logo
Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23

Anmeldelser kunst og kultur i Aarhus Kulturbyen Kulturnyt Kalender Aarhus Kulturvideo fra Aarhus Find

Kulturnyt skriver om Kim Veisgaard

Klik på nogle af historierne og læs mere om Kim Veisgaard.


Anmeldelse Fortællinger fra Als, Teatret SvalegangenFoto: Ursula Hessner

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Fortællinger fra Als', Teatret Svalegangen

Han sætter ventiler på fortidens spøgelser

10. september 2024.Kulturnyt, Lita Domino

I aften er vi på anekdoternes højborg i en nationalistisk del af kongeriget. Monologen 'Fortællinger fra Als' er et blødt favntag til en svunden tid og til de skygger der stadig følger bi. Teater med Sønderjysk muld under neglene og med sød musik tilsat til 4 stjerner.

Danfoss ventiler med et stramt greb

På en lille ø ude i Lillebælt roder de med ventiler, - nærmere bestemt Danfoss ventiler. 'Fortællinger fra Als' er et musikalsk teaterstykke bygget op over en opvækst i 60'ernes Danmark. Anekdoter fortalt fra et barns naive greb på verden og med de eftervirkninger der følger med videre i livet.

Forestillingen har en forkærlighed for de ambivalente følelser der kan opstå når vi skuer tilbage i tiden. Historien rammer ind de kultursammenstød der opstod i Sønderjylland i en tidsalder med ny industri i en lille by i grænselandet. Det gør den blandt andet ved at sammensmelte den Sønderjyske sprogtone med resten af det danske sproghjul. Denne smeltedigel i historien, - fornemmelsen af egnshistorie og det mere almenmenneskelige som vi alle kan opleve i en opvækst - gør forestillingen god.

Victor Marcussen former billederne i fortællingen

Avisbudet, drengen Vigge - på rigsdansk Viktor - er hovedpersonen i monologen. I en af anekdoterne besøger drengen Dronningen af Nordborg – den smukke Helena. Når hun drikker the er det fra små fine tekopper og så kan hun lide at male. Dronning Helena lærer drengen at kunst ikke er at efterligne virkeligheden. Hun fortæller ham at 'Kunst er at gøre koen til sin egen ko, når man tegner den'. - Det fortæller hun mens hun slubrer af sin kop. Historien bygger på bogen 'Fortællinger fra Als', skrevet af Ken Denning. I stykket former skuespiller Victor Marcussen et billede på scenen af hendes gestik med små spidse læber og fine strittende fingre. På samme måde skaber han billeder gennem sin monolog af alle de karakterer der krydrer denne aftens historiebog. Det gør anekdoterne fra Als til levende småbidder og åbner for de små pointer den vugger i.

De har fornemmelse for en egns selvforståelse

Mellem menneskerne på øen Als, er der ikke nær så mange ventiler som der var på fabrikken Danfoss. Følelser kommer mest ud som små ordsprog i køkkenet hos moren, og bliver følelserne for uhåndterlige kommer Alsingerne med den 'Blå bil' til Augustenborg. Fortællingerne rækker ind i denne egns selvforståelse og for den fine fornemmelse af det, er jeg taknemlig.

Tak til teamet bag forestillingen 'Fortællinger fra Als' og til Teatret Svalegangen der huser dem i denne tid.


Fortællinger fra Als af Ken Denning
Medvirkende Victor Marcussen, Pia Hessner
Instruktion Kim Veisgaard
Scenografi Gitte Baastrup
Lysdesign Anders Kjems

< #1595# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8639# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Et Juleeventyr, Aarhus Teater

Video

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Et Juleeventyr', Aarhus Teater

Et Juleeventyr på Aarhus Teater er en lysfest for dem du har kær

2. november 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

- Anmeldelse af forestillingen i november, 2020

Det er trylleri. Fedt. Den gamle gnier opsøges af nogle ånder der gerne vil lære Scrooge noget om julefred, og kærlighed. At dele med hinanden. At være glad for livet. Synge julesange, hele året rundt.

Og så kaster de rundt med lys!

Jeg kan ikke se hvordan de gør det. Ånderne har lyskugler mellem hænderne, puff! Igen og igen. Ånderne fra hans fortid, nutid og fremtid. De viser ham scenerne fra gnierens liv, hvor han altid kun tænkte på penge. Alt gav han slip på. Kærlighed og familien, fordi han ville 'blive til noget'.

Puff, mere lys og det bliver snevejr i hele salen!

Sceneografien i årets juleforestilling er stærk. Scenen er mørk maghoni, men lysdesigneren topper mørket og lader skuespillet træde frem lyslevende.

Netop som man tror at der ikke kan være juletricks i den tryllekuffert, begynder det at sne i salen! Altså bogstaveligt. Snevejr vælter ned over publikum!

Jeg fik et snefnug i øjnene, og græd

Der er noget magisk ved jul. Folk får blanke tårer over et juletræ der tændes. Et barn der åbner en pakke. Duften af julemad. Blussende kinder.

Ja nostalgi, men 'Et Juleeventyr' rører også ved nogle af hjertets mere moralske strenge. Vi er jo alle sammen mister Scrooge. Måske ikke dig, men vi andre er gniere med den valuta der er dyrest på livets børs: Nemlig tiden.

Vi har så travlt med at 'blive til noget', 'gøre karriere' - måske julen kan få os til at huske på, hvad der betyder noget i livet.

At gå med sin far i teatret. Læne sig ind mod hans skulder i et grin, og bare nyde skuespillet på scenen. At han har tid til det. Et lys i mørket er det største, uanset hvor spinkelt dets flamme er, og for at det mirakel kan ske, må vi give det tid til at udfolde sig.

Og det er jul. Lysets genkomst et par dage før juleaften. Jeg glæder mig til jul, og tak til 'Et Juleeventyr' for at huske mig på julens budskab, del dit lys.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.

< #1250# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8436# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse Dynastiet, Teater Katapult

Video

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Dynastiet', Teater Katapult

Ræven tøver ikke når den ser sit bytte

12. marts 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

'Dynastiet' er et udmærket stykke teater på Katapult i Aarhus. Forestillingen handler om en ung mand i en meget rig familie. Han skal overtage virksomheden og stå i spisen for 15 tusinde medarbejdere. Desværre har han en tøven i sit væsen. Fyren tænker før han handler. Overvejer situationen. Den unge mands sjæl har en tøven som Herlufsholms familiære afstumpning og moderens kolde barm har sprøjtet ind i ham intravenøst. Længslen efter at gøre det rigtige, og i at gøre det rigtige at blive anerkendt og elsket. Håbløst, naturligvis.

En plot-historie til 4 stjerner

Der er en god dramatisk åre i 'Dynastiet' som folder sig ud på en drejescene. Et stykke skov som med skiftende belysning og nye vinkler skaber en friskhed fra den ene scene til den næste. God lys og scenografi. Ordene fra finansverdenen er sat sammen til en plot-historie af Thomas Markmann. Skuespillerne bidrager til en samlet præstation på 4 stjerner.

Så hvad gør en følsom ræv ved en flok kyllinger?

Vi havde høns i barndommen, og vores lokale ræv tøvede aldrig et sekund hvis der var åbent ind til hønsegården. Ræven er et rovdyr, men som menneske har vi normalt en naturlig tøven - med mindre vi drives af en karaktér-afvigelse. Det er et fint tema som 'Dynastiet' undersøger. Hvad kan vi gøre, når vi som den unge mand er udset til at være et rovdyr, uden at vi føler os klar til at bide struben over på en kylling?

Kan man lære at give slip på sin tøven? Du må se stykket for at få svaret - eller smugkigge i bunden af denne anmeldelse.

Tak for oplevelsen. Den var god.


Dynastiet af Thomas Markmann
Instruktør Anders Lundorph
Medvirkende Sonja Oppenhagen, Kim Veisgaard, Victor Marcussen, Kristian Grumme Nielsen og Lue Støvelbæk
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Jens Hansen
Lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborg.

Ja, en sød ræv kan også lære at bide rigtig hårdt.

< #1362# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8388# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse af En Fortælling om Blindhed på Aarhus TeaterEmilia Therese

Stjerner★★★★Anmeldelse af 'En Fortælling om Blindhed' på Aarhus Teater

Barsk 3D lyd får dine ører til at rejse sig

29. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.

Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.

Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.

Lyden er 3D, du er fanget i et vanvid

Under forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.

Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.

Lugten af gymnastiksal og krudtrøg

Når en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.

Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.

Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.


En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.

< #1228# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8297# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse af Ordet, Kaj Munk Aarhus Teater

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★★Anmeldelse af 'Ordet', Kaj Munk Aarhus Teater

Sceno­grafien løfter Ordet til mytiske højder

15. februar 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

David Gehrt gør det utrolige. Han er Ordets scenograf, han sætter scenen for Kaj Munks dramatiske sætninger, skrevet med gåsepen på et skrivebord kun oplyst af et enkelt stearinlys. Han har skabt en rund manege med sort sand, et langt bord og bagved videoprojektioner fra Vestjylland i grå toner. Havet. Kirken. Forstranden. Klitterne.

I Gehrts scenografi er farverne trukket af, sådan som den religiøse fundamentalisme dengang på Vestkysten fremstod i sin levemåde. Tilbage er lyset sort, hvidt og gråt. Den eneste rigtige farve på scenen er menneskenes hudfarve. Det er genialt, synes jeg. Han gør Ordet mytisk. Trækker den op på et højere plan. Mennesket står varmblodigt midt i livet, i en religiøs ramme som gamle mænd har sat op.

Hvordan vil det klare sig, mennesket? Med sin varme hud i en kølig vind fra havet?

Levende kroppe med varm hud i den kølige vestenvind

Taget for pålydende er Ordet en religiøs forestilling om at tro eller at tvivle, men snøret stramt ind i en bestemt tro, nemlig dem der hylder guden Jahve. Instruktøren Anja Behrens har udtalt at hun ønsker at skabe en forestilling der er rummelig på tværs af religioner, og der er David Gehrts scenografi en styrke.

Forfriskende er også den kødelighed, som skuespillerne har med sig på scenen. Ikke bare har skuespillerne hudfarve, de har også levende kroppe under de sorte klæder. Meget rørende var det at se det gamle ritual hvor man vasker den døde, og det blev gjort på scenen ved at fjerne tøjet og med klude rengøre den døde krop med vand.

Men om Ordet helt kan slippe fri af stranden, hvor Kaj Munks skib kilede sig ind, det er spørgsmålet du selv må tjekke når du ser forestillingen.

Ordet tror på mennesket, og den tro er altid den stærkeste

"Det var dog en sølle tro", sagde præsten i Taulov til mig. Skuffet. Præstegården henlå i halvmørke, intet lys på denne dag i oktober. Udenfor lå himlen tung, mørk og grå, slæbte sin dvaske krop henover den kolde jord, men jeg var glad. 18 år gammel. Udmeldt. Farvel du kolde kirke hvor de enfoldige blandt mænd er konger, og resten sidder fastlåst på hårde kirkebænke og afventer ordskyen fra prædikestolen.

"Hvis ikke du tror på gud, hvad tror du så på?"

"Jeg tror på mennesket", havde jeg sagt til præsten. Så stemplede han min dåbsattest og bad mig om at gå.

Ordet rummer min tro, og derfor kan jeg lide forestillingen. Ordet tror på mennesket, og den tro vil altid være stærkere. Tak for den oplevelse.


Ordet af Kaj Munk
Scenografi David Gehrt
Instruktion Anja Behrens
Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov.

< #1203# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8294# >

Teater anmeldelse

Et Juleeventyr Aarhus Teater Juleforestilling

Video

Happy Fotografen.dk

Et Juleeventyr Aarhus Teater Juleforestilling

Et Juleeventyr på Aarhus Teater

30. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Charles Dickens startede som børnearbejder, 10 timer om dagen og kom aldrig i skole. Alligevel blev han en rig og meget berømt forfatter. Nu er hans Juleeventyr årets juleforestilling på Aarhus Teater.

Jacob Madsen Kvols spiller den sure og meget rige mand, som hader jul, hader børn og hader alt. Kun penge er han glad for.

I 'Et Juleeventyr' bliver den rige mand hjemsøgt af spøgelser, det bliver både skræmmende og festligt. De forsøger i fællesskab at få den penge griske Scrooge med hen til det sted hvor vi elsker julen og elsker hinanden.

Måske bliver det jul igen i år. Tag dine børn med ud i den friske luft og se et Juleeventyr på Aarhus Teater.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.

< #1248# >< #video# >< #kulturstof# >< #da-DK# >< #7981# >

Teater video

Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Se Dagens Lys', Aarhus Teater

Sex og rosévin, eller vil du have livets mening?

13. september 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sex og rosévin, hvad er der ellers i livets gavebod? Dette er spørgsmålet skrevet med kridt på den grønne tavle i Se Dagens LysAarhus Teater. Svaret skal vi selv finde, fordi stykket er et supermarked hvor vi selv prikker meningen ned fra hylderne. Så her får du indholdet af min indkøbsvogn, trillet ud fra premiereaftenen.

Nydelse hver dag, eller filosofi for evigheden

En mand, spillet af Christian Hetland, har sex med en ny kvinde hver dag. Når han vågner ligger hun klar til ham i sengen. Udhvilet og lækker, altid parat til sex inden dagen triller i gang med børn der skal i skole og arbejde der skal udføres.

Hver dag er en ny dag. Fortiden findes ikke. Det er superkapitalismen i blomst. Det er et samfund der er storforbruger af sex og rosévin, politisk korrekthed og ingen skænderier. Det er nogenlunde sådan vi lever i dag. Ingenting betyder noget. Det er lige meget. Vi vil helst glemme fortiden, fordi den gør os i dårligt humør, og vi vil ikke vide noget om fremtiden, fordi derhenne om hjørnet venter kun alderdom, sygdom og død.

Vi vil glemme.

Men manden bliver forelsket i en kvinde, spillet af Anne Plauborg, som lever i samklang med fortiden og fremtiden. Hun kan huske hvad hun har oplevet siden hun var barn, og hun er nysgerrig efter fremtiden. Hun er filosofisk.

Hun vil huske, hun vil erkende, hun vil udforske, hun vil skabe bevidsthed.

Erkendelse er vigtigere end nydelse. Den pakke med økokologisk brød tog jeg med mig hjem fra teatret, det er for mig meningen med stykket. Men se om du tager en anden mening med hjem.

Er kærligheden meningen med livet

Nå. De to mennesker beslutter sig for at lave et oprør, en revolution. I en verden hvor det er forbudt at elske, gør de netop det. Elsker hinanden hver dag. De vælger kærligheden som alternativ til den hedonistiske verden hvor ethvert behov skal tilfredsstilles nu.

Men kærlighed er farlig, siger universets hersker, Varinka. Mennesket tåler ikke kærligheden, fordi den er triviel og den gør ondt på os. Alt for mange har begået selvmord på grund af kærlighed de har mistet, eller kærlighed de aldrig mødte.

De to holder dog fast på deres valg. De vil kærligheden.

Gå ind og se forestillingen og tjek ud hvordan det går. Det er rimeligt underholdende og spændende. Publikum kom hurtigt tilbage i salen efter pausen for at se afslutningen.

En sympatisk forestilling

Se Dagens Lys er fin. Jeg kunne godt lide den. En sympatisk forestilling.

Den er noget andet end Varinka, universets hersker. Han stinker af fisk og ost, sved og koldbrand. Grim i munden. Kynisk. Klart seende. Han er sandheden, døden og evigheden. Varinka spilles af Anders Baggesen.

Se Dagens Lys er fin på grund af en spændende historie, scenografien af Julian Toldam Juhlin. Det er sparsomt. Nordisk. Se Dagens Lys er også fin på grund af de mandlige skuespillere. Kvinderne har desværre tynde roller, tegneseriefigurer, Anne Plauborg har dog lidt mere at arbejde med, men det er tyndt.

Mænd er seriøse og tænkende. Kvinder er lækre, overfladiske og i sin bedste udgave søgende. Hvad vil du have? Filosofi, eller nydelse og eventyr? Se Dagens Lys rummer begge dele, den er en god historie.

Se dagens lys af Svend Åge Madsen
Dramatiker Julie Petrine Glargaard
Iscenesættelse Rune David Grue
Scenografi og kostumedesign Julian Juhlin
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende Christian Hetland, Anne Plauborg, Anders Baggesen, Marie Marschner, Anne Nøhr, Kirsti Kærn, Kim Veisgaard, Frederik Mansø, Magnus Haugaard

< #1169# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7837# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Parasitterne, Aarhus TeaterHappy Fotografen.dk

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Parasitterne', Aarhus Teater

Anmeldelse: Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

15. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Lystspillet som afklæder sig selv

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk på Aarhus Teater.

Oshanas tryllekunst

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.

Parasitterne af Carl Erik Soya. Stykket er fra 1929 og aktuelt i dag.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

< #1117# >< #anmeldelse# >< ## >< ## >< #7662# >

Teater anmeldelse

Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Video

Happy Fotografen.dk

Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Soyas Parasitterne er en god historie på Aarhus Teater

6. februar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Carl Erik Soyas mest berømte teaterstykke er Parasitterne som nu opføres på Aarhus Teater med Sargun Oshana som instruktør. David Gehrt har lavet den flotte scenografi som ligner et stort dukkehus fra Lego eller Playmobil.

Parasitterne er en historie om familien Gruesen der lever af at snylte på andre. Datteren er spillet af Marie Marschner. Hun er glad for mænd, og har fået et barn - et barn der får en afgørende betydning i komplottet mod den amerikanske millionær, Miss Olson spillet af Hanne Windfeld. Den stakkels Miss Olson lejer et værelse hos familien Gruesen, hvorefter Herr Grusen straks går i gang med at planlægge hendes død, og finde en vej til at få fat i hendes mange penge.

Kim Veisgaard spiller hovedrollen i Parasitterne. Han har netop fejret sit 40 års jubilæum som skuespiller. Bodil Jørgensen spiller hans kone, det er hendes debut på Aarhus Teater.

Parasitterne af Soya Carl Erik Soya var en dansk forfatter, som staten satte 60 dage i fængsel for at skrive historier om danskerne, som var sande. Senere måtte han flygte ud af landet, til Sverige. Parasitterne er fra 1929. Det Kongelige Teater købte stykket, men turde ikke sætte det op. Soya var kontroversiel. Stykket lå 15 år i en skuffe i København, inden det blev opført første gang. Soya døde i 1983, næsten 90 år gammel, 87.
Instruktør Sargun Oshana.
Scenografi og kostumer David Gehrt.
Medvirkende Kim Veisgaard, Bodil Jørgensen, Nanna Buhl Andresen, Mathias Flint, Luise Skov, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Mette Døssing.
Lyddesign Kim Engelbredt.
Lysdesign Suni Joensen.

< #1113# >< #kulturstof# >< ## >< #kulturvideo# >< #7662# >

Teater kulturstof

Anmeldelse: Den Uendelige Historie på Aarhus Teater

Video

Stjerner★★★★★★Anmeldelse: 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Anmeldelse: Den Uendelige Historie på Aarhus Teater

15. november 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Barnets fantasi vinder stort i Aarhus Teater juleteater Den Uendelige Historie, og det er i grunden sjældent i en rationel og fornuftig hverdag, hvor børn generelt skal have mere jordforbindelse og lidt mindre fantasi for at kunne slippe gennem skolens strenge krav. Instruktøren Jacob Schjødt er lykkedes fantastisk godt med forestillingen. Publikum både jublede og klappede vildt og længe efter premieren i Aarhus Teater, da vi afsluttede det lange eventyr gennem Michael Endes vidunderlige historie.

Men vi havde også fået den største julegave. Den Uendelige Historie er den store pakke under træet på Aarhus Teater, den gave dine børn vil elske at pakke ud sammen med dig. Og hvis du er lidt ligesom mig, så vil du også selv elske oplevelsen.

Den Uendelige Historie er en 6-stjernet forestilling, fordi lyden er himmelsk, musikalsk og knaldgod. 6 stjerner fordi den nye scene fra Købmand Herman Sallings Fond slår alt hvad du har set nogensinde på Aarhus Teater. Scenerne dukker op fra gulvets dyb, flyver væk under taget. Flokke af stjerner fordi videokulisserne der proiceres op på bagvæggen skaber en eventyrlig stemning.

Og tænker du skuespillerne er i julehumør? Ja, gode, solide præstationer. Det er ikke rimeligt at fremhæve nogen skuespiller fremfor andre, men Ashok Pramanik fortjener stor ros for sin præstation. Elegant i bare fødder springer han adræt omkring på scenen, eller flyver på ryggen af sin drage Fuchur i 10 meters høje. Han er troværdig, sprængfuld af energi, han er fremragende i hovedrollen som Atrejo.

En god historie, fantastisk teknik på den ny scene, dygtige skuespillere, knaldgod lyd, et relevant budskab om fantasiens kraft - er der noget der mangler? Ja, kostumerne som er skabt af Astrid Lynge Ottesen. Der er sjove kostumer og skræmmende kostumer, og uanset er de syet af de flotteste og mest intelligente fantasier. Astrid flytter Den Uendelige Historie fra det professionelle helt op til stjernerne. Tak for dem, dine kostumer er fantastiske, Astrid.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater
Historie Michael Ende
Instruktør Jacob Schjødt
Medvirkende Anton Hjejle, Ashok Pramanik, Jacob Madsen Kvols, Kim Veisgaard, Marie Marschner, Jonas Kriegbaum, Hanne Windfeld, Michiel van Leeuwen, Louise Bonde, Mathias Bøgelund, Magnus Haugaard, Joesphine Reumert Grau.
Scenografi og lys Benjamin la Cour
Lyddesign Lars Gaarde
Kostumedesign Astrid Lynge Ottesen
Komponist Oh Land

< #1089# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7582# >

Teater anmeldelse

Sælger 25.000 billetter til Den Uendelige Historie på Aarhus Teater

Video

Video: Happy Fotografen.dk

Sælger 25.000 billetter til 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Tusindvis af århus-børn skal opleve juleteater for hele familien

14. november 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Årets juleteater for hele familien er Den Uendelige Historie på Aarhus Teater. I den ene hovedrolle som Bastian er det Anton Hjejle, mens den anden hovedrolle spilles af Ashok Pramanik som Atrejo. Stykket er instrueret af Jacob Skjødt efter en historie af Michael Ende. Landet Fantasien er ved at forsvinde, og kun et fantasifuldt barn kan redde Fantasien.

Der blev sat 25.000 billetter til salg, men de fleste er købt af århusianske familier, så du skal være hurtig hvis du vil sikre husets yngste beboere og dig selv en juletur i teatret. Den anden dag var der færre end 2.000 billetter tilbage.

Forestillingen er den første efter opbygningen af den ny scene. Prisen blev små 60 millioner kroner, hvoraf Købmand Herman Sallings Fond har betalt 52 mio. kroner i form af en tidlig julegave til Aarhus Teater.

Den Uendelige Historie på Aarhus Teater
Historie Michael Ende
Instruktør Jacob Schjødt
Medvirkende Anton Hjejle, Ashok Pramanik, Jacob Madsen Kvols, Kim Veisgaard, Marie Marschner, Jonas Kriegbaum, Hanne Windfeld, Michiel van Leeuwen, Louise Bonde, Mathias Bøgelund, Magnus Haugaard, Joesphine Reumert Grau.
Scenografi og lys Benjamin la Cour
Lyddesign Lars Gaarde
Kostumedesign Astrid Lynge Ottesen
Komponist Oh Land

< #1088# >< #video# >< ## >< #da-DK# >< #7582# >

Teater video

Anmeldelse: Friheden, Aarhus Teater i tivoli efter lukketid

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Friheden', Aarhus Teater i tivoli efter lukketid

Striptease, spåkonen og ugens glade krøbling

23. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Ja, der er smerte i verden, i livet, i mig og måske i dig. Lidelsen findes. Hvordan kommer vi af med den? Skal vi ikke bare gå i tivoli og glemme det hele?

Jeg kigger rundt på de cirka 30 mennesker der står samlet udenfor Tivoli Friheden. Det er aften. Aarhus Teater er på udflugt. Vi bliver ledt ind i forlystelseshaven efter lukketid. Vi er spændte. De gulhårede stik-i-rend-drenge går forrest mens de slår på tromme. Vi stiger ombord i den gamle karrusel og sætter os på trappetrinene. Så starter eventyret, og karrusellen triller rundt i et roligt tempo.

De tre søstre var soldater i krig

Vi sidder ansigt til ansigt med tre soldater-søstre som fortæller om krigen. De lemlæstede kroppe. Den unge fyr de fangede i et hus og trak ham udenfor for at dræbe ham. Han lignede deres lillebror. Om natten opsøger han dem som et spøgelse, fordi de slog ham ihjel.

Det sker. Der er krig i verden. På mange fronter. Der er lidelse. Og vi er træt af den. Hvad skal vi gøre?

Pjerrot kom ud af et usundt forhold

Pjerrot har truffet sit valg. I en af de seks scener som de fantastiske skuespillere serverer for os, har Pjerrot trukket sig tilbage til Jylland. Aarhus. Han rejste væk fra Harlekin der som den onde trold opsøger ham i Tivoli Friheden. Den scene - skrevet af Rasmus Krone - er et godt stykke smørrebrød. Den smager af barndommen, den vi forlod uden at se os tilbage. Pjerrot han gør oprør mod lidelsen.

Line Paulsen har gjort Friheden til et stykke godt teater

Instruktøren Line Paulsen har gjort et godt stykke arbejde med Friheden, synes jeg. De seks små forestillinger hænger sammen. Friheden og fantasien, er de muligvis vores to helte der skal slukke lidelsen i vores brystkasse? Du må tage en med ud i Friheden og finde svaret selv.

Vil du have Klokketårnet eller Ønskeøen?

Friheden rummer samfundskritik. Vi er med til Miwa Takahashis begravelse, skrevet af Anna Skov Jensen. Miwa var så heltmodig, så fin, så dygtig. Men stress slog den unge kvinde ihjel. Jeg kigger rundt. Ingen af os føler os ramt. Sådan da.

Heldigvis kommer vi bagefter ud at sejle med sørøverskibet med kurs mod Ønskeøen. For at skibet kan sejle skal vi alle sammen virkeligt ønske at se Ønskeøen. Historien har en pointe. Du må opleve den selv. De to sørøvere beklager siger over at vi vælger både Klokketårnet og Ønskeøen samtidigt. Den går ikke.

Friheden er måske vores vigtigste valg

Vi må vælge. Enten at parere ordre og finde os i lidelsen, eller vi må vælge fantasien, at være kloge, stærke og modige.
Lidelse eller frihed.
Eller...
Den sidste scene i stykket - efter 2 virkeligt underholdende timer med indlagt pause og kaffe og mere sjov - den sidste scene, skrevet af Sonja Ferdinand, gav dig overskriften på denne anmeldelse. Vi har jo en tredje mulighed for at slippe for lidelsen. Nemlig striptease, spåkonen og ugens glade krøbling. Når du har set stykket ved du hvad jeg hentyder til. Det er en god pointe, en god oplevelse. Jeg anbefaler Friheden. 5 stjerner, det er ikke for meget. Den sidste stjerne i stykket, den finder du selv i Tivoli Friheden efter lukketid.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

< #1054# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7458# >

Teater anmeldelse

Aarhus Teater i Tivoli Friheden efter lukketid

Video

Video: Happy Fotografen.dk

Aarhus Teater i Tivoli Friheden efter lukketid

Fantasi og frihed folder sig ud i den magiske have

20. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Nu kan du komme i Tivoli Friheden efter lukketid og opleve teater. Det er Aarhus Teater der er på udflugt i Friheden, sammen med forfattere og skuespiller som fylder haven med fantasi, gøgl og dramatik.

'Jeg kan godt lide den idé om at man træder indenfor i en form for autonom zone, hvor der er nogle helt egne regler som ikke har noget med verden udenfor at gøre', fortæller instruktøren Line Paulsen.
'Hvor det løsslupne fantasifulde får luft, og hvor man inviteres til at få en pause fra hverdagen.'

Der er jo vældig meget fantasi i forestillingen. Hvad betyder fantasi for dig?
'Jeg synes fantasi er en lige så stor del af virkeligheden, som det man umiddelbart ser og hører', siger Paulsen til 8000.dk
'Friheden er også vigtig. Alle går jo og har en frihedslængsel i sig. Et ønske om mere frihed i sit liv.'

Aarhus Teater opfører Friheden i Friheden for et lille og eksklusivt publikum, der bliver ført rundt i haven til 6 små forestillinger. Der fantasi og frihed til alle.

Hvad håber du publikum får med sig hjem?
'Det skal være sjovt. Det er nogle fantastiske karakterer de kommer til at møde', siger Line Paulsen.

Friheden
Forfattere Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Sofia Nolsøe, Luise Skov, Holger Østergaard, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Anders Baggesen, Morten Kjær.
Idé og koncept Sargun Oshana
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografisk konsulent og kostumedesign David Gehrt
Vejleder ved dramatisk skrivekunst Sarah Woods

< #1053# >< #video# >< ## >< #da-DK# >< #7458# >

Teater video

Anmeldelse: Biedermann og Brandstifterne på Aarhus TeaterEmilia Therese

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Biedermann og Brandstifterne' på Aarhus Teater

Super relevant og yderst velspillet

18. maj 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Bravo for Aarhus teater der tør at sætte et meget ømtåligt og brandfarligt emne på dagsordenen i stykket: Biedermann og brandstifterne.

Teaterstykket er skrevet i 1958 og var oprindeligt et samfundskritisk stykke i Tyskland efter 2. verdenskrig, men er meget modigt i dag, hvor vores samfund også er i en brydningstid. Men tolkningen kommer selvfølgelig an på den enkelte publikummers politiske orientering. Er du socialist eller konservativ vil stykket handle om forskellige aktuelle problemer i verden i dag.

Nutidens Biedermann kan være oppe i mod Kapitalisme, nazisme, flygtningestrømme, terrorisme, politikkere og andre ”fremmede”. Eller det kan være på det psykologiske plan: hvordan mennesket socialt reagere overfor fremmede. Er det med selvindsigt, mod og integritet eller parkere man alle menneskets dårligdomme og ondskab (herunder sin egen) i det underbevidste hvor man ikke kan tage konsekvenser af det. Uanset må konklusionen være at det kræver det selvindsigt, mod og en del realisme at begå sig i verden i dag.

Lad mig illustrere pointen ved at ridse handlingen kort op her på teaterstykket.

Humanisten Biedermann der vedholdende kender sig selv, som et godt menneske der tror på det gode i alle, bliver stærkt udfordret i sin tro i mødet med nogle fremmede. I stedet for at tilpasse sin identitetsforståelse til den nye situation, holder Biedermann stædigt fast i at han altid kan stole på andre mennesker og at alle er gode. Når de fremmede antyder at de er brandstiftere, slår han det hen i humor. Denne indstilling får fatale konsekvenser i det at de fremmede viser sig at være brandstiftere i sandhed, som Biedermann nu har inviteret til at bo på loftet i sit eget hjem.

Der er bid i denne mørke satire, som er utrolig velspillet. Lyssætning er fantastisk, og lyden er også meget underholdende, dog var det desværre svært at høre teksten i Aarhus teaters kor, som ellers havde en glimrende fortællerrolle som byens beboere.

Tusind tak til Aarhus teater og teamet bag Biedermann og brandstifterne.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater.
En komedie af Max Frisch.
Instruktør Christian Tafdrup.
Lysdesign Anders Kjems Virkeligt markante og flotte sceneskift alene med lyset.
Scenografi David Gehrt Kompakt, dybt, bredt stort og med elegant brug af scenens bagside til scenen i helvede.
Lyddesign Kim Engelbredt Tiptop lyd.
Relevans Det selvgode menneske ender i helvede på grund af sine undladelsessynder. Med mindre der er lukket, fordi alle de onde mennesker kommer i himlen :)
Medvirkende Nicolaj Kopernikus, Morten Suurballe, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland, Aarhus Teaters Kor.

< #1041# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Teater anmeldelse

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater

Video

Video: Happy Fotografen.dk

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater

Hvad ville du gøre?

12. maj 2018.Kulturnyt

I Biedermann og Brandstifterne flytter djævelen ind. Eller er han bare en flink fyr? Det er spørgsmålet, der er evigt aktuelt. Hvordan reagerer det 'gode menneske' når brandstifteren flytter ind i huset. Man vil jo så nødigt fornærme folk, og vi vil gerne være venner med alle. Men kan man det? Hvornår skal man stå fast og sige nej?

Biedermann og Brandstifterne er et af de mest kendte dramatiske værker skrevet af Max Frisch. Stykket blev opførst første gang i Zürich for 60 år siden. Måske kender du en anden af Max Frisch værker, nemlig romanen Homo Faber der er trykt i flere end 4 millioner eksemplarer.

Biedermann og Brandstifterne på Aarhus Teater.
En komedie af Max Frisch.
Instruktør Christian Tafdrup.
Medvirkende Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland, Aarhus Teaters Kor.
Scenografi David Gehrt.
Komponist Sune 'Køter' Kølster.
Lysdesign Anders Kjems.
Lyddesign Kim Engelbredt.

< #1038# >< #video# >< ## >< #da-DK# >< ## >

Teater video





Kulturnyt Kulturbyen Anmeldelser Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et non-profit medie hvor skribenter, anmeldere fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, skriv til redaktionen og få dit arrangement ind i kulturkalenderen.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om non-profit, vi er primært finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren. Besøg Fotografen.dk hvis du har brug for en fotograf i Aarhus til at tage billeder af din kunst og kultur.
Alt om Aarhus

Kulturnyt:

Kalender Aarhus
Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


Kontakt Kulturnyt på mail eller telefon.

© Kulturnyt 2026
Fast page technology: 0,11 seconds


Domino & Happy Sikkerhed & billedlogin: Pixlogin beskytter din adgang til Kulturnyt.net Din kommunikation er sikret med HTTPS/SSL. Data opbevares i krypteret form bagved kanten af Cloudflares globale anycast firewall. Økonomi: Kulturnyt.net er en non-profit kultur hjemmeside, cvr 46317157. Support: Giv redaktionen et kald eller en mail.