Anmeldelse af forestillingen marts, 2019.

Sådan overlever Frank kræft i prostata. Det er historien i monologen En Lille Smule Ubehag, skrevet af Jeff Metcalf. En god historie. Følsom, meget morsom, oprørsk og medrivende. 5 stjerner.

Holger Østergaard er Frank som fortæller om hvordan han overlevede den sygdom mænd frygter mest. Prostatakræft som kan frarøve os vores liv og vores seksualdrift, det førstnævnte mere alvorligt end det sidste. En sygdom vi ikke taler meget om. Fordi vi er mænd, og fordi det berører tabu: At være impotent.

Det gode ved stykket er at det tiltrækker både mænd og kvinder. Salen var fyldt med mennesker i 30 til 50 års alderen, cirka. Og der blev grinet. Meget.

Frank er sjov og underholdende, mens han beskriver sit møde med lægerne. Deres undersøgelser gennem private portåbninger som anus og penis. Han laver sjov med sig selv og situationen, selvom alt omkring prostatakræft er alvorligt.

Vi skal grine ad døden. Grine ad os selv. Hvis ikke vi har latteren kan det blive for tungt. Og Frank overlever, måske takket være sin humor og lyst til at leve. Undervejs dør andre mænd, fordi de giver op. Og han overlever også det skifte som sygdommen udsætter ham for, skiftet fra mand med markerede muskler, til at få cykelrytterben hvor hårene er faldet af på grund af de kvindelige hormoner lægerne sprøjter ind i ham for at redde hans liv.

Det er et tankevækkende stykke, og følelserne vælter mange gange op i brystkassen. Som latter, eller hjertet der kniber en lille tåre.

Vedkommende og relevant, En Lille Smule Ubehag gør os alle sammen lidt klogere på mænd og sygdom, og samtidig fik vi halvanden time i godt selskab med Holger Østergaard. En udtryksfuld skuespiller som griber publikum og hjælper os gennem strabadserne med humoren og livsglæden intakt.

En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion Per Smedegaard
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Produceret af Teatret Svalegangen

Monsterhittet på Teatret Svalegangen om Stig Tøftings liv - med et samlet salg på 8.000 billetter - gav besøg af en helt ny type gæster. Nemlig mænd i et overvældende antal. Masser af mænd som ikke plejer at gå i teatret.

Teatret er enormt stolte og tilfredse med 'No Regrets' kunstneriske kvaliteter. Men også stolte over at lokke nye segmenter i teatret, fortæller teatrets direktør, Per Smedegaard.

"Det vigtigste ved forestillingen har været, at den har sparket døren ind hos nye publikummer, fordi den var kunstnerisk vellykket."

"Vi har fået roser fra mange nye gæster, og det har været meget tilfredsstillende at publikumsudvikle uden at gå på kompromis med vores DNA om at skabe aktuelt og vigtigt teater. Det er aldrig nemt at lave et hit, som tiltrækker nye publikumsgrupper, men vi vil være nysgerrige på de nye gæsters oplevelser, og se på hvordan vi kan bruge det i vores forsatte arbejde", fortæller Per Smedegaard.

De fleste teatre betaler huslejen med deres abonnements salg. Fordi "No Regrets" trak helt nye folk i teatret, som normalt ikke går i teatret, havde forestillingen et rekordhøjt løssalg (52,26%). Helt usædvanligt købte mænd mere ind end kvinder i 5 ud 6 alderskategorier i sæson 2021-22. Det er ikke set før, i den tid teatret har analyseret sine publikums-data.

****** KulturNyt ”For godt til at være sandt. Men det er det”
***** Jyllands-Posten “Oplevelsen er stor. Både når man som min ledsager er inkarneret AGF-fan, og nårman som jeg nærmest aldrig ser fodbold”
***** Århus Stiftstidende “Sikker scoring på Svalegangen”
***** Kristeligt Dagblad "En fed streg under at teater både kan være nytænkende og appellere til et bredtpublikum"
**** Politiken "Det er en mindre genistreg at gøre Stig Tøftings liv til teater"
**** ISCENE “Fodboldteater med isnende dybde og bred appel”

Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.

