Anmeldelse af 'Historien om mig'. Et fint stykke teater med en glimrende scenografi, godt skuespil og et intelligent manus omkring klimakrisen. Du kender det. Undergang og ragnarok, vi har hygget os med historien lige siden vikinge-tiden. Naturen går under, vi får tre år med vinter (uden sommer), dernæst brænder naturen ned til grunden og jorden synker i havet. Sådan. Vi kan næsten ikke vente, det bliver stort.

Stykket handler om to kvinder der møder hinanden i en skov. Den ene, Andrea Øst Birkkjær gemmer sig, fordi hun er ulykkelig over at ragnarok er på vej. Den anden kvinde, Trine Pallesen er blevet betalt for at trække Andrea ud af skoven. Det er dejligt skuespil. Andrea er emotionel og hård i replikken. Trine er fornuftig og forsvarligt faktuel.

Så Trine forsøger at kalde Andrea tilbage. Andrea er nemlig blevet skør. De prøver yoga, og de ligger i ske. De lytter til græsset der gror, og de ser sjove video'er på Youtube. Gennembruddet i historien er, da en lille svirreflue blander sig og sætter sig på Andreas hånd. Det handler om at mærke igen, hvis man skal ud fra klima-psykosen, og pludselig kan hun det. Mærke naturen.

Bare ved at være dansk, har vi sat gaflen i jordkloden og rister den sagte over ragnaroks flammer. Det danske overforbrug er ufatteligt. Men vi har jo også lyst til et par nye sneakers. Og nyt nattøj. Og strøm til computeren, teater-billetter og grydesteg.

Forfatteren til stykket, Vivian Nielsen, diskuterer det hårde dilemma vi sidder i. Vi tænker meget på at redde klimaet, mens vi i Danmark forbruger 4 jordkloder om året. Kan jeg nøjes med at købe en ny elbil til 600 tusinde, spørger vi? Dét gør stykket interessant - at se debatten på scenen polariseret ud i 2 karakterer og samtidigt mærke indadtil, hvad det gør ved min egen klimasjæl.

'Historien om mig' har kant og humor, men også følsomhed og kærlighed. Tak til Niels Erling for instruktionen der evner at spænde over kløften mellem absurd teater på venstre side og inderligt teater på højre side. Scenografiens elegante kornstrå bliver du glad for at opleve, (Mikkel Rostrup). Effektivt skuespil, lyd og lys. 5 stjerner. Tak for oplevelsen.

Historien om mig af Vivian Nielsen
Instruktion Niels Erling
Medvirkende Andrea Øst Birkkjær, Trine Pallesen
Scenografi Mikkel Rostrup
LysdesignHenrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Rekvisitør Helene Jensen
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Produceret af Teatret Svalegangen og Poweract.

Anmeldelse af forestillingen marts, 2019.

Sådan overlever Frank kræft i prostata. Det er historien i monologen En Lille Smule Ubehag, skrevet af Jeff Metcalf. En god historie. Følsom, meget morsom, oprørsk og medrivende. 5 stjerner.

Holger Østergaard er Frank som fortæller om hvordan han overlevede den sygdom mænd frygter mest. Prostatakræft som kan frarøve os vores liv og vores seksualdrift, det førstnævnte mere alvorligt end det sidste. En sygdom vi ikke taler meget om. Fordi vi er mænd, og fordi det berører tabu: At være impotent.

Det gode ved stykket er at det tiltrækker både mænd og kvinder. Salen var fyldt med mennesker i 30 til 50 års alderen, cirka. Og der blev grinet. Meget.

Frank er sjov og underholdende, mens han beskriver sit møde med lægerne. Deres undersøgelser gennem private portåbninger som anus og penis. Han laver sjov med sig selv og situationen, selvom alt omkring prostatakræft er alvorligt.

Vi skal grine ad døden. Grine ad os selv. Hvis ikke vi har latteren kan det blive for tungt. Og Frank overlever, måske takket være sin humor og lyst til at leve. Undervejs dør andre mænd, fordi de giver op. Og han overlever også det skifte som sygdommen udsætter ham for, skiftet fra mand med markerede muskler, til at få cykelrytterben hvor hårene er faldet af på grund af de kvindelige hormoner lægerne sprøjter ind i ham for at redde hans liv.

Det er et tankevækkende stykke, og følelserne vælter mange gange op i brystkassen. Som latter, eller hjertet der kniber en lille tåre.

Vedkommende og relevant, En Lille Smule Ubehag gør os alle sammen lidt klogere på mænd og sygdom, og samtidig fik vi halvanden time i godt selskab med Holger Østergaard. En udtryksfuld skuespiller som griber publikum og hjælper os gennem strabadserne med humoren og livsglæden intakt.

En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion Per Smedegaard
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Produceret af Teatret Svalegangen

I aften lavede Teatret Svalegangen et fantastisk bål på deres store scene og havde hidkaldt 5 båltalere af den fineste slags. Forestillingen 'Den Store Brand' er en Storytelling med en kritisk røst fra klimakanten. En apokalypse, men også en hyldest til livets skønhed. En Epos - om du vil.

I gamle dage samledes mennesker rundt om bålet og fortalte hinanden historier. Fortællinger og eventyr der på en eller anden måde skulle illustrere vigtige aspekter af menneskelivet. Var der en dygtig fortæller ved bålet der med tydeligt kropssprog, hjælp fra lyde og dufte kunne tegne og fortælle et heltesagn eller berette med kraft og stemme om en tragisk begivenhed, så havde byens borgere et godt anker til at stå i livet med. 'Den Store Brand' er sådan et anker.

5 dygtige skuespillere og en pianist spinder en historie frem for deres publikum. Historien om 2 byer der befinder sig på hver sin side af bækken. Bækken der bliver til en flod, der bliver til et hav. Skuespillerne folder historien ud, puster liv ind i byens borgere. Puster til gløderne, der bliver til flammer. Historien om klimaændringer og om menneskers reaktioner på begivenheder de ikke har kontrol over. Menneskers håb, sorg, frygt og længsler der spilles ud i krisens midte. Det er en brændende bål-fortælling. En historie der ligger i skumringen og tipper med sin lyriske hale til alle de forfærdelige overskrifter der i øjeblikket huserer i pressen.

Historien har et beat og den har en lyrisk form der med sine fine kærlighed til naturen tegner en følsomhed op. Dramaet er voldsomt når byens borgere kæmper mod vejrelementerne, som scenisk er yderst velfungerende. Vejrfænomener som sammen med pianoet er de eneste kulisser der er. Regn, blæst, ild og tåge skaber kaos og giver en scenisk bund som underbygger den nervepirrende stemning der er i fortællingen. Skuespillerne tilfører en kødelighed i deres formgivning af karakterene. Med deres teknik og fine fornemmelse af drama bliver ”klima-dagsordenen” transformeret til teater af fin karakter.

Stykket er en uhyggelig tragedie, men folder sig samtidigt ud med humor og kærlighed til menneskene som er meget rørende. Tak til teamet bag forestillingen 'Den Store Brand' for det, og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser dem.

Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af Anders Lundorph og opført på Teatret Svalegangen.

Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?

Og dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.

Det starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.

Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.

Det fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.

Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...

Det er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.

'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.

Så der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.

Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion Anders Lundorph
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

En komedie på Teatret Svalegangen om børn. At få børn tidligt, sent eller aldrig. Donorbørn, surrugatbørn. Kunstig befrugtning. At få børn alene efter et sidespring, eller få børn sammen med en god ven og dele forældreskabet.

Der er så mange måder at få børn på, at forplantning er blevet lidt af en slagmark.

"For mig handler det helt klart om at mennesket har fået så mange muligheder. Vi kan få børn uden at have sex med nogen, og vi kan have sex uden at få børn - vi kan faktisk selv styre det", siger instruktør Anders Lundorph til Kulturnyt. "Der går ikke lang tid før vi kan få børn med os selv. Alle kan få børn. Barnløse, homoseksuelle, alle."

"Det betyder at vi også har et ansvar for biologien nu, fordi det er os der styrer det. Det giver os den udfordring, at vi skal lære at acceptere alle de måder folk får børn på, eller ikke får børn."

"Når vi møder nogen vi ikke kan forstå, så kan vi komme til at overføre vores moralske eller etiske regler, som man synes skal gælde alle fordi de gælder én selv. Og det er det, der er slagmarken i dette her stykke", siger Anders Lundorph.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes.
Instruktør Anders Lundorph
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Producent Teatret Svalegangen.

Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.

To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.

De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.

Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.

Og det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.

Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.

Ondskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.

Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.

Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.

Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.

Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.

Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.

Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.

Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.

Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.

Medvirkende Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup.
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen

★★★★★★Anmeldelse 'En Plads i Solen Teatret' Svalegangen

En Plads i Solen vinder på sin medfølelse

31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.

Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.

Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.

Scenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.

Super.

Julie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.

"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.

Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.

Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.

Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.

"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.

Min bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.

Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?

Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.

Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.

Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.

"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.

Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.

"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.

"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.

"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!

"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.

Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?

Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.

Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på Teatret Svalegangen.

En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

"En Plads i Solen" er historien om en dansk massemorder og terrorist. Måske har den noget at sige til os i dag selvom den foregår i Aarhus for 75 år siden, fordi nutiden minder om nazismens tid?

Under krigen var Kaj fra Aarhus nazist - han dræbte 50, brændte Guldsmedgade af og lavede flere end 100 terrorhandlinger mod den danske befolkning. Han gjorde det for at finde mening i tilværelsen.

Kaj bliver morder for tyskerne. At være nazist gør ham stolt. Det giver mening for ham at dræbe mennesker selvom de er danskere som ham selv.

"En Plads i Solen" er et drama om det vi gør i fællesskab når flertallet af politikere laver propaganda, begrænser ytringsfriheden, og derfor stemmer vi blindt på den store landsfader eller landsmoder.

