Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om Bo Carlsson
Klik på nogle af historierne og læs mere om Bo Carlsson.
Photo: Henrik Ohsten
★★★★Review 'My father can fly', Livingstone's Cabinet at Teatret Svalegangen
Her father was crazy, but then he hanged himself
23. marts 2026.Kulturnyt, Ambiorn Happy
A fine little piece about the director’s father who was crazy, and he commits suicide. So there she stood,
Nina Kareis’ father was sometimes a fantastic character who shouted “shit and piss” in church, and at other times he was sectioned and given electroshock treatment. He loved his green Saab 96 (two of them), and he bought himself a bow and arrow. I tell you, the audience was scared when he aimed the bow at us and fumbled with the arrow. Our row in the auditorium at Teatret Svalegangen was right in the line of fire – genuinely frightening.
Much of Nina’s childhood was shaped by this whimsical father with a huge imagination. He believed you could buy a bottle-green fibreglass boat and sail around Denmark with your daughter, so that’s exactly what he did.
You will love the set design – go and see the show – it forms part of the portrait of the girl’s father, the girl who is now an adult director. A simple wooden crate stands on stage, and this crate is deconstructed as the father’s manic-depressive story is painted before us. Graphically beautiful and it adds real context to the piece.
You will also love the music. It is Pete Livingstone who creates the moods and melodies. Sad, happy, Bob Dylan-esque, classical – spiced with well-chosen suspense effects. Extremely impressive work by Livingstone; he can play music on all instruments – violin, piano, guitar, synth – a great musician, in my opinion. His work perfectly suits the piece and frames the portrait of the mad father.
The acting is a monologue in the form of a voice-over, where the performers provide bodies and movements to what is being told. Original and absurdly effective. The actors wear masks created by Julie Forchhammer. There are bears, doves, crocodiles, herrings and so on. Absurd and very well executed.
My Father Can Fly based on an idea by
Teater review
Foto: Henrik Ohsten★★★★Anmeldelse 'Min far kan flyve', Livingstones Kabinet på Teatret Svalegangen
Hendes far var skør, men så hængte han sig
23. marts 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Fint lille stykke om instruktørens far der er skør, og han begår selvmord. Så stod hun der,
Nina Kareis far var nogle gange en fantast som råbte "pis og lort" i kirken, og andre gange var han indlagt og fik elektrochok, han elskede sin grønne Saab 96 (2 styk), og han købte sig en flitsbue. Jeg siger dig, publikum var bange da han sigtede på os med den flitsbue og fjumrede med pilen. I salen på Teatret Svalegangen sad vores række lige i skudlinjen, virkeligt skræmmende.
Meget af Nina's barndom blev præget af denne flyvske far som havde meget fantasi, og han troede på at man kan købe sig en flaskegrøn båd i glasfiber og sejle rundt i Danmark med sin datter, så det gjorde han.
Sceneopbygningen vil du elske - gå og se stykket - den indgår i portrættet af pigens far, den pige som nu er voksen og instruktør. En simpel trækasse står på scenen, og denne kasse dekonstrueres i takt med at farens maniodepressive historie males frem. Grafisk flot og tilføjer kontekst til stykket.
Musikken vil du også elske. Det er Pete Livingstone der sætter stemninger og melodier. Traurigt, glad, Bob Dylansk, klassisk - peppet op med velvalgte suspense effekter. Vældigt imponerende arbejde af Livingstone, han kan spille musik på alle instrumenter, violin, piano, guitar, synt - en stor musiker, synes jeg. Hans arbejde klæder stykket og skaber rammerne om portrættet af den gale far.
Skuespillet er en monolog i form af en voice over, hvor skuespillerne giver krop og bevægelser til det der bliver fortalt. Originalt og velfungerende absurd. Skuespillerne har masker på, skabt af Julie Forchhamer. Der er bjørne, duer, krokodiller, sild og så videre. Absurd og velfungerende.
Min far kan flyve efter en idé af
Teater anmeldelse
Foto: André Hansen★★★★★Anmeldelse 'Dancing on my own', Holstebro Dansekompagni på Aarhus Teater
De finder pulsen på kærlighedens dansegulv
12. marts 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Dancing on my own', Holstebro Dansekompagni: Kender du popsangeren og kunstneren Robyn? Pulsen i hendes musik er tung, - stortrommen der dunker skaber en forbindelse med hjertets rytme. Robyns stemme svæver i luften som en glad sanglærke der hænger frit over marken.
Kontrasten mellem jord og himmel. Dette er lydtæppet i forestillingen 'Dancing on my own' som i øjeblikket er at opleve på Aarhus Teater. Forestillingens koreografi er skabt af den samme kontrast. Tung jord og svævende sanglærke. Danse-forestillingen 'Dancing on my own' er en 5 stjernet oplevelse.
