Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Jeppe Cohrt
Klik på nogle af historierne og læs mere om Jeppe Cohrt.
★★★★Review: 'Death is Not the End', by Andreas Constantinou
A work of art for those who survived
31. oktober 2025.Kulturnyt, Ambiorn Happy
When my son died, I bought a spade in Brugsen and buried him in the forest. I remember that now, as we sit in a church in the middle of Aarhus, 60 people at the end of the day. No one is crying yet, but we will. The performance "Death is Not the End" is about the dead. 6 people tell private stories about the time they met death. Death of their daughter. Or they lost their husband. Their burden, their suffering. Their mother. We experience a performance about the dead, told by those who survived, those who are still here. Created by
Mostly, anyway. We are sad about it. My grandmother died. I bought a red rose and threw it down on the lid of her coffin at the bottom of her grave. Afterwards we had coffee and cake.
This performance starts specifically inside a small chapel at the Church of Our Lady. Pointed vaulted ceilings decorated with pink, violet and orange along the edges. An altar. Wall paintings. 6 people. Stories about death.
Next we go out into the monastery courtyard. It is dark. We all get a black umbrella (as is appropriate for funerals) and walk around the courtyard and into the main church.
The atmosphere is sacred. (Yes!) We sit in the booths and the 6 people tell several stories, all the way up to the altar. We move, and it moves us. Finally, large parts of the audience are invited up to the altar. Those who told about the dead disappear, and then the audience stands next in line.
We do not get out of here without feeling the sadness that people die. And in the end we die ourselves, but without crying about it. That job is for the others to take.
I love talking about death. It makes me happy. Like, rather the others than me? Is that wrong? Maybe. The audience around me is moved, and many cry. I don't.
Then my brother died, and I dressed him in his last set of clothes, put him in the coffin. Then Jan died. Shot his head off with a hunting rifle (the day after I told him about life's beauty). Then Anni died, in Fitness World, of an aneurysm, and I read about it on Facebook. Then a craftsman in Vamdrup died, thrown out through the windshield of his van, bleeding from his ears while I held his head and the ambulance howled in the distance on its way towards us. Then my business associate died, and I bought him flowers. Then my mother died, I carried her from the church to the cemetery and lowered her into the grave. Then...
It's obviously something we have to get used to. Very annoying.
Thank you for the experience Andreas Constantinou, it was good. As a nice period to your other works in the series "The Grief Work Series", where in "Death is Not the End" you create a work of art out of everyday deaths, told by those who survived.
Next we step out into Aarhus, out of the church. It is All Saints' Eve. The city is filled with horror and fear, and young girls in hot pants, bare legs and stilettos. They laugh and are happy in the warm October night, as if death has no meaning for them yet.
Cool.
Death is Not the End, performance by Andreas Constantinou
Performance review
★★★★Anmeldelse: 'Death is Not the End', af Andreas Constantinou
Et kunstværk for dem der overlevede
31. oktober 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Da min søn døde, købte jeg en spade i Brugsen og begravede ham i skoven. Det husker jeg nu, mens vi sidder i en kirke midt i Aarhus, 60 mennesker sidst på dagen. Ingen græder endnu, men det kommer vi til. Performancen "Death is Not the End" handler om de døde. 6 personer fortæller private historier om dengang hun døde, datteren. Eller mistede sin mand. Sin bar, sin førlighed. Deres mor. Vi oplever en performans om de døde, fortalt af dem der overlevede, dem der er her endnu. Skabt af
For det meste, i hvert fald. Vi bliver kede af det. Min farmor døde. Jeg købte en rød rose og kastede den ned på låget af hendes kiste i bunden af hendes grav. Bagefter fik vi kaffe og kage.
Denne performans starter konkret inde i et mindre kapel ved Vor Frue Kirke. Spidse hvælvede lofter udsmykket med lyserød, violet og orange langs kanterne. Et alter. Vægmalerier. 6 personer. Historier om døden.
Dernæst går vi ud i klostergården. Det er mørkt. Vi får alle en sort paraply (som det passer sig til begravelser) og går rundt om gården og ind i hovedkirken.
