Anmeldelse af 'Pan' og 'Sult': Den højstemte tone trykker publikum ind i dramaet. Vi er til en afgangsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole. To dramatikere og to instruktører giver sit bud på Knut Hamsuns største roman-klassikere 'Pan' og 'Sult'. De skildrer begge mennesket på afgrunden. Den første i et ensomt ridt i skovene efter nærhed, og den anden i en udhungret vandring gennem byens eksistensløshed.

Det første værk i aftenens dobbelt potpourri sender mørket ind under publikumsæderne. En svedig jægersvend drypper i sin teatralske drømmetilstand. En tilstand hvor han knapt er til stede, men vånder sig i et søvnlandskab af mørke graner. Fanget i sin ensomhed i de store skove. Han møder en mandlig læge og to forskellige kvinder fra byen, som er skarpt tegnet op i en gotisk stemning. Jægeren synes at være fanget i sit eget begær til dem begge, - eller er det til dramaet i sig selv? Forestillingen bevæger sig i et skyggelandskab. Et sted hvor drømmen om nærhed opløses i ord-kaskader som performerne kaster mod hinanden.

Den næste forestilling rammer nerven i tilstanden sult. I forestillingen 'Sult' er scenen flyttet fra skovmiljøet til storbyens rå og nøgne stilladser. En ung mand i en sløret tilstand driver omkring, - udhungreret af sit eget vanvid, - grandios i sin jagt på det geniale. Historien fanger mig med sin skildring af det rå vanvid og af den håndgribelige måde hans sult bliver skildret på.

Forestillingen er flot bygget op af små møder med byens befolkning. Som f.eks. redaktøren der antager en artikel skrevet af den fattige mand på et snusket stykke papir, men som forkaster de efterfølgende skriblerier manden laver. Scenerne flyder sammen og for hvert skridt han tager i historien forøges kaos og rod på scenen. Tilfældige møder med folk på gaden - som den unge kvinde der giver ham et øjebliks nærhed - fletter sig sammen med mere hunger i manden. Den dramatiske kurve i historien bliver spændt op til den brister i mandens bøn for sit liv. Det liv og den føde han ikke evner at tage ind.

De to forestillinger er hentet op fra kistebunden fra de nordiske fjelde af en ny generations scenekunstnere. Knut Hamsun levede fra 1859 til 1952, og jeg nyder de to sjælfulde udgaver bliver spillet på Stiklingen på Aarhus Teater.
Tak til teamet bag forestillingerne 'Pan' og 'Sult', og til Aarhus Teater for at lægge scene til.

Pan og Sult af Knut Hamsun
Dramasiering og iscenesættelser Johanne Kirstine Fall, Nanna Bruun, Frida Lea Fugl, Lasse Lilleng
Scenografi Mai Katsume
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign Aki Bech
Kompositioner Sophus Dræby Jensen
Medvirkende Magnus Hald, Tryggvi Sæberg Björnsson, Amanda Friis Jürgensen, Minna Flyvholm Tode.

Anmeldelse af 'Evita' på Aarhus Teater: Aarhus Teater har åbnet dørene til årets musical. Forestillingen 'Evita' er en udgave af en ellers godt brugt iscenesættelse, 4 stjerner.

'Evita' har gået på mange scener rundt i verden siden sin debut i 1978 i London. Men i Aarhus udgaven har den fået tilført et par nye englevinger fra Sara Viktoria Bjerregaards skuespils-katalog. Teatret har nemlig hentet godtfolk til byen, krydret med en finte eller to fra eget team, - for nu mine Damer og Herrer, skal "folket" have årets mytiske kærlighedshistorie. I år fik vi tilsat ørehængere af fintfølende slags og jeg nød historien om magt og kærlighed.

