The Danish theater Katapult will live 4 more years. The city council of Aarhus has decided that. The theater had been pushed out of the municipality's cultural budget, thrown into the sea and left to its own fate. The employees at the theater had to realize that it was curtain fall after more than 20 years. This autumn's own production has been shut down. Discouragement and sadness were on queue.

But then Katapult had success in Scotland with the performance 'The Insider' at the Edinburgh Festival Fringe. A performance originally developed and performed in Aarhus with the title 'Insideren'. Katapult won one of the world's most prestigious theater awards at the world's largest festival for the performing arts, and it resonated in the city of Aarhus.

Was that why, Torben? Have you survived because of the international recognition?
- I don't know, but our success - which was mentioned in both The New York Times and the Financial Times - may have pushed us on, so it's nice, says theater manager Torben Dahl from Katapult.

The Conservative Party have promoted your case in the city council. Why?
- Well, I really just think that the conservatives are also in favor of culture and cultivation. We are grateful for that. They have fought fiercely for us, says Torben Dahl.

What is it with you and the conservatives? Do you have the same political views?
- I hope not, Torben says with a warm tone in his voice. - After all, we are not party political, we are a theater that creates culture, where you illuminate the world from several angles. But then again, we do collaborate with the business world in Aarhus, we do, and that may also be a part of the fact that people from the political side have gotten to know us better.

How has it been for you? To go to work every day for 6 months and know that you have to dismiss the employees and close the theater?
- Not just half a year... 11 months it has lasted. It has been hard. We have had to cancel the performance 'Madonna is an old whore', or slash postpone it until later. It should have premiered in October, but at the end there was not enough resources on the human level nor financial resources, says Torben Dahl.
- It has been hard. After all, employees have been sitting with notices of layoffs, and... I have to say, it might be a sparse program, the first half of 2024. We just have to find ourselves and get started again, he says.

So all in all, how is it for you now?
- Well, we are just so damn proud that we have come back on the municipality's budget. It happens only rarely. We had been ripped off from the budget and now we are back. We are proud of that, says Torben Dahl, from Teater Katapult.

Instead of 1.5 million DKK in grants annually, theater Katapult will receive a total of just under DKK 5 million over the next 4 years. A smaller grant than usual, but much more than nothing - as had otherwise been decided.

Aarhus municipality will finance the subsidy for Teater Katapult by small reductions elsewhere in the support of the city's cultural life.

A sensible decision for theater life in Aarhus and in Denmark as such. Katapult has been pulled up from the sea and now sits more safely together with the other performing artists in Aarhus.

Byens internationale Teater Katapult får 4 år mere. Det har byrådet besluttet. Teatret var ellers skubbet ud af kommunens kulturbudget, kastet i havet og overladt til sin egen skæbne. Medarbejderne på teatret havde set i øjnene, at det var slut efter flere end 20 år. Efterårets egenproduktion er blevet lukket ned. Mismod og tristhed stod i kø.

Men så fik Katapult succes i Scotland med forestillingen 'The Insider'. En forestilling oprindeligt udviklet og opført her i Aarhus med titlen 'Insideren'. Det aarhusianske teater fik en af verdens fornemmeste teaterpriser på verdens største festival for scenekunst, og det gav genlyd internationalt.

Var det derfor, Torben? Har I overlevet på grund af den internationale anerkendelse?
- Det kan jeg ikke vide, men vores succes - med omtale i både The New York Times og Financial Times - har måske skubbet på, så det er dejligt, siger teaterchef Torben Dahl fra Katapult.

De konservative har talt jeres sag i byrådet. Hvorfor?
- Jamen, jeg tror egentlig bare at de konservative også går ind for kultur og dannelse. Det er vi taknemmelige for. De har kæmpet indædt for os, siger Torben Dahl.

Hvad er det med jer og de konservative? Har I samme politiske holdninger?
- Det håber jeg ikke, siger Torben med en lun tone i stemmen. - Vi er jo ikke partipolitiske, vi er et teater som skaber kultur, hvor man belyser verden fra flere vinkler. Men altså, vi samarbejder jo med erhvervslivet i Aarhus, det gør vi, og det kan måske også være medvirkende til at man fra politisk hold har lært os bedre at kende.

Hvordan har det været for jer? At gå på arbejde hver dag i 6 måneder og vide, at man skal fyre medarbejderne og lukke teatret?
- Ikke kun et halvt år... 11 måneder har det varet. Det har været hårdt. Vi har måttet aflyse forestillingen 'Madonna er en gammel luder', skråstreg udsætte den til senere. Den skulle have haft premiere i oktober, men her på det sidste var der ikke flere kræfter på det menneskelige plan og heller ikke økonomiske ressourcer, siger Torben Dahl.
- Det har været hårdt. Medarbejdere har jo siddet med varsler om opsigelser, og... Jeg må sige, det bliver måske et sparsomt program, det første halvår af 2024. Vi skal lige finde os selv og komme igang igen, siger han.

Så alt i alt, hvordan er det for jer nu?
- Jamen, vi er bare så hamrende stolte over at vi er kommet tilbage på kommunens budget. Det sker kun sjældent. Vi var blevet pillet af budgettet, og nu er vi kommet tilbage. Det er vi stolte over, siger Torben Dahl, fra Teater Katapult.

Fremfor 1,5 mio. kr. i tilskud årligt, får Teater Katapult i alt små 5 millioner kroner over de næste 4 år. Et mindre tilskud end normalt, men meget mere end ingenting - som det ellers var blevet besluttet.

Tilskuddet til Teater Katapult financierer Aarhus kommune ved at spare lidt andre steder i byens kulturliv.

En fornuftig beslutning for teaterlivet i Aarhus. Katapult er trukket op fra havet og sidder igen trygt sammen med de øvrige scenekunstnere i Aarhus.

De er glade på Bora Bora. Statens Kunstfond sender 5 millioner kroner til Don Gnu, der har hjemsted på Bora Bora, Dans og Visuelt Teater. Bora Bora får desuden en halv million kroner til driften af dansestedet.

- Vi er meget glade for, at Statens Kunstfond på denne måde bakker op om vores mål om at styrke Bora Bora som internationalt center for dans, siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

- Pengene gør det muligt for os at præsentere dans i den internationale verdensklasse - blandt andet den London-baserede stjernekoreograf Hofesh Schechter, som begejstrede vores publikum, da de var på Bora Bora sidste gang i november 2022.

Via sit internationale netværksarbejde skaber Bora Bora nye muligheder for at danske koreografer kan komme til udlandet, og at den bedste internationale dans kan komme til Aarhus.Huskompagni i vækst

Dansekompagniet Don Gnu har i de seneste 12 år været tilknyttet Bora Bora som et af de fire huskompagnier, der producerer og præsenterer deres forestillinger på teatret. Derudover har Don Gnu en omfattende turnévirksomhed i hele landet, der i mange år har givet dem status af Danmarks mest turnerende dansekompagni. Don Gnu har i august spillet på verdens største scenekunstfestival Edinburgh Fringe, samtidig med at de turnerede i Holland og Sverige.

- Vi er enormt glade for Statens Kunstfond bakker op om os, og vi ser nu frem mod at have ro til at kunne nørde igennem de næste 3 år, hvor vi vil både udfolde og udfordre vores kunstneriske visioner, siger Jannik Elkær, den ene af DON GNUs kunstneriske ledere.

Sidste år modtog Bora Boras andet huskompagni HimHerAndIt Productions, der ligeledes netop har imponeret anmeldere og publikum i Edinburgh, 1,2 mio. kroner om året i 3 år.

- De aarhusianske dansekompagnier når et stort publikum i Danmark og repræsenterer samtidig Aarhus ude i verden. På Bora Bora er vi vældig glade for igennem mange år at have været medskabere af deres succes, siger Lotte Kofod Ludvigsen.

Som publikum sidder vi bænket på stolerækkerne, mens læreren fra den sorte skole hører os i tyske verber. Han bevæger sig op gennem rækkerne og laver tvist med ordene, så eleverne ikke falder i søvn. I monologen 'Det forsømte forår' vækkes gammel gru til live igen. Eksamensangst og sveddryppende tomme remser kører rundt i hovedet af den aldrende mand, der stadig forsøger at få mening ud af de forårsfornemmelser han forsømte som ung.

Forestillingen er en lille bid af den gamle roman-klassiker af samme navn fra Hans Scherfigs hånd. Ordene i monologen er spundet ud af historien om lektor Blomme. Sarkasmen der drev ned af murene og ud over hans elever i 40'ernes Danmark har tydeligvis skabt et indtryk i performeren og iscenesætteren Anders Ahnfelt-Rønnes sind. I aften sætter han kant på de gamle gloser fra latinskolen. Leverer rollerne med en let sammenbidt og hæmmet mund. Luner replikkerne med et underfundigt let nørdet humoristisk særpræg og giver mavesmerterne fra eksamenssituationerne en realistisk genkendelig stemme.

Jeg kan lide monologens enkelthed. Replikkerne og karakterene er taget ud af romanværket med omhu og den fysiske scene sættes med simple rekvisitter foran et sort bagtæppe. Fra en stumtjener tager performer Anders Ahnfelt-Rønne enkelte kostumer så som en hat, tørklæde eller frakke for at indikere et rolleskifte. Publikum benyttes aktivt som medspillere der giver stykket en direkte dialog til sit publikum. Set-uppet er simpelt, og forestillingen kommer til live ud af performerens tydelige kærlighed til de gamle karakterer der er i bogen.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Det forsømte forår' og til Teater Katapult som har inviteret.

Det forsømte forår af og med Anders Ahnfelt-Rønne.

De skaber debat i den tragikomiske forestilling 'Hr. X.' Hvad gør vi når vi som samfund nedslider de mennesker som med ildhu er dygtige til at pleje vores sår? Teaterstykket har en blød tone og tager kærligt vilkårene for samfundets 'varme hænder' under behandling.

Anmeldelse 'Mr. X': Vi møder ham på scenegulvet. Den rødhårede mand, sygeplejerske i hjemmeplejen, med varme øjne holder han sine pauser i fortællingen. Kigger op på sit publikum, mens han nøje gransker sine erindringer. Fortæller sine anekdoter i små sanselige bidder, samtidig med han forsøger at færdiggøre et lille fuglehus til haven. Han indvier publikum i sine tanker i monologen 'Hr. X'. Dette fuglehusprojekt er netop toppen af hvad hans omsorgsgen magter efter hans nervesammenbrud. - At passe på en fugl i træet udenfor vinduet.

'Hr. X' er et fint og menneskekærligt teaterstykke. Sygeplejeren som funktion, som professionelt medmenneske. Plejeren med hjerte for omsorg men som også bliver træt, bliver berørt, bliver stresset. Godt fortalt, synes jeg og et stærkt indspark i en væsentlig samfundsdebat.

Hvor var balancen i den sidste tid op til sammenbrudet? Plejeren spørger sig selv. Undrer sig, reflekterer. - Medmenneskeligheden som var et nødvendigt værktøj i hans virke som sygeplejerske, det føltes så godt at blive brugt. Nogen havde brug for ham, og det var meningsfyldt at rense sår, vejlede og støtte døende, sårede og syge. Men balancen mellem ham selv og arbejdet skred. Fortællingen i dette stykke om den omsorgstrætte mand der har givet mere end hvad han havde i køleskabet, er en sprød perle. Den langsomme opbygning i forestillingen levendegør karakteren Hr. X. Den følsomme mand har både humor og godt øje for detaljerne i livet i hjemmeplejen.

