Anmeldelse af 'Klovnen der bare ikke var særlig sjov': Det er magisk. Det er fantastisk. Det er godt teater for børn og voksne. En perfekt kombination, hvis du er træt af klovnen på McDonald og dine børn er trætte af uendelige rum med billeder på væggene, Aros. Dette her teaterstykke er sjovt for både dig, og for dine børn. En god ting at gøre sammen.

Der er en særlig stemning på Teateret i Frederiksgade. Der lugter af lykkelig barndom. Noget naivt. Empatisk. Knagerækker i børnehøjde. Voksne med rolige øjne. Jeg kan se børnene føler sig godt tilpas, sammen med de voksne.

Stykket handler netop om den lykkelige barndom. Men det er den jo ikke altid, vel. Og hvad gør man så?

Claus Mandøe er klovnen i cirkus, og han er bare ikke særlig sjov. Cirkus direktøren vil fyre ham, fordi han er så kedelig. Mandøe spørger sin bedste ven, Leo den gamle løve, hvad han kan gøre?

Løven finder en løsning.

- Prøv at cycle rundt på en en-hjulet cykel.

- Det er ikke særlig sjovt, er det?

- Jojo, så cykler du hurtigere og hurtigere indtil du vælter! Det synes folk er sjovt på Youtube!

- Hvorfor det?

- Det ved jeg ikke. Måske noget med at det er rart at se andre mennesker også kan falde og slå sig.

- Har du flere idéer?

- Ja! Du kan også gå på line og så falde ned og slå dig rigtig meget!

De fleste normale børn bliver ramt af stress, når de hører hvor sjove de skal være. Eller lækre, eller seje, eller morsomme, eller bare helt fantastiske med tusindvis af følgere på de sociale medier.

'Klovnen der bare ikke var særlig sjov' har en pædagogisk pointe, som jeg godt kan lide. Du skal bare være dig selv. Måske er du ret kedelig, men det er ikke så vigtigt. Sjov og ballade og venskab er meget vigtigere end 5.000 følgere der alligelvel ikke kommer til ens fødselsdag. Og man kan have venner, selvom man er en mere rolig natur. (Som de fleste børn heldigvis er).

Teater Refleksion er kendt for sin opfindsomme brug af teknik og fantasi. I 'Klovnen der bare ikke var særlig sjov' står Max Bering til venstre på scenen og spiller musik. Klovnen er til højre på scenen. Imellem dem står et cirkustelt som Christoffer Brekne gør levende med en fortryllende video-projektion. Løven er skabt af Amanda Axelsen Sigaard, mere levende end nogen rigtig løve jeg har mødt. Og sjov, er den. Bjarne Sandborg har instrueret.

Tak for oplevelsen. Den er god.

Klovnen der bare ikke var særlig sjov, af Kim Fupz Aakeson
Medvirkende Claus Mandøe og Max Bering
Instruktion Bjarne Sandborg
Scenografi/dukker Amanda Axelsen Sigaard
Scenografiassistent Niels Willum Andreasen
Lysdesign Morten Ladefoged
Musik Max Bering
Lyddesign/teknik Morten Meilvang Laursen
Værksted William Højberg Nielsen
Videoanimation Christoffer Brekne, Amanda Axelsen Sigaard
Plancher Nanna Rosalia Siggaard.

De er glade på Bora Bora. Statens Kunstfond sender 5 millioner kroner til Don Gnu, der har hjemsted på Bora Bora, Dans og Visuelt Teater. Bora Bora får desuden en halv million kroner til driften af dansestedet.

- Vi er meget glade for, at Statens Kunstfond på denne måde bakker op om vores mål om at styrke Bora Bora som internationalt center for dans, siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

- Pengene gør det muligt for os at præsentere dans i den internationale verdensklasse - blandt andet den London-baserede stjernekoreograf Hofesh Schechter, som begejstrede vores publikum, da de var på Bora Bora sidste gang i november 2022.

Via sit internationale netværksarbejde skaber Bora Bora nye muligheder for at danske koreografer kan komme til udlandet, og at den bedste internationale dans kan komme til Aarhus.Huskompagni i vækst

Dansekompagniet Don Gnu har i de seneste 12 år været tilknyttet Bora Bora som et af de fire huskompagnier, der producerer og præsenterer deres forestillinger på teatret. Derudover har Don Gnu en omfattende turnévirksomhed i hele landet, der i mange år har givet dem status af Danmarks mest turnerende dansekompagni. Don Gnu har i august spillet på verdens største scenekunstfestival Edinburgh Fringe, samtidig med at de turnerede i Holland og Sverige.