I forestillingen 'Dancing on my own' møder vi små tableauer i kærlighedens kringelkroge. Vi falder ind i en lejlighed. Køkkenet – badeværelset – soveværelset. Vi møder menneskene, - 6 dansere fra Holstebro Dansekompagni der hver især skildrer forskellige aspekter af kærligheden.
I dramaturgien beretter performerne om små øjeblikke som mennesker oplever med hinanden i kærlighedens navn. Danserne der udtrykker æggende kærligheds-længsler når de træder alene rundt i lejlighedens lille møllehjul. Venter på deres udkårne skal finde døren ind til deres kammer.
Vi møder to mennesker der krydser klinger i et samtalekøkken, men går fejl af hinanden. Det nyforelskede par der det ene øjeblik mødes i kys på sengekanten og det næste øjeblik forlader hinanden. Sengens bløde dyner bliver nu ulidelige at ligge alene forladt i og den lukkede dør mellem dem er hård og uigennemsigtig.
Vi møder par der deler hverdagsliv, - badekarrets lykkelige arena hvor de kommer tættere på sig selv og hinanden i små private øjeblikke. Hede romancer, men også knuste hjerter, når kærligheden ikke længere er gengældt.
Forestillingen 'Dancing on my own' har et konkret look i sine kulisser og i sine små dramatiske scener fra kærlighedslivet. Det kan jeg godt lide. Netop som Robyns musik i forestillingen, danner de konkrete tableauer jorden i stykket, mens følelserne og abstraktionerne i danserne er sanglærken der hænger svævende over forestillingen.
Særligt nød jeg de sidste 20 minutter af stykket, hvor danserne, i mine øjne, lavede en hyldest til den altruistiske kærlighed. Dansegulvet der blev til et bølgende hav. Hver performer falder ud og ind i kys, og jeg fik fornemmelsen af at dansernes kroppe netop blev til hjertebeat i kærlighedens hav.
For den oplevelse sender jeg tak til teamet bag, med min 5 stjernede applaus.
Dancing on my own
Dans anmeldelse
Photo: André Hansen★★★★★Review 'Dancing on my own', Holstebro Dansekompagni at Aarhus Theatre
They Find the Pulse on Love's Dance Floor
12. marts 2026.Kulturnyt, Lita Domino
Review of 'Dancing on my own', Holstebro Dansekompagni: Do you know the pop singer and artist Robyn? The pulse in her music is heavy - the pounding bass drum creates a direct connection to the heartbeat. Robyn's voice floats in the air like a joyful skylark hovering freely over the fields.
The contrast between earth and sky. This is the soundscape of the performance 'Dancing on my own', currently playing at Aarhus Teater. The choreography mirrors the same contrast: heavy earth and soaring skylark. The dance performance 'Dancing on my own' is a 5-star experience.
In 'Dancing on my own', we encounter small tableaux in the winding corners of love. We step into an apartment: the kitchen – the bathroom – the bedroom. We meet the people - six dancers from Holstebro Dansekompagni, each portraying different facets of love.
In the dramaturgy, the performers recount tiny moments that people experience together in the name of love. The dancers express tantalizing longing when they circle alone in the apartment's little merry-go-round, waiting for their chosen one to find the door to their chamber.
We see two people crossing paths in a conversational kitchen, yet missing each other entirely. The newly enamored couple who meet in kisses on the edge of the bed one moment, and leave each other the next. The soft duvet on the bed becomes unbearable to lie alone in, abandoned, and the closed door between them is hard and opaque.
We meet couples sharing everyday life - the bathtub as a happy arena where they draw closer to themselves and each other in small, private moments. Heated romances, but also broken hearts when love is no longer returned.
The performance 'Dancing on my own' has a concrete look in its set design and in its small dramatic scenes from love life. I really like that. Just like Robyn's music in the show, the concrete tableaux form the grounding earth of the piece, while the emotions and abstractions in the dancers become the skylark hovering above it all.
I particularly loved the last 20 minutes of the piece, where - in my eyes - the dancers paid tribute to altruistic love. The dance floor turned into a waving sea. Each performer falls in and out of kisses, and I got the sense that the dancers' bodies became heartbeats in love's ocean.
Dancing on my own
Dans review
'Min far kan flyve', Teatret Svalegangen
Et barns øjne på en fars flyvende og faldende sind
11. marts 2026.Kulturnyt, Teater
I forestillingen 'Min far kan flyve' deler instruktør Nina Kareis sin egen barndomshistorie fra Aarhus. Hendes far var praktiserende læge – fuld af livsglæde, musik og store idéer – men også et menneske, hvis psykiske sygdom kunne løfte hele familien til skyerne og pludselig sende den i frit fald.
På Teatret Svalegangen, 23-26 marts.
Flere indlæggelser på psykiatrisk hospital i Risskov blev en del af familiens virkelighed. Gennem barnets blik møder vi en verden, hvor de voksne ikke altid selv kan holde styr på kursen.
Forestillingen kredser om kærligheden til et menneske, der på én gang kan føles som en superhelt og en uforsonlig gåde – og om de tavse hemmeligheder, der ofte følger med psykisk sygdom i en familie.
Nina Kareis fortæller selv, at det har taget mange år at samle mod til at sætte denne personlige historie på scenen. Hun har ladet sig guide af barnets subjektive oplevelse – med plads til både forvirrede minder, galgenhumor og den særlige usikkerhed, der præger sådan en barndom.
Scenisk blander hun livemusik, masker og animation, så fantasi og alvor får lov at gå hånd i hånd. Resultatet er en poetisk og nænsom refleksion over erindring, barndom og det at elske et menneske, hvis indre verden udfordrer alt omkring sig.
Min far kan flyve kan opleves på Teatret Svalegangen i Aarhus fra den 23. til 26. marts 2026.
Min far kan flyve
Teater
Foto: Henrik Ohsten★★★★Anmeldelse 'Krigsbørn' på Teatret Svalegangen i Aarhus
Hvis du græder, så bliver du skudt
22. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Krigsbørn' er en multi-monolog til 4 stjerner på Teatret Svalegangen. 5 skuespillere fortæller om hvor synd det er for russerne. Du kan opleve cirka 20 obduktioner fra anden verdenskrig, hvor børn fortæller hvordan det var at opleve mord begået af tyske soldater. 2 timers obduktioner, blandet op med Yulia Lystbæk som fortæller at hun skammer sig over at være russer i Danmark i dag.
Stykket 'Krigsbørn' består af 5 skuespillere som på skift fortæller om død og ødelæggelse under anden verdenskrig. Jeg skal da lige love for at instruktøren Andreas Dawe har den store kødsav fremme. Jeg havde slet ikke en forestilling om, på hvor mange måder man kan blive dræbt af en tysk soldat.
Hvert drab bliver faktuelt obduceret og fortalt af et barn, baseret på den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog, "De sidste vidner".
- Jeg husker det var vinter. Så blev min mor skudt, faldt omkuld i sneen, frakken åbnede sig og blodet væltede ud på den hvide sne.
- Min mors hår stod i flammer, og der var også flammer i lillebror. Mig og min lillesøster kravlede over dem og kom ud i haven, mens huset brændte.
- Jeg husker min mor stod nøgen i sneen. De havde skåret brysterne af hende og spiddet hende. Hun var helt hvid på grund af kulden.
- Jeg husker der kom en tysk soldat ind i stuen og skød med sin maskinpistol. Jeg faldt ned bag dragkisten. Da jeg vågnede gjorde det ondt. Jeg var blevet skudt 9 gange. Sådan lærte jeg at tælle.
Et højdepunkt i stykket er en dukke, som Yulia Lystbæk styrer. Dukken har den nænsomhed, forsigtighed og tilknytning til menneskene som krigens børn selv mangler, fordi den er blevet revet ud af deres hjerter.
Det forfærdelige i stykket er at indse, hvor skadelig krig er for vores følelser. Der er ikke plads til følelser i krig. Kun obduktioner, død og overlevelse.
I en af monologerne siger en pige: "Du må ikke græde. Tyskerne kigger på dig med hårde øjne, og hvis du græder, skyder de dig. Bare sådan der. Hvis du græder, så bliver du skudt." 'Krigsbørn' forsøger med instruktøren Andreas Dawe - kendt for at være imod krig og pro-humanist - at sætte rædslerne op på en sådan måde, at publikum kun kan være enige om at stoppe Ruslands krig mod Ukraine. Fordi krig er forfærdelig. Men alle obduktionerne i stykket handler om, at det er synd for russerne. Og Yulia Lystbæk forholder sig til Putins krig mod Ukraine sådan her: "Jeg skammer mig over at være russisk i Danmark". Hun siger ikke et ondt ord om Putin. Svagt, men hvad ved jeg? Russerne er kendt for at give gift til Putins modstandere i Europa. Måske er hun bange for at drille Ruslands diktator? Ved det ikke. Men for mig er 'Krigsbørn' mislykket, eller enøjet. Sentimentalt. Grædende: "Det er synd for os russere!" Andreas Dawe kunne have krydret obduktionerne med historier fra Ukraine, sådan at budskabet fremstod mere klart: "Uanset din nationalitet, så er det en tragedie for børn at opleve krig." Det synes jeg. Sådan er det. Teater er ikke den øverste hylde i lykkehjulet. På sin egen præmis er 'Krigsbørn' okay helstøbt. Synes jeg, men se selv stykket. De synger på russisk, og de fortæller den russiske side af fronten. Jeg har det omvendt. Mine børns