Stig Tøftings upolerede og roste selvbiografi fra 2005 bliver sat op som teaterstykket 'No Regrets' på Teatret Svalegangen. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. Premiere 26. marts næste år, 2022.

Hvad sker der, når ens største hemmelighed bliver afsløret i et sladderblad? Når en barndomstragedie pludseligt bliver til offentligt skue. Kan man fortsætte? Kan man stadig løbe ind på banen? Tøffe løb ind.

Det er teater om en kompromisløs midtbaneslider og en fortælling om at blive en byhelt på trods, eller måske i kraft, af de tragedier man har med sig. Tøfting var ingen Laudrup. Han var aldrig selvskrevet, men den århusianske plæneklipper havde en vilje som få og lod aldrig et strå stå.

"Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt", siger teatrets kunstneriske chef Per Smedegaard.

'No Regrets' er en ærlig fortælling om en sportsstjerne der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse somprofessionel fodboldspiller med sit livsmotto. Han har tatoveret 'No regrets' hen over sin mave. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til kampens bedste spiller.

Stykkets instruktør, Morten Lundgaard, siger: "For første gang mødes mine to passioner, fodbold og teater! Jeg har i mange år haft lyst til at lave 'No Regrets', og nu er muligheden der endelig. Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse."

Det er skuespiller Morten Kjær, som man blandt andet har kunnet oplevet i forestillingen 'The Nether'" på Teatret Svalegangen, der skal spille Stig Tøfting.

★★★★★Anmeldelse: 'My Heartache Brings all the Boys to the Yard'

Stærkt og vedkommende teater

9. februar 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Anmeldelse: Stærk og vedkommende teater med monologer der åbner op ind til en lyrisk verden.

I teaterstykket My Heartache Brings all the Boys to the Yard møder vi tre personer der i monologer inviterer publikum ind en tankeverden præget af fantasier der hele tiden ligger tæt op af virkeligheden.

Det kunne lige så godt være en sand skildring af en ung generations svære kamp for kærligheden, men er hele tiden forskudt ved at blive udtrykt som tankeeksperimenter.

'Kender I det...?' lokker skuespillerne for at få et øjebliks opmærksomhed i en ellers ensom tilværelse hvor hvert menneske er en øde ø.

Det var rørende at komme tæt på personerne i stykket fordi de gav så ærlig en skildring af hvor svært det er at lukke et andet menneske tæt på. At turde at vælge sin vej i livet, turde at bekende sine følelser og følge sine drømme. Især når drømmen er nærhed med et andet menneske er det så svært at finde vejen hvis man som udgangspunkt er ensom og alene i verden.

Men drømmen lever i alle karaktererne i stykket og de eksperimenterer med at nærme sig et andet menneske via digte, sange og monologer.

Publikum bliver placeret forskellige steder i rummet i sofagrupper og skuespillet foregår som totalteater blandt publikum, hvilket giver en stærk medrivende oplevelse af at det lige så godt kunne være mig, beskueren der har oplevelsen af at være ensom og på jagt efter kærlighed. Det er så genkendeligt.

Aarhus Teater har købt samtlige sofaer i byen så du kan sidde blødt og afslappet mens skuespillet foregår helt tæt på dig. My Heartache Brings all the Boys to he Yard er et teaterstykke som fokuserer på at være ærlig. Væk er alle røgkanonerne og snorlige stolerækker.

Det er den dag du finder et kondom på gaden og tænker på, at det kunne være frækt at være sammen med Søren i en baggård. I har sex i baggården, mens I håber på at folk ser det. Han kaster dig op ad væggen, en hånd for munden, river dine trusser til side og knalder dig med kondom.

Hvis du nu fik en underlig følelse i kroppen, så skyldes det måske at du er mand. Læs forfra og forestil dig du hedder Søren.

Nanna Cecilie Bangs stykke handler om sex, længsel og ensomhed.
'Det handler meget om de ting som vi måske normalt ikke siger. Altså give et rum her, hvor jeg har prøvet at undersøge de ting som normalt ikke er på overfladen', siger hun til 8000.dk

'Jeg synes det er spændende at undersøge den tvivl som der kan være i at skulle finde ud af, hvor man er i verden og i livet. Og det synes jeg skal ske i et ærligt rum.'

Der er tre gode skuespillere med i stykket. Anna Nøhr Tolstrup, Asta Kamma August og Christian Hetland. Han får et blowjob at en pige, der synes han skal synge som Leonard Cohen. Det er meget godt, men hendes hår dækker så han ikke kan se om det er porno, det blowjob. Bagefter græder pigen.

