★★★★★Anmeldelse: 'The Nether', Teatret Svalegangen

Forbyde vold og porno på internettet?

9. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Publikum sidder på siderne af et virtuelt børnebordel. Vi elsker Iris. Hun er skøn når hun hopper omkring på scenen iført røde underbukser, glatte ben og en sommerkjole der løfter sig når hun laver piruetter foran Papa. Hun griner og leger, fuld af barnets livsglæde og kærlighed. Skræmmende, der er noget galt.

Papa er gammel og syg, hun er et barn. Han er pædofil og programmør. Bordellet er skabt til verdens forpinte kvinder og mænd, så de kan bruge et barn seksuelt i en virtuel verden. Udleve lysterne. Kunderne lærer at dræbe barnet med en økse for at holde følelserne på afstand. Som et rødt klimaks dekoreret med hvide striber af liv.

Straks efter drabet er Iris spillevende igen. Fordi Papa har skabt et computerspil med lyde og dufte, sansninger som om det var virkelighed. Det er en god forretning. Det virtuelle liv på nettet, livet uden konsekvens.

Jeg er ret vild med stykket. Scenografien af Siggi Oli Palmason fungerer fint med sine farvefulde kulisser og stramme sorte felter af fængsel. Det er udbredt, fængslet. Virkeligheden er kedelig. Milliarder af mennesker skyder folk på nettet, kører dem ned med biler, voldtager dem, sprænger dem i luften.

Hvor kommer det fra, al den vrede mod andre mennesker? Lever vi forkert, eller er det bare menneskets væsen at vi vil udslette de andre.

Lyset er super takket være Hen Sloth. Præcise inddækninger og farveskift. Fra det sorte til det farverige. Det er jo det vi ønsker. At forvandle ensomheden til strålende likes og flotte selfies. Vi hungrer efter forbindelse og at blive set. Det kan vi online, men ikke altid i Ikea når familien sidder og æder kartoffelmos og kødboller.

Er den virtuelle verden bedre end virkeligheden? Mange siger ja. Den digitale verden afskærmer os fra følelserne, sansningerne, hjertet, huden. At leve analogt kan være skræmmende og ensomt.

Skuespillerne er dygtige. Bolette Engstrøm Bjerre udtrykker barnet så præcist. Mikael Helmuth skarp som kynismens fortaler. Morten Kjær elegant som det unge menneske der undersøger børnebordellet. Kaja Kamuk stram i sin rolle som efterforsker. Holger Østergaard følsom og maskulin i sin forpinte tilstand af længsel efter kærlighed.

The Nether skaber debat blandt publikum. Skal vi gøre noget? Forbyde vold og mishandling online? Har det en negativ konsekvens i virkeligheden, når vi skyder folk på nettet og sprætter fjenderne op med en kniv. Skaber nettet forbrydelser, eller holder internettet potentielle gerningsmænd hjemme i soveværelset, indespærret i en syg fantasi foran computeren?

Personligt tror jeg på den sidste. Internettet gør os impotente, uanset hvor mange zombier vi skyder online. Min kvinde har det modsatte synspunkt. Billeder af vold gør os voldelige, mener hun. Og hvad synes du? Skal vi slukke nettet og hellere udleve vores lyster i virkeligheden? Snakke med hinanden mens vi æder de kødboller i Ikea. Være her lige nu i hverdagen, og mærke konsekvensen?

The Nether af Jennifer Haley
Medvirkende Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Mikael Heltmuth, Morten Kjær, Holger Østergaard
Instruktion Rønn Juul
Scenografi Siggi Oli Palmason
Lyddesign Anton Bast
Lysdesign Hen Sloth
Rekvisitter Naja Brimer
Forestillingsledelse Signe Albeck Lausen
Produceret af Teatret Svalegangen.

★★★★★★Anmeldelse: Av, Lollikes 'Revolution' var som en pisk

Fabelagtig historie som gør super mega ondt

15. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det var historien om Ikea der slog det sidste søm i mit kors. Korrekt indført efter ingeniør-tegningen i hæftet. Ingen flugt mulig. Dette er afslutningen på vores liv som vi kender det. Christian Lollikes Revolution afliver overklassens håb for fremtiden, bedreklassens håb. Alle os der kører Audi eller taxa, arbejder for staten eller har egen virksomhed, bor behageligt, cyklen koster 35 tusinde, pensionen er i hus, vi er kloge, vi er dannede, men vi er alligevel panisk ræd for fremtiden, og ishavet, millionerne af sultne flygtninge, plastickontinenterne i Atlanten, den stigende temperatur. Og nu er vi døde - bare fordi vi var så dumme at købe en billet til Revolution - døde, simpelthen fordi Aarhus Teater lokkede os til at se det forfærdelige teaterstykke. Æv.

Så, du er advaret. Se ikke Christians Dommedag. Det gør for ondt. Du vil aldrig igen kunne udtale dig skråsikkert om verdens fremtid.

Revolution er et nærbillede af mennesker der lever efter en algoritme. Efter et program. Selv når vi forsøger at være kloge og ændre verden, så er vores flotte opråb intet andet end et kartoffeltryk af super kapitalismens knivskarpe selvhad. Bliv hjemme. Hvis du så Revolution vil du bare krympe indvendigt, du vil føle latteren som pisk på din nøgne ryg, fordi du dumt tror det kan redde verden at blive vegetar. Eller at sælge sin bil. Gå i genbrugstøj. Brænde pengene. Flytte i kollektiv på Djursland.

Og det er sjovt, det indrømmer jeg. Der er fine effekter i forestillingen. Instruktionen er fabelagtig, alle fire på scenen er konstant i bevægelse. Super skuespil der er både komisk og troværdigt. Lyset og lyden er god. Intellektuelt er jeg vild med den forestilling.

Men. Du ved, som et dannet menneske er vi optimistiske. Det er dumt at være lyseslukker og rende rundt med et papskilt med ordene: 'Verden går under i morgen'. Og gå med det skilt hver dag. Dommedagen er noget der hører hjemme på Vestkysten, eller hos folk der er for fattige til at tage flyet sydpå, og de kører heller ikke på vinterferie i Norge.
Revolution tager både dine penge og din optimisme. Den stripper dig for din fernis af godhed og dannethed.

Vi laver hver dag propaganda for at indsamle øldåser, hjernevaske danskerne til at holde op med at ryge, løbe mere, finde et godt tilbud i Ikea. Og vi ved godt verden går under, med mindre nogen gør noget.
Lollikes stykke er på den måde genialt.
Christian siger, 'Hold op med at gøre noget, I har allerede fucked det nok op!'

Hold op med at tro på der er et problem, fordi det egentlige problem er os selv?
Du og jeg, samt de børn der vokser op i vores hus?
Åh almægtige teatergud, Lollikes Revolution har lavet flænger i mit spejl.
Hvordan får jeg nogensinde den historie ud af mit hoved igen?

Revolution
Instruktør Christian Lollike og Sigrid Johannesen
Tekster Mikkel Bolt Rasmussen
Skuespillere Marie Kirstine Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen.
Scenografi og kostumedesign Franciska Zahle
Musikale arrangementer & repettitør Niels Søren Hansen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Ise Klysner Kjems
Spillested Godsbanens Åbne Scene, Sort/Hvid i København og Stiklingen på Aarhus Teater

Dette sted i Aarhus tiltrækker børn og unge som vil bruge kroppen og opleve virkeligheden

Ballet Akademiet i Aarhus tiltrækker børn og unge som elsker at bruge kroppen

1. september 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Her er glade børn og unge mennesker, fordi de lige nu har de en pause fra det påtrængende internet, hvor man skal like hinanden, og chatte, og dele billeder og video af den første kæreste og katte som er nuttede og mennesker der falder når de står på ski. De sociale medier hvor man skal bruge sine fingre og gnide på telefonens skærm som om den var Aladdins Lampe, og måske der kom en dag en ånd og man kunne få nogle af sine ønsker opfyldt, for eksempel det ønske at man ikke gider sidde og gnide på telefonen til morgenmad, og aftensmad, og henne hos tante Hanne som bliver 70, og ikea, og i lufthavnen, og alle stede. Her er der plads til at være menneske, her på Ballet Akademiet i Aarhus - en af Danmarks absolut førende balletskoler, de er dygtige her. Men de er også noget andet, de er glade, de har fået nye lokaler - se dog - de er glade, fordi ballet gør mennesket glad. At være i sin krop, det bliver man glad af. Ballet er sundt.