Review of 'Christmas Fever' at Aarhus Teater: Listen, I step on the toes of this relatively small - but strong - boy, when we stand in line during the break at Aarhus Teater to buy a glass of wine. An accident, stepping backwards as one of the guides goes through the queue. It's not nicely done and it's almost Christmas. Bending down and praising the boy for being strong. He stands in stocking feet. They seem to be in pretty good shape, his toes.
- I weigh 100 kilos! You're a strong guy, I tell him.
Buys him a bag of matador mix. So are we friends again? His mother says,
- You really don't need that!
But the boy looks as if hypnotized at the candy bag I hand him. He doesn't protest. Children have a sense of quality.

This year's Christmas performance at Aarhus Teater is 'Julefeber' (Christmas Fever). A licensed story from DR. The dramaturgy is spiced up by Julie Petrine Glargaard, thank you. Good craftsmanship. Brought to the stage in Aarhus by Line Paulsen - good job, I think. 5 stars rating. The scenes work fine under her direction. Good rotating stage scenography by Mie Riis. The actors pull the sleigh with quick steps, more energy in the play than usual in the run up to Christmas at the theatre. Anders Baggesen impresses with his dark humor and flamboyant Hollywood charm, with more air in his chest. Mette Klakstein can also dance ballet, and we didn't know that - what do we get here? A fresh actor who can also dance ballet? She is a kinder egg. Lightly dancing Emil Busk Jensen has in a year or two conquered more of his core character. Cool. You can tell he's in character even when he's silent. Lots of humor.

But then, Line Paulsen has jumped out as a director, I think - she has been responsible for several performances at Aarhus Teater since 2018, but 'Christmas fever' is on a higher level, I think. The actors in this play have more depth, they get further down into the chest, abdomen and feet. That's my conclusion, it's much better. Thanks for that.

I have for a long time been a fan of Anne Plauborg. In 'Christmas Fever', she expands her acting to the sublime, where she merges with her characters, she transforms into being them, lets go of her own blueprint. This season she is leaving the ensemble at Aarhus Teater. Moving after 8 years with the family to Copenhagen next summer. Go and see 'Christmas Fever' and play 'Find Plauborg', enjoy her humor and joie de vivre one of the last times at Aarhus Teater if you can find her. (Hint: Her character likes cakes, for example). Good wind, Plauborg - by the way, she is also in Lady Chatterley later in the season.

There were an incredible number of children at the evening's performance. They're laughing. They love it. Now, I'm quite an adult myself, but it's a fun show, thinks my inner child. About becoming yourself when you are a child and hair starts to grow out of your ears. Gray tufts of hair in the ears! And your grandmother says you are a Christmas elf and she wants to knit you a magical hat. That's what it's like to be those 9-10-12-13 year old.

The main characters Bjørn and Gro have a sweet father who cannot manage his money. So in the run-up to Christmas, the two teenagers move in and live in the attic of Aarhus Theater because the father has let a criminal take over their apartment, due to a debt of DKK 11,700.

And no, it's not always tragic to be homeless at Christmas, sometimes fate is actually a nice cousin. Bjørn meets a young ballet dancer and they fall in love. Gro grows hair out of her ears and is transformed into an elf at a slightly too young age. Ballet children from Aarhus dance around (and they are good at Ballet Akademiet Aarhus), and Plauborg, Busk Jensen, and Baggesen have fun. There is singing and snow falling on the audience.

The snow is falling from the ceiling in Aarhus Teater!

Do you think kids find it funny? Worth gold. I make eye contact with the little guy with the very large bag of matador mix. He nods. Children have a sense of quality.

Christmas fever by Rune Schjøtt-Wieth, Natasha Arthy, Mette Eike Neerlin
Contributors Emil Busk Jensen, Mette Klakstein, Saga Guld/Mille West Rasmussen
Jannie Faurschou, Peter Høgsbro, Marie Marschner, Anders Baggesen, Anne Plauborg, Ask Berntsen, Emil Knutzon
Ballet children Ballet Akademiet Aarhus: Alberte Forslund Skovholm, Anna Hansen, Augusta Grau, Emily Rose Melgaard Christoffersen, Ida Raabyemagle Foged, Kamma Møllgaard Braad, Liva Sølgaard-Kyng, Lucy Antonie O'Leary
Staging Line Paulsen
Scenography & costume design Mie Riis
Dramatization Julie Petrine Glargaard
Choreography Ida Frost
Musik Nanna Øland Fabricius, Jesper Mechlenburg
Lighting design Anders Kjems
Sound design Lars Gaarde.

Anmeldelse af 'Julefeber' på Aarhus Teater: Hør her, jeg træder altså denne her forholdsvis lille - men bomstærke - dreng over tæerne, da vi står i kø i pausen på Aarhus Teater for at købe et glas vin. Et uheld, træder baglæns da en af guiderne går gennem køen. Det er ikke pænt gjort, og det er snart jul. Bukker mig ned og roser drengen for at være stærk. Han står i strømpefødder. De ser ud til at være nogenlunde i stand, hans tæer.
- Jeg vejer altså 100 kilo! Du er en stærk fyr, siger jeg til ham.
Køber ham en pose matadormix. Så er vi vel venner igen? Hans mor siger,
- Det behøver du da virkelig ikke!
Men drengen kigger som hypnotiseret på slikposen jeg rækker ham. Han protesterer ikke. Børn har sans for kvalitet.

Årets juleforestilling på Aarhus Teater er 'Julefeber'. En licens-historie fra DR. Dramaturgien er peppet op af Julie Petrine Glargaard, tak. Godt håndværk. Bragt til scenen i Aarhus af Line Paulsen - godt arbejde, synes jeg. 5 stjerner. Scenerne fungerer fint under hendes instruktion. God dreje-scenografi af Mie Riis. Skuespillerne trækker slæden med hurtige step, mere energi i stykket end sædvanligvis op til jul på teatret. Anders Baggesen imponerer med sin mørke humor og flamboyante hollywood-charme, med mere luft i brystkassen. Mette Klakstein kan også danse ballet, og det vidste vi ikke - hvad får vi her? En frisk skuespiller der også kan danse ballet? Hun er et kinder-æg. Dansende lette Emil Busk Jensen har på et år eller to erobret mere af sin kerne-karaktér. Fedt. Du kan se han er i karakter, også når han er tavs. Masser af humor.

Men altså, Line Paulsen er sprunget ud som instruktør, synes jeg - hun har stået for flere forestillinger på Aarhus Teater siden 2018, men 'Julefeber' er på et højere niveau, synes jeg. Skuespillerne har i dette stykke mere dybde, de kommer længere ned i brystkassen, underlivet og fødderne. Det er min konklusion, det er meget bedre. Tak for det.

Jeg har længe været fan af Anne Plauborg. I 'Julefeber' folder hun sit skuespil ud til det sublime, hvor hun smelter sammen med sine karakterer, hun forvandler sig til at være dem, slipper sit eget grundrids. Denne sæson forlader hun ensemblet på Aarhus Teater. Flytter efter 8 år med familien til København næste sommer. Gå og se 'Julefeber' og leg 'Find Plauborg', nyd hendes humor og livsglæde en af de sidste gange på Aarhus Teater, hvis du kan finde hende. (Hint: Hendes karakter er f.eks. glad for kager). God vind, Plauborg - hun er i øvrigt også med i Lady Chatterley senere på sæsonen.

Der var utroligt mange børn til aftenens forestilling. De griner. De elsker det. Nu er jeg jo selv ganske voksen, men det er en sjov forestilling, synes mit indre barn. Om at blive sig selv, når man er barn og der begynder at vokse hår ud af ørerne. Grå hårtotter i ørerne! Og ens bedstemor siger man er en julenisse og hun vil strikke en magisk hat til en. Sådan er det jo, at være de der 9-10-12-13 år.

Hovedpersonerne Bjørn og Gro har en sød far som ikke kan styre sine penge. Så op til jul flytter de to hel- og halv-teenagerer ind og bor på loftet i Aarhus Teater, fordi faren har ladet en kriminel overtage deres lejlighed på grund af en gæld på 11.700 kr.

Og nej, det er ikke altid tragisk at blive hjemløs til jul, nogle gange er skæbnen faktisk en hyggelig fætter. Bjørn møder en ung balletdanser, og de bliver forelskede. Gro får hår ud af ørerne og bliver forvandlet til en nisse i en lidt for ung alder. Balletbørn fra Aarhus danser omkring (og de er dygtige på Ballet Akademiet Aarhus), og Plauborg, Busk Jensen og Baggesen laver sjov. Der bliver sunget og sneen daler ned over publikum.

Sneen vælter ned fra loftet i Aarhus Teater!

Tror du børn synes det er sjov? Guld værd. Jeg får øjenkontakt med den lille fyr med den meget store pose matador-mix. Han nikker. Børn har sans for kvalitet.

Julefeber af Rune Schjøtt-Wieth, Natasha Arthy, Mette Eike Neerlin
Medvirkende Emil Busk Jensen, Mette Klakstein, Saga Guld/Mille West Rasmussen
Jannie Faurschou, Peter Høgsbro, Marie Marschner, Anders Baggesen, Anne Plauborg, Ask Berntsen, Emil Knutzon
Balletbørn Ballet Akademiet Aarhus: Alberte Forslund Skovholm, Anna Hansen, Augusta Grau, Emily Rose Melgaard Christoffersen, Ida Raabyemagle Foged, Kamma Møllgaard Braad, Liva Sølgaard-Kyng, Lucy Antonie O'Leary
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografi & kostumedesign Mie Riis
Dramatisering Julie Petrine Glargaard
Koreografi Ida Frost
Musik Nanna Øland Fabricius, Jesper Mechlenburg
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Lars Gaarde.

Anmeldelse af 'Jane Eyre: Den sadistiske teater-instruktør, Sigrid Johannesen, skærer den fysiske pik af skuespilleren Emil Busk Jensen i Jane Eyre. Det er råddent teater, hun gør mig rasende. Hun fornedrer mænd, hvorfor? Intet menneske ville nogensinde skære brysterne af en kvinde live på scenen på Aarhus Teater for underholdningens skyld. Instruktøren er syg, hun er gal, synes jeg. Kort forinden har hun bidt pikken af Christian Hetlands karakter. Alligevel er 'Jane Eyre' et teknisk vellykket, et fremad marcherende perfekt teater til 5 stjerner, selvom jeg ikke kan lide det.

Men hvis du er til virkeligt sygt teater - på niveau med sadisten Peter Madsen i en ubåd alene med en ung pige fra Sverige - så er opsætningen af 'Jane Eyre' lige noget for dig. Resten af os: Vi vil ikke mutulere mennesker på scenen. 'Jane Eyre' er et fantastisk stykke teater baseret på en hæderlig kvinde i England, men kørt ned i skidtet af dramaturg-sadisterne Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen.

Nå. Der er også gode årsager til at se menneske-hader-stykket 'Jane Eyre'. Jeg elsker Laura Løwes scenografi. Hun er ikke på niveau med David Gehrt, men det er tæt på. Nogle steder er hun også foran David Gehrt med sine foto-realistiske 1890-kulisser. Hun trækker bagtæpperne op fra gulvet og sætter lyset som om scenerne starter hos fotografen. Effektivt og lækkert, Løwe er en stjerne.

Du vil også elske lyset. Clement Irbil har lavet lysdesign og det skummer ind over scenen, slår mod kulissen og trækker sig tilbage med et svusch på stranden - alt ligger åbent med det lys.

Mette Klakstein står i sin måske stærkeste rolle på Aarhus Teater. Jeg forstår ikke hun vil medvirke i Johannesens sadist-fantasi som fornedrer menneskelivet, men jeg respekterer hendes kant og oprørske præstation. Alene Klakstein er årsag nok til at du skal opleve 'Jane Eyre'.

Det samme gælder den gamle Anders Baggesen. Han har om nogen oplevet på sin egen krop hvordan skøre mennesker er sadistiske, så jeg forstår heller ikke hvorfor han vil medvirke i Johannesens vanvid. Han spiller godt, men jeg synes du skal melde dig syg.

Christian Hetland er altid min personlige favorit. I alle stykker. Han er en skuespiller som har vid og mod, han er anti-helten der forsøger at finde lykken og kærligheden for alle mennesker. Både i virkeligheden og på scenen. Gå og se 'Jane Eyre' på grund af Hetland. Og netop derfor er Johannesens sadisme-forestilling så skør. På ingen måde fortjener Christian Hetlands karakter at få bidt pikken af, som det sker direkte på scenen på Aarhus Teater. Hold op Christian. Jeg beder dig om at melde dig syg. Det er et psykisk overgreb fra den sadistiske kælling vi kan sige nej til.

Sigrid Johannesens tåbelige teaterstykke er en fornedrelse af al menneskelighed. Sådan er sadismens væsen og det gør mig ked af at opleve det på scenen. Mænd der bliver seksuelt ødelagt af en gal sadist med motorsav. Sigrid Johannesen, hvorfor mutulerer du mænds kønsdele? Der er noget galt med dig, tror jeg.

Der er 5 stjerner til 'Jane Eyre'. Primært for Laura Løwes fantastiske cirkulære scenografi med stænk af 1890-fotostudie. Stjerner for Christian Hetland, Mette Klakstein, Anne Plauborg, Marie Marschner og Anders Baggesen. Gå og se den. Og bræk dig, hvis du synes det er dårlig stil at skære pikken af en mand.

Personligt fik jeg kvalme. Jeg råber ikke hurra for sadister i kulturlivet. Da Emil Busk Jensen fik sin fysiske pik skåret af med en motorsav, rejste jeg mig og gik. Fuck da også, jeg bliver ked af det når syge kvinder drømmer om at skære pikken af mig. Jeg har integritet. God fornøjelse på Aarhus Teater.

Jane Eyre, 1847 af Charlotte Brontë
Fornedret af Sigrid Johannsen og Hanne Lund Joensen
Medvirkende Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes
Lysdesign Clement Irbil
Lyddesign Kim Engelbredt.

Anmeldelse 'Stuepigerne': Jeg ved ikke om du skal se "Stuepigerne" på Aarhus Teater. Det lyder lidt småfrækt, men det er en småtræls historie som er skrevet af en fransk sædeligheds-forbryder, Jean Genet, 1947. 3 kvinder er fanget i et peepshow - hvor du kan kigge ind ad vinduerne - og de er ikke rare. På skift forsøger de at dræbe hinanden og sig selv, kropsligt eller sjæleligt. 3 kvindelige sadister, 2 stuepiger og deres frue - og du kigger på dem med store øjne og et par hovedtelefoner på ørene.

Jeg vidste ikke kvinder kan være så modbydelige mod hinanden.

Forestillingen er til 4 stjerner. Den handler om sadistiske kvinder (ifølge den mandlige forfatter). Klakstein (Claire) er suveræn som altid, frisk og stram i sin udadvendte og intelligente energi. Døssing (Madame) er fattet og stærk, rolig og dog farlig som en skorpion, når hun uventet dasker Solange og kysser Claire. Amanda Friis Jürgensen (Solange) gør noget med sin mund så jeg bliver helt bange. Nogle bevægelser med tungen som en kannibal ville gøre, når jeg er bundet til hans køkkenbord, hjælp! Godt karakter-arbejde, synes jeg, Amanda har en rå energi i stykket.

Den franske forbryder, som har skrevet stykket på Aarhus Teater, han var glad for mænd. Ja, han stjal også lidt hist og her, fordi hans mor - der var prostitueret - lod ham opdrage sig selv, smed ham ud. Men den store forbrydelse i Jean Genets liv - og den begik han igen og igen - det var, at han elskede mænd.

Allerede som 18-årig kom han i fængsel for at være homoseksuel. Frankrig var sådan, som Rusland og Iran er i dag. Da han blev fri tog han på en lang rejse i Europa hvor han arbejdede som prostitueret gennem næsten 10 år. Forfatterens kærlighed til mænd gav ham fængselsstraf igen og igen, indtil Pablo Picasso bad den franske præsident om dog at holde op og benåde Jean Genet. Så kom Jean Genet ikke i fængsel, han slap for livstidsdommen og kunne i stedet elske mænd i frihed.

Jean Genet skrev provokerende om seksualitet. Han skrev bøger og skuespil - blandt andet "The Maids" fra 1947, som Line Paulsen har instrueret på Aarhus Teater med titlen "Stuepigerne". Historien bygger på 2 stuepiger som i virkeligheden dræbte deres frue og hendes barn i 1933. En grumsom historie fyldt med lige dele misogyni (voldtægt-fantasier, beating og strangulering) og feminisme (selvbestemmelse). Jean Genet selv lagde vægt på stykkets dramatiske kvaliteter, og de er mange. Han så ikke noget politisk i det.

Jeg kan nogenlunde lide alt hvad Nathalie Mellbye laver på scenen som scenograf og meget andet, men kald mig forstokket: Jeg har ikke lyst til at sidde med høretelefoner - af en meget ringe kvalitet - på mine ører, når jeg er i teatret. Lyden er mindre god. På grænsen til dårlig - døm selv. 2 timer med bedstefars høretelefoner fra '1978' der klemmer om kraniet, det gør ikke noget godt for den analoge scenekunst.

Så tag Sennheiser-klodserne af, når du går ind og ser "Stuepigerne". (De ligner en Sennheiser Over-Ear HD 206 til 269,-) Du kan høre de fleste replikker helt fint uden klodserne, og du slipper for "lydeffekterne". Det bliver du glad for.

Scenografen har skabt en 8-kantet scene, en hytte med vinduer som publikum kigger ind i. Fidusen er, at det er peep-vinduer, så når du kigger ind i hytten, så ser du skuespillerne reflekteret i de øvrige vinduer hele vejen rundt.

Jeg har aldrig set noget peep-show i virkeligheden, men som naturist forestiller jeg mig, at det må være dybt kedsommeligt. Der er heller ikke noget frækt i kroppens liderlighed, jeg har givet tantra massage professionelt til hundredvis af kvinder. Det frække er forbindelsen mellem mennesker, så peep-show konceptet bliver på den måde lige så frækt som en 58-årig nudist med stor mave der spiser en is, plus værre: Publikum bliver detached. I mine øjne: Åben scenen op, så er det absolut en scenografi i en fin klasse med gode lyserøde farver i et flot interiør og gode tværvinkler til dramaet. Eventuelt pil de 3-4 vinduer ud af hytten som publikum kigger ind ad. Det bliver bedre, og I kan sende høretelefonerne tilbage til webshoppen.

Nå, stuepiger i lingeri er ikke interessant. Det interessante er hvordan karaktererne har det med hinanden?

Og de har det træls med hinanden, som allerede nævnt. De hader at leve, hader hinanden, sig selv, seksualiteten. Der er så meget had, så man begynder at gabe. De spytter på hinanden og gentager "jeg hader dig, Madamme skal dø!"

Instruktøren Line Paulsen kan ikke gøre for, at forfatteren Jean Genet skrev et stykke der i knap 2 timer spytter på kvinder og deres seksualitet. Men instruktøren burde have nedtonet de opstyltede replikker, og kunne med fordel have taget en 3-4-500 kilo teatralsk overspil ud af stykket.

Mette Klakstein gør sit bedste, og det gør hun godt. Amanda Friis Jürgensen er skræmmende god. Mette Døssing, klar og stærkt markeret i rollen som de to andres frue. Super skuespil.

Men det teatralske - som jeg forestiller mig faktisk er den originale tone i stykket - burde efter min mening køres ned en 20-30 DB.

Alt i alt en fin forestilling. Med alle forbehold - gå ind og se den: Mennesker der hader og forsøger at dræbe hinanden. Nogle teaterfolk mener stykket handler om sadomasochisme. Konkret seksuelt eller i form af ydmygelser som spytklatter og hårde ord. Det gør det ikke. Han havde bare lyst til at skrive sådan et stykke, Jean Genet. Gå ind og se hans lyst på Aarhus Teater, men drop høretelefonerne. Det vil jeg anbefale.

Stuepigerne af Jean Genet, 1947.
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Mette Døssing
Instruktør Line Paulsen
Scenografi Nathalie Mellbye
Koreografi Noora Hannula
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Sebastian Toft.

★★★★★★Anmeldelse af 'Den Vægelsindede' - på Aarhus Teater

Holberg nu med food fight, bar røv og indianer­kostume

4. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Vi vælter ud fra Aarhus Teater. Byen er fyldt med mennesker. Jeg er glad, gnubber skuldre med andre glade mennesker. Vi var faktisk mange der skreg af grin og havde det sjovt i 3 timer og 20 minutter. Inklusiv pause.

Så vi har altså denne her franskmand. Koreograf og instruktør. Laurent Chétouane. Han er glad for tilværelsens absurditeter, og Holberg. Og det fik vi, begge dele, en absurd Holberg, og det var sjovt. Holberg bliver dekonstrueret, spredt til atomer. Hans replikker afspilles med dobbelt hastighed og kastes rundt på scenegulvet som duer fra en tryllekunstner der er ny i faget og har klemt dem for hårdt. Det er vanvittigt. Skuespillerne laver sjov og improviserer. Duerne kommer til live igen og flagrer rundt blandt publikum. Det er galt, og der er mening i galskaben.

Christian Hetland render nøgen rundt i bar røv og indianerkostume. Toke Hansenius ejer scenen med sin smægtende violin der både kan Chaplin og Psycho, samt bade i en kasse vand. Anne Plauborg rider rundt på nakken af Æsken, fordi Laurent er fransk. Mette Døssing får et grineflip i flere minutter, hun kan ikke stoppe. Kjartan Hansen slikker luftfisse og råber "TEKST" til suffløren. Birgitte Hansen svarer. Han råber igen: "MERE TEKST". Mette Klakstein Wiberg flirter med publikum allerede fra begyndelsen. Mathias Flint husker sine replikker. Simon Kongsted danser ballet. Nanna Bøttcher smider parykken. Anders Baggesen har læderbukser. Viktor Pascoe Medom er meget interesseret i blå kjoler og det der er under, og han er sjov.

Sådan. Du har netop oplevet handlingsreferatet. Så ved du hvad forestillingen går ud på. Det er Holberg tilsat Monty Python og Dario Fo, rørt rundt i en blender på den højeste hastighed.

Der er ingen mening i tilværelsen, siger instruktøren. Vi har ikke kontrol på en skid. Livet er en teaterforestilling der er gået amok. Du kan ikke høre replikkerne tydeligt fra de andre. Handlingen følger ikke det vi har besluttet. Hvem fanden har i det hele taget skrevet mit livs teaterstykke? Det giver jo ingen mening. Og det er meningen. Holberg som food fight. Dekonstruktivisme. Madkamp. Livet er absurd så man må le ad det.

Så hvis du synes der er for mange regler i din hverdag. At du skal følge manuskriptet når du taler med svigermor. Altid være sød og pæn, og din chef er et pjok. Og du ville aldrig give ham et job, hvis du du var chefen og han var dig. Og hvis du er træt af at alting skal være så rigtigt, så rigtigt. Hvordan du spiser, hvordan du skider, hvordan du snakker og dit CV kunne nok også være bedre. I det tilfælde kan du finde masser af god underholdning og vældigt mange forløsende grin i Holberg på Aarhus Teater.

Det skal ikke være så alvorligt, livet. Selv Holberg ville grine ad forestillingen, fordi det kildrer så fornøjeligt når den tunge alvor bliver sprængt til atomer. Tak for den oplevelse.

★★★★Anmeldelse 'Orestien' Aarhus Teater

Lydmor løfter Orestien op til en stor oplevelse på Aarhus Teater

10. maj 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Glem alt om dysfunktionelle familier i dagens Danmark. Her i denne tragedie Orestien, udlever hvert enkelt medlem af slægten de værste voldsfantasier. De lever med hævntogter og mord som medicin mod skam og æres krænkelser.

Vi tager det i dag som en selvfølge, at vi ikke må slå ihjel. Medmindre vi har en voldsom god grund til det, eller har et bredt flertal og politisk opbakning.

Vi lever i et demokratisk samfund. Retfærdighed og orden er vores skjold mod menneskets kaotiske følelsesliv. Hævntørst og grådighed og vores dyriske behov for at hævde os. Hvis vi ikke havde en struktur der kunne binde dyret i os, ville vi sandsynligvis stadig slå hinanden ihjel hver gang vi følte os krænket.

Hvis vi vover os ud over den kant i dag og gør os selv til morder vil systemet fratage os friheden og alle de privilegier vi ellers nyder som samfundsborgere. Dette kalder vi retfærdighed.

Orestien er en gammel græsk tragedie skrevet for 2500 år siden. Den blev spillet på de store amfiteatre under Athens opbygning, og var med til at uddanne af alle borgerne (læs mændene) til demokrati. Det var en svær fødsel dengang, og det var det også på Aarhus teater i aften, men barnet kom ud. Vi lever i dag med et system der bygger på demokrati.

Jeg kunne rigtig godt lide at Aarhus Teater kunne omsætte et så gammelt stykke til en rigtig fin oplevelse, med moderne islæt. Det er især Lydmors musik der gav en kæmpe gave til Orestien. Den varme glød af elektronisk musik, spillet op mod de smukke og enkle kulisser, gav en cool stemning til de ellers meget hårde ord der blev fremsagt af skuespillerne.

Ordene var mættet af tunge følelser og som i det gamle Athen havde man valgt ikke at give skuespillerne egen mikrofon på, hvilket gav stykket et råt og meget autentisk udtryk.

Valget af kostumer skal også have roser med på vejen. De var smukt udført og majestætiske i deres fremtoning. De passede utrolig godt til temaet i stykket og understregede den barske beretning.

Tusind tak til teamet bag Orestien og til Aarhus Teater for en flot forestilling.

Orestien af Aischylos i version af Ted Hughes
Oversættelse Pia Juul
Iscenesættelse Runar Hodne
Komponist, lyddesign og musiker Lydmor
Visuelt design Ulrik Gad
Kostumedesign Mark Kenly Domino Tan
Medvirkende Nanna Bøttcher, Jens Gotthelf, Emil Prenter, Peter Hald, Asta Kamma August, Christian Hetland, Rikke Lylloff, Mette Klakstein, Lydmor.