'Der er en replik i stykket: Måske bliver jeg bare ikke lykkeligere, end jeg er nu. Så det er måske også at finde ud af - måske var det bare det. Måske er det bare dette her jeg er i lige nu, måske kommer der ikke til at ske noget vildere. Måske er mit liv bare det her', funderer Nanna Cecilie Bang.

Hvad tænker du selv helt privat. Kan man blive ved med at blive mere lykkelig, eller er der grænser?

'Jeg er ikke så god til at give de der svar. Tror også det er derfor jeg skriver. Jeg har ikke så meget lyst til at give publikum svar, men jeg vil rigtig gerne de begynder at stille spørgsmål, og føle sig genkendt', siger dramatikeren Nanna Cecilie Bang.

Aarhus Teater, Studio
Medvirkende Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup, Asta Kamma August
Dramatiker Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse Morten Lundgaard
Scenoegrafi David Gehrt

★★★★★Anmeldelse: 'Hullet', et modigt forsvar for den uddøende mandlige dinosauer

En sjov, underholdende og tidsaktuel forestilling i en tid hvor dinosaur-manden er dømt ude

7. december 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hullet Mænd kan tale om følelser. Men vi gør det på måder som kvinder ikke forstår. Når vi mærker de fineste følelser i brystkassen, bliver vi er grove i munden, eller tavse som små forurettede drenge, eller aggressive som den sidste dinosaur - blændet af kometens lys og på vej til at uddø.

Og vi har venner.
Måske kun en, men til gengæld holder den ven hele livet. Kvinder kommer og går, mens vores venskab består. Det er bare så svært at snakke om, den der kærlighed man har til sin bedste ven.

Vi siger ikke så mange kærlige ord til hinanden. Mange mænds venskab er indrammet i Torbens replik: 'Mænd deler ikke, vi snakker!'
Nogle gange udtrykker vi de dybeste følelser i denne her retning:
'Rend mig i røven, Flemming!'
'Nej tak, Torben!'

- Det giver ingen mening ord for ord, så jeg forstår kvinder kan tabe høretelefonerne når de oplever en rigtig mand udtrykke sig. Ordene lyder jo som dinosaurens aggressive gurglelyde, en slags dødskramper som påstår at være ord.
Men for en mand giver det mening.
Meningen ligger i tonelejet og konteksten, ikke i de konkrete ord. Ord er bare 'lort', de er ikke vigtige på den måde.

Det som gør Hullet til en stærk forestilling er, at den undersøger hvad der kunne ske, hvis manden vovede at sige sin mening og fortælle fra sit hjerte. Vel at mærke uden at blive en 'homo-dinosaur' eller en 'prinsesse'.

Det lykkes super godt: Øvelsen i at gøre manden til menneske. Der er mange scener som rører hjertet, så jeg fik tårer i øjnene.
Muligvis fordi jeg er en mand.
I hvert fald lagde jeg mærke til en del kvinders fnisen og latter i salen, når de to mænd på scenen fik forbindelse med de dybeste følelser. Vi griner jo når noget er fremmed, og vi ikke har set det før, og ikke ved hvad vi skal gøre ved det.

Mænd og kvinder ser tydeligvis denne forestilling forskelligt, så det er super underholdning for dig og din kæreste. Gå på Svalegangen, så har I stof til en lang aften med god snak, og noget.

Kvinde, du kan få masser af gode grin, og måske også en dybere forståelse for din egen mand. Hvis du nogle gange undrer dig over, at han har svært ved at vise og dele sine følelser - og bare siger: 'Lorte-kat', 'Lorte-planet' eller noget tilsvarende dybt og meningsfyldt fra mandens store ordbog.

Hullet er en både sjov, underholdende og tidsaktuel forestilling i en tid hvor dinosaur-manden er dømt ude.
Scenografi Perfekt og simpel scene med god lyssætning, der fint afspejler mandens vilkår som en arbejder der graver meningsløse huller.
Lyd Josefine Opsahls cello rummer stykket som en stærk kvinde der holder af mandens væsen, men også udfordrer ham.
Skuespil Solid præstation af Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard
Relevans Midt i en global heksejagt er stykket et kærligt forsvar for mandens ret til menneskelighed.
Historie Dramatisk forestilling som mesterligt kombinerer den ydre historie, de to mænds venskab samt deres individuelle indre personer. I sin komprimerede fortællestil som udgangspunkt allerede en klassiker om manden der er på vej til at blive menneske.
Stort bifald fra en fyldt teatersal.

Medvirkende Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard
Musik live Cellist Josefine Opsahl
Tekst Brian Wind-Hansen
Instruktion Morten Lundgaard
Scenografi Laura Rasmussen
Lys Anders Kjems