Han ruller sin karakter ud med en omhyggelig fornemmelse for følelserne. Lag på lag afklæder han det nedslidte menneske men bibeholder stadig den brændende ild der før gav så mange glæder i arbejdet. Krydrer fortællingerne med små stemningsmættede musikstykker. Disse er akkompagneret af farvehandleren/orgelspilleren og han selv Hr. X som sanglærke med mere.

Forestillingen 'Hr. X' er en tragikomisk fortælling. Den tager hånd om det tabubelagte i hjælpearbejdet. Bagsiden af de 'varme hænder' som altid må være stærke og hjælpsomme i nødens stund hos borgeren. Dem der har det sværest. I forestillingen bliver menneskene skildret med en blød og blid undertone, som nuancerer samfundsdebatten og gør den menneskelig og hjertevarm, som den altid først og fremmest bør være.

Til teamet bag forestillingen 'Hr. X', tak for oplevelsen og tak til Teater Katapult der i øjeblikket huser dem.

Hr. X af Out of Balanz

Instruktør Katrina Bugaj
Tekst Harald Voetmann
Medvirkende Troels Hagen Findensen
Komponist/musiker Bebe Risenfors
Scenograf Siggi Palmason
Lysdesigner Maria Pi.

Det er en fantastisk forestilling, 'At lære at dø' på Teater Katapult. Den er på besøg fra Mungo Park. 6 stjerner. Folk er vilde med den forestilling, skabt af Viktor Tjerneld. Se den inden Rikke og Sebastian pakker bussen og kører hjem igen om et par dage. Du vil elske den, hvis du er træt af den endeløse snak om den såkaldte 'klimakrise'.

Entropi. Ingen samtale om klimakrisen behøver mere end dét ord. Vi går mod uorden og stigende varmegrader, og det er entropiens skyld. Det nytter ikke noget at genbruge din plasticpose fra føtex. Glem det. På denne planet hersker termodynamikkens anden lov. Vores planet vil blive varmere og varmere.

Derfor har jeg ikke været tilhænger af dommedags trompeterne, og jeg spiser stadigvæk en bøf og bruger kapitalistisk produceret strøm i min cykellygte. Men nu er et håb blevet vakt i mig på grund af 'At lære at dø'. Måske er det faktisk muligt at snyde termodynamikkens anden lov? Ikke sandsynligt, men dog muligt. Om ikke andet: Vi kan udskyde undergangen og apokalypsen tusind år, måske mere, hvis vi skruer ned for entropien.

Viktor Tjerneld har skabt en historie med matematisk præcision. Han er god til at 'plante' de frø, som senere skal udfolde sig med et smæld.

En ung kvinde, Rikke Westi er skolelærer. Hun følger planerne fra undervisnings-ministeriet, planer der i store træk går ud på at lyve for Danmarks børn. Vi lærer børn at sortere affald og samle plastic på stranden, så skal det nok gå. Not. Rikke er rasende over at skulle lyve om klimakrisen.

En ung mand, Sebastian Aagaard-Williams, er nyansat på kommunens miljø og teknik forvaltning. Han er positiv og glad for at have et job som kan påvirke miljøet i den rigtige retning. Foreslår blandt andet at fjerne kødet fra kantinen og kun spise vegetarisk.

Den unge søde mand bor hos sin mor, der er glødende frihedskæmper og lidt dement. Den unge rasende kvinde flakker rundt om natten og taler med sin psykolog en gang om ugen.

Du kan se det for dig. De to personer er som nat og dag, ying og yang, mand og kvinde - det knalder sammen i et stort drama, da de møder hinanden. Guddommelig humor. Romantik.

'At lære at dø' er et lystspil. Det er sjovt, folk griner meget. Men 'At lære at dø' er også en gravalvorlig politisk performance der rusker op i publikum og råber dem ind i hovedet: 'Vil du gøre noget ved klima-krisen, så er det nu du skal redde din egen røv!' Desuden er 'At lære at dø' en fin fortælling om Adam og Eva der møder hinanden på det tidspunkt, hvor Paradis er brændt ned til grunden, men hvor de to stadigvæk har lyst til at finde hinanden og kaste med grankogler under en stjernebestrøet himmel.

Historien er konsistent, den har et lukket univers hvor stykkets karakterer er planeter og vandfald der naturligt følger en dramaturgi der er organisk. Det er et vældigt stort manuskript, Viktor Tjerneld har skabt. Han laver et stykke drama om at finde sit ståsted i tilværelsen. Han sætter spørgsmål til klimatikerne: Er vold okay? Skal vi bekæmpe klimasvinenes gode venner på byernes rådhuse? Vil vi egentlig redde vores planet fra undergang - eller i hvert fald udskyde undergangen i et stykke tid?

Instruktion, skuespil, scenografi, relevans, manuskript, humor. 6 stjerner. Tak for den oplevelse, den var god.

At lære at dø
Manus & instruktion Viktor Tjerneld
Skuespillere Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi
Scenografi/Kostume Peter Schultz
Video Christian Halberg
Lys Jari Matsi
Lyd Emil Bøll

Vi møder manden der bærer sten, - han søger en dør i hårdheden, - bønfalder om at blive lukket ind bag den skarpe granit. Forestillingen 'Stone-Face-Book' er en dramatisk og rørende fortælling om mod og om et menneskes søgen efter hjerteblod i de hårde forsteninger.

Den polsk-fødte performer Mikolaj Karczewski har en sten for hvert øjeblik i forestillingen. Han søger efter at komme igennem den hårdeste facade hos den allertungeste sten, her hvor alt er lukket. Hans søgen leder ham ind i et livsværk af underfundige møder med skarpe kanter. Han fylder sit liv med sten. Han ruller dem ud af mørket, lytter til deres inderste, forsøger at lære deres sprog, deres facon. Hans store ildhu og kærlighed fører ham vidt omkring i stenlandskabets underfundige verden. Forsøger at forløse og åbne det der er lukket.

Karakteren og den dramatiske udvikling i forestillingen skildres hovedsagelig gennem fysisk teater. Dansen i forestillingen har små isolerede temaer og bevæger sig i en klangbund af stenbrud iblandet smukke klassiske serenader. Få ord tegner små humoristisk perler i sandet og giver form til den længsel som er iboende performerens udtryk i forestillingen.

I 'Stone-Face-Book' skildrer performeren de mangeartede følelser gennem et flot tæppe af abstraktioner. Kroppens mekanik og stenens landskaber er i samme konkrete båd, men når de skildres med følelse, bliver de til et åbent landskab, og her opstår en god fortælling. En flot forestilling

Jeg er rørt over den poetiske varme som pulserer i forestillingen 'Stone-Face-Book'. Den fine sans for abstraktion som både forefindes i det fysiske og det lyriske univers, spiller en stor rolle for det præcise udtryk, jeg som publikum oplever i forestillingen.

Tak for en god forestilling, til teamet bag 'Stone-Face-Book' og til Teater Katapult som huser dem i øjeblikket.

Stone - Face - Book - Granhøj Dans
Performer Mikolaj Karczewski
Instruktør Palle Granhøj

Region Midtjylland støtter den dramatikudvikling som Teater Katapult laver. Katapult Akademiet tildeles 900 tusinde kroner fra regionen. Der er således fortsat opbakning fra Region Midtjylland til Katapult Akademiet – Teater Katapults platform for udvikling af dramatikere og dramatisk tekst- og teaterproduktion med fokus på både kunstnere, publikum og regionens borgere.

Ud af en samlet pulje på 4,7 mio. uddelt til 13 kulturprojekter er akademiet blevet prioriteret med kr. 900.000.

Katapult Akademiet - teatrets platform for udvikling af dramatik og dramatikere - tager et flyvehop videre fra det første, meget produktive pilotår og ind i en spændende fremtid som mulig fast bestanddel af huset Katapult. Udvalget for Regional Udvikling netop har topprioriteret Katapult Akademiet den økonomiske støtte.

"Det betyder at akademiet kan fortsætte med at skabe og understøtte dramatikere og udviklingsprojekter, der i sidste ende resulterer i endnu mere spændende teater på Katapult", siger teatret i en pressemeddelelse.

"Katapult Akademiets arbejdet bliver endnu mere synligt i den fase, vi nu går ind i. Hvor pilotåret gik ud på at afprøve værktøjer og muligheder for, hvad der ville være godt for en dramatikers udvikling, handler det nu om at fundamentere det og gøre akademiet langt mere synligt for borgere og dramatikertalenter med henblik på at gøre det til et nyt center for udvikling af ny dramatik."

"Med opbakningen fra regionen kan vores udviklingsplatform for alvor komme feltet for ny dramatik til gode. Det gælder publikum, skuespillere, teatre og selvfølgelig dramatikerne", siger Jeppe Alsgaard Pachaï, daglig leder af akademiet.

"Jeg glæder mig personlig meget til at skulle arbejde sammen med endnu flere professionelle skrivere til scenen – og give dem mulighed for at skabe manuskripter til forestillinger, som de finder vigtige for den verden vi lever i lige nu."

Her gyses der fra publikumsrækkerne over åbne grave, forstenede lig, mennesker i en lille landsby der bliver paranoide og ondskab der siver frem fra sprækkerne i jorden og forpester menneskets sind. Vi nærmer os Halloween, og det skal mærkes med en god uhyggelig historie og gerne pakket med en portion klassisk charme. Det har Papirteatret Meklenborg gjort med sin helt egen stil i aftenens forestilling ”Kroketspilleren”.

De puster liv ind i en lille kukkasse. Scenen er ikke større end en moderne fladskærm, men er i stedet en analog fortæller-boks uden fjernbetjening. Det er en gammel niche-præget teaterform - papirteater - hvor små illustrationer underbygger en gammel klassiker. Jeg nød det gode selskab hvor historien havde en gammel glød som stadig ulmer af passion.

”Kroketspilleren” har små finurlige illustrationer som underbyggede historiens lidt surrealistiske og uhyggelige klang. Det var skævt på en drømmende og lidt flourescerende måde og de kom til at se en anelse selvlysende ud i den lille teaterkasse. Det var en fin og særpræget forestilling og kulissen - som i sig selv var en oplevelse værdig - gav sin egen stemning til værket. Replikkerne var skabt af stemmer som omhyggelig satte historien i scene, - og tilmed gamle radioteatereffekter der gav historien fylde. Det er en fin fortællerkunst og jeg er imponeret over hvor enkelt og alligevel særligt virkningsfuldt det kan opleves at være i et papirteater.

Det er en gammel tradition, - historiefortælling med charme og fin dannelse. Det er mærkbart anderledes end Hollywoods digitale filmverden set hjemme fra sofahjørnet, og en sjov måde at gå i teatret på.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Kroketspilleren” og til Teater Katapult som har åbnet deres studioscene til en uhyggelig spøgelseshistorie.

Kroketspilleren af H.G. Wells
Figurer og dekorationer Simon Gorm Eskildsen
Scenografi, lyd og lys Søren Mortensen
Tilrettelæggelse og idé Søren Mortensen, Per Brink Abrahamsen og Marie Thodberg
Stemmer Bjarne Henriksen, Henrik Thomsen, Hans Ejnar Jensen, Jørn Holstein, Per Brink Abrahamsen, Marie Thodberg.

I just watched a play on Katapult in Aarhus. Wow, you're not gonna like this, if you're fond of a good Danish beer. (Like Grimbergen). I'll pour you a glass of the best theatrical upcoming London champagne, and let you sip it gently.

This play - Enter Mr. Citrus Man - is theater on a complete other level. Witty, resourceful, authentic, ingenious, punctilious and yet whole hearted. We love Carlsberg (Grimbergen actually), but this play is like champagne. It's unfair to compare Danish Theater with this, totally, and I will.

The good cast are a breed of talented actors we seldom see on Danish Theaters. Normally we prefer people with an appearance that looks like Hollywood. These people, led on by Molly Rolfe, are better than look-alikes, they are in fact capable actors. All the witty dialogues are precision made vocabulary sounds of mass entertainment.

Like Monty Python. Fast and fierceful and lovingly naive absurd. Never cruel. Every joke is on me. I look funny, I am fun, and I have a heart of a living and feeling person, which you can see. I am human.

That's what I mean. Only well bred humans can be actors, while others can act.

The theme in the play is about choice. You want to be happy with your spouse, or do you want to make an impact on the world? Can't do both. What will you choose? A most relevant theme in a post-covid-fear-world. Keep your distance, or grab life? Now, what will it be?

A rock is kind of simple, but this scenography beats it to the finish line. The main characters live in a bathroom. So cosy, cute. In comes Mr. Citrus. The well-renowned guru, picks the strawberry, the lovely Molly Rolfe. Takes her out into the world to save it. She can sing. I mean, Molly Rolfe actually is a wonderful singer, and she completely falls for the temptation, to fulfill her life with something bigger than the space of a bathroom. I like the simplicity, because the scenography is like a flower.

Since this play is like a lion on a Danish pasture - so different and kind of scary in it's beauty - I personally would give it all the stars in the world. But let's settle with these four stars: Good actors, good theme, good scenography and a better tasting than Danish beer (even Grimbergen), more like champagne from London.

But you go and have a peep on your own. Maybe you'll get inspired, and the English is not that hard to understand. We bred them ourselves, when we were Vikings and ruled their country. Kind of. Cheers.

Enter Mr. Citrus Man af Alien Jefferson
Medvirkende Molly Rolfe, Neil Staveley, Adam Biggs og Tyler Hoyland.
Instruktør Mia Juhl.

Knald på farverne. Den musikalsk teaterforestilling 'Du finder mig nederst i bunken' er en både farverig og livsfyldt fortælling der handler om at kringle sig rundt i følelserne. Historien rammer det bløde punkt. Det punkt hvor mennesker møder hinanden, skaber kontakt, mærker liv, knytter an til hinanden og danner en historie sammen. Men også der hvor hullet i hjertet kan opstå, når afstanden træder ind hvor der før var samhørighed. Forestillingen er både varm og humoristisk.

Vi møder fire personer der på dramatisk vis vikles ind i samme skæbnehistorie. Den femte skuespiller er den fortæller der vikler trådene ud. Med sin bolchestribede kjole og forskellige musikinstrumenter lægger hun stemningen og skaber en sammenhæng imens historien udspiller sig. Alle karaktererne er fine i deres mangfoldighed og er humoristisk skildret. De beskrives som små godbidder fra en slikpose og er pakket ind i særegne og meget kreative kostumer.

Den akavede følelse der kan ramme når et knus bliver skævt. Den varme følelse når et menneske kysser sin nyfundne elskede for første gang. Den dalende fornemmelse i maven når afstanden træder ind i en hjerterelation. Livet er måske som et klatrestativ, og i teaterstykket har de skabt en platform hvor scenen hovedsageligt er et stillads af jernpiller. Her udspiller historien sit indre univers. Her kommer vi som publikum ind under huden i et fint og energisk billedunivers.

'Du finder mig nederst i bunken' er i sin helhed underholdende og poetisk. Den fanger det absurde i livet og tilfører det i den konkrete fortælling. Stykkets musikalske univers er sjovt, følsomt og underfundigt, og jeg blev glad over historiens fine kærlighedserklæring til alle os der fra tid til anden roder i vores relationer.

Tusind tak til teamet bag 'Du finder mig nederst i bunken' og til Teater Katapult for at give sceneplads til forestillingen.

Du finder mig nederst i bunken af Teater Mikado
Dramatiker Regina Rex
Instruktør Alexandra Christensen
Skuespillere Stine Schou, Maria Ahrensberg, Tue Lodberg Nyland, Eskil Bøgh Tonnesen
Komponist og musiker Amanda Freisleben Lund
Kostumier Caroline Freitag
Kunstnerisk konsulent Lars Junggreen, Casper Halberg

'Det førerløse menneske' er en mimisk fortælling som har sit eget særpræg. Med en tidsmaskine bliver han ført tilbage til en svunden tid. 1964 er året hvor laptoppen var en bog af papir, mobilen var en stationær drejetelefon og livet som sådan var analogt.

Mimer Øyvind Kirchhoff har sine anstrengelser i karakteren som det moderne menneske der ikke længere kan huske sin fortid, men besøger den gennem en tidsmaskine. Historien giver et billede af det rodløse menneske der i sin ensomhed forsøger at skabe sig selv i en robotform.

Forestillingen har et flot idégrundlag. Det ordløse menneske der i sin ensomhed søger tilbage i tiden er et godt plot for en historie, og de kropslige udtryk som fortællingen kræver, når ordene ikke er i centrum, giver en anden vinkel på scenen end det karakteristiske replik-teater.

Scenen er velfungerende i sin enkelthed. Det mørke rum, hvor scenografi og rekvisitter er hentet frem fra året 1964, er blevet støvet af og sat i scene som medspillere i historien om det førerløse menneske. Lys og lyd er velfungerende og giver en fornemmelse af en gammel papkasse der har været hengemt på loftet. Stemningsfyldt med nostalgisk glød.

Det førerløse menneske balancerer mellem det absurde og konkrete og har sit eget særpræg. Se gerne forestillingen med varme øjne og et skævt smil. Det er her den er bedst.

Tusind tak til teamet bag 'Det førerløse menneske' og til Teater Katapult som giver sceneplads til forestillingen i øjeblikket.

Det førerløse menneske skabt af mimer Øyvind Kirchhoff
Dukkemager Rolf Søborg
Lysdesign Jeppe Lawaetz
Instruktion Lotte Faarup

Katapult Akademiet en ny platform for udvikling af dramatisk tekst- og teaterproduktion hos Teater Katapult. Pilotprojektet vil sørge for at mere ny dramatik i nye formater kommer frem i lyset. Ikke bare på traditionelle scener i de større byer, men også andre steder ude i landet. Det bliver med fuldt tryk på borgerinddragelse: Demokratisering af scenekunst.

Teater Katapult øger sit vingefang på kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus. Fremover vil teatret – udover på sine to scener i huset – både være at finde i kontorer i stueetagen og på 1. sal. Det sker for at give plads til en i bogstaveligste forstand dramatisk udvikling: Det nye, ambitiøse tiltag, Katapult Akademiet – en flydende udviklingsscene for tekst- og teaterproduktion.

Akademiet bliver en pulserende platform for udvikling af mere ny dansk dramatik, som vil brede sig ud i Region Midtjylland. Dramatik, der ikke kun skrives hjemme hos den talentfulde eller professionelle dramatiker og sættes op på traditionelle, professionelle teaterscener i større byer. Katapult Akademiet kommer nemlig til at operere med borgerinddragelse og alternative steder at spille små teaterforestillinger under udvikling – i første omgang i Aarhus og dele af det midtjyske område.

Region Midtjylland er den største bidragyder og støtter akademiet med 800.000 kroner til et pilotprojekt-år. Med i samarbejdet er også Den Danske Scenekunstskoles Dramatisk Skrivekunst-uddannelse, Nordisk Teaterlaboratorium v. Odin Teatret, Ry Højskole, Testrup Højskole og Skive Kommune (herunder Aakjærselskabet) – og efter pilotfasen sigtes mod at søge midler til at videreudvikle akademiet i en fase 2.

Teater Katapult over sig ikke! Regeringens nedlukning af blandt andet Aarhus rammer teaterlivet hårdt, men Teater Katapult arbejder lige så benhårdt på at stå klar med løsning, der redder dette års store historiefortæller-finale StorySlam GRAND SLAM – inklusive publikums mulighed for at stemme på årets bedste fortæller kommer til at kunne opleves hjemme fra stuen.

Showet er tirsdag 15. december kl. 19:30. Der bliver tale om streaming med fortællere og værter, der live styrer showet fra Katapults blackbox-teatersal på festlig vis.

På den måde kan StorySlam-finalen, der Danmarks største historiefortæller-event, faktisk endnu nemmere opleves af alle borgere i Danmark. Fortællerne er klar – og alle pladser i salen var faktisk udsolgt, så Katapult håber meget at mange har lyst til at opleve showet online og stemme på deres favoritfortæller!

Tirsdag 15. december vil der komme link til streaming af StorySlam GRAND SLAM ONLINE 2020 op på www.katapult.dk og https://katapult.dk/storyuniverse/storyslam/, så alle kan sidde klar ved skærmen. Linket kommer også op på Teater Katapults Facebook og Instagram-sider.

★★★★Anmeldelse 'Viva La Frida', Teater Katapult

I Fridas skygge står en søster

21. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I Mexicos hjerte står en stærk kvinde. Det er nemt at få øje på hende, for hendes ”testamente” hænger stadigvæk på alverdens museer. Hun havde sit helt eget særpræg i det liv hun levede og i den billedkunst som hun skabte i sin levetid.

Frida Kahlo3 er en af de største surrealister og har præget kunsthistorien med sine penslers eget univers.

Sværere er det nok at få øje på den søster der gemmer sig i hendes skygge. Hende der nursede Frida i sin sygeseng, og som klarede husarbejdet mens store værker blev skabt i Fridas atelier.

Amira Jasmina Jensen giver i sin monolog ”Viva La Frida” et bud på en karakteristik af den skyggesøster der levede med i Frida Kahlos op og nedture, og som til sidst måtte følge sin søster til hendes grav.

En monolog der med et enkelt sprog, men til gengæld intens og intim fremførsel, tegner sit eget portræt af det komplicerede men også kærlige forhold en søster kan have til sin karismatiske storesøster.

Amira Jasmina Jensen brænder tydeligvis for det spanske sprog, for varmblodige menneskefortællinger, guitarspil og for flamingo.

I små fortællinger og med en blød sprog-palet sporer hun sit publikum ind på den mexikanske kulturs største ikon set gennem søsterens øjne. Hun fremstiller Fridas søster lidt naivt, som et barn der ikke kan lide mænd, men hun giver også et indtryk af skyggelivets udfordringer hvor en kvinde vælger selvopofrelsens vej til at opnå anerkendelse fra familien og omverdenen.

Monologen ”Viva La Frida” er en blød historie om en kvindes indre følelsesliv. Iscenesættelsen er en fin kærlighedserklæring til det passionerede menneske i spotlyset og for dem der står i kulissen og bærer med. Jeg blev særligt rørt af det sidste touch i forestillingen, der sætter sin efterklang i mig for en rum tid.

Tusind tak til teamet bag ”Viva La Frida” og til Teater Katapult der i øjeblikket har inviteret dem indenfor.

Viva La Frida Gæstespil af Amira Jasmina Jensen og Scene42
Medvirkende og dramatiker Amira Jasmina Jensen
Instruktør Signe Hørmann Sørensen

★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.

Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann

★★★★★Anmeldelse af 'Anna Walk with me', Teatret Katapult

Den dag vi dør og glider ud i stjernedybet

4. marts 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Skuespillet Anna Walk with me handler om en kvinde der rammes af en trafikulykke. Hun går i coma, og vi følger hendes vandring gennem grænselandet mellem liv og død. Hendes sind er splintret som glasset i bilens forrude. Hun er sprængt til atomer, billederne hvirvler gennem scenerummet i al den skønhed du kender fra dine bedste drømme. Stumper af uendelig skønhed.

Det fede ved forestillingen er dukkerne, musikken, Julie Ben Semmanes blide sang og syngeskåle, Anna Ur Konoys skuespil, lyset. Alt er præcist som et klokkeværk. Vi er inde i guds bornholmer-ur. Alt fungerer perfekt, og ingenting giver mening, ingenting har sammenhæng fordi vi er i nærdøds-riget lige ved siden af drømmen og døden. Uendeligt langt borte fra livet.

Historien er et godt bud på den del af livet vi alle fornemmer - nemlig døden - men som vi endnu ikke har erfaring med. Den spiller op imod det jordiske og konkrete i billederne på scenen, lyset, dukkerne og kunsten i skuespillet. Men nogle gange, akkurat som i vores eget liv når vi tænker på døden, bliver historien præget af at være sin egen modstander, fordi historien handler om opløsning, og bliver derfor mange steder fragmentarisk.

Akkurart som vores egen forestilling om døden. En følelse af, nu forstår jeg døden, og pludselig er følelsen borte igen. Men vi forstår åbenbart først døden den dag vi dør og glider ud i stjernedybet. Hvorfor skulle vi også forstå den før?

Anna Walk with me er en ny tanke, et nyt udtryk. Det er en fin forestilling. Odin Teatret har pakket kufferterne med deres magiske dukker, og tilfører forestillingen en magi som giver os mulighed for at opleve livet som den absurde dukkeforestilling det også er. Fordi Katapult har valgt at samarbejde med Odin Teatret blev der mulighed for at afprøve nye sceneudtryk direkte fra teater-laboratoriet. Tak for den oplevelse.

★★★★★Anmeldelse af 'The Pure Gold is Seeping out of Me'

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.

The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

★★★★Anmeldelse af 'Volitant'

En spurv i computernettet

19. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Hvordan fanger man en fugl til lyden af en computer? I en underfuld lille dans balancerer kunstneren Rita Gôbi på fremtidens vinger. Hun undrer sig over hvad der vil ske med kroppen og dens udtryk når vi lader den styres af teknologien.

I et nært samspil mellem lys, computerlyde og en krop i bevægelse, fanger hun en ny tid ind i forestillingen Volitant og giver et abstrakt bud på opløsningen af spontanitet og frihed til ære for en mere styret og kontrolleret verden.

Mange af dansens udtryk gav mig et stærkt indtryk af en lille spurv i kamp der forsøger at tilpasse sig noget den ikke er skabt til. Jeg forundres over hvor meget selv de helt små bevægelser hun skabte på scenen, kunne fange al opmærksomhed i det stilrene rum og på den måde give resonans inde i min egen billedverden som publikummer.

Tusind tak til teamet bag Volitant og til BORA-BORA for et eksperimenterende danserum.

Volitant
Koreografi og dans Rita Gôbi
Musik Dâvid Beranovâ
Lys design Pavla Beranovâ
Lys teknikere Zuzana Bottovâ, Zuzana Reznâ, Jan Tranta
Kostumedesigner Judit Sinkovics
Kreativ producentÂgnes Karolina Bakk

★★★★★Anmeldelse 'The Soul Catcher'

I rovdyrets klør

21. januar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Vi er landet på et gerningssted, hvor vederstyggeligheder er foregået. Nu er det tid til at efterforske og granske over hændelserne der er foregået her og jeg var med som publikum da trådene blev analyseret på scenen. Kassandra Production stiller skarpt på Narcissistisk Personality Disorder, - også kaldet psykopati, og dens ofre.

Psykologisk thriller

Hvad er der sket? Hvem er ofret og hvem er den kyniske gerningsmand? Hvilken relation havde de til hinanden? Jeg ser dem bevæge sig fri efter år som fanger i en manipulators net. Det er en voldsom og powerfuld dans. De finder deres væsen igen og vrider sig ud af angst og mørke. De frigører sig fra et menneske der har gjort rovdrift på selvfølelsen. Og de befrier det mest væsentlige af sig selv, deres ukrænkelighed, for atter at finde fodfæste i sig selv og verden igen. Sådan er kampen som må overleves efter rovdyret har fortæret af sit offer alt for længe.

Psykopatens charme

BORA-BORA huser i øjeblikket en psykologisk thriller The Soul Catcher og den får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Der findes utallige workshops i øjeblikket der omhandler psykopati og dens ofre, så det er et hot og nødvendigt emne, men når jeg finder temaet i en teatersal får det helt andre virkemidler og bliver åbenbaret med en følsomhed og charme der går langt ind under huden.

Solid præstation på scenen

Forestillingen er skarp og usentimental. Det er en blanding af performans, dans, spoken words og krydret med benhård elektronisk musik. De tre skuespiller går ikke på kompromis med deres udtryk, men leverer en solid præstation. Forestillingen lever helt op til mine høje forventninger, som jeg med tiden har fået til skaberen af værket, Anika B. Lewis og fik ovenikøbet en stor gave med oven i hatten, da temaet både var præsenteret som autofiktion og var fantastisk skildret. Bravo for mod og kunstnerisk pondus.

Stor beundring herfra og tusind tak for oplevelsen til teamet bag The Soul Catcher og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.

The Soul Catcher af Kassandra Production i Co-Samarbejde med Bora Bora, Dans & Visuelt Teater.
Idé, instruktør/koreograf Annika B. Lewis
Performere Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold, Johan Svensson
Komponist og musiker Sofus Forsberg
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Morten Ladefoged
Dramaturg Anne Hübertz Brekne
Kostumer Systuen Svalegangen
Afvikler Jens Mønsted
Produktionsleder Betina Rex

★★★★Anmeldelse af 'Addiction og Skin', Teatret Katapult

Se mig!

9. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Hun er alene men jeg oplever det som om at hun er helt bevidst om øjnene der er rettet imod hende. I en tempofyldt staccato bevæger Jung In Lee sig rundt på scenen.

Sydkoreaneren er hentet til Danmark for at danse sin skinbarlige og kunstneriske dans for det danske publikum. I denne første af aftenens forestillinger på Teater Katapult danser solodanseren sig ind i selfieverdenen. Uden at afsløre sin indre følelsesverden, gemmer hun sig i sit skind, der igen er gemt bag teknikker. Hun kalder på at blive set for det hun kan, men hun kommer til at virke som en skal der hele tiden appellerer med øjnene til publikum.

Ser i mig nu?

Jung In Lees bevægelser er fragmentariske og abstrakte og i de heftige staccato rytmer arbejder hun hurtigt og målrettet, hvor hele scenen bliver indtaget. Hendes krop bliver til et redskab for hendes kamp for at vinde omverdenens opmærksomhed og det foregår i et stærkt tempo og med kaoselementer i. Meget fin pointe og flot udført.

Vi er i hanekamp på liv og død. Den anden forestilling er en sammensmeltning og til tider nedsmeltning af to kulturers møde med hinanden i en stram battle. Danseforestillingen hedder Addiction og her er 6 dansere på scenen.

Mennesker kriges som var vi afhængige af selve det at kæmpe. Vi behøver ingen vindere eller tabere, men vi behøver at mærke kamp og konkurrence for at føle os levende. Oh ja, det bliver sikkert menneskehedens død, men vi får kamp til stregen, medmindre vi finder en ny måde at takle livet og hinanden på.

Også i denne forestilling er vi oppe i et surrealistisk tempo der sætter staccato på dagsordenen, men her kommer der flere kontraster til syne. De mørke bevægelser mod de lyse. Symmetri mod asymmetri. Kaos mod stilstand. De dygtige performere danser op i mod hinanden og udfordrer til høj puls og fuld opmærksomhed hinanden, og når vi nu er i konkurrenceånden, så var hende jeg heppede mest på, den store og absolut sublimt dansende Paulina Smatlakova. Hun har et fantastisk udtryk på scenen og kan formidle indre tilstande gennem sin dans på en sådan måde at jeg letter fra sædet.

Super dygtige dansere og tusind tak til jer alle fra Black Box Dance Company og til Teatret Katapult for at invitere dem her til byen.

★★★★★Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

Det er kærligheden der gør forskellen

18. september 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Når Sidsel Sofia Søndergaard fortæller om sit liv er det usminket og usentimentalt. De svære øjeblikke i forestillingen er ikke at fortælle om alle de tæsk og overgreb hun har oplevet. Det gør hun nøgternt og meget praktisk. Det mest følsomme øjeblikke er når hun skal fortælle om de mennesker der formåede at finde vejen ind til hende og bekræfte den skjulte viden hun havde haft siden hun var et barn, om at hun er elskelig og værdifuld præcist som hun er. At genskabe kontakt til det punkt indeni, er uden tvivl det smerteligste et menneske oplever i en healings proces, for så er det lige pludselig ikke uvigtigt hvordan vi behandler os selv, eller hvad andre udsætter os for.

I en kringelkrog af livet, hvor vi helst ikke vil kigge hen, sidder der en pige og savner sin mor. Hun kender allerede kærligheden, for det gør børn instinktivt, men mennesker omkring hende har glemt hvor vigtigt den er for et lille nyt liv at mærke den. De er så optaget af sig selv, at de ikke orker at omslutte hende med den. Smerten er ekstrem for pigebarnet, og særligt fordi hun godt ved at kærligheden findes, men endnu ikke forstår at de der er omkring hende blot ikke formår at elske eller passe på nogen. Hun har ingen til at lære hende hvordan man skal takle problemerne, så hun vælger at lukke sit følelsesliv ned og overlever ved opfindsomt at finde smuthuller og små oaser der kan lindre på smerten og gør livet tåleligt.

Det er livet for Sidsel Sofia Søndergaard og hun sætter sig selv modigt på spil i teater-dokumentaren på Teater Katapult sammen med skuespiller Henrik Steen Larsen, der i forestillingen fungerer som rammesætter og støtte. Som en åben bog fortæller hun sin autentiske historie og ikke som en skuespiller ville gøre det, men som et menneske hvor fortællingen er så nødvendig at det gælder livet. Det må kræve det ypperligste talent at stå der som menneske. En skuespiller har teknikker og viden som er deres filter, og kan på den måde leve sig ind i svære komplicerede følelsestilstande og videregive det til et publikum, men vil aldrig kunne give et så nærværende og sandt billede af en hård skæbne som denne kvinde gør i forestillingen Hvor er du, mor? Derfor er jeg oppe at ringe med 5 stjerner for denne forestilling.

Af hjertet tak for en fantastisk og nærværende oplevelse til teamet bag Hvor er du, mor? og til Teater Katapult for at invitere dem til at stå på deres scene.

Hvor er du, mor?
Gæstespil af Holbæk Teater og Teatret Fair
Medvirkende Sidsel Sofia Søndergaard og Henrik Steen Larsen
Ide og koncept Sidsel Sofia Søndergaard, Henrik Steen Larsen og Kristoffer Møller Hansen
Instruktion Kristoffer Møller Hansen