logo
Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23

Anmeldelser kunst og kultur i Aarhus Kulturbyen Kulturnyt Kalender Aarhus Kulturvideo fra Aarhus Find

Kulturnyt skriver om Svend Åge Madsen

Klik på nogle af historierne og læs mere om Svend Åge Madsen.


Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Se Dagens Lys', Aarhus Teater

Sex og rosévin, eller vil du have livets mening?

13. september 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sex og rosévin, hvad er der ellers i livets gavebod? Dette er spørgsmålet skrevet med kridt på den grønne tavle i Se Dagens LysAarhus Teater. Svaret skal vi selv finde, fordi stykket er et supermarked hvor vi selv prikker meningen ned fra hylderne. Så her får du indholdet af min indkøbsvogn, trillet ud fra premiereaftenen.

Nydelse hver dag, eller filosofi for evigheden

En mand, spillet af Christian Hetland, har sex med en ny kvinde hver dag. Når han vågner ligger hun klar til ham i sengen. Udhvilet og lækker, altid parat til sex inden dagen triller i gang med børn der skal i skole og arbejde der skal udføres.

Hver dag er en ny dag. Fortiden findes ikke. Det er superkapitalismen i blomst. Det er et samfund der er storforbruger af sex og rosévin, politisk korrekthed og ingen skænderier. Det er nogenlunde sådan vi lever i dag. Ingenting betyder noget. Det er lige meget. Vi vil helst glemme fortiden, fordi den gør os i dårligt humør, og vi vil ikke vide noget om fremtiden, fordi derhenne om hjørnet venter kun alderdom, sygdom og død.

Vi vil glemme.

Men manden bliver forelsket i en kvinde, spillet af Anne Plauborg, som lever i samklang med fortiden og fremtiden. Hun kan huske hvad hun har oplevet siden hun var barn, og hun er nysgerrig efter fremtiden. Hun er filosofisk.

Hun vil huske, hun vil erkende, hun vil udforske, hun vil skabe bevidsthed.

Erkendelse er vigtigere end nydelse. Den pakke med økokologisk brød tog jeg med mig hjem fra teatret, det er for mig meningen med stykket. Men se om du tager en anden mening med hjem.

Er kærligheden meningen med livet

Nå. De to mennesker beslutter sig for at lave et oprør, en revolution. I en verden hvor det er forbudt at elske, gør de netop det. Elsker hinanden hver dag. De vælger kærligheden som alternativ til den hedonistiske verden hvor ethvert behov skal tilfredsstilles nu.

Men kærlighed er farlig, siger universets hersker, Varinka. Mennesket tåler ikke kærligheden, fordi den er triviel og den gør ondt på os. Alt for mange har begået selvmord på grund af kærlighed de har mistet, eller kærlighed de aldrig mødte.

De to holder dog fast på deres valg. De vil kærligheden.

Gå ind og se forestillingen og tjek ud hvordan det går. Det er rimeligt underholdende og spændende. Publikum kom hurtigt tilbage i salen efter pausen for at se afslutningen.

En sympatisk forestilling

Se Dagens Lys er fin. Jeg kunne godt lide den. En sympatisk forestilling.

Den er noget andet end Varinka, universets hersker. Han stinker af fisk og ost, sved og koldbrand. Grim i munden. Kynisk. Klart seende. Han er sandheden, døden og evigheden. Varinka spilles af Anders Baggesen.

Se Dagens Lys er fin på grund af en spændende historie, scenografien af Julian Toldam Juhlin. Det er sparsomt. Nordisk. Se Dagens Lys er også fin på grund af de mandlige skuespillere. Kvinderne har desværre tynde roller, tegneseriefigurer, Anne Plauborg har dog lidt mere at arbejde med, men det er tyndt.

Mænd er seriøse og tænkende. Kvinder er lækre, overfladiske og i sin bedste udgave søgende. Hvad vil du have? Filosofi, eller nydelse og eventyr? Se Dagens Lys rummer begge dele, den er en god historie.

Se dagens lys af Svend Åge Madsen
Dramatiker Julie Petrine Glargaard
Iscenesættelse Rune David Grue
Scenografi og kostumedesign Julian Juhlin
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende Christian Hetland, Anne Plauborg, Anders Baggesen, Marie Marschner, Anne Nøhr, Kirsti Kærn, Kim Veisgaard, Frederik Mansø, Magnus Haugaard

< #1169# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7837# >

Teater anmeldelse

Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Video

Happy Fotografen.dk

Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Sex med en ny kone hver dag

8. september 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Interview med Svend Åge Madsen om Se Dagens Lys

Se Dagens Lys er skrevet af Svend Åge Madsen, og udgivet i 1980. Nu bliver bogen til scenekunst på Aarhus Teater.

Da du skrev bogen, tænkte du på den som noget "det kommer aldrig til at ske" - eller var det mere som 1948, 1984 et billede af noget der allerede var den gang?

"Jeg troede ikke på det var noget, der var på vej. Det var en dybt urealistisk bog. Jeg havde snarere en fornemmelse af, det her er en åndssvag historie, men det vil være sjovt at prøve at fortælle den."

Det gør dig glad at fortælle historier?

"Ja, jeg kan næsten ikke lade være. Jeg har det lidt ligesom små børn."

Dengang du skrev denne her historie, hvorfor gjorde du det? Tænkte du på fremtiden, eller hvad var det du tænkte på?

"Nej, jeg tænkte på hvordan ville det være for mennesker, hvis vi havde indrettet samfundet anderledes? I første omgang var det kun det at man skiftede ægtefælle, der interesserede mig. Hvordan ville det have ændret os? Hvad ville det betyde for os som mennesker at leve under de vilkår?"

"Og det synes jeg var spændende at tænke, fordi vi er jo tilbøjelige til at tænke om vores samfund: Sådan er det, og sådan kan det kun være! Men vi kunne jo have lavet en hel masse anderledes. Og der forestillede jeg mig, at man skifter kone - hvis man er mand - man skifter kone hver dag. Det var den første historie jeg var i gang med, og så senere udvidede jeg den og synes det var vigtigt at få nogle flere fiktioner med, og så bliver det så også bopæl og erhverv man skifter hver dag, familie og børn og så videre."

"Så efterhånden greb det om sig og blev en helt sær samfundsomvæltning, og ikke kun det der med at skifte æftefælle."

"Det vigtige for mig var at prøve at tænke mig, hvordan var det at leve under de vilkår. Så min research, da jeg lavede den, det var at lægge mig ned på briksen og lukke øjnene, fordi jeg havde ikke noget sted, ikke nogen model jeg kunne bruge. Bare lægge mig ned og forestille mig, hvordan ville jeg have det undet dette? Hvordan snakker man sammen hvis man lever på den måde? Hvilke vittigheder siger man? Hvad er man bange for, og så videre. Altså prøve at leve mig ind i den tilstand, altså en slags indre research som jeg laver, sådan set hver gang jeg laver en historie der er lidt anderledes."

Det er jo mange år siden du har skrevet historien, kan du se noget i dag der minder om noget af det du skrev dengang?

"Ja, jeg synes jo det er begyndt at gå stærkere, og det går så stærkt at jeg har svært ved at følge med. Der er mange ting indenfor teknologien som jeg ikke interesserer mig for, som jeg simpelthen ikke orker sætte mig ind i."

"Og det har jo ændret os meget, mener jeg. Altså for eksempel de - jeg kalder dem gerne asociale medier - hvor folk glemmer deres nærmeste omkreds fordi de har så travlt med den fjerne omkreds de har på medierne."

"Man får en kæmpe stor omgangskreds som man ikke rigtig har relation til, ikke noget forpligtende forhold til. Og det synes jeg er et billede på det jeg har lavet i Se Dagens Lys."

Nu hvor nutiden minder lidt om bogen du skrev for 40 år siden, hvad får det dig til at føle?"

"Jeg er først og fremmest interesseret i at følge hvordan det udvikler sig. Jeg synes ikke jeg kan fordømme noget. Jeg kan mærke jeg kan ikke følge med, eller rettere sagt, jeg orker ikke og jeg har ikke behov for at følge med. For eksempel er jeg ikke på medierne."

"Men jeg synes da det er spændende at se, hvad sker der med mennesker, hvordan udvikler vi os? Hvaffor en slags mennesker bliver vi? Og det er jo klart, vi er hele tiden i gang med at ændre os, finde nye faconer og nye samværdsmetoder."

Tusind tak.

"Godt", svarer Svend Åge Madsen med sin venlige, og bløde stemme.

< #1168# >< #video# >< #kulturstof# >< #da-DK# >< #7837# >

Teater video





Kulturnyt Kulturbyen Anmeldelser Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et non-profit medie hvor skribenter, anmeldere fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, skriv til redaktionen og få dit arrangement ind i kulturkalenderen.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om non-profit, vi er primært finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren. Besøg Fotografen.dk hvis du har brug for en fotograf i Aarhus til at tage billeder af din kunst og kultur.
Alt om Aarhus

Kulturnyt:

Kalender Aarhus
Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


Kontakt Kulturnyt på mail eller telefon.

© Kulturnyt 2026
Fast page technology: 0,11 seconds


Domino & Happy Sikkerhed & billedlogin: Pixlogin beskytter din adgang til Kulturnyt.net Din kommunikation er sikret med HTTPS/SSL. Data opbevares i krypteret form bagved kanten af Cloudflares globale anycast firewall. Økonomi: Kulturnyt.net er en non-profit kultur hjemmeside, cvr 46317157. Support: Giv redaktionen et kald eller en mail.