Som publikum sidder vi bænket på stolerækkerne, mens læreren fra den sorte skole hører os i tyske verber. Han bevæger sig op gennem rækkerne og laver tvist med ordene, så eleverne ikke falder i søvn. I monologen 'Det forsømte forår' vækkes gammel gru til live igen. Eksamensangst og sveddryppende tomme remser kører rundt i hovedet af den aldrende mand, der stadig forsøger at få mening ud af de forårsfornemmelser han forsømte som ung.

Forestillingen er en lille bid af den gamle roman-klassiker af samme navn fra Hans Scherfigs hånd. Ordene i monologen er spundet ud af historien om lektor Blomme. Sarkasmen der drev ned af murene og ud over hans elever i 40'ernes Danmark har tydeligvis skabt et indtryk i performeren og iscenesætteren Anders Ahnfelt-Rønnes sind. I aften sætter han kant på de gamle gloser fra latinskolen. Leverer rollerne med en let sammenbidt og hæmmet mund. Luner replikkerne med et underfundigt let nørdet humoristisk særpræg og giver mavesmerterne fra eksamenssituationerne en realistisk genkendelig stemme.

Jeg kan lide monologens enkelthed. Replikkerne og karakterene er taget ud af romanværket med omhu og den fysiske scene sættes med simple rekvisitter foran et sort bagtæppe. Fra en stumtjener tager performer Anders Ahnfelt-Rønne enkelte kostumer så som en hat, tørklæde eller frakke for at indikere et rolleskifte. Publikum benyttes aktivt som medspillere der giver stykket en direkte dialog til sit publikum. Set-uppet er simpelt, og forestillingen kommer til live ud af performerens tydelige kærlighed til de gamle karakterer der er i bogen.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Det forsømte forår' og til Teater Katapult som har inviteret.

Det forsømte forår af og med Anders Ahnfelt-Rønne.

Bodil giver sin karakter liv. Hun puster glæde og varme ind i den gamle dames lemmer og vi klukler fra stolerækkerne over de sære og meget elskelige træk hendes karakter har.

Bodil Alling står stærkt på scenen i "Himmelsengen". Hun har sine store nysgerrige øjne, og med sin troværdige stemme og små detaljer åbner hun en gammel dames univers for øjnene af sit publikum.

Hun har pakket og sidder klar med sin kuffert, for nu vil hun gense sin gamle mand, Albert, der sidder oppe i himlens seng ovenpå og venter på hende sammen med Gud og hendes afdøde slægtninge.

Teaterstykket "Himmelsengen", Bodil Allings jubilæumsforestilling, er en lille lun fortælling der både har varme og sjæl.

Hun har ikke nemt ved at få slukket sin kerte, den gamle kvinde og det er den humoristiske og finurlige fortælling bygget op omkring. Manus er skabt af ord fra en lille lomme af Aarhus kulturliv. Rønne, Søndberg og Alling har siddet i samme rum og har i fællesskab udviklet en humoristisk fortælling med sjove ordspil og fantasifulde billeder fra en oldings sengekant. Det er sjovt og nærværende.

Scenografien er enkel men meget velvalgt. Lyduniverset er et englekor værdigt, med salmeklang og trompet trubadur, -mangler måske kun en harpe. Skæv og elskelig karakterspil fra 40-års jubilaren Bodil Alling. Underfundig fortælling som har sin egen hattehylde i livets gang og sidst, men ikke mindst, har den humor og varme i sprogets fine omfavnelse af livets mangfoldighed. 5 stjerner herfra og tak for en rigtig god forestilling.

Himmelsengen
Medvirkende Bodil Alling, Søren Søndberg
Tekst af Bodil Alling, Hans Rønne, Søren Søndberg
Instruktør Hans Rønne
Scenograf Gitte Baastrup
Komponist Søren Søndberg
Tekniker Søren la Cour
Teknikerassistent Lars K. Olesen

★★★★Anmeldelse: 'Det begynder at blive koldt om fødderne'

Døden melder alt udsolgt på Teatret Svalegangen

21. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Døden giver os poesi, humor og nærvær. Døden er ikke en fejl ved livet der skal korrigeres. Det er ikke en svaghed. Det er et menneskelig vilkår der gælder for os alle og se den i øjnene er en kraftfuld sag. Velkommen til livet, og velkommen til Hans Rønnes opvågning på Teatret Svalegangen.

Hans Rønne er enestående, mens han vågner til bevidsthed om sin egen dødelighed. Står alene med charme og nærvær og vi gribes om hjertet af hans monolog om den sidste tid før døden tager ham. Døden er blevet nærværende for historiens fortæller, i det 4 personer i hans nærmeste omgangskreds er begyndt at falde fra. 3 venner, en kone og ikke mindst den lille nabopiges kat, der alle dør, vækker den kære mand til at se døden i øjnene. Det giver kolde fødder og tager tid at forsone sig med døden, men ud af hans historie skyder der en blomst. Han begynder at lytte anderledes til verden, f.eks. sangen han har sunget hele sit liv; ”Se nu stiger solen af havet skød.” får ny betydning. Hans Rønne giver livet en stor krammer i taknemmelighed for at være til, i det han omfavner sin egen dødelighed på scenen.

Historien er meget enkel, scenografi og lys er sparsomt og det virker godt, for Hans Rønnes ord kan sagtens bære at være blikfang. Han har humor og livsvisdom som virkemidler, og står som en mand der båder rummer små nærværende oplevelser som køb af kondisko, og samtidig har han et vigtigt budskab at dele ud til verden, og det gør han med stor varme, finurlige ordgøglerier og medmenneskelighed.

Af hjertet tak til teamet bag ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og til Teatret Svalegangen som er vært for stykket. Alt er i øvrigt udsolgt, med mindre teatret finder plads til en ekstraforestilling.

Det Begynder at blive koldt om Fødderne
Tekst og medvirkende Hans Rønne
Iscenesættelse Lars Knutzon
Scenografi Gitte Basstrup
Lys og Teknik Poul Jepsen

★★★★Anmeldelse: 'Tænk hvis man havde en rejsegrammofon', Teatret Gruppe38

Dine børns barndom bliver skabt i dag

10. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Drengene kommer tilbage til bordet med hver deres stykke kage og en cola i en riflet glasflaske. Vi er på café. Her venter vi mens døren ind til teatersalen er lukket. Der er også piger som griner og snakker forventningsfuldt. Forældre som er afslappede. Solen skinner ind til os gennem ruderne i baggården hvor Teatret Gruppe38 ligger. Det er i Mejlgade.

Det er lige nu, denne søndag eftermiddag, barndommen bliver skabt. Jeg kan se det på dem. Denne her dag kommer til at ligge i den store huskebog. Om 30 år er disse 10-12 årige børn blevet statsministre, embedskvinder, læger, skolelærere, og til den tid vil de gøre Danmark til et bedre sted at være.

På grund af denne dag. Og det er en god dag, og det er en god barndom.

Så åbnes døren. 60-70 mennesker strømmer ind og sætter sig til rette foran scenen. Tre skuespillere sidder ved et langt bord og kigger på publikum mens vi tager plads. Derefter begynder historien. Den handler om en lille by hvor alle kigger ned i jorden for ikke at falde når de går.

Du kender historien. Den er noget af det ypperste en dansk forfatter har præsteret. Karen Blixen's "Babettes Gæstebud" fra 1950. Den blev til en film af Gabriel Axel, og fik en ven der hedder Oscar i Hollywood. Nu er der teater for voksne og børn fra 8 år i Mejlgade, og den holder hele vejen.

Jeg beundrer Bodil Alling, Peter Seligmann og Conni Tronbjerg for at fortælle historien så man er helt grebet og væk i fantasiens virkelighed. Der bliver grinet, det er hyggeligt, det er gribende, historien om kunstneren der bliver født i en landsby hvor ingen ser noget, fordi de kigger ned, og genkender hinanden på skoene.

Historien om hvordan denne pige, Viola, er noget særligt. Hun synger højt, hun danser, hun er fantasifuld. Alle siger hun skal dæmpe sig. Det er lidt trist for hende, lige indtil den dag en kvinde ankommer til byen. En kvinde der kan lave mad og alt bliver lavet om.

Efter forestillingen strømmer børn og voksne ud af teatersalen. Jeg kan mærke det. De børn er tilfredse. Fantasien lever i dem mens de tager jakken på. En dag vil de huske tilbage på dengang de gik i teatret med deres forældre, og det var en god dag.

Da vi kommer ud i baggården skinner solen stærkere.

tænk, hvis man havde en rejsegrammofon
Aldersgruppe Voksne og børn fra 8 år
Medvirkende Conni Tronbjerg, Peter Seligmann, Bodil Alling
Dramatiker Bodil Alling
Instruktør Hans Rønne
Scenografi Sara Topsøe-Jensen
Komponist Søren Søndberg
Tekniker Søren la Cour

★★★★★Anmeldelse: 'King Lear', Shakespeare, Teatret Svalegangen

Storslået og flot forestilling

5. februar 2019.Kulturnyt, Lita Domino

King Lear Scenen er sat til en gammel klassiker. Der er en musiker og to skuespillere på scenen. Den første er King Lear spillet af Ole Sørensen, den anden skuespiller havde både roller som den skarpsindige nar og som alle døtrene. Og de to herrre gjorde det bravende godt. Med svære replikker og skarp mimik fyldte de scenen ud til kanten af hvad vi som publikum kunne bære af tragedie.

Sproget er utroligt raffineret og jeg beundrer deres store evne til at være til stede i de finurlige sætninger. Men de to herrer var på beundringsværdig vis meget stærke spillere. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

I tragedien King Lear møder vi magtbegærlighed og intriger og vi bliver ført ind i magt-tindernes arketypiske univers, hvor følelserne afgør alt og ingen er i stand til at tæmme udyret i de indre gemakker.

Det første vanvid vi møde i teaterstykket er King Lears forfængelighed. I stedet for at vælge at bygge sit land på stærke værdier som kundskaber, humanisme, styrke og fælleskab, vælger han at træffe beslutningen om videreførsel af hans rige, ud fra hvilken af døtrene der bedst kan udtrykke hengivenhed og kærlighed til deres far. I flatterende vendinger roser to af døtrene ham og erklærer deres stor kærlighed til ham, men den tredje datter vil kun tale sandhed og vil ikke sige sin kærlighed til ham i ord.

Og der møder publikum King Lears 2. vanvid - Egoismen. Han forkaster den tredje datter og udstøder hende i et hidsighedsanfald over ikke at få hendes strålende ros og smigrende kærlighed til ham at høre. Til hans ærgrelse viser det sig dog at de to søstre der nu styrer landet kun har had og ærgerrighed i hjertet og begår forræderi mod deres far, og kong Lear synker i selvmedlidenhed ind i senilitet og gennemtrængende galskab, det tredje vanvid, hvor han opløser sit jeg og sin forstand til usammenhængende tale.

For 400 år siden skrev William Shakespeare stykket King Lear. I Teatret Møllens opsætning er teaterstykket dog langt fra støvet, men har i stor stil stadig relevans for denne verden. Vi slås stadig med store udfordringer i form af magtbegærlige og grådige ledere af nationalstater og med den menneskelige naturs dunkle tilbøjeligheder til hidsighed, egoisme, og benægtelse af kærligheden som den sande vej til menneskets velbindende. Humanismen lever i trange kår, når ”King Lear” er ved magten.

Jullie Hjetland Jensen skabte et fantastisk lydunivers og er endnu en god grund til at gå ind og se forestillingen King Lear. Med en stribe af forskellige musikinstrumenter og hendes fantastiske stemme, løftede hun forestillingen op til flotte 5 stjerner. Hendes musik og lydunivers var meget rørende og gav teaterforestillingen en dimension af høj kvalitet.

Tusind tak teamet bag King Lear og til Teatret Svalegangen hvor stykket lige nu bliver spillet.

King Lear
Medvirkende Ole Sørensen, Thomase Clausen Rønne, Jullie Hjetland Jensen.
Tekst William Shakespeare.
Instruktion Hans Rønne.
Scenografi Gitte Baastrup.
Musiker Jullie Hjetland Jensen.
Produceret af Teatret Møllen.