Stemningen er sakral. (Ja!) Vi sætter os i båsene og de 6 personer fortæller flere historier, hele vejen op til alteret. Vi bevæger os, og det bevæger os. Til sidst bliver store dele af publikum inviteret op til alteret. Dem der fortalte om de døde, de forsvinder, og så står publikum som de næste i rækken.
Vi kommer ikke ud herfra, uden at mærke sorgen ved at folk dør. Og til sidst dør vi selv, dog uden at græde over det. Den job har de andre.
Jeg elsker at snakke om døden. Det gør mig glad. Altså, hellere de andre end mig? Er det forkert? Måske. Publikum omkring mig bliver rørt, og mange græder. Det gør jeg ikke.
Så døde min bror, og jeg klædte ham på med hans sidste sæt tøj, lagde ham i kisten. Så døde Jan. Skød hovedet af sig med et jagtgevær (dagen efter jeg havde holdt foredrag for ham om livets skønhed). Så døde Anni, i Fitness World af en aneurisme, og jeg læste det på facebook. Så døde en håndværker i Vamdrup, slynget ud gennem forruden i hans varevogn, blødte ud af ørerne mens jeg holdt hans hoved og ambulancen hylede i det fjerne på vej mod os. Så døde min forretningspartner, jeg købte blomster til ham. Så døde min mor, jeg bar hende fra kirken ud på kirkegården og sænkede hende i graven. Så døde...
Det er åbenbart noget vi skal vænne os til. Meget irriterende.
Tak for oplevelsen Andreas Constantinou, den var god. Som et fint punktum på dine andre værker i serien "The Grief Work Series", hvor du i "Death is Not the End" skaber et kunstværk ud af hverdagens dødsfald, fortalt af dem der overlevede.
Dernæst træder vi ud i Aarhus, ud af kirken. Det er alle helgens aften. Byen er fyldt med skræk og uhygge, og unge piger i hotpants, nøgne ben og stilletter. De griner og er lykkelige i den varme oktobernat, som om døden slet ikke har betydning for dem endnu.
Fedt.
Death is Not the End, performance af Andreas Constantinou
Performance anmeldelse
Photo: Christoffer Brekne★★★★★★6-star rating: Review of 'Shroud', at Bora Bora in Aarhus
Dying Is Never Easy, Shrouded in the Curtains of the Mind
22. marts 2025.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Time to say goodbye. Andreas Constantinou is in a coffin, with his parents' funerals adjacent on video screens. The father on his right, the mother on his left, his own coffin in the middle. The next one to enter the universe of death. 'Shroud' is a public performance of the privacy of grief and death, a masterful work of art, deserving a six-star rating. Thank you.
Now, there is nothing more to say about the performance 'Shroud'. Great art does that to us, leaves us silent with moist eyes. Completely engulfed in our own inner worlds of life and death. Everybody in the audience cries from the beauty of the scene, crafted by
That’s never easy. To die, knowingly. To let go of the handgrip of life, while your son holds your hands.
Entangled in grief and his nascent sense of death - both the incoming and the one alive - the performance 'Shroud' takes the audience to the land of the not-living. I’ve never seen anything like this, with the soundscape created by
The enormous shroud seems to be a living organ with multiple faces and personalities inside. I think Andreas Constantinou is only one, but at times there seem to be three or more not-living persons in the shroud. The material of the shroud makes patterns of light and shade, so that I see dozens of faces in it.
Like grief. Faces projected onto the inner curtains of the mind. Terrible scenes of longing, transformation, sadness. The loss of body, but the reminder of expression and personality.
Still, I will stay silent - holding my stance in the waves of the audience’s hands showing their gratitude and admiration with the sound of living people clapping. Curtain fall has arrived. In the dark, we walk through the city, talking about death and life. I thank you for a profound experience at Bora Bora in Aarhus. It’s good to be alive.