bedstemor stod ved siden af sin far under 2. verdenskrig, da faderen tager lighteren frem og tænder ild til en fakkel. Hun er 6 år gammel, børnenes bedstemor. Faren kaster faklen mod familiens hus som begynder at brænde. Så kører de ud af landdbyen, med kursen bort fra Karelen, mens de russiske soldater rykker frem. Hele landsbyen står i flammer, kan pigen se ud af bagvinduet på den store amerikanske stationcar, hun ser den brændte jords taktik udført af finnerne. Hendes barndom udslettet af hendes egen familie. Den lille pige hadede resten af sit liv alt russisk. En fantastisk kvinde, en Sisu-kriger, men også med visse empatiske blindgyder. Følelserne i hende brændte op sammen med familiens hus som barn. Faren blev skør og narkoman med eget apotek. Hendes datter blev halv-kriger. Hendes børn kvart-krigere. Først 4. generation ser ud til at være næsten-normale. Sådan er krigens børn. Måske vi holder med Gaza, eller med Israel, eller med Rusland, eller med Ukraine. Men børnene må vente på at blive oldeforældre - 4. generation - inden krigens ufølsomhed er gennemvasket med tårer og følelserne atter kan blomstre i os, og krigeren kan gå på pension. Jeg læser Forpost fra Krim. Mine naboer her i huset er ukrainere på flugt. Mine børns familie hader Rusland. Jeg er vild med Putins klare sind og faktuelle synspunkter, men jeg er ikke så begejstret for at mine ukrainske naboer nu skal lære dansk som voksne. Fordi det er et svært sprog. Og de savner deres hjemland. Krig ødelægger vores humane følelser, så vi bliver krigere uden nåde. Vi kan altid genopbygge byerne på 5 år. Men at genopbygge krigens børn, sådan at de igen kan blive fredelige, det tager 4 generationer. 100 år. Tak til Yulia Lystbæk, Andreas Dawe og Teatret Svalegangen for oplevelsen. Måske er det virkelig på tide at vi stopper krigen i Ukraine? Måske, men først når vi har tævet Trump, fordi han vil stjæle Grønland? Og russerne skal også have tæsk? Først derefter kan vi vælge freden? Eller hvad synes du? Krigsbørn
Teater anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'Jernring fra Bådteatret'
Gruens karrusel
12. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino
Jeg har været på Karruseltur i aften på Teatret BORA-BORA. En gruvækkende én af slagsen, for med på turen var historiens største diktatorer, Stalin og Hitler, og de vækker stadig rædsel langt ind i dette nye århundrede. I et smerteligt og uhyggeligt performansværk fremstiller turneteatret Bådteatret den forfærdelige skæbne som alt for mange led under 2. verdenskrig i byen Leningrad. Jernring er en voksen dukketeaterforestilling som både er grotesk og samtidig poetisk.
Levende dukkerJernring er en musikalsk rejse tilbage til et udhungret folk der måtte kæmpe for humanitet i nederdrægtige omgivelser. Vi møder en russisk familie til tonerne af en symfoni af Shostakovich (Symfonien: Leningrad). Familiens medlemmer er skabt af dukkemager Rolf Søborg Hansen, men kommer til live i forestillingen af 4 dukkefører. Uden ord men med fantastisk gestik er hovedpersonerne levende. Jeg forundres over dukkernes poetiske billedsprog og lever mig med i deres medmenneskelighed og kamp for samme. Jeg var utrolig optaget af de udtryksfulde dukker og levede mig med i deres verden. Det var så forunderligt og det høje tempo i forestillingen gjorde at jeg ikke havde tid til at reflektere over dukkeførernes teknikker, men bare måtte overgive mig til det forunderlige univers.
Sublim sans for fortællingForestillingen er helskabt og vel gennemført. Lige fra den drømmeagtige stemning på den runde karruselscene, lysets modellerbare effekt af fortællingen, lydens til tider skræmmende beskrivelse af krigens konsekvenser, og de eviggyldige temaer som Bådteatret denne gang arbejder med. Jernring er sat på spidsen med både vid og en vidunderlig fornemmelse for smuk og udtryksfuld kunst. Forestillingen har hele tiden en sublim sans for de magiske øjeblikke hvor humanitet og medmenneskelighed lever på trods og giver godt stof til eftertanke.
Tusind tak til teamet bag Jernring og til Bora-Bora som lagde scene til.
Jernring
Instruktør Rolf Heim
Dukkemager og scenograf Rolf Søborg Hansen
På Scenen Bo Carlsson, Pernille Nedergaard Haugesen, Astrid Kjær, Yulia Lystbæk
Lysdesign Raphael Solholm
Musik Shostakovich 7. Symfoni (Symfonien: Leningrad).
Teater anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter