Anmeldelse af 'Klovnen der bare ikke var særlig sjov': Det er magisk. Det er fantastisk. Det er godt teater for børn og voksne. En perfekt kombination, hvis du er træt af klovnen på McDonald og dine børn er trætte af uendelige rum med billeder på væggene, Aros. Dette her teaterstykke er sjovt for både dig, og for dine børn. En god ting at gøre sammen.

Der er en særlig stemning på Teateret i Frederiksgade. Der lugter af lykkelig barndom. Noget naivt. Empatisk. Knagerækker i børnehøjde. Voksne med rolige øjne. Jeg kan se børnene føler sig godt tilpas, sammen med de voksne.

Stykket handler netop om den lykkelige barndom. Men det er den jo ikke altid, vel. Og hvad gør man så?

Claus Mandøe er klovnen i cirkus, og han er bare ikke særlig sjov. Cirkus direktøren vil fyre ham, fordi han er så kedelig. Mandøe spørger sin bedste ven, Leo den gamle løve, hvad han kan gøre?

Løven finder en løsning.

- Prøv at cycle rundt på en en-hjulet cykel.

- Det er ikke særlig sjovt, er det?

- Jojo, så cykler du hurtigere og hurtigere indtil du vælter! Det synes folk er sjovt på Youtube!

- Hvorfor det?

- Det ved jeg ikke. Måske noget med at det er rart at se andre mennesker også kan falde og slå sig.

- Har du flere idéer?

- Ja! Du kan også gå på line og så falde ned og slå dig rigtig meget!

De fleste normale børn bliver ramt af stress, når de hører hvor sjove de skal være. Eller lækre, eller seje, eller morsomme, eller bare helt fantastiske med tusindvis af følgere på de sociale medier.

'Klovnen der bare ikke var særlig sjov' har en pædagogisk pointe, som jeg godt kan lide. Du skal bare være dig selv. Måske er du ret kedelig, men det er ikke så vigtigt. Sjov og ballade og venskab er meget vigtigere end 5.000 følgere der alligelvel ikke kommer til ens fødselsdag. Og man kan have venner, selvom man er en mere rolig natur. (Som de fleste børn heldigvis er).

Teater Refleksion er kendt for sin opfindsomme brug af teknik og fantasi. I 'Klovnen der bare ikke var særlig sjov' står Max Bering til venstre på scenen og spiller musik. Klovnen er til højre på scenen. Imellem dem står et cirkustelt som Christoffer Brekne gør levende med en fortryllende video-projektion. Løven er skabt af Amanda Axelsen Sigaard, mere levende end nogen rigtig løve jeg har mødt. Og sjov, er den. Bjarne Sandborg har instrueret.

Tak for oplevelsen. Den er god.

Klovnen der bare ikke var særlig sjov, af Kim Fupz Aakeson
Medvirkende Claus Mandøe og Max Bering
Instruktion Bjarne Sandborg
Scenografi/dukker Amanda Axelsen Sigaard
Scenografiassistent Niels Willum Andreasen
Lysdesign Morten Ladefoged
Musik Max Bering
Lyddesign/teknik Morten Meilvang Laursen
Værksted William Højberg Nielsen
Videoanimation Christoffer Brekne, Amanda Axelsen Sigaard
Plancher Nanna Rosalia Siggaard.

Naboen i mit gamle kvarter ved Storcenter Nord dræbte sin kone. Jeg kendte hende. Sådan er mænd jo, eller er de? Er mænd farlige og ondskabsfulde? Eller er vores adfærd mest præget af kulturen omkring os, og mindre defineret af vores køn? Det er en overvejelse værd i stykket 'Girls & Boys' på Aarhus Teater.

Historien 'Girls & Boys' handler på overfladen om menneskets selviscenesættelse og forklaringer på ondskaben i os, skrevet af den britiske playwright Dennis Kelly. Den fortælles af en kvinde der spontant oplever kærlighed i en kø i lufthavnen i Napoli. Hun bliver stormende forelsket. Sublimt spillet af Nanna Bøttcher.

Hovedpersonen fortæller humoristik og selviscenesættende om den fantastiske kærlighed. (Forestil dig en ugebladsnovelle, eller en medvirkende i et reality-show, dén slags kærligheds-ytringer).

De flytter sammen og får børn.

Det er sjovt fortalt. Publikum griner, men jeg gør ikke, fordi jeg kender lusen på gangen. Ikke kun genkender jeg den gamle nabo, men også mange feminine udgaver af mennesker når vi ikke kan føle.

Jeg er vild med forestillingen. Brilliant scenografi. Højttalere i forskellige højder, billeder af hovedpersonens fornemmelse af andre mennesker. Lyden er lige i skabet og giver refleksioner af hovedpersonens forklaringer. De kører i ring. Hun plages af et barns åndedræt. Hendes egne ord giver ekko, sublimeres i sindets spejlkamre, ekkoer af skyld.

Mange blandt publikum græd undervejs mens stemningen skifter. Latteren forstummer efter nogen tid. Noget ubehageligt og skræmmende dukker langsomt op i tågen over Loch Ness. Hovedpersonen begynder at antyde noget om hendes børn skæbne. Man fornemmer lugten af grusomhed sprede sig ud blandt publikum.

Den kvindelige karakter i Dennis Kellys stykke udviser de gængse tegn på psykopati, borderline, what-ever du kalder det, måske hun er ramt af en tragedie? Hun player os, synes jeg. Sætter sig selv i scene i en historie om mænds ondskab. Redegør for de øvrige medvirkende i sit liv, men afslører ganske få følelser om sig selv - med mindre det er synd for hende, så græder hun.

Og dog, hun påstår hun taler om følelser. Så siger hun for eksempel: "Jeg har den der følelse man har, når man har lyst til at smadre folks tænder med en forhammer." I mine ører er ordene tegn på en tom bogreol i sektionen 'Menneskelige følelser' på hovedpersonens lokale bibliotek.

Nanna Bøttcher står solidt på scenen. 100 minutter. Hun taler og bevæger sig uafbrudt. Det er stort karaktér-arbejde, synes jeg. Skifter elegant mellem nutid og fortid i sin fremlæggelse af Dennis Kellys idé.

Men hvilken idé er det, hvad er meningen med stykket? Se det for dig selv. Du kan komme i tvivl, eller være sikker bagefter. Anmeldere over hele verden er uenige om stykket 'Girls & Boys', så der er god plads til at du kan finde din egen mening med stykket.

Tag eventuelt et lommetørklæde med. Så du kan tørre tårerne på sidemandens kinder. Det er stærke sager, hårde temaer der bliver sat op til kant. Et stykke til god debat når I går hjem. Du finder din egen mening med 'Girls & Boys'.

Girls & Boys af Dennis Kelly
Medvirkende Nanna Bøttcher
Oversættelse og instruktion Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt

Hun entrerer scenen som en rosa dronning fra en gammel ane-væg. Pernille Rosendahl er sanglærken i musik og danseforestillingen Vita Danica som netop har fået premiere på Aarhus Teater. Med sin følsomme, dragende og klangfulde alt-stemme tryllebinder hun sit publikum. Vita Danica har sit eget særlige udtryk og er som et sagnomspundet danefæ.

Vita Danica er forestillingen der med sin klangfulde tone rører mig dybt. Den smukke Pernille der med sin stærke vokal padler sit publikum frem gennem melankoli, spreder sig ud over tusind års sanghistorie og stiller dem i kontrast til en ny tid hvor sangene har en anden bevæggrund. Der er en stærk strøm af flyvende lærkesang og jeg kan ikke få armene ned af begejstring.

Danserne fra Holstebro Dansekompagni er intense og udtryksfulde på scenen. De laver en trappestige med smukke og til tider voldsomme og dramatiske iscenesættelser af livet som det ser ud i dagens Danmark. De spiller harmoni op imod disharmoni ved at give kant til de gamle tekster fra sangene, og laver på den måde nye kropslige refleksioner til det at være på dansk jord i dag. Et modspil der gør hver scene stærk og i sin helhed fuldendt.

Er den danske sangskat andet end et stykke danefæ i træsko? Har vi noget at bruge sangene til i vores moderne tid? Skal vi ryste forfædrene til live igen, eller lægge dem til hvile i en velbevaret gravkiste?

Det var nogle af de spørgsmål forestillingen rejste i mig. Kan det moderne menneske genkende sig selv i datidens sange, og hvad sker der med vores selvforståelse når vi tager udspring i de træsko som forfædrene har efterladt da de gik i graven?

Forestillingen Vita Danica rummer både poesi, er fyldt med dragende musik, har klangfuld og tryllebindende sang, samfundssatire som forstyrrer mit halvlukkede øje med sine skæve vinkler, ny moderne dans med nerve og i sammensmeltningen bliver det til scenekunst af særdeles høj karakter.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Vita Danica og til Aarhus Teater for en fantastisk oplevelse.

Koncept, musik og sang Pernille Rosendahl
Koncept og koreografi Marie Brolin-Tani
Koncept og instruktion Sargun Oshana
Kostumedesign Mark Kenly Domino Tan
Arrangement og musik Søren Vestergaard
Scenografi og lysdesign Sarah Fredelund
Lyddesign Mads Horsbøl
Medvirkende Pernille Rosendahl, Søren Vestergaard, Dennis Ahlgren
Dansere fra Holstebro Dansekompagni Giorgia Reitani, Jaume Luque Parellada, Jasmine Gordon, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen, Jon Ipina (Rosie Stebbing / Carl Hughes)

Rebekah Caputo har skabt en fin lille historie på Teater Refleksion om at være fremmed. Der er 4 stjerner for originalitet, fantasien, animering og emnet, at være udlænding i Danmark. Hun kender det fra sig selv. At blive rykket op fra sit land, sine venner og familien - for pludselig at stå i Aarhus som immigrant.

Historien fortæller hun med papir og pap der vækkes til live med præcis dukkeføring og et herligt tegneseriesprog som lyder italiensk-agtig. En pige ankommer til landet fordi hun er heldig at have papir på sit navn og sin herkomst. Bliver lukket indenfor i kongeriget, mens andre bliver sendt ud af landet. Hun har det rigtige papir.

Til gengæld forstår hun ikke sproget og kulturen. Det er en stor opgave at finde sig til rette i et nyt land. Men det lykkes for hende.

Det er dejligt at se animeret dukketeater. Jeg tror det er en sund oplevelse for børn at besøge Teater Refleksion. Der er så meget fantasi at man blive glad og ønsker sig tilbage til 10-års alderen.

Belonging Kunstnerisk leder, instruktør og performer Rebekah Caputo
Udstillingsdesign Pernille Kofoed
Scenografi Pernille Kofoed, Rebekah Caputo, Arnau Olesti Recasens og Beatriz Pérez Ruiz
Dukkemagerkonsulent Sif Jessen Hymøller
Rådgivende instruktør Bjarne Sandborg
Lyddesign Rob Mackay
Lysdesign Morten Ladefoged
Teknik Morten Meilvang Laursen

Fantasi er menneskets største skaberkraft, som vi har medfødt. Men ligesom muskler skal den udvikles allerede i barndommen. Fantasien skal styrkes, og den bør have næring. På Teater Refleksion får publikum i disse dage et kraftigt kosttilskud af ren fantasi, så det er en fornøjelse af mærke.

Skabelse er en finurlig forestilling. Levende lydeffekter. Dukketeater og live video på scenen. Sådan får dukkeførerne og lydmageren figurerne til at blive lyslevende i en fantastisk historie.

En histore om at skabe.

Gennem en lang eventyrlig rejse, udfolder scenens to hovedfigurer sig ved at plante træer, der bliver til en skov med skræmmende løver og springende antiloper. De bygger byer og flyver til universets ende, de blinkende stjerner.

Med levende video bliver forestillingen samlet på en skærm. Dukkeførernes arbejde foregår i en sandbænk, og det transmitteres direkte op på skærmen. Sådan kan publikum nyde de to sider af skabelsen på samme tid. Fusionen mellem det rent praktiske, hvordan dukkerne styres, træer sættes ned i sandet, dyrene rykker frem. Og fra den anden side. Historien der samles på fantasiens skærm.

Meget inspirerende. At kunne se hvordan et stykke pap bliver til en historie for øjnene af publikum. Byer bryder i brand. En dreng og en pige leger tagfat i skoven. Fantasifuldt, og det er godt.

Skabelse
Medvirkende Rebekah Caputo, Jacob Kirkegaard, Henrik Andersen
Instruktør Bjarne Sandborg
Instruktør assistent Helle Sikjær
Dramaturgisk konsulent Jesper B. Karlsen
Dukker Cato Thau
Scenografi Mariann Aagaard assisteret af Kirsten Rosenkrantz Grann, Anna Maria Olby Bertouch-Lehn, Babara Katzin
Musik/lyddesign Henrik Andersen, Morten Meilvang Laursen
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Sigurd Dissing , William Højberg Nielsen

★★★★★Anmeldelse af 'Othello', Teater Refleksion

Den dejligste Othello lagkage

25. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I dag fik jeg en himmelsk mundfuld af den skønneste lagkage jeg kender, men i en ny og anderledes form. I dukketeatret ”Othello” er bunden en gammel klassiker fra William Shakespeare skrevet i år 1603. Historien om ungersvenden General Othello og hans ærkerival Lago. Historien med de stærke temaer som kærlighed, jalousi, forræderi og hævntogter der med sin tyngde beretter om livets store spørgsmål. En bund af litterær dannelse som ikke normalt er nem at bide skeer med, men i kyndige dukkefører hænder bliver det et vidunderligt grundlag for at udforske menneskesindets kringelkroge for både børn og voksne.

Det næste lag i lagkagen var et magisk skakspil. Scenen var bygget op som et skakbræt med dukker udformet som skakbrikker. De havde hver deres funktion og personlighed, og blev små levende karakteristikker som både vakte genkendelighed, begejstring og gru hos sit publikum. Perfekte kulisser når magtspil, løgne og passion skal undersøges og en fantasifuld ramme for det dejlige dukketeater.

Det næste lag i søndagslagkagen var de to dygtige dukkeførere der med lange arme og skøn koreografi gjorde ”spillet” levende. Med finurlig ansigtsgestik, højtidlig omhu og rørende humor fik de hyldet de levende og lagt de døde i graven, som det hør og bør i den slags tragedier.

Det sidste og mest uundværlige er flødeskummet på toppen. Hele det forventningsfulde publikum der sad i teatermørket og nød hver en scene i det gode selskab. Det er den nydelse der opstår hos børn og voksne, når de får en velfortalt historie. Teatrenes varme favn, hvor mennesker kan sidde sammen og lade sig indtage af magien som bliver skabt når nogen gør sig umage med fortæller-kunsten, som denne dag på Teater Refleksion.

Tusind tak til teamet bag ”Othello” og til Teater Refleksion som har inviteret gæstespillet indendørs.

Othello af Passepartout Theatre Production
Dramatisering og instruktion Jacques S. Matthiessen
Medvirkende Lene Hummelshøj og Christine Gaski
Musik Fredrik Lundin
Dukker Martynas Lukosius
Scenografi Christian Q. Clausen
Illustration Passepartout Theatre Production

★★★★★Anmeldelse 'Farvel Hr. Muffin', Teater Refleksion

En god agurk til dine børns spørgsmål om livet

3. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Selv børn på 8 år kender til det. Vi er født med det der brændende spørgsmål i sindet: "Hvad så nu? Hvor mange agurker kan jeg nå at spise?" Og vi dør når spørgsmålet er blevet til en bunke aske der kan blæse væk i vinden. Ingen hører svaret. Vi falder i søvn eller møder folk i et paradisisk efterliv. Mælkebøtterne vokser op på vores grav.

I forestillingen møder vi Hr. Muffin. Han er dejligt marsvin. 7 år gammel. Han bor i et lille hus, tjekker sin post og tænker over alt det gode han har oplevet i livet.

Hr. Muffin elsker når han får breve, bagefter tygger han dem til småstykker når de er læst. Fordi det synes marsvin er sjovt. Han elsker mandler som hans menneske-ven finder til ham. Og alle sine minder fra sit liv som marsvin. Dengang Fru Marsvin levede, og ungerne, og de tog på eventyr.

Så hvis du giver dit barn agurk med i skole, så tag det også med på Teater Refleksion. Her er nydelse til fantasien og forståelsen. Her er bidrag til spørgsmålet som alle børn kender: "Hvad sker der når nogen dør? Bedstemor, vores kat, undulaten, marsvinet?"

Alt godt i livet, det er værd at nyde. For Hr. Muffins vedkommende er det agurker. Det er noget marsvin elsker.

Claus Mandø er på scenen og skaber liv til Hr. Muffin så publikum hviner og griner. Det er godt teater, det er noget børn elsker.

Marsvin kom fra Bolivia, Peru og Colombia. De var ombord på skibene til Europa når de vendte hjem fra eventyr. Marsvinet bliver 4 til 8 år gammel, inden det dør. Foderet skal bestå af hø, tørfoder og grøntsager. Marsvin kan ikke tåle løg af nogen slags, avokado og kartofler samt tomatgrønt. Marsvin kan godt tåle agurk men det er ligesom slik for dem. Det er godt at give dem lidt agurk hver dag.

Farvel, Hr. Muffin
Teater Teater Refleksion og De Røde Heste
Medvirkende Claus Mandøe, Else Anker-Møller
Manuskript Claus Mandøe, efter børnebog af Ulf Nilsson
Instruktion Bjarne Sandborg
Scenografi/dukker Mariann Aagaard, assisteret af Sille Heltoft
Musik Else Anker-Møller
Værksted/Teknik Steen Molls

★★★★★Anmeldelse 'Ivalus første sang'

Myter skaber modige børn

2. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det har store konsekvenser for en lille pige, når hun finder sin sangstemme (og riffel) i den mørke vinternat. Den hårde natur sætter hende på prøve, og hun må med stort mod og sin gamle bedstemors visdom overvinde en frygtelig fare der truer.

Vi er i et land langt mod nord, men temaet ”at finde sit mod” er universalt og må findes i alle mennesker, uanset hvor vi kommer fra, og hvilken alder vi har.

Jeg frydes, når jeg møder gode historier, og hjertens gerne fra myternes verden, der tør at fortælle om det væsentlige i menneskelivet. Det har jeg mødt i Ivalus første sang. Et fortællerunivers af kaliber

Jeg er på Teater Refleksion, der har inviteret et gæstespil på besøg fra det Københavnske teater ved navn De Røde Heste. Ivalus første sang er en skøn forestilling for børn fra 6 år og opefter og for voksne med hang til gode fortællinger.

Publikum bliver budt velkommen i en iglo, hvor vi sidder på sælskind, for nu skal vi høre en vidunderlig historie. Fortælleren og skuespilleren hedder Claus Mandøe, og han kan åbne en historie op med dyb stemme, trommer, sang, nerve og indlevelse, så det gibber af fantasi og skønne billeder i sit publikum. Billeder af lyset der ændrer sig med årstiderne, om en gammel kulturs åndeverden, om dyrenes væsen og om at leve i samhørighed med naturen.

Har du nogensinde tænkt tanken at fisken du spiser til aftensmaden har givet sit liv for at du kan få føde? Har du sunget taknemlige sange til den, for det offer den skænkede, da den lod sig fange? Vi er i magiske Grønland og her lærer en lille pige, Ivalu, betydningen af pagten mellem mennesker og dyr og hun finder modet til at handle i overensstemmelse med dette, da hendes familie og hun selv skal overleve i vintermørket.

Mennesket har fortalt historier siden vi lærte at kommunikere med ord og jeg bliver aldrig træt af den magi der opstår i disse situationer. Ivalus første sang kunne sagtens leve i sin enkelthed med Claus Mandøe som fortæller, men det var en ekstra skøn gave at få den serveret med små analoge virkemidler. Trommernes dybe rytme, lydeffekter af storm og vilde dyr, skyggeteater, og lys der understreger stemninger og historiens essens, alt sammen uden at tage fokus fra det væsentlige, som jo er fortællingen af en god historie og samhørigheden der opstår på magisk vis mellem fortæller og publikum.

Af hjertet tak til teamet bag Ivalos første sang og til Teater Refleksion som har budt forestillingen til byen.

Ivalus første sang Teatret De Røde Heste
Medvirkende Claus Mandøe
Instruktør-konsulent Kai Büchner
Træfigurer Niels Willum Andreasen
Træsnit Sven Havsteen-Mikkelsen
Lyddesign Andreas Sandborg
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Steen Molls, Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen

★★★★★Anmeldelse: I ''Nattens Lys, Teater Refleksion

Børneteater med de blideste hænder

23. februar 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Alle børn kender spørgsmålet, hvad der mon sker i verden når alle sover. I en forestilling på Teater Refleksion tager solo-skuespiller Andy Manley blidt alle børn i hænderne og viser dem den magi der er ved natten. Det gør han i forestillingen I nattens lys som er en lille magisk perle for de 3-6 årige og alle os der har sådan én gemt i hjertet.

Hr Nat er den vidunderlige voksne der ikke bliver sur når børn ikke kan sove. Han lever i et magisk univers der ved første øjekast ligner et almindelig hus med mange fine ting. Men Hr Nat er ikke helt almindelig og i hans verden lever der usynlige børn i alle skabene. I denne drømmeverden tager han sig godt af børn og dyr der lever i hans hus. Hvis et barn ikke vil sove men hellere vil opleve månens magi, så tager han barnet forsigtig i hænderne og giver hende en sanselig oplevelse af magi. Det er så poetisk og nærværende og helt på barnets præmisser.

At give børn magi er den bedste gave efter min mening. Det gør dem åbne, glade og nysgerrige små mennesker, der udforsker og tryllebindes af verdens vidundere. Jeg elsker voksne der gør sig umage med at give børn denne gave og Teater Refleksion er altid gavmilde. Det bedste børneteater har både noget at tygge på og magi at forundres over og det har jeg endnu engang fundet i deres teater ved denne forestilling I nattens lys. Et barn kan få lov til at tænke over natten der er så mystisk og måske blive lidt mindre bange for mørket når de får lov at opleve at mørket også har alt det vidunderlige lys, som kun kan ses når mørket har lagt sig over verden.

Tusind tak for en gennemført og magisk oplevelse fra teamet bag I nattens lys og til Teater Refleksion for at invitere dem til byen.

I Nattens Lys Teater Refleksion og Andy Manley
Medvirkende Andy Manley
Scenetekniker William Højberg Nielsen
Manuskript Andy Manley
Instruktion Bjarne Sandborg
Scenografi Mariann Aagaard, assisteret af Amanda A. Sigaard & Rebekah Caputo
Musik/lyddesign Daniel Padden
Lysdesign Anders Kjems
Værksted/teknik Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen

★★★★★Anmeldelse: 'Kasse-Madsen', Teater Refleksion

Levende dukketeater så hjertet jubler

27. januar 2019.Kulturnyt, Lita Domino

I Teater Refleksion er dukkerne levende. Har de mest fantastiske bevægelser og humoristiske udtryk. Dukketeater så hjertet jubler og tårerne triller og det er slet ikke svært at leve sig med i hovedpersonen Madsens tilværelse, for han er jo ligesom et rigtigt menneske, -han er ligesom mig.

Kasse-Madsen er skabt i Teater Refleksions værksted. Og med høj æstetisk sans har han fået liv gennem et tæt samarbejde mellem dukkemager, dukkefører, scenografi og vidunderlig musik. Der er ingen ord i forestillingen, men det er legende let at fange historien om Kasse-Madsen. Det er de essentielle ting i livet der er temaet, og hovedpersonen går igennem en stor magisk udvikling foran os, som alle kan relatere til.

Det handler om ensomhed. Den kære Kasse-Madsen vandrer alene rundt i tilværelsen, - går alene, venter alene, forundres alene og falder alene, uden at nogen forstyrrer ham i det. Lige til den dag at nogle kasser begynder at dukke op i hans verden. Historien udvikler sig, og til hans store forundring nærmer kasserne sig hans hjerte og han må lukke dem ind. Madsen danser rundt med de levende kasser, han kommer i kontakt med magtudøvelse og magtesløshed, bliver ked af det og trøstet. Han får et dybt personligt forhold til kasserne og til sidst regner det ned fra himmelen med endnu flere vidunderlige kasser, for Madsen er begyndt at elske sine kasser og så er det jo magisk at opdage at verden er fuld af dem og man kan boltre sig i glæde og samvær. Bravo for den pointe.

En god oplevelse starter allerede når man træder ind i teateret og det ved Refleksion godt. Så en af dukkemagerne Niels Willum Andreasen har udstillet sine magiske skulpturer i foyeren og de er også værd at bide mærke i. Ud af skrot har han skabt eventyrlige figurer som står rundt omkring, eller hænger på væggene. Fantasien bliver vakt og man for lyst til at fortælle eventyr om figurerne. Tak for den oplevelse.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Kasse-Madsen og til Teater Refleksion for en fantastisk oplevelse.

Kasse-Madsen
Medvirkende Bjarne Sandborg, Outi Sippola, Rebekah Caputo.
Intruktion Espen Dekko.
Dukker/Senografi Mariann Aagaard.
Lyddesign Jesper Hasseltoft.
Musik Max Bering.
Værksted/teknik Morten Meilvang Laursen.

★★★★★★Anmeldelse: 'Gerdas Rejse' på Teater Refleksion

Anmeldelse: Gerdas Rejse er en magisk opdagelsesrejse

18. november 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Se så! Nu begynder vi. Sådan starter HC Andersen sit eventyr om Snedronningen, hvor lille Gerda skal så grueligt meget igennem for at finde sin Kay. Teater Refleksion har ladet sig inspirere af dette prægtige eventyr til en installation af magisk lyd, lys, dufte og videooptagelser. Her er ingen skuespillere men en underfundig rejse gennem mange riger i sporene efter den lille Gerda.

Jeg fik en kæmpe oplevelse på Teateret Refleksion her i formiddag. Med strømpesokker listede jeg mig langsomt igennem mange af de verdner som den lille Gerda vandrede for at finde sin Kay. Jeg mødte rosenhaven, hvor man kunne lege med spejlstykker i et puslespil og her duftede det af blomster. Med et kalejdoskop gik jeg på opdagelse blandt eventyrlige stationer med forskellige skyggespil, fornemmelser af sne, rosenblade og lysspil. Jeg vandrede af stier og trapper, hvor der var krystaller, lys, vand og stof og ledte mig videre ind i et rum med puder, hvor jeg kunne ligge og kigge op i en smuk blomsterhave. Jeg kom videre til en magisk skov der skiftede med årstiderne, som piplede af dyr, lys og lyde og den vidunderlige duft af bark. Jeg kom til en hule beklædt med skind, hvor jeg kunne sidde og lytte til rensdyr. Jeg holdt særligt af is-hulen, hvor jeg kunne se nordlys og smukke krystaller spejle sig i hulens vægge. Til sidst endte Jeg i Gerda og Kays have igen, hvor jeg kunne lægge de sidste brikker i puslespillet.

Lige midt i Aarhus hjerte ligger denne perle af et teater, der elsker at give børn og voksne eventyrlige oplevelser. Teater Refleksions forestilling ”Gerdas rejse” er så sansemættet at jeg følte mig helt fortryllet og nærværende da jeg kom ud efter forestillingen. Inspireret og beriget af denne perles julegave til eventyrglade gæster, gik jeg bagefter og tænkte på lege, jeg kunne skabe sammen med børn, jeg kender, og hvordan jeg skulle huske mit nærvær, så jeg kunne opleve den kommende jul og vinter med størst mulig forundring og glæde.

Tusind tak for at vække mine sanser til teater Refleksion og teamet bag Gerdas rejse.

Gerdas Rejse
Ide/koncept/scenografi Mariann Aagaard & 3 franske scenografer og videokunstnere.

★★★★★Anmeldelse: 'At glemme... At huske...' på Teater Refleksion

To små erindringsperler i byens teater Refleksion.

3. oktober 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Når bølgerne drukner vores elskede eller når flammerne fortærer vores dyrebareste er smerten uundgåelig, og efter os må vi slæbe erindringerne om de tab og den rædsel der står som en søjle af lidelse i os. Den bliver tilbage i os som sansninger der ikke vil slippe os, før vi slipper den.

