logo
Kulturnyt.net ⊂ Fredag 19. juni 2026 ∴ Uge 25

Anmeldelser kunst og kultur i Aarhus Kulturbyen Kulturnyt Kalender Aarhus Kulturvideo fra Aarhus Find

Kulturnyt skriver om Anders Brink Madsen

Klik på nogle af historierne og læs mere om Anders Brink Madsen.


Anmeldelse af De Uskrevne, Kulturmarkt på Teatret SvalegangenFoto: Tristan Rønne

Stjerner★★★★★Anmeldelse af 'De Uskrevne', Kulturmarkt på Teatret Svalegangen

Min kone manglede erotiske anlæg

18. september 2025.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Okay, efter 100 års sporarbejde kan du nu opleve det italienske mesterværk, 'De Uskrevne' (Sei personaggi in cerca d'autore) fra Italien. Urpremieren er i Rom, maj måned 1921. Publikum er chokeret. I september bliver stykket samme år opført i Milano. Stor succes. Derefter New York. Paris. Og nu i Danmark i en sjov frit bearbejdet udgave. Ubegribeligt godt stykke teater til 5 stjerner. Det kunne også være 6 stjerner, det er lige meget, glem antallet af stjerner. Genialt teater har ikke brug for flere stjerner, end netop en: Mette Rønne. Instrueret af Anders Brink Madsen.

Faren er konstant liderlig

Italienske Pirandello fortæller en historie om en far, der er konstant liderlig. Desværre har hans kone ingen erotiske anlæg. De forsvandt da hun blev gravid og fødte en pige. Derfor sender faren konen og barnet bort, grundet hans grundfæstede moralske sundhed.

Det er en komedie. Faren spilles fantastisk teatralsk af Mette Rønne. Slibrig og omfangsrig i sine replikker. Vi griner på Svalegangen. Han er sjov.

Du aner, hvor vi er på vej hen

En instruktør - spillet af Mette Rønne - bliver afbrudt i sine øvegang med de to skuespillere Alex og Silke. Begge spillet af, nej, du har forstået det. Rønne spiller alle 6 roller!

Sublimt arbejde, jeg beundrer hendes hurtige skifte, fra karakter til karakter. Kropssproget. Stemmen. Alt skifter så hurtigt som en påfugl der spreder sine vinger, og folder dem sammen igen.

Alex er maskulin, en rigtig teaterbøf. Silke pipper som en solsort, og vifter med hænderne fordi alt er så fantastisk.

Ind på scenen kommer faren og hans datter. Hun er nu blevet 16 år, og faren er hyppig gæst i et af byens bordeller. Det er Paul der præsenterer dem, han er assistent for instruktøren.

- Ja, undskyld, men der er to roller som insisterer på at tale med dig. De ønsker at få skrevet sig ind i et teaterstykke, siger Paul.

Absurd, hurtige skift, og komik der gør publikum glade. Elsker det.

Skal dit liv også være med i et stykke teater?

De to roller - altså, du og din kone, eller dig og din fætter - er kede af at deres virkelighed ikke er med i stykkerne på byens lokale teater. Særligt datteren har brug for at blive hørt! Alt for meget teater fokuserer på skuespillere uden en egentlig karakter, opført i et teater der handler mest om ingenting, candyfloss, show-off og influenza.

Derfor trænger de sig på. De uskrevne. Rollerne der ønsker at træde frem på scenen.

Instruktøren giver dem en chance.

- Jeg har brug for at fortælle hvad der skete, siger datteren. - Min far, han er konstant liderlig.

En skræmmende god oplevelse

Mere får du ikke afsløret nu, du må opleve den italienske historie selv. Men det ender godt. En happy ending du måske ikke havde forestillet dig, med mindre din oldefar var med blandt publikum i Milano 1921.

Scenografien er simpel, der er en bænk og 2 stole, en skærm, en pladespiller.

Seks karakterer der strømmer sømløst fra Mette Rønne.

En god tekst.

Så simpelt kan teater være. Og det er genialt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Faktisk skræmmende god. Tak.