Diktatoren Juan Perón og hans diva-dronning Eva Perón forelsker sig i hinanden. Kvinden med hang til selviscenesættelse binder sig ind i det argentinske folks hjerter med lige dele charme og kynisme. Historien handler om kvinden som var mytemager. Skabte historien om sig selv og om sit folk. Et narrativ om et kærlighedsbånd der var mellem hende og det argentiske folk. Hun var troen som hendes folk kunne knytte sig til, men som resten af verden opfattede som ren manipulation. Historien er en magtsaga, og som en rigtig musical har den sine bedste øjeblikke i kærlighedens favn. Historien om kærlighed på kryds af hierarkier. En mand der forelsker sig i en kvinde under sin stand. Om kærligheden til et folk og folkets kærlighed til deres ledere.

En melodisk strofe løber hen over Eva Peróns læber, samler små bobler af finhed op undervejs og brister i en vind fra en af hendes luftige selviscenesættelser. Derefter lander den i armene på den tilbagelænede lurendrejer Che der er fortælleren i stykket, spillet af Emil Prenter. Han musicerer videre med den klangbund som præger hans karakter.

Musical har sin egen charme, musikblomster der folder sig ud som f.eks. i Amanda Friis Jürgensens stemme. Alle replikker er sunget - eller sagt på et beat. Skuespillerne spinder små tråde sammen. Melodier bliver gentaget, til tider forsimplet - for senere at blive udfoldet til en større symfoni. Musical er et tæppe spundet af hver karakters lyd. Førelserne ulmer i tonerne, famler sig rundt i rummet og lægger sig som et lydtæppe rundt om sit publikum. I aften var det vellyd.

Mange tak til teamet bag forestillingen 'Evita' og til Aarhus Teater med et hjerte for vellyd.

Evita af Tim Rice og Andrew Lloyd Webber
Medvirkende Sara Viktoria Bjerregaard, Emil Prenter, Morten Hemmingsen, Amanda Friis Jürgensen, Ashok Pramanik, Kajsa Kristina Petersson, Christine Sonnich Møller, Mille Lambert, Rikke Lillevang, Jacob Prüser, Emil Asbjørn Madsen, Eric Hallengren, Leila Jung, Lars Mølsted, Simon Fichman. Dansere: Jasmine Gordon, Lionel Ah-Sou, Mikkel Alexander.
Iscenesættelse Sara Cronberg
Scenografi og kostumer Franciska Zahle
Koreografi Melker Sörensen
Kapelmester Martin Konge
Lysdesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde.

Anmeldelse 'Stuepigerne': Jeg ved ikke om du skal se "Stuepigerne" på Aarhus Teater. Det lyder lidt småfrækt, men det er en småtræls historie som er skrevet af en fransk sædeligheds-forbryder, Jean Genet, 1947. 3 kvinder er fanget i et peepshow - hvor du kan kigge ind ad vinduerne - og de er ikke rare. På skift forsøger de at dræbe hinanden og sig selv, kropsligt eller sjæleligt. 3 kvindelige sadister, 2 stuepiger og deres frue - og du kigger på dem med store øjne og et par hovedtelefoner på ørene.

Jeg vidste ikke kvinder kan være så modbydelige mod hinanden.

Forestillingen er til 4 stjerner. Den handler om sadistiske kvinder (ifølge den mandlige forfatter). Klakstein (Claire) er suveræn som altid, frisk og stram i sin udadvendte og intelligente energi. Døssing (Madame) er fattet og stærk, rolig og dog farlig som en skorpion, når hun uventet dasker Solange og kysser Claire. Amanda Friis Jürgensen (Solange) gør noget med sin mund så jeg bliver helt bange. Nogle bevægelser med tungen som en kannibal ville gøre, når jeg er bundet til hans køkkenbord, hjælp! Godt karakter-arbejde, synes jeg, Amanda har en rå energi i stykket.

Den franske forbryder, som har skrevet stykket på Aarhus Teater, han var glad for mænd. Ja, han stjal også lidt hist og her, fordi hans mor - der var prostitueret - lod ham opdrage sig selv, smed ham ud. Men den store forbrydelse i Jean Genets liv - og den begik han igen og igen - det var, at han elskede mænd.

Allerede som 18-årig kom han i fængsel for at være homoseksuel. Frankrig var sådan, som Rusland og Iran er i dag. Da han blev fri tog han på en lang rejse i Europa hvor han arbejdede som prostitueret gennem næsten 10 år. Forfatterens kærlighed til mænd gav ham fængselsstraf igen og igen, indtil Pablo Picasso bad den franske præsident om dog at holde op og benåde Jean Genet. Så kom Jean Genet ikke i fængsel, han slap for livstidsdommen og kunne i stedet elske mænd i frihed.

Jean Genet skrev provokerende om seksualitet. Han skrev bøger og skuespil - blandt andet "The Maids" fra 1947, som Line Paulsen har instrueret på Aarhus Teater med titlen "Stuepigerne". Historien bygger på 2 stuepiger som i virkeligheden dræbte deres frue og hendes barn i 1933. En grumsom historie fyldt med lige dele misogyni (voldtægt-fantasier, beating og strangulering) og feminisme (selvbestemmelse). Jean Genet selv lagde vægt på stykkets dramatiske kvaliteter, og de er mange. Han så ikke noget politisk i det.

Jeg kan nogenlunde lide alt hvad Nathalie Mellbye laver på scenen som scenograf og meget andet, men kald mig forstokket: Jeg har ikke lyst til at sidde med høretelefoner - af en meget ringe kvalitet - på mine ører, når jeg er i teatret. Lyden er mindre god. På grænsen til dårlig - døm selv. 2 timer med bedstefars høretelefoner fra '1978' der klemmer om kraniet, det gør ikke noget godt for den analoge scenekunst.

Så tag Sennheiser-klodserne af, når du går ind og ser "Stuepigerne". (De ligner en Sennheiser Over-Ear HD 206 til 269,-) Du kan høre de fleste replikker helt fint uden klodserne, og du slipper for "lydeffekterne". Det bliver du glad for.

Scenografen har skabt en 8-kantet scene, en hytte med vinduer som publikum kigger ind i. Fidusen er, at det er peep-vinduer, så når du kigger ind i hytten, så ser du skuespillerne reflekteret i de øvrige vinduer hele vejen rundt.

Jeg har aldrig set noget peep-show i virkeligheden, men som naturist forestiller jeg mig, at det må være dybt kedsommeligt. Der er heller ikke noget frækt i kroppens liderlighed, jeg har givet tantra massage professionelt til hundredvis af kvinder. Det frække er forbindelsen mellem mennesker, så peep-show konceptet bliver på den måde lige så frækt som en 58-årig nudist med stor mave der spiser en is, plus værre: Publikum bliver detached. I mine øjne: Åben scenen op, så er det absolut en scenografi i en fin klasse med gode lyserøde farver i et flot interiør og gode tværvinkler til dramaet. Eventuelt pil de 3-4 vinduer ud af hytten som publikum kigger ind ad. Det bliver bedre, og I kan sende høretelefonerne tilbage til webshoppen.

Nå, stuepiger i lingeri er ikke interessant. Det interessante er hvordan karaktererne har det med hinanden?

Og de har det træls med hinanden, som allerede nævnt. De hader at leve, hader hinanden, sig selv, seksualiteten. Der er så meget had, så man begynder at gabe. De spytter på hinanden og gentager "jeg hader dig, Madamme skal dø!"

Instruktøren Line Paulsen kan ikke gøre for, at forfatteren Jean Genet skrev et stykke der i knap 2 timer spytter på kvinder og deres seksualitet. Men instruktøren burde have nedtonet de opstyltede replikker, og kunne med fordel have taget en 3-4-500 kilo teatralsk overspil ud af stykket.

Mette Klakstein gør sit bedste, og det gør hun godt. Amanda Friis Jürgensen er skræmmende god. Mette Døssing, klar og stærkt markeret i rollen som de to andres frue. Super skuespil.

Men det teatralske - som jeg forestiller mig faktisk er den originale tone i stykket - burde efter min mening køres ned en 20-30 DB.

Alt i alt en fin forestilling. Med alle forbehold - gå ind og se den: Mennesker der hader og forsøger at dræbe hinanden. Nogle teaterfolk mener stykket handler om sadomasochisme. Konkret seksuelt eller i form af ydmygelser som spytklatter og hårde ord. Det gør det ikke. Han havde bare lyst til at skrive sådan et stykke, Jean Genet. Gå ind og se hans lyst på Aarhus Teater, men drop høretelefonerne. Det vil jeg anbefale.

Stuepigerne af Jean Genet, 1947.
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Mette Døssing
Instruktør Line Paulsen
Scenografi Nathalie Mellbye
Koreografi Noora Hannula
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Sebastian Toft.

Normalt elsker jeg afgangsforestillingerne fra Den Danske Scenekunstskole. Der er altid noget nyt og interessant, og så møder vi oven i købet de nye skuespillere som vil præge scenerne i København og Aarhus de kommende år, og på filmsettet. Jeg anbefaler alle at se disse afgangsforestillinger.

Men ikke "Himmelvendt". Bliv hellere hjemme. Jeg kender dig. "Himmelvendt" er så ringe at du bliver sur og kræver dine penge tilbage, og det kan du ikke få, og så bliver der ballade. Så går du ind på Trustpilot og finder ud af, at du mindst skal give én stjerne til forestillingen, og så bliver du bare mere sur og boykotter al teater i Aarhus resten af dit liv.

Det kan vi ikke have. Nu giver jeg 2 stjerner for "Himmelvendt", så er du fri for at besøge Trustpilot. En stjerne for de 5 fantastiske nye skuespillere: Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Emil Busk Jensen, Kristoffer Eriknauer, Sarah Simone Jørgensen. Plus 1 stjerne for skuespillernes kropssprog. Eminent.

Godt, så du har altså 5 unge (og udmærkede) skuespillere. Så starter vi. Stykket er skrevet af Henrik Szklany. Han har interviewet de unge skuespillere og sat nogle fragmenter sammen om unge mennesker der er forelskede, langt ude på landet hvor de kvikkeste drømmer om at rejse til København. Jeg kan lide konceptet, det er sympatisk. Lad de unge skuespillere dele noget af deres livshistorie, deres tanker og følelser, og skab et værk til scenen som er autentisk.

Men Szklany, noget er gået skævt i den korte vandring fra din høresans til din skrivemaskine. Historien er ikke autentisk. Den har ingen sammenhæng. Der er ingen drama. Ingen seriøse relationer mellem karaktererne. Kun en papirtynd smag af selfie og attitude. En høkasse fuld af postulater. Det er ringe, for at sige det pænt.

Ditte Marie Tygesen har lavet scenografien. Hun har skabt en kvadratisk scene på sin hjemmearbejdsdag. Tom. Plan. Jeg kan se det for mig, instruktøren Line Paulsen har ringet og sagt med undren i stemmen: "Hvorfor har du kun lavet en firkantet, tom scene?" Og Ditte har svaret, med fødderne oppe på skrivebordet: "Jamen så hæld noget maling ud over gulvet, det er flot. Rød maling. Blå maling. Og lad så være med at ringe igen!"

Der bliver hældt meget maling ud på gulvet i "Himmelvendt". Ingen ved hvorfor. Det er farverigt, men hvad er meningen? Attitude.

Så, nu har vi 5 gode skuespillere. Ingen historie der giver mening. En plan scene med maling på gulvet. Hvad så? Instruktøren Line Paulsen kører i mål ved at fokusere på stykket fra kravebenet og op til overlæben. Hun instruerer at man skal aflevere replikkerne uden at anvende brystkassens volumen og da slet ikke få fat i kønnets styrke som er alt afgørende i skuespil. Dermed tømmes replikkerne for den sidste mulighed for autencitet. Og netop dér i det puritanske vacuum, - pludselige solglimt fra det ukontrollable livsglade kropssprog. Fedt.

