De former en skulptur af fremtiden. De hænger den i mine ører. Jeg er trådt ind i en installation, en performans installation hvor lytte-teater er kombineret med kunst. 'Museum for fremtiden' er en interaktiv udstilling som bærer præg af angsten for undergang.

Høretelefonerne tegner sine sorgfulde billeder op med tunge lydspor i mit indre. Det fremmedgjorte menneske, det uendelige univers og længslen efter en bæredygtig plan. Lyttespil, billedkunst og skulpturelle installationer fletter sig sammen til en fortælling.

Aarhus Teater har i samarbejde med Teater Sort/Hvid og Kunsthal Aarhus skabt et sælsomt og sorgfuldt værk. En performans der hænger i grænselandet, og søger efter erkendelser i en abstrakt visuel og audiotær vinkel.

Vi møder den unge kvinde i et lydspor der er ramt af angst og sorg. Hun guider os gennem de forskellige plateauer. Som et museum hvor vi normalt betragter fortidslevning, inviterer hun os til at beskue en eventuel fremtid. Beskue os selv, når vi beskuer en forestilling om fremtiden.

Publikum møder sig selv og sine spor i verden. Vi møder os selv som fossiler, som hukommelses materiale, som modstandere i en nødvendig oprørshær, tilbyder os at se på os selv som organisk materiale og i tankeeksperimenter bliver vi giganter der må træffe de rigtige afgørelser for at livet på jorden kan overleve.

Installationen er en tragisk hilsen til fremtiden. En tragedie der forsøger at løsne angsten for undergang og søge mod et håb. Det binaurale lydunivers åbner fortællingen så jeg får en audiovisuel oplevelse som er jeg midt i lyden. De forskellige rums kunstinstallationer har hver deres hilsen til fremtiden, hver deres vinkel. Tanker om menneskehedens fald og om jordens eventuelle helbredelse. Er recovery af angsten for undergang muligt? Det handler om menneskehedens væren som sådan og om vores rester og de spor vi sætter til eftertiden. Der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men smukke streger til eftertanke.

Tusind tak til teamet bag værket og til Kunsthal der i øjeblikket huser installationen.

Museum for Fremtiden
Dramaturgi Anders Thrue Djurslev
Scenografi Franciska Zahle og Helle Damgård
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Kunstnere Christian Lollike, Ferdinand Ahm Krag, Helene Nymann, Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen

Som nattens dronning er hun mørk og mystisk,- eller er hun måske mere en messiaslignende verdensfrelser? Hun er som skabt på en af Berlins mørke undergrundsscener, og nu indtager hun Scala på Aarhus Teater med tekster, drama og sang. Jeg er i aften vidne til et show af og med Madame Nielsen i forestillingen ”Verdensfrelserinden”.

Forestillingen handler om klimaændringer, og menneskeheden bliver tegnet op i et hjørne af vores eksistens. Som den aktuelle ”Greta Thunberg” går hun i kødet på sit publikum. Nu vil hun vende undergang til bæredygtighed og hun vil at vi skal handle på det nu. Hun fremlægger sin sag om jordens undergang uden omsvøb og laver en pagt med sit publikum om at ændre verdens gang.

Hendes karakter er dramatisk, dominerende og samtidig komisk og underfundig. Hun har hang til det absurde og groteske hvilket kommer mere og mere på banen i udviklingen af hendes performans. Selve udviklingen af karakteren i Verdensfrelserinden er gribende, voldsom og imponerende. Følelserne er fortættet og hun skaber en disharmoni i sit sarkastiske sprog som rammer ind i kernen af det disintegrerede menneske.

Musikken i Verdensfrelserinden er et kapitel for sig. En kvintet med violiner, bratsch og cello sidder i en halvbue og lægger en blød, følsom og yderst poetisk åre af skønhed under hele forestillingen. Madam Nielsens stemme er smuk, punket, blid og rå som ligger den i mellemrummet af harmoni og disharmoni. En stemme som både bæres af drengen hun var i fortiden og kvinden hun udviklede sig til som voksen.

Det er samlet set et super flot og talentfuldt teatershow. Verdensfrelserinden får 5 stjerner: Flot karakterarbejde, historiens dramatiske udvikling, poetisk og smuk musik, dragende sangstemme, aktuelt tema som rører sig i samfundet og at nedbryde den 4 væg og inddrage publikum på en anderledes måde.

Tusind tak til teamet bag ”Verdensfrelserinden” og til Aarhus Teater der har inviteret dem til byen.

Verdensfrelserinden
Medvirkende Madame Nielsen, Pernille Kristiansen (violin), Bettina Marie Ezaki (violin), Mika Persdotter (bratsch), Nicole Hogstrand (cello)
Koncept Madame Nielsen og Christian Lollike
Iscenesættelse Christian Lollike
Dramaturg Anders True Djurslev
Scenografi Mie Riis
Lysdesign Morten kolbak
Lyddesign Mads Emil Nielsen
Lydteknik Rasmus hansen
Samproduktion mellem The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum.

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

★★★★★Anmeldelse: 'Don Gnu' på Bora Bora: A Snowball's Chance in Hell

Hvis du var en stumfilm, hvad ville du sige?

10. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

A Snowball's Chance in Hell er forfriskende fantastisk - det er ikke så svært at være menneske. Don Gnu kigger på publikum med det der sigende blik de har hentet i Frankrig hos Charlie Chaplin. Vi begynder at grine. Kan ikke lade være. Det er sjovt. Vi bliver glade fordi de to dansere viser os det magiske i menneskets evne til at snakke med hinanden. Det starter i ansigtet, resten følger bare med automatisk.

Udsolgt sal hos Bora Bora. Stort og varmt bifald.

Medvirkende DON Jannik Elkær, GNU Kristoffer Louis Andrup Pedersen.
Scenografi God blanding af lys, skærme, filmkameraet, levende film, lyseffekter og dampmaskiner.
Musik Alice Carreri.
Relevans Måske er ansigtet hos det analoge menneske stærkere end det digitale morsekald ud i nettet.
Skærmstørrelse Naboen: 80 tommer fladskærm. Bora Bora: 630 tommer med 3D, sved og dampmaskiner.

A Snowball's Chance in Hell er mere end dans. Det er film. Komik. Don Gnu vader rundt i publikum og deler roser ud. De laver sjov og drejer projektøren op i mængden af mennesker. Vi er en del af det hele, en del af historien om menneskets fødsel. Don Gnu forestiller sig vi fødes i havet og trækker vejret gennem en kaffekande mens vi vader ind mod land, og det kunne nok være sandt. I hvert fald hvis vi lever i den stumfilm som er rammerne om A Snowball's Chance in Hell.

Stumfilm? Min nabo har sat en skærm op på væggen på 80 tommer og Dolby. Vi er langt forbi de gamle sort/hvide film hvor skuespillerne udtrykte følelser og tanker med ansigtet og kropssproget. Vi er digitale og online, vi er globale.

Men måske du har prøvet at sidde ved siden af en dejlig person, og ikke ane hvad du skal sige? At du nogle gange mangler ord, eller står i et fremmed land og kan ikke tale deres sprog?

Hvis livet var en stumfilm, så ville vi aldrig mangle ord. Mennesket kan fortælle alt uden at sige en lyd, og det er så dejligt befriende ved Don Gnus forestilling. De to dansere snakker med hinanden, med sig selv og med publikum, gennem dansen der begynder i ansigtet.

En trækning ved øjet, en bevægelse i læberne, øjenbryn løfter sig. Ansigtet er begyndelsen på kærlighed, tvekamp, nysgerrighed. Dernæst følger kroppen som danser, og det kan de også Don Gnu, de danser. Mennesket danser, lige indtil vi dør og vader tilbage i havet hvor vi kom fra. Det siger A Snowball's Chance in Hell, og det skal nok være sandt.