Foto: Øystein Haara
Måske som en veganers oplevelse af en hotdog. Pas på!
Huha, det var hårdt. Du ved, blot på grund af det faktum at kaviar er kostbar og eftertragtet, så er det ikke nødvendigvis min kop te. Privat må du forstå, denne her anmelder gik aldrig i skole, og han elsker en god historie.
Så, du forstår? Cancel Bertha er store skovlfulde af kaviar, og mig med lukket mund der bare drømmer om en hotdog, måske lidt cancan og striptease.
Eller omvendt. Denne anmeldelse smager måske lidt som en veganers oplevelse af en hotdog, eller som en kasse puslespils brikker med billedet af en dum mands oplevelse af et intellektuelt værk. Men jeg mener det dog, hvad jeg siger. Hæng på! Hvis du læser videre, har du givet samtykke.
Det frygtelig billede af livets gentagelser
En kvinde i en reflekterende gymnastikdragt kommer ind på scenen. Hun gør bevægelser, ruller rundt på gulvet, gentager positurer, halve dansetrin, stiller sig på alle fire som en hund der strutter med numsen. Forstår du? Derefter gentager hun sig selv, indtil en mand med skæg kommer på scenen.
Manden viser sine stærke underarme frem. Han har tatoveringer. Slår rundt med armene, går i knæ, rejser sig. Gentager sig.
Et par i reflekterende dragter kommer på scenen. Manden klæder sig nøgen, bortset fra et par reflekterende Jens-lyn badebukser. Speedo-modellen. Sammen med kvinden laver han bevægelser i synk, går på knæ, står på alle fire sammen som to hunde.
Sådan fortsætter vi. Hver gang der kommer nye dansere på scenen, fortsætter de andre dansere deres gentagelser. Til sidst er det en hel spillemaskine fyldt med tandhjul og glimtende dragter, der gentager sig selv i en stor geometrisk koreografi med et stænk af matematik.
Gentagelser. Repetitioner. Dette er billedet af det frygtelige liv af gentagelse. På jobbet. I dig selv. I dine ben når du går, og i dine arme når du spiser. Livet er en repetion.
Repetion uden iteration. Der findes 2 begreber for den tilstand som 'Carte Blanche' portrætterer: Døden uden udvikling, eller simpelthen bare en sjælløs robot.
Er det sådan det moderne menneske er blevet? Sjælløs, eller med et mekanisk bevægelsesmønster som enhver AI-robot allerede i dag kan udføre meget bedre end de norske dansere?
En hvirvlende flod af gentagelse - hvor er min redningsvest?
Det meste af Europa - særligt i Norge og Belgien - er begejstret for 'Cancel Bertha'. Jeg forstår fascinationen af de komplicerede koreografier der fletter dansernes bevægelser sammen til store hvirvlende floder af gentagelse.
Det minder fuldstændigt om arbejdere der plukker bomuld eller putter varer fra Kina i papkasser dagen lang på et stort varehotel. Bevægelserne er tomme, men effektive.
Lyden rummer også gentagelser. En kvinde synger "We have change of the moon" med guitar til. Denne linje gentages cirka 100 gange. Så er der en metronom med 180 BPM som knalder mit øre i cirka et kvarters tid. Og endelig, da gentagelserne er ved at ebbe ud, en sang om "When we get home from work", måske 80 gange.
Ja, jeg blev lidt søsyg af gentagelserne. Jeg elsker iterationer, alle mennesker gør det. Ingen elsker repetitioner. Så tak for den oplevelse, jeg elsker at Jan Martens gør os opmærksom på forskellen mellem repetion og iteration.
Den sidstnævnte er frugtbar, den første er gold. Dødfødt allerede inden solen står op.
Tak til de 14 norske dansere, Jan Martens, Carte Blanche, og til Bora Bora for at invitere stor Europæisk dansekunst til Arhus. Nu skal jeg have en hotdog.
Cancel Bertha - Carte Blanche af Jan Martens
Dansere Adrian Bartczak, Aslak Aune Nygård, Brecht Bovijn, Dawid Lorenc, Gaspard Schmitt, Ihsaan de Banya, Iris Auguste, Mai Lisa Guinoo, Nadege Kubwayo, Noam Eidelman Shatil, Núria Guiu Sagarra, Ola Korniejenko, Ole Martin Meland, Olha Mykolayivna Stetsyuk
Kostumedesign Indrani Balgobin
Scenograf Joris van Oosterwijk
Lysdesign Elke Verachtert
Koreografisk assistent Naomi Gibson
Co-produktion Bergen International Festival
Collage Luke Drozd
Proces- og pressefotos Øystein Haara
Video David Alræk.
Ambjørn Happy, Kulturnyt.net
★★★★★★
beskytter