Review of 'Oh, Josephine': The first casualty of any war is the free arts. That is the theme of 'Oh, Josephine', a fantastic 6-stars performance written by Thomas Markmann, and produced by Teatergrad. Art always takes the first bullet. Why? Because the freedom of art is to tell you what life and the world in reality looks like. Those in power hate that kind of thing, more than bed bugs you bring home in your suitcase from your holiday in warm countries.

On the outer level, the story is about 'Oh, Josephine'. A charismatic woman 100 years ago. She was beautiful. She knew that men want bare breasts and bananas. She made her money dancing and making movies, mainly wearing that costume.

Of course, Josephine Baker had a miserable childhood, and an early sexual debut. At that time in the 1920s, who else would be running around in a banana skirt? But Thomas Markmann wants much more than to talk about sex and social inheritance. The performance is about politics, power and rebellion. And sex. A perfect combination ever since Shakespeare.

Josephine Baker was not only an attractive woman, she was also a rebellious woman who is an inspiration to you today. Every rebellion starts somewhere in your sexuality, but doesn't end until people stop looking at breasts and instead look at how the more powerful people oppress the more powerless people.

During Josephine's time - the roaring twenties - there was freedom throughout the western world. It was only a moment before the Hays Code in 1930 removed Hollywood's artistic freedom and paved the way for him the little German, him with the very great need to 'protect' Austria, Poland, Denmark and so on.

Before closing time, Josephine Baker comes to Adlon in Copenhagen, 1928, to dance naked with bananas around her waist. This is the basic scene of the play. A Danish nightclub.

Malou Takibo plays Josephine Baker. A woman with guts, and she sings fantastically. The performance has music by Marie Louise von Bülow. Melodic and swinging, love it. Rolf Hansen does a great job as the nightclub's emcee, great character work. You will also love Hans Find Møller. He can be Leo Mathiesen right down to the tip of the cigar while playing with his piano. Luise Kirsten Skov is steadfast in the many roles she has in the play.

The scenography is by Nikolaj Heiselberg Trap. The audience sits on both sides of a long structure that looks like a nightclub 100 years ago, and it is a fine stage for a host of historical figures.

Dead artists increase in value. That's the way it is. Only the past can tell the truth. That's how it is, and it's the freedom of the show to say something significant about today's people in power. You'll meet Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Powerful Danish artists who could not artistically survive when the first shots were fired in World War II.

Only Josephine Baker survived as an artist. She had become a French citizen, and she was a woman of resistance during times of war. She set up an orphanage and became very rich. Her money bought a lot of children out of poverty, and she never really understood the basic principles of upbringing. Love had not yet been invented in her childhood home, but sex and violence against women and ethnic minorities had.

It is rare to see a Danish theater performance with good music on a high artistic level. It is rare to see a truly good story in a Danish play. Both at the same time, with humor and high acting, that's rarer than rare. Don't know what it's called in English?

There are 5 stars for scenography, music, the actors, direction and topicality (despite the fact that the story takes place 100 years ago). The 6th star is for daring to criticize the current coalition government. Last time the 'protective' forces were named Germany. Today, no one knows who 'looks after us'. But we know that we have a coalition government, we know that there is a waiting period of up to 12 years to get free treatment at the hospital. As Thomas Markmann puts it in the play: 'We know we live in a time when welfare for the majority is exchanged for prosperity for the few'.

That's rude, Thomas. Hope you have a good pension scheme. I'm not sure that remark will trigger a lifetime of art support for you. But then you have to live with the fact that the audience loves your art. Teatret Svalegangen is completely sold out in the coming days.

Oh, Josephine, by Thomas Markmann
Cast Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Direction Pelle Nordhøj Kann
Scenography Nikolaj Heiselberg Trap
Composer Marie Louise von Bülow
Lighting Design Flora Pelle Brandt
Choreography Gunilla Lind
Creative Producer Christine Worre Kann
Produced by Teatergrad.

Anmeldelse af 'Oh, Josephine': Det første offer i enhver krig er den fri kunst. Dét er temaet i 'Oh, Josephine', en fantastisk forestilling til 6 stjerner skrevet af Thomas Markmann, og produceret af Teatergrad. Kunsten tager altid den første kugle. Hvorfor? Fordi kunstens frihed er at fortælle dig, hvordan livet og verden i virkeligheden ser ud. Magthaverne hader dén slags, mere end væggelus man har med hjem i sin kuffert fra ferien i varme lande.

På det ydre plan handler historien om 'Oh, Josephine'. En karismatisk kvinde for 100 år siden. Hun var smuk. Hun vidste at mænd vil have bare bryster og bananer. Hun tjente kassen på at danse og lave film, primært iført dét kostume.

Selvfølgelig havde Josephine Baker en træls barndom, og en tidlig seksuel debut. Hvem ellers ville på den tid i 1920'erne rende rundt i et bananskørt? Men Thomas Markmann vil meget mere end at snakke om sex og social arv. Forestillingen handler om politik, magt og oprør. Og sex. En perfekt kombination lige siden Shakespeare.

Josephine Baker var ikke kun en attraktiv kvinde, hun var også en oprørsk kvinde som er til inspiration for dig i dag. Ethvert oprør starter et sted i din seksualitet, men slutter ikke før folk holder op med at kigge på bryster og i stedet kigger på hvordan de mere magtfulde mennesker undertrykker de mere magtløse mennesker.

På Josephines tid - de brølende tyvere - var der frisind i hele den vestlige verden. Det varede kun et øjeblik, inden Hays Code i 1930 fjernede Hollywoods kunstneriske frihed og banede vejen for ham den lille tysker, ham med det meget store behov for at 'beskytte' Østrig, Polen, Danmark og så videre.

Inden lukketid kommer Josephine Baker til Adlon i København, 1928, for at danse nøgen rundt med bananer om livet. Dette er grundscenen i stykket. En dansk natklub.

Malou Takibo spiller Josephine Baker. En kvinde med ben i næsen, og så synger hun fantastisk. Forestillingen har musik af Marie Louise von Bülow. Melodisk og svingende, vild med den. Rolf Hansen gør et kæmpe arbejde som natklubbens konferencier, dejligt karakter-arbejde. Du vil også elske Hans Find Møller. Han kan være Leo Mathiesen helt ud til spidsen af cigaren, mens han leger med sit klaver. Luise Kirsten Skov er standfast i de mange roller hun har i stykket.

Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap. Publikum sidder på begge sider af en lang opbygning der ligner en natklub for 100 år siden, og den er en fin scene for et væld af historiske personligheder.

Døde kunstnere stiger i værdi. Sådan er det. Kun fortiden kan man fortælle sandheden om. Sådan er det, og det er forestillingens frihed til at sige noget væsentligt om nutidens magthavere. Du møder Leo Mathiesen. PH. Lulu Ziegler. Gerda Wegener. Agnes Henningsen. Kraftfulde danske kunstnere, der ikke magtede kunstnerisk at overleve, da de første skud blev løsnet i 2. verdenskrig.

Kun Josephine Baker overlevede som kunstner. Hun var blevet fransk statsborger, og hun blev modstandskvinde i en krigstid. Hun oprettede et børnehjem og blev meget rig. Hendes penge købte en masse børn fri fra fattigdom, og hun forstod sig egentlig aldrig på de pædagogiske principper for opdragelse. Kærlighed var endnu ikke opfundet i hendes barndomshjem, men sex og vold mod kvinder og etniske minoriteter var til gengæld.

Det er sjældent man ser en dansk teater-forestilling med god musik på et højt kunstnerisk plan. Det er sjældent man ser en i sandhed god historie i et dansk teaterstykke. Begge dele på én gang, med humor og højt skuespil, det er sjældnere end sjældent. Ved ikke hvad det hedder på dansk?

Der er 5 stjerner for scenografi, musik, skuespillerne, instruktion og aktualitet (til trods for at historien foregår for 100 år siden agtigt). Den 6. stjerne er for at turde at kritisere den nuværende samlings-regering. Sidste gang hed værnemagten Tyskland. I dag ved ingen hvem der 'passer på os'. Men vi ved at vi har en samlings-regering, vi ved der er op til 12 års ventetid på at få fri behandling på sygehuset. Som Thomas Markmann siger det i stykket: 'Vi ved vi lever i en tid, hvor velfærd for de fleste bliver vekslet til velstand for de få'.

Dét er frækt, Thomas. Håber du har en god pensions-ordning. Jeg er ikke sikker på at dén bemærkning vil udløse en livslang kunststøtte til dig. Men så må du leve med, at publikum elsker din kunst. Der er totalt udsolgt på Teatret Svalegangen de kommende dage.

Oh, Josephine, af Thomas Markmann
Medvirkende Rolf Hansen, Louise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller, Malou Takibo
Instruktion Pelle Nordhøj Kann
Scenografi Nikolaj Heiselberg Trap
Komponist Marie Louise von Bülow
Lysdesign Flora Pelle Brandt
Koreografi Gunilla Lind
Kreativ producent Christine Worre Kann
Produceret af Teatergrad.

Hun bølger ind på scenen. Forførende og med stil. Den dramatiske Asta Nielsen bliver spillet med både kant og temperamentsfuld skønhed af Nanna Cecilie Bang. I aften inviterer Teatret Svalegangen på gæsteforestillingen 'ASTA'. Det er en herlig fortælling og det er godt teater.

Da filmens verden stadig var en lille sprød baby med buttede kinder, men som endnu ikke havde fået sin tunge på gled, var danske Asta Nielsen på alles læber. Teaterstykket er bygget op om den sagnomspundne stumfilm stjerne. Hendes rejse gennem sit lange liv med op og nedture og hendes søgning efter frihed og frigjorthed.

Stumfilm industrien havde fundet hende i Københavns fattige gader som nyudklækket skuespiller. - Eller skulle vi nærmere sige at hun fandt filmindustrien, - tog den med storm med sin kompromisløse kunstneriske vilje og forførte den og resten af verden med kameratække og sovekammerøjne.

Asta Nielsen blev et med filmlærredet, ikonisk og banebrydende og med sit ærlige væsen gav hun leverpostej-befolkningen sved på overlæben.

Teaterstykket 'ASTA' skildrer hendes historie med en let tone. Den har en emotionel og humoristisk fortællestil der er bygget op som en livshistorie. Hovedpersonen Asta er fortælleren i sit eget univers og små anekdote-lignende øjebliksbilleder bliver smeltet sammen til en helhed, som er både underholdende og fin.

Teaterstykket 'ASTA' har en fed lyd af følelser. Jazzede toner smelter sammen med dialogerne. Laver en melodiøs klangbund for følelsernes udfoldelse. Følelserne i forestillingens persongalleri bærer både musikkens kappe og er samtid også den rytme som bæres videre ind i dialogerne. En fin måde at skildre kærligheden og konflikterne i Astas liv.

Alt i alt er forestillingen 'ASTA' underholdende og tankevækkende. Jeg nyder den fandenivoldske karakterbeskrivelse af Asta Nielsen, historiens udvikling, den tematiske underbygning af køn og identitet, samt følesernes smukke udtryk i musik og skuespil.

Tusind tak til teamet bag 'ASTA' for en lun og underholdende forestilling og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser dem.

Asta
Medvirkende Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund Guastavino
Manskript Julie Petrine Glargaard
Instruktion Pelle Nordhøj Kann
Scenografi Lisbeth Burian
Musik Karen Duelund Guastavino
Koreografi Jannik Elkær
Produceret af Teatergrad.

★★★★★Anmeldelse 'Annas Verden' på Teatret Svalegangen

De rammer hjertet af Skagens gule farve

15. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

De åbner mine sanser og gør mig blød, mens jeg sidder der i teatermørket. De byder mig en palet af farverige og følsomme ord, krydrer det med humor, og varmer min sjæl med melodisk musik og sange. Det føles som om jeg får pakket et gammelt kunstværk ud som har lagt hengemt for længe, men nu bliver sat i en ny ramme og får sit eget åndedræt.

Jeg elsker Anna Anchers dueblå og varme røde farve og tænker at Skagensgul er en blid lys farve der kan varme blikket, når jeg kigger på den. Men i aften åbner mit blik sig i en ny retning og jeg får lov at skue længere ind i hendes palet og se en fin skildring af mennesket bag.

I teaterforestillingen ”Annas verden” giver de farverne et pift i lyset af den kendte kunstnerkoloni og leger med på hendes skæbnehistorie.

Det er en dejlig historie og underfundigt sammensat med en scene midt på gulvet. Med enkle virkemidler får teamet af skuespillere fra ”Det Flydende Teater” i København fortalt en kærlighedshistorie der er i konstant bevægelse. De levende billeder er skabt i samklang med det sanselige som man finder i kærlighedsromancer, som f.eks. den mellem Anna Ancher og hendes mand Michael, men også med kunsthistoriens perler af malerier som hun og hendes omgangskreds skabte på den tid i Skagen.

Det handler om Anna Ancher. Den store kunstmaler og hendes skæbne som kvinde der ønskede sig mere af livet end datidens gængse kvindepligter. Den handler også om alle de inspirerende mennesker hun omgav sig med i sit liv. Teaterportrættet skildrer hende som følsom, blid og samtidig passioneret. En kærlig skildring af livet som det så ud, når hun udtrykte sig gennem sin farvepalet og om omkostninger det medførte for familielivet med sin elskede mand og sin lille datter og i hverdagens trummerum.

Jeg er vild med at teamet fra forestillingen har sat scenen med så fin en følsomhed. Musikkens væsen er et indtagende akkompagnement til historiens medrivende udvikling. Den placerer sig stemningsgivende og runder hjørnerne af på en forførende måde.

Skuespillerne gav naturlige og stærke karakteristikker af personerne med både charme og varme.

Anna Anchers liv handler om at udtrykke sit lys, sin kraft og sit talent på sin helt egen måde, og det gør denne teaterforestilling også.

Tusind tak til teamet bag ”Annas Verden” og til Teatret Svalegangen der har inviteret til byen.

Annas Verden
Produceret af Det Flydende Teater
Medvirkende Julie Riis, Luise Skov, Pelle Nordhøj Kann, Nanna-Karina Schleimann
Tekst Julie Petrine Glargaard
Instruktion Jennifer Vedsted
Scenografi Sir Grand Lear
Musik Nanna-Karina Schleimann
Kreativ producent Christine Worre Kann.