Død og sorg skifter gennem livet. 'De døde, vi raser' udforsker sorgen hos det unge menneske, på det tidspunkt i livet hvor vi overvældes af følelser, hvor vi nemt råber eller skærer os i armen. Det er et fint billede af ungdommens spæde flod, når vi endnu ikke har mistet så mange.
Vi lærer det.
For hver død bliver vi klogere og holder stadigt mere fast i livet. Ja, der kan være et lille nervøst sammenbrud, når man mister en man elsker. Også min mors død, gjorde mig lidt skør. Et par uger. Men i ungdommen gør det ekstra ondt, og det er ungdommens stemme stykket giver videre. Det er voldsomt. Som et råb, en vrede! "Jeg hader at du efterlod mig, og jeg hader alle mennesker, fordi de forstår ikke min sorg!"
Det gør vi nok. Man bliver småskør af sorg, indtil såret lukker sig og livet går videre. Eller hvis man er gammel, man får influenza og dør selv inden 3 måneder. Døden er kynisk, synes jeg.