Skræmmende, fordi vi tror kunst er kompliceret, og at teater kræver en drejescene, samt kulisser i 8 meters højde. Skræmmende simpelt, med al den kvalitet man kan få ud af et godt skuespil.

Som en perle. En diament. Et stykke rav. Et glimt i øjet hos den du elsker. Så simpelt.

Tak til teamet hos Kulturmarkt.


De Uskrevne, af Anders Brink Madsen og Mette Rønne, frit efter Luigi Pirandellos klassiker
Medvirkende Mette Rønne
Instruktør Anders Brink Madsen
Dramaturg Ditte Bichel
Foto Tristan Rønne
Producent Kulturmarkt.

< #1693# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8918# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: At dele et liv, Teatret SvalegangenFoto: Per Pedersen

Stjerner★★★★★Anmeldelse: 'At dele et liv', Teatret Svalegangen

Jeg kan lide de hylder kærligheden

30. marts 2023.Kulturnyt, Lita Domino

Små komiske og finurlige perler sat sammen af Søren og Mette, det er scener fra et parforhold - og publikum jubler. I dag går de dog ikke længere i 1. klasse, for nu er der dømt voksentid. Søren er en fuldvoksen mand og Mette en fager kvinde i sin bedste alder. De danner par i forestillingen 'At dele et liv' på Teatret Svalegangens "Off the Record" scene. En lille intim scene i hjertet af den store teaterbygning på Rosenkranzgade.

Forestillingen har et sprødt koncept

Mine briller er et kalejdoskop, fordi forestillingen 'At dele et liv' har et særligt koncept. Små abrupte scener skaber sammen en helhed. Parforholdet mellem Søren og Mette er et tilfældigt sammensat tæppe som hver spilleaften får et nyt design. - Kærlighedens forventninger der åbenbares, - øjeblikke af ømhed, - mærkbare begivenheder i parrets liv der rusker op, spøgelsestogter i hinandens baggård og i allerhøjeste grad hverdagslivets skønhed. Scenernes gang er forudbestemt af publikum. Vi trak dem op af en frugtkurv inden start og på den måde får hver optræden sit eget unikke præg, - så at sige et nyt design, et nyt patchwork tæppe hver aften.

Forestillingen 'At dele et liv' er en komisk piruette

Jeg er med fra stolerækkerne på en rutschebane i hverdagsliv. Mette Rønne og Søren Ruby har uden tvivl en særlig kærlighed til hverdagslivets genvordigheder. Livet fra første akavet dans, hen over steppebrande af forældreskab, ferietogter, bryllupsgalopper og jeg skal komme efter dig... Jeg ler så tårerne triller ned over mine kinder. Jeg griner over de små detaljer der kendetegnede deres kærlige kampe med hinanden. - Hjertet for hinanden og samtidig den ivrige opretholdelse af eget 'space', er den spændvidde der skaber dramaet i forestillingen.

Forestillingen er en hyldest til kærligheden

Skuespillet i 'At dele et liv' er humoristisk og nærværende. Det maskuline og feminine i al sin firskårenhed giver en vidunderlig arena at udfolde små og store øjeblikke på. Jeg nyder at være i selskab med den komik som ligger i dialogerne og den umiddelbarhed performerne maner frem når de lader publikum bestemme slaget. Forestillingen hylder kærligheden og livet som det leves i det helt konkrete, og tak for det.

Til teamet bag forestillingen 'At dele et liv' tak og til "Off The Record" på Teatret Svalegangen for at give plads på deres intimscene til denne fine forestilling.


At dele et liv
Mette Rønne og Søren Ruby.
Konsulent Anders Brink Madsen
Udviklet i samarbejde med Daniel Lill
Dramaturg Ditte Bichel
Foto Per Pedersen
Produceret af Kulturmarkt og Det Kommende Teater.

< #1494# >< #anmeldelse# >< #8607# >< #da-DK# >< #8525# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse af Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen

Video

Happy Fotografen.dk

Stjerner★★★★★Anmeldelse af 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen

Hajerne er fede i år

6. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.

