★★★★Anmeldelse af 'Kejseren' på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.

Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann

★★★★Anmeldelse: 'A Space in the Dark', Black Box Dance Company

David Bowies nøgle til mørket

26. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Inspireret og rig i hjertet går jeg i aften hjem fra Musikhuset med en åbenbaring. Den unge dansetrup fra Black Box Dance Company (Holstebro) var i Aarhus på turne og gav deres hjerteblod til publikum der var mødt talstærkt op. En rød tråd førte os gennem en sorgproces, hvor unge mennesker mister deres udødelighed og kommer til stede i verden som dødelige.

Det var både inspirerende og fascinerende at være vidne til de unge danseres ildhu på scenen. Med styrke, rytme og smidighed fortolkede de mørket og alle de indre tilstande, på en spændende og indlevende måde. Scenografien var enkel og musikken af de to lydkunstnere var fortællende og harmonerede godt sammen.

Døren er lukket til mørkets rum. I vores ungdoms uskyldighed ser vi os selv som udødelige. Vi lever i nuet, elsker, danser, og fester og tror at vi kender livet. I et splitsekund kan alt blive vendt på hovedet og den verden som vi kender styrter i grus. Døren ind til ”A Space In The Dark” åbner sig og vi har intet andet valg end at træde ind. Her ved vi intet og må begynde at stille væsentlige spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er døden? Hvor er livet? Hvilke livsformer gemmer der sig i mit mørkeste sind? At gå derind er, efter min mening, en kunstners ypperste livsværk, for når vi mennesker forholder os til mørket og derigennem også døden, bliver vi beriget med de indsigter om menneskelivet der lægger gemt her.

David Bowie var magiens mester. I mine øjne, så det ud til, at han var i stand til at færdes i grænselandet mellem lys og mørke, som om han havde en nøgle til døren ind i menneskesindets dunkle afkroge og i det han bar et utal af masker kunne han formidle disse sider gennem sin musik og kunst. Det har inspireret utallige kunstner i årenes løb til selv at gå derind og udtrykke mørkets hemmeligheder. Lidelsen, døden, og afmagten bliver kropsliggjort af Black Box Dance Company i aften i Musikhuset til tonerne af David Bowie og den danske musiker fra Sorten Muld, Henrik Munchs musik.

Alt i alt var det en rigtig smuk oplevelse.

Tusind tak til teamet bag ”A space in the dark” og til Musikhuset Aarhus som havde inviteret dem til byen.

Musik David Bowie og Henrik Munch
Koreografi Ben Wright
Dansere Black Box Dance Company
Scenografi Will Holt
Kostume Åsa Gjerstad
Lysdesign Lucy Hansom
Lysdesign Assistent Sherry Coenen