To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.

De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.

Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.

Og det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.

Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.

Ondskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.

Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.

Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.

Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.

Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.

Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.

Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.

Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.

Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.

Medvirkende Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup.
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen

Teatret Svalegangen opfører 'Ondskabens Ansigt og dens medhjælperes overraskende venlige ansigter'. Et stykke skrevet af Nis-Momme Stockmann til Teatret Svalegangen, instrueret af Per Smedegaard. En kapitalisme kritik om to forretningsfolk der er fanget i en elevator.

Hvorfor foregår stykket i en elevator?

- Det skal de fordi vi alle sammen er spærret inde i en kapitalistisk struktur som vi ikke kan komme ud af. Og inde i den struktur, som jo fungerer både godt og ondt, så er vi nødt til at forholde os til hinanden som mennesker. Så det sætter vi på spidsen inde i en elevator, siger Per Smedegaard.

I en af scenerne bliver den ene af personerne tvunget til at tage strømperne af. Hvorfor det?

- Fordi at vi jo alle sammen ind imellem for at opnå egen vinding gør ting som vi dybest set ikke bryder os om.
- Det tror jeg også jeg kender fra mig selv.

I en anden scene leder en af dem efter et signal til mobiltelefonen. Er det sådan det er for kapitalismen, den kan ikke finde signalet?

- Eller også har den for stærkt et signal lige for tiden. Jeg synes der er rigtig mange områder af vores liv hvor incitament-strukturer og egen vinding er godt for at et samfund udvikler sig.

- Men der er også bare mange områder hvor det ikke giver mening, og det er jo sådan en refleksion vi gerne vil skabe.

Er du kapitalist selv?

- Jeg er helt klart også bærer af kapitalismen, det er der slet ikke nogen tvivl om.

Det var et dårligt spørgsmål, det klipper jeg ud.

- Hehe, det er fint nok, siger Per Smedegaard med et grin.

Stykket er en komedie og en satire, hvor det bliver blodig alvor. Tjek ud for dig selv, 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen.

Stig Tøftings upolerede og roste selvbiografi fra 2005 bliver sat op som teaterstykket 'No Regrets' på Teatret Svalegangen. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. Premiere 26. marts næste år, 2022.

Hvad sker der, når ens største hemmelighed bliver afsløret i et sladderblad? Når en barndomstragedie pludseligt bliver til offentligt skue. Kan man fortsætte? Kan man stadig løbe ind på banen? Tøffe løb ind.

Det er teater om en kompromisløs midtbaneslider og en fortælling om at blive en byhelt på trods, eller måske i kraft, af de tragedier man har med sig. Tøfting var ingen Laudrup. Han var aldrig selvskrevet, men den århusianske plæneklipper havde en vilje som få og lod aldrig et strå stå.

"Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt", siger teatrets kunstneriske chef Per Smedegaard.

'No Regrets' er en ærlig fortælling om en sportsstjerne der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse somprofessionel fodboldspiller med sit livsmotto. Han har tatoveret 'No regrets' hen over sin mave. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til kampens bedste spiller.

Stykkets instruktør, Morten Lundgaard, siger: "For første gang mødes mine to passioner, fodbold og teater! Jeg har i mange år haft lyst til at lave 'No Regrets', og nu er muligheden der endelig. Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse."

Det er skuespiller Morten Kjær, som man blandt andet har kunnet oplevet i forestillingen 'The Nether'" på Teatret Svalegangen, der skal spille Stig Tøfting.

Salling Fondene donation 5 mio scenelys og stole

Salling Fondene tænder lyset på Teatret Svalegangen

13. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Stemningen er som champagne. Den bobler. Vi er på Teatret Svalegangen. Alle stolene er nye, og nu trykker Karin Salling på knappen. Lyset eksploderer. Salling har netop foræret teatrets direktør en gave til 5 mio. kroner. Computerstyret scenelys til alle de kommende forestillinger som publikum kan nyde i de lækre stole.

Karin Salling står med et slankt glas der bobler i hendes hånd. Klassisk elegant. Teatrets direktør Per Smedegaard har en orange T-shirt på. Markant. Der er meget oprørsk ved den mand, og stor skønhed i forestillingerne på Svalegangen, jeg kan godt lide ham.

- Karin Salling, Per er jo et dejligt kunstnerisk menneske, men han er også lidt oprørsk? Når jeg er nede i Salling, så er der elegance og det er lidt mere traditionelt. Hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor giver Salling Fondene penge til Teatret Svalegangen?

"Det er jo fordi jeg synes vi også skal have det alternative. Det er meget, meget vigtigt at vi også kan se noget andet end det elegante og det forventede. Det at der er et alternativ, det er en virkelig god ting. Det er alsidighed", siger Karin Salling.

- Og den der alsidighed, hvad betyder den alsidighed for dig som menneske?

"Som menneske betyder den en udvikling for mig, hvor man kan komme ud og lære nogle ting, man kan komme ud og lære en hel masse nye ting."

"Og se, hvordan belysningen lige pludselig er - Karin Salling peger på lyshavet som skyller ind over scenen vi står på - og så bliver jeg så glad. Teatret er blevet glade, og jeg bliver så glad fordi det er noget de virkelig kan få glæde af. Og det betyder meget for de som arbejder her, og det betyder meget at få det lettet. Og det er ligesom vi har gjort i Musikhuset og i Aarhus Teater, og i det hele taget. Tivoli Friheden.

- Det er da også giga flot.

"Ja ikke, det er vildt imponerende", siger Karin Salling og ser glad ud.

Teatrets direktør Per Smedegaard ser også glad ud i sin orange trøje.

- Per, hvad har det at sige for dig at få så mange penge? Så meget medvind, 5 mio. kr. Vi kan jo se det er fantastisk flot, men hvad har du ud af det?

"Først og fremmest kommer vi jo til at lave nogle meget mere spektakulære forestillinger. Så rent kunstnerisk kommer det jo til at kunne ses at vi har bevægeligt lys nu i hele salen, så vi kan løfte det kunstneriske. Og det er jo det, det primært handler om."

- Hvorfor er Salling så glad for dig?

"Jeg har en skøn relation til Karin, der er slet ikke noget dér, men jeg tror også det er fordi, som Karin siger, Salling har et stort hjerte for Aarhus Teater, Musikhuset og større organisationer, Aros, Den Gamle By og sådan noget, og så vil de gerne understrege, at det der er lidt mere skævt, eller anderledes, det skarpvinklede, også skal have støtte. Så på den måde tror jeg vi passer ind i deres uddelings-portefølje som det lidt mere skæve."

- I har tit nogle smukke dejlige forestillinger, men der er også tit noget oprør i jeres stykker?

"Jamen, helt sikkert. Alsidighed spiller en stor rolle i kunst og kultur", siger Per Smedegaard.

Og så er der rejsegilde, noget at drikke og hotdog til alle.

- Skal du også have en hotdog, Karin Salling?

"Ja, det skal jeg, det er mange år siden jeg har spist en hotdog sidst."

Den er flot den nye scene, rummet er flot, publikumsopbygningen, stolene og lyset. Scenen er klar på Teatret Svalegangen til nye oplevelser i den kunstneriske retning.

Anmeldelse: 'En Lille Smule Ubehag', Teatret Svalegangen

Den store frygt: Døden og impotens - En Lille Smule Ubehag

19. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Holger Østergaard spiller Frank der er blevet syg i sin prostata. Det gør han i stykket En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen. Han har fået kræft. Hans spermkirtel skal fjernes, og nu er han bange. Vred. Oprørt.

