnenene, at vi er tilskuere til en fortælling, vi er lige nu en del af dén fortælling, vi ankommet til forestillingens afslutning. Puf, slut.

Fed oplevelse, tak for den. Fra USA og England, Jonathan Bonnici og Satya Bhabha. Der er flere forestillinger de kommende dage. Tjek dem ud på Bora Bora i Aarhus.


True Story af og med Jonathan Bonnici og Satya Bhabha.
Skabt i samarbejde med Bojan Jablanovec.
Produceret af Satya Bhabha, Jonathan Bonnici og Via Negativa.
Administrator Gry Raaby.
Konsulent Klavs Tarp.
Oversættelse Morten Dalhoff.
Foto Matjaž Rušt.

< #1463# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8497# >

Performance anmeldelse

Anmeldelse: Melancholia, Aarhus Teater

Video

Foto: Emilia Therese

Stjerner★★★★Anmeldelse: 'Melancholia', Aarhus Teater

Teater som gør os stærkere

1. september 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.

Skuespillerne Mette Døssing og Christian Hetland er eminente til at få karakteren ned i tæerne og ud i det yderste led af fingrene. Elsker det. Rikke Lylloff er forfriskende i sin uberørte nøgenhed og glubende hunger efter ungdommens kilde som lindrer depression.

'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for Lars von Triers genialitet. Det er okay. De fleste har alligevel heller ikke set filmen som starter med verdens undergang, og dér skulle teater-udgaven efter min mening også have begyndt sin fortælling. Men det er en smagssag, og stykket 'Melancholia' smager faktisk udmærket.

Alligevel skal du se Melancholias bud på verdens undergang

Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.

Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.

Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.

Gode skuespillere gør Melancholia værd at opleve

En dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.

Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.

Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.

Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.

De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.

Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.

Autentisk og fint spillet af Rikke Lylloff

'Melancholia' på Aarhus Teater lykkes fint med at inddrage nøgenheden og seksualiteten, som er et par af Lars von Triers gamle skolekammerater. Der er mange fine scener hvor Justine viser sin længsel og sin ikke-berørthed af livet. Rikke Lylloff kan være et skælvende marengshus der er ved at falde sammen i regnvejr, og hun kan være en hungrende kvinde med ægløsning. Autentisk og fint spillet af Lylloff.

Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.

Teater som gør os stærkere

Nå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?

'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.

Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.


Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.

< #1428# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater

Erasmus Montanus handler om de 2 søstre: Kærligheden og sandheden

25. august 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.

Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?

Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.

Fed underholdning

Det er meget godt

"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af Christian Lollike. Holberg var den fyr der skabte dansk skuespil i 1722. Før ham var der kun franskmænd og tyskere på kongens slot, og de sang og spillede europæisk teater. På udenlandsk. Holberg skabte danske teaterstykker på et dansk teater i København, han skrev i rasende fart historier om danskere, på dansk. Allerede efter nogle få år gik teatret konkurs og kongen forbød i 20 år teater i Danmark.

Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.

Kæmp for alt hvad du har kært

Vi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"

Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".

Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.

5 stjerner

Til premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre. En okay historie om kampen mellem de dumme og de kloge - og hvem er egentlig hvem?

Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.

< #1420# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8407# >

Teater anmeldelse

Hjertestarter var med til at redde Martins liv

Hjertestarter var med til at redde Martins liv

Hjertestarter: Sådan trak vi Martin ud af dødens sorte kappe på Aarhus Teater

10. maj 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sand historie. Fest, bladguld og lysekroner i flere etager, kæmpe teatersal. Kvinder i lange kjoler, øreringe og opsat hår, sætter sig. Mænd i habit, joviale og spændte læner de sig tilbage i sædet. 500 mennesker i salen. Flere hundrede i de røde stolerækker på gulvet, og resten sidder på balkonerne op mod loftet hvor en gigantisk svane holder sine vinger skærmende ud over rummets mennesker. Vi småsnakker med hinanden og kigger op på scenetæppet. Cabaret på Aarhus Teater. En musical med sang og dans, livsglæde og seksualitet.

Og i netop det øjeblik gjalder en stemme ud i rummet. "Er der en læge til stede?"
Lidt læge er man vel altid.

Jeg skræver over 3-4 lange ben og kommer ud på siden af rummet. En mand ligger lang på gulvet. Hans skjorte er revet åben så brystkassen er nøgen, en ung mand trykker med strakte arme rytmisk på hans brystben. Fyren med hjertestop hedder Martin(*), bliver der sagt. De er gået i gang med hjerte-lunge redning indenfor 30 sekunder efter han faldt omkuld. Sejt. Hurtig hjælp tæller dobbelt.

"Hjertestarter!", råber jeg. Ser at den allerede er ankommet nede ved fodenden af manden med hjertestop. En kvinde ved siden af manden føler efter pulsen. Den unge kvinde ved hans hoved tæller til 30 for at støtte rytmen hos ham der giver hjertemassage. Jeg sidder ved toppen af hans hoved. Stop. Hun giver ham 2 indblæsninger.

"Vi må bede publikum om at trække ud af salen," lyder en alvorlig mandestemme i højttalerne. Forsigtigt rejser 500 mennesker sig stille op. Bekymrede, nervøse, berørte, søger de mod udgangene i den modsatte side af salen.

