Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Julie Forchhammer
Klik på nogle af historierne og læs mere om Julie Forchhammer.
Photo: Henrik Ohsten
★★★★Review 'My father can fly', Livingstone's Cabinet at Teatret Svalegangen
Her father was crazy, but then he hanged himself
23. marts 2026.Kulturnyt, Ambiorn Happy
A fine little piece about the director’s father who was crazy, and he commits suicide. So there she stood,
Nina Kareis’ father was sometimes a fantastic character who shouted “shit and piss” in church, and at other times he was sectioned and given electroshock treatment. He loved his green Saab 96 (two of them), and he bought himself a bow and arrow. I tell you, the audience was scared when he aimed the bow at us and fumbled with the arrow. Our row in the auditorium at Teatret Svalegangen was right in the line of fire – genuinely frightening.
Much of Nina’s childhood was shaped by this whimsical father with a huge imagination. He believed you could buy a bottle-green fibreglass boat and sail around Denmark with your daughter, so that’s exactly what he did.
You will love the set design – go and see the show – it forms part of the portrait of the girl’s father, the girl who is now an adult director. A simple wooden crate stands on stage, and this crate is deconstructed as the father’s manic-depressive story is painted before us. Graphically beautiful and it adds real context to the piece.
You will also love the music. It is Pete Livingstone who creates the moods and melodies. Sad, happy, Bob Dylan-esque, classical – spiced with well-chosen suspense effects. Extremely impressive work by Livingstone; he can play music on all instruments – violin, piano, guitar, synth – a great musician, in my opinion. His work perfectly suits the piece and frames the portrait of the mad father.
The acting is a monologue in the form of a voice-over, where the performers provide bodies and movements to what is being told. Original and absurdly effective. The actors wear masks created by Julie Forchhammer. There are bears, doves, crocodiles, herrings and so on. Absurd and very well executed.
My Father Can Fly based on an idea by
Teater review
Foto: Henrik Ohsten★★★★Anmeldelse 'Krigsbørn' på Teatret Svalegangen i Aarhus
Hvis du græder, så bliver du skudt
22. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Krigsbørn' er en multi-monolog til 4 stjerner på Teatret Svalegangen. 5 skuespillere fortæller om hvor synd det er for russerne. Du kan opleve cirka 20 obduktioner fra anden verdenskrig, hvor børn fortæller hvordan det var at opleve mord begået af tyske soldater. 2 timers obduktioner, blandet op med Yulia Lystbæk som fortæller at hun skammer sig over at være russer i Danmark i dag.
Stykket 'Krigsbørn' består af 5 skuespillere som på skift fortæller om død og ødelæggelse under anden verdenskrig. Jeg skal da lige love for at instruktøren Andreas Dawe har den store kødsav fremme. Jeg havde slet ikke en forestilling om, på hvor mange måder man kan blive dræbt af en tysk soldat.
Hvert drab bliver faktuelt obduceret og fortalt af et barn, baseret på den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog, "De sidste vidner".
- Jeg husker det var vinter. Så blev min mor skudt, faldt omkuld i sneen, frakken åbnede sig og blodet væltede ud på den hvide sne.
- Min mors hår stod i flammer, og der var også flammer i lillebror. Mig og min lillesøster kravlede over dem og kom ud i haven, mens huset brændte.
- Jeg husker min mor stod nøgen i sneen. De havde skåret brysterne af hende og spiddet hende. Hun var helt hvid på grund af kulden.
- Jeg husker der kom en tysk soldat ind i stuen og skød med sin maskinpistol. Jeg faldt ned bag dragkisten. Da jeg vågnede gjorde det ondt. Jeg var blevet skudt 9 gange. Sådan lærte jeg at tælle.
Et højdepunkt i stykket er en dukke, som Yulia Lystbæk styrer. Dukken har den nænsomhed, forsigtighed og tilknytning til menneskene som krigens børn selv mangler, fordi den er blevet revet ud af deres hjerter.
Det forfærdelige i stykket er at indse, hvor skadelig krig er for vores følelser. Der er ikke plads til følelser i krig. Kun obduktioner, død og overlevelse.
I en af monologerne siger en pige: "Du må ikke græde. Tyskerne kigger på dig med hårde øjne, og hvis du græder, skyder de dig. Bare sådan der. Hvis du græder, så bliver du skudt." 'Krigsbørn' forsøger med instruktøren Andreas Dawe - kendt for at være imod krig og pro-humanist - at sætte rædslerne op på en sådan måde, at publikum kun kan være enige om at stoppe Ruslands krig mod Ukraine. Fordi krig er forfærdelig. Men alle obduktionerne i stykket handler om, at det er synd for russerne. Og Yulia Lystbæk forholder sig til Putins krig mod Ukraine sådan her: "Jeg skammer mig over at være russisk i Danmark". Hun siger ikke et ondt ord om Putin. Svagt, men hvad ved jeg? Russerne er kendt for at give gift til Putins modstandere i Europa. Måske er hun bange for at drille Ruslands diktator? Ved det ikke. Men for mig er 'Krigsbørn' mislykket, eller enøjet. Sentimentalt. Grædende: "Det er synd for os russere!" Andreas Dawe kunne have krydret obduktionerne med historier fra Ukraine, sådan at budskabet fremstod mere klart: "Uanset din nationalitet, så er det en tragedie for børn at opleve krig." Det synes jeg. Sådan er det. Teater er ikke den øverste hylde i lykkehjulet. På sin egen præmis er 'Krigsbørn' okay helstøbt. Synes jeg, men se selv stykket. De synger på russisk, og de fortæller den russiske side af fronten. Jeg har det omvendt. Mine børns bedstemor stod ved siden af sin far under 2. verdenskrig, da faderen tager lighteren frem og tænder ild til en fakkel. Hun er 6 år gammel, børnenes bedstemor. Faren kaster faklen mod familiens hus som begynder at brænde. Så kører de ud af landdbyen, med kursen bort fra Karelen, mens de russiske soldater rykker frem. Hele landsbyen står i flammer, kan pigen se ud af bagvinduet på den store amerikanske stationcar, hun ser den brændte jords taktik udført af finnerne. Hendes barndom udslettet af hendes egen familie. Den lille pige hadede resten af sit liv alt russisk. En fantastisk kvinde, en Sisu-kriger, men også med visse empatiske blindgyder. Følelserne i hende brændte op sammen med familiens hus som barn. Faren blev skør og narkoman med eget apotek. Hendes datter blev halv-kriger. Hendes børn kvart-krigere. Først 4. generation ser ud til at være næsten-normale. Sådan er krigens børn. Måske vi holder med Gaza, eller med Israel, eller med Rusland, eller med Ukraine. Men børnene må vente på at blive oldeforældre - 4. generation - inden krigens ufølsomhed er gennemvasket med tårer og følelserne atter kan blomstre i os, og krigeren kan gå på pension. Jeg læser Forpost fra Krim. Mine naboer her i huset er ukrainere på flugt. Mine børns familie hader Rusland. Jeg er vild med Putins klare sind og faktuelle synspunkter, men jeg er ikke så begejstret for at mine ukrainske naboer nu skal lære dansk som voksne. Fordi det er et svært sprog. Og de savner deres hjemland. Krig ødelægger vores humane følelser, så vi bliver krigere uden nåde. Vi kan altid genopbygge byerne på 5 år. Men at genopbygge krigens børn, sådan at de igen kan blive fredelige, det tager 4 generationer. 100 år. Tak til Yulia Lystbæk, Andreas Dawe og Teatret Svalegangen for oplevelsen. Måske er det virkelig på tide at vi stopper krigen i Ukraine? Måske, men først når vi har tævet Trump, fordi han vil stjæle Grønland? Og russerne skal også have tæsk? Først derefter kan vi vælge freden? Eller hvad synes du? Krigsbørn
Teater anmeldelse
Emilia Therese★★★★★Anmeldelse 'Hvis jeg bliver gammel', Teatret Svalegangen
Nærværende iscenesættelse af den sidste dans
9. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.
Den aldrende krop bliver indhyllet i smilerynkerDet var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.
Livet som det kan se ud når man bliver gammelDe lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.
Plastikorgier i humoristisk modeshowAllerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.
En kærlighedsdans til livetDen sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.
Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til
Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.
Teater anmeldelse
Bjarne Stæhr★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult
Danmarks Kejser kan sove trygt i nat
22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.
Eller kan hun?
Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?
De unge gider ikke mere løgnDer er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.
Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er
I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"
God musik, god scene, god optrædenKejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.
I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.
Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.
På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.
Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.
Det slutter med et slag i ansigtet med en våd regnfrakkeJeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.
Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.
Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.
Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann
Teater anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter