'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.

Skuespillerne Mette Døssing og Christian Hetland er eminente til at få karakteren ned i tæerne og ud i det yderste led af fingrene. Elsker det. Rikke Lylloff er forfriskende i sin uberørte nøgenhed og glubende hunger efter ungdommens kilde som lindrer depression.

'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for Lars von Triers genialitet. Det er okay. De fleste har alligevel heller ikke set filmen som starter med verdens undergang, og dér skulle teater-udgaven efter min mening også have begyndt sin fortælling. Men det er en smagssag, og stykket 'Melancholia' smager faktisk udmærket.

Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.

Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.

Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.

En dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.

Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.

Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.

Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.

De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.

Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.

'Melancholia' på Aarhus Teater lykkes fint med at inddrage nøgenheden og seksualiteten, som er et par af Lars von Triers gamle skolekammerater. Der er mange fine scener hvor Justine viser sin længsel og sin ikke-berørthed af livet. Rikke Lylloff kan være et skælvende marengshus der er ved at falde sammen i regnvejr, og hun kan være en hungrende kvinde med ægløsning. Autentisk og fint spillet af Lylloff.

Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.

Nå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?

'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.

Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.

Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.

Teatermanden Niels Erling har skabt en flot iscenesættelse af en historie om en kagefabrik der bliver købt af pengefolk. Smør-pakkerne, chokolade og fløde bliver kørt ud fra fabrikken og dumpet på en losseplads. De nye pengefolk vil have slankekager.

Den nye stil i erhvervslivet er story-telling. Du skal ikke kun arbejde på fabrikken til en dårlig løn, og halv-god kaffe, du er også selv en del af produktet. Det oplever fabrikkens medarbejdere på den hårde måde. Slut med dejlige kager, nu skal de træne og være slanke - med slatne kroppe - for at sælge de ny slankekager.

Måske du kender spørgsmålet. Hvor meget skal jeg egentlig være et stykke salgs-pap for min virksomhed? Kan jeg ikke bare være mig selv og gå på arbejde, ærligt og redeligt?

Klart lys, flot scenografi fra Franciska Zahle, dejlige regnbuefarvede kostumer. Det er stykkets stjerne nummer to. Måske er det urimeligt at få point for at have råd til den bedste råfilm når man optager 'Far til fire' eller det der er værre fra 70'erne, men det er et vilkår. 'Kagefabrikken' er professionelt sat op når det gælder lyset især - Andreas Buhl - og kostumerne fra Eilev Skinnarmo. Det er lækkert arbejde som får øjet til frydes til at se en stjerne nummer 3. Godt arbejde.

Alt i alt, tak for oplevelsen. Stjerne nummer 4 er for dåselatteren som bekvemt liver op de steder hvor manus ikke har nogen særlig humor. Det virker fint og får publikum til at grine med uden årsag. På den måde ligger 'Kagefabrikken' fint i kapløbet med underholdning af samme kaliber i tiden, som for eksempel filmen 'Centervagt' der også var sjov i samme genre.

Kagefabrikken af Christian Lollike & Franz Wilhelm Søes-Cybulski
Iscenesættelse Niels Erling
Scenografi Franciska Zahle
Kostumedesign & scenografisk konsulent Eilev Skinnarmo
Koreografi Marie Brolin-Tani
Lysdesign Andreas Buhl
Medvirkende Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Sofia Nolsøe, Mette Døssing, Mette Klakstein, Clint Ruben
Lyddesign Kim Engelbredt

Teaterstykket ”Når vi døde vågner”, er en emotionel og stærkt dragende fortælling om menneskets trang til at mærke livet og gøre sig bemærket, - sætte sig spor. Stykket er både en intellektuel, følelsesmæssig og kropslig kraftpræstation.

Den aldrende kunstner sidder på sin velmagtsdage og føler sig tom, ensom og bitter på menneskeheden. Både Rubek og hans kvinde keder sig. Han har hugget i stenskulpturer, - lavet sit store mesterværk. Han er næsten selv blevet til en græsk marmor-figur i sin søgen efter det perfekte skulpturelle udtryk. Kunstnersjælen i stykket ”Når vi døde vågner” sættes under lup og menneskets søgen efter individualitet og samhørighed er spændvidden i historien.

Rubeks kone, Maja, keder sig - måske af samme grund. Savner spænding og mærke livets kaos og kærlighedens sødme. Han søger det perfekte og bliver perfid i sin kamp for at omdanne livet og mennesker til kunstværker.

Historien er en intens fortælling og rummer stærke karakteristikker, hvor meget er på spil. Personerne i historien skiftevis støder verden fra sig eller kalder længselsfuldt på den. Skuespillernes indlevelse i deres karakteres følelser og den stærke poetiske tekst er udformet meget troværdigt og jeg både rødmer, græder, ler og bliver skræmt, når de tager livstag med hinanden på scenen.

Teaterstykket er i sin helhed velstøbt. Skuespillet er underfundigt og følsomt. Scenografien er super flot og en god platform til at kropsliggøre dramaet. Lyset og lyden har lagt undertoner af magt og afmagt ind i de dramatiske begivenheder og fungerer som en dyb og stærk affektiv medspiller i historiens udfoldelse. De små dramatiske virkemidler i kostumerne er underfundige og pudsige og giver en mening i sin helhed.

Henrik Ibsen har skrevet ”Når vi døde vågner” i år 1899, men i denne iscenesættelse anno 2021 er teksten lyslevende og skuespillet både saftigt og velsmagende.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Når vi døde vågner” og til Aarhus Teater som byder indenfor på en følsom og stærk teaterforestilling.

Når vi døde vågner af Henrik Ibsen
Instruktør Amanda Linnea Ginman
Scenografi Nathalie Mellbye
Medvirkende Kasper Leisner, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Patrick Baurichter.
Lydunivers Marie Koldkjær Højlund, Kenneth Nørby Andersen.
Lysdesign Kim Glud

★★★★★Anmeldelse: 'Audition' Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

Audition af Jenny Lund madsen
Medvirkende Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rahbæk.
Iscenesættelse Sargun Oshana
Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kim Glud

Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Hvor langt vil publikum gå til casting på en film? Audition på Aarhus Teater

9. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvad er vigtigst? De fire hjul på en bil eller motoren? Måske rattet? Sådan er det også med teater. Det er de mange kompetente mennesker der i fællesskab driver stykket fremad. Her er et interview med en af dem. Scenograf David Gehrt.

I to år har David Gehrt og Sargun Oshana lavet eksperimenter på Aarhus Teater. De har brudt strukturen op og lavet forestillinger hvor publikum indtager nye pladser, ofte blandet op med skuespillerne på gulvet. Nu er eksperimentet klar med en ny provokation til publikum.

Audition er den sidste forestilling i rækken. Tilbage er publikums vanlige siddepladser, men eksperimentet fortsætter, fordi publikum har mulighed for at blive inddraget i stykket. Spørgsmålet er direkte sagt: "Hvor langt vil du gå for at få en filmrolle?" Men spørgsmålet er også, hvor langt vil publikum gå, når stykkets psykopat-instruktør "krænker" sine skuespillere? Publikum er nemlig med på filmsettet og en del af forestillingen.

David Gehrt fortæller om Audition og deler nogle af de erfaringer som han og Sargun Oshana har fået gennem eksperimenterne på Aarhus Teater. Det handler blandt andet om gruppedynamik. Publikum er et flokdyr der følger den der går forrest. Dermed får den første i gruppen en stor indflydelse på de øvriges adfærd.

Audition af Jenny Lund Madsen
Iscenesættelse Sargun Oshana
Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kim Glud
Medvirkende Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen, Mathias Skov Rabæk.

★★★★★Anmeldelse: 'Parasitterne', Aarhus Teater

Anmeldelse: Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

15. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk på Aarhus Teater.

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.

Parasitterne af Carl Erik Soya. Stykket er fra 1929 og aktuelt i dag.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Soyas Parasitterne er en god historie på Aarhus Teater

6. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Carl Erik Soyas mest berømte teaterstykke er Parasitterne som nu opføres på Aarhus Teater med Sargun Oshana som instruktør. David Gehrt har lavet den flotte scenografi som ligner et stort dukkehus fra Lego eller Playmobil.

Parasitterne er en historie om familien Gruesen der lever af at snylte på andre. Datteren er spillet af Marie Marschner. Hun er glad for mænd, og har fået et barn - et barn der får en afgørende betydning i komplottet mod den amerikanske millionær, Miss Olson spillet af Hanne Windfeld. Den stakkels Miss Olson lejer et værelse hos familien Gruesen, hvorefter Herr Grusen straks går i gang med at planlægge hendes død, og finde en vej til at få fat i hendes mange penge.

Kim Veisgaard spiller hovedrollen i Parasitterne. Han har netop fejret sit 40 års jubilæum som skuespiller. Bodil Jørgensen spiller hans kone, det er hendes debut på Aarhus Teater.

Parasitterne af Soya Carl Erik Soya var en dansk forfatter, som staten satte 60 dage i fængsel for at skrive historier om danskerne, som var sande. Senere måtte han flygte ud af landet, til Sverige. Parasitterne er fra 1929. Det Kongelige Teater købte stykket, men turde ikke sætte det op. Soya var kontroversiel. Stykket lå 15 år i en skuffe i København, inden det blev opført første gang. Soya døde i 1983, næsten 90 år gammel, 87.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

★★★★★★Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Brutalt og ærligt teater lige i ansigtet på publikum

3. november 2018.Kulturnyt, Lita Domino

4:48 Psychosis er teater der foregår lige op i ansigtet på publikum. Det er et super kreativt sind der har skabt denne tragedie og jeg kan ikke se den med et filter der beskytter mig fra det. Dels ved jeg at dette er et sidste værk af Sarah Kane, der døde af selvmord efter at have skrevet stykket, dels er jeg så voldsomt rørt over Mette Døssings skuespil. Jeg har ikke set noget lignende før. Dette stykke er ikke en gal kvindes værk. Dette stykke er et menneske der skriver for at berettige sin eksistens og mere end det, det er en historie fortalt fra indersiden af en psykose. En forkrampet og smertefuld tragedie, der er så vedkommende at vi ikke må lave distance til det.

Publikum bliver lukket ind i et rum i kælderen hvor vi er frie til at gå og stå hvor vi vil. I rummet hænger der neonlys ned i lange rør. Det psykoseramte menneske kommer ind i rummet maskeret som en autonom i demonstration. Hun er hurtig i bevægelserne og tydeligt vred. Hun taler til publikum, går helt tæt på ansigterne og fortæller at hun er ked af det, at hun føler sig skamfuld, og at hun ikke vil leve mere, at hun vil begå selvmord. Hun udtrykker dyb smerte og er i sin lidelse et fantastisk og voldsomt billede på et menneske i dyb desperation. Tab af kærlighed, tab af mening. Poesien er faretruende og smuk på én gang. Ordene er skarpe og brutale. Fragmenterne af hendes sind er som farlige bomber i den ”normale” verden, hvor vi tror smerte er når vores kat dør men hos et menneske med en psykose er smertens totalitet mere voldsom, fordi her er det selve grundstenen i vores eksistens, vores identitetsfølelse der spaltes og går i opløsning. Hvis der ikke er nogen til at sætte sig ind i de fragmenter der er tilbage er vi fortabte. Forsvundet fra verdens overflade.

4:48 Psychosis er et provokerende og eksperimenterende undergrundsteater – kendt som ”In your face theater” hentet hjem fra England. Det er den form hvor publikum er en del af forestillingen og man kan forvente at blive råbt til, skældt ud lige op i ansigtet og inddraget i skuespillet. Det er en voldsom oplevelse og det gør ondt i medfølelsen at se dette stykke, som er så mesterligt spillet af Mette Døssing, uden at være i stand til at gøre andet end at være vidne til tragedien.

Tusind tak til Teamet bag 4:48 Psychosis og til Aarhus teater for at huse forestillingen.

4:48 Psychosis
Iscenesættelse Sargun Oshana.
Medvirkende Mette Døssing.
Scenografi David Gehrt.
Lyddesign Ise Klysner Kjems.
Lysdesign Anders Kjems.
Tekst Sarah Kane.
Oversættelse Morti Vizki.

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Hun begik selvmord efter dette teaterstykke

26. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sarah Kane, en ung britisk skuespilforfatter, begik kunstnerisk selvmord efter hun skrev dette teaterstykke. Hun hængte sig. Dette er hendes selvmordsbrev. Psychosis 4:48. Hendes testamente. Den sidste historie fra hende til dig.
Sargun Oshana er instruktøren. Den unge kvinde spilles af Mette Døssing.

"Det er en meget fragmentarisk tekst som indeholder alle mulige genkendelige sider af os mennesker", fortæller skuespiller Mette Døssing til 8000. "Og det er selvfølgelig et tungt emne, og det er store følelser, men det er også en forfatter som skriver enormt poetisk - men også med ironi og humor som vi mennesker oplever i pressede situationer, en form for overlevelse", siger hun.

Sarah Kane var 28 år gammel. Hun havde haft stor succes med at skrive skuespil, men indeni var hun tom og mørk. Det var om vinteren, sidst i februar. Hun var indlagt på King's College Hospital i London efter forsøg på selvmord. Det var efter midnat, det var timen hvor de fleste dør om natten, tiden mellem kl. 2 og kl. 3.

"Vi har jo ønsket at arbejde med, hvad er det der sker med et menneske, når vi bliver ramt af en psykose. Fordi det er så komplekst med en psykose, der findes mange forskellige former for psykoser, og vi prøver jo at oversætte det ind i et scenisk værk hos et menneske som indeholder alle de forskellige psykoser der findes", fortæller stykkets instruktør, Sargun Oshana.

Sygeplejersken på hospitalets sengeafdelng lod Sarah Kane alene, og det var en fejl, fordi Sarah tænkte på selvmord. Det står i journalen. Sarah løb i strømpesokker ud på toilettet, lukkede døren og hængte sig. Hun blev fundet ved halvfire tiden. 4:48 Psychosis er det sidste skuespil Sarah Kane skrev. Hun så det aldrig selv på scenen, men nok i virkeligheden på det toilet.

4:48 Psychosis opføres på Aarhus Teater, Studio scene.

4:48 Psychosis på Aarhus Teater
Instruktør Sargun Oshana
Medvirkende Marie Døssing
Scenografi David Gehrt
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Lysdesign Anders Kjems

★★★★★Anmeldelse: 'Friheden', Aarhus Teater i tivoli efter lukketid

Striptease, spåkonen og ugens glade krøbling

23. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Ja, der er smerte i verden, i livet, i mig og måske i dig. Lidelsen findes. Hvordan kommer vi af med den? Skal vi ikke bare gå i tivoli og glemme det hele?

Jeg kigger rundt på de cirka 30 mennesker der står samlet udenfor Tivoli Friheden. Det er aften. Aarhus Teater er på udflugt. Vi bliver ledt ind i forlystelseshaven efter lukketid. Vi er spændte. De gulhårede stik-i-rend-drenge går forrest mens de slår på tromme. Vi stiger ombord i den gamle karrusel og sætter os på trappetrinene. Så starter eventyret, og karrusellen triller rundt i et roligt tempo.

Vi sidder ansigt til ansigt med tre soldater-søstre som fortæller om krigen. De lemlæstede kroppe. Den unge fyr de fangede i et hus og trak ham udenfor for at dræbe ham. Han lignede deres lillebror. Om natten opsøger han dem som et spøgelse, fordi de slog ham ihjel.

Det sker. Der er krig i verden. På mange fronter. Der er lidelse. Og vi er træt af den. Hvad skal vi gøre?

Pjerrot har truffet sit valg. I en af de seks scener som de fantastiske skuespillere serverer for os, har Pjerrot trukket sig tilbage til Jylland. Aarhus. Han rejste væk fra Harlekin der som den onde trold opsøger ham i Tivoli Friheden. Den scene - skrevet af Rasmus Krone - er et godt stykke smørrebrød. Den smager af barndommen, den vi forlod uden at se os tilbage. Pjerrot han gør oprør mod lidelsen.

Instruktøren Line Paulsen har gjort et godt stykke arbejde med Friheden, synes jeg. De seks små forestillinger hænger sammen. Friheden og fantasien, er de muligvis vores to helte der skal slukke lidelsen i vores brystkasse? Du må tage en med ud i Friheden og finde svaret selv.

Friheden rummer samfundskritik. Vi er med til Miwa Takahashis begravelse, skrevet af Anna Skov Jensen. Miwa var så heltmodig, så fin, så dygtig. Men stress slog den unge kvinde ihjel. Jeg kigger rundt. Ingen af os føler os ramt. Sådan da.

Heldigvis kommer vi bagefter ud at sejle med sørøverskibet med kurs mod Ønskeøen. For at skibet kan sejle skal vi alle sammen virkeligt ønske at se Ønskeøen. Historien har en pointe. Du må opleve den selv. De to sørøvere beklager siger over at vi vælger både Klokketårnet og Ønskeøen samtidigt. Den går ikke.

Vi må vælge. Enten at parere ordre og finde os i lidelsen, eller vi må vælge fantasien, at være kloge, stærke og modige.
Lidelse eller frihed.
Eller...
Den sidste scene i stykket - efter 2 virkeligt underholdende timer med indlagt pause og kaffe og mere sjov - den sidste scene, skrevet af Sonja Ferdinand, gav dig overskriften på denne anmeldelse. Vi har jo en tredje mulighed for at slippe for lidelsen. Nemlig striptease, spåkonen og ugens glade krøbling. Når du har set stykket ved du hvad jeg hentyder til. Det er en god pointe, en god oplevelse. Jeg anbefaler Friheden. 5 stjerner, det er ikke for meget. Den sidste stjerne i stykket, den finder du selv i Tivoli Friheden efter lukketid.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

Aarhus Teater i Tivoli Friheden efter lukketid

Fantasi og frihed folder sig ud i den magiske have

20. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Nu kan du komme i Tivoli Friheden efter lukketid og opleve teater. Det er Aarhus Teater der er på udflugt i Friheden, sammen med forfattere og skuespiller som fylder haven med fantasi, gøgl og dramatik.

'Jeg kan godt lide den idé om at man træder indenfor i en form for autonom zone, hvor der er nogle helt egne regler som ikke har noget med verden udenfor at gøre', fortæller instruktøren Line Paulsen.
'Hvor det løsslupne fantasifulde får luft, og hvor man inviteres til at få en pause fra hverdagen.'

Der er jo vældig meget fantasi i forestillingen. Hvad betyder fantasi for dig?
'Jeg synes fantasi er en lige så stor del af virkeligheden, som det man umiddelbart ser og hører', siger Paulsen til 8000.dk
'Friheden er også vigtig. Alle går jo og har en frihedslængsel i sig. Et ønske om mere frihed i sit liv.'

Aarhus Teater opfører Friheden i Friheden for et lille og eksklusivt publikum, der bliver ført rundt i haven til 6 små forestillinger. Der fantasi og frihed til alle.

Hvad håber du publikum får med sig hjem?
'Det skal være sjovt. Det er nogle fantastiske karakterer de kommer til at møde', siger Line Paulsen.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater

Hvad ville du gøre?

12. maj 2018.Kulturnyt

I Biedermann og Brandstifterne flytter djævelen ind. Eller er han bare en flink fyr? Det er spørgsmålet, der er evigt aktuelt. Hvordan reagerer det 'gode menneske' når brandstifteren flytter ind i huset. Man vil jo så nødigt fornærme folk, og vi vil gerne være venner med alle. Men kan man det? Hvornår skal man stå fast og sige nej?

Biedermann og Brandstifterne er et af de mest kendte dramatiske værker skrevet af Max Frisch. Stykket blev opførst første gang i Zürich for 60 år siden. Måske kender du en anden af Max Frisch værker, nemlig romanen Homo Faber der er trykt i flere end 4 millioner eksemplarer.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater.
En komedie af Max Frisch.
Instruktør Christian Tafdrup.
Medvirkende Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland, Aarhus Teaters Kor.
Scenografi David Gehrt.
Komponist Sune 'Køter' Kølster.
Lysdesign Anders Kjems.
Lyddesign Kim Engelbredt.

Anmeldelse: Hospitalet: Sjovt og grotesk teaterstykke på Aarhus Teater.

★★★★★Anmeldelse: 'Hospitalet' på Aarhus Teater

Hospitalet er en dryppende saftig satire

2. februar 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Skuespillet er stærkt underholdende og tankevækkende. Deres mimik er i særklasse og dialogerne er skarpe og er placeret i en mættet handling. Satiren er så dryppende saftig at den hænger ud af stomiposer og operationssår. Den klistrer sig til uniformer og ender med at søbe det hele til.

Hospitalet er en grotesk komedie om livet på et hospital. Personalet bliver hele tiden udfordret med yderligere besparelser fra ledelsen, som står i stærk konflikt med deres løfter om menneskelighed. Publikum bliver vidne til en dagligdag hvor patienterne bliver umenneskeliggjort i jagten på at opnå det perfekte sygehussystem hvor de syge hurtigt skal ekspedieres og personalet ikke har mulighed for at behandle dem som hele mennesker.

Systemet står i kraftig modsætning til patienternes livsverden. De taler hver deres sprog og et egentligt møde sker kun på bekostning af tid der går fra andre opgaver. Det hænger ikke sammen, hvilket er et satirisk og godt billede af de problemstillinger sygehusvæsenet i dagens Danmark står over for, for hvem er egentlig den syge? Systemet der forsøger med kontrol at styre mod effektivisering eller ham der må leve med at være fejlopereret og nu med stomi. Sundhedspersonalets sprog bliver brugt til at effektivisere og fagliggøre patienternes ulykke og sygdom således at de hele tiden bliver kasseret som menneske men skal være toptunet i systemverdenen.

Sygeplejersken der forsøger at gøre opmærksom på det forfærdelige tab af medmenneskelighed bliver i stykket konstant modarbejdet idet at hendes overordnede gerne vil please ledelsen af hospitalet. Det har store konskvenser for teaterstykkets udvikling.

Hospitalet opføres på Aarhus Teater og på sort/hvid i København.

Skuespillere: Mette Døssing, Thomas Mørk, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Inge-Sofie Skovbo, Patricia Schuman, Mette Klakstein Wiberg.
Dramatiker: Christian Lollike.
Instruktør: Runar Hodne.
Kostumer og scenografi: Franchiska Zahle.
Lysdesign: Anders Kjems.
Lyddesign: Kim Engelbredt.