"Det er jo virkelig alvorligt", fortæller skuespilleren Holger Østergaard. "Men det gode er, at Frank siger de ting vi ellers ikke tør tale om. For eksempel at penis spørger ham efter operationen, hvorfor den ikke er blevet informeret inden lægerne tog prostata. Den er blevet lidt kortere, og det er den ikke så glad for."

Frank bruger sin sorte og tørre humor til at overleve prostatakræft. På den måde lærer han publikum om at have modet til at se alle mulige sygdomme i øjnene, og overleve dem uden at gå i stykker indvendigt.

Instruktøren er Per Smedegaard. Hvad har han gjort for at lave et stykke om prostatakræft som mænd kan holde ud og se på?

"Jeg tænker at ved tage fat i det, så bliver det vedkommende. Der er et menneske der står foran dig som føler og gennemlever det. Den direkte identifikation der er i det, det tror jeg sådan set er det vigtigste, netop når det er en monolog, og et menneske og en sag."Humor hjælper os gennem svære oplevelser

Teatret Svalegangen har vist stykket til en gruppe mænd der har haft prostatakræft.

"Ja, der er ikke noget vi viser her, som prostatakræft-patienter ikke kan genkende", siger Holger Østergaard. "Og de var glad for humoren i stykket. Og det tror jeg vi alle sammen har brug for. De der vanskelige situationer vi oplever, at der er nogen der tør lige at give det en anden vinkel, så vi forløses og kroppen åbner sig lidt og det bliver bare nemmere at tale om."

4.000 danske mænd får kræft i prostata. I 2019. Sidste år, næste år, det er en meget udbredt sygdom. 1.000 mænd dør af den. Der er god grund til at snakke om den, fordi sygdommen berører så mange mænd, kvinder og familier. På Teatret Svalegangen er stykket fuld af humor, så vi kan tåle at høre om det.

En Lille Smule Ubehag er skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf. Dramaet er humoristisk og følsomt og beskriver hans egen rejse gennem kræften.

"I begyndelsen ville jeg ikke fortælle noget til min kone og min datter. Og det var dumt af mig. Da jeg fortalte min hustru at jeg havde prostatakræft blev hun oprørt og ked af det. Jeg indså at vi mænd skal være bedre til at tale om sygdom og vores helbred", fortalte Jeff Metcalf i forbindelse med premieren i Salt Lake City, USA.

"Selv mine venner som jeg kendte gennem 25 år, selv de var skamfulde for at tale om sygdommen. Først da jeg begyndte at tale om min sygdom, fortalte nogle af dem at de også havde prostatakræft."

Stykket handler om en sygdom der rammer mænd, men både mænd og kvinder kan lide stykket.
"Ja, fordi indenfor de første 10 minutter indser publikum, at det handler om mere end prostatakræft. Stykket handler om at være menneske og se frygten i øjnene, når vi bliver syge og skal på hospitalet", siger Jeff Metcalf.

En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion Per Smedegaard
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Produceret af Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: 'Troen og Ingen', Teatret Svalegangen

Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

16. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teatret Svalegangen havde totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare ville ind og se. I august 2019 er der repremiere på forestillingen. Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På Teatret Svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.

Teaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig på Teatret Svalegangen. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget vi helst vil fortrænge.

I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra Søren Huss.

Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.

Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.

★★★★★Anmeldelse: 'Troen og Ingen' på Svalegangen

Sorgen får os til at græde

31. januar 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig. Teaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget jeg helst vil fortrænge.

I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra Søren Huss.

Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.

Svalegangen har totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare vil ind og se. Teatret har fået skuespillerne med på at arbejde en uge mere så 1.000 ekstra kan komme ind og se Søren Huss sorgalbum sat op som teater.

Vi dør alle sammen uden varsel, og dem der bliver tilbage bliver ramt af sorgen. Den sorg der for mange mennesker er ødelæggende, og livet bliver aldrig det samme igen.
Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.

Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.