- Vi er enormt glade for Statens Kunstfond bakker op om os, og vi ser nu frem mod at have ro til at kunne nørde igennem de næste 3 år, hvor vi vil både udfolde og udfordre vores kunstneriske visioner, siger Jannik Elkær, den ene af DON GNUs kunstneriske ledere.

Sidste år modtog Bora Boras andet huskompagni HimHerAndIt Productions, der ligeledes netop har imponeret anmeldere og publikum i Edinburgh, 1,2 mio. kroner om året i 3 år.

- De aarhusianske dansekompagnier når et stort publikum i Danmark og repræsenterer samtidig Aarhus ude i verden. På Bora Bora er vi vældig glade for igennem mange år at have været medskabere af deres succes, siger Lotte Kofod Ludvigsen.

Bikubenfonden og Nordisk Kulturfond indgår et stort samarbejde med Bora Bora, så Aarhus’ internationale scene for dans fremover kan styrke sin kunstneriske profil og bringe dans ind i flere menneskers liv.

"Vi er både glade og stolte over den stærke opbakning fra engagerede fonde som Bikubenfonden og Nordisk Kulturfond. Vi har allerede haft et fremragende samarbejde om koreografisk udvikling i flere år og nu er det Bora Boras udvikling som teater og organisation, der virkelig får et løft," fortæller teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

Det er få scene- og billedkunstinstitutioner i Norden, der hvert år får tilbudt et såkaldt 'task force' forløb med fondene. Samarbejdet med Bora Bora har særligt fokus på en strategisk udvikling af organisationen – med konkrete indsatser i de kommende to år.

"Med det nye fondssamarbejde og den nye strategi står vi stærkt og kan sikre, at dansen i Aarhus styrkes til glæde for hele byen, publikum og kunstnerne. Bora Boras nye strategi vil gøre os til et endnu bedre dansehus med stærk lokal forankring og ambitiøs kunstnerisk profil, der inviterer endnu flere til at opleve dansen", siger Lotte Kofod Ludvigsen.

I samarbejde med fondene og internationale eksperter har Bora Bora gennemgået et strategiudviklingsforløb ledet af konsulentfirmaet In futurum, som har resulteret i, at fondene over de kommende to år støtter fem udviklingsindsatser, som skal styrke Bora Bora.

"Vores bestyrelse, medarbejdere og huskunstnere, samt en lang række fagpersoner i Bora Boras nationale og internationale netværk, har bidraget med deres vigtige involvering i processen. Den store opbakning betyder, at vi nu kan styrke Bora Bora - som det dansehus byen og verden har brug for", siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

Kunstnerisk profil
Bora Bora vil styrke sin profil som internationalt center for dans, der præsenterer det bedste inden for dans og visuelt teater fra Danmark og resten af verden.

Publikum
Bora Bora vil arbejde for, at dansen gør en forskel i flere menneskers liv gennem en ambitiøs publikumsstrategi.

Forretningsudvikling
Bora Bora vil styrke forretningsmodellerne i sine fire eksisterende aktivitetsområder: Scene, produktionshus, residency center og festivalarrangør.

Organisationsudvikling
Bora Bora skal have en effektiv organisation med en god trivsel og et stærkt fællesskab.

Talent, Fællesskaber og Sundhed
Bora Bora vil igangsætte et nyt programområde med særlige indsatser omkring talenter og professionelle inden for dansen, samt udvikle kultur- og sundhedstilbud inden for dans.

Review: In the performance 'Carcass', death is a mirror of a six stars review of life. In the audience rows I watch with a pounding heart and let myself be absorbed by a different and brave dance drama from Himherandit Production. A large angled ceiling mirror draws my attention as the mirror hangs over one side of the stage. It is like a sail of a ship where the performers can reflect and view themselves from a different perspective. - Like looking into the secrets behind the blind spot. Death that looks at life and life that looks at itself with the eyes of death.

The show 'Carcass' tackles the theme of death with both humor and love for all the moments where life matters. The performance has its nerve in the practical experience of death and at the same time it relates poetically to all the behaviors that arise in this landscape.