Shroud
Dans review
Foto: Christoffer Brekne★★★★★★6 stjerner: Anmeldelse af 'Shroud', på Bora Bora i Aarhus
At dø er aldrig let, indhyllet i sindets gardiner
22. marts 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Tid til at sige farvel. Andreas Constantinou ligger i en kiste med sine forældres begravelser på videoskærme omkring sig. Faderen til højre, moderen til venstre, hans egen kiste i midten. Den næste til at komme ind i dødens univers. 'Shroud' blotlægger dødens privatliv, et mesterligt kunstværk, der fortjener en seks-stjernet vurdering. Tak.
Nu er der ikke mere at sige om forestillingen 'Shroud'. Stor kunst gør det ved os; efterlader os tavse med fugtige øjne. Fuldstændig opslugt af vores egne indre verdener af liv og død. Alle i publikum græder af skønheden i scenen, lavet af
Det er aldrig nemt. At dø, bevidst. At slippe livets håndtag, mens din søn holder dine hænder.
Viklet ind i sorg og hans begyndende følelse af død – både sin egen og moderens død – tager forestillingen 'Shroud' publikum til de ikke-levendes land. Jeg har aldrig set noget lignende, med lydbilledet skabt af
Det enorme ligklæde ser ud til at være et levende organ med flere ansigter og personligheder indeni. Jeg tror at Andreas Constantinou kun er én, men til tider ser der ud til at være tre eller flere ikke-levende personer i ligklædet. Ligklædets materiale danner mønstre af lys og skygge, så jeg ser snesevis af ansigter i det.
Som sorg. Ansigter projiceret på sindets indre gardiner. Frygtelige scener af længsel, forvandling, sorg. Tabet af krop, men påmindelsen om udtryk og personlighed.
Alligevel forbliver jeg tavs – holder mig oprejst i bølgerne af publikums hænder som viser deres taknemmelighed og beundring med lyden af levende mennesker der klapper. Afslutningen er ankommet. I mørket går vi gennem byen og taler om døden og livet. Jeg takker for en dyb oplevelse på Bora Bora i Aarhus. Det er godt at være i live.
Shroud
Dans anmeldelse
★★★★★★Review: 'Carcass' at Bora Bora in Aarhus, Denmark
Carcass: The energy of life springs forth in a full bloom
15. februar 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Review: In the performance 'Carcass', death is a mirror of a six stars review of life. In the audience rows I watch with a pounding heart and let myself be absorbed by a different and brave dance drama from Himherandit Production. A large angled ceiling mirror draws my attention as the mirror hangs over one side of the stage. It is like a sail of a ship where the performers can reflect and view themselves from a different perspective. - Like looking into the secrets behind the blind spot. Death that looks at life and life that looks at itself with the eyes of death.
The show 'Carcass' tackles the theme of death with both humor and love for all the moments where life matters. The performance has its nerve in the practical experience of death and at the same time it relates poetically to all the behaviors that arise in this landscape.
They dance with the energy of life in the clothes of death6 strong and experienced performers, - lively and expressive, - give both edge and care to death. They grapple with all the shadows that live in its murky waters. I like the practical relationship the show 'Carcass' has with death. The 6 dancers express nakedly and honestly the feelings that arise here. I like the energy. I like the representation the work has of the needs that arise concretely at the moment of death. To wash the dead and put on shrouds. I love the depiction of the life-saving measures that need to be taken when the living have to stay alive and at the same time knowing, that one day they must also die.
The drama has a strong sence of dualityThe performance 'Carcass' is a poetic gem of small subtle moments that are connected to the last breath. From the breath that man has in his chest when we think of death and to the breath that escapes when death occurs. The sound of a heartbeat and the absence when the sound stops. Life and emptiness as a duality. The throbbing rhythm as a sound backdrop, and later terrifying electronic scratches that cut to the bone. The classic opera sound that lifts the mood in the room to a divine and reverent moment. The sound stage is the basis of the scene. On top of this is an important, wonderful and very life-affirming choreographic work about death, and about the human condition of living with death.
To the team behind 'Carcass' thanks for the experience and to Bora Bora which currently houses them.
Carcass
Choreographer & Artistic Director
Performers/Dancers Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold, William Cardoso
Lighting design
Sound design & scenography
Dramaturg Siri Knutsen
Producer Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej
Co-produced in collaboration with Bora Bora – Dance & Visual Theatre
Teater review
★★★★★★Anmeldelse: 'Carcass', Bora Bora
Carcass: Her springer livsenergien ud i fuldt flor
14. februar 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse: I forestillingen 'Carcass' er døden et spejl til en seks stjerners anmeldelse af livet. Jeg sidder med hamrende hjerte på publikumsrækkerne og lade mig indtage af et anderledes og modigt dansedrama fra Himherandit Production. Et stort skråvinklet lofts-spejl trækker i min opmærksomhed, idet spejlet hænger hen over den ene side af scenen. Det er som et skibssejl hvor scenekunstnerne kan spejle sig og anskue sig selv fra et andet perspektiv. - Som at kigge ind bag den døde vinkel. Døden der betragter livet og livet der betragter sig selv med dødens øjne.
Forestillingen 'Carcass' tager fat om temaet døden med både humor og kærlighed til alle de øjeblikke hvor det gælder livet. Forestillingen har sin nerve i den praktisk oplevelse af døden og samtidig forholder den sig poetisk til alle de følelser som opstår i dette landskab.
De danser med livsenergi i dødens klæder6 stærke og erfarne performere, - livlige og udtryksfulde, - giver både kant og omsorg til døden. De tager livsgreb med alle de skygger som lever i dens dunkle farvand. Jeg kan lide det praktiske forhold forestillingen 'Carcass' har til døden. De 6 dansere udtrykker nøgent og ærligt de følelser som opstår her. Jeg kan lide energien. Jeg kan lide den fremstilling værket har af de behov der opstår konkret i dødsøjeblikket. At vaske den døde og give ligklæder på. Jeg elsker fremstillingen af de livsgreb der er nødvendige at tage, når de levende skal holde sig i live og samtidigt ved at de også en dag må dø.
Teaterparformens med en stærk fornemmelse af dualitetForestillingen 'Carcass' er en poetisk perle af små underfundige øjeblikke der knytter sig til det sidste åndedræt. Fra det åndedræt som mennesket har i brystet når vi tænker på døden og til det åndedræt der slipper op, når døden indtræffer. Lyden af et hjerteslag og fraværet når lyden stopper. Liv og tomhed som en dualitet. Den dunkende rytme som en lydkulisse, og senere skræmmende elektroniske ridser der skærer ind til benet. Den klassiske operaklang der løfter stemningen i rummet til et guddommeligt og ærbødigt øjeblik. Lydkulissen er scenens underlag. Ovenpå denne ligger der et væsentligt, forunderligt og meget livsbekræftende koreografisk værk om døden, og om det menneskelige vilkår at leve med døden.
Til teamet bag 'Carcass' tak for oplevelsen og til Bora Bora der i øjeblikket huser dem.
Carcass
Koreograf & kunstnerisk leder
Performere/dansere Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold, William Cardoso
Lysdesign
Lyddesign & scenografi
Dramaturg Siri Knutsen
Producent Art&About – Sigrid Aakvik & Signe Sandvej
Co-produceret i samarbejde med Bora Bora – Dans & Visuelt Teater
Dans anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse 'My Undying Love' på BORA BORA
Visdom fra et dødsøjeblik
2. oktober 2021.Kulturnyt, Lita Domino
Han har hjertet med i sin performans om døden; Kærligheden som han stadig føler og den varme som er indeni ham efter at have taget afsked med sin mor.
Det handler om døden i Himherandits nye produktion ”My Undying Love”. En personlig og stærk performans installation, der går ind under huden på mig.
Et varmt og kærligt rumRummet er et hospice lignende rundt værelse.
Der står en operationsseng midt i lokalet og performer og iscenesætter
I denne kunst og performans installation kommer jeg tæt på de ritualer som den døende og de efterladte kan læne sig op af, når døden er uundgåelig. Det er et spirituelt men også meget konkret værk fra
Som publikum bliver vi ført med kærlig hånd gennem scenerne. To ”hjælpere”, der har rollerne som professionelle plejere, guider os gennem processen, hvor døden bliver iscenesat med både en nænsomhed og troværdighed, som berører mig meget. Teamet bag har valgt kun at 6 publikummer kan deltage i installationen ad gangen og det giver en meget emotionel oplevelse. Der er en sårbarhed i værket som det bestemt lykkes at videregive til publikum.
6 stjerner herfraDer er en meget intim og stærk stemning igennem hele kunstværket. Værket som sådan er smukt i sin udformning, anderledes i sin tilgang, æstetisk i sin finfølelse og hjertelig i sin medmenneskelighed.
Installationen som helhed er både hjertegribende og troværdig og jeg giver forestillingen mine varmeste anbefalinger.
Tusind tak til teamet bag ”My Undying Love” og til BORA BORA der huser dem i øjeblikket.
My Undying Love Koncept, instruktion og kunstnerisk vision af
Interaktiv performance Dagmara Bilon
Videodesign
Installation/lys/lydddesign Jeppe Cohrt
Musik Marlou Vriens
Performers
Performance anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse af 'Champions'
Brydningskampen der gælder livet
4. februar 2021.Kulturnyt, Lita Domino
Findes der en smukkere kærlighedshistorie, end når et menneske opdager sig selv og finder kærlighed til sit eget væsen? På BORA-BORA er scenen sat i et dobbelt program af
Den første forestilling Champions, en hjerteskærende åbenbaring af et indre univers. En palet af videoinstallationer, lydfiler, wrestling, musik og performances. (Den anden Mass Effect).
Champions handler om den sværeste kamp i livet, og som formentlig kræver den ypperste form for udholdenhed, nemlig kampen for at blive den man er. Performer og koreograf m.m. Andreas Constantinou´s udgangspunkt er at han som barn blev gjort forkert og mødte ikke forstående øjne fra sin far, der var blind for drengens smukke særpræg og de blide facetter der kendetegnede essensen af hans væsen. Som voksen har han forståelig nok svært ved at være alene og det er her hans rejse ind i sig selv begynder.
En kærlighedshistorie på mange planerMed et mod af en anden verden nærmer han sig sin egen essens og samler alle brikkerne i et stort puslespil. Den rejse bliver billedliggjort i et fantastisk og meget personligt kunstværk, Champions.
Det var en super nærværende performer der tog scenen. Med meget lidt gestik får han fortalt en rørende og stærk historie. Publikum får lov at skue ind i det inderste kammer i en voksen mands brydekamp for sin egen ret til at være sig selv. Han sidder i sin lænestol men samtidig får publikum indblik i hans arbejde gennem en række terapisessioner gemt på lydoptagelser. Her begynder han at formulere sit eget eksistensgrundlag.
Han er født anderledes end sin far, som aldrig har forstået sin dreng, men han sejrer som voksen mand, idet han lærer at acceptere sig selv og sætte pris på netop de kvaliteter han er i verden med.
Det var som at være vidne til en fødselJeg er oppe at ringe med 6 stjerner for denne fantastiske performance installation. Jeg er dybt rørt over den personlige og meget modige beretning, og jeg har stor respekt for den nytænkende og anderledes måde at sætte den i verden på. Det var i sandhed et kunstværk af format. Jeg mærker en stor nødvendighed i vores nutid til at skildre livet fra indersiden af tilværelsen som er så langt fra selfie-verdenen hvor kun det tilpassede menneske har lov til at være.
Bravo for en skøn og gribende oplevelse.
Tusind tak til teamet bag Champions og til BORA-BORA for dette indblik i udholdenhedens væsen.
Mass Effect
Kunstnerisk koncept, koreografi, instruktion Andreas Constantinou
Samarbejdende instruktør Dagmara Bilon
Video designer, lys og lyd designer Christoffer Brekne
Installation design, lys og lyd design Jeppe Cohrt
Psykolog/dramaturg Kristine Graugaard
Dramaturg Jeppe Hemdorff Nissen
Wrestling træner Mikkel Wind
Performer Andreas Constantinou og Aris Papadoupoulos
Kunstnerisk assistent Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA
Dans anmeldelse
Lukas Hartvig Møller★★★★★Anmeldelse: 'As If, I Have Missed Myself' på Bora-Bora
Magnifica Espressione Artistica!
19. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino
De to italiensk fødte dansere hiver i deres eget skind og piller det af i flager. I aften kom jeg med ind under huden på to performere i deres søgen efter deres identitet. Forestillingen hedder 'As If, I Have Missed Myself' og er som en dør der åbner sig.
Fragmenter af en identitetDe to performere inviterer deres publikum med ind i sindets kringelkroge. Her undersøger de den fragmenterede identitet. Den surrealistiske og abstrakte fornemmelse som opstår når mennesket kommer ud af synkroni med sig selv. Opgiver fornemmelsen af sin egen krop og ser sig selv udefra. Når mennesket mister sin samling og fornemmelsen af en kerne og i stedet oplever sig selv fremmedgjort.
De kaster deres skygger ud af kroppenPerformerne danser sig igennem flere tilstande som alle har fællesnævner i sindets følelsesmæssige sprog. De udtrykker gennem deres dans fornemmelsen af at være et tandhjul i et maskineri. De danser til lyden af massernes mumlen, hvor kroppene stivner, kramper og falder omkuld. De kaster deres skygger ud af kroppen og ser i videomotions på dem selv udefra. De danser som to forskellige mennesker, men med en dyb synkroniseret fornemmelse af hinanden som var de et og samme kød. De arbejder med kontrasterne i deres dans og finder en balance hvor kroppene skiftevis arbejder og falder til ro i øm omfavnelse.
De finder balance i hinandens udtrykScenen som teamet har skabt er stram og minimalistisk. I flash bliver der kastet videobilleder op på skærme, vægge og på de to danseres kroppe. Fornemmelsen af fragmenter bliver levendegjort ved at dans, video og lydunivers komplimenterer hinanden. De skaber hinandens kontraster eller finder balance i hinandens udtryk alt efter hvilken tilstand teamet forsøger at beskrive.
Storslået kunstnerisk udtrykTeamet bag 'As If, I Have Missed Myself' har skabt en helstøbt forestilling med et storslået kunstnerisk udtryk. Emanuele Rosa og Fabio Liberati er blide og følsomme i deres dans og har et meget præcist sprog når de italesætter identitetens mange ansigter gennem deres udtryk. Med inderlighed og stort nærvær får de givet krop til alle de skæve vinkler og abstrakte termer som et menneske kan opleve i en splittet tilstand. Bravo for det.
Tusind tak til teamet bag forestillingen 'As If, I Have Missed Myself ' og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.
As If, I Have Missed Myself
Performere og koreografer Emanuele Rosa, Fabio Liberati
Lys og video designer
Scenografi og kostume designere KASPERSOFIE
Dramaturg Sara Zinkovic Kranjc
Musik Per-Henrik Mäenpää
Koreografisk assistent Jernej Bizjak
Tekniker Ise Klysner Kjems
Produktion Manager Kathrine Kihm
Scenografi konstruktion Jeppe Cohrt
Producent Carlos Calvo
CO-produceret BORA-BORA.
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse af 'Mass Effect'
Mærk din puls i fællesskabets tjeneste
4. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Et hjerteslag ved siden af og forestillingen havde snublet hen ad gulvet, men det skete ikke, for hvert trin var koreograferet nøje og danserne fik det til at sidde lige i skabet.
Mass Effect er det andet værk i dobbeltprogrammet på BORA-BORA (det første er Champions) og ligeledes fra koreografen Andreas Constantinou´s hånd. Her pulserer fællesskabets hjerte i takt gennem 7 danseperformere, der både har vilje og udholdenhed som bærende vinger. En hypnotisk dans, hvor selv pauserne er i fællesskabets ånd.
Bagagen, tøj og hæmninger slippesMed energi og livsgnist former de 7 mennesker et fælles nærvær, der river publikum ud af deres ensomme trivialiteter og skaber en medpuls på stolerækkerne.
Danserne presser sig til det yderste og giver slip på alt unødvendigt bagage, for at kunne give sig helt hen til dansen.
