★★★★★Anmeldelse: 'The Nether', Teatret Svalegangen
Forbyde vold og porno på internettet?
9. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum sidder på siderne af et virtuelt børnebordel. Vi elsker Iris. Hun er skøn når hun hopper omkring på scenen iført røde underbukser, glatte ben og en sommerkjole der løfter sig når hun laver piruetter foran Papa. Hun griner og leger, fuld af barnets livsglæde og kærlighed. Skræmmende, der er noget galt.
Papa er gammel og syg, hun er et barn. Han er pædofil og programmør. Bordellet er skabt til verdens forpinte kvinder og mænd, så de kan bruge et barn seksuelt i en virtuel verden. Udleve lysterne. Kunderne lærer at dræbe barnet med en økse for at holde følelserne på afstand. Som et rødt klimaks dekoreret med hvide striber af liv.
Straks efter drabet er Iris spillevende igen. Fordi Papa har skabt et computerspil med lyde og dufte, sansninger som om det var virkelighed. Det er en god forretning. Det virtuelle liv på nettet, livet uden konsekvens.
Milliarder dræber hver dag på nettetJeg er ret vild med stykket. Scenografien af Siggi Oli Palmason fungerer fint med sine farvefulde kulisser og stramme sorte felter af fængsel. Det er udbredt, fængslet. Virkeligheden er kedelig. Milliarder af mennesker skyder folk på nettet, kører dem ned med biler, voldtager dem, sprænger dem i luften.
Hvor kommer det fra, al den vrede mod andre mennesker? Lever vi forkert, eller er det bare menneskets væsen at vi vil udslette de andre.
Elsker vi mere virtuelt end reelt?Lyset er super takket være Hen Sloth. Præcise inddækninger og farveskift. Fra det sorte til det farverige. Det er jo det vi ønsker. At forvandle ensomheden til strålende likes og flotte selfies. Vi hungrer efter forbindelse og at blive set. Det kan vi online, men ikke altid i Ikea når familien sidder og æder kartoffelmos og kødboller.
Er den virtuelle verden bedre end virkeligheden? Mange siger ja. Den digitale verden afskærmer os fra følelserne, sansningerne, hjertet, huden. At leve analogt kan være skræmmende og ensomt.
Skal vi slukke det virtuelle liv?Skuespillerne er dygtige. Bolette Engstrøm Bjerre udtrykker barnet så præcist. Mikael Helmuth skarp som kynismens fortaler. Morten Kjær elegant som det unge menneske der undersøger børnebordellet. Kaja Kamuk stram i sin rolle som efterforsker. Holger Østergaard følsom og maskulin i sin forpinte tilstand af længsel efter kærlighed.
The Nether skaber debat blandt publikum. Skal vi gøre noget? Forbyde vold og mishandling online? Har det en negativ konsekvens i virkeligheden, når vi skyder folk på nettet og sprætter fjenderne op med en kniv. Skaber nettet forbrydelser, eller holder internettet potentielle gerningsmænd hjemme i soveværelset, indespærret i en syg fantasi foran computeren?
Personligt tror jeg på den sidste. Internettet gør os impotente, uanset hvor mange zombier vi skyder online. Min kvinde har det modsatte synspunkt. Billeder af vold gør os voldelige, mener hun. Og hvad synes du? Skal vi slukke nettet og hellere udleve vores lyster i virkeligheden? Snakke med hinanden mens vi æder de kødboller i Ikea. Være her lige nu i hverdagen, og mærke konsekvensen?
The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Mikael Heltmuth, Morten Kjær, Holger Østergaard
Instruktion Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Hen Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Forestillingsledelse Signe Albeck Lausen
Produceret af Teatret Svalegangen.