Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Thomas Markmann
Klik på nogle af historierne og læs mere om Thomas Markmann.
Foto: Anders Teibel
★★★★Anmeldelse 'Kattegatforbindelsen', på Teatret Svalegangen
Skal en stærk bro bygges med kærlighed, eller med beton?
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af Kattegatforbindelsen: Folket har talt - Vi vil igen være samboende hen over Kattegat. I Istiden har Samsø frakoblet sig fastlandet og nu må menneskeheden bøvle med at få den indlemret igen med broer og med alliancer af enhver slags.
I aften er der møde i 'Sambiosen' på Samsø. Et møde der stiller skarpt på samfundets hidsige ønske om kontrol, op imod menneskets behov for natur og forbindelse med hinanden. Den nye satiriske farce 'Kattegatforbindelsen' fra Teatret Svalegangen er en underholdende forestilling til 4 stjerner.
2. maj 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Vi inviteres ind i de bløde hjerters stue. Historien i 'Kattegatforbindelsen' er en karakterdrevet fortælling. Her forsøger Samsøboerne at balancere de nye tiders fremdrift med deres kærlighed til det daglige liv.
Vi møder befolkningen der siger: '...Vi er ret dårlige til at snakke sammen, når vi er uenige...' og '...Vi må hellere ikke blive så meget uvenner, at vi ikke kan spille bordtennis sammen bagefter i klubben...' Vi er i Sambiosens midte, som de kalder deres mødested.
Det er svært for befolkningen på den lille ø i Kattegat at debattere. Den nye Trafikminister, glimrende spillet af Maja Juhlin, er sejlet ind fra 'Kjøvenhavn' sammen med sin spindokter. De har ikke på samme måde problemer med at vinkle og give retoriske bud og skud ind i debatten. De vil have en bro, så de hurtigt kan komme fra København til Aarhus.
Det er heller ikke svært at ytre sig for de unge aktivister der gerne stiller deres krop og sjæl til rådighed for en god sag. Persongalleriet folder sig ud med satire og kritik af den svære forbindelse mellem mennesker. Replikker der bliver leveret underholdende af teamet.
Et kunstgreb der giver teaterstykket 'Kattegatforbindelsen' sit særlige præg, er en voice-over af Tv-guruen Søren Ryge Pedersen, indvævet i forestillingen. Som en lydfil der både har form som historiens fortæller, og som en lurendrejer-stemme der forsøger at farve spillet. Den folkekære entertainer, der i mange år har luget om danskernes aftenkaffe, messer lune og hygge ind på publikumsrækkerne hvilket løfter stykket, synes jeg.
I forestillingen 'Kattegatforbindelsen' laver de et underfundigt forsvar for det bløde hjerte. Forskellige mennesker der kæmper for sagen, men som egentlig er mere optaget af at finde en forbindelse med hinanden. Jeg ser det som en hyldest til hverdagen, og måske også en lille kritik af, at vi helt kan glemme at holde fast i det oprør, som vi også nogle gange må gøre, når samfundet er for grådigt i sin fremdrift... Tør vi stå ved os selv på dette punkt?
Tak til teamet bag for den oplevelse.
Kattegatforbindelsen, af
Teater anmeldelse
'Kattegatforbindelsen' - ny satire på Teatret Svalegangen
10. februar 2026.Kulturnyt, Teater
Teatret Svalegangen tager os med på en tankevækkende rejse. Forestillingen 'Kattegatforbindelsen' zoomer ind på drømmen om en fast bro mellem Jylland og Sjælland.
Idéen dukkede op i 2019. Den lovede kortere rejsetid og bedre sammenhæng. Men planer om motorvej over Samsø har sat gang i stor debat.
Dét spørgsmål hænger i luften. I stykket møder vi et broget persongalleri. Naturforkæmperen Steen vil bevare stilheden og landskabet. Politikeren Eva Jakobsen ser broen som et must for Danmarks fremtid. Unge idealister tvivler. Lokale beboere frygter at miste deres hjem.
Konflikten bliver både personlig og stor. Instruktør Per Smedegaard holder balancen uden at tage parti. Han selv mærker både fordele og ulemper. En time kortere til København lyder rart. Samtidig er CO2-udledningen svær at ignorere. Satiren bliver et åbent rum for alle synspunkter.
Søren Ryge leder os igennem med sin rolige fortællerstemme. Han binder historien sammen med eftertænksom charme. Naturen og de stille konsekvenser får lige så meget opmærksomhed som de højrøstede argumenter.
Kattegatforbindelsen får danmarkspremiere på Teatret Svalegangen 2. maj 2026. Spilletiden løber til 30. maj. Teksten er skrevet af Thomas Markmann.
Kattegatforbindelsen
Teater
Foto: Per Morten Abrahamsen★★★★Anmeldelse 'Drømmen' på Teatret Svalegangen
De fylder luft på drømmen om en ny fremtid, men glemmer hinanden
27. august 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Drømmen' på Teatret Svalegangen: I forestillingen 'Drømmen' iscenesætter de drømmekasteller med jazzet musik og dramatiske og teatralske følelsesopgør fra et parforholds arne. Politisk spind fra 70'ernes EF-kampagner bliver til luftige drømme om anerkendelse i nationenes øjemed. Forestillingen er en 4 stjernet oplevelse med et scenegulv som en kamparena for luftkastellerne.
Vi danner kreds om dem, -de bor i vores midte, - på Egernvej på Frederiksberg og på scenegulvet folder de en kamparena ud for øjnene af os. Vi er deres publikum. I forestillingen 'Drømmen' er vi med på første parket. Det karismatiske par Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver trukket frem af historiebøgerne i dette teaterstykke og folder sig ud i vores midte. Behandler spørgsmålet: 'Hvad er det nu Velfærdsstaten er for en størrelse, og er vi egentlig interesseret i det når det kommer til stykket?'
I forestillingen 'Drømmen' følger vi ægteparret, når de drikker sig fulde, skændes eller præsenterer de danske kerne værdier for verdenseliten. Han der sælger visioner fra sin talerstol i folketinget, og hun der iscenesætter dem i rollen som ministerfrue og kendt skuespiller.
Et stjernepar. Bare ikke som kærester.
I kender den, drømmen om ikke at have problemer, - nogle andre skifter ble på vores mor eller tager sig af børnenes skolegang. Teaterstykket 'Drømmen' tager os med på rundtur i Velfærdsstaten i dag og danner tråde tilbage til dengang EF var på tegnebrættet. Vi møder en pårørende på et plejehjem og en sosu-hjælper vikar. De forelsker sig og drømmer sammen. Historien om Helle Virkner og Jens Otto Krag bliver foldet ud som et luftkastel eller en flygtig fantasi. En blød start i forestillingen der har sit udspring i de manglende hænder i samfundet og bliver sat i relief til den gamle historie om det umage kendis-par. De blafrende faner i de Socialdemokratiske kerneværdier bliver behandlet gennem små episoder fra et parforhold.
Der har været mange ideologier der har præget det danske samfund gennem tiden, men den mest fremtrædende er vel nok ideologien om velfærdssamfundet. ”Her er nok til alle og vi er alle lige”, men kan man skabe teater der rammer luftkastellerne i en politisk drøm? Teaterstykket 'Drømmen' er ikke bare en fortælling om Socialdemokratiets partiprogram og ej heller kun om det umage par Helle og Jens. 'Drømmen' fortæller om længslen efter nærhed, kærlighedens vilkår og drømmen om anerkendelse, men den fortæller også om konsekvenserne ved luftkasteller og for det er jeg taknemlig.
Tak til teamet bag forestillingen 'Drømmen' og til Teatret Svalegangen der inviterede indenfor.
Drømmen af
Teater anmeldelse
Foto: Montgomery★★★★★Anmeldelse: 'Anbragt', Teatret Svalegangen
Hendes barndom dufter af øl og til tider nybagt brød
23. marts 2024.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Anbragt': Hun elsker sin far. Han er morsom, og når hun bliver vred kan han se hende i øjnene og råbe med på alle 'fuck dig'-ordene, til hun bliver helt rolig igen inden i.
- Det kan han i i hvert fald i de øjeblikke hvor han ikke er fuld eller når han ikke selv er rasende og tæver sin nye kæreste. Forestillingen 'Anbragt' er et samfundskritisk teaterstykke, men samtidig også en rørende fortælling om et barn med en hård opvækst. 5 stjerner.
Forestillingen 'Anbragt' er først og fremmest en fortælling om mennesket. En fortælling om alt det sårbare, når et barn skal anbringes væk fra sin familie. Forestillingen er også et cadeau til de børn der lever på kanten. Den stærke pige i fortællingen der med et iltert temperament ikke vil lade sig kue.
I 'Anbragt' er hovedkarakteren en pige i overlevelsesmodus og hun er ofte i affekt. Garderer sig, råber, længes, græder og ofte er følelserne i store bogstaver.
Skuespillet bliver underbygget af små øjeblikke hvor hovedkarakteren 'barnet' træder ud af historiens tid for at reflektere. Jeg er særligt rørt over den dialog der finder sted mellem far- og datter karakteren, hvor han skal have barnet til at køre med sin nye plejemor, idet datteren ikke længere kan bo hos ham. Den egentlige anbringelse udenfor hjemmet.
Historien giver også et billede af det medmenneskeligt problemfyldte i plejeforældrerollen. De svære punkter mærker de, når de kan se at deres nye plejebarn længes efter sin far og skubber alle andre væk. Når de to voksne begynder at råbe ad hinanden, fordi de er i oprør efter en konflikt med barnet.
Skuespillet har en fin fornemmelse af de små og store udsving i følelseslivet som nødvendigvis må være i disse situationer.
Systemet har konsekvenser, når det fungerer som et rullebånd. Flytter mennesker som man flytter bagage i en lufthavn. Scenografien lavet af Katrine Krohn tegner dramaturgien op på en rørende og meget konkret måde, ved at lade midterlinjen på scenen være et rullebånd. Her kører personer, flyttekasser, sofaer og godgørende mennesker ind og ud af barnets tilværelse.
'Systemet' må først finde barnet og det er svært at forvalte hendes tarv, når de voksne snakker forbi hinanden. Rådgiverne skifter job, skal skrive rapporter, vurderinger som i skyndingen bliver hen over hovedet på far og barn. Barnet de gerne vil hjælpe, og faren, taler et andet sprog end systemet, og deri er en konflikt i sig selv. God pointe i stykket synes jeg.
Rullebåndet stopper først op idet pigen møder Gunnar og Henriette, der for en tid skal være pigens plejeforældre. Forestillingen har et særligt øje for systemet og mødet med barnets vilkår, og det gør stykket godt, - både tragisk og til tider lettere absurd, - hvilket vel afspejler virkeligheden for mange i disse situationer.
Teaterstykket 'Anbragt' er en fin fortælling om børnene på kanten. Cadeau til tematikken og til den følsomme stemme ind i alle samfundsdebatterne om 'Barnets Lov' der kom i 2023.
Tak til teamet bag forestillingen 'Anbragt' og til Teatret Svalegangen der har sat den i scene.
Anbragt af Thomas Markmann
Teater anmeldelse
'Anbragt' på Teatret Svalegangen
Historien om et umuligt valg, der bliver taget hver dag
5. januar 2024.Kulturnyt, Aarhus
Hver dag bliver der i gennemsnit anbragt 9 børn i Danmark. De fleste anbringelser er på forældrenes initiativ. 'Anbragt' er en historie der opføres på Teatret Svalegangen, og der er danmarkspremiere i Aarhus, lørdag 23. marts.
Det er den prisvindende dramatiker Thomas Markmann, som står bag manuskriptet, og i hans optik bør man se på anbringelsesfeltet i et langt mindre sort/hvidt perspektiv.
Historiens hovedperson, Natasja, drømmer om at bage boller med sin far. Kaste med mel og grine, mens duften af friskbagt brød breder sig i køkkenet. Men duften i hendes mange barndomshjem er i højere grad præget af alkohol. Faren Casper gør sit bedste, men da Natasja er 13 år, giver han slip og anbringer hende i pleje.
- Natasjas stemme ønsker jeg skal være et andet slags bidrag i den tilbagevende strid mellem rigtig og forkert. En stemme der minder os om, at det sværeste valg ikke handler om 'løsningen', men er noget der sker inde i barnet og handler om kærlighed, skyld og vrede. Det umulige valg, der vil gøre ondt uanset hvad. Det findes simpelthen ikke gode løsninger. Kun mindre dårlige, siger Thomas Markmann.
Teater
Josephine Baker★★★★★★'Oh, Josephine', at Teatret Svalegangen in Aarhus
The devil's cloak is a free spirit, isn't it?
26. september 2023.Kulturnyt, Ambiorn Happy
Review of 'Oh, Josephine': The first casualty of any war is the free arts. That is the theme of 'Oh, Josephine', a fantastic 6-stars performance written by
On the outer level, the story is about 'Oh, Josephine'. A charismatic woman 100 years ago. She was beautiful. She knew that men want bare breasts and bananas. She made her money dancing and making movies, mainly wearing that costume.
Of course, Josephine Baker had a miserable childhood, and an early sexual debut. At that time in the 1920s, who else would be running around in a banana skirt? But Thomas Markmann wants much more than to talk about sex and social inheritance. The performance is about politics, power and rebellion. And sex. A perfect combination ever since Shakespeare.
The magical woman who was black and nakedJosephine Baker was not only an attractive woman, she was also a rebellious woman who is an inspiration to you today. Every rebellion starts somewhere in your sexuality, but doesn't end until people stop looking at breasts and instead look at how the more powerful people oppress the more powerless people.
During Josephine's time - the roaring twenties - there was freedom throughout the western world. It was only a moment before the Hays Code in 1930 removed Hollywood's artistic freedom and paved the way for him the little German, him with the very great need to 'protect' Austria, Poland, Denmark and so on.
Before closing time, Josephine Baker comes to Adlon in Copenhagen, 1928, to dance naked with bananas around her waist. This is the basic scene of the play. A Danish nightclub.
Super work from the actorsMalou Takibo plays Josephine Baker. A woman with guts, and she sings fantastically. The performance has music by Marie Louise von Bülow. Melodic and swinging, love it. Rolf Hansen does a great job as the nightclub's emcee, great character work. You will also love Hans Find Møller. He can be Leo Mathiesen right down to the tip of the cigar while playing with his piano. Luise Kirsten Skov is steadfast in the many roles she has in the play.
The scenography is by Nikolaj Heiselberg Trap. The audience sits on both sides of a long structure that looks like a nightclub 100 years ago, and it is a fine stage for a host of historical figures.
Only the dead deserve a street sign with their name onDead artists increase in value. That's the way it is. Only the past can tell the truth. That's how it is, and it's the freedom of the show to say something significant about today's people in power. You'll meet Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Powerful Danish artists who could not artistically survive when the first shots were fired in World War II.
Only Josephine Baker survived as an artist. She had become a French citizen, and she was a woman of resistance during times of war. She set up an orphanage and became very rich. Her money bought a lot of children out of poverty, and she never really understood the basic principles of upbringing. Love had not yet been invented in her childhood home, but sex and violence against women and ethnic minorities had.
You will love the music, the story and the actingIt is rare to see a Danish theater performance with good music on a high artistic level. It is rare to see a truly good story in a Danish play. Both at the same time, with humor and high acting, that's rarer than rare. Don't know what it's called in English?
There are 5 stars for scenography, music, the actors, direction and topicality (despite the fact that the story takes place 100 years ago). The 6th star is for daring to criticize the current coalition government. Last time the 'protective' forces were named Germany. Today, no one knows who 'looks after us'. But we know that we have a coalition government, we know that there is a waiting period of up to 12 years to get free treatment at the hospital. As Thomas Markmann puts it in the play: 'We know we live in a time when welfare for the majority is exchanged for prosperity for the few'.
That's rude, Thomas. Hope you have a good pension scheme. I'm not sure that remark will trigger a lifetime of art support for you. But then you have to live with the fact that the audience loves your art. Teatret Svalegangen is completely sold out in the coming days.
Oh, Josephine, by
Cast Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Direction
Scenography Nikolaj Heiselberg Trap
Composer Marie Louise von Bülow
Lighting Design Flora Pelle Brandt
Choreography Gunilla Lind
Creative Producer Christine Worre Kann
Produced by Teatergrad.
Teater review
Josephine Baker★★★★★★'Oh, Josephine', på Teatret Svalegangen i Aarhus
Djævlens kappe er frisind, not?
26. september 2023.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Anmeldelse af 'Oh, Josephine': Det første offer i enhver krig er den fri kunst. Dét er temaet i 'Oh, Josephine', en fantastisk forestilling til 6 stjerner skrevet af
På det ydre plan handler historien om 'Oh, Josephine'. En karismatisk kvinde for 100 år siden. Hun var smuk. Hun vidste at mænd vil have bare bryster og bananer. Hun tjente kassen på at danse og lave film, primært iført dét kostume.
Selvfølgelig havde Josephine Baker en træls barndom, og en tidlig seksuel debut. Hvem ellers ville på den tid i 1920'erne rende rundt i et bananskørt? Men Thomas Markmann vil meget mere end at snakke om sex og social arv. Forestillingen handler om politik, magt og oprør. Og sex. En perfekt kombination lige siden Shakespeare.
Den magiske kvinde, som var sort og nøgenJosephine Baker var ikke kun en attraktiv kvinde, hun var også en oprørsk kvinde som er til inspiration for dig i dag. Ethvert oprør starter et sted i din seksualitet, men slutter ikke før folk holder op med at kigge på bryster og i stedet kigger på hvordan de mere magtfulde mennesker undertrykker de mere magtløse mennesker.
På Josephines tid - de brølende tyvere - var der frisind i hele den vestlige verden. Det varede kun et øjeblik, inden Hays Code i 1930 fjernede Hollywoods kunstneriske frihed og banede vejen for ham den lille tysker, ham med det meget store behov for at 'beskytte' Østrig, Polen, Danmark og så videre.
Inden lukketid kommer Josephine Baker til Adlon i København, 1928, for at danse nøgen rundt med bananer om livet. Dette er grundscenen i stykket. En dansk natklub.
Super arbejde fra skuespillerneMalou Takibo spiller Josephine Baker. En kvinde med ben i næsen, og så synger hun fantastisk. Forestillingen har musik af Marie Louise von Bülow. Melodisk og svingende, vild med den. Rolf Hansen gør et kæmpe arbejde som natklubbens konferencier, dejligt karakter-arbejde. Du vil også elske Hans Find Møller. Han kan være Leo Mathiesen helt ud til spidsen af cigaren, mens han leger med sit klaver. Luise Kirsten Skov er standfast i de mange roller hun har i stykket.
Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Publikum sidder på begge sider af en lang opbygning der ligner en natklub for 100 år siden, og den er en fin scene for et væld af historiske personligheder.
Kun de døde fortjener et vejskiltDøde kunstnere stiger i værdi. Sådan er det. Kun fortiden kan man fortælle sandheden om. Sådan er det, og det er forestillingens frihed til at sige noget væsentligt om nutidens magthavere. Du møder Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Kraftfulde danske kunstnere, der ikke magtede kunstnerisk at overleve, da de første skud blev løsnet i 2. verdenskrig.
Kun Josephine Baker overlevede som kunstner. Hun var blevet fransk statsborger, og hun blev modstandskvinde i en krigstid. Hun oprettede et børnehjem og blev meget rig. Hendes penge købte en masse børn fri fra fattigdom, og hun forstod sig egentlig aldrig på de pædagogiske principper for opdragelse. Kærlighed var endnu ikke opfundet i hendes barndomshjem, men sex og vold mod kvinder og etniske minoriteter var til gengæld.
Du vil elske musikken, historien og skuespilletDet er sjældent man ser en dansk teater-forestilling med god musik på et højt kunstnerisk plan. Det er sjældent man ser en i sandhed god historie i et dansk teaterstykke. Begge dele på én gang, med humor og højt skuespil, det er sjældnere end sjældent. Ved ikke hvad det hedder på dansk?
Der er 5 stjerner for scenografi, musik, skuespillerne, instruktion og aktualitet (til trods for at historien foregår for 100 år siden agtigt). Den 6. stjerne er for at turde at kritisere den nuværende samlings-regering. Sidste gang hed værnemagten Tyskland. I dag ved ingen hvem der 'passer på os'. Men vi ved at vi har en samlings-regering, vi ved der er op til 12 års ventetid på at få fri behandling på sygehuset. Som Thomas Markmann siger det i stykket: 'Vi ved vi lever i en tid, hvor velfærd for de fleste bliver vekslet til velstand for de få'.
Dét er frækt, Thomas. Håber du har en god pensions-ordning. Jeg er ikke sikker på at dén bemærkning vil udløse en livslang kunststøtte til dig. Men så må du leve med, at publikum elsker din kunst. Der er totalt udsolgt på Teatret Svalegangen de kommende dage.
Oh, Josephine, af
Medvirkende Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Instruktion
Scenografi Nikolaj Heiselberg Trap
Komponist Marie Louise von Bülow
Lysdesign Flora Pelle Brandt
Koreografi Gunilla Lind
Kreativ producent Christine Worre Kann
Produceret af Teatergrad.
Teater anmeldelse
★★★★Anmeldelse 'Dynastiet', Teater Katapult
Ræven tøver ikke når den ser sit bytte
12. marts 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Dynastiet' er et udmærket stykke teater på Katapult i Aarhus. Forestillingen handler om en ung mand i en meget rig familie. Han skal overtage virksomheden og stå i spisen for 15 tusinde medarbejdere. Desværre har han en tøven i sit væsen. Fyren tænker før han handler. Overvejer situationen. Den unge mands sjæl har en tøven som Herlufsholms familiære afstumpning og moderens kolde barm har sprøjtet ind i ham intravenøst. Længslen efter at gøre det rigtige, og i at gøre det rigtige at blive anerkendt og elsket. Håbløst, naturligvis.
En plot-historie til 4 stjernerDer er en god dramatisk åre i 'Dynastiet' som folder sig ud på en drejescene. Et stykke skov som med skiftende belysning og nye vinkler skaber en friskhed fra den ene scene til den næste. God lys og scenografi. Ordene fra finansverdenen er sat sammen til en plot-historie af Thomas Markmann. Skuespillerne bidrager til en samlet præstation på 4 stjerner.
Så hvad gør en følsom ræv ved en flok kyllinger?Vi havde høns i barndommen, og vores lokale ræv tøvede aldrig et sekund hvis der var åbent ind til hønsegården. Ræven er et rovdyr, men som menneske har vi normalt en naturlig tøven - med mindre vi drives af en karaktér-afvigelse. Det er et fint tema som 'Dynastiet' undersøger. Hvad kan vi gøre, når vi som den unge mand er udset til at være et rovdyr, uden at vi føler os klar til at bide struben over på en kylling?
Kan man lære at give slip på sin tøven? Du må se stykket for at få svaret - eller smugkigge i bunden af denne anmeldelse.
Tak for oplevelsen. Den var god.
Dynastiet af Thomas Markmann
Instruktør
Medvirkende Sonja Oppenhagen, Kim Veisgaard, Victor Marcussen, Kristian Grumme Nielsen og Lue Støvelbæk
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Jens Hansen
Lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborg.
Ja, en sød ræv kan også lære at bide rigtig hårdt.
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen
'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende
20. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.
Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.
Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.
Perfekt stykke teater om liv og død
Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.
Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.
Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.
Fremragende skuespil i 'Mæt af dage'Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.
Hvis din partner ville døHvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.
Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?
Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.
Mæt af dage
Medvirkende Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jacob Hannibal, Kirstine Hedrup.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Anna Schulin-Zeuthen.
Scenografi Karin Gille.
VR Produktion Mannd.
Lyddesign Anton Bast.
Lysdesign Anders Kjems.
Produceret af Teatret Svalegangen.
Teater anmeldelse
'Mæt af dage', Teatret Svalegangen
Teater om aktiv dødshjælp: Karen ønsker hjælp til sit selvmord
12. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Teaterstykket Mæt af dage er skrevet af dramatikeren Thomas Markmann. Det handler om aktiv dødshjælp i form af hjælp til selvmord. En yngre kvinde, Karen, har mistet lysten til at leve på grund af sin sygdom. Hun ønsker at dø, men ikke alene. Hun vil gerne have hjælp til sit selvmord fra sin mand, hendes elskede Esben. Hun er syg, hun er mæt af dage, men kan manden assistere hendes selvmord?
Teater video
★★★★★Anmeldelse: 'Drengen der ville være vægtløs', Teatret Svalegangen
Tragedie med masser af humor og effektiv komik
9. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Det er ikke sundt for et ungt menneske at være omgivet af idioter, røvhuller, psykopater og troløse kvinder. Sådan er historien på Teatret Svalegangen. Drengen der ville være vægtløs, hedder stykket skrevet af Thomas Markmann. Det er godt teater. Velfungerende. Professionelt. Masser af humor og effetiv komik takket være Lars Bom og Mette Horn. Hurtige replikker og frisk skuespil fra Mads Reuther og Mette Wiberg. Godt lys, fin lyd. Det er 5 stjerner, og der var stående bifald.
Den store stjerne i stykket er Nicolai Jørgensen. Han er en tyk dreng der bor alene med sin mor. Faren har de kulet i jorden, og han var ikke bedre værd. Nu er Nicolai alene med Mette Horn som konstant håner og mobber sin søn. Hun har migræne de fleste dage og skal have smertestillende piller op i sin anus. Det får hun sin 19-årige søn til at gøre for sig, fordi hun kan ikke klare sig selv. Siger hun.
Den dreng har det slemt, det kan du høre. Han har planer om at blive voksen, flytte hjemmefra og udforske verdensrummet. Men modet til at flytte smuldrer som en småkage. Hans bedste ven, Mads Reuther, er hård ved ham og kalder ham "flæske". Veninden Mette Wiberg leger med hans følelser, driller ham som en hundehvalp, lader ham gramse på sine bryster "mærk også brystvorten", siger hun, og kaster ham væk med ordene: "Du er bare så sød". Lars Bom er hans chef på jobbet som smed, hvor Nicolai Jørgensen renser faldstammer og bliver overdænget med lort. Chefen boller hans mor, veninden boller hans bedste ven. De regner ham ikke for noget. Han er udstødt. Mobbet. Han er dørmåtte, nederst i hierarkiet, han er selve den pind du bruger for at skrabe hundelort ud af rillerne i din skosål.
Øv. Unge mennesker fødes ind i verden gennem deres familie og omgivelser. På den måde er vi alle fødselshjælpere. I stykket Drengen der ville være vægtløs har de vendt ryggen til ham, så han må føde sig selv. Det er svært at føde sig selv.
Gå ind og se stykket. Det er underholdende, en tragedie, det er drama og komedie. Det er godt. Se om Nicolai overlever sin fødsel som voksen. Det gør han. Men hvordan overlever han?
Drengen der ville være vægtløs
Medvirkende Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mads Reuther, Mette Klakstein Wiberg.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Geir Sveass.
Scenografi Marianne Nilsson.
Producent Folketeatret.
Teater anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter