logo
Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 13. juni 2026 ∴ Uge 24

Anmeldelser kunst og kultur i Aarhus Kulturbyen Kulturnyt Kalender Aarhus Kulturvideo fra Aarhus Find

Kulturnyt skriver om Anders Lundorph

Klik på nogle af historierne og læs mere om Anders Lundorph.


Anmeldelse Dynastiet, Teater Katapult

Video

Stjerner★★★★Anmeldelse 'Dynastiet', Teater Katapult

Ræven tøver ikke når den ser sit bytte

12. marts 2022.Kulturnyt, Ambjørn Happy

'Dynastiet' er et udmærket stykke teater på Katapult i Aarhus. Forestillingen handler om en ung mand i en meget rig familie. Han skal overtage virksomheden og stå i spisen for 15 tusinde medarbejdere. Desværre har han en tøven i sit væsen. Fyren tænker før han handler. Overvejer situationen. Den unge mands sjæl har en tøven som Herlufsholms familiære afstumpning og moderens kolde barm har sprøjtet ind i ham intravenøst. Længslen efter at gøre det rigtige, og i at gøre det rigtige at blive anerkendt og elsket. Håbløst, naturligvis.

En plot-historie til 4 stjerner

Der er en god dramatisk åre i 'Dynastiet' som folder sig ud på en drejescene. Et stykke skov som med skiftende belysning og nye vinkler skaber en friskhed fra den ene scene til den næste. God lys og scenografi. Ordene fra finansverdenen er sat sammen til en plot-historie af Thomas Markmann. Skuespillerne bidrager til en samlet præstation på 4 stjerner.

Så hvad gør en følsom ræv ved en flok kyllinger?

Vi havde høns i barndommen, og vores lokale ræv tøvede aldrig et sekund hvis der var åbent ind til hønsegården. Ræven er et rovdyr, men som menneske har vi normalt en naturlig tøven - med mindre vi drives af en karaktér-afvigelse. Det er et fint tema som 'Dynastiet' undersøger. Hvad kan vi gøre, når vi som den unge mand er udset til at være et rovdyr, uden at vi føler os klar til at bide struben over på en kylling?

Kan man lære at give slip på sin tøven? Du må se stykket for at få svaret - eller smugkigge i bunden af denne anmeldelse.

Tak for oplevelsen. Den var god.


Dynastiet af Thomas Markmann
Instruktør Anders Lundorph
Medvirkende Sonja Oppenhagen, Kim Veisgaard, Victor Marcussen, Kristian Grumme Nielsen og Lue Støvelbæk
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Jens Hansen
Lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborg.

Ja, en sød ræv kan også lære at bide rigtig hårdt.

< #1362# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8388# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Forplantning, på Teatret Svalegangen

Video

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'Forplantning', på Teatret Svalegangen

Sort humor og bløde hjerter, Noma-teater er både sjov og god underholdning

30. oktober 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af Anders Lundorph og opført på Teatret Svalegangen.

Noma-teater med mange gode smage

Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?

Publikum griner med den sorte humor

Og dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.

En komedie springer i blomst

Det starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.

Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.

Underholdning med potens til at skabe åbenhed

Det fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.

Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...

Teater som skaber sammenhold

Det er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.

'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.

Vi lægger vores moralkodeks fra os og griner

Så der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.

Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.


Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion Anders Lundorph
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

< #1318# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8302# >

Teater anmeldelse

Donorbørn, kærlighed og sex: Forplantning på Teatret Svalegangen

Video

Donorbørn, kærlighed og sex: 'Forplantning' på Teatret Svalegangen

Instruktør Anders Lundorph: 'Forplantning' - En fucking slagmark

22. oktober 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

En komedie på Teatret Svalegangen om børn. At få børn tidligt, sent eller aldrig. Donorbørn, surrugatbørn. Kunstig befrugtning. At få børn alene efter et sidespring, eller få børn sammen med en god ven og dele forældreskabet.

Der er så mange måder at få børn på, at forplantning er blevet lidt af en slagmark.

"For mig handler det helt klart om at mennesket har fået så mange muligheder. Vi kan få børn uden at have sex med nogen, og vi kan have sex uden at få børn - vi kan faktisk selv styre det", siger instruktør Anders Lundorph til Kulturnyt. "Der går ikke lang tid før vi kan få børn med os selv. Alle kan få børn. Barnløse, homoseksuelle, alle."

"Det betyder at vi også har et ansvar for biologien nu, fordi det er os der styrer det. Det giver os den udfordring, at vi skal lære at acceptere alle de måder folk får børn på, eller ikke får børn."

"Når vi møder nogen vi ikke kan forstå, så kan vi komme til at overføre vores moralske eller etiske regler, som man synes skal gælde alle fordi de gælder én selv. Og det er det, der er slagmarken i dette her stykke", siger Anders Lundorph.


Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes.
Instruktør Anders Lundorph
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Instruktørassistent Matilde Bregnhøj
Producent Teatret Svalegangen.

< #1313# >< #video# >< #kulturstof# >< #da-DK# >< #8302# >

Teater video





Kulturnyt Kulturbyen Anmeldelser Kalender 24 Kulturvideo Redaktion Editors


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et non-profit medie hvor skribenter, anmeldere fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, skriv til redaktionen og få dit arrangement ind i kulturkalenderen.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om non-profit, vi er primært finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren. Besøg Fotografen.dk hvis du har brug for en fotograf i Aarhus til at tage billeder af din kunst og kultur.
Alt om Aarhus

Kulturnyt:

Kalender Aarhus
Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


Kontakt Kulturnyt på mail eller telefon.

© Kulturnyt 2026
Fast page technology: 0,11 seconds


Domino & Happy Sikkerhed & billedlogin: Pixlogin beskytter din adgang til Kulturnyt.net Din kommunikation er sikret med HTTPS/SSL. Data opbevares i krypteret form bagved kanten af Cloudflares globale anycast firewall. Økonomi: Kulturnyt.net er en non-profit kultur hjemmeside, cvr 46317157. Support: Giv redaktionen et kald eller en mail.