Jeg ved det er dygtige skuespillere vi har i "Himmelvendt", fordi de har så meget godt kropssprog der smutter ud mellem ribbenene. Det er trist at ingen af de professionelle teaterfolk lever op til skuespillernes talent. Sådan bør det ikke være. Fremover bør Den Danske Scenekunstskole fokusere på at give det ypperste til elevernes afgangsprojekt. Giv de unge mennesker et manuskript, en scenograf og en instruktør der formår at få publikum til at blive "Himmelvendt".

Gå ind og oplev de nye skuespillere og se for dig selv. Måske du ser noget som jeg overså, fordi jeg er en emotionel fyr. God fornøjelse.

Himmelvendt af Henrik Szklany
Medvirkende Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Emil Busk Jensen, Kristoffer Eriknauer, Sarah Simone Jørgensen (Alle studerende ved DDSKS, Skuespil, Aarhus)
Iscenesættelse Line Paulsen
Scenografi & kostumedesign Ditte Marie Tygesen
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign/komponist Sebastian Toft / Skt. DeLarge

I aften har jeg fået en gave fra Tove Ditlevsen's hånd som åbenbart bliver ved med at give - også til de nye generationer. Jeg har set en ny ungdom tage hendes novelle-værker til sig med sådan en ømhed og naturlighed som skulle den altid have været fortalt på denne måde.

Teaterstykket ”Man Vokser op” er to både smukke og rørende fortællinger iscenesat med varme og følsomhed. Gaven er en dramatisk oplevelse. En ublu og et skæbnestærkt indblik i menneskesjælens hjerterum. Den fine sammensmeltning af tid hvor to gamle og væsentlige historier fra dansk litteraturskat bliver mødt af en ny generation på scenen.

De to historier skildrer indersiden af et pigesind. Indersiden hvor hun i livet må vælge sin egen vej. Med de knubs hun har fået i livet. Barndommen hvor pigen observerer voksenverden og frem til hun vokser ud af sit børneværelse og selv forsøger at tage livtag med sin egen seksualitet.

I historien ”For barnets skyld” møder vi pigen Birgit som er i præ-puberteten og som står på tærsklen til at skulle finde sin egen kvindelighed, -sin egen seksualitet. De voksne der er omkring hende har deres egen agenda og hun må finde en måde at komme igennem forældrenes skilsmisse. Finde sit eget oprør og finde sine egne ben at stå på. En tragedie om frigørelse og afsavn.

Den anden historie ”Man gjorde et barn fortræd” fortæller om den unge kvinde Kirsten der står på tærsklen til at flytte hjemme fra, - omfavne sin voksne seksualitet men har sår på sjælen der har konsekvenser og må få deres forløb.

Det er et super flot værk, iscenesat i et dobbeltprogram hvor Den Danske Scenekunstskoles to up-coming dramatikere har gjort sig bemærket med en flot og medrivende fortælling. Jeg nød den dramatiske natur der var i iscenesættelsen af de to noveller. Den flotte og meget kreative brug af scenografi, der både magtede at fortælle om indersiden af et sind og samtidig var velfungerende som ramme for plottet i de to historier. Det flotte og meget rørende skuespil der i sine nuancer formåede at være moderne, selv i en gammel tekst. Jeg er vældigt imponeret og godt underholdt i selskab med ”Man vokser op” så tusind tak til teamet bag og til Aarhus Teater der huser dem på scenen ”Stiklingen”.

Man Vokser Op 2 tekster af Tove Ditlevsen
For barnets skyld dramatiseret af Ingeborg Thomsen*
Man gjorde et barn fortræd dramatiseret af Regina Rex*
Iscenesættelse Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Medvirkende Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skov, Amanda Friis Jürgensen**
* studerende fra DDSKS, Dramatisk Skrivekunst, Aarhus ** studerende fra DDSKS, Skuespil, Aarhus.