Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om 8804 anmeldelse
Klik på nogle af historierne og læs mere om 8804 anmeldelse.
Foto: Henrik Ohsten
★★★★Anmeldelse 'Krigsbørn' på Teatret Svalegangen i Aarhus
Hvis du græder, så bliver du skudt
22. januar 2026.Kulturnyt, Ambjørn Happy
'Krigsbørn' er en multi-monolog til 4 stjerner på Teatret Svalegangen. 5 skuespillere fortæller om hvor synd det er for russerne. Du kan opleve cirka 20 obduktioner fra anden verdenskrig, hvor børn fortæller hvordan det var at opleve mord begået af tyske soldater. 2 timers obduktioner, blandet op med Yulia Lystbæk som fortæller at hun skammer sig over at være russer i Danmark i dag.
Stykket 'Krigsbørn' består af 5 skuespillere som på skift fortæller om død og ødelæggelse under anden verdenskrig. Jeg skal da lige love for at instruktøren Andreas Dawe har den store kødsav fremme. Jeg havde slet ikke en forestilling om, på hvor mange måder man kan blive dræbt af en tysk soldat.
Hvert drab bliver faktuelt obduceret og fortalt af et barn, baseret på den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog, "De sidste vidner".
- Jeg husker det var vinter. Så blev min mor skudt, faldt omkuld i sneen, frakken åbnede sig og blodet væltede ud på den hvide sne.
- Min mors hår stod i flammer, og der var også flammer i lillebror. Mig og min lillesøster kravlede over dem og kom ud i haven, mens huset brændte.
- Jeg husker min mor stod nøgen i sneen. De havde skåret brysterne af hende og spiddet hende. Hun var helt hvid på grund af kulden.
- Jeg husker der kom en tysk soldat ind i stuen og skød med sin maskinpistol. Jeg faldt ned bag dragkisten. Da jeg vågnede gjorde det ondt. Jeg var blevet skudt 9 gange. Sådan lærte jeg at tælle.
Et højdepunkt i stykket er en dukke, som Yulia Lystbæk styrer. Dukken har den nænsomhed, forsigtighed og tilknytning til menneskene som krigens børn selv mangler, fordi den er blevet revet ud af deres hjerter.
Det forfærdelige i stykket er at indse, hvor skadelig krig er for vores følelser. Der er ikke plads til følelser i krig. Kun obduktioner, død og overlevelse.
I en af monologerne siger en pige: "Du må ikke græde. Tyskerne kigger på dig med hårde øjne, og hvis du græder, skyder de dig. Bare sådan der. Hvis du græder, så bliver du skudt." 'Krigsbørn' forsøger med instruktøren Andreas Dawe - kendt for at være imod krig og pro-humanist - at sætte rædslerne op på en sådan måde, at publikum kun kan være enige om at stoppe Ruslands krig mod Ukraine. Fordi krig er forfærdelig. Men alle obduktionerne i stykket handler om, at det er synd for russerne. Og Yulia Lystbæk forholder sig til Putins krig mod Ukraine sådan her: "Jeg skammer mig over at være russisk i Danmark". Hun siger ikke et ondt ord om Putin. Svagt, men hvad ved jeg? Russerne er kendt for at give gift til Putins modstandere i Europa. Måske er hun bange for at drille Ruslands diktator? Ved det ikke. Men for mig er 'Krigsbørn' mislykket, eller enøjet. Sentimentalt. Grædende: "Det er synd for os russere!" Andreas Dawe kunne have krydret obduktionerne med historier fra Ukraine, sådan at budskabet fremstod mere klart: "Uanset din nationalitet, så er det en tragedie for børn at opleve krig." Det synes jeg. Sådan er det. Teater er ikke den øverste hylde i lykkehjulet. På sin egen præmis er 'Krigsbørn' okay helstøbt. Synes jeg, men se selv stykket. De synger på russisk, og de fortæller den russiske side af fronten. Jeg har det omvendt. Mine børns bedstemor stod ved siden af sin far under 2. verdenskrig, da faderen tager lighteren frem og tænder ild til en fakkel. Hun er 6 år gammel, børnenes bedstemor. Faren kaster faklen mod familiens hus som begynder at brænde. Så kører de ud af landdbyen, med kursen bort fra Karelen, mens de russiske soldater rykker frem. Hele landsbyen står i flammer, kan pigen se ud af bagvinduet på den store amerikanske stationcar, hun ser den brændte jords taktik udført af finnerne. Hendes barndom udslettet af hendes egen familie. Den lille pige hadede resten af sit liv alt russisk. En fantastisk kvinde, en Sisu-kriger, men også med visse empatiske blindgyder. Følelserne i hende brændte op sammen med familiens hus som barn. Faren blev skør og narkoman med eget apotek. Hendes datter blev halv-kriger. Hendes børn kvart-krigere. Først 4. generation ser ud til at være næsten-normale. Sådan er krigens børn. Måske vi holder med Gaza, eller med Israel, eller med Rusland, eller med Ukraine. Men børnene må vente på at blive oldeforældre - 4. generation - inden krigens ufølsomhed er gennemvasket med tårer og følelserne atter kan blomstre i os, og krigeren kan gå på pension. Jeg læser Forpost fra Krim. Mine naboer her i huset er ukrainere på flugt. Mine børns familie hader Rusland. Jeg er vild med Putins klare sind og faktuelle synspunkter, men jeg er ikke så begejstret for at mine ukrainske naboer nu skal lære dansk som voksne. Fordi det er et svært sprog. Og de savner deres hjemland. Krig ødelægger vores humane følelser, så vi bliver krigere uden nåde. Vi kan altid genopbygge byerne på 5 år. Men at genopbygge krigens børn, sådan at de igen kan blive fredelige, det tager 4 generationer. 100 år. Tak til Yulia Lystbæk, Andreas Dawe og Teatret Svalegangen for oplevelsen. Måske er det virkelig på tide at vi stopper krigen i Ukraine? Måske, men først når vi har tævet Trump, fordi han vil stjæle Grønland? Og russerne skal også have tæsk? Først derefter kan vi vælge freden? Eller hvad synes du? Krigsbørn
Teater anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter