Anmeldelse af 'Jane Eyre: Den sadistiske teater-instruktør, Sigrid Johannesen, skærer den fysiske pik af skuespilleren Emil Busk Jensen i Jane Eyre. Det er råddent teater, hun gør mig rasende. Hun fornedrer mænd, hvorfor? Intet menneske ville nogensinde skære brysterne af en kvinde live på scenen på Aarhus Teater for underholdningens skyld. Instruktøren er syg, hun er gal, synes jeg. Kort forinden har hun bidt pikken af Christian Hetlands karakter. Alligevel er 'Jane Eyre' et teknisk vellykket, et fremad marcherende perfekt teater til 5 stjerner, selvom jeg ikke kan lide det.

Men hvis du er til virkeligt sygt teater - på niveau med sadisten Peter Madsen i en ubåd alene med en ung pige fra Sverige - så er opsætningen af 'Jane Eyre' lige noget for dig. Resten af os: Vi vil ikke mutulere mennesker på scenen. 'Jane Eyre' er et fantastisk stykke teater baseret på en hæderlig kvinde i England, men kørt ned i skidtet af dramaturg-sadisterne Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen.

Nå. Der er også gode årsager til at se menneske-hader-stykket 'Jane Eyre'. Jeg elsker Laura Løwes scenografi. Hun er ikke på niveau med David Gehrt, men det er tæt på. Nogle steder er hun også foran David Gehrt med sine foto-realistiske 1890-kulisser. Hun trækker bagtæpperne op fra gulvet og sætter lyset som om scenerne starter hos fotografen. Effektivt og lækkert, Løwe er en stjerne.

Du vil også elske lyset. Clement Irbil har lavet lysdesign og det skummer ind over scenen, slår mod kulissen og trækker sig tilbage med et svusch på stranden - alt ligger åbent med det lys.

Mette Klakstein står i sin måske stærkeste rolle på Aarhus Teater. Jeg forstår ikke hun vil medvirke i Johannesens sadist-fantasi som fornedrer menneskelivet, men jeg respekterer hendes kant og oprørske præstation. Alene Klakstein er årsag nok til at du skal opleve 'Jane Eyre'.

Det samme gælder den gamle Anders Baggesen. Han har om nogen oplevet på sin egen krop hvordan skøre mennesker er sadistiske, så jeg forstår heller ikke hvorfor han vil medvirke i Johannesens vanvid. Han spiller godt, men jeg synes du skal melde dig syg.

Christian Hetland er altid min personlige favorit. I alle stykker. Han er en skuespiller som har vid og mod, han er anti-helten der forsøger at finde lykken og kærligheden for alle mennesker. Både i virkeligheden og på scenen. Gå og se 'Jane Eyre' på grund af Hetland. Og netop derfor er Johannesens sadisme-forestilling så skør. På ingen måde fortjener Christian Hetlands karakter at få bidt pikken af, som det sker direkte på scenen på Aarhus Teater. Hold op Christian. Jeg beder dig om at melde dig syg. Det er et psykisk overgreb fra den sadistiske kælling vi kan sige nej til.

Sigrid Johannesens tåbelige teaterstykke er en fornedrelse af al menneskelighed. Sådan er sadismens væsen og det gør mig ked af at opleve det på scenen. Mænd der bliver seksuelt ødelagt af en gal sadist med motorsav. Sigrid Johannesen, hvorfor mutulerer du mænds kønsdele? Der er noget galt med dig, tror jeg.

Der er 5 stjerner til 'Jane Eyre'. Primært for Laura Løwes fantastiske cirkulære scenografi med stænk af 1890-fotostudie. Stjerner for Christian Hetland, Mette Klakstein, Anne Plauborg, Marie Marschner og Anders Baggesen. Gå og se den. Og bræk dig, hvis du synes det er dårlig stil at skære pikken af en mand.

Personligt fik jeg kvalme. Jeg råber ikke hurra for sadister i kulturlivet. Da Emil Busk Jensen fik sin fysiske pik skåret af med en motorsav, rejste jeg mig og gik. Fuck da også, jeg bliver ked af det når syge kvinder drømmer om at skære pikken af mig. Jeg har integritet. God fornøjelse på Aarhus Teater.

Jane Eyre, 1847 af Charlotte Brontë
Fornedret af Sigrid Johannsen og Hanne Lund Joensen
Medvirkende Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes
Lysdesign Clement Irbil
Lyddesign Kim Engelbredt.