Tiden i dag ligner optakten til krigen. De politiske forhold. Racehygiejnen. Sundheden. Begrænsninger i ytringsfriheden. Populisme. Fascinationen af den store fører der vil redde os.

Vi følger Kaj efter han blevet taget til fange. Det er den sidste nat i hans liv. Fortryder han mon nu?

En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

Fiktiv sex online - The Nether Teatret Svalegangen

Fiktiv sex online - The Nether skaber debat

4. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

The Nether handler om en verden hvor menneskehedens mest afsporede lyster finder deres tilfredsstillelse på nettet. Online. I hemmelige reservater hvor enhver dunkel seksualitet kan få lov til at udfolde sig.

Historien er en krimi, der har fået god opmærksomhed i blandt andet USA og England. En krimi hvor en person i kød og blod forsøger at udforske det hemmelige digitale univers. Hvad er fantasi, og hvad er virkelighed?

Papa, spillet af Mikael Helmuth, styrer det hemmelige sted på nettet, hvor pædofile kan få afløb for deres lyster. Hans favorit medarbejder er den 9-årige Iris, spillet af Bolette Engstrøm, der aldrig bliver ældre. De lever i en fremtid hvor skellet mellem simuleret og reel virkelighed er udvisket. Men findes der fantasier, som ikke kan tillades?

The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Mikael Helmuth, Morten Kjær, Holger Østergaard
Instruktion Madeleine Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Grafisk arbejde Gisli Dua
Forestillings ledelse Signe Albeck Lausen
Teatret Svalegangen

Anmeldelse: 'En Lille Smule Ubehag', Teatret Svalegangen

Den store frygt: Døden og impotens - En Lille Smule Ubehag

19. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Holger Østergaard spiller Frank der er blevet syg i sin prostata. Det gør han i stykket En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen. Han har fået kræft. Hans spermkirtel skal fjernes, og nu er han bange. Vred. Oprørt.

"Det er jo virkelig alvorligt", fortæller skuespilleren Holger Østergaard. "Men det gode er, at Frank siger de ting vi ellers ikke tør tale om. For eksempel at penis spørger ham efter operationen, hvorfor den ikke er blevet informeret inden lægerne tog prostata. Den er blevet lidt kortere, og det er den ikke så glad for."

Frank bruger sin sorte og tørre humor til at overleve prostatakræft. På den måde lærer han publikum om at have modet til at se alle mulige sygdomme i øjnene, og overleve dem uden at gå i stykker indvendigt.

Instruktøren er Per Smedegaard. Hvad har han gjort for at lave et stykke om prostatakræft som mænd kan holde ud og se på?

"Jeg tænker at ved tage fat i det, så bliver det vedkommende. Der er et menneske der står foran dig som føler og gennemlever det. Den direkte identifikation der er i det, det tror jeg sådan set er det vigtigste, netop når det er en monolog, og et menneske og en sag."Humor hjælper os gennem svære oplevelser

Teatret Svalegangen har vist stykket til en gruppe mænd der har haft prostatakræft.

"Ja, der er ikke noget vi viser her, som prostatakræft-patienter ikke kan genkende", siger Holger Østergaard. "Og de var glad for humoren i stykket. Og det tror jeg vi alle sammen har brug for. De der vanskelige situationer vi oplever, at der er nogen der tør lige at give det en anden vinkel, så vi forløses og kroppen åbner sig lidt og det bliver bare nemmere at tale om."

4.000 danske mænd får kræft i prostata. I 2019. Sidste år, næste år, det er en meget udbredt sygdom. 1.000 mænd dør af den. Der er god grund til at snakke om den, fordi sygdommen berører så mange mænd, kvinder og familier. På Teatret Svalegangen er stykket fuld af humor, så vi kan tåle at høre om det.

En Lille Smule Ubehag er skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf. Dramaet er humoristisk og følsomt og beskriver hans egen rejse gennem kræften.

"I begyndelsen ville jeg ikke fortælle noget til min kone og min datter. Og det var dumt af mig. Da jeg fortalte min hustru at jeg havde prostatakræft blev hun oprørt og ked af det. Jeg indså at vi mænd skal være bedre til at tale om sygdom og vores helbred", fortalte Jeff Metcalf i forbindelse med premieren i Salt Lake City, USA.

"Selv mine venner som jeg kendte gennem 25 år, selv de var skamfulde for at tale om sygdommen. Først da jeg begyndte at tale om min sygdom, fortalte nogle af dem at de også havde prostatakræft."

Stykket handler om en sygdom der rammer mænd, men både mænd og kvinder kan lide stykket.
"Ja, fordi indenfor de første 10 minutter indser publikum, at det handler om mere end prostatakræft. Stykket handler om at være menneske og se frygten i øjnene, når vi bliver syge og skal på hospitalet", siger Jeff Metcalf.

En Lille Smule Ubehag
Medvirkende Holger Østergaard
Tekst Jeff Metcalf
Instruktion Per Smedegaard
Oversættelse ABC Sprog
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Henrik Sloth
Produceret af Teatret Svalegangen