I aften lavede Teatret Svalegangen et fantastisk bål på deres store scene og havde hidkaldt 5 båltalere af den fineste slags. Forestillingen 'Den Store Brand' er en Storytelling med en kritisk røst fra klimakanten. En apokalypse, men også en hyldest til livets skønhed. En Epos - om du vil.

I gamle dage samledes mennesker rundt om bålet og fortalte hinanden historier. Fortællinger og eventyr der på en eller anden måde skulle illustrere vigtige aspekter af menneskelivet. Var der en dygtig fortæller ved bålet der med tydeligt kropssprog, hjælp fra lyde og dufte kunne tegne og fortælle et heltesagn eller berette med kraft og stemme om en tragisk begivenhed, så havde byens borgere et godt anker til at stå i livet med. 'Den Store Brand' er sådan et anker.

5 dygtige skuespillere og en pianist spinder en historie frem for deres publikum. Historien om 2 byer der befinder sig på hver sin side af bækken. Bækken der bliver til en flod, der bliver til et hav. Skuespillerne folder historien ud, puster liv ind i byens borgere. Puster til gløderne, der bliver til flammer. Historien om klimaændringer og om menneskers reaktioner på begivenheder de ikke har kontrol over. Menneskers håb, sorg, frygt og længsler der spilles ud i krisens midte. Det er en brændende bål-fortælling. En historie der ligger i skumringen og tipper med sin lyriske hale til alle de forfærdelige overskrifter der i øjeblikket huserer i pressen.

Historien har et beat og den har en lyrisk form der med sine fine kærlighed til naturen tegner en følsomhed op. Dramaet er voldsomt når byens borgere kæmper mod vejrelementerne, som scenisk er yderst velfungerende. Vejrfænomener som sammen med pianoet er de eneste kulisser der er. Regn, blæst, ild og tåge skaber kaos og giver en scenisk bund som underbygger den nervepirrende stemning der er i fortællingen. Skuespillerne tilfører en kødelighed i deres formgivning af karakterene. Med deres teknik og fine fornemmelse af drama bliver ”klima-dagsordenen” transformeret til teater af fin karakter.

Stykket er en uhyggelig tragedie, men folder sig samtidigt ud med humor og kærlighed til menneskene som er meget rørende. Tak til teamet bag forestillingen 'Den Store Brand' for det, og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser dem.

Dette er et eventyr på Teatret Svalegangen. 'Den Store Brand' handler om 2 landsbyer midt i en klimakrise. Stykket er instrueret af Simon Boberg.

Det er blevet dårligt vejr, klimaet går amok, folk er bange. Landsbyerne bliver ramt af tørke, blæst, kulde og oversvømmelser - nogenlunde på samme måde som det sker overalt på Jordkloden i virkeligheden.

Efter det dårlige vejr kommer sygdommene - det kan næsten ikke blive værre. Eller kan det? Det er jo et eventyr, og eventyr plejer at slutte godt? Gør de ikke?

Måske - måske ikke.

Pigen Alice hopper efter en kanin ned i et hul. Her starter hendes fortælling om alle de mærkværdige og sælsomme oplevelser hun møder i landet nede i hullet, bag en lille bitte dør. Med familieforestillingen ”Alice I Eventyrland” er Tepotten fyldt godt op med sjove og underfundige kunstgreb. En te brygget med komik, eventyrtro og sjove karakteristikker og med masser af guldglimmer som Aarhus Teater, Store Scene, vanen tro ynder at hælde ud over julegæsterne i denne tid.

Fornuften efterlader Alice i sine lektiebøger hjemme på værelset, da hun i stedet løber efter den distræte kanin der konstant jager tiden. Den gamle historie om Alice driver også i denne teaterudgave af ironi og absurditet og jeg vild med beskrivelsen af barnets underfundige og ubekymrede tilgang til alle de fantasifulde oplevelser som denne verden byder på. Den søde Alice er tegnet fint op med en legende silhuet, der i forestillingen giver så fint et bud på barnets mod og robusthed. Hun bliver fortalt med både charme og hjerte.

I Eventyrlandet møder Alice mange sælsomme skabninger. F.eks. Filur katten, der med sit skælmske smil ikke er til at blive klog på. Jeg grinte af hjertet over den komiske og selvhøjtidelige Kålorm der forsøger at lyde autoritær mens han damper på vandpibe. Vi møder den ærekære og søvndrukne mus der falder om, når han bliver flov. Den sjove Hattemager der er blevet uvenner med tiden. Den modige Alice må til slut stå ansigt til ansigt med den hårdtslående og halshuggende Hjerter dronning som både er uhyggelig og urkomisk i sin voluminøse og fordømmende facon.

Forestillingen er en sprudlende karakterbombe af skæve og absurde påhit. Jeg var underholdt over skuespillernes halsbrækkende replikstrømme. Ordspil og gåder der som oftest var vendt på hovedet og hvor fornuften var erstattet med sjove indfald og udfald. Jeg nød de fantastiske kostumer, lyssætning og scenografi. Det var skønt at svælge i forestillingens farveflor.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Alice I Eventyrland” og til Aarhus Teater der byder på denne familieforestilling i en juletid.

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll
Instruktør Simon K. Boberg
Sceneografi og kostumedesign Mie Riis
Medvirkende Andrea Øst Birkkjær, Christian Hetland, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Alex Otto, Juliane Bauer, Kristoffer Eriknauer*, Sarah Simone Jørgensen*
* Studerende ved DDSKS, Skuespil, Aaarhus
Dramatiseret af Maria Kjærgaard-Sunesen
Lysdesign Súni Joensen
Lyddesign Lars Gaarde
Koreografi Christel Klan Stjernebjerg
Komponist Alice Carreri

'Alice i Eventyrland' er årets juleforestilling på Aarhus Teater. En familieforestilling for alle. De fleste billetter er allerede solgt, flere end 20.000 styk.

Stykket er skrevet af lewis Carroll, instrueret af Simon Boberg. Hovedrollen spilles af Andrea Øst Birkkjær.

Lewis Carroll var glad for børn. Særligt den yndige Alice Liddell, datter af en af hans kollegaer på universitetet, ca. 1850. Lewis elskede den pige. Tog hende og andre piger på roture hvor han fortalte historier. 'Alice's Adventures i Wonderland' blev skabt på den måde. I en robåd. Sammen med børn.

Lewis havde et ødelagt øre. Epilepsi. I selskab med voksne mennesker stammede han voldsomt. Børn lod ham tale frit. Han var højt begavet, matematiker, opfinder og forfatter. Mange af hans historier og digte står på bibliotekerne under fanebladet "virkeligt mærkeligt nonsense." Sådan blev Lewis Carroll berømt.

'Alice i Eventyrland' blev skabt i en robåd og er et af de bedst kendte værker fra den engelske victoria-tid. Oversat til 97 sprog. Sat op på scener over hele verden. Computerspil, Hollywood-film. 65 år gammel døde Carroll af lungebetændelse fra influenza, mens værket virker til at vare evigt.

I hvert fald opføres det på Aarhus Teater med Simon K. Boberg som instruktør.

Hvad er det vigtigste ved historien?

"Det vigtigste for mig, det er at vi 'Alice i Eventyrland' får lavet en forestilling der vækker børnene nysgerrighed. Åbner op for deres fantasi og legen. Men også at vi åbner op for en samtale med forældre, eller bedsteforældre, omkring nogle af de tematikker der ligger i forestillingen som er relevante også for et moderne publikum", siger Simon K. Boberg.

Hvis man nu er 8 eller 9 år... hvad er et tema, Simon?

"Hvad vil det sige at blive større? Hvad vil det sige at være lille i en stor verden? Hvad vil det sige at møde nogen som ikke har lyst til at lege med én, eller være sammen med én? Hvad vil det sige at være et sted hvor tingene vender forkert og man ikke forstår noget?"

"Det er jo sådan det mange gange er for et barn. Det er jo ting som børn bliver udsat for hver dag."

Det virker til at være et sjovt stykke?

"Det er jo netop det. 'Alice i Eventyrland' er en sjov måde at forholde sig til nogle alvorlige tematikker. Sådan er det jo med eventyr der bliver ved med at blive fortalt. De handler om noget almen-menneskeligt, men det gør de på en sjov måde."

Er Alice i Eventyrland en juleforestilling?

"Man kan sige, vi spiller jo den op til jul, og selvfølgelig er det jo en tradition at man tager sine børn eller børnebørn med ind og ser en forestilling i den her juletid."

"Jeg synes det er en familieforestilling. Fordi det er en forestilling der appellerer til at man som familie oplever en historie som man kan tale om bagefter", siger instruktøren Simon K. Boberg.

★★★★★★Anmeldelse 'En Plads i Solen Teatret' Svalegangen

En Plads i Solen vinder på sin medfølelse

31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.

Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.

Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.

Scenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.

Super.

Julie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.

"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.

Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.

Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.

Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.

"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.

Min bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.

Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?

Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.

Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.

Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.

"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.

Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.

"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.

"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.

"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!

"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.

Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?

Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.

Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på Teatret Svalegangen.

En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

"En Plads i Solen" er historien om en dansk massemorder og terrorist. Måske har den noget at sige til os i dag selvom den foregår i Aarhus for 75 år siden, fordi nutiden minder om nazismens tid?

Under krigen var Kaj fra Aarhus nazist - han dræbte 50, brændte Guldsmedgade af og lavede flere end 100 terrorhandlinger mod den danske befolkning. Han gjorde det for at finde mening i tilværelsen.

Kaj bliver morder for tyskerne. At være nazist gør ham stolt. Det giver mening for ham at dræbe mennesker selvom de er danskere som ham selv.

"En Plads i Solen" er et drama om det vi gør i fællesskab når flertallet af politikere laver propaganda, begrænser ytringsfriheden, og derfor stemmer vi blindt på den store landsfader eller landsmoder.

Tiden i dag ligner optakten til krigen. De politiske forhold. Racehygiejnen. Sundheden. Begrænsninger i ytringsfriheden. Populisme. Fascinationen af den store fører der vil redde os.

Vi følger Kaj efter han blevet taget til fange. Det er den sidste nat i hans liv. Fortryder han mon nu?

En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

★★★★★★Anmeldelse af 'BLAM!' på Bora-Bora

Rå testosteron gør kontor­nusserne sprængfarlige

29. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Hvorfor kommer min mand så ofte træt hjem fra kontoret? Som kvinde kan jeg forfalde til at tro at han mangler vitaminer eller har taget en ”dobbelt op” af arbejdsbyrden for længe, men det kunne også være en helt anden forklaring...

I forestillingen BLAM! får den alvorsfulde mand trukket tæppet væk under fødderne og får i stedet tildelt rollen som super-skurk i en skarp scene spækket med action. På det ellers kedelige kontor handler det om ansvarlighed. Ansvar for kunder, regneark etc. men disse trivialiteter bliver dog vippet i papirkurven og tilsat brandbomber, når 4 mænd går i træning som actionshelte. Fantasien der sætter gang i krudttønden, eksploderer i en komisk performance-buket af ny-cirkus, stunts, parkour og dans.

Drengedrømmene der alt for længe har været gemt i regnearkenes systemiske verden får nu frit spil og publikum bliver bombaderet med de vildeste stunts og akrobatiske udskejelser.

I sin parafrase over Hollywood filmenes mest berygtede persongallerier af actionhelte og skurke nedsmelter kontormiljøet og drengedrømmene der ikke ville dø, bliver udlevet med stor indlevelse og overskud. Forestillingen er en bevægelse, et forsvar for den lille dreng der gemmer sig i den voksne mand, for fantasien og legens krydderurter i den grå tilværelse, for venskaber mellem mænd og for maskulin muskelkraft og heltemod.

Forestillingen er i sig selv et vovestykke og performerne giver den gas. Deres koreografier sidder lige i skabet og mændene er i deres intense nærvær og med deres store dygtighed en vild oplevelse.

BLAM! er komisk og befriende dynamisk. Jeg er vild med den selvironiske tilgang og griner hjertelig med på de gakkede påfund som kompagniet har iscenesat.

Jeg klapper i hænderne over den rå mands comeback, som jeg møder i BLAM! og ønsker ham god heltefart frem.

BLAM!

Skabt af Kristján Ingemarsson Company
Medvirkende Kristján Ingimarsson, Janus Elsig, Anders Skat, Eos Karlson
Idé/Instruktør Kristján Ingemarsson, co-instruktør Simon K. Boberg
Skrevet af Jesper Pedersen
Scenografi Kristian Knudsen
Lysdesign Lee Curran
Lyddesign Svend E. Kristensen
Kostume design Hanne Mørup.