Jeg elsker Blanche, spillet af Nanna Bøttcher. Hun spiller en sommerfugl med brækket vinge i stykket 'Omstigning til Paradis' på Aarhus Teater. Et stykke skrevet af Tennessee Williams, opført første gang 1947. Der er 5 stjerner, plus en ekstra til Blanche. Jeg elsker den kvinde, hvordan kan man andet?

Så, der er altså nogle mennesker i en lejlighed i de varme sydstater, USA. Stanley er en bully, en polak nederst i samfundet, drikker for meget. Slår, spiller poker og voldtager. Aggressiv som kun Jacob Madsen Kvols kan spille det, tror jeg. Læg mærke til Kvols latissimus dorsi når han bøjer sig ind over bordet og råber højt. Kvols er en dygtig kropslig skuespiller der er i stand til at personificere Tennessee Williams far, så man bliver helt bange.

Kvols bor sammen med Stella, spillet af Mette Døssing. Jeg har aldrig hørt en kvinde hulke så forfærdeligt, som da Stella indser skæbnen for sin søster - en skæbne som Tennessee Williams kendte fra sit eget liv i en dysfunktionel familie. Søsteren blev skitzofren og blev lobotimiseret. Mette Døssing står stærkt som en kvinde der forsøger at overleve i spændingsfeltet mellem sin mand og sin søster.

Ind i denne kompakte lejlighed ankommer søsteren Blanche. Hun er skitzofren, men det er bare løgn. Skitzofrene lyver aldrig - de siger sandheden "sådan som sandheden burde være". Det er en replik Blanche giver i stykket, gå ind og se forestillingen bare for at høre hende sige dén replik.

Det fantastiske ved Franciska Zahles scenografi er perspektivet. En simpel lejlighed bliver kæmpe stor og samtidigt helt fokuseret på pulsåren i skuespillerens hals. Flot.

Dilemmeaet mellem fakta og fiktion rulles smart ud i Tennessee Williams stykke, 'Omstigning til Paradis'. Blanche ankommer til sin søsters lejlighed uden penge på lommen. Familiens sydstats-farm er solgt. Forældrene døde. Bedstemor. Alle. Blanche solgte år for år mere og mere af ejendommen, til sidst også nøglen til hoveddøren. Derfra gik hun ind i storbyen og solgte resten. Mand efter mand. Efter mange 'intime møder' har hun kun håbet tilbage, og med dét håb ankommer hun til sin søsters lejlighed og beder om husly.

Stanley er i stykket kroppen, den praktiske, faktuelle person. Blanche er håbet, drømmen og fantasien. Midt i mellem står Stella. Hun skal vælge side. Hvad er i grunden vigtigst i livet? Fakta eller fantasi?

Alle vælger fakta, naturligvis. Men hvad nu hvis kunst og kultur er fantasi? Hvad nu hvis kærlighed og ømheden er fantasi? Hvor meget vejer et kilo kærlighed? Intet godt i livet kan måles og vejes, men vi lever alligevel ofte efter fakta. Stella skal forsøge at finde ud af, hvad er vigtigst for hende? Hvad er vigtigst for dig?

Jeg er ret vild med Christian Hetlands præstastion i stykket. Han spiller Mitch. Det gode menneske. Dén rolle er nemmest at fylde ud i livet hvis man er paven eller Mother Theresa. I virkeligheden er det svært at være et godt menneske. Man fornemmer det i Hetlands kropslige skuespil. Hans karakter har slået rod helt ned i knæene, duknakken og de forsigtige fødder. Se det for dig selv, det er godt skuespil.

Mitch forsøger at nå ind til Blanche via kærligheden. At elske hende. Det er naturligvis yderst vanskelig for Blanche at tage imod. At være elsket kræver jo at jeg kan mærke hvem jeg er, og det kan Blanche ikke. Hendes krop er frasolgt, hun kan ikke mærke sig selv.

Dermed bliver Tennessee Williams stykke et firekant-drama. Mitch er det gode. Stella det kærlige. Stanley det krævende. Blanche det givende. Stykket spørger dig: Hvem synes du skal komme ud på benene og med ansigtet højt løftet mod solen?

Du aner selvfølgelig at svaret er yderst vanskeligt. Men det er et godt stykke at projicere sin egen familie ind i. Har din familie også en Blanche? Jeg tror det.

Tennessee Williams 'Omstigning til Paradis' har været opført mange gange siden 1947. Det er et stykke til 5 stjerner, men Nanna Bøttcher gør det bare lidt bedre, synes jeg - og da jeg elsker Blanche er der 6 stjerner til forestillingen. Som Blanche siger: "Jeg lyver ikke. Jeg siger bare sandheden sådan som sandheden burde være." Fantastisk, tak for den Nanna Bøttcher.

Omstigning til Paradis af Tennessee Williams
Iscenesættelse Peer Perez Øian
Scenografi og kostumer Franciska Zahle
Medvirkende Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom, Lukas Toya
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Kim Engelbredt

Naboen i mit gamle kvarter ved Storcenter Nord dræbte sin kone. Jeg kendte hende. Sådan er mænd jo, eller er de? Er mænd farlige og ondskabsfulde? Eller er vores adfærd mest præget af kulturen omkring os, og mindre defineret af vores køn? Det er en overvejelse værd i stykket 'Girls & Boys' på Aarhus Teater.

Historien 'Girls & Boys' handler på overfladen om menneskets selviscenesættelse og forklaringer på ondskaben i os, skrevet af den britiske playwright Dennis Kelly. Den fortælles af en kvinde der spontant oplever kærlighed i en kø i lufthavnen i Napoli. Hun bliver stormende forelsket. Sublimt spillet af Nanna Bøttcher.

Hovedpersonen fortæller humoristik og selviscenesættende om den fantastiske kærlighed. (Forestil dig en ugebladsnovelle, eller en medvirkende i et reality-show, dén slags kærligheds-ytringer).

De flytter sammen og får børn.

Det er sjovt fortalt. Publikum griner, men jeg gør ikke, fordi jeg kender lusen på gangen. Ikke kun genkender jeg den gamle nabo, men også mange feminine udgaver af mennesker når vi ikke kan føle.

Jeg er vild med forestillingen. Brilliant scenografi. Højttalere i forskellige højder, billeder af hovedpersonens fornemmelse af andre mennesker. Lyden er lige i skabet og giver refleksioner af hovedpersonens forklaringer. De kører i ring. Hun plages af et barns åndedræt. Hendes egne ord giver ekko, sublimeres i sindets spejlkamre, ekkoer af skyld.

Mange blandt publikum græd undervejs mens stemningen skifter. Latteren forstummer efter nogen tid. Noget ubehageligt og skræmmende dukker langsomt op i tågen over Loch Ness. Hovedpersonen begynder at antyde noget om hendes børn skæbne. Man fornemmer lugten af grusomhed sprede sig ud blandt publikum.

Den kvindelige karakter i Dennis Kellys stykke udviser de gængse tegn på psykopati, borderline, what-ever du kalder det, måske hun er ramt af en tragedie? Hun player os, synes jeg. Sætter sig selv i scene i en historie om mænds ondskab. Redegør for de øvrige medvirkende i sit liv, men afslører ganske få følelser om sig selv - med mindre det er synd for hende, så græder hun.

Og dog, hun påstår hun taler om følelser. Så siger hun for eksempel: "Jeg har den der følelse man har, når man har lyst til at smadre folks tænder med en forhammer." I mine ører er ordene tegn på en tom bogreol i sektionen 'Menneskelige følelser' på hovedpersonens lokale bibliotek.

Nanna Bøttcher står solidt på scenen. 100 minutter. Hun taler og bevæger sig uafbrudt. Det er stort karaktér-arbejde, synes jeg. Skifter elegant mellem nutid og fortid i sin fremlæggelse af Dennis Kellys idé.

Men hvilken idé er det, hvad er meningen med stykket? Se det for dig selv. Du kan komme i tvivl, eller være sikker bagefter. Anmeldere over hele verden er uenige om stykket 'Girls & Boys', så der er god plads til at du kan finde din egen mening med stykket.

Tag eventuelt et lommetørklæde med. Så du kan tørre tårerne på sidemandens kinder. Det er stærke sager, hårde temaer der bliver sat op til kant. Et stykke til god debat når I går hjem. Du finder din egen mening med 'Girls & Boys'.

Girls & Boys af Dennis Kelly
Medvirkende Nanna Bøttcher
Oversættelse og instruktion Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt

Du får en god historie om verdens afslutning i '100 Sange' på Aarhus Teater. Scenografien er SÅ meget banegård. Og midt i scenegulvet, banegraven hvor de døde rejser sig. Tøjet på de 6 unge skuespillere er fyldt med støv efter at verden blev flænset i småstykker, men ingen gider børste støvet af sig. De vil hellere fortælle historien om den sidste sommerdag i Europa. Den morgen verden sprang i luften. Cirka kl. 8:52 og frem til 8:55.

Det er Roland Schimmelpfennig der har skrevet historien. Den har lagt på køl længe i hans sind, det mærker man. Tysk kølighed. Præcision. Absurd.

Han stiller spørgsmålet: Hvad lavede du i grunden de sidste 3 minutter af dit liv? Stykket giver svaret med sangene fra de hundrede mennesker der sidder i toget, venter på fløjten til afgang 8:55. De sange vi bærer i hjertet, vores liv. Vi lever, det er svaret.

Alle mennesker bærer en sang. En fortælling. Et drama. Du møder dem i i stykket gennem en billed- og dialogstorm samlet i et stort kaos - men et velordnet kaos - af ord, livsfragmenter, sange fra radioen, forelskelse og fortabelse. Skuespillerne dribler elegant. Skifter roller. Gentager sig selv for at udtrykke det originale. Og de står stærkt på scenen, årets hold fra Den Danske Scenekunstskole.

Faktisk bedre og stærkere end den prøvesmag af forestillingen jeg har set fra teatret i Stuttgart, også på grund af Katrine Gjerdings banegårds scenografi. En stærk præstation som bliver så meget smukkere ved at skuespillerne skifter roller med hinanden uden tøven. Det er et overlegent og forførende studie i ansigtets udtryk, følelserne i vores øjne, livet i vores hænder, skæbnen der står klar med køllen for hver enkel af os på det mest uventede tidspunkt.

Se for dig selv. Der er 5 stjerner for den kølige historie, den fortræffeligt elegante og kunstneriske scenografi, instruktionen, temaet om tilværelsens absurd sårbare og urokkelige skønhed, og for den fremragende scenekunst fra de seks nye skuespillere.

Så klare øjne, så hurtige skift, imponerende godt skuespilarbejde. De kan slukke og tænde øjets lys hurtigere end lyskontakten. Skifte karakter hurtigere end jeg kan skifte jakke. Tak for den oplevelse. Sublimt.

100 Sange af Roland Schimmelpfennig
Iscenesættelse Viktor Tjerneld
Scenografi Katrine Gjerding
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende
Amalie Drud Abildgaard
Ane Stensgaard Juul
Joachim Bach Rosendal
Ludmilla Faber Striim
Martin Ivan
Ulrik Windfeldt-Schmidt
- Alle skuespillere er studerende på Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus.

★★★★★Anmeldelse 'Kærlighedens Forrykte Former' Aarhus Teater

De brænder for den forrykte kærlighed

6. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Kærligheden er en lurendrejer. Vi tror vi lever beskyttet i den trygge boks, kender tilværelsens trummerum, tror vi ved hvem vi er og kan gebærde os i verden, men så dukker den op. Går i kødet på os og river os ud af komfortzonen. Kærligheden.

I aften står jeg i kærlighedens tjeneste. Jeg sidder i teatermørket på Aarhus Teater og lader mig indhylde i kærlighedens mange former. To små historier der har en fin fornemmelse af enkelhed og samtidig har en tunge der vil sit eget.

Drengen der elsker sin mor på sin egen konkrete og umiddelbare måde, men pludselig kender han ikke længere hende, fordi han endnu ikke forstår hvordan hun kan blive tændt af begær til en anden mand end hans far.

Og den anden historie om en ung mand der selv tror at det er hans passion for litteratur der er årsagen til fascinationen af sin professor. Når han med ildhu følger normerne i tilværelsen, men pludselig står martret mellem to poler, må han lære sine længsler og kærlighedens væsen at kende.

Jeg ser kærlighedens væsen i personernes sprog til hinanden. Før den får fat i menneskene er sproget fasttømret, konkret og let forståeligt for selv et barn, men i kærlighedsmødet får den poetiske vinger. Som en ild der breder sig og åbner til nye rum bruges sproget i kald efter ømhed og til at åbne til skovbundens elskovsrede. Et sprog som kun de indviede kan forstå.

'Kærlighedens forrykte former' ændrer sproget hos personernes karakter.

'Kærlighedens forrykte former' er to bløde historier som smelter sammen til en fin helhed. Den er skabt under Scenekunstskolens fakkel. De nye talenter der har skabt manuskript og instruktion får en solid opbakning fra Aarhus Teaters egne rækker. Bland andet husscenografen David Gert har givet en enkel men super fin arena at udspille kærligheds pinslerne på. Samlet har teamet bag skabt to smukke og rørende fortællinger, der med følsomhed får skildret hjertesagen som den kan se ud når den er fremført på et scenegulv.

Tusind tak til teamet bag 'Kærlighedens forrykte former' som i øjeblikket spiller på Aarhus Teater.

Brændende kærlighed
Dramatiseret af Julie Petrine Reynberg* (Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Instrueret af Anna Katrín Einarsdóttir* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)

Følelsernes forvirring
Dramatiseret af Josephine Eusebius*(Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Iscenesat af Sullivan Lloyd Nordrum* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)

Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kasper Daugberg
Lyddesign Kim Engelbredt.

Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.