Anmeldelse af 'Every Body Electric', dance performance af Doris Uhlich. Så vi måtte tage den lange gåtur, udenfor i den kolde januar frostnat. Fordi mange bygninger ikke er lavet til personer i kørestol. Men på denne nat har bygningen mistet sin modstandskraft til en kvinde fra Wien, Doris Uhlich. Hun er i byen med danseforestillingen 'Every Body Electric'.

Forestillingen handler om vores handicap, herunder mennesker i kørestol. Faktisk bruger de to optrædende denne aften, Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel, begge kørestole for hurtigt at komme rundt. Selv nogle blandt publikum bruger den kropslige forlængelse kaldet 'kørestol'. Så vi går udenfor og går den lange vej på den frysende interimistiske kørestolsrampe ind i den enorme dansesal i Bora Bora.

Jeg kan virkelig godt lide danseforestillingen, og jeg hader at indrømme, at jeg er forelsket i Sopur-kørestolene, som danserne bruger. Wow. Hvis jeg mistede mine ben, ville jeg gå efter den. 3.300 Euro, det er et kup. Jeg mener, se på kvaliteten. Stolen er nem at opbevare i en bil, hjulene snapper virkelig nemt af. Og kuglelejerne! Få mig ikke i gang, hjulene snurrer bare og snurrer. Det er en smuk maskine, kørestolene fra Sopur, Sunrise Medical.

Og sådan er det for os alle. Vi har et handicap og nogle kropslige forlængelser. Kørestolene på scenen er extensions ligesom mine 3 Euro-briller fra Normal, og min gamle bil fra Renault, min helt nye telefon fra Apple. Alle mennesker har extensions for at kunne leve mere komfortabelt, og vi kan godt lide vores extensions. Får os til at føle os stolte og i stand til at leve et bedre liv.

Forestillingen udforsker vores forhold til extensions. Nogle gange identificerer vi os med udvidelsen. "Hej, jeg er hr. BMW, rart at møde dig!" Eller "Hej, jeg har lige købt denne seneste model fra Sopur! Og hvordan har du det?" Jeg elsker denne udforskning i 'Every Body Electric'.

I en scene hænger Adil sin extension i loftet. Den hænger der som en død hest. Han har ikke brug for en forbandet kørestol fra Sopur. Det er rigtigt. Adil har så stærke muskler, når han danser, at han faktisk kan svæve bare i den rene energi fra sine bevægelser. Hans kropsrytme er som techno. Fuldstændigt gentagende muskler og det lyse sind, klart som en solskinsdag.

Men så mistede Vera det ene hjul og lå nøgen på jorden. Sårbar. Ind kommer helten, Adil, og ordner hendes kørestol.

Vi har brug for de extensions. Det er okay, bare rolig. Men danseforestillingen har et højere niveau.

Bevægelserne i forestillingen. Nøgenheden. Udforskningen af os selv og vores extensions. Jeg tror, at dette show er værd at opleve for alle. Hvad er livsenergi? Vi ved, at livsenergi er det eneste, der er værd at have opmærksomhed på. Og vi ved, at hver gang vi mister vores opmærksomhed, mister vi livsenergi.

Vi må være til stede for at være i live. Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel er netop det. Til stede. Rytmisk. Dansende. Jeg kunne rigtig godt lide forestillingen, og efter showet sagde koreografen Doris Uhlich i en artist talk med Cath Borch Jensen på scenen:
"Jeg er en politisk kvinde, men kunsten er noget konkret der folder sig ud." Jeg kan godt lide hendes synspunkt. Politik er talte ord, kunst sker virkeligt. Tak for oplevelsen, bragt til Aarhus af 'Det Frie Felts Festival'.

Every Body Electric
Koreografi Doris Uhlich
Dramaturgi Elisabeth Schack
Performere Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel
Lys, rum Gerald Pappenberger
DJ Boris Kopeinig
Kostume Zarah Brandl
Feedback Yoshie Maruoka, Theresa RauterProduktion Margot Wehinger
Foto Theresa Rauter
International Distribution: Something Great.