I aften har jeg været vidne til to erindringen om det tragiske ved at stå tilbage efter ulykken har ramt og hvordan de to performere arbejder med det at huske hvad der skete som en nødvendighed.

Den første forestilling er en slægtstragedie som bliver ved med at ske. Det handler om drukneulykker i kvinden Melanie Thompson liv. Om vandet der kan tage liv men også om vandet der kan hele smerten hos det menneske der har været ramt i generationer. Hun valgte i sin fortælling at rense sig for angst og sorg og på smuk kunstfilm kunne jeg se at hun steg op af vandet til sidst som symbol på at lade den gentagende tragedie få en ende.

Den næste forestilling handlede om en brandulykke som Bjarne Sandborg oplevede som dreng. Jeg blev grebet i hjertet af hans smukke og ulykkelige fortælling. Han sad på sin lille barnestol da forestillingen begyndte og græd tusindvis af sten under sin performance. Han tegnede sig gennem smerten, skrev, og stillede dukkehuse op som viste hans tab. Flammerne der havde fortæret blev baggrund for et skyggeteater. Det var meget hjerteskærende at se ham fanget i sit værste mareridt. Til sidst så det ud til at han fandt en fred ved hans barnemøbler og hans historie sluttede her.

Teateret Refleksion er lille og intimt og jeg blev fanget af kunsternes helt nærværende måde at fortælle livshistorie på, for det kræver både mod og vilje at vælge livet efter at ulykken har ramt og måske var det en nødvendighed at gøre det til kunst. Derfor er jeg oppe at ringe med fem stjerner, for hvor er det dejligt at se performance som gælder livet.

Tusind tak til teamet bag ”At glemme… At huske” og til Teater Refleksion for meget gribende forestillinger.

At glemme... At huske
Medvirkende, manuskript og scenografi Melanie Thompson, Bjarne Sandborg
Instruktion Melanie Thompson
Lysdesign Kim Glud

★★★★Anmeldelse: 'Liaisons på Bora Bora'

Når blikket gør sult til sten

23. maj 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Eksperimenterende danseforestilling på Bora Bora
Aftenens danseforestilling på Bora Bora handler om synssansen. Koreografen Maria Topp undersøger synets påvirkning af vores relationer og sociale strukturer, med referencer til det politiske. Forskellen mellem blikkene: øjenkontakt og det slørede blik. Publikums øjne der ser på danserne, og danserne der ser tilbage opløse subjekt og objekt.

Jeg oplever rummet, musikken, danserne i et nærbillede. Vi kommer helt tæt på gennem aktørenes øjenkontakt med publikum. Jeg kan mærke musikken jeg er omgivet af som noget fysisk, lyset der gradvist dør ud for så at vende tilbage. Den stilstand jeg oplever når aktørerne kigger tilbage på mig, får mig til at kigge indad i stedet og danne mit eget betydningsunivers af det jeg oplever. Jeg undersøger mit syns indvirkning på stykket, aktørernes kroppe smelter i meget langsomt tempo og bliver til sidst til sten. Sulten i deres øjne er nu blevet til sten. Er det mit blik der har skabt konsekvensen?

Et vellykket eksperiment, der nær var gået galt, fordi det handler om stilstand, som er enormt svær at sætte i scene fordi publikum skal opgive at lade sig underholde for at kunne opleve det helt subtile ved stilstanden. Men refleksionen som den enkelte publikummer gør sig, er det hele værd. Nogle fik politiske tanker om fasisme, kønsroller, feminisme og andre oplevede tomhed. Jeg personlig oplevede sult. En umættelig trang til konsekvenser, føde, inderlighed, varme og kontakt. Derfor må jeg give det 4 stjerner. For det var et vovet eksperiment at køre tempoet så langt ned, og heldigvis lykkes det uden at jeg selv blev til sten.

Tusind tak for oplevelsen til Bora Bora og ensemblet bag Liaisons.

Liaisons på Bora Bora.
Dansere Kenneth Bruun, Olivia Riviere.
Lyd Julia Giertz.
Lys Mårten K. Axelsson.
Dramaturgi Igor Dobricic.
Koreografi Marie Topp.