Review of 'My Quiet Home': Tonight I witness a riot. A fight for freedom touchingly and poetically staged by Holstebro Dansekompagni. Heart-wrenching and fierce, the dancers create abstractions of the inviolable, the inalienable, the earth from which we all come.

Holstebro Dansekompagni takes the stage with a sincere heart in this performance. 'My Quiet Home' is a moving and sharp story about women's life in a time of war. The war that creates chaos and people trying to fight for the everyday life they love. Freedom and love for the land that generations have passed on to them.

'My Quiet Home' has 8 solid dancers of different ages on stage. Three of these skilled and expressive dancers are from Ukraine, and they have a very special glow in their expression on the dance vinyl.

The performance is created as a mosaic of moments, each of which deals with women's life in a time of war. The choreography has an interaction between solo dance and common nerve where all the dancers create together the center.

The performance is built around women's life and the story of the first dance is a heartfelt tribute to everyday chores. The laundry waving in the wind, the community between women, the old, the young. The dancers create the abstractions by sweeping movements, by the position of the spine and the repetitive wave that rolls through the bodies, by group dynamics and by a solo dance filled with longing and love for life simple moments.

The deep soil is brought up in a solo dance. An older performer retrieves the soil, - literally spills it onto the floor from her suitcase, and for the rest of the performance it forms the ground for the dancers' performance on the stage floor.

Generations follow generations. A Ukrainian dancer looks like she is created from the earth. Her strong body, — her knees are bent, — her hips are spread. Like a mother figure, she dances her tribute to her country's soil. A grounding and emotional dance, supported by the other female dancers from Holstebro Dansekompagni.

The last solo dancer pays tribute to the female diva. She puts her broom where she wants, and gets others to sweep in front of their own door. The joy of creating oneself in connection with the world. The humorous angle and the artistic soul. The longing for freedom that twists her body in to heartfelt poses, and the group dynamics that creates coherence in a shared choreography.

'My Quiet Home' is a great dance performance. I am deeply moved by the heartfelt dancers, which is the emotional nerve in the women's fight for freedom. I am grateful for the expressive and sharp choreography, and the uncompromised expression of the dancers.

Thank you from the bottom of my heart, to the team behind 'My Quiet Home' and to Bora Bora for inviting them to this city.

My Quiet Home
Staging David C. Price
Choreography David C. Price, Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Marie Brolin-Tani, Paulina Šmatláková
Featured dancers Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Marie Brolin-Tani & 4 dancers from Holstebro Dansekompagni
Choreographic assistance Paulina Šmatláková
Music Heinali, Rosemary Standley, Myroslav Skoryk
New composition and sound design Søren Vestergaard
Costume design Åsa Gjerstad
Lighting design Kim Glud
Dramaturgical consultant Rikke Frigast Jakobsen
Prime photo Mark Dyer.

Anmeldelse af 'Mit Stille Hjem': I aften er jeg vidne til et oprør. En frihedskamp rørende og poetisk sat i scene af Holstebro Dansekompagni. Hjertegribende og voldsom skaber danserne abstraktioner over det ukrænkelige, det umistelige, -jorden som mennesket kommer af.

Holstebro Dansekompagni går på scenen med hjerteblod i denne forestilling. 'Mit Stille Hjem' er en rørende og skarp fortælling om kvindeliv i en krigstid. Krigen der skaber kaos og mennesker der forsøger at kæmpe for den hverdag de elsker. Frihed og kærlighed til den jord som slægter har videregivet til dem.

'Mit Stille Hjem' har 8 solide dansere på scenen i forskellige aldre. Tre af disse dygtige og udtryksfulde dansere er fra Ukraine, og de har en helt særlig glød i deres udtryk på dansevinylen. Forestillingen er skabt som en mosaik af øjeblikke der hver især omhandler kvindelivet i en krigstid. Koreografien har en vekselvirkning mellem solodans og fælles nerve hvor alle danserne sammen skaber centrum.

Forestillingen er bygget op om kvindelivet og den første dans' fortælling er en hjerteskærende hyldest til hverdagens gøremål. Vasketøjet der hænger i vinden, fællesskabet mellem kvinder, de gamle, de unge. Danserne skaber abstraktionerne ved fejende bevægelser, ved rygradens højde og den gentagende bølge der ruller gennem kroppene, ved gruppedynamik og ved en solodans fyldt med længsel og kærlighed til de små øjeblikke.

Den dybe jord hentes frem i en solodans. En ældre performer henter jorden frem, - vælter den bogstavlig talt ud på gulvet fra sin kuffert, og resten af forestillingen danner den bund for dansernes favntag på scenegulvet.

Slægter følger slægter. En ukrainsk danser er som skabt af jorden. Hendes stærke krop, - knæene er bøjede, - hofterne på hende er spredte. Som en moderfigur danser hun sin hyldest til sit lands jord. En groundende og emotionel dans, støttet op af de andre kvindelige dansere fra Holstebro Dansekompagni.

Den sidste solodanser hylder den kvindelige diva. Hende der sætter sin fejekost hvor hun vil, eller sætter andre i gang med at feje for egen dør. Glæden ved at skabe sig selv i sammenhæng med verden. Den humoristiske vinkel og den kunstneriske sjæl. Længslen efter frihed der vrider kroppen i følsomme positurer og gruppedynamikken der skaber sammenhæng i en fælles koreografi.

'Mit Stille Hjem' er en flot danse performans. Jeg er dybt rørt af dansernes hjerteblod som tegner den emotionelle nerve i kvindernes frihedskamp. Jeg er taknemlig for den udtryksfulde og skarpe koreografi og dansernes kompromisløse udførsel giver den sit helt eget væsen.

Af hjertet tak til teamet bag 'Mit Stille Hjem' og til Bora Bora der inviterer dem til byen.

Mit Stille Hjem
Iscenesættelse David C. Price
Koreografi David C. Price, Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Marie Brolin-Tani, Paulina Šmatláková
Medvirkende dansere Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva, Oleksandra Maksimchuk, Marie Brolin-Tani & 4 dansere fra Holstebro Dansekompagni
Koreografisk assistance Paulina Šmatláková
Musik Heinali, Rosemary Standley, Myroslav Skoryk
Ny komposition og lyddesign Søren Vestergaard
Kostumedesign Åsa Gjerstad
Lysdesign Kim Glud
Dramaturgisk konsulent Rikke Frigast Jakobsen
Forsidefoto Mark Dyer.

Studio-scenen i Aarhus Teaters kælder emmer af nerve. Forestillingen "Frankly my dear I don't give af damn" er som en sort svane båret af 4 stærke kvindelige performere – eller måske mere som 4 fandenivoldske kvinder der bærer rundt på Medusas hoved. Stykket er en totalteater-forestilling hvor scenen er sat i hele rummet, hvor publikum kan nyde bobler i baren, samtidig med at performerne danser imellem det stående publikum.

Forestillingen er en teaterkoncert med et følsomt hjerte for kvindeliv og kærlighedens udfordringer. Med en stærk feministisk kant til verden i dag leger med de modsatrettede følelser. Deres fortællinger har en humoristisk nerve som gennemstrømmer alle de underfundige og livlige fortællinger om kvindelivet som de skildrer. Der er fest og der er farve i vidunderlig mangfoldighed og - ingen kom til skade under udførelsen.

Her er kvinder med kant bundet ind i et følsomt beat og samtidigt har hun en fuck-finger til Miss Perfect. De lever her side om side med hinanden i historierne de fortæller på scenen.

Performerne på de skrå brædder spiller break-up sange, svider hårene af de modsatrettede følelser så de står helt nøgne og åbne. De spidser læberne til trutmunde og driver i fede beats og smuk poesi. De hælder humor ud af lommerne så sort og befriende at publikum overgiver sig og ler hjerteligt med. "Frankly my dear I don't give a damn" er scenekunst der driver af sex, humor, kærlighed og kunstnerisk frihed. Det er godt teater med kant og charme.

Iscenesættelsen af Nathalie Mellbye er skarp og har i sin palet sort og lyserød som centrale elementer. Femme fatale-stilletter lever side om side med gymnastikdragter og cowboykostumer i forestillingen. Musikalitet ånder i hver en krog og springer fra top til tå som en badutspringer på en wrestling måtte. Poesien har en dyb klang og emmer af sort humor.

Forestillingen er et sammensurium af latter, eksperimenterende kulisse, totalteater fra den bedste skuffe og et oprør mod det perfekte. Alt sammen pakket ind i en musikalsk glimmerpakke der går ind under huden, - og tak for det. Til teamet bag forestillingen "Frankly my dear I don't give af damn" og til Aarhus Teater, Studio-scenen som i øjeblikket huser dem.

Frankly my dear, I don't give a damn af Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse, scenografi og kostumedesign Nathalie Mellbye
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Carla Eleonora Feigenberg, Sunniva Mellbye / Murmur
Musiker og komponist Murmur
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign Aki Bech

Teaterstykket ”Når vi døde vågner”, er en emotionel og stærkt dragende fortælling om menneskets trang til at mærke livet og gøre sig bemærket, - sætte sig spor. Stykket er både en intellektuel, følelsesmæssig og kropslig kraftpræstation.

Den aldrende kunstner sidder på sin velmagtsdage og føler sig tom, ensom og bitter på menneskeheden. Både Rubek og hans kvinde keder sig. Han har hugget i stenskulpturer, - lavet sit store mesterværk. Han er næsten selv blevet til en græsk marmor-figur i sin søgen efter det perfekte skulpturelle udtryk. Kunstnersjælen i stykket ”Når vi døde vågner” sættes under lup og menneskets søgen efter individualitet og samhørighed er spændvidden i historien.

Rubeks kone, Maja, keder sig - måske af samme grund. Savner spænding og mærke livets kaos og kærlighedens sødme. Han søger det perfekte og bliver perfid i sin kamp for at omdanne livet og mennesker til kunstværker.

Historien er en intens fortælling og rummer stærke karakteristikker, hvor meget er på spil. Personerne i historien skiftevis støder verden fra sig eller kalder længselsfuldt på den. Skuespillernes indlevelse i deres karakteres følelser og den stærke poetiske tekst er udformet meget troværdigt og jeg både rødmer, græder, ler og bliver skræmt, når de tager livstag med hinanden på scenen.

Teaterstykket er i sin helhed velstøbt. Skuespillet er underfundigt og følsomt. Scenografien er super flot og en god platform til at kropsliggøre dramaet. Lyset og lyden har lagt undertoner af magt og afmagt ind i de dramatiske begivenheder og fungerer som en dyb og stærk affektiv medspiller i historiens udfoldelse. De små dramatiske virkemidler i kostumerne er underfundige og pudsige og giver en mening i sin helhed.

Henrik Ibsen har skrevet ”Når vi døde vågner” i år 1899, men i denne iscenesættelse anno 2021 er teksten lyslevende og skuespillet både saftigt og velsmagende.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Når vi døde vågner” og til Aarhus Teater som byder indenfor på en følsom og stærk teaterforestilling.

Når vi døde vågner af Henrik Ibsen
Instruktør Amanda Linnea Ginman
Scenografi Nathalie Mellbye
Medvirkende Kasper Leisner, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Patrick Baurichter.
Lydunivers Marie Koldkjær Højlund, Kenneth Nørby Andersen.
Lysdesign Kim Glud

Anders Baggesen har i været skuespiller i 135 forestillinger, heraf 111 på den østjyske landsdelsscene. Præstationer der har indbragt ham to Reumertnomineringer og en række andre hædersbevisninger.

Blandt Anders Baggesens seneste roller er Jeppe i Christian Lollikes Reumertvindende bearbejdelse af Holberg-klassikeren Erasmus Montanus. En præstation der af flere bliver betragtet som et lys i teaterhistorien.

Anders Baggesens jubilæum fejres i forbindelse med Danmarkspremieren på kæmpemusicalen Charlie & Chokoladefabrikken 6. maj. I den forestilling spiller han den bærende rolle som Grandpa Joe.

★★★★★Anmeldelse: 'Audition' Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

Audition af Jenny Lund madsen
Medvirkende Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rahbæk.
Iscenesættelse Sargun Oshana
Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kim Glud

Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Hvor langt vil publikum gå til casting på en film? Audition på Aarhus Teater

9. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvad er vigtigst? De fire hjul på en bil eller motoren? Måske rattet? Sådan er det også med teater. Det er de mange kompetente mennesker der i fællesskab driver stykket fremad. Her er et interview med en af dem. Scenograf David Gehrt.

I to år har David Gehrt og Sargun Oshana lavet eksperimenter på Aarhus Teater. De har brudt strukturen op og lavet forestillinger hvor publikum indtager nye pladser, ofte blandet op med skuespillerne på gulvet. Nu er eksperimentet klar med en ny provokation til publikum.

Audition er den sidste forestilling i rækken. Tilbage er publikums vanlige siddepladser, men eksperimentet fortsætter, fordi publikum har mulighed for at blive inddraget i stykket. Spørgsmålet er direkte sagt: "Hvor langt vil du gå for at få en filmrolle?" Men spørgsmålet er også, hvor langt vil publikum gå, når stykkets psykopat-instruktør "krænker" sine skuespillere? Publikum er nemlig med på filmsettet og en del af forestillingen.

David Gehrt fortæller om Audition og deler nogle af de erfaringer som han og Sargun Oshana har fået gennem eksperimenterne på Aarhus Teater. Det handler blandt andet om gruppedynamik. Publikum er et flokdyr der følger den der går forrest. Dermed får den første i gruppen en stor indflydelse på de øvriges adfærd.

Audition af Jenny Lund Madsen
Iscenesættelse Sargun Oshana
Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kim Glud
Medvirkende Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rabæk.