Drømmer du om at kaste tomater efter en nøgen mand på scenen i Aarhus? Fremragende Emil Prenter i rollen som den opblæste bezzerwizzer Rasmus Berg. Belæst og latiniseret i København. Hjemvendt til sin landsby for at blive gift med sin elskede Lisbet.

Har du våde drømme om natten ved at forestille dig Sofia Nolsøe på scenen diskutere med sit køn og opnå orgasme større end Meg Ryan, ikke midt i en restaurant men i et århundred gammelt teater?

Hvis du gør, så er "Erasmus Montanus" noget for dig. Du vil med i købet få at se en dværg gribe fat i Prenters private del, og den lokale pigegarde med messinginstrumenter og trommer forklædt som teatrets skuespillere, 4 kvinder i burka, samt en guddommelig kulisse af David Gehrt og kostumer af Ida Grarup i forening.

Fed underholdning

"Erasmus Montanus" er Hollywood, skrevet af Holberg i 1723 og dekonstrueret af Christian Lollike. Holberg var den fyr der skabte dansk skuespil i 1722. Før ham var der kun franskmænd og tyskere på kongens slot, og de sang og spillede europæisk teater. På udenlandsk. Holberg skabte danske teaterstykker på et dansk teater i København, han skrev i rasende fart historier om danskere, på dansk. Allerede efter nogle få år gik teatret konkurs og kongen forbød i 20 år teater i Danmark.

Vi danskere er nemlig ikke så vilde med det der kunst på en scene. Giv os hellere fodbold, pub crawling, musik festival, Netflix - blandet op med en håndfuld musicals i en kurv til dén uheldige person der til enhver tid tabte kampen i regeringen og måtte nøjes med at være kulturminister, eventuelt parret med at være kirkeminister eller minister for offentlige fortove.

Vi er bønder, vi danske. Holberg hadede det og han tjente kassen på at underholde de lærde på latinskolerne og bønderne. Kristne bønder der ikke forstod videnskab, rationale og oplysning. Men sådan er vi. Suppe, steg og is er i dag byttet ud med selfie, veggie og "lad være med at røre ved mig, jeg er kold overfor dig!"

Ellers er der ikke sket noget af betydning de sidste 300 år i Danmark. Det er Lollikes budskab i "Erasmus Montanus", og det er sjovt. Instruktøren Lollike er dygtig til at være kynisk og morsom. Vi lever i en kynisk tid. Men jeg savner altså Charlotte Dorothea Biehl som var den første kvindelige forfatter i Danmark der kunne leve af at skrive. Hun gik skridtet videre fra Holberg. Hun forlod den kyniske (mande)komedie og gik videre til den følsomme komedie i 1765 med "Den listige Optrækkerske".

Vi har noget i vente. En kvindelig forfatter og/eller instruktør med fornemmelse for følelser.

Til premieren var teatrets 500 stole fyldt godt op med purunge mennesker der fyldte stolerækkerne med skateboards og latter. Fedt. De grinte meget, de unge, så det må være én af stjernerne til Christian Lollikes stykke. Det passer godt ind i tiden. Fantastiske kulisser. Humor. Eminente skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre. En okay historie om kampen mellem de dumme og de kloge - og hvem er egentlig hvem?

Et tema om hvad der er vigtigst i dit liv? At du kan føle kærlighed og stå ved din partner, eller at du kan forstå Einsteins strengteori? Hvad vælger du i dit liv? Kærligheden eller sandheden. De to er ikke tvillinger, desværre, men måske nok søstre som man kan elske på skift.

Se klip og læs også anmeldelsen af 'Cabaret' på Aarhus Teater.

Cabaret er en musical om friheden i Berlin, lige inden verden gik under. Der er fest på Kit Kat Klub i Berlin, 1929. Ingen censur og plads til alle former for seksualitet. Men festen i 'Cabaret' på Aarhus Teater har en skyggeside. Den flammende livskraft flakker op mod et mørke der er på vej i Europa med undergang og destruktion.

"Først og fremmest handler den om en tid i efterkrigsårene fra første verdenskrig", fortæller Instruktør Niclas Bendixen.

"Tyskland er lige blevet et demokrati. og censuren er blevet fjernet, så derfor har der nu været et årti med fest og stemning og leben."

"Samtidig har USA, Frankrig og England krævet krigsskadeerstatning, så det har nærmest tømt hele Ruhr-distriktet for metaller og alt...."

"Vi har et Europa der har strippet Tysklandfor deres identitet."

"Og det er så i dette her skæringspunkt, forestillingen starter. Hvor friheden blomstrer. Der er stemning. Der er fri seksualitet. Kunsten eksploderer."

"Samdig begynder en bevægelse om at skabe et Tyskland igen som man kendte det. Der er mange der prøver på det her, men dem der har mest succes med det, er jo nazismen."

"Så, her fire år efter det her, kommer Hitler til magten."

"Forfatteren og komponisterne Kander og Ebb sagde jo dengang i 66, at denne her forestilling var et vidne til fremtiden, om at sådan noget her ikke skulle ske igen."

"Og det interessante er jo, at vi nu står i en situation der på mange måder ligner - globalt - det der skete i 1929."

Nu kan jeg høre der er masser af fed musik og dans, og alting. Hvad ellers synes du der er godt i denne her forestilling?

"Der er jo nogle smukke kærligheds-momenter", fortæller instruktør Niclas Bendixen. "En skøn historie om et ældre ægtepar, Fräulein Schneder og Herr Schultz. De bliver dybt forelskede i dereslivs efterår, kan man sige. Og det er meget rørende, synes jeg.

"Men i Berlin på dette her tidspunkt, var det jo ikke kun lutter lagkage. Jeg tror overgrebene stod i kø. Jeg ved der var en gade i Berlinsom hed 'Mutterstrasse'. Her var kun prostituerede som var gravide. I den ene ende af gaden var de 1 måned henne, - i den anden ende var de 9 måneder henne. Og så kunne man køre som rig mand ned igennem gaden. Det virker jo meget, meget voldsomt."

"Der var en vrangside og en skøn side i Berlin. Når kunsten eksploderer og alting. Men hvis så samtidigt du ikke har nogen penge og inflationen stiger..."

"Den ene dag koster et rugbrød 1 krone, den næste dag koster det 100 kroner. Hvad har vi så? Vi skal jo have noget på bordet. Du skal brødføde din familie."

Det er næsten som i Rema.

"Nej, jeg håber Rema ikke laver dén."

Kan du nu have det godt, tusind tak Niclas. Jeg napper lige den her.

"Jamen, den skal du da have."

Ja, krybben er tom. Historien gentager sig. Eller hvad tænker du?

Tjek Cabaret ud på Aarhus Teater. Sofia Nolsøe er Sally Bowles og Emcee spilles af Simon Mathew. Klart et stjernepar.

Cabaret af John Kander, Fred Ebb, Joe Masteroff
Iscenesættelse Niclas Bendixen
Scenografi og lysdesign Benjamin La Cour
Medvirkende Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrik Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde m.fl.
Musikere Sascha Dupont, Christine Dueholm, Ida Gormsen, Anne Meyer, Alberte Svenningsen, Nikolaj Heyman
Kostumedesign David Gehrt
Koreografi Signe Fabricius
Musikalsk arrangør Jesper Mechlenburg
Kapelmester Sascha Dupont
Lyddesign Lars Gaarde

"Kan du lide Cabaret?" Synger konferencieren, "Wunderschön Cabaret."

Musicalen 'Cabaret' på Aarhus Teater er funklende i sin glamouriøse overflod og dens sprudlende bobler kildrer mine kinder til medlevende varme. 'Cabaret' har samtidig en lang mørk skygge. Den siver ind under sæderne hos publikum som en blå røg. Den ridser et Europa op i flammer og skaber med sin aparte sans for absurditet en forestilling om en desillusioneret verden. Det er voldsomt godt musikteater og kunst fra bedste skuffe.

Alverdens baggårdskatte finder vej til Berlin. Vi er på 30'ernes hotspot lige før krigen bryder ud. Her er fest og farver og frihed til at udtrykke sig. De unge springer... springer op, springer ud, springer på. De forelsker sig, udforsker hinanden, og falder om halsen på livet. Livet som det var i 30'ernes Berlin, før helvede brød løs. Da verden begyndte at brænde var der stadig fest i baggården, men nu var disharmonien flyttet ind. Dansen havde en skygge. Ville ikke forsvinde, men tog bolig på Kit Kat Klub og hos menneskene i klubbens midte.

Scenen er sat med show fra den store skuffe. Iscenesættelsen flænger himlen med nonner og hælder sprit på kærligheden til fest og farver. Skaber illusion med harmoni og disharmoni.

Koreografien er skarp og skaber showroom for alle de fede trin som Cabaret'en lever af. Dansen er fyrig og fræk og historien bliver udfoldet i skuespillet på en fin og medlevende facon af performerne.

Musikken er sin egen herre og det er selvfølgelig både med hofteholder og trikot. Skæv og udfordrende og ganske vidunderlig på samme tid. Scenerummet er fantastisk og skabt som et rum i rummet hvor teatersalen er afspejlet i scenografien. Performerne er hældt over med klæder af gyldenris og kongeblåt natte-sind så enhver farve-tosse må gibbe med øjnene.