6 strong and experienced performers, - lively and expressive, - give both edge and care to death. They grapple with all the shadows that live in its murky waters. I like the practical relationship the show 'Carcass' has with death. The 6 dancers express nakedly and honestly the feelings that arise here. I like the energy. I like the representation the work has of the needs that arise concretely at the moment of death. To wash the dead and put on shrouds. I love the depiction of the life-saving measures that need to be taken when the living have to stay alive and at the same time knowing, that one day they must also die.

The performance 'Carcass' is a poetic gem of small subtle moments that are connected to the last breath. From the breath that man has in his chest when we think of death and to the breath that escapes when death occurs. The sound of a heartbeat and the absence when the sound stops. Life and emptiness as a duality. The throbbing rhythm as a sound backdrop, and later terrifying electronic scratches that cut to the bone. The classic opera sound that lifts the mood in the room to a divine and reverent moment. The sound stage is the basis of the scene. On top of this is an important, wonderful and very life-affirming choreographic work about death, and about the human condition of living with death.

To the team behind 'Carcass' thanks for the experience and to Bora Bora which currently houses them.

Carcass
Choreographer & Artistic Director Andreas Constantinou
Performers/Dancers Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold, William Cardoso
Lighting design Christoffer Brekne
Sound design & scenography Jeppe Cohrt
Dramaturg Siri Knutsen
Producer Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej
Co-produced in collaboration with Bora Bora – Dance & Visual Theatre

Anmeldelse: I forestillingen 'Carcass' er døden et spejl til en seks stjerners anmeldelse af livet. Jeg sidder med hamrende hjerte på publikumsrækkerne og lade mig indtage af et anderledes og modigt dansedrama fra Himherandit Production. Et stort skråvinklet lofts-spejl trækker i min opmærksomhed, idet spejlet hænger hen over den ene side af scenen. Det er som et skibssejl hvor scenekunstnerne kan spejle sig og anskue sig selv fra et andet perspektiv. - Som at kigge ind bag den døde vinkel. Døden der betragter livet og livet der betragter sig selv med dødens øjne.

Forestillingen 'Carcass' tager fat om temaet døden med både humor og kærlighed til alle de øjeblikke hvor det gælder livet. Forestillingen har sin nerve i den praktisk oplevelse af døden og samtidig forholder den sig poetisk til alle de følelser som opstår i dette landskab.

6 stærke og erfarne performere, - livlige og udtryksfulde, - giver både kant og omsorg til døden. De tager livsgreb med alle de skygger som lever i dens dunkle farvand. Jeg kan lide det praktiske forhold forestillingen 'Carcass' har til døden. De 6 dansere udtrykker nøgent og ærligt de følelser som opstår her. Jeg kan lide energien. Jeg kan lide den fremstilling værket har af de behov der opstår konkret i dødsøjeblikket. At vaske den døde og give ligklæder på. Jeg elsker fremstillingen af de livsgreb der er nødvendige at tage, når de levende skal holde sig i live og samtidigt ved at de også en dag må dø.

Forestillingen 'Carcass' er en poetisk perle af små underfundige øjeblikke der knytter sig til det sidste åndedræt. Fra det åndedræt som mennesket har i brystet når vi tænker på døden og til det åndedræt der slipper op, når døden indtræffer. Lyden af et hjerteslag og fraværet når lyden stopper. Liv og tomhed som en dualitet. Den dunkende rytme som en lydkulisse, og senere skræmmende elektroniske ridser der skærer ind til benet. Den klassiske operaklang der løfter stemningen i rummet til et guddommeligt og ærbødigt øjeblik. Lydkulissen er scenens underlag. Ovenpå denne ligger der et væsentligt, forunderligt og meget livsbekræftende koreografisk værk om døden, og om det menneskelige vilkår at leve med døden.

Til teamet bag 'Carcass' tak for oplevelsen og til Bora Bora der i øjeblikket huser dem.

Carcass
Koreograf & kunstnerisk leder Andreas Constantinou
Performere/dansere Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold, William Cardoso
Lysdesign Christoffer Brekne
Lyddesign & scenografi Jeppe Cohrt
Dramaturg Siri Knutsen
Producent Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej
Co-produceret i samarbejde med Bora Bora – Dans & Visuelt Teater

De tegner søvnløsheden op, skildrer den med små indadsluttede bevægelser. Forestillingen 'Søvnløs' er en visuel performans, -en billedliggørelse af den tilstand hvor intet liv kan vokse.

To kvindelige performere kropsliggør det vakuum som findes mellem at være vågen, - aktiv at tage stilling, og på den anden bred, - tilstanden hvor fred og hvile er.

Scenen i 'Søvnløs' er visuelt imponerende og performerne udtrykker tilstanden søvnløshed med en bidende sans for mørkets gardiner.

Scenen er mørk med grafiske hvide persienner i baggrunden. Gulvet er en sort spejlflade som aktivt bliver brugt i forestillingen af de to performere. I det sorte spejl skildrer de det selvfokuserende og selvsmagende menneske. Mennesket der ikke vil sove og ikke vågne. De kryber frem på gulvet og i spejlbilleder bliver kroppene deforme. Stemningen er depressiv og mørk. Performernes intetsigende aktiviteter i 'Søvnløs' er monotone, giver scenen et absurd og noget tomt præg. Harmonier der messes uden mening, kampscene uden kamp for noget. En kvindes stemme smager med små fragmenterede billeder på livet som hun observerer det. Naturen oplever hun uden følelse, uden indlevelse, som er de blot tomme dagsrester. Forestillingen bliver et intenst billede på menneskets dødvande, en kontrastløs og mørk tragedie.

Den visuelle og fysiske performans har en fin evne til at skildre sindstilstande og stemninger der ligger i den intuitive oplevelse af verden. Forestillingen 'Søvnløs' har valgt at beskrive søvnløshed og gør det med en absurd og nærmest afgrænset spændeflade i sit udtryk. Forestillingen bliver til et abstrakt billede på den selvsmagende tilstand hvor mennesket fokuserer på sig selv, som fokuserer på sig selv,... o.s.v. Et velvalgt fysisk udtryk og en flot mørk stemning i scenernes grafiske og visuelle opbygning.

Til teamet bag 'Søvnløs' mange tak for oplevelsen, og til Bora Bora der i øjeblikket huser dem.

Søvnløs
Idé & koncept Petra Berg Holbek, Kristian Hverring, Lisbeth Sonne Andersen, Kristian Byskov
Performere Lisbeth Sonne Andersen, Kristina Sørensen Ougaard
Instruktør Petra Berg Holbek
Komponist Kristian Hverring
Dramatiker Kristian Byskov
Scenograf Mikkel Rostrup
Kostumier Åsa Gjerstad
Lysdesign Michael Breiner
Procesdramaturg Trine Friberg
Produktionsledelse Ise Klysner
PR Kirstine Bauning
Grafisk form Sonja Winckelmann Thomsen
Foto Søren Meisner
Trailer og videodokumentation Christoffer Brekne
Co-producent Bora Bora – Dans & Visuelt Teater

De to italiensk fødte dansere hiver i deres eget skind og piller det af i flager. I aften kom jeg med ind under huden på to performere i deres søgen efter deres identitet. Forestillingen hedder 'As If, I Have Missed Myself' og er som en dør der åbner sig.

De to performere inviterer deres publikum med ind i sindets kringelkroge. Her undersøger de den fragmenterede identitet. Den surrealistiske og abstrakte fornemmelse som opstår når mennesket kommer ud af synkroni med sig selv. Opgiver fornemmelsen af sin egen krop og ser sig selv udefra. Når mennesket mister sin samling og fornemmelsen af en kerne og i stedet oplever sig selv fremmedgjort.

Performerne danser sig igennem flere tilstande som alle har fællesnævner i sindets følelsesmæssige sprog. De udtrykker gennem deres dans fornemmelsen af at være et tandhjul i et maskineri. De danser til lyden af massernes mumlen, hvor kroppene stivner, kramper og falder omkuld. De kaster deres skygger ud af kroppen og ser i videomotions på dem selv udefra. De danser som to forskellige mennesker, men med en dyb synkroniseret fornemmelse af hinanden som var de et og samme kød. De arbejder med kontrasterne i deres dans og finder en balance hvor kroppene skiftevis arbejder og falder til ro i øm omfavnelse.

Scenen som teamet har skabt er stram og minimalistisk. I flash bliver der kastet videobilleder op på skærme, vægge og på de to danseres kroppe. Fornemmelsen af fragmenter bliver levendegjort ved at dans, video og lydunivers komplimenterer hinanden. De skaber hinandens kontraster eller finder balance i hinandens udtryk alt efter hvilken tilstand teamet forsøger at beskrive.

Teamet bag 'As If, I Have Missed Myself' har skabt en helstøbt forestilling med et storslået kunstnerisk udtryk. Emanuele Rosa og Fabio Liberati er blide og følsomme i deres dans og har et meget præcist sprog når de italesætter identitetens mange ansigter gennem deres udtryk. Med inderlighed og stort nærvær får de givet krop til alle de skæve vinkler og abstrakte termer som et menneske kan opleve i en splittet tilstand. Bravo for det.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'As If, I Have Missed Myself ' og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.

As If, I Have Missed Myself
Performere og koreografer Emanuele Rosa, Fabio Liberati
Lys og video designer Christoffer Brekne
Scenografi og kostume designere KASPERSOFIE
Dramaturg Sara Zinkovic Kranjc
Musik Per-Henrik Mäenpää
Koreografisk assistent Jernej Bizjak
Tekniker Ise Klysner Kjems
Produktion Manager Kathrine Kihm
Scenografi konstruktion Jeppe Cohrt
Producent Carlos Calvo
CO-produceret BORA-BORA.

★★★★★Anmeldelse 'Human in Balance' på Bora-Bora

Menneskets stemme kan du høre i bevægelsen

4. juni 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Don Gnu har skabt forestillingen og fundet danserne. Det er en vellykket forestilling, fordi akrobatikken bliver til dans, og dansen bliver til en historie om hvor fantastisk det er at være menneske.

Vi skal hele tiden være i balance. Bare det at holde sig oprejst er en kunst. Dit spædbarn på 9 måneder ligner fuldstændigt danserne i forestillingen, når de hopper rundt på cirklens tonstunge vippebræt der symboliserer livet. Det er svært at holde balancen, men vi vil.

Historien starter med livets ankomst til jorden. En fantastisk sjov og lattermild scene, hvor den store danser pludselig får forvandlet sin ene hånd til en fod.
Man skal nok se det selv, men det er sjovt.

Senere handler det om balancen mellem det maskuline og det feminine. Det er kærlighed og snoretræk som får danserne til at svæve rundt i rummet. Smukt.

Sang og dans. Mening i livet. Ikke som politik, men som sprællevende kunst der gør livet større, sjovere og 100 gange mere empatisk end noget politisk standpunkt. Mændene på scenen er rigtige mænd, stærke og muskuløse, det er fedt at se manden i sin oprindelige maskuline indpakning. De fleste af os jo desværre blevet dyppet i feminismens suppegryde siden vi var børn, rart at se noget af den oprindelige mand, den nu udrydnings-truede menneskeart.

Don Gnu på Bora-Bora har fat i det vigtigste i livet: Det skal være sjovt, og det skal give mening, og vi skal være her alle sammen.

Human in Balance
Performance og Koreografi Evi Karsera, Alexia Nicolaou, Petras Lisauskas, Frederik Pors Jakobsen
Instruktion og Koreografi Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Lys og dramaturgi Christoffer Brekne
Komposition, musik & lyd Alice Carreri.

★★★★★Anmeldelse: 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

Originalt og perlende Poetisk

12. november 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Jagten på det grå guld Vi kan ikke undgå den; Alderdommen medmindre vi stiller træskoene før den griber vores kroppe, og vi går i forfald. Den sidste del af rejsen hen mod graven kan være svær især, hvis kroppen har været en dejlig bolig at udforske verden med, men aftenens performance fra Don Gnu er alt andet end en jammerdal om alderdommen. For charme og musikalsk poesi er i behold og verden bliver stadig udforsket. Med stor humor sætter teamet bag Jagten på det grå guld fokus på det allervigtigste i menneskets sidste tid nemlig fantasien og humoren. Den bliver aldrig gammel. Den forsvinder ikke fra os.

Publikum bliver inviteret ind på et alderdomshjem, hvor duoen Don Gnu nu ser tv. Her er Otto Leisner i gang med en spørgsmålsleg. Det lyder til at deres liv nu er kedeligt, men det er den langt fra for der er stadig maskulin kamp i de to gubber. De elsker stadig en rask lille magtkamp, -nu om tv’et. Da kroppen ikke kan følge med i en slåskamp mere, må de to oldinge tage en tur ud i fantasien og i bedste Don Gnu stil udvikler det sig til et voldsomt mandeslagsmål. Plejepersonalet falder ind i kampen og de ender med at slå hinanden til plukfisk. Her i fantasien kan alt lade sig gøre. De kan kæmpe, forvandle plejerene til smukke dansende sylfider og flette hjertegribende franske sange ind i dette vidunderlige univers. En række klassiske kunstværker bliver modelleret i kød og blod og de danser med lampeskærme på hovedet. ALT KAN SKE – og det gør det. Stykket slutter med at virkeligheden igen banker på og vi er tilbage til plejehjemmet, hvor døden er en realitet. Don er død fra Gnu og Otto Leisner kører igen på tv’et, men nu er der ikke længere nogen magtkamp tilbage med kun et medlem i duoen. Æv hvor jeg savnede Don i den scene. Det var meget hjertegribende.

Det er en super maskulin fortælling om det at blive gammel. Truppen sætter fokus på alderdommen gennem fysisk teater, stunt, dans, akrobatik og komik. Den charmerende duo Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har i denne forestilling igen inviteret herlige Petras Lisaskus med til selverkendende og humoristisk kamp mod tiden. For tiden har sat sit præg på de ellers så lækre ben og de må nu gå med rollator.

En meget gennemarbejdet og inspirerende forestilling, hvor performance, lys og lyd går op i en højere enhed. Alderdommen er noget man ikke behøver at frygte for med fantasien i behold kan man gøre det til et kunstværk.

Tusind tak til teamet bag Jagten på det grå guld og til BORA-BORA for at huse dem.

Jagten på det grå guld
Performance & koreografi Jannik Elkær, Kristoffer Louis Andrup Pedersen & Petras Lisauskas.
Musik & performance Alice Carreri & Nicolai Kornerup.
Dramaturg & lys/video Christoffer Brekne.
Dramaturgisk konsulent Bjørn Brinch.
Teknisk assistent Jakob Thau.
Producer Sigrid Aakvik.
Co-produceret af Bora Bora - Dans og Visuelt Teater & Holbæk Teater.

★★★★★Anmeldelse: 'Don Gnu' på Bora Bora: A Snowball's Chance in Hell

Hvis du var en stumfilm, hvad ville du sige?

10. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

A Snowball's Chance in Hell er forfriskende fantastisk - det er ikke så svært at være menneske. Don Gnu kigger på publikum med det der sigende blik de har hentet i Frankrig hos Charlie Chaplin. Vi begynder at grine. Kan ikke lade være. Det er sjovt. Vi bliver glade fordi de to dansere viser os det magiske i menneskets evne til at snakke med hinanden. Det starter i ansigtet, resten følger bare med automatisk.

Udsolgt sal hos Bora Bora. Stort og varmt bifald.

Medvirkende DON Jannik Elkær, GNU Kristoffer Louis Andrup Pedersen.
Scenografi God blanding af lys, skærme, filmkameraet, levende film, lyseffekter og dampmaskiner.
Musik Alice Carreri.
Relevans Måske er ansigtet hos det analoge menneske stærkere end det digitale morsekald ud i nettet.
Skærmstørrelse Naboen: 80 tommer fladskærm. Bora Bora: 630 tommer med 3D, sved og dampmaskiner.

A Snowball's Chance in Hell er mere end dans. Det er film. Komik. Don Gnu vader rundt i publikum og deler roser ud. De laver sjov og drejer projektøren op i mængden af mennesker. Vi er en del af det hele, en del af historien om menneskets fødsel. Don Gnu forestiller sig vi fødes i havet og trækker vejret gennem en kaffekande mens vi vader ind mod land, og det kunne nok være sandt. I hvert fald hvis vi lever i den stumfilm som er rammerne om A Snowball's Chance in Hell.

Stumfilm? Min nabo har sat en skærm op på væggen på 80 tommer og Dolby. Vi er langt forbi de gamle sort/hvide film hvor skuespillerne udtrykte følelser og tanker med ansigtet og kropssproget. Vi er digitale og online, vi er globale.

Men måske du har prøvet at sidde ved siden af en dejlig person, og ikke ane hvad du skal sige? At du nogle gange mangler ord, eller står i et fremmed land og kan ikke tale deres sprog?

Hvis livet var en stumfilm, så ville vi aldrig mangle ord. Mennesket kan fortælle alt uden at sige en lyd, og det er så dejligt befriende ved Don Gnus forestilling. De to dansere snakker med hinanden, med sig selv og med publikum, gennem dansen der begynder i ansigtet.

En trækning ved øjet, en bevægelse i læberne, øjenbryn løfter sig. Ansigtet er begyndelsen på kærlighed, tvekamp, nysgerrighed. Dernæst følger kroppen som danser, og det kan de også Don Gnu, de danser. Mennesket danser, lige indtil vi dør og vader tilbage i havet hvor vi kom fra. Det siger A Snowball's Chance in Hell, og det skal nok være sandt.