Anmeldelse: "Fools' Paradise": De grå dragter får performerne til at ligne encellede amøber. Kønsløse lige indtil én får ideen at iklæde sig et par underbukser med en lille tap. I aften er jeg i selskab med et sælsomt og absurd univers. Forestillingen "Fools' Paradise" er fysisk teater af bedste skuffe. Et persongalleri bygget op over Michael Kviums groteske kunstværker.

Forestillingen er underfundig og humoristisk i sin absurde fortælling om mennesket. Som fysisk teater skildrer de 5 performere der er på scenen menneskeheden som et flokdyr. Forvirret og angste når en person skiller sig ud fra de andre i gruppen. De 5 skuespilleres karakterer er som enfoldige primater der for første gang i livets historie skal danne sprog og roller. Dette gør de gennem små efterligninger af hinanden. Øjeblikket efter opløses fællesskabet, uden at nogen når frem til en forståelse af hverken sig selv eller hinanden. Hver ageren er uden konsekvens. En dommer sidder i sin tønde og med stor patos rabler han uforståelighed af, - opløser al betydning af sprogets fællesskab, idet han ikke siger noget der giver mening for nogen.

Døden er et gennemgående tema i Kviums univers. Oftest i form af skikkelser der forsøger ikke at forholde sig til deres egen eksistens. Forestillingen "Fools' Paradise" rammer meget præcist ind i denne mørke side af mennesket. Denne side hvorfra den kendte maler ofte skildrer menneskeheden og samfundet fra. Det groteske hvor meningen med tilværelsen opløses og ballerina-prinsessen skal forsøge at udødeliggøre sit navn, uden at gøre sig umage med at erkende sin egen eksistens her og nu. Forestillingen er både alvorlig, humoristisk og fantasifuld.

Jeg er indtaget af den charme det enfoldige persongalleri har. Den sorte humor, der udstiller menneskets absurde forsøg på at undgå angsten for at være, er befriende. Samtidig opløser humoren meningen med sit eget udtryk, når personerne skal agere i skyggelandet med ryggen til døden. Jeg kan lide sammenblandingen af mørk satire i det fysiske teater, klovnens enfoldige væsen i komikken, den livfulde dukkeføring og den melodiske stemme i musikken.

Mange tak til teamet bag forestillingen "Fools' Paradise" og til Teatret Svalegangen for at invitere indenfor.

FOOLS' PARADISE, a Giacomo Ravicchio
Medvirkende Therese Glahn, Karin Norrinder, Serafín Ziqver Xavier, Lars Begstrup og Jan Overgaard Mogensen.
Manus, Instruktion, Scenografi Giacomo Ravicchio
Komponist og Lyddesign Jérôme Baur
Lysdesign Martin Danielsen
Dukkedesign Katrine Karlsen
Foto Ditte Valente
Produceret af Meridiano Teatret, Zebu og Operaen i Midten.

- Dette er en anmeldelse fra forestilingen i oktober 2020 på Musikhuset i Aarhus.

Den Lille Prins er en moralsk fabel der underholder og pirrer vores længsel efter at forstå os selv. Han bliver født på en planet med en sød rose, og rejser ud i verden for at finde ud af hvad livet går ud på.

Historien blev skrevet af den eventyrlige franske pilot, Antoine de Saint-Exupéry. Han er en af personerne i den lille bog der er trykt i millioner af eksemplarer på 300 forskellige sprog. Han finder Den Lille Prins i ørkenen, hvor Antoine styrtede ned - både i virkeligheden og i historien.

Andre personer i stykket lever på hver sin planet, og prinsen besøger dem. Den vrede konge der ikke har nogen at herske over. Den forfængelige danser som drømmer om en selfie sammen med nogen. Forretningsmanden som putter himlens stjerner i banken. Personer som afspejler mange af de tossede ting som vi mennesker gør.

Til slut ender prinsen i en ørken, hvor han møder piloten. Jeg forestillede mig at piloten ville flyve drengen hjem til sin planet, men det sker ikke. I stedet rejser Den Lille Prins hjem ved at få en farlig slange til at bide sig, hvorefter han vender tilbage til sin fødeplanet som en fantasi eller en ånd.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry var selv ikke bange for at dø. Han kendte ikke dødsangst, sagde han. Når han fløj i sit fly glemte han ofte ilten, eller han overså maskinens tilstand.

Saint-Exupéry sagde: "Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på."

Den sidste gang han faldt ned med sit fly overlevede han ikke. Det skete over middelhavet i en P-38 Lightning, om sommeren 1944.

Sådan er historien på scenen. Først går man så meget grusomt igennem, og så dør man i en ørken bidt af en slange. Det er lidt depressivt, synes jeg. Men der er stjerner for musik og sang, flot scenedesign og effektiv brug af videokanonen der skaber fantasi og flytter publikum mellem scenerne. Tak for oplevelsen.

Den Lille Prins
Medvirkende Morten Hembo, Christian Bergman, Mads Kronborg
Bearbejdelse og iscenesættelse Morten Hembo og Christian Bergman
Musik og sangtekster Stine Michel og Mads Kronborg
Lysdesign Morten Hembo
Lyddesign Mads Stagis
Dukkemager Johan Kølkjær
Konsulterende instruktør Michael Slebsager
Plakat Elena Schweitzer