På scenen kom der flere dansere til, som alle gled ind i rytmen og gav den fuld gas. Super intenst og energisk oplevelse.
Når samhørighedsfølelsen er med på beatetBåde i menneskehedens historie, hos forskellige kulturer og subkulturer og hos religiøse bevægelser, har vi brugt musik og dans som samlingspunkt og til at skabe fællesskabsfølelse. Når vi gik i krig var trommen det vigtigste våben til at skabe sammenhold og kampvilje hos krigerne. Vi har danset om bålet som urmennesker, de kristne dansede i gammel tid i kirkerne, vi har haft høstgilde i forsamlingshusene, og i dag danser vi til karmafester og til techno-events og meget mere. Vi gør det fordi vi oplever styrke sammen, når vi har samme puls. Vi kender hinanden på lugten af sved, og den fantastiske livsgnist og følelsesudtryk som vi kan opleve i dansen, giver næring til samhørighedsfølelsen. Den nødvendige tilknytning til andre, så vi står stærkere i verden. Sammen kan vi opnå det umulige.
Tusind tak til teamet bag Mass Effect og til skønne BORA-BORA der huser dem.
Medvirkende
Kunstnerisk koncept, koreografi og instruktion Andreas Constantinaou
Samarbejdende kunstner Aris Papadoupoulos
Lys- og lyd design Jeppe Cohrt
Performere Aris Papadoupoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Bjôrn Vârsjô, Théo Marion-Wuillemin, Paola Drea og Elise Ludinar
Statister Signe Wriedt Jakobsen, Laura Schou Abildgren, Henrik Viking Hansen, Oriana Vigl, Kathrine Moryl Kristiansen, Guillermo Landalde, Brandon Tingley, Kenth M. Rose, Lasse Eldov, Gitta Catalina Møller, Ida Marie Haslev
Kunstnerisk assistent og performer Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'WoMan & WOMAN' på BORA-BORA
Vidunderligt og råt danseeksperiment over det feminine
27. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
I aften var sidste aften for The Genderhouse Festival, og den blev sluttet af med maner på BORA-BORA med to soloværker. To vidt forskellige forestillinger men de spiller rigtig godt op imod hinanden og hang sammen idet de begge handlede om at udtrykke det feminine.
WoMANDet første solokunstværk var WoMAN hvor koreograf og performer Andreas Constantinou undersøgte sin egen feminine side ved at gå ind i nogle arketypiske roller for kvindelighed. Via masker og enkelte rekvisitter og sin fantastiske udtryksfulde krop, kunne han fortælle om den unge jomfruelige kvinde der bader sig i rosenblade, den modne kvinde der er i sine behov og sanseligheder, og oldinge kvinden hvis krop er magisk og som mindede mig om asiens mytiske gamle kvinder. Der var mange forvandlinger i denne performens og han legede med kroppens udtryk et sted mellem dyreriget og menneskeriget. Det ender med fødslen hvor han lader maskerne blive udstødt og står til sidst nøgen i sin maskulinitet som mand.
WOMANDet næste soloværk er performeren Alice Tatge på gulvet med en fantastisk rørende og meget ihærdig fortælling om feminisme, kvindelighed og udholdenhed. Hun løb i stiletter som en fitness dronning, poserede på en stol og gik mannequin med forskellige parykker, alt sammen i et fantastisk tempo. Hun endte med at gå ind i en trance lignende tilstand hvor den samme bevægelse blev gentaget i en uendelighed. Når en bevægelse gentages som i denne sidste del af hendes performens, virker det først komisk, derefter kom jeg i en tilstand af tragedie, derefter jeg blev oprørt og utålmodig, hvorpå jeg gik over i frustration og jeg fik lyst til at stoppe hende. Til sidst opgav jeg min kamp for mening og lod bevægelsen ske som en trance. Det har krævet mod og styrke at lave denne forestilling og jeg tager hatten af for performeren.
Himmelsk adgang gennem lyd og lysLyd og lys skal også have en applaus med på vejen i begge solo-forestillinger. Jeppe Cohrt havde fundet alt lige fra dyrelyde til kormusik med himmelsk adgang. Det sad lige i skabet. Lys designet var diskret men meget understøttende det der skete i forestillingerne. Alt i alt en mesterlig aften i teateret. Tusind tak til teamet bag WoMAN og WOMAN, til The
Instruktør/Koreograf Andreas Constantinou
Performere Alice Tatge, Andreas Constantinou
Lyd og lys design Jeppe Cohrt
Musik Phillippe Jaroussky, Yom and the Wonder
Rabbit Stavros Gasparatos
Dans anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'ReDoing GENDER' på BORA-BORA
Rå og stærk performance - Et kunstværk som jeg aldrig har set det før
14. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Det var råt og stærkt. Aftenens forestilling var en sand ener, fra jeg trådte ind i salen til jeg forlod den grebet i hele mit væsen.
Abemanden i et laboratorieDet første jeg møder, i det jeg træder ind i rummet, er abemanden i et laboratorie. Lidt væk sidder der en klinisk person og tager notater af testpersonens adfærd. Abemanden bevæger sig som et urmenneske og prøver hele tiden at tilpasse sig i et eksperiment der skal danne hans adfærd og følelser. I verden med forbudt og tilladt forsøger han at eksperimentere sig frem til den rette kønsidentitet for ham, men hele tiden ud fra hvordan den kliniske person straffer og belønner.
FremmedgjortFremmedgjort bliver han mere og mere forvirret idet belønning og straf ikke har nogen egentlig pointe, men hele tiden deler ud fra modstridende impulser. Abemanden falder i selvhad sammen på scenen, og må opgive at finde sin identitet som abemand.
I kamp mod sig selvHan forsøger sig derefter som aggressiv bokser i en kamp mod sig selv. En kamp der er umulig at vinde og han må gemme hovedet i en kasse. Prøver at danse med kassen på hovedet men bliver straffet af den kliniske person for den adfærd. Han må trække sig ud af kassen men denne gang kommer han tilstede som en voksen mand med et grædende babyansigt. En fødsel der sender forundring og smerte langt ind i min sjæl. Han forsøger at virke maskulin men kommer i stedet til at virke grotesk og meget sørgmodig.
Italesat identitetDen kliniske person begynder at tale til mennesket med babyansigt. Med sin stemme rækker han hånden til forsøgspersonen og ord om smerten, forvirringen og det splittede kønsoplevelse begynder at tage form, Hvem er du som mand? Er du forvirret på dit køn, og vigtige ord om identitet og mening. Mennesket i krydsilden med sin kønsidentitet har brug for en ny begyndelse, og efter at møde tomheden føder han et lille nyt liv. Det nye køn.
Tanker om kønsidentitetJeg får mange tanker om hvad kønsidentitet er? Hvad vil det sige at være mand og hvornår er man kvinde? Jeg får også mange tanker om hvordan vi som samfund forsøger at socialisere hinanden til at være noget bestemt. Og oprørske tanker om at skabe plads til at en hver person kan finde sin egen identitet.
Det var råt og stærkt men også utrolig smuk og berigende oplevelse.
Tusind tak til teamet bag aftenens forestilling, til BORA-BORA og til The Genderhouse festival for den unikke oplevelse.
ReDoing GENDER 2.0
Instruktør/koreograf Andreas Constantinou
Performer Aris Papadopoulos
Scenografi/lyd design Jeppe Cohrt
Musik Vivaldi, PJ Harvey
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'WOMANhouse' på BORA-BORA
Miraklet sker i aften på BORA-BORA
11. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.
Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.
Hvad er det maskuline egentlig for noget???Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.
Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.
Den maskuline skamPerformerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.
Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.
Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.
WomanHouse
Himherandit Productions der er i byen med flere performances under The Genderhouse Festival er formidable at se og tåler også gensyn til dem der har stiftet bekendtskab med dem før.
Instruktør/koreograf Andreas Constantinou
Performere Helena Wilhelmssen, Sarah Armstrong, Antoinette Halbing, Hilde Sandvold
Scenografi og lysdesign Jeppe Cohrt
Musik Phillippe Jaroussky, Death Note, Nirvana, Vivaldi
Dans anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter