I forestillingen 'Moloch' er ironien stykkets åndedrag. Det giver et pusterum og en lille distance til det der smerter og de følelser der er i spil. Jeg kan lide den måde det bliver brugt i replikkerne på, for her trækker også publikum vejret. Manden ser sig selv lidt udefra og opdager det absurde. Møder sin egen selvironi, da han eksempelvis fortæller om en cykeltur i Malaga. Her raser han mod sin ekskone mens han cykler op af et bjerg, - kører forbi en plantage og opdager nogle mangotræer. I en henkastet sætning - sætter han sin egen hidsighed i relief til sin kærlighed til mangofrugt og publikum griner, - som om skæbnen netop bød ham dette ekstra smertepunkt at cykle forbi det træ han elsker frugten af allermest. Skuespillet er så velplaceret, at jeg oplever det som om at han opdager sig selv, mens han taler til publikum.