Anmeldelse af 'Evita' på Aarhus Teater: Aarhus Teater har åbnet dørene til årets musical. Forestillingen 'Evita' er en udgave af en ellers godt brugt iscenesættelse, 4 stjerner.

'Evita' har gået på mange scener rundt i verden siden sin debut i 1978 i London. Men i Aarhus udgaven har den fået tilført et par nye englevinger fra Sara Viktoria Bjerregaards skuespils-katalog. Teatret har nemlig hentet godtfolk til byen, krydret med en finte eller to fra eget team, - for nu mine Damer og Herrer, skal "folket" have årets mytiske kærlighedshistorie. I år fik vi tilsat ørehængere af fintfølende slags og jeg nød historien om magt og kærlighed.

Diktatoren Juan Perón og hans diva-dronning Eva Perón forelsker sig i hinanden. Kvinden med hang til selviscenesættelse binder sig ind i det argentinske folks hjerter med lige dele charme og kynisme. Historien handler om kvinden som var mytemager. Skabte historien om sig selv og om sit folk. Et narrativ om et kærlighedsbånd der var mellem hende og det argentiske folk. Hun var troen som hendes folk kunne knytte sig til, men som resten af verden opfattede som ren manipulation. Historien er en magtsaga, og som en rigtig musical har den sine bedste øjeblikke i kærlighedens favn. Historien om kærlighed på kryds af hierarkier. En mand der forelsker sig i en kvinde under sin stand. Om kærligheden til et folk og folkets kærlighed til deres ledere.

En melodisk strofe løber hen over Eva Peróns læber, samler små bobler af finhed op undervejs og brister i en vind fra en af hendes luftige selviscenesættelser. Derefter lander den i armene på den tilbagelænede lurendrejer Che der er fortælleren i stykket, spillet af Emil Prenter. Han musicerer videre med den klangbund som præger hans karakter.

Musical har sin egen charme, musikblomster der folder sig ud som f.eks. i Amanda Friis Jürgensens stemme. Alle replikker er sunget - eller sagt på et beat. Skuespillerne spinder små tråde sammen. Melodier bliver gentaget, til tider forsimplet - for senere at blive udfoldet til en større symfoni. Musical er et tæppe spundet af hver karakters lyd. Førelserne ulmer i tonerne, famler sig rundt i rummet og lægger sig som et lydtæppe rundt om sit publikum. I aften var det vellyd.

Mange tak til teamet bag forestillingen 'Evita' og til Aarhus Teater med et hjerte for vellyd.

Evita af Tim Rice og Andrew Lloyd Webber
Medvirkende Sara Viktoria Bjerregaard, Emil Prenter, Morten Hemmingsen, Amanda Friis Jürgensen, Ashok Pramanik, Kajsa Kristina Petersson, Christine Sonnich Møller, Mille Lambert, Rikke Lillevang, Jacob Prüser, Emil Asbjørn Madsen, Eric Hallengren, Leila Jung, Lars Mølsted, Simon Fichman. Dansere: Jasmine Gordon, Lionel Ah-Sou, Mikkel Alexander.
Iscenesættelse Sara Cronberg
Scenografi og kostumer Franciska Zahle
Koreografi Melker Sörensen
Kapelmester Martin Konge
Lysdesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde.

De former en skulptur af fremtiden. De hænger den i mine ører. Jeg er trådt ind i en installation, en performans installation hvor lytte-teater er kombineret med kunst. 'Museum for fremtiden' er en interaktiv udstilling som bærer præg af angsten for undergang.

Høretelefonerne tegner sine sorgfulde billeder op med tunge lydspor i mit indre. Det fremmedgjorte menneske, det uendelige univers og længslen efter en bæredygtig plan. Lyttespil, billedkunst og skulpturelle installationer fletter sig sammen til en fortælling.

Aarhus Teater har i samarbejde med Teater Sort/Hvid og Kunsthal Aarhus skabt et sælsomt og sorgfuldt værk. En performans der hænger i grænselandet, og søger efter erkendelser i en abstrakt visuel og audiotær vinkel.

Vi møder den unge kvinde i et lydspor der er ramt af angst og sorg. Hun guider os gennem de forskellige plateauer. Som et museum hvor vi normalt betragter fortidslevning, inviterer hun os til at beskue en eventuel fremtid. Beskue os selv, når vi beskuer en forestilling om fremtiden.

Publikum møder sig selv og sine spor i verden. Vi møder os selv som fossiler, som hukommelses materiale, som modstandere i en nødvendig oprørshær, tilbyder os at se på os selv som organisk materiale og i tankeeksperimenter bliver vi giganter der må træffe de rigtige afgørelser for at livet på jorden kan overleve.

Installationen er en tragisk hilsen til fremtiden. En tragedie der forsøger at løsne angsten for undergang og søge mod et håb. Det binaurale lydunivers åbner fortællingen så jeg får en audiovisuel oplevelse som er jeg midt i lyden. De forskellige rums kunstinstallationer har hver deres hilsen til fremtiden, hver deres vinkel. Tanker om menneskehedens fald og om jordens eventuelle helbredelse. Er recovery af angsten for undergang muligt? Det handler om menneskehedens væren som sådan og om vores rester og de spor vi sætter til eftertiden. Der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men smukke streger til eftertanke.

Tusind tak til teamet bag værket og til Kunsthal der i øjeblikket huser installationen.

Museum for Fremtiden
Dramaturgi Anders Thrue Djurslev
Scenografi Franciska Zahle og Helle Damgård
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Kunstnere Christian Lollike, Ferdinand Ahm Krag, Helene Nymann, Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen

Jeg elsker Blanche, spillet af Nanna Bøttcher. Hun spiller en sommerfugl med brækket vinge i stykket 'Omstigning til Paradis' på Aarhus Teater. Et stykke skrevet af Tennessee Williams, opført første gang 1947. Der er 5 stjerner, plus en ekstra til Blanche. Jeg elsker den kvinde, hvordan kan man andet?

Så, der er altså nogle mennesker i en lejlighed i de varme sydstater, USA. Stanley er en bully, en polak nederst i samfundet, drikker for meget. Slår, spiller poker og voldtager. Aggressiv som kun Jacob Madsen Kvols kan spille det, tror jeg. Læg mærke til Kvols latissimus dorsi når han bøjer sig ind over bordet og råber højt. Kvols er en dygtig kropslig skuespiller der er i stand til at personificere Tennessee Williams far, så man bliver helt bange.

Kvols bor sammen med Stella, spillet af Mette Døssing. Jeg har aldrig hørt en kvinde hulke så forfærdeligt, som da Stella indser skæbnen for sin søster - en skæbne som Tennessee Williams kendte fra sit eget liv i en dysfunktionel familie. Søsteren blev skitzofren og blev lobotimiseret. Mette Døssing står stærkt som en kvinde der forsøger at overleve i spændingsfeltet mellem sin mand og sin søster.

Ind i denne kompakte lejlighed ankommer søsteren Blanche. Hun er skitzofren, men det er bare løgn. Skitzofrene lyver aldrig - de siger sandheden "sådan som sandheden burde være". Det er en replik Blanche giver i stykket, gå ind og se forestillingen bare for at høre hende sige dén replik.

Det fantastiske ved Franciska Zahles scenografi er perspektivet. En simpel lejlighed bliver kæmpe stor og samtidigt helt fokuseret på pulsåren i skuespillerens hals. Flot.

Dilemmeaet mellem fakta og fiktion rulles smart ud i Tennessee Williams stykke, 'Omstigning til Paradis'. Blanche ankommer til sin søsters lejlighed uden penge på lommen. Familiens sydstats-farm er solgt. Forældrene døde. Bedstemor. Alle. Blanche solgte år for år mere og mere af ejendommen, til sidst også nøglen til hoveddøren. Derfra gik hun ind i storbyen og solgte resten. Mand efter mand. Efter mange 'intime møder' har hun kun håbet tilbage, og med dét håb ankommer hun til sin søsters lejlighed og beder om husly.

Stanley er i stykket kroppen, den praktiske, faktuelle person. Blanche er håbet, drømmen og fantasien. Midt i mellem står Stella. Hun skal vælge side. Hvad er i grunden vigtigst i livet? Fakta eller fantasi?

Alle vælger fakta, naturligvis. Men hvad nu hvis kunst og kultur er fantasi? Hvad nu hvis kærlighed og ømheden er fantasi? Hvor meget vejer et kilo kærlighed? Intet godt i livet kan måles og vejes, men vi lever alligevel ofte efter fakta. Stella skal forsøge at finde ud af, hvad er vigtigst for hende? Hvad er vigtigst for dig?

Jeg er ret vild med Christian Hetlands præstastion i stykket. Han spiller Mitch. Det gode menneske. Dén rolle er nemmest at fylde ud i livet hvis man er paven eller Mother Theresa. I virkeligheden er det svært at være et godt menneske. Man fornemmer det i Hetlands kropslige skuespil. Hans karakter har slået rod helt ned i knæene, duknakken og de forsigtige fødder. Se det for dig selv, det er godt skuespil.

Mitch forsøger at nå ind til Blanche via kærligheden. At elske hende. Det er naturligvis yderst vanskelig for Blanche at tage imod. At være elsket kræver jo at jeg kan mærke hvem jeg er, og det kan Blanche ikke. Hendes krop er frasolgt, hun kan ikke mærke sig selv.

Dermed bliver Tennessee Williams stykke et firekant-drama. Mitch er det gode. Stella det kærlige. Stanley det krævende. Blanche det givende. Stykket spørger dig: Hvem synes du skal komme ud på benene og med ansigtet højt løftet mod solen?

Du aner selvfølgelig at svaret er yderst vanskeligt. Men det er et godt stykke at projicere sin egen familie ind i. Har din familie også en Blanche? Jeg tror det.

Tennessee Williams 'Omstigning til Paradis' har været opført mange gange siden 1947. Det er et stykke til 5 stjerner, men Nanna Bøttcher gør det bare lidt bedre, synes jeg - og da jeg elsker Blanche er der 6 stjerner til forestillingen. Som Blanche siger: "Jeg lyver ikke. Jeg siger bare sandheden sådan som sandheden burde være." Fantastisk, tak for den Nanna Bøttcher.

Omstigning til Paradis af Tennessee Williams
Iscenesættelse Peer Perez Øian
Scenografi og kostumer Franciska Zahle
Medvirkende Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom, Lukas Toya
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Kim Engelbredt