Anmeldelse 'Stuepigerne': Jeg ved ikke om du skal se "Stuepigerne" på Aarhus Teater. Det lyder lidt småfrækt, men det er en småtræls historie som er skrevet af en fransk sædeligheds-forbryder, Jean Genet, 1947. 3 kvinder er fanget i et peepshow - hvor du kan kigge ind ad vinduerne - og de er ikke rare. På skift forsøger de at dræbe hinanden og sig selv, kropsligt eller sjæleligt. 3 kvindelige sadister, 2 stuepiger og deres frue - og du kigger på dem med store øjne og et par hovedtelefoner på ørene.

Jeg vidste ikke kvinder kan være så modbydelige mod hinanden.

Forestillingen er til 4 stjerner. Den handler om sadistiske kvinder (ifølge den mandlige forfatter). Klakstein (Claire) er suveræn som altid, frisk og stram i sin udadvendte og intelligente energi. Døssing (Madame) er fattet og stærk, rolig og dog farlig som en skorpion, når hun uventet dasker Solange og kysser Claire. Amanda Friis Jürgensen (Solange) gør noget med sin mund så jeg bliver helt bange. Nogle bevægelser med tungen som en kannibal ville gøre, når jeg er bundet til hans køkkenbord, hjælp! Godt karakter-arbejde, synes jeg, Amanda har en rå energi i stykket.

Den franske forbryder, som har skrevet stykket på Aarhus Teater, han var glad for mænd. Ja, han stjal også lidt hist og her, fordi hans mor - der var prostitueret - lod ham opdrage sig selv, smed ham ud. Men den store forbrydelse i Jean Genets liv - og den begik han igen og igen - det var, at han elskede mænd.

Allerede som 18-årig kom han i fængsel for at være homoseksuel. Frankrig var sådan, som Rusland og Iran er i dag. Da han blev fri tog han på en lang rejse i Europa hvor han arbejdede som prostitueret gennem næsten 10 år. Forfatterens kærlighed til mænd gav ham fængselsstraf igen og igen, indtil Pablo Picasso bad den franske præsident om dog at holde op og benåde Jean Genet. Så kom Jean Genet ikke i fængsel, han slap for livstidsdommen og kunne i stedet elske mænd i frihed.

Jean Genet skrev provokerende om seksualitet. Han skrev bøger og skuespil - blandt andet "The Maids" fra 1947, som Line Paulsen har instrueret på Aarhus Teater med titlen "Stuepigerne". Historien bygger på 2 stuepiger som i virkeligheden dræbte deres frue og hendes barn i 1933. En grumsom historie fyldt med lige dele misogyni (voldtægt-fantasier, beating og strangulering) og feminisme (selvbestemmelse). Jean Genet selv lagde vægt på stykkets dramatiske kvaliteter, og de er mange. Han så ikke noget politisk i det.

Jeg kan nogenlunde lide alt hvad Nathalie Mellbye laver på scenen som scenograf og meget andet, men kald mig forstokket: Jeg har ikke lyst til at sidde med høretelefoner - af en meget ringe kvalitet - på mine ører, når jeg er i teatret. Lyden er mindre god. På grænsen til dårlig - døm selv. 2 timer med bedstefars høretelefoner fra '1978' der klemmer om kraniet, det gør ikke noget godt for den analoge scenekunst.

Så tag Sennheiser-klodserne af, når du går ind og ser "Stuepigerne". (De ligner en Sennheiser Over-Ear HD 206 til 269,-) Du kan høre de fleste replikker helt fint uden klodserne, og du slipper for "lydeffekterne". Det bliver du glad for.

Scenografen har skabt en 8-kantet scene, en hytte med vinduer som publikum kigger ind i. Fidusen er, at det er peep-vinduer, så når du kigger ind i hytten, så ser du skuespillerne reflekteret i de øvrige vinduer hele vejen rundt.

Jeg har aldrig set noget peep-show i virkeligheden, men som naturist forestiller jeg mig, at det må være dybt kedsommeligt. Der er heller ikke noget frækt i kroppens liderlighed, jeg har givet tantra massage professionelt til hundredvis af kvinder. Det frække er forbindelsen mellem mennesker, så peep-show konceptet bliver på den måde lige så frækt som en 58-årig nudist med stor mave der spiser en is, plus værre: Publikum bliver detached. I mine øjne: Åben scenen op, så er det absolut en scenografi i en fin klasse med gode lyserøde farver i et flot interiør og gode tværvinkler til dramaet. Eventuelt pil de 3-4 vinduer ud af hytten som publikum kigger ind ad. Det bliver bedre, og I kan sende høretelefonerne tilbage til webshoppen.

Nå, stuepiger i lingeri er ikke interessant. Det interessante er hvordan karaktererne har det med hinanden?

Og de har det træls med hinanden, som allerede nævnt. De hader at leve, hader hinanden, sig selv, seksualiteten. Der er så meget had, så man begynder at gabe. De spytter på hinanden og gentager "jeg hader dig, Madamme skal dø!"

Instruktøren Line Paulsen kan ikke gøre for, at forfatteren Jean Genet skrev et stykke der i knap 2 timer spytter på kvinder og deres seksualitet. Men instruktøren burde have nedtonet de opstyltede replikker, og kunne med fordel have taget en 3-4-500 kilo teatralsk overspil ud af stykket.

Mette Klakstein gør sit bedste, og det gør hun godt. Amanda Friis Jürgensen er skræmmende god. Mette Døssing, klar og stærkt markeret i rollen som de to andres frue. Super skuespil.

Men det teatralske - som jeg forestiller mig faktisk er den originale tone i stykket - burde efter min mening køres ned en 20-30 DB.

Alt i alt en fin forestilling. Med alle forbehold - gå ind og se den: Mennesker der hader og forsøger at dræbe hinanden. Nogle teaterfolk mener stykket handler om sadomasochisme. Konkret seksuelt eller i form af ydmygelser som spytklatter og hårde ord. Det gør det ikke. Han havde bare lyst til at skrive sådan et stykke, Jean Genet. Gå ind og se hans lyst på Aarhus Teater, men drop høretelefonerne. Det vil jeg anbefale.

Stuepigerne af Jean Genet, 1947.
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Mette Døssing
Instruktør Line Paulsen
Scenografi Nathalie Mellbye
Koreografi Noora Hannula
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Sebastian Toft.

Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.

Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.

Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.

Under forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.

Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.

Når en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.

Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.

Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.

En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.

Kan ondskaben i vores indre elskes væk. Tvinges væk. Ønskes væk. Skræmmes væk?

Ondskaben driver ned ad væggene i Studio på Aarhus Teater. Ondskaben. (Fantastiske kulisser, kostumer og scenografi af Nathalie Mellbye.) Den driver en hel verden til vanvid, ikke kun på Aarhus Teater. Politifolk der dræber sorte. Magthavere der tvangssteriliserer deres fjender. Mørke præster, hvaldrab, regnskovsøkser, kodræbere og kartoffeltyve. Du har hørt om det.

Anthony Burgess skrev historien om ondskab i 1962, "A Clockwork Orange". Titlen kommer fra et udtryk i England før 2. verdenskrig. "Han var så meget skæv/farlig som en 'clockwork orange'", har Anthony fortalt. "En farvestrålende, juicy person som djævlen trækker op til ondskab." Nogle år senere lavede Stanley Kubrick filmen, 1971, og englænderne blev virkeligt vrede på ham over den film. For meget vold, nøgenhed. Forfulgte hans familie, truede med drab, så filmen blev pillet af plakaterne i England og gemt væk i små kunstbiografer i sidegaderne. Nu er historien i Aarhus på byens centrale teater.

Den er alle steder, ondskaben, blandt politikere, erhvervsfolk, sygeplejersker, politifolk, præster, ja selv bedemænd - men mest finder vi den som en flig af fryd inde i os selv. I stykket, hvor Emil Prenter fremragende spiller hovedrollen, fortælles historien om vores indre ondskab.

Hovedpersonen og hans venner elsker at dræbe, voldtage og slå folk. Bare fordi det er dejligt at give efter og slippe ansvaret. Vi kender det alle, helt ned i den lille udgave hvor der krummer sig et smil i mundvigen når vi rykker en mælkebøtte op fra græsplænen.

Efter en kvindes død bliver hovedpersonen sat i fængsel i 14 år for drab. Her viser videnskabsfolk ham billeder af overgreb, mens de giver ham strømstød. Effekten er fantastisk. Som en hund får han kvalme og trimler omkuld, når han er i kontakt med sin indre ondskab. Behandlingen giver ham også kvalme overfor musik og nøgenhed. Dernæst kastes han ud tilbage til samfundet. Helbredt efter 14 dage.

Er det sådan vi helbreder ondskaben, ved at mishandle den onde mand i fængslet. Bliver han så rask igen? Måske. Tjek spørgsmålet ud på Aarhus Teater. Der er 5 stjerner for skuespillerne, musikken, scenografi, kostumer og den sidste stjerne for den virkeligt vigtige historie om ondskaben i os selv.

A Clockwork Orange af Anthony Burgess
Dramatisering Bjørn Rasmussen
Iscenesættelse, scenografi & kostumer Nathalie Mellbye
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign & musikalsk arrangør Mads Horsbøl
Musikalske kompositioner Lasse Steen
Medkomponister Sofia Nolsøe, Emil Prenter
Medvirkende Emil Prenter, Sofia Nolsø, Lasse Steen, Aarhus Teaters Kor