To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.

De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.

Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.

Teater i Hollywood-ligaen

Og det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.

Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.

En stjerneparade i kontorhuset

Ondskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.

Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.

Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.

Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.

Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.

Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.

Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.

Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.

Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.

Medvirkende Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup.
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen

< #1273# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #8091# >

Teater anmeldelse

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.Kulturnyt, Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Fortællinger mod en ny fremtid

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Historien om en århusiansk massemorder

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

Rystende komisk cancer-monolog

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Hvem bliver Danmarks Ny Statsminister?

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Elevatorsatire om penge og magt

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

< #1217# >< #laesestof# >< #kulturstof# >< #da-DK# >< ## >

Teater

Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus TeaterFoto Emilia Therese

Stjerner★★★★★★Anmeldelse: 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater

Anmeldelse: Erasmus Montanus er et Mesterværk!

16. februar 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Christian Lollike er tilbage med sit mesterværk. En nyfortolkning af Holbergs gamle klassiker Erasmus Montanus. Glippede du den i Kulturåret har du derfor nu en uimodståelig chance for at se den, hvor Aarhus teater har hentet den hjem til fødselsstedet igen.

Jeg har for første gang set et teaterstykke der på en gang siger noget meget væsentligt om menneskenes eksistens, skarp kritik af samfundets mekanismer, oplevet dramatiske pragtpræstationer, og fantastiske kostumer, lysdesign helt i top, og meget anvendelige og forbløffende kulisser for historien.

Når videnskab krænker menneskeheden.

Historien om Rasmus Berg der tager til København for at bliver lærd men kommer tilbage til hjemegnen igen. Navnet er nu Erasmus Montanus, og som en anden tryllekunstner kan han bevise at sognets folk lever på en illusion.

Andreas Jebro spiller rollen til perfektion. Han er næsvis og arrogant, han er bedrevidende og aldeles vidunderlig, og han bruger alle tricks til at udbrede sine store nyvundne indsigter til resten af verden. Han udfordrer alle i sognet til diskussions dueller.

Diskussioner der skal fastslå at jorden er rund, og sætter spørgsmål ved det danske samfunds kerneværdier som kristent land. Alt sammen videnskab der i den grad krænker den hjemmelige egns selvforståelse og verdenopfattelse.

Det skaber stærke følelser hos alle at blive konfronteret med så gennembrydende og afgørende viden, og den forførende Erasmus Montanus har desværre ikke lært menneskekundskaber nok til at forstå hvor angstprovokerende det er når selvforståelsen bryder sammen. Han forstår ikke lokalsamfundet kæmper indædt for at fastholde deres tro på jorden som flad og deres indskrænkede syn på det danske samfund som værende baseret på kristne værdier. Han forstår ikke at videnskab kan krænke mennesket. Han selv føler sig høj og ekstatisk af den nye videnskab og kommer på den måde til at være nedbrydende for de retskafne og stædige folk han møder i sin slægt og hjemsogn.

Bidende satirisk og samfundsrelevant

Har vi vænnet os til at blive krænket af ny viden? Næppe, vi diskuterer stadig hvad det danske samfund består i og føler os stadig truet af fremmede mennesker med andre livsopfattelser. Christian Lollike er fantastisk til at sætte samfunds relevante diskussioner på spidsen. Tanker som: ”Rejs for Guds skyld ikke ud i verden for at møde andre kulturer og hold dig væk fra mennesker der tilbyder andre måder at se verden på”, bliver i den grad eksponeret for sin modsætning, i dette teaterstykke.

Et pragtfuld teaterstykke der vil leve længe i mig, og som har givet mig nogle briller så jeg bedre forstår omverdenen og de svære diskussioner som rammer os i denne ”Krigstid”.

Tusind tak til teamet bag Erasmus Montanus og til Aarhus Teater der giver rum til denne fantastiske skildring af videnskab kontra tro.

Erasmus Montanus af Ludvig Holberg
Bearbejdelse Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers, Christian Lollike.
Iscenesættelse Christian Lollike
Scenografi og kostumer David Gehrt, Ida Graup Nielsen
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Lars Gaarde.
Medvirkende Andreas Jebro, Jacob Madsen Kvols, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Bjarne Henriksen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen.
Aarhus Teaters kor under ledelse af Ingeborg Thisted Højlund.

< #1119# >< #anmeldelse# >< ## >< ## >< #7698# >

Teater anmeldelse

Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret SvalegangenEmilia Therese

Stjerner★★★★Anmeldelse: 'Sammensværgelse', Teatret Svalegangen

Stærk følelsesmæssig forestilling

4. december 2018.Kulturnyt, Lita Domino

Teatret Svalegangens aktuelle forestilling Sammensværgelse er en lille novelleagtig historie der udspiller sig i en familie der rammes af sorg. Moren er den talentfulde professor i psykologi der rejser verden rundt med sin undervisning om menneskets tilbøjeligheder til at lave konspirationsteorier. Hun har tydeligvis styr på teorierne og kan argumentere for mange aspekter, men har ikke følelsesmæssigt forhold sig til menneskene der tænker disse tanker.

Ulykken rammer

I familiens skød elsker hun sin mand og sit barn og da barnet bliver dræbt i et trafikuheld, prøver hun af alt magt at holde distancen til verden og blive i sit succesfulde liv som universitetsprofessor, men sorgen har splintret hendes sind ad og hun bygger en psykoseverden op omkring det hun er og de tanker som fylder hende inden ulykken er sket. Det vil sige at hun skaber konspirationsteorier omkring barnets forsvinden.

Hun møder i sin psykose en mand ved navn Alf, der er lige så splittet og syg som hun selv. De skaber tanker sammen om barnet Carl-Emils ”kidnapning” og om store sammensværgelser der bygger på algoritmer, og tilfældigheder. Moren har store sammenstød med faren, der bearbejder sorgen på en anden måde end hun gør og de har det rigtig svært.

Sammenbrud af den nye virkelighed

Den nye virkelighed, hendes psykose; bryder dog sammen idet hun møder manden Alf. Stykket slutter med en super god pointe. Man kan ikke altid selv vælge hvordan man håndterer sorg og hvis man splintrer sit sind ad, er man syg, og man kan ikke selv vælge om og hvornår man blive rask igen.

Det var en stærk følelsesmæssig forestilling som Teatret Svalegangen har inviteret til Aarhus og det var meget vel spillet. Kunne godt lide at det var meget minimalistisk stillet op, for store kulisser ville have væltet den meget fine og super sarte fortælling.

Tusind tak til teamet bag Sammensværgelse og til Teatret Svalegangen for at inviterer dem på besøg.

Sammensværgelse
Medvirkende Patricia Schumann, Frederik Meldal Nørgaard, Anders Brink Madsen.
Tekst Henrik Vestergaard
Instruktion Von Baden
Scenografi Johanne Eggert og Allan Frausting
Lysdesign Mads Lindegaard
Lyddesign Emil Assing Høyer
Produceret af Von Baden

< #1097# >< #anmeldelse# >< ## >< #da-DK# >< #7609# >

Teater anmeldelse





Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et non-profit medie hvor skribenter, anmeldere fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, skriv til redaktionen og få dit arrangement ind i kulturkalenderen.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om non-profit, vi er primært finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren. Besøg Fotografen.dk hvis du har brug for en fotograf i Aarhus til at tage billeder af din kunst og kultur.
Alt om Aarhus


Kontakt Kulturnyt på mail eller telefon.

© Kulturnyt 2026
Fast page technology: 0,12 seconds


Domino & Happy Sikkerhed & billedlogin: Pixlogin beskytter din adgang til Kulturnyt.net Din kommunikation er sikret med HTTPS/SSL. Data opbevares i krypteret form bagved kanten af Cloudflares globale anycast firewall. Økonomi: Kulturnyt.net er en non-profit kultur hjemmeside, cvr 46317157. Support: Giv redaktionen et kald eller en mail.