"Fortsæt, jeg kan ikke mærke pulsen," siger kvinden. Den unge mand pumper rytmisk. 30. 2 indblæsninger. Fortsæt. Jeg ser døden i baggrunden. Klædt i en sort kappe læner han sig nonchelant op ad væggen. Afventende. Nikker til mig. Vi har mødtes mange gange før, og han er blevet vant til at jeg kan se ham. Det kan man ellers normalt ikke.

Hjertestarteren bliver rakt frem til en af teatrets medarbejdere, der sidder til højre for mandens skulder. Han river en klistret pad op, giver den til mig. Jeg klasker den præcist på Martins brystkasse. Højre side, under kravebenet, med en ledning forbundet til hjertestarterens elektriske kraftværk. Vi skal have strømmen på tværs, så derfor sætter jeg den anden klistrede pad til venstre, længere nede på siden af Martins brystkasse.

De to pads har suget sig fast til brystkassen og de har nu en lige linje mellem sig, en linje som går tværs gennem Martins hjerte.

"Analyserer, hold afstand," siger hjertestarterens mekaniske kvindestemme. Hun taler myndigt. Man skal adlyde hjertestarteren, sådan er det. Den unge kvinde har fingeren på den grønne knap for at sende strøm gennem Martins hjerte. Men forgæves.

Der er ingen stødbar rytme. Det betyder Martin praktisk set er død - døden strækker hals - men det betyder også at 6 tilfældige mennesker i en teatersal nu holder ham i live med hjertemassage og kunstigt åndedræt. Vi er på kanten mellem liv og død. Så længe den unge mand pumper, og den unge kvinde blæser luft i Martin, så længe kan vi holde Martin på de levendes side, selvom han er død.

"Fortsæt hjerte-lunge redning," kommanderer hjertestarteren. Døden trækker ligegyldigt på skuldrene.

Vi fortsætter. "Ambulancen er på vej," siger en fyr. Jeg kigger omkring os. Hele teatret er tomt, bortset fra vores lille gruppe forrest i salen til højre for scenen. Og så sker det. Martins hjerte har gennem massagen erobret en stødbar rytme.

"Analyserer, hold afstand. Gør klar til at støde." Den unge kvinde trykker på knappen. Strømmen smækker gennem Martin så han spjætter i en krampe der trækker alt sammen omkring hans hjerte. Han raller og stønner. Vi tror han er kommet tilbage, men det er han ikke. Han har stadigvæk hjertestop, som egentlig er et forkert udtryk. Der er liv i Martins hjerte, men kamrene flimrer og pumper ikke blodet rundt i kroppen. Hjertet er ikke stoppet, det er bare lidt forvirret, det flimrer.

Vi tror han er okay og ruller Martin om på siden til aflåst sideleje, men det er ikke okay. "Han kan godt have hjertestop stadigvæk, selvom han trækker vejret," siger jeg. Det kaldes agonal vejrtrækning i form af et par hørlige gisp, men det er ikke normal vejrtrækning. Kvinden ved hans side kan heller ikke finde pulsen. Vi trækker ham tilbage på ryggen. Hjertestarteren tjekker ham.

"Analyserer, hold afstand. Tryk på stødknappen, nu!" Damen i hjertestarteren er helt rolig. Det er fedt. Martin spjætter og gisper. "Der analyseres. Fortsæt hjerte-lunge redning!" siger damen i hjertestarteren. Den unge mand adlyder. 30 klem. Den unge kvinde trækker hovedet tilbage, 2 indblæsninger.

Paramedicinerne vælter ind. 3 stykker. Orange dragter, udstyr og en effektiv energi, helt rolige. "Fortsæt," siger den ældste af dem, tror han er læge. Martin får et nyt stød. De bærer ham ud i gangen hvor de har en professionel hjertestarter klar. Giver ham medicin. Stød.

Som en mægtig vind trækker døden sig ud af Aarhus Teater med kappen blafrende omkring sig. Der bliver helt stille omkring Martin. Han åbner øjnene. Han er reddet. De laver et EKG. Bærer ham ud til ambulancen og skubber båren ind. Lukker dørene, triller ham stille til sygehuset. Folk kommer ind igen. Sætter sig på deres pladser og oplever Cabaret.

Cabaret er en fed forestilling om at leve. Og da musicalen er slut, "klapper publikum med en af de længste applauser nogensinde på Aarhus Teater," skriver en tabloid på nettet. Artiklen har overskriften: "Chok til teaterpremiere: Mand faldt om med hjertestop." Vel, sådan kan man også sige det.

Fakta er, at Martin balancerede på grænsen og at en gruppe tilfældige mennesker trak ham ind på fast grund. Fantastisk at være menneske. Jeg er høj. Adrenalinet suser i mig. Det er helt normalt. Dagen efter er jeg ked af det. Også normalt. Alle de ting vi gør som er meningsløse. Livet er så værdifuldt at penge, succes og status blegner som et billigt klistermærke i solen.

At være med til at redde et medmenneske, en tilfældig fredag i et teater i Aarhus, det var et wake-up call også for mig.

Sådan anvender du en hjertestarter

Mand med hjertestop falder omkuld
Du bliver opmærksom på en mand der er faldet omkuld. Sæt dig på hug ved ham, eller på knæ. Forsøg at få hans opmærksomhed. Svarer han ikke, så rusk ham. Hvis han har hjertestop, får du ikke hans opmærksomhed.

Frie luftveje
Se om manden har noget i munden som hindrer ham i at trække vejret, og læg mærke til om han trækker vejret. Vejrtrækningen skal være normal og harmonisk. Trækker han vejret i ryk, gaspende og uden mening, så har han sikkert hjertestop. Få fat i en hjertestarter.

Stabilt sideleje
Få nogen til at ringe efter ambulancen, og sig det muligvis er hjertestop. Anbring manden i stabilt sideleje. Tjek tegn på at han trækker vejret og har puls.

Begynd hjertemassagen
Hvis manden ikke har puls, giver du ham hjertemassage. Læg ham på ryggen. Pust to gange i hans lunger, og derefter tryk 30 gange midt på brystkassen - på brystbenet - for at fordele ilten i den luft du har pustet i ham.

Hjertestarteren ankommer
Riv trøje eller skjorte åben på manden, så du kan placere hjertestarterens elektroder på hans nøgne hud. Følg anvisningerne der bliver sagt fra hjertestarteren. Med mellemrum vil hjertestarteren tjekke, om der er "stødbar rytme". Er hjertet ikke klar til at få stød, så giv hjertemassage der kan holde manden i live, indtil ambulancen når frem.



(*) Martin er et opfundet navn til beretningen. (Tilbage).

< #1585# >< #laesestof# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Kultur

Anmeldelse: Tatovering Mungo Park på Teater Katapult

Video

Catrine Zorn

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Tatovering' Mungo Park på Teater Katapult

Hun er selve nerven i at være ung

5. april 2022.Kulturnyt, Lita Domino

Råt og hårdtslående i sin autencitet og nøgen og ærlig i sin sårbarhed. Sådan er forestillingen 'Tatovering'. Den er markant og det er voldsomt godt teater. Har sin nerve i den ungdom som fortællingen udspringer fra og lander med alt sin fandenivoldskhed i armene på et overgivende publikum.

En kvinde med ben i næsen.

Pigen i fortællingen har kant, og den giver hun både til omverdenen men i særdeleshed også til sig selv. Trinnene i den trappeopgang hvor hun er vokset op - i noget der ligner vestegnens boligkomplekser - har sat sig som membraner på hendes stemme. Givet den en råhed, en uden filter ærlighed og en følsom fortabthed. Hendes stemme er skarp og i forestillingen 'Tatovering' bider hun hårdt igen, når omverdenen truer med at vælte hende omkuld. Hun savner og hun raser og hun længes, men ved ikke hvem hun selv er. Alt imens hun tumler med sit spejlbillede mister hun sin far. Ord og billeder blander sig sammen, mens hun ser tilbage på det hun havde og det hun aldrig fik.

En monolog fortalt med to stemmer.

Forestillingen 'Tatovering' er bygget op som en monolog men fortælleren har to stemmer spillet af to forskellige kvinder, Rikke Westi og Marie-Lydie Nokouda. De spiller den samme person men set fra to forskellige steder i sjælen. Der er både kraft og bid i de to performere. Sammen tegner de et portræt med en stærk fornemmelse af karakterens unikke personlighed.

Publikum griner og græder med.

Scenekunsten i denne forestilling er på højt plan. Den bider mig i hjertet og jeg er begejstret for dens skarpe tekst. Fortællingen har en ærlig og troværdig klang. Den har en smuk og meget dramatisk kurve, som kildrer ungdommens billeder frem i sit publikum. Scenografi og lys har klasse og danner en ekskvisit ramme for fortællingen.

Iscenesætter med sans for menneskets søgen.

Forestillingen handler om ungdommen, ikke set fra en pænt klippet motorvej med autoværn, men mere fra en vindueskarm hvor lyset fra en gadelygte lander på en pakke skunk. Anna Malzer er en super dygtig isenesætter og har med denne forestilling givet et vildt og følsomt indblik i en kvindeskæbne fra Blokken.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Tatovering' og til Teater Katapult som har budt Mongo Park til byen.


Tatovering fra Mungo Park
Medvirkende Rikke Westi og Marie-Lydie Nokouda
Instruktør og dramatiker Anna Malzer
Scenograf Simone Bartholin
Lysdesign Mikkel Givskov
Tekst- og instruktionskonsulent Mikkel Flyvholm
Lyddesign Emil Bøllog

< #1379# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8400# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse af Den Vægelsindede - på Aarhus TeaterRumle Skafte

Stjerner★★★★★★Anmeldelse af 'Den Vægelsindede' - på Aarhus Teater

Holberg nu med food fight, bar røv og indianer­kostume

4. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Vi vælter ud fra Aarhus Teater. Byen er fyldt med mennesker. Jeg er glad, gnubber skuldre med andre glade mennesker. Vi var faktisk mange der skreg af grin og havde det sjovt i 3 timer og 20 minutter. Inklusiv pause.

En tryllekunstner kaster med replikker som duer han har klemt for hårdt

Så vi har altså denne her franskmand. Koreograf og instruktør. Laurent Chétouane. Han er glad for tilværelsens absurditeter, og Holberg. Og det fik vi, begge dele, en absurd Holberg, og det var sjovt. Holberg bliver dekonstrueret, spredt til atomer. Hans replikker afspilles med dobbelt hastighed og kastes rundt på scenegulvet som duer fra en tryllekunstner der er ny i faget og har klemt dem for hårdt. Det er vanvittigt. Skuespillerne laver sjov og improviserer. Duerne kommer til live igen og flagrer rundt blandt publikum. Det er galt, og der er mening i galskaben.

Publikum griner. Ingen kan holde styr på noget!

Christian Hetland render nøgen rundt i bar røv og indianerkostume. Toke Hansenius ejer scenen med sin smægtende violin der både kan Chaplin og Psycho, samt bade i en kasse vand. Anne Plauborg rider rundt på nakken af Æsken, fordi Laurent er fransk. Mette Døssing får et grineflip i flere minutter, hun kan ikke stoppe. Kjartan Hansen slikker luftfisse og råber "TEKST" til suffløren. Birgitte Hansen svarer. Han råber igen: "MERE TEKST". Mette Klakstein Wiberg flirter med publikum allerede fra begyndelsen. Mathias Flint husker sine replikker. Simon Kongsted danser ballet. Nanna Bøttcher smider parykken. Anders Baggesen har læderbukser. Viktor Pascoe Medom er meget interesseret i blå kjoler og det der er under, og han er sjov.

Sådan. Du har netop oplevet handlingsreferatet. Så ved du hvad forestillingen går ud på. Det er Holberg tilsat Monty Python og Dario Fo, rørt rundt i en blender på den højeste hastighed.

Drop dit livs manuskript og lav dit CV med fingermaling

Der er ingen mening i tilværelsen, siger instruktøren. Vi har ikke kontrol på en skid. Livet er en teaterforestilling der er gået amok. Du kan ikke høre replikkerne tydeligt fra de andre. Handlingen følger ikke det vi har besluttet. Hvem fanden har i det hele taget skrevet mit livs teaterstykke? Det giver jo ingen mening. Og det er meningen. Holberg som food fight. Dekonstruktivisme. Madkamp. Livet er absurd så man må le ad det.

Så hvis du synes der er for mange regler i din hverdag. At du skal følge manuskriptet når du taler med svigermor. Altid være sød og pæn, og din chef er et pjok. Og du ville aldrig give ham et job, hvis du du var chefen og han var dig. Og hvis du er træt af at alting skal være så rigtigt, så rigtigt. Hvordan du spiser, hvordan du skider, hvordan du snakker og dit CV kunne nok også være bedre. I det tilfælde kan du finde masser af god underholdning og vældigt mange forløsende grin i Holberg på Aarhus Teater.

Det skal ikke være så alvorligt, livet. Selv Holberg ville grine ad forestillingen, fordi det kildrer så fornøjeligt når den tunge alvor bliver sprængt til atomer. Tak for den oplevelse.

< #1231# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7982# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse FU-SoMe på Teatret Svalegangen

Video

Stjerner★★★★★★Anmeldelse 'FU-SoMe' på Teatret Svalegangen

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier

28. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

En dalende fornemmelse i bughulen, en tung knude af skam. Eftervirkninger fra forestillingen FU-SoMe martrer mig, samtidig med et klart indblik i det moderne menneskes drøm om likes bundfælder sig i mit sind.

Jeg fik i aften en ny ”ven” på de sociale medier. Da jeg trådte ind i Teatret Svalegangen fik jeg som det første stukket en smartphone i hånden, og så kunne jeg deltage i at heppe på den kære performer Lazlo Fulops selviscenesættelse på scenen. Jeg så ham google sig selv frem til en prototype af det moderne menneskes anglen efter opmærksomhed og hvert et succesfuld optrin blev afløst af endnu flere absurditeter. I arenaen mødte jeg ham, det utrættelige menneske, der ikke kunne stoppe kampen før han fragmenterede for øjnene af mig.

Kvikfix i en selfie arena

Vi er i en arena, på slagmarken i kamp for det næste kvickfix der kan lappe sammen på vores ituslåede selvværd. Vi forstod aldrig helt hvordan vi var havnet her, for i starten føltes det rart at blive ”friended” af nær og fjern. Små uskyldige ofre, såsom en smule fremmedgørelse og det lidt fragmentariske selvbillede der opstod indeni. Det var vel prisen værd, når man fik en hel hær af ”thumbs up” for hvert øjeblik vi deler med masserne der følger os på de sociale medier?

En opsigtsvækkende forestilling

Den nødvendige refleksion over det moderne menneskes fald er på tapetet, og en modig skildring der formentlig ikke har til hensigt at få likes på de sociale medier, men dog kan jeg ikke undlade at give et stort velmenende bifald til denne forestilling. Den er opsigtsvækkende og rammer en nerve i menneskets ”voyeur-tendenser” og vores hunger for at blive anerkendte som særegne individer.

Forestillingen der går ind under huden i sin nøgenhed og efterlader sit publikum sit mærke, (som vi måske skulle have reageret på, da vi sidste gang åbnede et socialt medie, men som vi formentlig var for fragmentariske til at reagere på.)

Fuck dig

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier. Forestillingen er skabt af koreografen Granhøj og bæres frem af performer og danser Lazlo Fulop der i en forunderlig og skræmmende cocktail finder grænseløsheden i vores moderne tilværelse og viser os den grusomme bagside som den ser ud, når vi ikke længere eksisterer på andre planer end i selfieverdenen. Derfor giver jeg denne forestilling mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak til teamet bag FU-SoMe og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser gæsteforestillingen.


Medvirkende László Fülöp
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans.

< #1225# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7993# >

Dans anmeldelse

Anmeldelse: Cabaresque med ægte sex på scenen

Video

Stjerner★★★★★★Anmeldelse: 'Cabaresque' med ægte sex på scenen

Ægte sex på scenen i Cabaresque

29. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg sværger, dén kvindelige sabelsluger gav mig røde kinder - jeg blev skræmt - og det havde jeg ikke forventet i kulden foran Radar, for at se Cabaresques Halloween Show. Køen var lang, og folk er vant til det. Det handler om at komme først indenfor, ellers skal man stå op. Publikum er vilde med Cabaresque, mange er blevet rigtig glade for showet, og det er ikke første gang de er her.

Hun borer sig i næsen og sluger sværd

Cecilia Gosilla borer sig i næsen med en lille handy boremaskine, og banker et søm ind i kraniet med en hammer så der kommer et par dråber blod (måske teaterblod) ud af næseboret. Publikum hujer og klapper. Så tager hun et sværd, 1 meter langt, og sluger det. Hjælp mig. Det er lysår fra klassisk teater og dans, det er burlesque, det er en pølsevogn på havnen i frostvejr, det er en kop varm kakao på toppen af Himmalaya. Yderst anvendeligt i en kold tid.

Cabaresque er seksualitet uden skam

Cabaresque handler om glæden ved at leve. Cabaresque er underholdning for alle de mennesker som ikke er perfekte, og vi gider heller ikke forsøge at være det. Frodige arme, stort rødt skæg, tatoveringer, brede hofter, smalle skuldre. Alle os der er udstødt af perfektionen, og det gælder faktisk det største flertal af menneskeheden. Vi er ikke perfekte. Vi er alle de 'forkerte' mennesker, og vi nyder skamløst sex i sin mest direkte form. Sådan er ægte seksualitet. Det er ikke noget at skamme sig over.

Direkte sex på scenen uden at være nøgen

Indenfor i varmen starter showet og aftenens vært triller frem med langt, sort hår, stramme hofter, latex og en koket bule under kjolen. Enormt charmerende fyr, en lækker kvinde, professionel vært helt ud til spidsen, charmerende.

Også derfor er der sex stjerner til Cabaresque. Showet er professionelt. Lyden, lyset, koreografien, indholdet, kontakten til publikum. Alle scenefolk kan lære noget her. Gennemført kvalitet.

Og så kører vi. Historierne fortæller om kærlighed og smerte, skønhed og livsglæde, humor og sjov. Mange scener fokuserer på sex. Ikke på den nøgne krop. Ikke på samlejet. Det handler om sex i Cabaresque, og det er ganske forfriskende at se direkte sex på scenen: Forførelse, dans, stolthed, selvrespekt, nydelse, ophidselse. Den sande sex, den vi kan mærke uanset hvordan kroppen er formet. Den vi kan nyde når vi er fattige og unge, uden hverken sommerhus eller elbil. Sex i sin mest rå form, hvilket er ren livsglæde, humor og sjov.

Tjek det ud og oplev Cabaresque. Der er shows over hele landet. Tak for den oplevelse.

< #1183# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7889# >

Show anmeldelse

Amerikanske CNN anbefaler turister en dag i Aarhus

Video

Amerikanske CNN anbefaler turister en dag i Aarhus

CNN: God mad og typisk dansk frihed, Aarhus er den perfekte by for amerikanske turister

7. maj 2019.Kulturnyt

Det er maden. Når du rejser i Europa, så tag en pause i Aarhus. Her spiser du i verdensklasse, siger den amerikanske TV station CNN. Men det er også kunsten og den afslappede atmosfære.

Artiklen oplister alle de gode spisesteder i byen, og dernæst en rundtur i området. Aros Museum. Havnebadet. Marselisborg og nøgenbadning på Ballehage. Moesgaard Museum.

Konklusionen er, at Aarhus er mere interessant end København, fordi alt er så hyggeligt, frit og velsmagende i Aarhus. Måske er det sandt, i hvert fald er byen kun begejstret for flere amerikanske turister. Det må være sandt.

CNN Anbefaler disse smagfulde steder i Aarhus:
Substans
Grehlin
Pondus
Aarhus Street Food
Central Food Marked
St. Pauls Apothek
Mig & Ølsnedkeren
S'Vinbar
La Cabra

< #1147# >< #kulturstof# >< ## >< #kulturvideo# >< ## >

Kultur kulturstof

Allan Aagaard blacklister Kulturnyt efter seksuelt overgreb

Allan Aagaard blacklister Kulturnyt efter seksuelt overgreb

Ansat på Aarhus teater gramsede på teateranmelder og fik ham blacklistet

24. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det var dejligt

Det var dejligt at blive gramset på af instruktør Birgitte Næss-Schmidt. Hun er en dejlig varm og erotisk kvinde, synes jeg. Men hendes opførsel efter episoden har overrasket mig. Først gramser hun på mig, derefter får hun mig sortlistet på Aarhus Teater. Det er sådan jeg opfatter sagen, ikke mindst fordi direktionen siger sortlistningen er en konsekvens af de følelser den ansatte har givet udtryk for.

Publikum var med i stykket

Det var i teaterstykket "Audition" jeg kom i nærkontakt med Birgitte. Stykket er instrueret af Sargun Oshana og handler om to kvinder der går til audition på en filmrolle. (Video bag scenen med David Gehrt om 'Audition'). I løbet af stykket bliver filmrollen de kæmper om, mere og mere pornografisk. I stykkets sidste scene er de to kvindelige skuespillere i færd med at indspille en nøgenscene, mens tilfældigt udvalgte blandt publikum medvirker som statister.

Anbragt i en sofa foran en sexscene

Audition er en god forestilling, fordi Oshana opbryder grænsen mellem skuespillere og publikum, det er interessant. Da jeg slentrer ind i salen, be'r Anders Baggesen mig og andre i publikum om at være statist i stykket. Fint. Derfor medvirkede jeg i den sidste scene sammen med en kvinde fra publikum som jeg ikke havde set før.

Han satte mig i en sofa på scenen - det skulle forestille at være en sexklub - så jeg havde et godt udsyn til de to halv-nøgne skuespillere på madrassen foran mig. Ved siden af mig placerede han en anden tilskuer i en rød trøje. Det var helt okay. Hun sagde hun hed Birgitte og var lidt pågående, mens resten af publikum kiggede på os. Fint nok.

Sæt dig oven på ham, eller helt tæt ind til ham

Men mødet mellem mig og Birgitte skulle vise sig ikke at være helt så uskyldigt. Anders Baggesen spiller instruktør i "Audition" og han dirigerede nu Birgitte til at gå i nærkontakt med mig der er teateranmelder. Helt tæt.

- Ja, prøv lige og bytte plads, kan du ikke sidde oven på ham, eller ja, sæt dig helt tæt ind til ham, hold om ham, sådan der ja, det er flot, siger Anders.

Så sad jeg dér på scenen foran publikum, i en pornografisk scene med en kvinde i rød trøje der havde armen om mine skuldre og pressede sin varme krop ind mod min. Det var dejligt.

Jeg syntes det var fedt at en tilfældig kvinde fra publikum var så frigjort at hun uden forbehold kunne sidde og hygge sig i sofaen sammen med mig, og jeg var sikker på min egen kæreste ville tilgive mig hvis nogen af hendes veninder var med til forestillingen og så mig sidde i den fremmede kvindes favn.

'Audition' er koncept-teater, jeg måtte leve med det. Ofre mig for kunsten. Dejligt.

Vi sad lang tid i sofaen, Birgitte og jeg. Krop mod krop. Det var fedt. Men det skulle vise sig at jeg tog fejl.

Aarhus Teater: Fjern dejlig, erotisk, bryster, varm...

Jeg gik hjem og skrev en teateranmeldelse med 5 stjerner til 'Audition' fem stjerner. Læs anmeldelsen af 'Audition' her.
Jeg skrev:
"Jeg sidder i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater."

Senere på dagen sender en kunstnerisk medarbejder på Aarhus Teater en email til mig. Han beder om at få fjernet de røde ord.
"Du beskriver nogle personfølsomme data, om den tilskueren Birgitte", forklarer han.

Jeg blev meget forvirret over hans email. Der er 14.000 kvinder i Danmark der hedder Birgitte. Og hvorfor skulle han risikere sin troværdighed som kunstner ved at lægge pres på en teateranmelder? Hvorfor censurere en anmeldelse i et kulturelt online-medie? Det gav ingen mening at censurere ordet 'erotisk', eller 'dejlig varm'. Jeg valgte at svare tilbage med lidt sjov, men jeg blev bekymret.

Direktøren ringer til Kulturnyt

Anmeldelsen af 'Audition' ramte ind på toppen af Google og fik hundredvis af læsere allerede de første timer online.

Folk læste i gennemsnit 5 minutter og 27 sekunder. Det er lang tid. Det er fordi jeg skriver super godt. Så da direktøren for Aarhus Teater Allan Aagaard ringer til mig tirsdag efter påsken, så er jeg glad. Der var premiere på 'Audition' lørdag, og nu har jeg direktøren i telefonen! Mit arbejde med teater i Aarhus er tidligere blevet rost af pressechefen på teateret Morten Daubjerg, og nu ringer så selve direktøren for det hele, Allan Aagaard. Wow! Og det var solskin den dag. Fantastisk.

Ansat spillede rollen som publikum og gramsede

Direktøren starter samtalen med 'Jeg ringer i en lidt kedelig anledning.' Derefter forklarer han mig at den erotiske kvinde i den røde trøje i virkeligheden er ansat af teateret. I forestillingen 'Audition' blev hun blandt publikum valgt ud af en af sine kollegaer, og fik rollen at gå over grænserne på et mandligt medlem af publikum ved at gå i nærkontakt med ham.

Det har konsekvenser hvad du skriver

Direktøren siger til mig at hans medarbejder godt kunne lide at sidde med mig i sofaen, men nu er hun oprevet og ked af at se ordene varm, erotisk, og dejlig på tryk. Faktisk er hun 'helt oppe og køre over det'.

Allan Aaagaard virker til at være irriteret over at Kulturnyt ikke vil fjerne 'bryster', 'dejlig varm' og 'rød trøje' fra anmeldelsen.

Birgitte er desuden med til at instruere på teaterets 'The Rocky Horror Show', fortæller han. "Så nu er det jo blevet en personalesag". Det sagde han til mig. Og han fortsatte:
"Det er jo ikke fordi vi vil bestemme hvad du skriver i din anmeldelse, og det her kan lyde lidt hårdt, men konsekvensen er altså at du ikke er inviteret til pressemødet på 'The Rocky Horror Show' på torsdag."

Begramset og sortlistet, wow

Efter at være blevet anbragt i en konstrueret situation, blive begramset af en medarbejder på Aarhus Teater (og det var dejligt), ser det nu virkelig sort ud for mig. At blive sortlistet på det største teater i Aarhus, det er ikke nogen rar situation.

Sortlistning er direktionens beslutning siger direktør Allan Aagaard, Aarhus Teater. Den ansatte har på ingen måde bedt os om at sortliste Kulturnyt til pressemødet på hendes forestilling, The Rocky Horror Show. Det er alene direktionens beslutning, siger direktøren til Kulturnyt.

Teateranmeldelser
Ingen god kunst kan overleve uden ytringsfrihed. Ytringsfrihed er kunstens prærogativ.

Offertrekanten - også kaldet dramatrekanten er en lommefilosofi udviklet af Stephen Karpman. Nem at have med alle steder hvor du går. Du slipper ud af trekanten, ved at udtrykke dine følelser direkte til folk og stå 100 fast på dine behov. Dagens tip til dramaqueen, og dem er vi nok nogen stykker af i kunstens verden.

Scenekunst der går over publikums grænser
Du skal som kunstner ikke føle dig krænket, hvis du går over publikums grænser og de fortæller om det. Publikum accepterer ligevel kunstens ret til at bryde grænser, uden at blive krænket. Dét er kontrakten i god scenekunst, ellers giver kunst ikke meget mening.

Efterspil

Efter nogen tid sagde Allan Aagaard undskyld, for at have bortvist Kulturnyt uden grund. Så gik der et par år. Jeg gav Himmelvendt 2 stjerner, og Allan dirrer i kroppen af raseri, da vi mødes til pressemødet på Cabaret.

- Det er da heldigt jeg ikke laver skuespil, hvisler han mellem tænderne. Stirrende øjne, en hård puls dunkende i panden. Ar efter et trafikuheld, måske. Ansigtet helt tæt på mig, så jeg kan lugte hans ånde.
- Hvorfor det?
- Så ville du nok give mig 0 stjerner!

Okay, nu er der dårlig lugt i bageriet, jeg griner usikkert til Allan, og gik tilbage til mit kamera nede foran scenen.

- Den var lidt hård, din anmeldelse, sagde pressechef Morten Daubjerg. - Men i det mindste talte du pænt om skuespillerne, det værdsætter jeg, sagde han.

4 uger senere har pulsen lagt sig hos teater-direktør Allan Aagaard. Han trykker på knappen og sender en email til mig:
Betal en halv million eller bliv bortvist!

Store følelser og dramatik, nogle gange ligner virkeligheden et stykke godt teater :)

< #1756# >< #laesestof# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Teater

Anmeldelse: Kongens Fald, Aarhus Teater

Video

Miklos Szabo

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Kongens Fald', Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Kongens Fald' er en spektakulær opvisning i Scenografi

10. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teater Tableau. En lille scene med noget lækkert for øjet. Overskueligt og smagfuld. Sådan er scenografien i Kongens Fald. Der er regnvejr, en halvnøgen kvinde hængt op i fødderne, store videokulisser, mere vand, folk der er ved at drukne i et gennemsigtigt bur af plexiglas, et skib til søs, en mand hænger sig, snevejr, heste lavet af menneskekroppe. Kongens Fald er flot.

Æstetisk scenografi, og en historie der blev væk i første akt

Jeg er glad for en god historie, så det tog mig nok det meste af første akt at se bort fra, at instruktøren Carlus Padrissa i store træk lader scenografien spille hovedrollen, fremfor at fokusere mere traditionelt på historien, skrevet af Johannes V. Jensen.
Jeg havde visse indkøringsvanskeligheder i mit stolesæde.

"Det er æstetisk", sagde en af de øvrige publikummer i pausen. En kvinde. En ældre fyr nikkede til hende. "Ja, men det er som om historien er blevet væk", svarede han. Hun var enig. Det er jeg også. Det er scenografien i Kongens Fald der giver den største oplevelse på Aarhus Teater.

Og det er vel okay? Vi er vant til at scenografien støtter op om stykket. Hvorfor ikke lade scenografien træde frem på scenen og være selve hovedpersonen?
Jeg kan godt lide den tanke. Som eksperiment.

God historiefortæller og akrobater

Så, du skal gå ind og se Kongens Fald fordi scenografien styrer showet. Det ser godt ud. Det er smukt.
Undervejs vil du nyde Maria Rossing som historiefortælleren der binder de mange scener sammen. Hun har valgt en rolig og nøgtern stil, men viser sin styrke med en meget fin og moduleret stemme. Særdeles behagelig.

Akrobaterne er dygtige. Smidige. Musikken er god, består mest af en violin - men det er en dejlig violin der træder frem på scenen som om den var en af de medvirkende.

Der er også lidt sjov og humor, men mest sat på som special effekt - det er sjældent den spiller sammen med karakterne og handlingen. Og skræk er der - en kvinde har bedrevet hor og bliver overfaldet på scenen og spyttet på. Meget ubehageligt, men igen ude af synk med handlingen, en special effekt.

Scenografien har hovedrollen

Kongens Fald som tableau, opspændt i en flot scenografi, fyldt ud med dramatiske effekter. Det er godt lavet, det er 5 stjerner. Scenografien sejrer stort blandt publikum. Uden den ville der kun stå en enkelt stjerne tilbage, Maria Rossing.

Kongens Fald
Dramatisering Henrik Szklany
Iscenesættelse & Scenografi Carlus Padrissa
Kostumedesign Karin Betz
Lysdesigner Ulrik Gad
Medvirkende Joen Højerslev, Maria Rossing, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Peter Christoffersen, Anne Plauborg, Jens Andersen, Alvin Olid Bursøe, Janus Elsig m.fl.

< #1103# >< #anmeldelse# >< ## >< ## >< #7654# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Wreck, på Bora Bora

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Wreck', på Bora Bora

To gribende og tankevækkende performances

25. april 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Wreck - List of extinct species. Kender du det at have en sort sky af intethed der jagter dig rundt i tilværelsen? Du kan stille dig selv spørgsmålet, hvad er intetheden, men kan du nå det før den har fortæret dig og spyttet dig ud igen? Fordi hver gang den fortærer dig, vil kroppen blive mere og mere forvrænget i smerte.

I aftenens første dansestykke Wreck - List of extinct species møder publikum det abstrakte uhyrer i form af en stor skulptur der svæver rundt på scenen. Danserne bliver skadet af dens enorme magt men forsøger efterhånden også at forholde sig til uhyret. Løber fra det, danser op imod det og med hinanden i samspillet.

På et tidspunkt ændrer lyset sig til blåt og danserne kommer til syne i en rundkreds, hvor de danser rundt, som får mig til at tænke på Matisse naivistiske malerier af det uskyldige menneske. Denne dans afslører uhyrets meningsløshed og efterhånden får danserne pacificeret den i et hjørne, men til publikums overraskelse kommer der et nyt kæmpe uhyre ind på scenen båret af en af kvinderne og kampen kan starte på ny.

Meget tankevækkende og stærkt angstprovokerende fortælling.

Imponerende kropsudtryk, meget poetisk og smuk fortælling

Kokoro Når en danser iklæder sig nøgenhed, bliver jeg helt stille og meget opmærksom, for så ved jeg at kunstneren har noget væsentligt på hjertet og modet til at lade kroppen fortælle det. Der må være en form for sandhed i det, tænkte jeg inden. Måske noget af det helt essentielle ved menneskelivet.

Men Luna Cenere kunne mere end fortælle om sandheden i menneskelivet. Hun kunne også fortælle om det forvrængede menneske. Jeg kunne se hvordan huden var spændt ud over hver muskel og hver knogle som stiller sig til rådighed, som et toptrænet instrument til en meget smuk og poetisk fortælling i forestillingen Kokoro. Lys og skygge modellerede hendes krop og gjorde den til fantastiske skulpturer. Nogle smukke, andre groteske. Kokoro kan fra Japansk oversættes som ”det indre væsen” men indeholder både begreberne: ”sind” og ”hjerte”.

Jeg fik en kæmpe oplevelse af nærvær og nerve i aftenens sidste forestilling.

Wreck - List of extinct species
Koreograf/instruktør: Pietro Marulla
Kostumer/skulptur: Pietro Marullo, Bertrand Nodet
Lyddesigner: Jean-nöel Boissè
Lysdesigner: Julie Petite-Etienne
Dansere: Helena Araùjo, Adrien Desbons, Paula De Bella, Noemi Knecht, Paola Madrid, Anais Van Eycken

Kokoro
Koreograf/Performer: Luna Cenere
Musik: Gerard Valverde
Lysdesigner: Gaetano Battista

< #1031# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Dans anmeldelse





Kulturnyt Kulturbyen Anmeldelser Kalender 24 Kulturvideo Redaktion Editors


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et non-profit medie hvor skribenter, anmeldere fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, skriv til redaktionen og få dit arrangement ind i kulturkalenderen.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om non-profit, vi er primært finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren. Besøg Fotografen.dk hvis du har brug for en fotograf i Aarhus til at tage billeder af din kunst og kultur.
Alt om Aarhus

Kulturnyt:

Kalender Aarhus
Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


Kontakt Kulturnyt på mail eller telefon.

© Kulturnyt 2026
Fast page technology: 0,15 seconds


Domino & Happy Sikkerhed & billedlogin: Pixlogin beskytter din adgang til Kulturnyt.net Din kommunikation er sikret med HTTPS/SSL. Data opbevares i krypteret form bagved kanten af Cloudflares globale anycast firewall. Økonomi: Kulturnyt.net er en non-profit kultur hjemmeside, cvr 46317157. Support: Giv redaktionen et kald eller en mail.