'Melancholia' er et mesterværk, som film. Den lokale danske teater-udgave på scenen i Aarhus er et stykke mørt teater med et par gode bøffer af ribeye, økologiske rodfrugter i ovnen, et drys timian, et glas rødvin, humus med hvidløg og spidskommen, instrueret af Anja Behrens.

Skuespillerne Mette Døssing og Christian Hetland er eminente til at få karakteren ned i tæerne og ud i det yderste led af fingrene. Elsker det. Rikke Lylloff er forfriskende i sin uberørte nøgenhed og glubende hunger efter ungdommens kilde som lindrer depression.

'Melancholia' er et måltid til 4 stjerner, hvoraf 1 styk er for Lars von Triers genialitet. Det er okay. De fleste har alligevel heller ikke set filmen som starter med verdens undergang, og dér skulle teater-udgaven efter min mening også have begyndt sin fortælling. Men det er en smagssag, og stykket 'Melancholia' smager faktisk udmærket.

Hør så her. Rikke Lylloff spiller Justine, en uberørt kvinde der lider forfærdeligt af depression. Livet har ingen mening. Hun magter ikke at rejse sig op, og så skal hun i bad på scenen, og hun skal giftes med chefens gode ven, et kæmpe bryllup, og rende rundt i regnvejr, og være nøgen igen, og sove længe, og bare glemme det hele og være glad og være normal.

Men det er hun ikke, Justine. Normal. Folk hakker på hende og beder hende om at tage sig sammen. Du kender det godt. Depressive mennesker er trælse. Man får sådan en lyst til at jage dem rundt i manegen med et tågehorn indtil de tager sig sammen og bliver ligesom vi andre: Os der er normale. Os der går op i god mad og penge og arbejde, fordi hverdagens overlevelse giver mening for os.

Men ikke for Justine, hun fokuserer på noget større end rugbrødsmadder, hun fokuserer på selve livets mening, og den findes som bekendt ikke, og så bliver man vældig deprimeret og folk jager én med tågehorn. Det er rigtig træls for Justine.

En dødsplanet er på vej mod jorden, mens Justine holder bryllup. Verdens undergang er sikker, men vi snakker ikke om det. Vi holder dårlige taler for brudeparret. Vi knalder lidt med chefens nevø, bare fordi han er så dejlig ung og fyldt med det liv som Justine længes efter at mærke i sin krop. Vi tager karbad.

Det er en god historie, synes jeg. Alt det vi gør, mens verdens undergang kan ses som en rød planet på himlen der kommer nærmere. Planeten skifter farve i sin bane mod jorden, den bliver blå. Smadrer jorden som en flue på en blomstret voksdug i et sommerhus på Mors.

Christian Hetland spiller Chefen. Justine har afsky for hans aggressive stil, hans hensynsløse krav til sine medarbejdere. Men læg mærke til chefens fødder når han danser omkring og river verden fra hinanden.

Og læg mærke til Mette Døssings fødder når hun bekymret og beklemt spiller Justines søster Claire.

De to skuespilleres fødder griber scenen og fører energien sitrende og vibrerende gennem kroppen helt ud i fingerspidserne. Det er godt skuespil, og ingen i filmudgaven nåede op på Christian og Mettes niveau, synes jeg.

Så derfor skal du se teaterudgaven af Melancholia, på grund af skuespillerne.

'Melancholia' på Aarhus Teater lykkes fint med at inddrage nøgenheden og seksualiteten, som er et par af Lars von Triers gamle skolekammerater. Der er mange fine scener hvor Justine viser sin længsel og sin ikke-berørthed af livet. Rikke Lylloff kan være et skælvende marengshus der er ved at falde sammen i regnvejr, og hun kan være en hungrende kvinde med ægløsning. Autentisk og fint spillet af Lylloff.

Men Justine har så meget mere, end sin depression, hun har styrken til at se virkeligheden i øjnene. Super fint skildret, synes jeg, Justine er bomstærk. Stærk ikke på trods af sin følsomhed og sin depression, men stærk netop på grund af følsomheden og den depressive erkendelse af livets tomhed.

Nå. Vi skal ikke noget herfra. Dødsplaneten er på vej. Alt liv ender med den sidste vejrtrækning, og det er deprimerende. Hvis man tænker over det. Hvad er det vi laver den sidste aften, den sidste uge, de sidste år inden vi dør?

'Melancholias' styrke er at historien stiller dét spørgsmål. Hvad lavede du mens du ventede på det uundgåelige? Tog du hånd om et barn der var bange for at dø, og byggede du en magisk hytte for at beskytte barnet mod frygten og angsten og livets meningsløshed? Det tror jeg du gjorde.

Se 'Melancholia' på Aarhus Teater. Det er teater som gør os stærkere.

Melancholia Af Lars von Trier
Medvirkende Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen
Oversættelse Sonja Ferdinand
Iscenesættelse Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign Ida Grarup
Musikuddrag af kompositioner af SØS Gunver Ryberg
Lysdesign Turpin Djurhuus
Lyddesign Kim Engelbredt
Statister Axel Nymark / Karl Valdemar Asdahl, Kim Christin Borchardt, Rikke Cassøe, Rikke Nørgaard Christensen, Per Meldgaard Laursen, Mikkel Christian Egelund, Benjamin Hviid Larsen, Ingeborg Mate Holm, Ida Mathiassen.

★★★★★★Anmeldelse: Av, Lollikes 'Revolution' var som en pisk

Fabelagtig historie som gør super mega ondt

15. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det var historien om Ikea der slog det sidste søm i mit kors. Korrekt indført efter ingeniør-tegningen i hæftet. Ingen flugt mulig. Dette er afslutningen på vores liv som vi kender det. Christian Lollikes Revolution afliver overklassens håb for fremtiden, bedreklassens håb. Alle os der kører Audi eller taxa, arbejder for staten eller har egen virksomhed, bor behageligt, cyklen koster 35 tusinde, pensionen er i hus, vi er kloge, vi er dannede, men vi er alligevel panisk ræd for fremtiden, og ishavet, millionerne af sultne flygtninge, plastickontinenterne i Atlanten, den stigende temperatur. Og nu er vi døde - bare fordi vi var så dumme at købe en billet til Revolution - døde, simpelthen fordi Aarhus Teater lokkede os til at se det forfærdelige teaterstykke. Æv.

Så, du er advaret. Se ikke Christians Dommedag. Det gør for ondt. Du vil aldrig igen kunne udtale dig skråsikkert om verdens fremtid.

Revolution er et nærbillede af mennesker der lever efter en algoritme. Efter et program. Selv når vi forsøger at være kloge og ændre verden, så er vores flotte opråb intet andet end et kartoffeltryk af super kapitalismens knivskarpe selvhad. Bliv hjemme. Hvis du så Revolution vil du bare krympe indvendigt, du vil føle latteren som pisk på din nøgne ryg, fordi du dumt tror det kan redde verden at blive vegetar. Eller at sælge sin bil. Gå i genbrugstøj. Brænde pengene. Flytte i kollektiv på Djursland.

Og det er sjovt, det indrømmer jeg. Der er fine effekter i forestillingen. Instruktionen er fabelagtig, alle fire på scenen er konstant i bevægelse. Super skuespil der er både komisk og troværdigt. Lyset og lyden er god. Intellektuelt er jeg vild med den forestilling.

Men. Du ved, som et dannet menneske er vi optimistiske. Det er dumt at være lyseslukker og rende rundt med et papskilt med ordene: 'Verden går under i morgen'. Og gå med det skilt hver dag. Dommedagen er noget der hører hjemme på Vestkysten, eller hos folk der er for fattige til at tage flyet sydpå, og de kører heller ikke på vinterferie i Norge.
Revolution tager både dine penge og din optimisme. Den stripper dig for din fernis af godhed og dannethed.

Vi laver hver dag propaganda for at indsamle øldåser, hjernevaske danskerne til at holde op med at ryge, løbe mere, finde et godt tilbud i Ikea. Og vi ved godt verden går under, med mindre nogen gør noget.
Lollikes stykke er på den måde genialt.
Christian siger, 'Hold op med at gøre noget, I har allerede fucked det nok op!'

Hold op med at tro på der er et problem, fordi det egentlige problem er os selv?
Du og jeg, samt de børn der vokser op i vores hus?
Åh almægtige teatergud, Lollikes Revolution har lavet flænger i mit spejl.
Hvordan får jeg nogensinde den historie ud af mit hoved igen?

Revolution
Instruktør Christian Lollike og Sigrid Johannesen
Tekster Mikkel Bolt Rasmussen
Skuespillere Marie Kirstine Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.
Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Musikale arrangementer & repettitør Niels Søren Hansen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Spillested Godsbanens Åbne Scene, Sort/Hvid i København og Stiklingen på Aarhus Teater

Christian Lollikes 'Revolution' på Aarhus Teater

Isbjørnen sveder og de fattige er på vej

13. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Vi har brug for en Revolution. Du har hørt det før, verden er ved at gå under. Fordi vi køber alt for meget og kaster vores affald lige tilbage i skødet på Moder Jord. De fattige sulter, de flygter, havvandet stiger, isbjørnen sveder. Vi går under - heldigvis på første klasse - men alligevel lidt irriterende.

Christian Lollikes Revolution opføres på Aarhus Teater og på Sort/Hvid i København. En historie om 4 mennesker på vej ned. Nogle af os opgiver alt, mens andre naivt tror der er mulighed for at redde planeten.

'Jeg spiller den naive A'er der bliver ved med at tro på, at vi kan redde Jorden. Jeg er hende der bliver ved med at have et håb og en tro, som de mere negative så skyder ned', fortæller skuespiller Marie Kirstine Marschner.

'Min karakter mister også troen ind imellem, fordi vi kan godt se hvor alvorligt det er, og vi ved godt der bliver ved med at stå folk og sige 'Vi kan ikke nå at ændre det, vi er fuldstændig på katastrofekurs', men min karakter bliver ved med at tænke: 'Vi kan jo ikke bare give op nu, så går det jo kun ned ad bakke', siger Marie til 8000.dk

Sammen med de 3 øvrige skuespillere - Jacob Madsen Kvols, Kjartan Hansen, og Rikke Lyllof - forsøger Marie og Christian Lollike at finde Revolutionen.

Revolution
Instruktør Christian Lollike og Sigrid Johannesen
Tekster Mikkel Bolt Rasmussen
Skuespillere Marie Kirstine Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.
Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Musikale arrangementer & repettitør Niels Søren Hansen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Spillested Godsbanens Åbne Scene, Sort/Hvid i København og Stiklingen på Aarhus Teater