★★★★Anmeldelse: 'Brænding' på Aarhus Teater
Brænding er sprællevende teater til din julekalender
23. november 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Brænding på Aarhus Teater handler ikke om de beskidte hænder på byens universitet som tjente milliarder på at forgifte den halve verden, samt forpestede hele Vesterhavet omkring Cheminova. Giftfabrikken er solgt til nogle amerikanere, og på universitetet bader de sig i gift-millionerne og drikker champagne med handsker på hænderne.
Teaterstykket er derfor ikke en forsinket uppercut til pengefolkets kynisme, - den kynisme der mishandlede vestjyder i årtier og ødelagde livet på en del af Vestkysten.
Dramatikkens nye og friske supertalenterBrænding er derimod et stykke teater skrevet og opført for dig af de rene hænder i Aarhus, - de ungdommelige hænder der tilhører en stribe talentfulde dramatiker- og skuespilelever, helt nye og friske supertalenter fra byens scenekunstskole. Stykket er elevernes præsentationsforestilling, og det stykke skal du gå ind og se hvis du har tid op mod jul. Fordi Brænding er faktisk god.
God og sammenhængende historie
Historien er sammenhængende, selvom den er skrevet af en flok dramatiker-elever i samarbejde. Det er lykkedes at fortælle en homogen historie om det lille samfund ude ved havet, hvor den lokale giftfabrik ødelægger miljøet så både fisk og mennesker bliver syge. (Og ja, byen ligger på en tange).
Men pludselig løfter stykket sig som en drage fra den vestjyske strand, basker med vingerne og flyver op i den dramatiske sfære. Der er noget på spil. Den lille by er plaget dårlig samvittighed. En ung kvinde er død - de siger det var selvmord - og hendes tvillingesøster er blevet udstødt, hvilket har givet hende en dyb angst for alle i byen.
Fabrikkens stifter er død, og hans datter ankommer til byen for at drive virksomheden videre. Hun begynder langsomt at forstå, at kemifabrikken er skyld i at byens folk har det svært med hinanden. Akkurat som i virkelighedens hændelser er byens sociale liv forgiftet af fabrikken, og døde den kvinde virkelig fra selvmord, eller har nogen givet hende et skub, fordi hun ville afsløre forholdene på kemifabrikken?
Brænding er din bedste julekalenderDu kender de her julekalendere med chokoladestykker bagved dagens paplåge. Og du ved du altid drømte om at få en julekalender, hvor hver låge gemmer på en virkelig lækker godbid. Marcipan, hjemmelavet lakrids, kaviar (nåja), måske en guldring, en nøgle til en ny bil.
Brænding er sådan en julekalender, som vi drømmer om. Jeg nød hver enkelt af skuespillernes præstationer, og jeg nød den omhu dramatikerne har skrevet replikker med og også har sørget for en sund kontinuitet.
Brænding er den bedste julekalender. Fuld af overraskelser.
Som for eksempel da vi kommer med fabrikschefen hjem og tre børn springer frem fra mørket. Nej, det er ikke overraskelsen! Overraskelsen er da en ung kvinde banker på døren hos dem. Hun er ramt af fabrikkens gift og beder om hjælp. Nej, heller ikke overraskelsen! Men hun kommer indenfor, og så sker det! Skræmmende.
Fed forestilling, gode skuespillere, god historie, godt arbejde. 4 stjerner, fuldt fortjent.
Brænding er skrevet af Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere er eleverne Clara Ellegaard, Olivia Joof Lewerissa, Alexander Krumhausen, Sarah Francesca Brænne, Rasmus Skaarup, Maria Cordsen, Arian Kashef, samt nyuddannede Morten Kjær.
Instruktion af Petrea Søe.
Scenografi Karin Gille.