'Cabaret' har sit eget skær. Ånden i stykket giver forskellige lysindfald i sin beskrivelse af begivenhedernes gang, af festerne i 30'ernes bohemeliv og den fremmedgjorthed der kom snigende med den nye nazitid. Beskrivelsen i 'Cabaret' af den frigørende ånd skaber lys i ansigterne som performerne udtrykker det i scenefortællingen. Sindene der åbner sig - når kærlighed og nydelse er i centrum - er mennesket i sit smukkeste lys. Skyggerne der falder ind når friheden opløses og bliver til meningsløshed er nervepirrende og smerteligt, men super skarpt udtrykt. Lige på kornet og tak for det.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Cabaret' og til Aarhus Teater for en ”Wunderschön” oplevelse.

Cabaret af John Kander, Fred Ebb, Joe Masteroff
Iscenesættelse Niclas Bendixen
Scenografi og lysdesign Benjamin La Cour
Medvirkende Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrik Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde m.fl.
Musikere Sascha Dupont, Christine Dueholm, Ida Gormsen, Anne Meyer, Alberte Svenningsen, Nikolaj Heyman
Kostumedesign David Gehrt
Koreografi Signe Fabricius
Musikalsk arrangør Jesper Mechlenburg
Kapelmester Sascha Dupont
Lyddesign Lars Gaarde

'Sandmanden' på Aarhus Teater er en gammel gyser om at søge efter sig selv. Hvem er jeg? Er jeg en blank kopi af mine jævnaldrende, af samfundets kværnende reklamer og pænt hår?

Eller er jeg noget i mig selv? Hvem er jeg? Hvor er virkeligheden henne?

Er livet bare en cola. Puff, så er det ovre. Cola, den perfekte drik - måske lidt for sød.

'Sandmanden' er en teaterforestilling om at finde sig selv, og finde virkeligheden.

Instruktør er Jonas Corell. David Gehrt har lavet scenografien. Dansere fra Holstebro Dansekompagni. Musik af Den Sorte Skole.

Han puster sand ind i øjnene på børnene og stjæler deres øjne. Barneværelsets uhyggelige gyserhistorier om sandmanden martrer den unge mands sind, spillet af Lasse Steen. Aarhus Teater har åbnet døren til sindets kringelkroge i multi-forestillingen 'Sandmanden'.

Forestillingen kombinerer stærkt betonende og kroget lyrik, med fantastisk emotionel og krævende dans.

Stykket har sin grund i fortællingen om det fragmenterede sind. En ung mand ånder ind i sit eget mørkekammer, hvor han fremkalder billeder i sit eget skæve sinds univers. Han oplever at den gamle sagnhistorie vågner, historien om sandmanden han hørte som dreng. Tankerne forvrider hans sind og gør ham angst og paranoid. Han skaber en anden virkelighedskonstruktion, indlever sig i den og oplever hallucinationer om deforme kroppe. De danser på afgrunden

Danserne fra Holstebro Dansekompagni giver en skarp præstation. Koreografien har en puls af stærke emotioner. De dygtige dansere kropsliggør de abstrakte billeder fra karakterens afgrund. De forstørrer det absurde og giver forestillingen nerve. De følsomme og til tider voldsomme lag af tekst i sammenhæng med bevægelse giver genklang i den mareridtsagtige uhygge som karakteren oplever i historien. Scenografien er kontrastfyldt og mærkværdigt anderledes. Den lægger sig i lag af kridt og sød eliksir over forestillingen og skaber en uhyggelig undergangsstemning.

Forestillingen er fyldt med skæve vinkler på virkeligheden og i 'Sandmanden' bliver det lydligt-gjort i den mørke elektroniske sound kreeret af 'Den Sorte Skole'. Lyduniverset skaber det dybe hjerteslag som værket i sin helhed har så fin tilknytning til.

Abstraktions niveauet er højt og forestillingen formår at tegne karaktererne og begivenhederne op både med sans for absurditet, en fænominal fysisk kropslighed af de forvrængede billeder og intellektets skarpe tunge i en nyfortolket tekst. Især har forestillingen et fint hjerte for mennesket der befinder sig et vanskeligt sted i livet og jeg var berørt af den følsomhed som blev lagt ind i historiens karakterer.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'Sandmanden' og til Aarhus Teater der i øjeblikket byder på gys og gru på Scala-scenen.

Sandmanden af E.T.A. Hoffmann
Dansere Bjørk-Mynte Paulse, Mikkel Alexander Toettrup, Elena Nielsen, Jasmine Gordon, Jon IpinaMatthew Rawcliffe
Skuespillere Andrea Øst Birkkjær, Lasse Steen, Frederik Mansø
Instruktør Jonas Corell Petersen
Musik Den Sorte Skole
Koreografi Marie Brolin-Tani
Scenografi og kostumer David Gehrt
Dramatiseret af Christian Lollike

David Gehrt gør det utrolige. Han er Ordets scenograf, han sætter scenen for Kaj Munks dramatiske sætninger, skrevet med gåsepen på et skrivebord kun oplyst af et enkelt stearinlys. Han har skabt en rund manege med sort sand, et langt bord og bagved videoprojektioner fra Vestjylland i grå toner. Havet. Kirken. Forstranden. Klitterne.

I Gehrts scenografi er farverne trukket af, sådan som den religiøse fundamentalisme dengang på Vestkysten fremstod i sin levemåde. Tilbage er lyset sort, hvidt og gråt. Den eneste rigtige farve på scenen er menneskenes hudfarve. Det er genialt, synes jeg. Han gør Ordet mytisk. Trækker den op på et højere plan. Mennesket står varmblodigt midt i livet, i en religiøs ramme som gamle mænd har sat op.

Hvordan vil det klare sig, mennesket? Med sin varme hud i en kølig vind fra havet?

Taget for pålydende er Ordet en religiøs forestilling om at tro eller at tvivle, men snøret stramt ind i en bestemt tro, nemlig dem der hylder guden Jahve. Instruktøren Anja Behrens har udtalt at hun ønsker at skabe en forestilling der er rummelig på tværs af religioner, og der er David Gehrts scenografi en styrke.

Forfriskende er også den kødelighed, som skuespillerne har med sig på scenen. Ikke bare har skuespillerne hudfarve, de har også levende kroppe under de sorte klæder. Meget rørende var det at se det gamle ritual hvor man vasker den døde, og det blev gjort på scenen ved at fjerne tøjet og med klude rengøre den døde krop med vand.

Men om Ordet helt kan slippe fri af stranden, hvor Kaj Munks skib kilede sig ind, det er spørgsmålet du selv må tjekke når du ser forestillingen.

"Det var dog en sølle tro", sagde præsten i Taulov til mig. Skuffet. Præstegården henlå i halvmørke, intet lys på denne dag i oktober. Udenfor lå himlen tung, mørk og grå, slæbte sin dvaske krop henover den kolde jord, men jeg var glad. 18 år gammel. Udmeldt. Farvel du kolde kirke hvor de enfoldige blandt mænd er konger, og resten sidder fastlåst på hårde kirkebænke og afventer ordskyen fra prædikestolen.

"Hvis ikke du tror på gud, hvad tror du så på?"

"Jeg tror på mennesket", havde jeg sagt til præsten. Så stemplede han min dåbsattest og bad mig om at gå.

Ordet rummer min tro, og derfor kan jeg lide forestillingen. Ordet tror på mennesket, og den tro vil altid være stærkere. Tak for den oplevelse.

Ordet af Kaj Munk
Scenografi David Gehrt
Instruktion Anja Behrens
Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov.

★★★★★Anmeldelse: 'Parasitterne', Aarhus Teater

Anmeldelse: Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

15. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk på Aarhus Teater.

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.

Parasitterne af Carl Erik Soya. Stykket er fra 1929 og aktuelt i dag.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Soyas Parasitterne er en god historie på Aarhus Teater

6. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Carl Erik Soyas mest berømte teaterstykke er Parasitterne som nu opføres på Aarhus Teater med Sargun Oshana som instruktør. David Gehrt har lavet den flotte scenografi som ligner et stort dukkehus fra Lego eller Playmobil.

Parasitterne er en historie om familien Gruesen der lever af at snylte på andre. Datteren er spillet af Marie Marschner. Hun er glad for mænd, og har fået et barn - et barn der får en afgørende betydning i komplottet mod den amerikanske millionær, Miss Olson spillet af Hanne Windfeld. Den stakkels Miss Olson lejer et værelse hos familien Gruesen, hvorefter Herr Grusen straks går i gang med at planlægge hendes død, og finde en vej til at få fat i hendes mange penge.

Kim Veisgaard spiller hovedrollen i Parasitterne. Han har netop fejret sit 40 års jubilæum som skuespiller. Bodil Jørgensen spiller hans kone, det er hendes debut på Aarhus Teater.

Parasitterne af Soya Carl Erik Soya var en dansk forfatter, som staten satte 60 dage i fængsel for at skrive historier om danskerne, som var sande. Senere måtte han flygte ud af landet, til Sverige. Parasitterne er fra 1929. Det Kongelige Teater købte stykket, men turde ikke sætte det op. Soya var kontroversiel. Stykket lå 15 år i en skuffe i København, inden det blev opført første gang. Soya døde i 1983, næsten 90 år gammel, 87.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

★★★★★Anmeldelse: 'Untz Untz Untz', Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

17. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

Untz Untz Untz
Medvirkende Nastia Ivanova
Koreografi Martin Forsberg
Scenografi David Gehrt
Lyddesign Mitja Nylund

★★★★★★Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Brutalt og ærligt teater lige i ansigtet på publikum

3. november 2018.Kulturnyt, Lita Domino

4:48 Psychosis er teater der foregår lige op i ansigtet på publikum. Det er et super kreativt sind der har skabt denne tragedie og jeg kan ikke se den med et filter der beskytter mig fra det. Dels ved jeg at dette er et sidste værk af Sarah Kane, der døde af selvmord efter at have skrevet stykket, dels er jeg så voldsomt rørt over Mette Døssings skuespil. Jeg har ikke set noget lignende før. Dette stykke er ikke en gal kvindes værk. Dette stykke er et menneske der skriver for at berettige sin eksistens og mere end det, det er en historie fortalt fra indersiden af en psykose. En forkrampet og smertefuld tragedie, der er så vedkommende at vi ikke må lave distance til det.

Publikum bliver lukket ind i et rum i kælderen hvor vi er frie til at gå og stå hvor vi vil. I rummet hænger der neonlys ned i lange rør. Det psykoseramte menneske kommer ind i rummet maskeret som en autonom i demonstration. Hun er hurtig i bevægelserne og tydeligt vred. Hun taler til publikum, går helt tæt på ansigterne og fortæller at hun er ked af det, at hun føler sig skamfuld, og at hun ikke vil leve mere, at hun vil begå selvmord. Hun udtrykker dyb smerte og er i sin lidelse et fantastisk og voldsomt billede på et menneske i dyb desperation. Tab af kærlighed, tab af mening. Poesien er faretruende og smuk på én gang. Ordene er skarpe og brutale. Fragmenterne af hendes sind er som farlige bomber i den ”normale” verden, hvor vi tror smerte er når vores kat dør men hos et menneske med en psykose er smertens totalitet mere voldsom, fordi her er det selve grundstenen i vores eksistens, vores identitetsfølelse der spaltes og går i opløsning. Hvis der ikke er nogen til at sætte sig ind i de fragmenter der er tilbage er vi fortabte. Forsvundet fra verdens overflade.

4:48 Psychosis er et provokerende og eksperimenterende undergrundsteater – kendt som ”In your face theater” hentet hjem fra England. Det er den form hvor publikum er en del af forestillingen og man kan forvente at blive råbt til, skældt ud lige op i ansigtet og inddraget i skuespillet. Det er en voldsom oplevelse og det gør ondt i medfølelsen at se dette stykke, som er så mesterligt spillet af Mette Døssing, uden at være i stand til at gøre andet end at være vidne til tragedien.

Tusind tak til Teamet bag 4:48 Psychosis og til Aarhus teater for at huse forestillingen.

4:48 Psychosis
Iscenesættelse Sargun Oshana.
Medvirkende Mette Døssing.
Scenografi David Gehrt.
Lyddesign Ise Klysner Kjems.
Lysdesign Anders Kjems.
Tekst Sarah Kane.
Oversættelse Morti Vizki.

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Hun begik selvmord efter dette teaterstykke

26. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sarah Kane, en ung britisk skuespilforfatter, begik kunstnerisk selvmord efter hun skrev dette teaterstykke. Hun hængte sig. Dette er hendes selvmordsbrev. Psychosis 4:48. Hendes testamente. Den sidste historie fra hende til dig.
Sargun Oshana er instruktøren. Den unge kvinde spilles af Mette Døssing.

"Det er en meget fragmentarisk tekst som indeholder alle mulige genkendelige sider af os mennesker", fortæller skuespiller Mette Døssing til 8000. "Og det er selvfølgelig et tungt emne, og det er store følelser, men det er også en forfatter som skriver enormt poetisk - men også med ironi og humor som vi mennesker oplever i pressede situationer, en form for overlevelse", siger hun.

Sarah Kane var 28 år gammel. Hun havde haft stor succes med at skrive skuespil, men indeni var hun tom og mørk. Det var om vinteren, sidst i februar. Hun var indlagt på King's College Hospital i London efter forsøg på selvmord. Det var efter midnat, det var timen hvor de fleste dør om natten, tiden mellem kl. 2 og kl. 3.

"Vi har jo ønsket at arbejde med, hvad er det der sker med et menneske, når vi bliver ramt af en psykose. Fordi det er så komplekst med en psykose, der findes mange forskellige former for psykoser, og vi prøver jo at oversætte det ind i et scenisk værk hos et menneske som indeholder alle de forskellige psykoser der findes", fortæller stykkets instruktør, Sargun Oshana.

Sygeplejersken på hospitalets sengeafdelng lod Sarah Kane alene, og det var en fejl, fordi Sarah tænkte på selvmord. Det står i journalen. Sarah løb i strømpesokker ud på toilettet, lukkede døren og hængte sig. Hun blev fundet ved halvfire tiden. 4:48 Psychosis er det sidste skuespil Sarah Kane skrev. Hun så det aldrig selv på scenen, men nok i virkeligheden på det toilet.

4:48 Psychosis opføres på Aarhus Teater, Studio scene.

4:48 Psychosis på Aarhus Teater
Instruktør Sargun Oshana
Medvirkende Marie Døssing
Scenografi David Gehrt
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Lysdesign Anders Kjems

★★★★★Anmeldelse: 'Friheden', Aarhus Teater i tivoli efter lukketid

Striptease, spåkonen og ugens glade krøbling

23. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Ja, der er smerte i verden, i livet, i mig og måske i dig. Lidelsen findes. Hvordan kommer vi af med den? Skal vi ikke bare gå i tivoli og glemme det hele?

Jeg kigger rundt på de cirka 30 mennesker der står samlet udenfor Tivoli Friheden. Det er aften. Aarhus Teater er på udflugt. Vi bliver ledt ind i forlystelseshaven efter lukketid. Vi er spændte. De gulhårede stik-i-rend-drenge går forrest mens de slår på tromme. Vi stiger ombord i den gamle karrusel og sætter os på trappetrinene. Så starter eventyret, og karrusellen triller rundt i et roligt tempo.

Vi sidder ansigt til ansigt med tre soldater-søstre som fortæller om krigen. De lemlæstede kroppe. Den unge fyr de fangede i et hus og trak ham udenfor for at dræbe ham. Han lignede deres lillebror. Om natten opsøger han dem som et spøgelse, fordi de slog ham ihjel.

Det sker. Der er krig i verden. På mange fronter. Der er lidelse. Og vi er træt af den. Hvad skal vi gøre?

Pjerrot har truffet sit valg. I en af de seks scener som de fantastiske skuespillere serverer for os, har Pjerrot trukket sig tilbage til Jylland. Aarhus. Han rejste væk fra Harlekin der som den onde trold opsøger ham i Tivoli Friheden. Den scene - skrevet af Rasmus Krone - er et godt stykke smørrebrød. Den smager af barndommen, den vi forlod uden at se os tilbage. Pjerrot han gør oprør mod lidelsen.

Instruktøren Line Paulsen har gjort et godt stykke arbejde med Friheden, synes jeg. De seks små forestillinger hænger sammen. Friheden og fantasien, er de muligvis vores to helte der skal slukke lidelsen i vores brystkasse? Du må tage en med ud i Friheden og finde svaret selv.

Friheden rummer samfundskritik. Vi er med til Miwa Takahashis begravelse, skrevet af Anna Skov Jensen. Miwa var så heltmodig, så fin, så dygtig. Men stress slog den unge kvinde ihjel. Jeg kigger rundt. Ingen af os føler os ramt. Sådan da.

Heldigvis kommer vi bagefter ud at sejle med sørøverskibet med kurs mod Ønskeøen. For at skibet kan sejle skal vi alle sammen virkeligt ønske at se Ønskeøen. Historien har en pointe. Du må opleve den selv. De to sørøvere beklager siger over at vi vælger både Klokketårnet og Ønskeøen samtidigt. Den går ikke.

Vi må vælge. Enten at parere ordre og finde os i lidelsen, eller vi må vælge fantasien, at være kloge, stærke og modige.
Lidelse eller frihed.
Eller...
Den sidste scene i stykket - efter 2 virkeligt underholdende timer med indlagt pause og kaffe og mere sjov - den sidste scene, skrevet af Sonja Ferdinand, gav dig overskriften på denne anmeldelse. Vi har jo en tredje mulighed for at slippe for lidelsen. Nemlig striptease, spåkonen og ugens glade krøbling. Når du har set stykket ved du hvad jeg hentyder til. Det er en god pointe, en god oplevelse. Jeg anbefaler Friheden. 5 stjerner, det er ikke for meget. Den sidste stjerne i stykket, den finder du selv i Tivoli Friheden efter lukketid.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

Aarhus Teater i Tivoli Friheden efter lukketid

Fantasi og frihed folder sig ud i den magiske have

20. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Nu kan du komme i Tivoli Friheden efter lukketid og opleve teater. Det er Aarhus Teater der er på udflugt i Friheden, sammen med forfattere og skuespiller som fylder haven med fantasi, gøgl og dramatik.

'Jeg kan godt lide den idé om at man træder indenfor i en form for autonom zone, hvor der er nogle helt egne regler som ikke har noget med verden udenfor at gøre', fortæller instruktøren Line Paulsen.
'Hvor det løsslupne fantasifulde får luft, og hvor man inviteres til at få en pause fra hverdagen.'

Der er jo vældig meget fantasi i forestillingen. Hvad betyder fantasi for dig?
'Jeg synes fantasi er en lige så stor del af virkeligheden, som det man umiddelbart ser og hører', siger Paulsen til 8000.dk
'Friheden er også vigtig. Alle går jo og har en frihedslængsel i sig. Et ønske om mere frihed i sit liv.'

Aarhus Teater opfører Friheden i Friheden for et lille og eksklusivt publikum, der bliver ført rundt i haven til 6 små forestillinger. Der fantasi og frihed til alle.

Hvad håber du publikum får med sig hjem?
'Det skal være sjovt. Det er nogle fantastiske karakterer de kommer til at møde', siger Line Paulsen.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater

Hvad ville du gøre?

12. maj 2018.Kulturnyt

I Biedermann og Brandstifterne flytter djævelen ind. Eller er han bare en flink fyr? Det er spørgsmålet, der er evigt aktuelt. Hvordan reagerer det 'gode menneske' når brandstifteren flytter ind i huset. Man vil jo så nødigt fornærme folk, og vi vil gerne være venner med alle. Men kan man det? Hvornår skal man stå fast og sige nej?

Biedermann og Brandstifterne er et af de mest kendte dramatiske værker skrevet af Max Frisch. Stykket blev opførst første gang i Zürich for 60 år siden. Måske kender du en anden af Max Frisch værker, nemlig romanen Homo Faber der er trykt i flere end 4 millioner eksemplarer.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater.
En komedie af Max Frisch.
Instruktør Christian Tafdrup.
Medvirkende Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland, Aarhus Teaters Kor.
Scenografi David Gehrt.
Komponist Sune 'Køter' Kølster.
Lysdesign Anders Kjems.
Lyddesign Kim Engelbredt.

★★★★★★Anmeldelse: 'Lav Sol' på Aarhus Teater

Hvis du elsker bacon er dette stykke ikke til dig

5. maj 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Lav Sol er et fantastisk stykke performance i den geniale genre. Hvis Aarhus Teater var Noma, ville Lav Sol blive serveret på samme tallerken som glasset med myrer. Idéen smager bedre end mørbraden på en myre. Jeg elsker idéer, så derfor var Lav Sol noget for mig (selvom jeg også er storslem til bacon).

Som koncept. Som idé. Som kunst
Lav Sol er 'Ceci n'est pas une pipe' i teaterform. Og du kender sikkert det billede af René Magritte, og det er kartoffelmos uden bacon. Idéen er god, men vi ville have foretrukket en pige i bikini.

Man kan se på aber at de generelt har et lettere liv end os, fordi aben slipper for vægten af bevisthed. En banan og en krop indenfor rækkevidde, så er aben glad. Vi andre bliver bekymrede. Vi spekulerer. Vi mærker sindets vældige stenhjul formale indtryk og ælte dem til nye former, ny bevidsthed.

Det er tungt at være intelligent. Det er hårdt at være genial. Lav Sol er genialt.

I begyndelsen af Lav Sol græd jeg. De to skuespillere er fanget i et vanvid af kunstig intelligens med alt for megen information. Som dyr i et bur. Ligeglade, tomme, fortabte i informationens vanvid.

Du ved hvad jeg mener.

Engang var det tegn på menneskelighed, intelligens og sejhed at kunne finde vej til et hotel i Harzen. I dag er mennesket ikke andet end et ligegyldigt vedhæng som drejer rattet til højre og venstre ned gennem Tyskland.

De to mennesker i bur, som du kommer til at opleve, har givet intelligensen bort til maskinerne. Nu er de tomme. De gider ikke engang bolle med hinanden. Computeren styrer deres liv.

Men forfatteren til Lav Sol er som sådan blevet småtræt af bevidsthed uden krop. Hvilken glæde har vi af den. Skuespillerne aflirer lange meningsløse tirader af intellektuelle ophobninger af ord. Bortkastninger fra et forpint sind.

Bevidsthed er fravær af liv. Sådan hører jeg stykket. Når vi tænker en tanke, da sker det først efter vi har spist vores bacon, eller set teaterstykket. Bevidsthed indtræffer efter livet er indtruffet.

Derimod kroppen, den er livets mening. Abens greb om bananen. Smagen af frugtkød. Hud mod hud. Kroppen er selve livet.
Derfor skal næste stykke fra forfatterens skrivemaskine være et stykke fyldt med krop, erotik, følelser, hud. Altså 'Høj Sol'.
Tak for oplevelsen.

Lav Sol på Aarhus Teater
Relevans Hud er vigtigere end hjerne.
Dramatiker Peter-Clement Woetmann.
Iscenesættelse Sargun Oshana.
Scenografi David Gehrt.
Medvirkende Sofia Nolsøe, Alvin Olid Bursøe.

Fanget i den kunstige intelligens?

Fanget bag glasset

29. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Lav Sol på Aarhus Teater handler om dit møde med den kunstige intelligens. Vi bombarderes med information, og det gør noget ved vores krop. Kroppen er i oprør. Den savner berøring. Lav Sol handler om teknologi, etik og humanisme. Opsætningen er utraditionel. Du står helt tæt på skuespillerne, og de inviterer dig indenfor i deres digitale sindstilstand.

Lav Sol på Aarhus Teater
Dramatiker Peter-Clement Woetmann.
Iscenesættelse Sargun Oshana.
Scenografi David Gehrt.
Medvirkende Sofia Nolsøe, Alvin Olid Bursøe.

★★★★★Anmeldelse: 'My Heartache Brings all the Boys to the Yard'

Stærkt og vedkommende teater

9. februar 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Anmeldelse: Stærk og vedkommende teater med monologer der åbner op ind til en lyrisk verden.

I teaterstykket My Heartache Brings all the Boys to the Yard møder vi tre personer der i monologer inviterer publikum ind en tankeverden præget af fantasier der hele tiden ligger tæt op af virkeligheden.

Det kunne lige så godt være en sand skildring af en ung generations svære kamp for kærligheden, men er hele tiden forskudt ved at blive udtrykt som tankeeksperimenter.

'Kender I det...?' lokker skuespillerne for at få et øjebliks opmærksomhed i en ellers ensom tilværelse hvor hvert menneske er en øde ø.

Det var rørende at komme tæt på personerne i stykket fordi de gav så ærlig en skildring af hvor svært det er at lukke et andet menneske tæt på. At turde at vælge sin vej i livet, turde at bekende sine følelser og følge sine drømme. Især når drømmen er nærhed med et andet menneske er det så svært at finde vejen hvis man som udgangspunkt er ensom og alene i verden.

Men drømmen lever i alle karaktererne i stykket og de eksperimenterer med at nærme sig et andet menneske via digte, sange og monologer.

Publikum bliver placeret forskellige steder i rummet i sofagrupper og skuespillet foregår som totalteater blandt publikum, hvilket giver en stærk medrivende oplevelse af at det lige så godt kunne være mig, beskueren der har oplevelsen af at være ensom og på jagt efter kærlighed. Det er så genkendeligt.

Aarhus Teater har købt samtlige sofaer i byen så du kan sidde blødt og afslappet mens skuespillet foregår helt tæt på dig. My Heartache Brings all the Boys to he Yard er et teaterstykke som fokuserer på at være ærlig. Væk er alle røgkanonerne og snorlige stolerækker.

Det er den dag du finder et kondom på gaden og tænker på, at det kunne være frækt at være sammen med Søren i en baggård. I har sex i baggården, mens I håber på at folk ser det. Han kaster dig op ad væggen, en hånd for munden, river dine trusser til side og knalder dig med kondom.

Hvis du nu fik en underlig følelse i kroppen, så skyldes det måske at du er mand. Læs forfra og forestil dig du hedder Søren.

Nanna Cecilie Bangs stykke handler om sex, længsel og ensomhed.
'Det handler meget om de ting som vi måske normalt ikke siger. Altså give et rum her, hvor jeg har prøvet at undersøge de ting som normalt ikke er på overfladen', siger hun til 8000.dk

'Jeg synes det er spændende at undersøge den tvivl som der kan være i at skulle finde ud af, hvor man er i verden og i livet. Og det synes jeg skal ske i et ærligt rum.'

Der er tre gode skuespillere med i stykket. Anna Nøhr Tolstrup, Asta Kamma August og Christian Hetland. Han får et blowjob at en pige, der synes han skal synge som Leonard Cohen. Det er meget godt, men hendes hår dækker så han ikke kan se om det er porno, det blowjob. Bagefter græder pigen.

'Der er en replik i stykket: Måske bliver jeg bare ikke lykkeligere, end jeg er nu. Så det er måske også at finde ud af - måske var det bare det. Måske er det bare dette her jeg er i lige nu, måske kommer der ikke til at ske noget vildere. Måske er mit liv bare det her', funderer Nanna Cecilie Bang.

Hvad tænker du selv helt privat. Kan man blive ved med at blive mere lykkelig, eller er der grænser?

'Jeg er ikke så god til at give de der svar. Tror også det er derfor jeg skriver. Jeg har ikke så meget lyst til at give publikum svar, men jeg vil rigtig gerne de begynder at stille spørgsmål, og føle sig genkendt', siger dramatikeren Nanna Cecilie Bang.

Aarhus Teater, Studio
Medvirkende Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup, Asta Kamma August
Dramatiker Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse Morten Lundgaard
Scenoegrafi David Gehrt